Læsetid 5 min.

Fællesskab er en udfordring for alle

Størstedelen af dagens pædagogiske forskning handler om, hvordan individet lærer, og der er desværre langt mindre opmærksomhed på fællesskabet som ramme for liv og læring i folkeskolen. Vi glemmer, at det netop er fællesskabet, der er betingelsen for individualiteten
De fleste grupper af børn – og for den sags skyld også voksne – der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde – fællesskabelse.

De fleste grupper af børn – og for den sags skyld også voksne – der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde – fællesskabelse.

Steffen Ortmann
6. februar 2012
Delt 22 gange

Med regeringens forslag om, at alle elever, der modtager mindre end ni klokketimers specialundervisning, fremover skal integreres i skolens almindelige undervisning, er diskussionen om grænser for rummelighed og inklusion igen blusset op. Vi hører historier om en enkelt voldelig elev, der skræmmer andre elever ud af skolen. Vi hører modsat også historier om elever med f.eks. ADHD, der med stor succes integreres i en almindelig klasse.

Det bliver let en unuanceret debat, hvor det kan fremstå, som om enkelte elever er den største udfordring for skolens fællesskab, og som om fællesskabet kan styrkes alene gennem fokus på den enkelte, der er udnævnt til problemet. At den offentlige debat tager den drejning, kan måske ikke undre, men at en række forskere og professionelle følger trop kan undre. Et fællesskab udvikles sjældent ved at fokusere på individer — det er snarere omvendt: Fællesskabet er rammen for individets dannelse og udvikling!

Tidens fokus på inklusion antager således ofte en individualistisk form, hvor det er den enkeltes forudsætninger, kompetencer, intelligenser, som er i fokus. Men inklusion bør også anskues ud fra en kollektiv tilgang, hvor fokus er på differentieret undervisning, stabile og forudsigelige daglige rutiner og faste samarbejdspartnere over tid.

Individ og fællesskab

Fra et enigt kor af samfundsforskere hører man, at vores verden er præget af individualisering, som en fortsættelse af den proces, der begyndte allerede i renæssancen, og som for alvor har taget fart op igennem det 20. århundrede. Mennesket skal nu først og fremmest være et individ og må ikke blindt følge traditionens, slægtens eller religionens bud. Man skal følge sin egen vej og træffe sine egne valg. Dette afspejles også i moderne pædagogik og uddannelsestænkning, f.eks. med interessen for individuelle læringsstile, intelligensprofiler og ansvar for egen læring. Det er et paradoks, at de lærere, der problematiserer den tiltagende individualisme hos eleverne, så ofte møder eleverne med en individualistisk pædagogik, der risikerer at forstærke de problemer, der ellers skulle løses. Der er i disse år en fundamental mangel på viden om fællesskabelse — viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles.

Traditionelt er individer og fællesskaber blevet forstået som to adskilte størrelser. Der findes individer, og der findes fællesskaber — og vi kan have som pædagogisk opgave at tilpasse den ene til den anden (altså tilpasse individet til fællesskabet, hvilket traditionelt kaldes dannelse) eller den anden til den ene (altså tilpasse fællesskabet til individet ved at give individet størst muligt rum for selvstændighed og selvudfoldelse). Dermed forudsættes en dualisme mellem individ og fællesskab, som om disse to er genstande derude i verden på en måde, der retfærdiggør, at vi kan tale om dem uafhængigt af hinanden. Dualismen mellem individ og fællesskab har været grundlæggende for mange væsentlige diskussioner og tænkemåder i vores del af verden og har dermed også præget de pædagogiske diskussioner. Men det er samtidig en stærkt problematisk dualisme.

Hele diskussionen om individualismen — fra både tilhænger- og kritikerside — risikerer nemlig at få os til at glemme, at et individ kun kan være et individ, såfremt der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan blomstre. Hvis ikke der findes sociale fællesskaber i familier, daginstitutioner og skoler, kan mennesker aldrig lære at blive individer. Vi fødes ikke som individer, med fuldt udviklede evner til at træffe valg og tage ansvar, men vi skal socialiseres til at blive det. Med andre ord har individualiteten fællesskabet som sin forudsætning. Og kvaliteten af vores fællesskaber er afgørende for, hvordan individualiteten kultiveres hos de personer, der skal vokse op og i fremtiden tage vare på det fællesskab, der er betingelsen for deres individualitet.

Faglighed og fællesskab

Langt størstedelen af dagens pædagogiske forskning handler om, hvordan individet lærer, og der er desværre langt mindre opmærksomhed på fællesskabet som ramme for liv og læring i skolen. Hvis man undersøger fællesskabets betydning empirisk og f.eks. spørger elever om, hvorfor man går i skole, svarer en pige i 9. klasse: »Det er jo både for at lære noget og for at have et socialt liv. Altså hvis man bare sad derhjemme, så ville man jo nærmest ikke leve.«

Med den udtalelse indrammes to helt afgørende forhold ved skolens virksomhed: Man går der for at lære noget — og ikke mindst for at have et socialt liv. Pigen ved det, som mange forskere glemmer i dag: At de to ting ikke kan adskilles.

I skolen er det mest stabile fællesskab fortsat klassen, som vi ofte taler om som enten ’dårlige’ (eleverne mobber hinanden, lærer for lidt, skifter ofte lærer etc.) eller ’gode’ (her trives eleverne og de lærer mere).

Både elever, lærere og forældre taler forbavsende ofte om fænomenet ’gode’ og ’dårlige’ klasser som noget, der har med held at gøre, en pige i 8. klasse siger f.eks.: »Vores klasse har meget sådan sammenhold. Ja, vi klinger godt sammen mange af os, der har vi været heldige.«

En lærer siger det på denne måde:

»Nu er jeg rigtig heldig, at jeg er kommet ind i den klasse, jeg har nu. For det er en god klasse.«

Det ville ikke være særligt betryggende, hvis det var rigtigt, at gode og dårlige fællesskaber alene afhænger af held og skæbne. Det er heldigvis langt fra hele sandheden. Selvfølgelig kan nogle elevgrupper fra første øjeblik fungere bedre sammen end andre. Men de fleste grupper af børn — og for den sags skyld også voksne — der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde, som vi kalder fællesskabelse, mest fra klassens lærere, men også fra elevernes forældre.

Konstruktivt fællesskab

Hvis en gruppe skal fungere som et fællesskab, skal der være nogle fælles retningslinjer og rammer, som alle accepterer. Og samtidig skal der være plads til og respekt for forskellighederne i gruppen.

Som medlem af et fællesskab skal man også være indstillet på at afgive frihed og indgå kompromisser. Det vil give konflikter, men det er også vigtigt at gøre sig erfaringer med, hvordan konflikter håndteres, uden at det fører til eksklusion.

Et godt fællesskab i skolen er ikke idyl og harmoni. Det er i stedet et robust fællesskab mellem ligeværdige, som tager sig af at håndtere de konflikter, som altid vil findes. Det er en udfordring for alle og ikke kun for ’elever med særlige behov’.

Lad os slutte af med et alt for velkendt eksempel: i 2. klasse inviterer en af pigerne fem af klassens 12 piger til fødselsdag med invitationer uddelt i skolen til middag på McDonalds og efterfølgende tur i biografen. Forældrerådet tager initiativ til at drøfte det på et forældremøde, idet det giver store koncentrationsvanskeligheder hos stort set alle pigerne i en uge inden og efter fødselsdagen.

Forældrene vil gerne give deres pige en unik oplevelse. Og som der blandt andet argumenteres på forældremødet: Jeg bestemmer da også selv, hvem jeg vil drikke kaffe med på arbejde. Det er ikke muligt at tvinge forældrene til ikke at holde den planlagte fødselsdag. Men det er nødvendigt at tage samtalerne om, hvad der skal til for at få fællesskabet til at fungere — også selv om det kan være ubehageligt, fordi vi træder ind over individets tilsyneladende ubegrænsede selvbestemmelse.

Vi siger ikke, det er let. Der er bare ingen vej udenom.

 

Elsebeth Jensen er ph.d. og uddannelseschef for HF og Læreruddannelsen i Nr. Nissum, Silkeborg, Skive og Aarhus, Professionshøjskolen VIA, University College og Svend Brinkmann er professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Bravo!

Mange tak til Elsebeth Jensen og Svend Brinkman for at præsentere emnet forbilledligt klart og forståeligt.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Det ville ikke være særligt betryggende, hvis det var rigtigt, at gode og dårlige fællesskaber alene afhænger af held og skæbne. Det er heldigvis langt fra hele sandheden. Selvfølgelig kan nogle elevgrupper fra første øjeblik fungere bedre sammen end andre. Men de fleste grupper af børn — og for den sags skyld også voksne — der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde, som vi kalder fællesskabelse, mest fra klassens lærere, men også fra elevernes forældre."

Det kræver også et opgør med netværksdannelsen, som står i kontrast til fællesskabstænkningen. Hvor netværk som senmoderne sameksistensideal indebærer individuel, beregnende og nyttefokuseret tilknytning til mennesker og samfundsinstitutioner, indebærer fællesskaber en tilknytning til nødvendige strukturer, til store idealer og visioner, hvor menneskelighed i sig selv er en værdi. Derfor bringer individualiseringsdiskursen og myten om det spændstige og effektive, frit vælgende individ, mennesket i konflikt med fællesskaberne på en langt mere grundlæggende måde end vi gør os klart.

Derfor må der holdes kritisk fokus på hvilke strukturelle konsekvenser den førte politik og den institutionelle udvikling har, herunder hvilke værdier som fremmes. Det har næppe nogen større fællesskabsfremmende konsekvens at vi med anerkendende fællesfølelseskultiverende pædagogik og mikromanagement forsøger at lappe på børn og unges fragmenterede fællesskabsoplevelser, når/hvis de i øvrigt erfarer og indgår i en samfundsudvikling hvor individet og netværkspleje står i centrum. Snarere forlenes de med nogle betydelige double-binds, som gør dem til endnu nemmere ofre for anomifremmende forbrugs- og konkurrencekultur.

Brugerbillede for Peter Jensen

Darlie:
Kunne det være Dieter Duhm's 'Varestruktur og ødelagt mellemmenneskelighed', du tænker på? Fremragende lille bog, som bl.a. søger at integrere eksistentialistisk filosofi med kritisk dialektisk tænkning.

Brugerbillede for Jørn Jørgensen
Jørn Jørgensen

Vi er alle et produkt af vore omgivelser, så vi står i gæld til omgivelserne.
Hver af os er blevet det vi er, som et resultat af hvor vi er født og hvor vi er vokset op.
Sååå, vi må snart forstå, at ved at værne om de mennesker der er omkring os, skaber vi en endnu bedre platform for vor egen og vore børns fortsatte positive udvilking.
Individualisme kan medføre egoisme - egoisme resulterer i dårlig livskvalitet på længere sigt.
Vi er heldige at vi er født og vokset op i det danske demokratiske samfund.

