International kommentar

Grækenland er stadig et mafiøst håndslagssamfund

I Grækenland ordnes alt fortsat med håndslag over en kop kaffe, ved hjælp af sedler i en en kuvert under bordet eller ved sædvane. Noget så abstrakt som låntagning hos ansigtsløse udenlandske institutioner føles aldrig helt som rigtig gæld
Debat
21. februar 2012

Det virkelige titusinderkronerspørgsmål er ikke, hvordan grækerne skal afvikle deres gæld — det kommer ikke til at ske — men hvorvidt landet overhovedet kan reformeres. Kan Grækenland inden for en overskuelig tidshorisont bygges op til noget, der med rimelighed kan betegnes som en moderne europæisk stat? Jeg frygter, at svaret er nej.

De kommunistiske stater i Østeuropa var i hele deres historie optaget af samme spørgsmål, selv om de til forskel fra Grækenland var diktaturer. Planøkonomien var diktaturets økonomiske side: Et rendyrket administrativt-bureaukratisk system, der var ude af stand til at skabe vækst og fremgang. Skulle dynamik tilføres, måtte man låne sådanne elementer som fri prisdannelse, profitter og konkurrence fra den kapitalistiske fjende.

Det var som at parre hund og kat. Planøkonomi og diktaturet aborterede hver gang de undseelige markedsreformer. Før eller siden gik alt igen i stå, og snart blev det nødvendigt at gøre et nyt forsøg. Den evindelige ’stop go’-politik lignede en feberkurve og var typisk for kommunismen frem til dens sammenbrud.

Tilfældet Grækenland viser, at også et demokrati kan forenes med et administrativt-bureaukratisk system (blot uden administration, kunne man ondsindet tilføje). Den græske model mistror alt, hvad der ikke er fysisk, konkret og håndfast. For Guds skyld ingen ’usynlig hånd’, intet frit marked, ingen abstraktioner!

Håndslagssamfund

Men det moderne samfund er lige præcis kendetegnet ved sin høje grad af stiltiende gensidigt accepterede spilleregler, som man kunne kalde virtualitet. Skatter, aftaler, trafikregler eller køreplaner hviler alle på en virtuel overenskomst mellem mennesker, som i mange tilfælde aldrig møder hinanden. Det afholder os dog ikke fra at agere og følge reglerne, for vi nærer en blind tillid til det, vi ikke ser, ikke møder, ikke lægger hånden på — ja, nogle gange til det, vi end ikke kan forestille os. Denne virtualitets ultimative udtryk er papir (eller elektroniske data), på hvilket symbolske abstraktioner som tal og bogstaver regulerer vores tilværelse, mens vi selv er fysisk fraværende.

Grækenland derimod er lige præcis et samfund, hvor fællesskabet sjældent omfatter mere end ens egen familie og slægt. Papir er der ikke behov for. Kvitteringer, kontrakter, skattelister, statistik og matrikelkort mødes med mistro. Visse sager er for vigtige at overlade til papiret, og de ordnes — i den udstrækning de overhovedet ordnes — i stedet per håndslag, over en kaffe, ved hjælp af sedler i en kuvert eller ved sædvaner, der som oftest hviler på den stærkeres ret.

Lån er ikke ægte gæld

Lord Carrington var en af de første mæglere, da Jugoslavien sled sig selv i stykker. Som den klarsynede person han var, gav han snart op. Jeg mindes, hvordan han sarkastisk bemærkede, at han aldrig i sit liv havde mødt så mange, som var klar til at skrive under på hvad som helst uden at have ringeste hensigt til at overholde noget som helst af det.

Hvad lord Carrington havde mødt, var repræsentanterne for en urgammel, ikke-virtuel kultur — præmoderne og førkapitalistisk, styret af stolthed, ære, blodsbånd, loyalitet, svig, straf og hævn i langt højere grad end af kompromis, kontrakter, udbytte, bogføringer, revision, skatter og paragraffer. Og mindst af alt af papirer og dokumenter. Et sådant samfund fungerer i princippet stadig som Odysseus’ familiehusholdning på Ithaka. F.eks. kan lånte penge (en abstraktion og et symbol) aldrig blive ’ægte’ gæld på samme måde som det pund kød, Shylock ville skære ud af Antonios bryst i Shakespeares Købmanden i Venedig. Dagens Grækenland kan ikke betale sin gæld og har intet at eksportere til os. Og nu har det bureaukratiserede statsapparat ikke længere noget at dele ud af til sine klienter. Det nyvalg, som ventes til foråret, vil sprænge de sidste rester af politisk stabilitet.

Selvmedlidenhedens gift

Når omverdenen vil have sine lånte penge tilbage og opgiver al tiltro til de græske politikeres underskrifter, vil Grækenland føle sig forhånet og fornedret.

Følelsen af ydmygelse vil være stærkere end følelsen af ansvar. For det er altid nogen andre end en selv, som er skyldige. De græske borgere skyder skylden på den politiske klasse (som den selv, frivilligt og imod rundhåndede belønninger, stemte til magten i årtier), mens hele Grækenland vil skyde skylden på Europa. Selvmedlidenhed vil brede sig — en sød gift, som let bliver til bitter vrede.

På historisk baggrund er den græske ’stop go’-politik ikke overraskende. Statsbankerotter med spektakulære nye starter er for den moderne græske stat reglen og ikke undtagelsen. Før indebar en nystart, at en eller anden tysk fyrste blev importeret sammen med sine bankierer og bogholdere. Alternativet har været egne oberster eller borgerkrig. Men i dag intet af dette virker intet af det som en mulig løsning — og den er i al fald ikke attraktiv. Heller ikke for EU.

Det eneste, som er sikkert, er, at Europa ikke kommer af med Grækenland. En statsbankerot vil kun dæmpe feberen. Før hed det sig, at Tyrkiet var Europas syge mand, men i dag er det Grækenland, som er havnet i sygesengen som kronisk patient. I historisk perspektiv er det ironisk, i og med at den græske stat i alt væsentlighed er udsprunget af den osmanniske tradition — et bureaukratisk-administrativt system, som under en tynd fernis af modernitet, lever videre i store dele af det sydøstlige Europa.

Richard Swartz har i flere årtier før og efter Murens fald været østeuropakorrespondent for Svenska Dagbladet. I dag skriver han bl.a. for Dagens Nyheter, Süddeutsche Zeitung og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Jørgensen

Spændende - vil det så sige at man skal have ligeså ondt af det græske folk som helhed som af indbyggerne i Brixtoftes Farum - de har jo selv valgt deres ledere - og hvorfor skal andre betale for deres fejltagelse?

I al vores iver efter at skyde skylde på storbankerne har vi måske glemt denne detalje?

Ja det kan enhver idiot jo se... de mafiøse grækere har helt alene skabt den globale finanskrise, og når den kommer til dk, ja så er det nok danskerne der bliver udråbt til at være gangsterne... De gigantiske indflydelsesrige banker, kreditsvindlen, finansverdenens urørlighed, kapitalismens systemfejl....naj, det er intet problem... lad os alle bare give skylden til hele folkeslag istedet for få skruppelløse rigmænd...

En artikel om Støvlelandet ville også starte med:

Kan Italien inden for en overskuelig tidshorisont bygges op til noget, der med rimelighed kan betegnes som en moderne europæisk stat? Jeg frygter, at svaret er nej.

evert friberg-jensen

Når Skat i Danmark forsøger at få skyldnere og snydere til at betale deres skat, men der fortsat mangler flere milliarder, hvad siger det så om "det danske folk", eller om skatteopkrævningens effektivitet, eller om den forhenværende eller nuværende regerings evne og lyst til at gøre op med "den intelligente kapacitet" (aforisme for korruption)? Det at kunne få uden at yde (for) meget er desværre et alment menneskeligt karaktertræk verden over.

"De græske borgere skyder skylden på den politiske klasse (som den selv, frivilligt og imod rundhåndede belønninger, stemte til magten i årtier), mens hele Grækenland vil skyde skylden på Europa. Selvmedlidenhed vil brede sig — en sød gift, som let bliver til bitter vrede.

Parentesen hører man ofte fremført af debatører, som mangler egentlige argumenter for fremskreden politisk korruption. Dette argument bygger på antagelsen af, at der faktisk findes et alternativ at stemme på - ærlige politikere styret af ideologi og ikke af magtbegærlighed. Det sørgelige er, at denne antagelse faktisk ikke er opfyldt i noget som helst land.

Indrømmet, det var måske lige lovligt hårdt meldt ud - muligvis starter nogle politikere ud som idealister, men magtens sødme ændrer dem hurtigt.

Det er fuldstændig horribelt hvordan bankerne og storkapitalen i 12-15 år, tvang opg voldførte grækerne til at optage lån i udlandet til et hæmningsløst offentligt og privat overforbrug, som ellers lå helt uden for grækernes økonomiske formåen. Grækerne værgerede gennem alle årene fortvivlet for sig, og tryglede og bad om at blive fri, men havde ikke en chance mod den rå kapitalmagt.

Omverdenen har ikke haft nogen som helst indflydelse på hvem , den græske befolkning valgte til deres parlament og som regering.

Så kan grækerne heller ikke bagefter smøre skylden for deres ( selvforskyldte ) ulykke af på andre lande, som har orden i sagerne - er den danske befolkning måske skyld i det græske overforbrug og i grækernes elendige produktivitet ?

Den der med, at det er "de rå kapitalisters" eller de "skruppelløse fondes" skyld , at grækerne har det skidt ,holder ikke mere vand, end når man i middelalderen beskyldte heksene for at være skyld i alt ondt og alle ulykker , og så brændte ca 18.000 kvinder i hekseprocesserne.

Niels-Simon Larsen

Interessant artikel.
Hvem er så dum at låne grækerne penge uden sikkerhedsstillelse? Det gør kineserne ikke. Nu har de købt, ikke katten i sækken men en havn, haps!

EU-administrationen burde straffes for lemfældighed.

Man føler håbløsheden æde sig ind på ens rygrad.

At grækerne med stor fornøjelse har brugt pengene de har lånt, er uden tvivl!

At bankerne rykkede grækenland fra å-rating (red.) til aaa+ ved indtrædelse i euroen, må være bankernes skyld. Ikke fordi de var uintelligente, men fordi de med rette forventede at de andre euro-lande, ville redde grækerne.

Fra en anden fortællevinkel lever grækerne, som vi alle burde.

Philip C Stone

Beretningen om det heltemodige græske folk der blev voldtaget af de udenlandske finansinteresser er lige så overbevisende som fortællingen om det enige danske folk der stod sammen imod den tyske besættelsesmagt. Virkeligheden er ofte mere nuanceret, kompliceret, og uhåndterlig end vi gerne vil gøre den til. Muren mellem offer og medskyldig er ofte flydende og omskiftelig, og samme person kan være begge dele på samme tid.

Vaclav Havel beskrev hvordan de mange år med Husak styret havde korrumperet det tjekkiske civilsamfund. I en artikel jeg linkede til i fredags gav Michael Lewis udtryk for noget lignende i forhold til Grækenland:

"The Greek state was not just corrupt but also corrupting."

Uden at frikende de udenlandske finansfolk, kunne man forestille sig at de havde et gunstigt miljø at arbejde i.

Selvfølgelig blev grækerne ikke voldført til det. Hvis der er nogen der alvorligt mener det, og det er der åbenbart, er det en grov og nedladende undervurdering af grækernes fri vilje.

Man kan dog undre sig over om grækerne troede, at de kunne fortsætte uændret i al evighed. Eller regnede de blot med, at EU til sin tid ikke ville lade dem gå helt under? På den ene eller anden måde, kommer de andre EU borgere til delvis at betale gildet.

Men der var ikke en eneste politiker (højre eller venstre), der sagde fra i alle de forgangne EUROår.
Så er det vel dem og deres økonomer, der skal må bære størstedelen af ansvaret - ganske ligesom at det er de danske politikere (røde som blå), der har ansvaret for Danmarks angrebskrige.

Så længe konkurrencen smadres af bail-outs og statsstøttede banker, har ærlige ågerkarle ikke en chance.

Det bedste for den græske økonomi ville være, at lån blev meget dyre, og at der var krav om kaution.

Hvis der er brug for akut nødhjælp, så skal den ikke ydes igennem kæmpebanker.

Når det bliver dyrt at låne penge, så kan det være, sunde virksomheder får en reel chance for at vinde over fidusmagere.

Det må hele tiden være målet, ikke at alt skal være gratis, men at de bedste virksomheder vinder over konkurrenterne.

Beslutningen om at dumpe Grækenland, er allerede blevet taget (som vist af The Telegraph og videre analyse http://globaleconomicanalysis.blogspot.com/2012/02/germany-draws-up-plan... , men udadtil foregiver Merkel, at hun 'modvilligt' må droppe planen. Dette bliver slutresultatet.

Historisk set blev ideen om "nationens gæld" skabt for at sikre tilbagebetaling til bankerne efter en krig, selvom kongen, der havde skrevet under på lånene, der havde givet ham penge til at føre krig for, var faldet i kamp. En konge hæfter med sin personlige underskrift - hvis man derimod kan overbevise folk om, at de er "et folk", der hæfter for "nationens gæld", så vil man snildt kunne hælde gældsbyrden over på ikke blot de nulevende men også de kommende generationer. Ikke blot skal mennesker som har optaget lånene - politikerne - betale dem tilbage, det skal alle nulevende og kommende slægter, indtil gælden er betalt. Det er jo skide smart.

Det første problem, vi støder ind i, er, at det er naturligt for os at tænke i "nationer". Vi bor i "Danmark" eller "EU" men det er sådan set lige meget - der er tale om en konstruktion af et fællesskab, der ikke eksisterer på andet plan end på konstruktionens. Det eksisterer i kraft af at blive postuleret, at det eksisterer, og så længe folk dels køber den, dels føler sig tvungede til at købe den.

