Håbet i Burma

Da jeg tilbage i 2008 var i Burma, mødtes jeg på en lille café med en ung, buddhistisk munk. Under dække af at undervise i engelsk og musik lærte han andre burmesere, hvordan man organiserer sig.

Han var tydeligt nervøs. Det var kort efter munkeopstanden i 2007, der brutalt var blevet slået ned. Senere på året ramte orkanen Nargis, og både FN og folkelige organisationer måtte kæmpe for overhovedet at få adgang til at hjælpe den nødlidende befolkning. Regeringen var flyttet til den surrealistiske spøgelsesby Nay Pyi Daw langt ude i junglen og gjorde alt for at lukke sig inde og holde verden ude.

Kontrasten til det besøg, jeg for nylig kom hjem fra, kan dårligt være større. På turen mødtes jeg med præsident Thein Sein, parlamentsmedlemmer og seks ministre fra en regering, der nu ligefrem anstrenger sig for at åbne sig mod verden. Alle bad os om at komme, alle bad os om at engagere os, tage ud i yderområderne og hjælpe de etniske minoriteter. De bad os også hjælpe til med, at den gryende forsoning og de spæde demokratiske skridt bliver fulgt op af fremgang og udvikling.

Det er en overvældende og opmuntrende forandring, der er i gang i Burma. En forandring, der er sket langt hurtigere, end nogen havde turdet håbe på.

Strygejernet Than Shwe

En af grundene til forandringerne ligger i skiftet fra den benhårde præsident Than Shwe til Thein Sein, der har vist vilje til reformer. Ikke at Than Shwe er væk. Bestemt ikke. En af de iagttagere, vi mødte, beskrev ham som et strygejern. Det er lykkedes at hive stikket ud, men strygejernet er stadig varmt, og kommer man for tæt på, brænder man sig.

Men bag Than Shwe er der en kreds, der er noget mere ’vestlige i deres hjerter’. Mange af dem er uddannet i Vesten, og de håber på at skabe et vestligt inspireret samfund. De ved, at der er brug for reformer.

Jeg spiste middag med industriministeren. Han var i over 40 år ansat ved det beskedne søværn og avancerede til officer. I begyndelsen af 1970’erne var han fire måneder i Frederikshavn, fordi Danida med eksportkreditter havde støttet byggeriet af fire fiskeriinspektionsskibe til den burmesiske kystvagt. Igennem fire måneder sejlede han rundt i de danske farvande sammen med danske sømænd for at lære skibene at kende.

Han var munter og grinende, når han mindedes tiden i Danmark. Især huskede han tre ting: Snaps, side-9-pigen i Ekstra Bladet, og at vi var rigtig gode til landbrug.

Med sig havde han et officielt brev, hvor han indtrængende bad os hjælpe det burmesiske folk med at udvikle landbrugssektoren og bygge mejerier og slagterier. Ikke med penge, der skulle gå gennem regeringen, men penge, som skulle bruges til fremskridt for befolkningen, understregede han. Ingen betingelser. Kom og hjælp.

Det fortæller meget om, at udviklingen foregår på mange niveauer i Burma. Demokratiet spirer mellem Aung San Suu Kyi, de reformvenlige ministre, præsidenten og de andre demokratiske kræfter uden for regering og parlament.

Optimisme

Det seneste halve års forandringer mærkes også langt ude på landet, hvor fattigdommen er massiv. Troen på forandringer og optimismen er tydelig i de landsbyer, vi besøgte i Shan-staten. Vi mødte en forunderlig gruppe af udsatte og sårbare sexarbejdere, hiv/aids-smittede og homoseksuelle mænd, der har sluttet sig sammen og nu tør kæmpe for deres sag. I dag tror de på bedre rettigheder for homoseksuelle og vil kæmpe for retten til vielse og registreret partnerskab.

Vi besøgte også én privat sundhedsklinik, der nu samarbejder med en folkelig sundhedsorganisation og har fået billige kondomer og p-piller, så byens fattige kvinder selv kan bestemme hvor mange børn, de vil have. Vi mødte fattige landkvinder, der med mikrolån har åbnet små butikker og fået gang i produktionen af papaja og grise. En af kvinderne brugte også et mikrolån, da sønnen blev meget syg og måtte på hospitalet. De føler sig mere frie og uafhængige nu, sagde de.

