International kommentar

Grækenland ødelægges af ’respektable fanatikere’

EU – som vigter sig af solidaritet som sit bærende princip – har valgt at kaste Grækenland ud i elendighed og politisk kaos
Debat
23. februar 2012

Det græske demokrati er ved at blive ødelagt. Ikke af marcherende soldater med vanvittige slagord på læberne om det tyske herrefolks, det internationale proletariats eller den globale jihads uundgåelige sejr, men af moderate mænd og kvinder, der tror sig immune over for ideologisk vanvid.

Uanset hvordan man end vender og drejer det, kan Grækenland ikke vinde. EU’s ’redningsplan’ har intet at gøre med ’at redde’. Med hjælp fra finner og hollændere presser tyskerne Grækenland ud i en dødsspiral. EU kræver, at Grækenland nedlægger 150.000 offentlige arbejdspladser på tre år. De græske politikere skal uden brok acceptere en nedskæring på 22 procent af mindstelønnen og talrige yderligere reduktioner i velfærdsstaten.

Grækenland er i permanent recession. Økonomien skrumpede med syv procent i de sidste tre måneder af 2011. Titusinder af familievirksomheder er gået konkurs. Nu tilbyder Europa så at genoplive Grækenland ved at forarme det; at helbrede det ved at skade det. Som Tacitus sagde om de romerske legioners daværende forsøg på at indføre en europæisk union:

»De skaber en ørken og kalder det fred.«

Ikke længere tosser

Om det græske samfund kan stå for presset er et åbent spørgsmål. Venstre- og højreekstremister kan notere eksplosiv fremgang i meningsmålingerne, mens den græske offentlighed nu ser de centristiske politikere som forrædere, der udviser eftergivenhed over for et fjendtligt EU. Tidligere kunne Grækenlands politiske nicheaktører kun appellere til sindsforvirrede.

Da jeg sidst spurgte Liana Kanelli, talskvinde for det græske kommunistiske parti, om hendes lands krise, fór hun i flint over, hvordan NATO’s intervention i 1999 for at stoppe serbiske nationalisters nedslagtning af Kosovos muslimer var et imperialistisk komplot, der skulle sikre kapitalismens ekspansion i Balkan. Intet, jeg sagde, kunne bringe hende ud af hendes fantasiverden.

Men grækerne opfatter ikke længere Kanelli og hendes slags som farlige tåber. De er nemlig modstandere af EU. Venstrefløjstosser og racister fra højre giver nu mere mening for grækerne end mainstream-politikere. Parallellerne til 1930’erne ligger lige for.

Enhver fornuftig økonomisk kommentator indser, at den græske økonomi ikke kan tåle mere, og at seneste ’redningspakke’ kun vil skubbe det dybere ud i sumpen. EU’s betingelser er ikke i nærheden af at matche den altruisme, som USA udviste over for de besejrede tyskere efter 1945. Amerika søgte netop ikke at elendiggøre vesttyskerne. Amerika garanterede deres sikkerhed og ydede lån efter den Marshallplan, som blev spiren til det vesttyske Wirtschafs-wunder.

Grækenland har ikke invaderet nogen og ikke begået forbrydelser mod menneskeheden. Men EU, som praler solidaritet som sit grundlæggende princip, tvinger det ud i armod og kaos.

Monumental fejl

Forlader Grækenland euroen, vil det komme til hundredtusindvis af retssager, når parter bliver uenige om, hvorvidt kontrakter skal honoreres i gammel eller ny valuta. Hyperinflation vil sætte ind. Det europæiske banksystem vil bryde sammen. Som den britiske udenrigsminister, William Hague, udtrykker det:

»Euroen er en brændende bygning uden udgange.«

Valutaunionen er en indlysende katastrofe. Men at indrømme det vil være for stort et ansigtstab at bære for de europæiske eliter. De rigere nordeuropæiske lande har haft enorme fordele af at kunne eksportere deres varer til de sydeuropæiske lande uden at skulle frygte for disse landes devaluering af deres nationalmønt.

