Kommentar

Filosofi er mere end blot at anlægge et blik

Filosofien er ikke hævet over bevisførelse, men bør være forankret i faktisk viden
27. februar 2012

Filosoffen Ole Thyssen og sociologen Henrik Dahl har skrevet en kronik (bragt 8. februar) om det danske samfund, hvor de fremsætter nogle påstande, som de hverken dokumenterer eller argumenterer for.

Det har de fået kritik for af den naturvidenskabeligt uddannede debattør Niels I. Meyer (Information 10. februar). I et læserbrev (Information 17. februar) afviser Ole Thyssen kritikken med henvisning til, at man som filosof skam ikke behøver at kunne dokumentere eller sandsynliggøre sine påstande ved brug af empiri.

Med fare for at underminere mine fremtidige karrieremuligheder som snart-uddannet fagfilosof vil jeg hævde, at filosofiprofessor Thyssens svar er noget vrøvl, og at den slags får mig til at skamme mig over mit fag.

Hvis jeg forstår professor Thyssen ret, så er ’filosofi’ ifølge ham først og fremmest det, at man »anlægger et blik«.

Dette ’blik’ er ikke noget, der behøver at legitimeres sådan som f.eks. en videnskabelig hypotese – filosoffens ’blik’ er ubegrundet og behøver slet ikke at begrundes.

Så længe den blikkende filosof kan konstruere argumenter, som styrker hans sag, spiller det ingen rolle, om disse argumenter er baseret i virkelige forhold – de skal først og fremmest blot styrke hans sag og bekræfte ham i hans valg af ’blik’.

Virkeligheden er sekundær og spiller kun en rolle for filosoffen – ifølge Thyssen – i den grad, den bekræfter hans anlagte ’blik’.

Bekræfter fordomme

Thyssen har dermed reduceret filosoffen til en sofistisk jurist, der kan hævde hvad som helst for at vinde et argument, mens han selv ser stort på sandhedsværdien og virkelighedsforankringen af de teorier, han postulerer.

Thyssens forestilling om, hvad vort fag går ud på, minder om de fordomme man ofte finder blandt de, der ikke kender til faget: ’Sidder i ikke bare og tænker dybe tanker?’

Som filosoffer forsøger vi at forstå (dele af) virkeligheden, og det kræver naturligvis, at vi baserer vore argumenter på empiriske forhold og studier.

Mine filosofi-studier består blandt andet i at læse evolutionsteori, antropologiske studier, historie, psykologi, økonomi, politik, og en masse andet, der giver mig et virkelighedsbaseret grundlag for at kunne danne og kritisere filosofiske teorier. Filosoffen er ganske vist generalist og må derfor støtte sig til andres mere specialiserede studier, men det er ingen grund til at vore teorier skulle være løsrevet fra videnskabelige sandhedskriterier. Det er ikke nok, at man bare »anlægger et blik«.

Thyssen har naturligvis ret i, at forskellige typer af påstande kræver forskellige typer af bevisførelse. Det er ikke alt, der kan sandsynliggøres ved brug af kvantitative målinger, og nogle påstande er slet ikke ment som havende en absolut og kvantificerbar sandhedsværdi. Man kan hverken tælle kærlighed eller måle stadierne på livets vej. Problemet med hans eksempler er blot, at de intet har at gøre med det, han og Henrik Dahl er blivet kritiseret for.

Flere gange i deres kronik skriver Ole Thyssen og Henrik Dahl for eksempel, at der er kommet »flere« af en bestemt type mennesker i Danmark inden for den seneste årrække, eller at der er flere af den ene type end af den anden. Disse påstande er jo åbenlyst kvantitative.

Når man postulerer, at der er ’flere’ af noget, end der var før, eller end der er af noget andet, så både kan og bør man kunne sandsynliggøre sine påstande ved henvisning til faktiske, empiriske målinger og optællinger.

Når man påstår, at der er kommet flere ænder i andedammen, eller at der er mindre trafik på Helsingørmotorvejen eller lignende direkte kvantitative påstande, så kan man ikke som Ole Thyssen dækker sig ind under, at man jo bare har »anlagt et blik« og derfor ikke behøver at bringe dokumentation for sine påstande. Sådan fungerer videnskab ikke. Sådan fungerer normal diskussion ikke. Og sådan fungerer filosofi – efter min mening – heller ikke.

