International kommentar

EU kan ikke længere spille på frygten for krig

Faren for tilbagefald til Europas krigeriske fortid er ikke længere et gyldigt argument for fortsat europæisk integration. Der er i stedet brug for en positiv fremtidsvision for et stærkt Europa, der kan hævde sig i en globaliseret økonomi
2. februar 2012

Nogle stærke billeder vil man altid huske: En angrende Willy Brandt på knæ i Warszawa-ghettoen; Helmut Kohl og François Mitterrand, der rækker hinanden hånden ved krigsmindesmærket ved Verdun. Og senest Vladimir Putin og Polens premierminister, Donald Tusk, ved massegravene i Katyn. Den slags forsonlighedsgestus bringer os tilbage til den historiske følelse af skyld og skam, som mindet om Europas krige fremkalder.

I de seneste måneder har vi hørt advarende ord fra Polen, Frankrig og Tysklands Angela Merkel om, at: »Historien lærer os, at lande, der har fælles valuta, ikke går i krig med hinanden«. EU-præsident Herman Van Rompuy, erklærede rent ud: »Falder euroen, falder unionen, og dermed falder også vores vigtigste garant for fred.«

Problemet er, at argumentet er ved at miste sin overtalelseskraft. Mareridtsscenariet om mulig tilbagevenden til forgangne tiders voldelige konflikter er blevet en distraktion. Instrumentaliseringen af krigen til at konstruere en europæisk fortælling har passeret sidste salgsdato.

Utilstrækkelig debat

En vigtig lære af eurozonens krise er, at der ikke har været tilstrækkelig demokratisk debat om Europa. Det så vi under Hollands folkeafstemning om EU-forfatningen i 2005. Borgere, der ville stemme ’nej’ (61 procent, viste det sig), blev bestandig spurgt: »Men har du overhovedet læst forfatningsteksten?« Samme spørgsmål blev aldrig stillet til dem, der ville stemme ja — for de var på ’den rigtige side’ af historien.

Problemet med argumentet ’aldrig mere krig’ er, at det alt for nemt fører til et demokratisk underskud. Europa står og falder med sine borgeres opbakning. Under forfatningsafstemningen var der meget lidt objektiv diskussion af omkostninger og fordele, mål og midler. Det blev aldrig gjort klart, at skabelsen af en europæisk union betød at Berlusconi også ville blive en af vores politikere, at Grækenlands budgetunderskud også blev vores hovedpine, og at legaliserede indvandrere i Spanien også er vores fremtidige medborgere.

Vend blikket udad

Der er brug for en ny begrundelse for øget europæisk integration, og den må tage udgangspunkt i den globale magtforskydning, som er undervejs.

Vestens enorme gæld og Kinas handelsoverskud varsler fundamentale forandringer i verdensordenen. I de seneste ti år har mere end tre fjerdedele af udviklingslandene haft vækstrater, der er væsentligt højere end USA’s og Europas.

Skal vi fortælle en ny historie om Europa, bør vi altså ikke starte med Berlin, men med Beijing, ikke med Paris, men med São Paulo. ’Aldrig mere krig’-doktrinen er i virkeligheden en form for europæisk narcissisme. Utilsigtet retter den sit fokus indad, mens det afgørende imperativ for integrationen skal søges uden for kontinentet.

For os er ’Europa’ den eneste mulige standard til at etablere en samfundsmodel, der kan fungere inden for den globale økonomi. Skal projektet lykkes, skal europæisk integration ikke anskues som tab af suverænitet, men som en fornyet kollektiv bestræbelse, der øger vores kollektive indflydelse. I princippet kan euroen bidrage til dette.

Udvidelsen af EU har været en stor bedrift, men den har haft sin pris. I dag grænser EU op til ustabile regioner på alle sider. Vi er omgivet af lande i Nordafrika, Balkan, Mellemøsten og det tidligere Sovjetunionen, som hører til de mindst sikre i verden.

Før eller senere må EU også blive et fællesskab, når det drejer sig om at opretholde sikkerhed, også ved de ydre grænser. Det er ikke kun ved at tilbyde en større åbenhed over for sine medlemmer, men også større sikkerhed, at Unionen kan forny sit mål om større integration.