Men i stedet for at sige: ’Vi er rige, fordi de er fattige’, efterligner Angela Merkel og hendes bondske kolleger den selvglade, snæversynede og egoistiske Bild-læser, der mener, at alle disse udlændinges problemer ville løse sig selv, hvis de bare kunne blive lidt mere som han selv.

Tyskland fastholder, at den græske krise er et resultat af korruptionen i det græske offentlige liv. Græsk politik er uden tvivl korrupt, men korruptionens første ofre er de fattige grækere, der ikke har råd til at bestikke embedsmænd, så de kan skjule deres opsparing for skattevæsnet.

Græsk korruption kan ikke forklare, hvorfor Portugal også er i krise, ligesom den italiensk korruption ikke kan forklare, hvorfor Irland og Spanien er i krise. Alle fem lande lider, fordi euroen var en monumental fejltagelse. I stedet for at rette op på dette angriber de europæiske ledere velfærdsordninger, arbejdstagerrettigheder og offentlige tjenester – det bedste af alt det som det europæiske centrum-venstre kæmpede for efter 1945. For at redde euroen må alt dette væk.

Som fattigdommen vokser sig dybere, og protester svulmer op, vil EU’s image ændre sig – og ikke til det bedre. Det blev engang set som et fristed, der tilbød europæerne en flugt fra fortidens rædsler. EU, skrev den indsigtsfulde britiske diplomat Robert Cooper i 2002, udgør fortroppen af ’postmoderne verden’. I stedet for at invadere hinanden overlod europæerne det til Bruxelles’ forhandlere at løse alle konflikter og regulere alting »helt ned til øl og pølser«.

EU var muligvis småligt og irriterende. Det var muligvis ikke videre demokratisk. Men dets konfliktforebyggende kvaliteter skabte et behageligt, velstående og fredeligt kontinent.

Europa ser ikke så behageligt, velstående og fredeligt ud i dag. Når historikerne skal skrive om den postmoderne utopis undergang, vil de bemærke, at den ikke skyldtes invaderende hære, ivrige efter at plyndre Europas rigdom, eller totalitære ideologer, opsat på at installere et diktatur, men politikere og bureaukrater, der så ud til at være den borgerlige respektabilitets solide støttepiller, men viste sig som fanatikere af værste slags.

 

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I ethvert demokratisk land har man som befolkning ansvaret for hvem der sættes til at regere - vælger man konsekvent populistiske og inkompetente politiske skikkelser, så går det galt, og man kan bagefter anstændigvis ikke bare bede andre landes befolkninger om at bære smerten ?

Solidaritet ? - man kan vel også sige , at det er meget usolidarisk af grækenland at bringe sine venner i vanskeligheder gennem en konsekvent snydsk økonomisk politik.

Det er ofte dem, der har "urent mel i posen", der råber højest om, at de andre skal være solidariske og bistå..

Denne artikel viser at 'midterpolitik' er lige så ekstremistisk som venstre- og højrefløj. Det giver ikke mening at banke ekstremisme-etiketten i hovedet på andre, man ikke kan lide. Jeg kan heller ikke lide den måde de borgerlige og sosserne ødelægger vores demokrati og fælles velfærd på - skal jeg også forfalde til deres pubertetsstadie og kalde deres politik for 'ekstremistisk'? Nej vel?

Det handler om ideologi - ikke ekstremisme. Midterpartierne har også en ideologi - de er bare ikke tvunget til at være i offensiven med den hele tiden før i disse dage, fordi man førhen kunne læne sig mageligt tilbage i lænestolen og drikke sin cafélatte, mens sekretæren ordnede alt papirarbejdet for en...

Problemet er vel først og fremmest, at grækerne selv har ophøjet pengene til abstraktion uden konkret værdi.

Jakob Lindblom

Problemet er jo for pokker, at EU ikke er mindre ekstremistisk, men har sin egen EU-nationalistiske ekstremistiske ideologi. Det er vel bare fordi, at den er magthavernes ekstremisme / nationalisme, at den har fået lov at stå uantastet af mainstreammedier...