Bevisførelse

Jeg kunne som filosofistuderende ikke drømme om at komme med den slags kvantitative påstande uden at referere til noget dokumentation, der sandsynliggør dem – og mine vejledere ville da også kræve af mig, at jeg førte noget bevis for dem. De ville ikke acceptere, hvis jeg sagde, ’det er bare resultatet af et blik, jeg har anlagt’.

Ikke alle filosofiske teorier og argumenter kan bevises ved målinger og optællinger, men når man hævder noget om virkeligheden, bør man – også som filosof – kunne pege på de forhold i virkeligheden, som man taler om.

Filosofien er ikke hævet over bevisførelse. Filosoffens påstande bør være forankret i faktisk viden om og studier af de emner, han udtaler sig om.

debat@information.dk

Ole Sandberg er filosofistuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Spm.: hvis sandhed? … og hvem snakkede om “ondsindet løgn” …"

Enhver må vurdere, hvad der er sandt. Det er filosofi som metode kommer ind i billedet ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Andreas Trågårdh:
"Hvilken tanke har du gjort dig?"

René Descartes formulerede engang en personlig tanke. Den handlede om ham selv, men han delte den dog med omverdenen:
Je pense, donc je suis.

Frit oversat til dansk er betydningen vist nok: Den indbildske nar var pompøst selvhøjtidelig og ulidelig at høre på.

Det kunne jo være, at den gode René rent faktisk havde indset noget væsentligt og sandt. Paradoksalt mener mange, at han tog lodret fejl. Spørgsmålet er så blot: hvem er den dårlige tænker? Hvem er tåben? Vedkommende der udtrykte sig med de få ord, eller de der kan påvise, at udsagnet er usandt?

Til gengæld dækker filos faktisk også over en lang række mere eller mindre tætte forbindelsen i familien venskab, kærlighed, hengivenhed etc. (iflg. Berg).

Torben Andersen

@Andreas Trägårdh

@Heinrich R. Jørgensen

Det er muligt at jeg har misforstået problemet, så for at gøre det let (for mig selv), forsimpler jeg lige problemstillingen. Når Andreas påstår at tænkning blot er en selv-beskyttende funktion uden nogen form for forbindelse med nogen reel virkelighed. Må dette også gælde for Andreas, og hans påstand.
Andreas som svar på dit spørgsmål, om hvad jeg har tænkt, - af selvstændige tanker, kan jeg kun svare: At du har relativeret din egen påstand.
Hvis din påstand tages for gode vare, må det betyde at din påstand bare er et forsøg på selv-beskyttelse, uden nogen forbindelse til nogen reel virkelighed.

Heinrich R. Jørgensen

Hvis man bliver forvirret på et højere niveau, hvordan udtrykker man denne opstigning kvantitativt? Hvilken målestok skal tallene henvise til?

Kan man tillade sig at sige, at folk i nutiden er mere overvægtige end folk var førhed, og fedme er mere udtalt, med mindre man har foretaget en optælling?

Jeg formoder at min hollandske skæreost er hårdere og fastere end min overmodne franske brie, men pga. fravær af laboratorieudstyr og måleudstyr, er det en grundløs og fordomsfuld antagelse, jeg ikke burde ytre offentligt.

Betyder udtrykket laborare est orare, at kun laboranter bør udtale sig, da de alene kan vide?

Hvorfor skulle relative udsagn (mere, højere, mindre, lavere) anses for nødvendigvis at være kvantitative påstande? Kan de ikke være kvalitative? Kan de ikke tilmed være kvalitative, på en måde hvor det ikke er begrundet at de skal underbygges må empiriske data?

Albert Einstein var ikke filosof, men filosoferede over bl.a. lyset udbredelseshastighed. I lænestolen, i glødepibens skær, blev tesen siden kendt ved formlen E=mc^2 til. Det er et eksempel på fremragende videnskabelig metode. Videnskabsmanden tænker, og forelægger en tese. Den kan vedkommende og navnligt andre forsøge at underbygge hhv. kuldkaste via empiri.

Det modsatte -- at gøre nogle observationer og dernæst konstruere et verdensbillede der "forklarer" disse -- må være den mest bagvendte og ineffektive tilgang til at opnå indsigt, man næsten kan forestille sig.

Ole Thyssen opfører sig som en opvakt filosof og en udmærket videnskabsmand. På ingen måde har han fusket med metoder eller fremturet med udsagn, der ikke kunne begrundes.

Man kan være uenig med hvad man forestiller sig, at Ole Thyssen tillægges af holdninger. Men det handler ikke om noget der har substans. Det er projektion. Det er modvilje mod det fata morgana man selv fremmaner.

randi christiansen

Afledt af en anden tråd ´Forbindelsen mellem det gode demokrati og de onde modstandere´

: Man må altså skelne - hertil har vi f.eks. filosofgerningen, hvis fornemste opgave er fordomsfrit at undersøge eksistensens fundament, og at fremlægge sine tanker til fri evaluering. En proces, hvor drivkraften for alle involverede=fællesskabet bør være kærlighed til visdom.

Ole Thyssen kan bare filosofere løs, men når han placerer skyld og ansvar uden analyse, så er han ude i et politisk ærinde og desværre ikke længere i visdommens tjeneste.

@Heinrich
Gid flere læste og forstod Wittgensteins “Tractatus …”, og gjorde brug af indsigterne

Dette ville være spildt arbejde.

Wittgenstein udlagde - efter i 1935 og frem at have arbejdet med Philosophische Untersuchungen - Tractatus Logico-Philosophicus således:

"Tractatus selv bliver også meningsløs. Den der læser Tractatus og forstår den til sidst vil erkende at dens sætninger er meningsløse. Man skal se forståelsesprocessen som om man klatrer på en stige, og når man når toppen, skal man skubbe stigen væk."

Det er derfor man taler om Wittgenstein I og II...

Heinrich R. Jørgensen

Nej, Bill, det er ikke spildt indsats. Tværtimod.

Tractatus er ikke en hellig skrift, eller en facitliste. Det er en følgesvend på en dannelsesrejse. Det er et vejkort. En turguide. En vejledning til at nå et mål. En skriftlig arv efterladt af én, der ville bidrage til fællesskabet.

Har man nået målet, har man ikke brug for anvisningerne man fulgte. Man kan -- som du skriver -- sparke stigen væk. Med det at man er nået hvad vejledningen hjalp en til at nå, er den nødvendige forudsætning for at kunne orientere sig mod nye og mere ambitiøse mål. Wittgensteins Tractatus er en grundbog. Kommer man ikke gennem pensum, får man aldrig lært at tænke en sammenhængende tanke.

Andreas Trägårdh siger:

"Virkeligheden er et statistiskt postulat"

Sandsynligvis.

"Det er tanker der har opfundet årsag og virkning. Men det betyder ikke at der findes en sådan konstruktion."

Men det virker sandsynligt at der er sammenhæng.

"Der virkelige problem er at sindet slet ikke er individuelt og det er tænkning heller ikke"

(problem=gåde?) i så fald: Sandsynligvis.

Når jeg gerne filosoferer, hvilket jeg gør, så opfatter jeg denne beskæftigelse som et forsøg på at opnå forandring. :)

Tak for en spændende tråd.

Michael Guderup

Og nogle iagttagelser er tilsyneladende for kætterske, for størsteparten af Informations stamgæster.

Mange er åbenbart opflasket med en altomfattende følelse af berettigelse, til et uudtømmeligt offentligt reservoir af støtte til det pinefulde helvede, livet tilsyneladende er blevet.

På hvilken baggrund denne følelse af berettigelse opstår, og de, til tider, yderst aggressive forsvar herfor, er en anelse uklar.

Udgangspunktet synes at være, at 100 % af borgernes surt optjente penge tilhører staten. Herefter kan staten så, nådigt, vælge at lade skatterne falde helt ned til 50 % af indtægten, i gode tider.

Men når krisen banker på, er staten nødt til at kræve "sine" penge tilbage.

Det er et besynderligt skuespil, der foregår i ruinerne af det industrisamfund som skabte grundlaget for de nuværende tilstande og, ikke mindst, muligheder.

De oprindelige "skuespillere" hører vi ikke meget til. De er enten folkepensionerede eller døde.

Nu drejer det sig primært om efterfølgende generationer, som af, efterhånden, en million forskellige årsager (diagnoser), er strejfet væk fra den gyldne middel(klasse)vej.

De påkalder sig offerstatus, og tordner om hetz, anstændighed, neoliberalisme og kapitalismens patologisering af den menneskelige eksistens, når udenforstående undrer sig over hvorledes så stor en portion af befolkningen, med ganske kort varsel, er ude af stand til at klare sig selv.

Hvad Thyssen gør, når han ikke forholder sig til en faktisk erkendbar virkelighed, men baserer sig på fornemmelser - det er jo det, han gør, han vælger ikke at filosofere på baggrund af en hypotese, men en postuleret virkelighed - er at sætte sig i Platons berømmelige hule blandt de andre, der kun iagttager forvrængede dele af virkeligheden, efter hvilke de opbygger hele deres verdensforståelse. En fejlslagen pars pro toto.

Heinrich R. Jørgensen, om man kan bruge Tractatus på dén måde eller ej, vil jeg overlade til den enkelte; men selve den tanke, du udfolder, er præcist det, der er en del af miseren i tidens skole: at man ikke forstår, at man skal kravle, før man kan gå!

@Heinrich, netop sætningen"Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie" som du så triumferende hiver frem tidligere, var den som bragte Wittgenstein i tvivl om logiken i "Tractatus Logico Philophicus". For naturligvis kan, og skal vi filosofere om andet end naturvidenskabelige beskrivelser.

Jeg tror du i respekt for Wittgenstein må komme ned fra din winerstige og erkende at forståelse af "Tractatus Logico Philophicus" ikke er garant for at der tænkes sammenhængende tanker.

“Albert Einstein var ikke filosof, men filosoferede over bl.a. lyset udbredelseshastighed. I lænestolen, i glødepibens skær, blev tesen siden kendt ved formlen E=mc^2 til. Det er et eksempel på fremragende videnskabelig metode. Videnskabsmanden tænker, og forelægger en tese. Den kan vedkommende og navnligt andre forsøge at underbygge hhv. kuldkaste via empiri.”

Man må aldrig miste evnen til at undres. Denne fremragende metode, som Heinrich så malende beskriver det, bestod ikke i opstilling af nogen ”tese”, men en videreførelse af fysikkens erkendelser ved at bygge på andres arbejder, altså en ganske banal og almindelig anvendt metode inden for videnskaben.

Ved at manipulere lidt med Maxwells ligninger for det elektromagnetiske felt, som allerede indeholder princippet om lysets konstans, og ved anvendelse af bl.a. Lorentz-transformationerne, kom han relativt nemt til den erkendelse, at masse og energi måtte være proportionale: ”If a body gives off the energy E in the form of radiation, its mass diminishes by E/c^2.”

Einstein skrev dette 1905 i ”Annalen der Physik” i en mindre afhandling: ”Ist die Trägheit eines Körpers von seinem Energiegehalt abhängig?”.

Matematikken er ikke mere avanceret end en kvik elev i Folkeskolens overbygning ville kunne forstå den, hvis altså lærerinden havde givet ham/hun = hyn mulighed for det og ikke mindst selv var velbevandret udi materien …

At dette skulle være kommet til manden via en slags Götterfunken fra det allerhøjeste kan således næppe stå til troende …

"Tractatus er ikke en hellig skrift, eller en facitliste. Det er en følgesvend på en dannelsesrejse. Det er et vejkort. En turguide. En vejledning til at nå et mål. ..." - noterer Heinrich.

Skåret helt ind til marven er Tractatus ikke andet end en samling løsrevne aforismer, mere eller mindre banale.

Selv Bertrand Russell havde vanskeligheder ved at se nogen som helst filosofiske landvindinger i Wittgensteins næsten religiøse mystik ...

Steen Erik Blumensaat

Opfindelsen af ,uendelighed, bevidsthed, virkelighed har ikke været forgævet, at uendeligheden, udødeligheden forlængst er modbevist holder ikke disse elskere af Sophia tilbage, ikke selv vise men elskere af visdomen, fortsætter de deres ammestuesnak, indholdt i livmoderen næret af fosterstrengen.
Mænd i kjoler,forklædte for at franare visdommen sin visdom.