Fremtid som argument

Men bønnen om ’mere’ Europa opvejes så langt af ønsket om ’mere’ demokrati, især nu, da en ny finanspagt i al hast er blevet sammenflikket bag ryggen på vælgerne.

Det er en risikabel fremgangsmåde, som ligner en gentagelse af de fejl, der blev begået, da euroen blev lanceret.

Eurozonens krise er ikke nødvendigvis fatal, men den er en invitation til større ansvarsbevidsthed. Hvis euroen kan reddes ved at overføre vigtige budgetmæssige beføjelser til Bruxelles, må det hilses velkomment. Og hvis en valutaunion også indebærer en overførselsunion, må vi stræbe efter mere social udligning og større omfordeling af rigdom fra de rigere regioner til de fattigere.

Perspektiverne ved et sammenbrud af eurozonen er grumme, og det er grunden til, at politikere som Merkel og Van Rompuy for tiden oppisker frygt og taler om krig. Men hvis de økonomiske og politiske konsekvenser bliver så dramatiske, hvorfor har vores ledere så en så ringe tiltro til, at de kan overbevise et europæisk folkeflertal om de nødvendige modtræk? Hvorfor denne afhængighed af en afskrækkende fortid, når den umiddelbare fremtid stiller os over for så presserende udfordringer?

Denne søgen efter en ny europæisk raison d'être, der går ud over mantraet ’aldrig mere krig’, bør ikke bestå i knæfald for markedslogikker eller laveste fællesnævner. Tværtimod må Europas ideelle markedsøkonomi være styret af retfærdighed, bæredygtighed og åbenhed.

En union af sociale demokratier er det bedste eksempel, Europa kan vise verden. Hvis det er målet, må vi kunne diskutere os til rette om midlerne. Det er vigtigt, at vi husker på fortidens krige, men også, at vi holder op med igen og igen at bruge den som påskud for nødvendige politikker.

 

Paul Scheffer er hollandsk forfatter og professor i europæiske studier ved universitetet i Tilburg. Han er desuden et fremtrædende medlem af ’Partij van de Arbeid’, de hollandske socialdemokrater

© De Morgen og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man skal aldrig tro, at det ikke kan ske igen! Krigen er altid en mulighed for svage politiske ledere i en krisetid, også i Europa.

Peter Günther

Al den snak om EU som stormagt tages vel ikke alvorligt af nogensom helst andre end EU-idealister.

Det står sløjt nok til med vores egen demokrati forståelse - får jeg som fokusgruppe ikke lige alt, der lige passer mine egne snævre interesser, er det et udemokratisk projekt, som vil jeg UD af.

Spaltningen i den danske befolknings demokrati-forståelse er da tydelig nok. Forskellene på hvordan vi opfatter EU som ide/koncept ligger lysår fra hinanden.

Diskussionen må snarere være om vi overhovedet har et demokrati. Vil en en total afmontering af et EU samarbejde som nogle ønsker det, føre til dette resultat. Jeg tillader mig at tvivle.

Ser vi lidt historisk på det har økonomiske krisers konsekvens altid kun haft 2 udfald: Samarbejde til fælles bedste eller krig (eller devaluerings-knebet) for at tilrane sig fordele på de andres bekostning. Krige vindes typisk altid af den militært økonomisk stærkeste,

Carsten Ploug Olsen

Jeg synes, at denne artikel er for præget af Old World logik; big fish eats little fish. Jeg vender i tankerne ofte tilbage til @Peter Hansens kommentar til en anden artikel; Vi skal tage skridtet væk fra konkurrence til samarbejde (her citeret efter hukommelsen).

Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det vi ser nu "bare" er et imperiums (Vestens) undergang og opkomsten af et nyt (Østen) eller om det er det hele, der er ved at ryge en tur.

Men jeg har en stærk fornemmelse af, at krigen er indbygget i imperiets logik og maskinrum (kapitalismen).

Så længe vi bygger på konkurrence har vi også krig? Det er bare et spørgsmål hvem vi tilfældigvis slås med (konkurrerer med)?

Kunne man forestille sig en (venligere) verden, der samarbejder om at skabe menneskelige og materielle værdier til gavn for alle i stedet for i realiteten at ødelægge dem som nu?

Kunne man forestille sig andre motivationsfaktorer til menneskelig handlen end egennytte og egoisme? Eller støder vi her an mod den menneskelige natur? Er den uforanderlig?