Brugerbillede for Peter Hansen

Hvis man bare lever længe nok, stopper vanviddet igen. Vi, der gik i skole i 70erne ved, at individualitet skabes i skolefællesskabet. Jonas Frykman skrev denne - "En lys fremtid? - Skole, social mobilitet og kulturel identitet" - udmærkede bog, der kom på Unge Pædagogers Forlag.
Hele ideen om at lære tager ikke så meget højde for, at tillært viden lettere kan korrigeres, end ny viden kan erhverves. Det er derfor ikke så vigtigt, hvad man lærer i grundskolen (selvom det selvfølgelig ikke skal være løgn), fordi virkeligheden og erfaringen og udviklingen henad vejen vil korrigere for det bedagede med ny indsigt. Det handler om at opøve færdigheden i at tilegne sig viden, fordi viden er identitetsdannende. Viden er bolværket mod det blindt handlende menneske.

Brugerbillede for Niklas Monrad

Jamen det lyder jo på overfladen meget godt alt sammen. Individet har brug for fællesskab for at blive ... et individ.

Problemet opstår, når man skal til at fastslå, at fællesskabet står over individet i alle sammenhænge - for fællesskabet kommer jo først, det er vi blevet enige om ikke sandt? -, og når den holdning bruges til at kue individer, der ikke altid vil indordne sig fællesskabets snærende bånd (jeg refererer her ikke til komplet asociale og anti-sociale individer). Det fornemmer man det ønskelige i i sætningen "Det er ikke muligt at tvinge forældrene til ikke at holde den planlagte fødselsdag".

Man ville så gerne kunne have aflyst den fødselsdag, eller i det mindste få gennemtvunget, at alle pigerne skulle inviteres med.

Det er den form for tænkning, der understøtter diverse autoritære politiske ideologier, og der er formodentlig ikke noget kinesisk politbureaumedlem, der ikke ville kunne skrive under på denne artikel.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

En meget opvakt og erfaren lærer spurgte jeg engang, om hvad der var årsagen til "gode" og "dårlige" klasser. Han havde selv løbende tænkt over det (gennem 25 år i professionen), og var kommet til den (foreløbige) konklusion, at det væsentlige var hvilke personer klassens medlemmer fik promoveret som de facto rollemodeller i klassen.

Valgte klassens medlemmer personer der var socialt inkluderende, empatiske, rolige, var indstillet på at alle i klassen skulle kunne rummes, syntes at det var det var legitimt at følge med i undervisningen, at det var i orden at være engageret, at kunne svare kompetent, at det var OK at lave lektier, at flabethed ikke gav social status, og lignende, blev disse adfærdstræk i vid udstrækning normen.

Var rollemodellerne egoister, overfladiske, flabede, nogle der ekskluderede for at opnå social kontrol m.v., blev dette ofte normen.

I en social enhed som en klasse ofte udgør, kan rollemodellerne undervejs blive skiftet ud undervejs.

Nogen idé om hvordan man påvirkede klassens medlemmer i retning af at vælge viseligt hvad angik valget af rollemodeller (der selvfølgelig ikke var en formel udpegning) kunne vedkommende ikke anvise. Trods (givetvis) mange reflektioner over emnet.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Hvis sådan en "uheldig rollemodel" vokser op og bliver leder, så viser det sig måske, at personen er en af de charmerende psykopater, man hører om på mange arbejdspladser?

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

Bare vi ikke, i fællesskabets navn, udvisker individet. Her vender jeg konstant ind mod Marylin Stratherns dividuelle tilgang som tænker individet og fællesskabet som en mulig synergi i bevidstheden.

"Melanesians have been described as 'dividual' in contrast to the Western 'individual'.

Far from being regarded as unique entities, Melanesian persons are as dividually as they are individually conceived. They contain a generalized sociality within. Indeed, persons are frequently
constructed as the plural and composite site of the relationships that produce them (Gender of the gift, Marylin Strathern 1988:13)."

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Vi har som samfund sovet i timen og tilladt junglelovsmentaliteten at fylde for meget.

Det handler om overlevelse - nogen oplever at denne afhænger kun af egen indsats, andre at samarbejde er nødvendigt - disse yderpunkter i div blandingsforhold.

Hvis bevidstheden skal styre stoffet, hvor skal vi så styre hen ?

Vel henimod den balance, hvor den enkelte har frihed, der ikke begrænser den anden. Tydeligvis nemmere sagt end gjort.

Vi skal enes

Brugerbillede for Karsten Aaen

Med 10 års erfaring som lærer forskellige steder er jeg meget i den af Heinrich's fremlagte observation fra en opvakt - og sikkert også god lærer - har klassen som helhed nogle ledere (piger eller drenge eller unge mænd og kvinder) som har de kvaliteter som læreren nævner: man gør en indsats, man laver sine lektier, man tager initiativ i timen, man tør sige noget i timen, og at det var vigtigt at få alle med, også de lidt bogligt svage i det.

Ja, så sker der faktisk det at klassen opleves som en god klasse og som en rar klasse at komme ind i som lærer. Og der opstår et rart og dejligt arbejdsmiljø, et fællesskab om det man måske kunne kalde 'læring'. Altså at vi er her, i klassen sammen, fordi vi skal lære noget pga. det, det eller det. Og det vi skal lære handler om det eller det og den og den måde kan det gøres på mv.

En dansk biolog Kirsten Paludan har udgivet to bøger om hvorfor danske unge dog ikke gider natur-videnskab. Hvor interessant diskussionen er om dette emne, er det ikke det, jeg vil fremstille her. I en af bøgerne citerer hun vist en fransklærer for at sige at 3.g. mat-fys eleverne, ja de gad altså ikke lige have fransk. Og det er simpelthen umuligt for en lærer at komme igennem med noget som helst, hvis klassens leder, (hvadenten det er en pige eller en dreng) har besluttet sig for at fransk, det er bare for nederen, det gider vi altså ikke. Så ryger hele det gode setup i en klasse og så er det svært som lærer at stille noget op.
Og så er det at man som lærer bevidst eller ubevidst ryger tilbage tilbage til en variant af eller bliver en karikatur af læreren i den sorte skole.

Heller ikke jeg ved hvordan man som lærer kan anvise måder at påvirke eleverne til bevidst eller ubevidst at vælge empatiske, inkluderende mv. rolle-modeller. Men jeg tror på at læreren også sætter stemningen og kan gøre meget, bl.a. ved at være åben og behjælpelig med at lade alle komme til orde og sørge for at stemningen i klassen er sådan at alle har lyst til at sige noget.

Brugerbillede for Henrik Darlie

Peter Jensen siger:
"
Darlie:
Kunne det være Dieter Duhm’s ‘Varestruktur og ødelagt mellemmenneskelighed’."

Det lyder rigtigt, det er en del år siden.

Brugerbillede for Peter Jensen

Heinrich R. Jørgensen:

Disse rollemodeller, er de ikke mestendels udtryk for piedestalisering af enkeltindividers anslåede kvaliteter? Som alternativ til en sådan individualisering af læring og socialisering, ville sociale mesterlæreprincipper, grundet disses rettethed mod handlings- og genstandsfelt, frem for den personlige fremtræden, efter mine begreber være at foretrække. Foruden altså, som nævnt, strukturelle påvirkninger af forskellig art.

Naturligvis lærer vi af hinanden, via kopiering af signifikante andre - men også via indlæring af transmenneskelig signifikans. Såvel aktivt som latent. Alligevel kan individet, medmindre at det undertrykkes, vel næppe lade være med at være individ ... og dermed erfare af at være i verden.

I grupper og sociale sammenhænge udfylder medlemmerne forskellige roller og funktioner - hvis man endelig skal betragte det utiltaristisk. Antropologiske og socialpsykologiske studier viser os at ledere kun er ledere i kraft af fællesskaberne i systemisk forstand sanktionerer dette - og i fællesskaberne er en lang række andre roller og funktioner væsentlige og fremmende for socialisering på et niveau som tilsvarer ledere - som på sin side må underkaste sig fællesskabernes riter, dogmer og traditioner for at kunne være ledelsen værdig. Altså en dialektisk vekslen mellemlederens autonome selvopdragelse og systemregulerende kræfter.

Et eksempel på hvad jeg mener kunne i en klasseundervisningssammenhæng være at der lagdes mere vægt på hvordan, hvad, hvor samt hvor længe elever i grundskolen sammen lærer - herunder særligt hvor store klasserne er - frem for hvordan den enkelte elev klarer sig i kontrast til andre elever. Eller hvordan skoler klarer sig indbyrdes mod hinanden. Mindre konkurrencebetoning, altså. Tilbage med elevplaner og diverse karakterbaserede skaleringer. Sagt/skrevet på en anden måde; der er ikke nogen vi ikke har brug for - eller plads til. Ingen er i princippet ledig eller undværlig i fællesskabets øjne. Og at være (noget) særlig(t) gør sig gældende for enhver.

På samfundsniveau kunne et eksempel være at staten i konsekvens af finans- og gældskrise, herunder de private banker og finansinstitutters hæmningsløse kasinospil med almindelige mennesker og virksomheders værdier, etablerede folkebanker. Ikke for at foregå med et godt eksempel - men derimod med en vægt som fik strukturel betydning.

Rollemodel-diskursen har for mig at se et individualiserende og småborgerligt perspektiv.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Peter Jensen : Tak for dit fine indlæg

"Rollemodel-diskursen har for mig at se et individualiserende og småborgerligt perspektiv."

Du mener, at den nuværende diskurs har "et individualiserende og småborgerligt perspektiv"?

Det er desværre stadig en fremherskende tilgang, og derfor til stadighed nødvendigt med dissektion af individets agenda i fællesskabet / skarp samfundsanalyse i kærlig sovs

Brugerbillede for Peter Jensen

Randi Christiansen:
Mit indlæg blev vist lidt ufærdigt og sjusket, men hvis din pointe er at rollemodel-tænkningen allerede har sin plads i de fremherskende pædagogiske diskurser i bl.a. Danmark, og at i hvert fald omsætningen af disse er præget af småborgerlighed og individualisering, så er jeg ikke uenig.

Med rollemodeltænkning skubbes individets positionering og håndtering i forgrunden, hvilket vel først og fremmest er problematisk fordi fællesskabskultiveringen dermed træder i baggrunden - og dernæst fordi mennesker er imperfekte og bærer på en ukendt repetoire af mulige handlinger som hverken kan eller bør foruddiskonteres. Eller individualiseres.