Steen Erik Blumensaat

Øverst på rangstigen står fillisofpsykologen, psykologi, Vidensskabens herskerinde, som de andre skal tjene og forbedre.
Nederst sociologen.
Afskaf dette pyramidespil.

randi christiansen

Heinrich - i diskussionen af oversættelse/tolkning af ordet ´filosofi´ kan vi måske blive enige om, at ´kærlighed´ her betyder ´hengivenhed´ - i en forståelse af at det er sandheden, som er det mest interessante den, som forfølges.

Så må man tale om sandhed. Hvornår er noget sandt ? Ole Thyssen benytter sig af uverderhæftige tricks. Som en anden debattør har sagt, hvis O.T. bare havde holdt sig til at tilkendegive, at han arbejdede udfra en hypotese, en antagelse, så kunne man have nøjedes med at forsøge sig med en samtale, om hvor sand denne antagelse er. Ole Thyssen nøjes ikke med at antage. Han fremlægger eget blik som fakta, afgrænser og udpeger persongrupperinger og tillægger disse særlige handlemåder og karaktertræk. Hvorefter han ovenikøbet prøver at sofistikere sig ud af, at det er det, han gør !

Sofisme er i øvrigt en udmærket måde at afprøve et udsagns validitet - men det kræver virkelig vågne meddebattører, fordi en dreven sofist kan bevise, at ´lillemor er en sten´.

Så nu må hans deltagelse i den offentlige diskurs gendrives på flere fronter.

Jeg har længe undret mig over, at man kan trække et eksamensbevis som Filosof i en automat på et universitet.

Nogenlunde det samme som at blive kunstmaler, fordi man har gået på et kunstakademi.

For mig minder en filosof meget om buddismens definition af en budda - "et menneske der sætter sig ned og tænker".

Det må være output'et fra livslang fri tankevirksomhed - der berettiger at omverdenen vurderer en til at være filosof.

Peter Andersen

videnskabsmanden siger:
fødselsdagskager er sunde.
Jo flere du spiser, des ældre bliver du.

filosoffen siger:
fødselsdagskager er farlige.
Jo flere du spiser, des tættere kommer du på døden.

Heinrich R. Jørgensen

Bill Atkins:
"Jeg tror du i respekt for Wittgenstein må komme ned fra din winerstige og erkende at forståelse af “Tractatus Logico Philophicus” ikke er garant for at der tænkes sammenhængende tanker."

Eventuelt i respekt for dansk (og muligvis østrigsk?) kulturarv, skal man jo altid huske at spise brød til, så man ikke stiger helt til vejrs ;-)

Det er et værk, som er tiltænkt som et bud på hvad filosofiens formål og relevans består, og hvilke metoder der er meningsfulde at anvende. Det er opstillet logisk og overskueligt, via en blanding af korte, klare sætninger med gængse ord, samt lidt logik sat på matematisk notation. Det er en lærebog, henvendt til den enkelte der ønsker at lære.

Personligt har jeg ikke set et værk, der kan matche det i klarhed og logik. Det skal man måske ikke lægge noget i. Opfattelsen er både et udtryk for personlige præferencer om formidling, og hæmmet af at hvor få bøger jeg har læst.

Jeg kan kun anbefale, at de der har interesse i tænkning, filosofi, filologi, sprog, logik og modeller/symboler, kaster sig ud i værket.

http://www.gutenberg.org/files/5740/5740-pdf.pdf

Det har næppe nogen relevans for argumentationen for/imod Thyssens generaliseringer, men efter en genlæsning af tråden stod Andreas' indlæg pludselig ud som helt ved siden af i sin skarphed:

Andreas: "Der virkelige problem er at sindet slet ikke er individuelt"

Sammenholdt med den videre diskussion om Wittgenstein (flueknepperi undtaget), dukker en central problematik op (uden at have være berørt yderligere i diskussionen): sprogets monopolisering af jeg'et som noget adsildeligt fra helheden. "Jeg" vil vove at påstå at vi er dømt til blind- og døvhed af "ord og begreber, og det meningsindhold disse tilskrives", da sproget (det verbale) tvinger os til at tænke og forstå verden med identiteter - enheder kontra helheder. Det der byder sig med tvingende logisk nødvendighed er, at enhed og helhed ikke kan coeksistere i et logisk system. En enhed (jeg) må nødvendigvis definere sig selv som forskellig fra helheden, og som sådan ekslusiv i ordets værste forstand. Læs evt CHarles Fort's forord til 'Book of the Damned', det bliver ikke meget bedre! -> http://www.sacred-texts.com/fort/damn/damn01.htm