Carsten Ploug Olsen

Uddybende kommentar:

Det jeg mener er; behøver "systemet" at være bygget på den stærkes ret/overmagt? Der var for nogle år siden en nobelprisvinder i matematik, der påviste, at man godt kunne have to eller flere systemer i balance på samme tid.

Måske har Scheffer alligevel en pointe med de sociale samfund. Men behøver vi så ikke en samlende, global regering (Verdensregering), der kan lovgive og regulere på alles vegne? Ellers har vi vel disse ulidelige og ofte voldelige konflikter om snævre geografiske, økonomiske og ideologiske interesser. Til gavn for de få, til skade for de mange?

Carsten Ploug Olsen

Sidste pip for i aften:

Emery Reeves analyser i "Fredens anatomi" (1948) mener jeg stadig er gyldige. Jeg er langt fra sikker på, at svaret på nutidens kriser er at bygge fortet (EU) større og stærkere. Reeves´ analyse går kort ud på, at det er nationalstaternes snævre interesser, der fører til krig og konflikt. Ikke den private ejendomsret som i den marxistiske analyse.

Dette kunne snildt overføres på EU som "nationalstat" eller i hvert fald union.

Reeves argumenterer, at vi har brug for universalisme, dvs ét sted, hvorfra normer for lov og ret opstilles. Med andre ord; en Verdensregering.

I stedet for de mange, hinanden fjendtlige lande eller blokke, én verden samlet under fælles styrelse. Én verden der som sagt samarbejder, ikke bekriger hinanden i kampen om ressourcerne? Et inkluderende, ikke ekskluderende "system".

EU-medløbernes påstand om EU som 'fredens projekt' er en gammel løgn:

EU-landene er forpligtet til at opruste militært.

I de seneste 10-20 år har Danmark været deltager i flere angrebskrige og overfald på fremmede lande , end vi har kendt til i flere århundreder.

Niels Engelsted

Det er forkert, at der er fred og ingen fare.

Tværtimod er der i lyset af den økonomiske krise en overhængende fare for, at nationerne i Europa ender op med hver for sig, at dreje tilhøjre med højrepopulistiske politikker efter krav fra deres befolkninger. Tendensen er allerede tydelig.

Den politik, der nu føres på EU-plan til fordel for navnløse 'finansmarkeder' på begge sider af Atlanten med drakoniske nedskæringer i befolkningernes levefod og i de offentlige budgetter vil forstærke denne fare snarere end det modsatte.

Men EU er også det eneste, der kan modvirke højrenationalismens fare i Europa. Men det kræver et EU, der er villig til at føre en anden politik, netop den politik som Scheffer slår til lyd for.

Det er interessant at, økonomen Marc Faber (kendt for The Gloom Boom and Doom Report og CNBC og Bloomberg) mener, at USA(og andre) ikke kan betale deres gæld, hvilket vil føre til krig om 5-15 år. ”Der letzte Welterklærer” Peter Scholl-Latour ser en krig mellem USA og Kina komme inden for de næste 50 år. I Danmark plæderer filosoffen Peter Kemp for, at folkeskolens elever grundet globaliseringen uddannes til verdensborgerlig humanitet. Ikke som nu, hvor de trænes i at blive selvstændige, individualiseret, fleksible og effektive i den videnskabeligt tekniske stat, der konkurrerer med andre stater på det globale verdensmarked (en kritik af managementideologien). Via Leibniz, Montesquieu, Kant, Hegel, Grundtvig, Derrida Jurgen Habermas, Martha Nussbaum og mange andre når han frem til dannelsen af en verdensstat. Mon ikke Paul Scheffer har fat i noget?

"Man skal aldrig tro, at det ikke kan ske igen! Krigen er altid en mulighed for svage politiske ledere i en krisetid, også i Europa."

Ganske vist, men såfremt EU skal kunne hindre at labile politiske ledere tænder bål og brand i Europa, kræver det jo at nationalstaterne som vi kender dem ophæves. Og vil en sådan superstat ikke indebære betydelige risici for borgerkrige? Med EU som føderal overbygning i Europa kommer vi jo til at lide et betydeligt tab af magtdistance - hvilket historisk viser os øger risikoen for borgerkrig og social ustabilitet betydeligt.