Vi kunne som alternativ (gen)finde fokus på de bevægelige/foranderlige strukturer, som omgærder såvel samfundslivet som den enkeltes livsløb ... herunder hvilke værdier som fremmes, hvilke aksiomer og dogmer som understrømmer vores adfærd og samfundsmæssiggørelse. Der er som bekendt indenfor socialpsykologien, sociologien og sundhedsvidenskaberne skabt betydelig viden som sætter os i stand til at få øje på sammenhænge - og på sådanne niveauer træffe nogle strukturerende valg. Istedet for at efterspørge og opdyrke individer med angiveligt særlige forcer udi 'best practise' omgang med/ledelse af små og større fællesskaber (faktisk tror jeg at det vil være hæmmende for udvikling af solidaritet, mangfoldighed og tolerance hvis systemagenter efter klassisk new public management-skabelon skal pege stierne ud for hoben).

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Vi forstår selvfølgelig det naturlige og gode i at have forbilleder – i at have noget at stræbe efter ?

Så diskursen må vel i en stadig større bevidstgørelse af forholdet individ/samfund handle om hvilke idealer, der er i spil, hvilke vi ønsker og ikke mindst hvordan, vi forholder os til forbilleder ?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Peter Jensen:
"Disse rollemodeller, er de ikke mestendels udtryk for piedestalisering af enkeltindividers anslåede kvaliteter?"

Jo, du har ret.

Det ærgrer mig (nu), at jeg omtalte disse fællesskabsvalgte ledere, som "de facto rollemodeller" og "rollemodeller".

Disse personer er jo netop ikke formelt udpeget som "gode eksempler", klassens noble højkaste og prinser/sser, eller nogle personer der er særligt egennyttige, samtidigt med at de er flinke og artige.

Min kommentar var en gengivelse af en andens guldkorn, og vedkommende omtalte disse som "rollemodeller" -- men vel at mærke nogle der var udpeget af klassefællesskabet (på uransagelig vis).

Ved andre lejligheder, har jeg opponeret mod begrebet "rollemodel", som har et forkert fokus. Hvorefter jeg selv falder i graven... Suk.

Brugerbillede for Rune Lund

Hvis ordet 'rollemodel' har nogen berretigelse i denne debat, må det være ideen om læreren som ansvarlig for klassens sociale kultur, for nu at være pragmatisk. Det lyder umådeligt småborgerligt, men behøves ikke at være det. Som Peter er inde på har vi næsten et helt århundredes socialpsykologiske forskning i ryggen, når det kommer til kultivering af konstruktive fællesskaber. Et oplagt eksempel er Lewin's undersøgelser af ledertyper og deres indflydelse på gruppens dynamik. Den autokratiske leder skaber et voldeligt hakke-ned-af-miljø. Den demokratiske leder skaber konstruktivt samarbejde uden at fordre det. Her er tale om veldokumenterede socialpsykoligske mekanismer.

At det alligevel ikke syntes at afspejle erfaringer fra daglig praksis har nok noget at gøre med at de færreste klasser har mindre en 3-4 forskellige lærere på skift + det løse (vikarer). Der er altså ingen kontinuerlig "rollemodel" for nu at hænge fast i det grimme ord. Derfor er det naturligt at enkelte elever opnår autoritet som forbilleder for resten af klassen. Hvor småborgeligt vi end kan blive enige om at kalde det, så søger børn netop forbilleder - nogen at se op til og spejle sig i.

Jeg underviser i musik og vikarierer i blandt andet matematik på en efterskole. Min erfaring er at et destruktivt kollektivt adfærdsmønster er svært at bryde i almindelighed, men såre simpelt i musiktimerne. Jeg skammer mig ikke over at ty til rundkredspædagogik. Jeg sætter pubertetsrebellerne til at spille på akkustiske instrumenter og LYTTE til hvad hinanden spiller. Vi snakker om hvad der sker, hvorfor og hvordan. Når det ikke fungerer er det ALTID fordi en eller flere glemmer at LYTTE. Det bliver eleverne langsomt mere og mere bevidste om.

Sidste år havde jeg en elev der henimod slutningen af året betroede mig at hun havde drømt at jeg lærte holdet at flyve; man skulle bare sidde i rundkreds, presse hænder og knæ mod hinandens og koncentrere sig - så lettede man. Det er den største kompliment jeg nogensinde har fået. Den var dog aldrig gået i folkeskolen om der så var afsat timer til det.

Brugerbillede for Rune Lund

Nå ja, det var ikke ment som en lovprisning af mig og mine metoder - intentionen var en begrundelse af det demokratiske fællesskabs nødvendighed i undervisningen, og en specificering af nøglemetaforen: At lytte.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

Hvad om vi lagde en bæredygtig og økologisk fortælling ned over diskussionen i bedste Marvin Harris(1966) stil, fremfor den konstante markedsøkonomisk analyse som fremstiller det meste og de fleste i en negativ opbyggelighed. Ville begreber så ikke skifte mening og få andre mulige veje at blive forstået til og fra på?

OG til et mere personligt spørgsmål til debatørerne;

Hvorfor~ hvornår føler du dig særlig i fællesskabet og hvornår~hvorfor føles fællesskabet særligt i dig?

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Kære Rune – prises den som prises bør. Du har fat i noget meget fint og meget vigtigt, og det er al ære og respekt værd, at du gør den indsats og ikke mindst vover at dele det med os med fare for, i egne og andres øjne, at fremstå selvforherligende. Det er du ikke, du har repræsenteret et overordnet livsbefordrende princip, som er så vigtigt at få frem, men som der er så lidt forståelse for, nemlig omsorg. Tid er penge – omsorg er tid – altså har vi ikke tid nok til omsorg med det resultat, at vi og vores børn vantrives og risikerer at dø af sorg.