Medierne har også fået mere frihed. Der er stadig udbredt censur. Den statslige avis er mest af alt en afskrift af officielle pressemeddelelser illustreret med billeder af mænd og generaler på lange rækker i pompøse møbler. Men det nye er, at der nu skrives om demokrati og — som noget ganske nyt — også om Aung San Suu Kyi. Efter folkelig modstand og en del kritik i medierne blev et storstilet kinesisk dæmningsprojekt stoppet. Det var aldrig sket for få år siden. Her kan vi også gøre en indsats fra Danmark. Der er brug for at styrke mere uafhængige medier. Og der er brug for at uddanne og træne journalister.

Selv parlamentet begynder så småt at rejse kritiske spørgsmål og kontante forslag. De stiller krav til regeringen, og der vedtages endda forslag om kontroversielle emner som fredsaftaler og løsladelsen af politiske fanger. Organisationen Myanmar Eggress træner med dansk støtte parlamentsmedlemmer og politikere. Det giver vældigt god mening. Mange kender ikke til helt basale principper og procedurer i et demokrati. De har aldrig før prøvet at lave en lov. Det er afgørende, at vi rækker hånden ud til de reformvenlige og progressive politikere — både inden for og uden for parlamentet — der vil skabe forandringer, fred og demokrati.

’The lady’ som minister

Den helt centrale skikkelse i kampen for demokrati er fortsat Aung San Suu Kyi, eller Daw Suu, som hun bliver kaldt. Eller kort og godt The Lady.

Få har som hende ofret alt i kampen for demokrati og menneskerettigheder i Burma. 15 år i husarrest, hvorunder hun mistede sin mand og stort set ikke så sine børn. I dag er hun mere opsat end nogensinde på at vinde valget. Meget tyder på, hun får stor opbakning.

Det er i første omgang kun et suppleringsvalg om blot 40 pladser ud af mere end 600 pladser, men de fleste iagttagere tror på et frit og retfærdigt valg. Aung San Suu Kyi og hendes parti, National League for Democracy, får efter alt at dømme pladser i parlamentet. Nogle taler endda om en ministerpost til Daw Suu.

Sker det, er en del af vejen for alvor banet for en betydelig lempelse af sanktionerne over for Burma og for et markant stærkere internationalt engagement.

F0rtsatte krav

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at hverken parlament eller regering er repræsentativ eller legitimt valgt — heller ikke efter valget 1. april. Vi skal stille markante krav til, at regeringen alligevel tager ansvaret over for det folk, den hævder at repræsentere.

Derudover har vi tre helt klare og konkrete krav: I første omgang er det helt centralt, at valget bliver frit og retfærdigt. Alle politiske fanger skal løslades, og konflikterne med etniske minoriteter skal bringes til ophør.

Når det gælder de krav, som både Aung San Suu Kyi og vi stiller, har regeringen allerede leveret fremskridt. Flere hundrede politiske fanger er blevet løsladt. Der er flere endnu, men selv kontroversielle og prominente politiske fanger er sat fri: Fanger fra 88-generationen, Khin Nyunt, den tidligere premierminister og en række fremtrædende kunstnere og musikere. Det er stærkt opmuntrende.

Der er indgået våbenhvileaftaler med de fleste oprørsgrupper i de etniske områder, om end der stadig er alvorlige uroligheder i Kachin-staten.

Holder freden, og kommer der fremgang og udvikling i de etniske områder, vil det være epokegørende. Det var i høj grad konflikter i de etniske områder, der førte til militærkuppet for 50 år siden. Derfor er en løsning på de etniske konflikter afgørende for at fastholde og styrke demokratiet i Burma.

Danmark skal allerede nu sende de første positive signaler. Det er sket med ophævelsen af visumforbuddet for de centrale politikere. Nu kan der skabes øget dialog.

Næste skridt er et øget udviklingssamarbejde. Vi fordobler udviklingsbistanden fra Danmark og åbner et programkontor. EU følger efter. Verdensbanken engagerer sig. Hvis valget den 1. april bliver frit og retfærdigt, skal vi gå videre og kigge nøje på en række af de sanktioner, der blokerer for samarbejde, handel og investeringer.

Situationen i Burma er skrøbelig. Vi må ikke komme foran udviklingen, vi må ikke sakke bagud. Forandringerne i Burma kan kun skabes af burmeserne selv. Vi skal bakke op, støtte reformerne, støtte den forsigtige demokratiske udvikling.

Burma er befolket af fantastiske mennesker, der i alt for mange år er blevet undertrykt. For dem må vi håbe, at den gryende burmesiske forvandling lykkes. Sker det, har Burma potentialet til at blive et rigt og fantastisk land.

Det har burmeserne fortjent.

Christian Friis Bach er udviklingsminister (R)