"Men EU er også det eneste, der kan modvirke højrenationalismens fare i Europa."
Interessant; i årtier hvor EF/EU har ekspanderet og i stigende grad er blevet overdraget lovgivende, dømmende og udøvende magtbeføjelser i de enkelte medlemslande, har vi set højreradikalisme udvikle sig. Denne højreradikalisme er tilmed blevet næret af de øgede magtdistancer, af segregering og konkurrenceoptimering af de europæiske samfund. Vi ved idag er de fleste højreradikalister er tabere i dén kapitalistiske samfundsudvikling, som EU-konstruktionen både er rundet af ... og fortsat forcerer. Og så udråbes EU som eneste bolværk mod højreradikalisme? Det svarer vel nogenlunde til at pege på Venstre i Danmark og sige at partiet er bedst egenet til at regere, men politikken skal bare lige ændres.

Niels Engelsted

Peter Jensen
jeg tror ikke at det er den øgede magtdistance i sig selv, der er årsagen til, at højreradikalismen i de europæiske nationer er vokset med EU's tiltagende indflydelse. Jeg tror folk er rimeligt ligeglade med magten så længe de føler deres behov og velfærd sikret. Jeg tror snarere, at det er det magtdistancen er blevet brugt til, der nærer højreradikalismen, nemlig det neoliberale globaliseringsprojekt med "konkurrenceoptimering af de europæiske samfund", som du udmærket betegner det, og så får "bureaukraterne i Bruxelles" skylden.

Men globaliseringen,neoliberalismen og konkurrenceoptimeringen er ikke skabt af EU, og ville ikke forsvinde, hvis EU forsvandt. EU er nu formidler af globaliseringen, men er også potentielt en beskytter mod globaliseringen. Jeg ser ikke nogen anden realistisk beskytter, gør du? Forestiller du dig, at nationalstaterne i Europa hver for sig kan modsætte sig neoliberalismen og konkurrenceoptimeringen? Eller kan gøre det uden i højrepopulistiske former som verden ser ud idag, hvor socialismen er blevet en by i Rusland?

Jeg hævder ikke, at min forståelse nødvendigvis er rigtig, og abonnerer gerne på en bedre. Har du en, som man i øjeblikket kan tro på?

Niels Engelsted:
Jeg forestiller mig først og fremmest at de europæiske befolkninger skal have så vidtrækkende demokratier som muligt; det er min overbevisning at autonomi bedst skabes og fastholdes ved de lavest mulige magtdistancer. Og når du tror på at øgede magtdistancer ikke spiller nogen rolle for højreradikalismens blomstring, så må jeg spørge dig hvordan du forstår de højreradikale strømningers gentagne henvisninger til det 'overnationale tyranni'? For mig at se viser dette at højreradikalismen næres af nærdemokratiets erodering ... og det er der en del historiske eksempler på. Magtesløshed avler modmagtforestillinger, frustration og til tider dysfunktionelle reaktioner, hvilket formentligt spiller en væsentlig rolle for udviklingen af de fleste former for radikalisme.

Mangen DF'er er jo småborgere, som ikke oplever at de har indflydelse på samfundsudviklingen. Og denne oplevelse, omend den i nogen grad er korrigérbar, skaber altså grobund for en fremmedgørelse som danner reaktion i form af tilslutning til retraditionalistiske og etnocentriske bevægelser og partier af neoliberalt tilsnit.

Jeg forestiller mig at et styrket Europaråd kan bidrage til øget demokratisering og stabilisering af Europa. Jeg forestiller mig at bi- og multilaterale handelsaftaler mellem europæiske lande kan virke stabiliserende. Jeg forestiller mig at styrkede regionale råd og samarbejder (som f.eks. Nordisk Råd) kan bidrage. Jeg forestiller mig at et styrket FN kan bidrage. Og jeg forestiller mig at udviklingen af de lokale demokratier i de enkelte europæiske lande kan bidrage til reduceret konkurrence og liberalisme, reduceret konsumorientering. Inspireret af f.eks. Baumann kunne man også pege på glokalisering som en strategi udi modarbejdelse af globaliseringens mange problemer - og igen fordrer dette i min optik at de små fællesskabers institutionelle strukturer udvikles. Ikke genfindes, som det typisk forventes, men udvikles. Som Baumann tror jeg også på fremtiden, thi jeg har intet valg. Men modsat Baumann er jeg ganske overbevist om at EU ikke kan facilitere et stop for neokapitalisme, udbytning og afdemokratisering. Der er brug for demokratiske, overnationale institutioner som ikke har føderative mål. Eller iøvrigt integrerer markedskapitalismens udbytningsprocesser i sit paradigme.