Det er et af elitens mest subtile våben - dette at omtale mennesker, som nogen, der tilhører en gruppe og så give gruppen rettigheder og pligter, som enhver, der falder ind under gruppen, skal leve op til, uanset om den enkelte ønsker det eller ej. "Det græske folk", "nationen", "statsgælden", selv "hvide", "sorte", "muslimer", "homoseksuelle, "børns rettigheder, "kvindernes rettigheder, "ligelån" osv. er alle ord, der signalerer, at den der bruger ordet tænker og formulerer sig i kollektivistiske baner. Alternativet, og det jeg mener er det korrekte, er at tænke i rettigheder for enkeltpersoner. Men det fungerer bare ikke for eliten, for kun gennem henvisning til kollektiver kan de argumentere for "the greater good" og dermed ophæve den enkeltes rettigheder. Hvis enkeltpersoners ejendom er ukrænkelig, kan man ikke stjæle den gennem skatteopkrævning. Det ville jo være tyveri. Derfor argumenterer man for, at den enkelte må ofre noget af sine frihedsrettigheder, herunder sin ejendomsret, således at et større gode, en større retfærdighed eller rimelighed, kan blive opnået. Hvor tyveri af den enkeltes ejendom i et samfund, der opfatter frihedsrettigheder som naturgivne og ukrænkelige, ikke vil være tilladt, fordi det vil blive gennemskuet som tyveri, så er det OK, hvis tyveriet i form af skatter skal bruges på at betale "nationens gæld". Den enkelte er jo en del af nationen, derfor er det 'rimeligt.

Det er ikke "grækerne" der har brugt for mange penge men deres politiske elite, der har optaget lån på deres vegne, stukket det meste i egne lommer, så den almindelige græker ikke har set en krone. Nu er eliten over alle bjerge, og den almindelige græker skal betale den gæld, som de ikke selv har optaget.

At det er svært at forstå vidner om, hvor dybt vores programmering er, og hvor subtilt det er.

Ja, hvis man ikke bryder sig om Balkan, kan man jo nemt komme til at skrive noget sludder - "mafiøst håndslagssamfund" - kan hr. Swartz mon komme til?

Hvor finder man mon mafiaen i et land hvor 90% af kriminaliteten begås i Athen og Attika - og resten altså 10% fordelt ud over det mangfoldige ø-rige som Grækenland også udgør.
Det mafiøse finder sted i storbyen - ligesom når der begås drab på åben gade i København, det er også mafiøse handlinger.
Er Danmark så også et mafiøst samfund, bare et teknokratisk et af slagsen?

Og fællesskabet rækker naturligvis ud over familien, også til resten af landsbyens indbyggere, også til en xenos der slår sig ned og deler menneskenes vilkår på stedet.
Så kan det da godt være, at det opfattes som et tilbagestående samfund, som for 150 år siden, bare med elektrisk lys - men det virker og er faktisk et behageligt sted at være, selv om man forsøger at sulte befolkningen, lige pt.

Men det er da rigtigt, at de øer man ikke kan se findes ikke ;-) til gengæld er vi ærlige i omgangen med hinanden, vi tager ansvar for hinanden, vi deler hvad vi har. Og vi hilser på hinanden når vi mødes, og ja vendettaer findes, men er meget sjældne og har intet mafiøst over sig, men er underkastet et æreskodeks.
Og hvor findes en gæstfrihed som på Balkan?

Men det er altså en fællesnævner for Balkan der har haft den samme undertrykker, det osmanniske rige i 400 år, indtil det brød sammen under 1. verdenskrig og jeg tror det er en vanskelig omstillingsproces at forny statsadministrationen. Og at Grækenland skulle være papirløst, er ganske enkelt ikke sandt - enhver der har været på et græsk offentligt kontor ved, at samlingerne af dokumenter er imposante.

Grækenland har jo også en noget mere lidelsesfuld historie bare inden for de sidste hundrede år, med diktaturer, krig mod Italien og Albanien der blev besejret, og voldsom tysk besættelse hvor over 300.000 døde af sult bare i Athen, store folkeforflyttelser, borgerkrig, CIA indsat diktatur osv.
Mon ikke historien former et folk?

Når man så fører en neo-liberal politik og lige pludselig begynder at tillade private forbrugslån, og belåning af fast ejendom, hvilket skete for godt 10 år siden, jamen så er der jo nogle der ryger i en gældsfælde, fuldstændig ligesom amerikanske teen-agere, der skylder på credit-card, fordi man ikke kan overskue forretningsgangen.
Og bankerne smed jo penge efter folk - fuldstændig som bankerne i Danmark ville have kunder i butikken, før finanskrisen. Selv en Stein Bagger kunne få.

Men folket kan jo af gode grunde ikke tage ansvaret for hvad den græske elite har raget til sig i Athen, for det er ikke den almindelige hårdt arbejdende græker der har overforbrugt, eller fået millionstore bestikkelsessummer fra Siemens, der til gengæld leverede varer, der var "overpriced".
Eller handlede jord med Vatopedi Klostret.
Eller det tyske u-bådsværft, der insisterer på at Grækenland skal aftage nogle bestilte ubåde, på trods af at landet ikke har penge til det.
For hver euro der gives som "støtte" får grækerne 29 cent - resten går til at redde franske, tyske og engelske banker, så der er såmænd meget rigtigt i at det er de europæiske befolkninger, der betaler for at holde euroen på benene.
Og samtidig gambler forskellige hedgefunds om at Grækenland skal gå konkurs, da det vil øge deres indtjening på købte græske statsobligationer, hvor de har forsikret sig mod tab.