Der er mange veje bag om den "sproglige" virkelighed, de fleste er mystiske og har som sådan dannet grundlag for alverdens religioner. Der findes også bemærkelsesværdige 'moderne' skriblerier der beskæftiger sig med problematikken uden at være direkte mystiske. HVis man er berøringsangst i forhold til mysterieoplevelser, kan man starte med Whitman's 'Leaves of Grass' inden man forvilder sig ud i de spirituelle grene af yoga. Man kan også dykke ned i den formastelige Burroughs og hans radikale sprogteori: "Language is a virus!"

HVis det skal have nogen som helst relevans for tråden, så må jeg konkludere på eventuelle læseres vejne at den ekslusive jeg-tænkning, implicit i vores verbale sprog, direkte udelukker det inkluderende fællesskab. Thyssen er som sådan at forstå som et lidende offer for en viral infektion.

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"Skåret helt ind til marven er Tractatus ikke andet end en samling løsrevne aforismer, mere eller mindre banale."

At du ikke har blik for at tankegangen er overordentligt pertentligt strukturet, og yderst konsistent og konsekvent, kan næppe antages at være et bevis for teksten er et misk mask af banaliteter. Det eneste det viser, er at du (endnu) ikke har forstået hvad der forsøges formidler via teksten.

Begreber kan ikke fuldt ud forklarer; de må indses. Indsigter kan ikke stoppes ind i andre; de kommer ved egen indsats. Hvorfor sidde og jamre defaitistisk som en dårlig elev, der bliver med at insistere på at algebra ikke giver mening, og at lærebogsforfatter må være dum? ;-)

Jan Weis:
"Selv Bertrand Russell havde vanskeligheder ved at se nogen som helst filosofiske landvindinger i Wittgensteins næsten religiøse mystik …"

Bertrand Russell var på flere områder påfaldende uskarp i sin tankegang. Sjældent har en så højt begavet person spildt så mange år og brugt så megen energi på løse indbildte udfordringer. At en person kan bruge 20 år på at løse én udfordring vha. intellektuelt flid, uden reelt at komme nogle vegne, er jo decideret dumt. Måske skulle han spurgt sig selv, hvorfor han gerne ville påvise noget bestemt? Hvorfor at store dele af videnskabet optaget af det samme (næsten) nytte- og meningsløse symbolik-fnidder? Hvor længe bliver en begavet person ved med at gentage de samme typer øvelser, når det gang på gang viser sig, at det ikke fører til nogen? En intelligent og forstandig person vil på et tidspunkt stoppe op, klø sig ikke nakken, og sige til sig selv, at man angriber det helt forkert.

På sine ældre dage, var Bertrand Russell givetvis en fornuftig herre. Men skarphed i tanke a la Wittgenstein, Gödel og Einstein, er sandt for dyden ikke noget han høste meget hæder for.

Heinrich R. Jørgensen

Rune Lund:
"Læs evt CHarles Fort’s forord til ‘Book of the Damned’, det bliver ikke meget bedre!"

Det er fremragende læsning.

Der findes man andre skarpe hoveder, der skrevet værker med samme nådesløse udstilling at almindelig dumhed og intellektuel uhæderlighed. Det er den slags bøger, der burde læses i stor stil.

“Hvor længe bliver en begavet person ved med at gentage de samme typer øvelser, når det gang på gang viser sig, at det ikke fører til nogen?” – spørger Heinrich.

Meget relevant spørgsmål, især også lige netop i nærværende forum, men som Wittgenstein selv havde et kanon godt svar på, hvad angår hans Tractatus Logico-Philosophicus. Hvad hver enkelt i dette forum har af svar på dette filosofiske dødvande, må være den enkeltes opgave selv at formulere.