Vi må kæmpe så meget – og hvorfor mon – for den ydre overlevelse, at der ikke er tid til den indre. Jeg mener, vi må tage retten til jordens gaver, overlevelsesressourcerne, tilbage, så der bliver tid til livskvalitet (den bæredygtige og økologiske fortælling, tak Gunvor). Livet kan ikke skematiseres, men må flyde frit. Først da vil enhver diskussion om borgerløn eller ej forstumme, fordi fællesskabet vil samarbejde – det enkelte individ vil bidrage til helheden.

Der er ikke noget, som længere hedder nassere og svage, fordi der ikke længere er nogen, som udbytter andre.

Når vi forstår, at alt er forbundet i en helhed, og forstår at agere derefter, vil vi tage et kvantespring ind i en ny tids bevidsthed – som forstår at drage omsorg for livet. Dette lyder måske i nogens ører som en urealistisk utopi. Det er det ikke – det er en nødvendighed for vores overlevelse, hvis vi vil ud af fangenskab og være frie, værdige mennesker, der med deres liv priser det kosmiske mirakel, som vi er lige midt i, men ikke synes at se.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

@randi

Mmm det er blandt det den bæredygtige fortælling kan skabe i os. Begynder vi at fortælle dén historie om de menneskelige handlinger kunne det være, vi faktisk begyndte at tro på den og herved skabes den bevidsthedændring, du så ofte efterlyser. Altså kun måske - for årsag er jo ikke nødvendigvis lig med virkning.Langtfra.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Gunvor : Det er ikke så meget et spørgsmål om tro men om at udvide sin bevidsthed for den iboende viden, at vi selv er medskabere af verden

Brugerbillede for Henrik Darlie

@gunvor
"Begynder vi at fortælle dén historie om de menneskelige handlinger kunne det være, vi faktisk begyndte at tro på den"

Også sproget dansk er et 'programmeringsprog', og hvis man ser det kan man begynde at skrive/tale 'gode' programmer. Jvnf. Heinrich om ord, i denne og andre tråde. Det er jo ret beset sprog der via især TV 'opdrager' os til at blive 'idioter'.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

@Henrik Darlie

Ja blandt andet. Men kommunikation er heldigvis et ret variabelt fænomen. Det kræver vi dykker ned i ordhandlingers betydning i de forskellige kontekster, om vi vil forstå de dybere lag af sammenhængskraften. Ofte noget vi ikke gør i fællesskab - måske fordi det blandt andet gør kommunikationsprocessen besværlig. Vi er så vant til genvejsord eller buzzord - og tv'et kan være en af synderne for at skabe det...men tror også der er andre aktanter i medspil. Information er fx. heller ingen undtagelse. Og jeg skal personligt ikke have pudset min glorie for meget.

Jeg kan dog anbefale Martin A. Nowak's 'Homo Grammaticus', om du skulle få lyst til at læse på en interessant vinkel omkring sproget.

http://findarticles.com/p/articles/mi_m1134/is_10_109/ai_68148543/

Brugerbillede for Mia Hesselberg-Thomsen
Mia Hesselberg-Thomsen

I alle grupper/samfund/fællesskaber opstår der rollemodeller og forbileder. Det er dem der slår tonen an på godt og ondt. Det er dem vi skeler til når vi selv bliver usikre - bevidst eller ubevidst. Det er dem vi lærte af da vi var små, og dem vi forsøger at leve op til når vi bliver store - og omvendt.

I en skole/klasse er det lederen - skolelederen og klasselæreren, der er den/de professionelle rollemodeller. Det er herfra den primære påvirkning fra vores samfund skal gå til fællesskabet, og det gøres via kommunikation, både i ord, holdning og adfærd

De professionelle rollemodeller påvirker både børnene og forældrenes tilgang til fællesskabet. Ikke dermed sagt at forældrene ikke har en stor aktie i om fællesskabet lykkes, - det har de, men skoleleder og læren er dem der bestemmer over hvordan fællesskabet skal trives på skolen igennem deres ord, holdninger og adfærd.

.. og det starter allerede i indskolingen (og i institutionerne) - men nu bliver jeg lige i skole regiet.

Som Rune Lund så godt beskriver så handler det om at lytte og om at indgå i samspil. Det er altafgørende at eleverne oplever og føler sig hørt, inkluderet og respekteret, for at fællesskabet bliver en positiv realitet. Og det er her at der ikke er nogen modsætning i individualitet og fællesskab - for vi er afhængige af hinanden. Vi kender vores værd i kraft af hinanden, og i kraft af at være noget for hinanden.

Det er dette at læreren - og skolelederen, kan arbejde med pædagogisk og professionelt, hvilket mange gør. Den negative spiral i fællesskabet opstår, når enkelt individer ikke oplever sig hørt, respekteret og inkluderet af læreren. Når eleven møder en adfærd fra læreren om at være mindre værd, eller et behov fra læren om at ekskludere eleven. Det er her den professionelle rolle(model) er vigtig.

For selvfølgelig får læren nogle gange bare lyst til at komme af med en elev, det er almindeligt menneskeligt at rydde det af vejen der irriterer os. Derfor er det vigtig at læreren arbejder på fællesskabet. For viser han/hun eleverne at det der irritere os rydder vi af vejen - så får fællesskabet trange kår.