Der er trukket 65 milliarder euro ud af Grækenland, de 16 milliarder er udført lovligt, resten er forsvundet ud af landet skjult for myndighederne.
Græske millionærer køber lejligheder i London, de er den største kundegruppe p.t.

KKE, det græske kommunist parti, forventes at få en stor fremgang når der skal afholdes valg.
Om man kan forvente et kup mod demokratiet fra højreorienterede medlemmer af hæren, vil tiden vise.
Papandreau udskiftede hele hærledelsen som den sidste gerning inden han gik af som premier-minister, hvilket formentlig er et godt tegn, men man kan jo aldrig vide.

Niels Mosbak.
Nu er det jo ikke kun KKE, der spås at gå frem, som det fx skrives i den norske avis Klassekampen - men også to andre venstrefløjs-organisationer:

http://www.klassekampen.no/59930/article/item/null/farger-hellas-rodt

“Demokratisk Venstre, som brøt ut fra Syriza i 2010, er nå landets nest største parti med 16 prosent. Syriza selv har en oppslutning på rundt 14 prosent. Det samme har kommunistpartiet KKE. Samtidig havner De Grønne (med anarkistiske røtter) på rundt 5 prosent i meningsmålingene.”

Det vil sige, at hvis de kunne enes, så ville de måske få flertallet.

Er det noget, du kan oplyse mere om?

Leopold Galicki

Richard Schwartz skriver:

”De kommunistiske stater i Østeuropa var i hele deres historie optaget af samme spørgsmål, selv om de til forskel fra Grækenland var diktaturer. Planøkonomien var diktaturets økonomiske side: Et rendyrket administrativt-bureaukratisk system, der var ude af stand til at skabe vækst og fremgang. Skulle dynamik tilføres, måtte man låne sådanne elementer som fri prisdannelse, profitter og konkurrence fra den kapitalistiske fjende.”

Er der her tale om en seriøs journalist/kommentator, der bygger sin journalistisk på fakta eller en af slagsen, der når han ser rødt, så er det ideologien som styrer pennen.

Min indvending mod Schwartz handler ikke om at forsvare ”de kommunistiske stater i Østeuropa”; den virkelighed de stod for var på mange punkter kritisabel, men at påstå, at de ikke var i stand til at skabe vækst og fremgang er ikke andet end netop ideologibestemt journalistik, som fint passer til JP og Berlingske, men at Informations læsere skal betale for den?

Generelt ser Schwartz ikke den aktuelle økonomiske og sociale græske tragedie i et perspektiv af en global årsagssammenhæng. Hvad med en skrigende sammenvævning af - og korruption i - USAs politiske og økonomiske sfærer? Dette har skabt et morads magt og begær og følgelig økonomiske og sociale miserable forhold ikke kun for en del af det amerikanske samfund mens også flere steder i verden.

I det 1. og 2. decennium af det 21. århundrede, hvor årsagssammenhænge er mindst lige så indviklede og ofte ondartede som de var i 1920erne og 1930erne, beskriver man den græske tragedie isoleret fra alt det som er sket på det globale plan.

Alt i alt endnu en ideologisk stor bedrift i Informations spalter.

Niels-Holger Nielsen

Jeg er ganske enkelt rystet over at finde en artikel som denne i Information. Svovl og lort står ud af pennen på skribenten, men der er ikke et eneste argument. Artiklen er racistisk, neoliberalistisk (som alt hvad Schwartz skriver) og ondskabsfuld.

Her er links til en hel stribe artikler, som giver nogle gode bud på hvad der sker i Grækenland og hvilke rødder det har i fortiden.

Debunking the Greek (and European) Crisis Narrative
by Costas Panayotakis

The Greek Crisis: Uttering the Other "D-Word"by Matías Vernengo

Cry Wolf but do not ignore Tomorrow's Tigersby Heiner Flassbeck

Jayati Ghosh on the Greece crisis

Economic Crisis, Greek Theater, Our Drama
by Richard D. Wolff

The Greek External Debt and Imperialist Rivalries: "One Thief Stealing from Another"
by Stavros Mavroudeas

America's role in this Greek tragedyby Mark Weisbrot

A Modest Proposal for Overcoming the Euro Crisis

It's the (German) Banks, Stupid!
by Yanis Varoufakis

The Greek Laboratory:
Shock Doctrine and Popular Resistance
by Stathis Kouvelakis

Som sagt, Richard Swartz' artikel er rædselsfuld, men Michael Lewis' i Vanity Fair er ikke meget bedre. Deres øvelse går ud på, at kaste skyld på grækerne i almindelighed, men Grækenland er et klassesamfund med mange forskellige og modstridende interesser, og set i helikopterperspektiv har den græske krise absolut intet at gøre med noget som kunne kaldes 'den græske folkekarakter' (finnerne stikker med kniv, osv osv), som de to forfatteres historier lægger hovedvægten på. Der er tale om fordummende skriverier af værste klasse (udbytterne).