Det er almindeligt accepteret i fagkredse og et alment kendt historisk faktum, at skelne mellem den tidlige og den senere Wittgenstein. Grunden til denne distinktion er, at han i en periode indtil omkring 1929 havde visse anskuelser om filosofien, som han senere anså for fejlagtige og derfor ændrede, endda ændrede radikalt. Manden var altså sin egen værste kritiker.

Anskuelserne fra den tidlige periode findes netop i Tractatus fra 1922, medens anskuelserne fra den senere periode er at finde i Philosophical Investigations fra 1953, svært læselig, men absolut anbefalelsesværdig for den seriøse student.

At gode gamle Bertrand her får et skudsmål, som er svært genkendeligt og ikke forenligt med hans virkelige filosofiske og matematiske biografi, vækker bare endnu engang mistanken om, at der stadig er nogle amatørfilosofaspiranter, der kun kryber forvirret rundt på gulvet – og ikke endnu har lært at gå oprejst med oplyst pande …

Jeg kender nu ikke noget filosofisk institut, der betragter Bertrand Russell som kernepensum, Jan Weis. :-)
Og ganske mange betragter Wittgenstein som en filosof, der to gange var i stand til at frembringe vægtige værker, udfra vidt forskellige positioner.

Heinrich R. Jørgensen

Bertrand Russell var dybt optaget af et af de tåbeligste og mest naive forehavender nogensinde. At påvise at symboler, symbolik og symbolmanipulation kunne "objektiveres", således at modeller og metoden kunne udtrykke det virkelige, og andre måtte bøje sig i støvet for de algebraiske sandsigere. Alverdens matematiske begavelser var opslugt af deres modernistiske projekt, om at definere verden via en perlerække af flapsi-hapsi modeller og formelle beskrivelser.

Russells blev muligvis forkrøblet mentalt via sin opvækst, hvor en dyster og streng bedstemor forhindrede lille Bertie i at have nogen glæder. Med undtagelse af algebra som han fandt stimulerende, og hans notesbøger han flittigt noterede betragtninger i. På græsk og med det græske alfabet. To aktiviteter, dominaen ikke forstod, men tillod purken.

Russell var yderst kvik. Tidligt indså han, at matematikeres påstande om sammenhængende teorier, ikke holdt vand. Han havde modet og ærligheden til at sige det højt, og tale parnasset imod. Det er eminente færdigheder. Hvad han ikke formåede var at frisætte sit kreative intellekt, og evne fri og ubunden tænkning.

Russell er kendt for bl.a.:

a) at bruge 20 år på at skrive en bog, som end ikke personen der af forlæggeren blev betalt for at skrive en anmeldelse, ville betale for. Forlæggeren ville følgelig ikke udgive værket, da åbenbart ingen var interesseret.
b) at bekoste den kommercielle dødssejlers publicering med egne (og venners) midler.
c) at forfatteren i hele sit liv mødte præcis én person, der havde læst hele værket. Det skarpt tænkende Kurt Gödel, der var personer der væltede korthuset for Russell og Co. Fame by association.
d) at han brugte 5-10 år på at forsøge at bevise noget via rigid matematik. Jeg husker ikke hvad det var, men det var noget elementært -- at der altid findes et tal der er større, eller lignende. Bevisførelsen fyldte vist 360 sider. Det vides ikke om nogen har læst det.
e) Russells eneste stroke of genius som logiker og matematiker var, da han fik indså at model-bestræbelserne med udgangspunkt i sæt-teori, ikke baserede sig på bestemmelige og veldefinerede kategorier. Et sæt bestående af medlemmer der er karakteriseret ved ikke at være medlemmer af sættet. Sæt-teori kunne definere det umulige og meningsløse. Ergo var sæt-teori ikke en farbar vej til det villede mål.
f) Russell kom i personlig kontakt med mange skarpe tænkere. Fra Frege til Wittgenstein. Fame på association.
f) hans båd var mindre end andre troede.
g) Ludvig Wittgenstein dukkede op på Russells kontor, med en anbefaling fra Frege. Wittgenstein fandt løsninger på de udfordringer Russell havde brugt tid på, uden at komme ud af stedet. Russell var formelt Wittgensteins overordnede i akademias hakkeorden, men intellektuelt kan Russell ikke følge med. Selv i en moden alder, kan Russell ikke tænke "straight". Manden befinder sig på første parket i en skarp tænkers nærvær, og fatter ikke hvad han udtrykker, på trods af at de samtaler uafladeligt om disse emner.