Det er forskelligt hvorledes eleven vil reagere på lærerens eksklusion. Nogle bliver aggressive (og kan underbygge lærerens afstandstagen), andre bliver sårbare og en let syndebuk for klassen - og måske læreren. Og lur mig om ikke en af disse kulturer er tilstede i klasser med et lavt fællesskab - aggressiv adfærd eller syndebukke adfærd, med god potentiale til at udvikle en mobbekultur.

Fællesskabs kulturen kommer også fra skolens ledelse. Arbejder ledelsen inkluderende, lyttende og rummeligt om fællesskabet, vil underviserne også have lettere ved at tale sammen om deres udfordringer uden at føle sig dumme, nervøse for at blive udskilt af fællesskabet (klanen), bange for at blive genstand for andres belæring - og anden undertrykkende adfærd.

Man kan vel sige at fællesskab har gode kår, hvis der er en høj tolerancen - ikke at forveksle med ligegyldighed (som kan ligne tolerance, blot uden involvering og ansvarstagen)

... og lige tilbage til læren som rollemodel for forældrene.

Så er det ofte de lærer der udviser åbenhed og sikkerhed, som gør at forældrene slapper af og ikke er på vagt eller i en konstant opposition til skolen og læren.

Forældrenes forbehold og oppositions dannelse til skolen udspringer af en mistro, som skolens repræsentanter (lærer og leder) ofte selv er med til at producere eller bekræfte (hvis forældrenes modstand skyldes en negative omtale af skolen eller lærerstanden). Nogle børns voksne kan have svært ved at holde denne modstand tæt til kroppen, og dette vil smitte af på deres børn. Derfor er lærerens ord, holdning og adfærd overfor forældrene også afsmittende på fællesskabs udviklingen, og på om det er en "god eller dårlig klasse" - eller måske mere præcist - om de får en god eller dårlig dag.

Som eleverne i artiklen skriver så er det både fagligheden og kammeratskabet der er bærende for om de går glad i skole.

.. vi bliver glade når vi har gode relationer og vi lærer bare lettest når vi er glade!

Gå glad i skole

Gå glad i skole! - det fremmer klogskaben i individet og

Brugerbillede for Henrik Darlie

Mia Hesselberg-Thomsen siger:

"Det er dem der slår tonen an"

Godt billede. Personligt har det betydet meget for mig at mine lærere var så dygtige at selv jeg kunne se det, selvom jeg var novice (ikke vidste en snus). Og så gør det jo heller ikke noget at man kan mærke at de kan lide en, selvom de ikke kender en (omsorg/kærlighed/glæde uden skelnen til din 'status' eller 'habitus').

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Professionelle rollemodeller - det er jo hvad pædagoger er. At være dette kræver et særligt talent og en særlig menneskelig habitus, som det ikke er alle forundt. De fleste husker dårlige læreres via dolorosa og de arme elevers ditto.

At komme i en god vuggestue/god børnehave/god klasse er som at vinde i lotteriet - men ubestrideligt at gruppens socioøkonomiske forhold er afgørende for facit - altså her man må sætte ind.

Hvormed vi lynhurtigt lander i makroøkonomi - og indtil den er på plads må sætte nationaløkonomisk ind med udbedring af diverse ubalancer.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

@Mia

"Ikke dermed sagt at forældrene ikke har en stor aktie i om fællesskabet lykkes, - det har de, men skoleleder og læren er dem der bestemmer over hvordan fællesskabet skal trives på skolen igennem deres ord, holdninger og adfærd."

Kunne du give nogle eksempler?

Brugerbillede for Mia Hesselberg-Thomsen
Mia Hesselberg-Thomsen

@ Gunvor

Grundlæggende er det skolelederen/lærerne, der er garant for den kultur som ønskes på skolen. De fleste skoler har et værdigrundlag der indbefatter noget i retning af at "vi har et positivt fremmende læringsmiljø, er rummelige og arbejder på individ og fællesskab". Det vil være forskelligt formuleret, men grundtanken vil ofte være i den tråd.

Skolens ansatte demonstrerer og udlever skolens kultur via dere kommunikation - ord, holdning og adfærd, som gerne skal være forankret og samstemmende med skolens værdier. Præcist som alle andre virksomheder og organisationer.

Værdier (formelle og uformelle) ses, opleves og mærkes i kulturen via kommunikationen - gennem ord holdning og adfærd.

Skoleleder/lærer er primære bære og formidlere af skolens værdier via deres kommunikation. Forældrene er sekundære, da de ikke er en direkte del af skolendagen og med i klasseværelserne.

Agere lærer eller skoleleder usikre, vil de sekundære forsøge at overtage styringen. Dette skal ikke forståes som at lærer skal udvise stejlhed og skråsikkerhed, man må gerne være i tvivl som leder og lære og invitere til dialog (eller lade sig invitere), men igen her er det betydningsfuldt for tilliden mellem familien og skolen at repræsentanter for skolen agere udfra en lyttende og respekterende adfærd, og tager lederskab, med afsæt i skolens værdigrundlag.

Den rummeligheds værdi som mange skoler arbejder ud fra, betyder ikke at lærer og skolen skal kunne acceptere alt. Jeg har oplevet lærer der var kørt fuldstændig over af forældre - eller hvis vi vender det - troede at de skulle rumme alt og fik ikke sat grænser i tide - det er bl.a.her den professionelle rolle ligger. Rummelighed er afgrænset, og det skaber tryghed, at mærke afgrænsethed, hvis afgrænsetnheden forklares forståeligt (og indlevende) til forældrene (og alle for den sags skyld) og oplevet retfærdig. Oplever man sig uretfærdigt behandlet ved f.eks. ikke at være blive hørt, daler tilliden til de udøvende primære formidlere af skolens formål.