Niels-Holger Nielsen

Uden den græske (italienske, spanske, irlandske, portugisiske) krise ville det aldrig have været muligt for Sarko, Merkel og Kommissionen at gennemtrumfe FINANSPAGTEN og en defacto politisk union. Om man ligefrem har ladet disse kriser udvikle sig, for at komme så vidt, vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme, men det kunne se sådan ud.
Det er i hvert fald stensikkert, at der har været spekuleret groft i euroens indbyggede svagheder, som gud og hvermand og især økonomisk sagkundskab advarede imod allerede inden den blev dannet. Intet kan gå galt for den stormægtige finanskapital, som er for stor til at fejle.

Niels-Holger Nielsen

Den tyske Harz4-reform er en væsentlig del af den anden side af den græske krise. Tyskland er Grækenlands vigtigste samhandelspartner (David og Goliath).

http://en.wikipedia.org/wiki/Hartz_concept#Hartz_IV

Niels-Holger Nielsen

EU er perfekt til at spille de enkelte landes arbejderklasser ud mod hinanden. Del og hersk.

Claus E. Petersen

"Naar man ser denne Nød og elendighed, undrer man sig ikke saa meget over den Stjæleepidemi, der for øjeblikket gaar over Italien, navnlig i disse sydlige egne"

Elly Jannes - Mennesker derude - 1947

Robert Kroll siger:

"Omverdenen har ikke haft nogen som helst indflydelse på hvem , den græske befolkning valgte til deres parlament og som regering."

Skulle denne antagelse være forkert vil de efterfølgende konklusioner også være det.

I sin bog "Clash of Civilizations" argumenterede Samuel Huntington for, at Grækenland i virkeligheden ikke er et vestligt land, men at det som et orthodoks land hører til i samme kultursfære som bl.a Serbien, Bulgarien, Georgien og Rusland, med Rusland som det han betegnede som "kerneland". Det er for eksempel det faktum, der forklarer, hvorfor grækerne i udstrakt grad støttede Serbien under balkan konflikten.

Det er måske på tide, at vi erkender, at der eksisterer en uovervindelig kulturkløft mellem bla Grækenland og størstedelen af EU, og at den kulturkløft gør det umuligt at enes om spillereglerne, og at vi tager den fulde konsekvens og går hver til sit.

@Niels-Holger Nielsen

"EU er perfekt til at spille de enkelte landes arbejderklasser ud mod hinanden. Del og hersk."

Og derfor må man betragte fagforeningernes rolle som fuldstændigt udspillet da de ikke med rettidig omhu har fulgt den statsdannelse som EU repræsenterer, med en udvikling af pan-europæiske modeller for hvordan fagforningerne skal eksistere i EU som kompetent samarbejdspartner.

olivier goulin

Fremragende analyse - fremragende oversættelse

Der går en lige linie til herfra til de demokratiseringsprocesser, der finder sted i Afghanistan, Irak og andre islamiske lande med klient/parton og stamme/slægt-orienterede samfundssystemer.

Vi kan åbenbart ikke forstå eller acceptere, at store dele af verden er udenfor 'demokratisk rækkevidde' - og har lov til at være det - og at den grænse går midt ned gennem Europa - eller lidt øst for.

/O

olivier goulin

@Niels

"Og at Grækenland skulle være papirløst, er ganske enkelt ikke sandt - enhver der har været på et græsk offentligt kontor ved, at samlingerne af dokumenter er imposante."

Det tvivler jeg ikke et øjeblik på - det er faktisk netop det paradoksale tegn på en administration, der reelt ikke fungerer som andet end en papirproducerende etat, der absorberer kollosale resourcer, til ingen verdens nytte.

Det er faktisk et meget almindeligt fænomen i alle de lande, der er blevet påtrykt en, for dem, fremmed bureaukratisk administration, ofte af tidligere koloniherrer.

Efter kolonimagterne har trukket sig ud, er disse bureaukratier aldrig rigtigt blevet moderniseret og leanet, som den slags må og skal gøres jævnligt.

De har blot fået lov til at vokset sig større og større, og hænger fast i forældede teknologier og processer - alt imens alle deres bestræbelser på at styre og kontrollere samfundet, underløbes af de traditionelle, og nærmest ukuelige aftalerelationer udenfor deres nærmeste radius.

/O

Leopold Galicki

Olivier Goulin siger om Schwartz’s artikel:

”Fremragende analyse - fremragende oversættelse”.