At Bertrand Russell fremhæves for sine meritter, er en bizar fortælling. Den mest af alt om Star Wars episode 1, hvor pauseklovnen og anti-verdensmanden Jar Jar Binks forfremmes til general.

randi christiansen

Heinrich : "At påvise at symboler, symbolik og symbolmanipulation kunne “objektiveres”, således at modeller og metoden kunne udtrykke det virkelige"

Mener du, at symboler ikke kan være objektive udtryk for en virkelighed, som er relativ ?

Vi lever i et univers, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender, og derfor kan man ikke tale om objektive symboler ? Eller hvad ?

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

symboler er og bliver noget der henviser til noget andet. Noget andet, der måske er "virkeligt", men symbolerne er ikke den genstand, det fænomen eller lignende, som nogen forsøger at henvise til. Symbolik giver kun mening, hvis modtagerne kan afkode dem meningsfuldt. I sig selv betyder symboler intet. Det er ved deres brug, at man kan spore sig ind på hvad andre har gjort dig af forestillinger.

Nu må wienerstigen da omsider være væltet, inkl. Heinrich - håber ikke han hermed definitivt tvivler på matematikkens ( og fysikkens ) berettigelse og uhelbredeligt har slået hovedet i gulvet ...

Kan bare afslutningsvis anbefale alle matematik-interesserede – der er mistænkt for at læser bøger, hvad ikke alle kan siges at være - at stifte bekendtskab med 3-bindsværket: ”Principia Mathematica”, som B. Russell skrev sammen med A. N. Whitehead, og som udkom første gang i 1910 og gennemlevede mindst 5 senere udgivelser frem til 1963, inkl. en 2. udgave fra 1927 og 4 reprints ( Cambridge University Press ).

Godt klaret af en tåbelig og naiv mand i en lille sejlbåd …

Ursula Nielsen

Jeg troede, at vi havde besluttet os for at tie Thyssen Ihjel? Manden er et Scoop for enhver avis! Med alle de kommentarer, der generer klik, kan man sælge dyre reklameblokke, når han er på!

Nå ja, vi glemmer helt OT - gad vide om han heller ikke læser bøger set i lyset af hans underholdende fremturen i den offentlige debat ...

Andreas Trägårdh

Individet adskiller sig ikke for sine omgivelser. Det er udelt. Individet kan derfor ikke defineres, så det er slet ikke en identitet, derfor er adgangen til læring netop individuel men vi kan bare ikke lære at være os selv, da det netop er forudsætningsløst.

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

det lyder smukt, men ordene (der er symboler på nogle begreber eller fænomer) henviser til abstrakte størrelse. Et menneske er næppe en biologisk art, men et udtryk for adfærd. Man skal f.eks. behandle biologiske dyr humant ;-)

At noget siges at være skabt, frem for at være tilvirket (eller her: gjort) er en skelnen der giver mening for nogle, men afvises som tågesnak af andre.

At noget er gjort levende, står i modsætning til begrebet "skabt". Hvad er liv, eller at være levende? Næppe en målestok for hvor kroppens smidighed og motoriske formåen.

Abstrakte begreber, som der ikke er objektive forklaringer på.

Andreas Trägårdh

, .. og hvis vi endeligt ønsker at bevare vores individualitet, erstatter vi den med ideen om det, og således reducerer vi os selv til en erindring, og ud i fravær. Her hersker alt det der personlige, filosofi, stort og småt.

Andreas Trägårdh

Jan Weis siger:

"Men kan vi så ikke i det mindste lære at leve med os selv"

Det kan vi netop ikke. Det vi gør for at være os selv, forhindrer os netop i at være det. Det er sådan vi indleder neurostiske tilstande, som ved Gui kan være skønne og skøre men sandelig også lede til svære tider i modgang, afhægighed og sygdom og al muligt andet rod.

Andreas Trägårdh

Vi kan ikke være på afstand af os selv, derfor kommer al lærdom til os udefra. Det er det forgangne "Alfa dyrs" erfaringer der undervises i, alene med det formål at vi således skal blive en dårligere kopi end originalen.

Sider