Det samme sker for lærerne. De er de professionelle repræsentanter, og (burde være) rustet til at kunne håndtere forældre med urealistiske forventninger eller/ og frustrationer. "Med burde være" mener jeg at dette burde være en del af deres uddannelse og videre uddannelse. For det er korrekt hvad @Randi skriver at der er nogen der er særlig vel begunstiget med dette talent, men det er en teknik der kan læres, hvis man ønsker det.

Forældrens aktie er deres interesse i at fremme fællesskab og at samabejde med skolen, eller det modsatte. Dette vil også påvirke fællesskabet i klassen.

Et klassisk eksempel på dette er:
En forældre er blevet utryg ved en måde hvorpå en lærer har håndteret en undervisning eller en konflikt. Denne usikkerhed vælger den pågældende forældre at lufte overfor barnet, eller i barnets påhør, frem for at tage dialogen med den pågældende lærer. Dette skaber usikkerhed hos barnet. "Er min lærer ikke en vi/jeg kan stole på?" og barnet vil, i loyalitet med forældrene, komme med en begyndende mistro i skolen. Når vi har begyndende mistro - børn og voksne - er vi på vagt overfor den pågældende, og vi er derfor ikke trygge. Er barnet ikke tryg i klasseværelset nedsættes dets evne til indlæring.

@Randi - var det svar på dit ? ellers skriv igen.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Professionelle rollemodeller - det er jo hvad pædagoger er."

Næppe - det er hvad pædagoger under bestemte diskursive og strukturelle forhold kan gøres til. Oprindeligt var pædagoger slaver, som i det antikke Grækenland fulgte de priviligeredes børn i skole. Altså ledsagere til læring.

Pædagoger kan i langt højere grad være struktører og facilitatorer end de behøver at være rollemodeller. Jeg gentager gerne: Individualiseringen er liberaliserende og småborgerliggørende; de såkaldt gode idealer er handlinger, essens og kvalitet. Ikke individer. Og de er ikke individets eje.

Brugerbillede for Peter Jensen

D. 8. februar 22.40 giver Rune Lund et glimrende eksempel på pædagogisk strukturering, hvoor rollemodel-diskursen er helt i baggrunden.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

@Mia

Ja tak. Jeg skal lige summe over det du skriver da jeg stritter på meget af det du skriver. Vender tilbage med et, forhåbentligt, 'velbalanceret medspil'.

Brugerbillede for Peter Jensen

Jeg er bestemt heller ikke begejstret for Mia Hesselberg-Thomsens indlæg; hun taler om forældre som skal 'håndteres', skoleledere og lærere (som slet ikke undervises) skal være rollemodeller for eleverne - og lærere skal være rollemodeller for forældre (selvom lærerens rolle er helt væsensforskellig fra forælderens). Det er rimeligt kort sagt noget rodet og usammenhængende buzz, taget direkte ud af new public management-teserne, som i høj grad befordrer liberalisering og fællesskabseroderende individfokus.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Der er utvivlsomt mange skolelærere, der er fremragende pædagoger og som gør en stor og kompetent indsats, for at skabe rammerne for et godt fællesskab.

Men basalt set, er klasseundervisning, hvor én person er tildelt rolle som docent, autoritet og de andres formynder, en pervers social konstruktion.

Fællesskabet er klassen. Det fællesskab blivet påført en formynder 45 minutter ad gangen, der har som opgave at kunne dominere fællesskabet, og påtvinge dette sin vilje. Den underliggende dagsorden bag klasseundervisningens tilgang, må nødvendigvis handle om underkastelse. En gentagen øvelse i hvordan et fællesskab formes til lydig underdanighed, og et fællesskab bliver intolerant overfor intern dissens.

Når denne sociale konstruktion samtidigt er rammen for boglig læring, bliver situationen mangefold forværret. Den sociale konstruktion som klasseundervisning udgør, betyder at der næppe er plads til megen læring. Det bliver nok snarere indlæring, der bliver normen. Der kan næppe være megen plads til reflektion, selvstændig tænkning eller dissens indenfor sådanne rammer.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Heinrich - klasseundervisning med en underviser ´en pervers social konstruktion´?

Jeg sympatiserer i høj grad med dine humanistiske idealer, men hvis man skal etablere undervisning for flere ad gangen, er det svært at forestille sig andre måder ?

Klasseundervisning er helt båret af lærerens personlighed og evne til at formidle. Sådan er det bare. Den socioøkonomiske kompleksitet, der ligger i hele undervisningssituationen, er dannet af den samfundsmæssige helhed, som den er del af. Derfor er det, hvad man må se på, når man arbejder med at optimere læringsmiljøer.

Alle os, der elsker livet, og som er nysgerrige og videnshungrende, husker - tror jeg - hvor dejligt det var i skolen at modtage en dygtig lærers vejledning - og hvor pinefuldt det modsatte var.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

Ih altså jeg har bare ikke megen tid - skal igang med noget hjernemad til gæsterne der kommer lige om ikke så længe.

Det kunne dog være interessant at høre hvad I tænker ville gøre en anden slags skole end den vi ser idag - en der bygger på mere bæredygtige værdier. Hvad tænker I?

Sider