Ud fra Schwartz og Goulins verdensanskuelse skyldes Grækenlands aktuelle økonomiske problemer det faktum, at Grækenland sammen med en række andre lande, heriblandt de østeuropæiske, er ”udenfor ‘demokratisk rækkevidde’ - og har lov til at være det - og at den grænse går midt ned gennem Europa - eller lidt øst for”.

Som Marie Spliid Clausen skriver, # 22. februar 2012 kl. 14:03, så beror Schwartz’s og Goulins opfattelse af Grækenlands aktuelle situation på den simple omstændighed, at for en del mennesker, blandt dem Schwartz, der få penge for sine journalistiske bedrifter(!), er ”det altid lettere at pege på splinten i sin broders øje end at forholde sig til bjælken i sit eget”.

Tendensen til at forklare økonomiske og sociale problemer i de moderne tider vha. etniske, kulturelle og religiøse faktorer, har ikke ret meget på sig. I værste tilfælde kan denne tendens føre til de tankegange som herskede i Nazityskland.

Schwartz forklarer og oplyser ikke. Tværtimod er han med til at forstærke en myte om, at der er folkeslag som ikke kan begå sig i moderne demokratiske processer; bl.a. kan de ikke tåle abstrakte størrelser, som ”finansprodukter”, og i det hele taget de moderne værdier. Hvad er det nu for noget!?

Ser man nøgternt på den græske økonomiske situation i dag, så viser sådanne nøgletal som:

1) den offentlige gæld per capita,
2) ekstern gæld, dvs. gælden til udenlandske kreditorer, per capita,
3) eksport per capita, og
4) import per capita,

at Grækenland, i årene 2007-2011, på ingen måde har været dramatisk afvigende fra de lande, som Schwartz, Goulin, Monrad og Huntington, hvis han nu var på denne tråd, påstår, er velegnede til at praktisere et fornuftigt moderne demokratisk markedsøkonomi.

Den offentlige gæld, 2010, var i Grækenland, 149.1, Polen (østaber, ikke sandt), 62.4 og USA, 94.2 procent af BNP. Den gnsntl. procent for, her, OECD var 97.9.

Den eksterne gæld per capita, 2010, i US$, var i Grækenland, 47.636 (den totale eksterne gæld i relation til BNP,174%), Polen, 6.639 (54% af BNP), og USA, 47.560, (99% af BNP). Den gnsntl. procent for, her, EU var 27864, (85% af BNP).

Eksport per capita, i US$, var i Grækenland 3.375, Polen, 3.500, USA, 3.500. Den gnsntl. tal for EU var 2880. US$ per capita.

Import per capita, i US$, 2007: Grækenland 7546, Polen 4383, USA 6536, og EU 3445.

Den offentlige gæld var/er høj i Grækenland, dog ”kun” 51.1 procent højere end EU's gnsntl. og 54.9 procent højere end USA's. Polen har en offentlig gæld som er 35 procent mindre end USAs.

Proportionerne mellem eksport og import (aprops Goulins: ”de kan ikke sælge os noget”) er tæt på USA's og EU's gnsntl..

Hvis man nu også inddrog de fire nøgletal for Italien, Irland, Portugal,(især når det gælder offentlig gæld) og Storbritannien, når det gælder de tre andre nøgletal, var det endnu mere påfaldende, at den græske tragedie, i denne forbindelse skrives af eksterne manuskriptforfattere.

Den kulturelle og etniske forklaring duer ikke, kan man konkludere. Og de, der får lov at udbrede denne forklaring, sår myter i stedet for oplysning og information. Stakkels Information, der betaler for misinformation.

Leopold Galicki

Vedrørende eksport per capita, 2009, så var det græske tal 2425 US$ og ikke 3.375 som opgivet ovenfor. Derimod USAs eksport per capita, 2009, var 3.375 US$ og ikke som opgivet 3.500 ovenfor.

olivier goulin

@Leopold,

Her er tallene for hele EU.
Det er ikke relevant at sammenligne med USA, der i sig selv er en union mellem stater med et stort økonomisk spænd.

Det her handler om spændet mellem de nuværende EU-lande, der simpelthen er for stort, efter min mening.

Som du kan se på tallene, så er det nordeuropa, der holder EU kørende som økonomisk enhed (med en noget overraskende lavt rangerende Storbritannien). Tallene er taget ud af en global statisktik; derfor de springende numre.