"Græsk korruption kan ikke forklare, hvorfor Portugal også er i krise, ligesom den italiensk korruption ikke kan forklare, hvorfor Irland og Spanien er i krise. Alle fem lande lider, fordi euroen var en monumental fejltagelse. "

Yes ... Det er nemlig euroens skyld. Ingen af landene havde nogensinde finansielle problemer før euroen, og ingen lande uden for euroen har lidt af overforbrug. Det er jo helt tydeligt, at det er euroens skyld ...

@Lasse

De kunne jo selv føre deres økonomiske politik, f.eks. rentepolitik. Derfor var de problemer de havde før Euroen af en helt anden beskaffenhed.

Der er så en lille læse øvelse til Lasse Schmidt, omkring græsk økonomi inden for de sidste 30 år.

http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite3_8_03/06/2011_393562

Hej Niels,

Tak for spændende læsning. Især afsnittet "During its 30-year membership of the EU, Greece has received the equivalent of 78 billion euros in Union funding" er ret godt.

On surface value ser det jo ud til, at Grækenland har fået det værre, end de havde det, men som det rigtigt konkluderes, "[the EU funds] did not coincide with the underlying problems in Greece's economy and public sector being solved". Og her har vi kernen.

Der var problemer allerede dengang - et public deficit på 9,1% er da til at tage og føle på - og problemet er, så vidt jeg kan se, at mens grækerne har fået flere penge mellem hænderne, har de undgået at betale ekstra penge til staten.

Hvis man skal være lidt grov: Staten har lånt løs og brugt lånte penge og EU-midler til at gøre landet rigere i forventning om ekstra indtægter, men grækerne har åbenbart ikke ønsket at dele deres ekstra penge med staten, som nu mangler likvider.

Men altså. Min pointe med indlægget ovenfor var såmænd blot, at skylden bliver lagt på euroen, som åbenbart er roden til alt ondt. Og det er latterligt.

Men stadig ... "Schwalba-Hoth argues that Greece, which this year celebrates 30 years since it joined what was then the European Economic Community, has always had a give-and-take relationship with Europe: The EU gave and Greece took, which has, in a sense, prepared both sides for the current difficulties" ... Hehe :-)

Michael Kongstad Nielsen

Essensen i Nick Cohens artikel er, at det er den borgerlige respektabilitets solide støttepiller,der har ødelagt Grækenland. Grækerne vender sig bort fra dem, men hvor skal de gå hen?

Der er kommunisterne, og så er der nogle højreradikale "folkepartier". Hvis ikke andet kan nås at blive etableret inden valget i april, så håber jeg på kommunisterne.

@M S Clausen:

Det er overhovedet ikke et spørgsmål, om andre har gjort noget lignende!

Grækerne har - ifølge al foreliggende information - plattet sig til medlemskab af EU og Euroen.
( ved at oplyse forfalskede, abstrakte nationaløkonomiske data).

Derefter har de haft en herlig periode, hvor de kunne malke penge ud af EU-systemet.

Nu er de så nået til det triste punkt, hvor regningerne skal betales - en ren tragedie.

Da Grækenland er (var?) et demokrati, er det grækerne, der har ansvaret for den førte politik -
selv om de af al magt forsøger at tørre det ansvar af på alle andre.

Kim Houmøller

Regningen kan meget vel blive en ustabilitet, som vi ikke har set siden 1930. Borgerkrigslignende tilstande når frustrationerne skal ud. Fattigdommen er jo begyndt at stikke sit beskidte fjæs op overalt. Selv i vores engang så fredelige land. Forvent det kun vil gå ned ad bakke de næste 30 år. Alene energipriserne og den demografiske udvikling giver svaret. Vore folkevalgte evner jo slet ingenting!

Hanne Christensen

Grækerne vil ikke betale for elitens svindel
http://www.youtube.com/watch?v=eUFBcczPeRo

Niels Engelsted

(1) Enten tager man samfundets rigdomme tilbage fra oligarkerne.