Niels Engelsted

Peter, hvis dette er spørgsmålet, som jeg overså:

"når du tror på at øgede magtdistancer ikke spiller nogen rolle for højreradikalismens blomstring, så må jeg spørge dig hvordan du forstår de højreradikale strømningers gentagne henvisninger til det ‘overnationale tyranni’?"

så havde jeg allerede forhåndssvaret på det i første afsnit af mit ovenstående indlæg.

Men jeg gentager gerne, at jeg ikke tror på, at magtdistance spiller nogen stor rolle for de allerfleste FØR de oplever overgreb, tab af velfærd, og uretfærdighed. Jeg syntes, at der er endeløst mange eksempler.

For at være lidt glokalistisk (tak for begrebet, omend det er en kende abstrakt i Wikipedia) kan jeg nævne universitetsverdenen, hvor jeg kommer fra. Her har både studerende, forskere, lærere og tap'er tamt affundet sig med fjernelsen af alt demokrati og indførelse af et udfrakommende magthierarki med alle et sådant hierarkis værste symboler.

At netop højreradikalismen har EU (og magtdistancen) som sin yndlingsaversion, som du skriver skyldes netop at højreradikalisme bygger på nationalistiske og xenofobiske følelser af at man er et offer for de fremmedes uretfærdighed og tyranni.

Min frygt er selvfølgelig, at et sammenbrud for EU og dets institutioner netop vil nære sådanne nationale og xenofobiske følelser. Der er denne tendens, som vi ser vokse i alle Europas lande. De ville ikke forvandle sig til det modsatte, hvis tingene gik rigtigt galt i Europa.

Jeg ville ønske, at langt flere tænkte som du, men det gør de ikke, såvidt jeg kan konstatere, og det kan man ikke ignorere i sine forestillinger om den mulige fremtidudvikling. Indrømmet, mine forestillinger om et EU, der skifter retning tvunget af nødvendigheden er selvfølgelig heller ikke lige til at se, men hvis Bauman kan tro på det...

"Men jeg gentager gerne, at jeg ikke tror på, at magtdistance spiller nogen stor rolle for de allerfleste FØR de oplever overgreb, tab af velfærd, og uretfærdighed. Jeg syntes, at der er endeløst mange eksempler."

Jamen, en hel del pensionister, marginaliserede og lavtlønnede oplever skam allerede tab af velfærd, uretfærdigheder og overgreb - foruden magtesløshed i forhold til udviklingen (eller vi skulle måske snarere sige/skrive afviklingen) af lokalsamfundene. For dem er sagen ret virkelig, selvom den muligvis er abstrakt set fra din (og andres) skrivende stund og stand. Det er også meget virkeligt for dem, at de politiske niveauer, som jo lovpriser EU-udviklingen, optræder blasert og opportunt overfor lokale behov og problemer (tag udviklingen på sygehusområdet, udviklingen på folkeskoleområdet, udviklingen på arbejdsløshedsområdet etc.).

"Min frygt er selvfølgelig, at et sammenbrud for EU og dets institutioner netop vil nære sådanne nationale og xenofobiske følelser. Der er denne tendens, som vi ser vokse i alle Europas lande. De ville ikke forvandle sig til det modsatte, hvis tingene gik rigtigt galt i Europa."

Jeg anlægger også en noget anden præmis end du gør, nemlig at en afvikling af EU ikke nødvendigvis vil være et 'sammenbrud' - herunder at det 'går rigtigt galt'. Du har nok ret i at et ukontrolleret sammenbrud af EU ville udgøre en betydelig trussel mod europæisk stabilitet, hvorfor en kontrolleret afvikling i tide er værd at arbejde for (min tanke er jo netop at det før eller siden vil ramle for top down-dirigerede superkonstruktioner som EU). Dermed kan der parallelt arbejdes med at styrke ikke blot lokal og regional demokratiudvikling, men også de overnationale organer, jeg henviste til kl. 12.06.