4 Netherlands 25,100 (2009 estimate)
6 Ireland 24,000 (2009 estimate)
7 Belgium 23,485 (2009 estimate)
10 Slovenia 16,640 (2009 estimate)
11 Austria 16,300 (2009 estimate)
13 Denmark 15,900 (2009 estimate)
14 Slovakia 14,570 (2009 estimate)
15 Germany 14,169 (2009 estimate)
16 Sweden 13,924 (2009 estimate)
20 Finland 10,766 (2009 estimate)
21 Czech Republic 10,700 (2009 estimate)
23 Estonia 9,820 (2009 estimate)
26 Hungary 7,860 (2009 estimate)
28 Lithuania 7,250 (2009 estimate)
29 France [2] 7,200 (2009 estimate)
32 Italy 6,825 (2009 estimate)
36 United Kingdom 5,780 (2009 estimate)
38 Portugal 5,450 (2009 estimate)
39 Spain 4,750 (2009 estimate)
44 Latvia 3,750 (2009 estimate)
45 Poland 3,500 (2009 estimate)
49 Bulgaria 2,960 (2009 estimate)
European Union[3] 2,880
51 Romania 2,800 (2009 estimate)
51 Croatia 2,800 (2009 estimate)
53 Greece 2,425 (2009 estimate)

Du kan sammenholde det med denne statistik over netto-bidragsyderne, ordnet efter størrelse (de lande, der ikke er listet, er netto-modtagere), og igen, ikke overraskende, viser det, at EU's sydlige og østlige medlemmer er på en de facto permanent understøttelse, qua deres generelt lave export. Hele problemet er jo, at deres forburg ikke har været tilsvarende lavt, hverken det offentlige eller private. Deres økonomier balancerer ikke med andre ord.

Man skal passe lidt på med at sammenligne de enkelte landes EPC med EU-gennemsnittet, da de nationale tal vistnok inkluderer intern EU-handel, hvorimod EU gennemsnittet kun omfatter export ud af EU (måske meget logisk).

1. Flanders: 1,780 million euro divided by 6.3 million inhabitants = 282.6 euro/Fleming

2. The Netherlands: 4,464.1 million euro divided by 16.4 million inhabitants = 272 euro/Dutchman

3. Luxemburg: 117 million euro divided by 476.187 million inhabitants = 245.7 euro/Luxemburger

4. Wallonia: 690.5 million euro divided by 4.2 million inhabitants = 164.5 euro/Walloon

5. Denmark: 817.4 million euro divided by 5.4 million inhabitants = 151.3 euro/Dane

6. Sweden: 1,280.2 million euro divided by 9.1 million inhabitants = 140.6 euro/Swede

7. Germany: 9,393.6 million euro divided by 82.3 million inhabitants = 114.1 euro/German

8. Great Britain: 6,156.6 million euro divided by 60.8 million inhabitants = 101.2 euro/Briton

9. Austria: 639.7 million euro divided by 8.2 million inhabitants = 78 euro/Austrian

10. Cyprus: 49.2 million euro divided by 778.684 inhabitants = 62 euro/Cypriot

11. France: 3362.3 million euro divided by 63.3 million inhabitants = 53.1 euro/Frenchman

12. Italy: 2,938.3 million euro divided by 59.1 million inhabitants = 49.7 euro/Italian

13. Finland: 229.1 million euro divided by 5.2 million inhabitants = 44 euro/Finn

Så - jo, der er et meget stort, og for stort økonomisk spænd i EU, eller rettere Euro-zonen. Og spændet går mellem en Nord-vest - Syd-øst akse.

Og -jo, der ER et fundamentalt strukturproblem i det hjørne af Europa, og for mig er der ingen tvivl om, at det også har at gøre med kultur og tradition - + evt. andre økonomiske forhold.

/O

olivier goulin

Tilføjelse:

EPC-rangordnen viser endvidere, at de nye centraleuropæiske medlemmer ligger i midten, efterfulgt af de gamle sydeuropæiske medlemmer og med Balkan-landene i bunden.

De lave tal for Polen, Rumænien, Grækenland og Spanien skal jo også ses i forhold til, hvor mange indbyggere disse fire lande dækker over: Det beløber sig til over 117 millioner mennesker! Mere end i de 7 mest bidragende lande tilsammen!

/O

Se evt. mere om den politiske stemning i Grækenland på dette (tyske) link:

http://www.taz.de/Politische-Stimmung-in-Griechenland/!88256/

Et sidste forsøg:

http://www.taz.de/

Leopold Galicki

Olivier,

Swartzs fokusering på den kulturelle og etniske faktor er typisk for en journalists/kommentators ambition at fortælle om, hvorfor et samfunds økonomiske og sociale forhold er som de er.

I slutningen af 1970erne og i begyndelsen af 1980erne var Danmark på randen af den økonomiske kollaps, hvor arbejdsløsheden steg støt, hvilket bl.a. medførte, at Schlüters regering sendte på overførselsindkomster en meget stor gruppe mennesker. Var dette økonomiske og sociale morads en følge af den danske kultur???

Swartzs artikel er et eksempel på en snob-skribentens leg med pennen, hvor man, som et argument, bruger: jeg har kendt dene magtfulde person. Det er etos omkring selve skribenten som her gør sig gældende som et argumentationsgrundlag, og ikke empiri, logik og tankeevner. Trist.