(2) Eller også lader man de rige beholde deres privilegier og indfører højreorienterede diktaturer for at holde befolkningens protester nede.

(3) Eller også lader man de rige beholde deres privilegier, men låner til gengæld en masse penge til også at finansiere befolkningens velfærd.

Grækenland--som iøvrigt Spanien, Portugal og Italien--valgte den anden løsning under den sociale uro i 30'erne, hvor general Metaxis indførte et halvfascistisk styre. Efter Grækenland blev befriet af kommunistiske partisaner i 1944 sikrede engelske våben efter års borgerkrig, at de græske oligarker fortsat sad sikkert i sadlen. Da den sociale uro voksede til igen i slutningen af 1960'erne brugte græske oberster nato-planer til at kuppe demokratiet og indførte et halvfascistisk militærdiktatur a la Chiles Pinochet.

Juntaen styrede indtil diktaturen blev styrtet efter studenterprotester i 1974. Og da Grækenland blev medlem af EU med dens strukturfonde i 1981--og ikke mindst da man blev medlem af Eurozonen 20 år efter--kunne man suspendere klassekampen ved hjælp af den 3. mulighed, lånoptagelsen.

Det er nu ikke længere muligt. Spørgsmålet er alene, hvilken af de to første veje, landet kommer til at slå ind på.

Niels Engelsted:
I og med at grækerne er med i finanspagt, stabilitetspagt, sixpack osv., så er valget jo forlængst taget; man lader de rige beholde privilegierne og en stærk, repressiv stat om at holde bærmen borte fra voldgravene. Det er jo EU's politiske kurs, og dén følger grækerne med alle arme bundet på ryggen. Der skal pres til at få slaven til at slå på sig selv; ihvertfald i starten. Sidenhen bliver det rutine af nærmest masochistisk karakter - hvilket kapitalismen direkte trives med; avantgarde-produkter, som enhver med beskæftigelse, bankkonto og følelser/tanker korrekt tøjlet i dertil indrettede båse, kan nikke anerkendende ad, giver bare nye vækstpotentialer

Niels Engelsted

Peter, historien er næppe slut endnu, den er formentlig først lige begyndt.

Niels Engelsted:
Jeg taler ikke om nogen slutning på historien, jeg taler blot om at dét valg du opstiller jo ér truffet. Eller, du mener måske at grækerne kan frigøre sig fra de bastante aftalesæt med EU, som tvinger landet til at begunstige de rige og beskære statens indsatser overfor den brede befolkning og de mest udsatte? Hvilken herlig EU-romantisme.

Niels Engelsted

Peter, en ting er de valg der er truffet i parlamenter, regeringskontorer og redaktionslokaler, en anden hvad der er muligt. Det der ikke er muligt, vil ikke vedvarende kunne finde sted. Vi har her en variant af Dalys impossibility theorem.

Jeg tror ikke, at et neoliberalt Europa med befolkninger som gældsslaver på sigt er en realiserbar mulighed, hverken økonomisk eller socialt og derfor i sidste ende heller ikke ideologisk og politisk. Enten drejer EU derfor i en ikke så fjern fremtid til venstre (i den socialistiske retning, som amerikanerne fordømmer), eller også går unionen i opløsning og erstattes af nationalistiske nationalstater i retning mod Ungarn.

Personligt tror jeg, at EU vil dreje til venstre af lutter nødvendighed, og fordi de bureaukratiske eliter faktisk tror på rationalitet. Indrømmer også gerne at dette er min EU-romantisme (Mihail Larsen ville kalde det senil ulydighed).

Der er vist ingen tvivl om at pengenes magt styrer verdenen idag.

Tænk hvis man tog den globale finansielle sektor og administrativt og politisk lagde den ind under "De Forenede Stater" og gav hver borger i verden en stemmeseddel så ville John Lennon sidde og smile på sin sky.

Så kunne man bruge finansverdens og pengenes "kommunikations kanaler" - og nå 90% af verdens befolkninger i løbet af 24 timer.