Læserbrev

Enøjet blik på Hammershøi

10. februar 2012

Peter Nielsen var velforberedt, da han besøgte udstillingen Hammershøi og Europa på Statens Museum for Kunst og skrev sin anmeldelse 4. februar. Han havde læst Poul Vads store, og på mange måder fortræffelige bog, om kunstneren. Desværre synes han at have læst bogen på samme måde, som fundamentalister læser Bibelen: Kun den hellige skrift står til troende.

Nielsen var stærkt utilfreds med udstillingens overordnede sigte: at sætte Hammershøi ind i en international sammenhæng. Han havde foretrukket en sammenstilling med hans forbilleder inden for ældre kunst. Det er et aspekt, som Vad har betonet stærkt, og som flere forskere har taget op efter ham. På SMK havde vi også en særophængning om dette tema for ca. fem år siden, hvilket Nielsen behændigt undlod at omtale.

Han forholder sig slet ikke til alle de omstændigheder, der mere end antyder Hammershøis interesse for samtidens kunst. Han er endvidere uhyre tendentiøs i sin omtale af udstillingens sammenstillinger af malerier.

Eksempelvis diskuterer han Whistlers Portræt af kunstnerens mor sammen med Hammershøis lille øvelsesstykke af sin mor, som kun har ydre lighed, men undlader at inddrage vores primære sammenstilling, danskerens Tre unge kvinder, hvor han vitterlig arbejdede med beslægtede kompositionsprincipper og virkemidler.

Snæver opfattelse

Nielsen anerkender heller ikke en mulig afsmitning fra den store Gauguin-udstilling i København i 1893, hvilket Vad ellers diskuterer. Brugen af en personlig mytologi i Hammershøis Artemis fra 1893-94 genfindes næsten kun i Gauguins Tahitibilleder. Siden Vad skrev sin bog i 1988, er der sket meget, hvad angår det almindelige kendskab til kunsten omkring 1900. En snæver franskfikseret opfattelse er bredt ud, og kunst fra mange andre lande, inklusiv Hammershøis, har fået øget international opmærksomhed på udstillinger og i den kunsthistoriske litteratur. Flere udenlandske forskere har peget på paralleller og mulige forbilleder for Hammershøi i den samtidige internationale kunst.

Det ville være fagligt bagstræberisk, hvis vi ignorerede dette. Men Nielsen har tilsyneladende taget skyklapper på og finder udstillingen ’fordummende’. Men hvis skyld er det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu