Kronik

Helt almindelige danskere har også ansvar for krisen

Krisen er ikke kun de grådige spekulanter, urimelige banker eller uduelige politikeres skyld. Elendigheden er også et resultat af, at størstedelen af befolkningen i højere grad opfatter sig selv som pensionsopsparere end som aktive borgere i et folkestyret demokrati
For nylig mødte vestjyderne talstærkt op i håbet om at redde Vestjysk Bank. Hvis folket for alvor begynder at tro på sin magt, er vi på vej til en helt ny form for kapitalisme, skriver dagens kronikør.

For nylig mødte vestjyderne talstærkt op i håbet om at redde Vestjysk Bank. Hvis folket for alvor begynder at tro på sin magt, er vi på vej til en helt ny form for kapitalisme, skriver dagens kronikør.

Morten Stricker

2. februar 2012

Krisen fremprovokerer en nysgerrig interesse efter at identificere fejl i måden, vi forvalter den markedsbestemte kapitalisme på. At bekymringen kan affærdiges som venstreorienteret systemkritik, bør ikke være en barriere for debatten. Og tilsyneladende har den globale magtelite da også fundet tiden moden til at give finanskrisen en efterkritik imellem pindemadderne i Davos.

Flere problemstillinger trænger sig på, hvis man har ambitionen om, at en tids elendighed kan danne grundlaget for en ny tids forbedring. Da Lehman Brothers krakkede og finanskrisen for alvor tog fart, var det finansspekulanternes grådighed, der var i centrum. Senere pegede fingrene på uduelige politikere, der havde reguleret for dårligt og brugt for meget. I dag må de politikere og finansspekulanter dele skylden for kriserne. Men spørgsmålet er, om ikke befolkningen selv har en rolle at spille i kampen for en mere velfungerende markedskapitalisme? Faktisk sidder vi allerede med nøglen: vore enorme formuer og pensionsopsparinger.

Vejen frem er, at vi begynder at tage vores ansvar for at forvalte dem alvorligt. Det kræver, at vi tager et opgør med den beslutningsgang, der præger kapitalismen i dag.

Atomiseret kapitalisme

Gennem de seneste generationer er et ’feudalt kapitalistiske ejerskab’ erstattet af en art ’repræsentativ kapitalisme’. Sidstnævnte er karakteristisk ved, at beslutningstagerne ikke længere ejer den kapital, de råder over, men alene repræsenterer andres ejerskab. Det kan derfor ikke overraske, at resultater reduceres til noget mere kortsigtet, måleligt og kvantitativt. Noget, der kan rapporteres, kommunikeres og sammenlignes.

Men skal vi skabe langsigtet holdbarhed og sammenhæng med befolkningens stigende og legitime krav om livskvalitet, kræves en værdiskabelse som rækker ud over det målelige og kvantitative. Befolkningen, uanset om den optræder som forbruger, opsparer eller vælger, synes at stille krav til et blandet resultat, der ikke alene består af et ’afkast’, men også af anden værdiskabelse af både økonomisk, politisk og social art. Vi kræver resultater der muligvis end ikke kan måles, men blot kan skønnes over.

Hvis folkestyret degenererer, og vi nærmer os et postkapitalistisk samfund præget af repræsentativ kapitalisme, synes der at opstå et krav om, at befolkningen tager medansvar. At vælgeren udfordrer topstyring, at opspareren opstiller mål for andet end afkast, og at forbrugeren kræver kvalitetsidealer tilgodeset i produktionen af forbrugsvarer. Der skal med andre ord ske en mobilisering af et anvendt medborgerskab. Det repræsentative magthierarki skal udfordres.

I forhold til den repræsentative kapitalisme vil anvendt medborgerskab kunne virke endog mere effektivt end i kapitalismens tidligere former. Befolkningen kan i stigende grad se deres opsparede pensionskapitaler som et effektivt politisk instrument. Pensionsopsparerne kan gennemtvinge deres indirekte ejerskab af store dele af erhvervslivet. Bankverdenen kan aktiveres politisk som led i en mere effektiv demokratisk kontrol.

Den politiske beslutningskraft, der i dag udøves af kapitalforvalterne, kan flyttes over til de pensionsopsparere som ejer kapitalen. Derved gennemføres en atomisering af den centrale politisk indflydelse. Den spredes nu ud på de individuelle ejere.

Påtager pensionsopsparerne sig et medansvar, bliver resultatet, at den repræsentative kapitalisme erstattes af de faktiske kapitalejeres udøvelse af egen politisk beslutningsret. Man tilbagefører dermed den demokratiske kontrol til dem, der ejer kapitalen. Denne proces, der samlet kan karakteriseres som atomiseret kapitalisme, atomiserer ejerskabet og fordeler det på de borgere, der ejer kapitalen, eller på dem, den er akkumuleret til fordel for.

Suboptimering

Atomiseret kapitalisme kan synes som lidt af en udfordring. Men de er intet i sammenligning med den repræsentative kapitalisme afstedkommer. Alt for ofte ender beslutninger, som umiddelbart synes at tjene ejernes interesser med det stikmodsatte resultat.

Lad mig give et konkret eksempel, som illustrerer problemerne: For få måneder siden kom det frem, at FIH Erhvervsbank — der netop var blevet overtaget af ATP — med en snuptag havde opsagt et milliardstore banklån til en række ejendomsinvestorer. Da ejendomsinvestorer repræsenterer en af de få interessegrupper, der er mere upopulære end bankerne selv, gav opsigelserne ikke anledning til større offentlig tumult. I Dagbladet Børsen (som vistnok var det eneste medie, der viste sagen større interesse) kunne man dog læse, at ATP ved købet af FIH Erhvervsbank havde betinget sig, at såfremt der opstod tab på en række kundeengagementer inden en bestemt dato, ville man være berettiget til at modregne sådanne tab i købssummen.

Herefter fremprovokerede man uundgåelige nedskrivninger, og ATP kunne opnå en klækkelig rabat på købesummen. Den samvittighedstyngede direktør for ATP kunne ikke udelukke en reduktion i købsprisen på mere end en milliard kroner, men tilføjede så — da han øjensynlig selv kunne fornemme kynismen i sin egen begrundelse — at man måtte huske på, at ATP er sat i verden for at beskytte pensionsopsparernes interesser, og at ATP derfor skal arbejde på at forøge pensionsopsparernes afkast. Dermed sluttede den sag: Enhver idiot måtte forstå, at kravet til afkast til hårdtarbejdende pensionsopsparer måtte gå forud for finfølelse i forhold til en gruppe gældsatte ejendomsspekulanter.

I en helt anden sammenhæng fjernede Finanstilsynet med et pennestrøg over 500 millioner kroner i sikkerhed i landbrugsejendomme stillet over for Vestjysk Bank. I TV-Avisen samme aften, kunne man se en fortvivlet landmand, der nu forventede at måtte gå fra gården.

Problemstillingen i de to eksempler er identisk: Bankkunder må se deres bankaftaler opsagt med kort varsel som følge af omstændigheder og begivenheder, de har haft begrænset eller ingen indflydelse på. De bliver efterladt på finanskrisens slagmark som utilsigtede følgetab, for at sikre pensionsopsparernes afkast og solvensen bag skatteyder finansierede bankpakker.

Problemet rækker dog langt videre end de umiddelbart ramtes skæbne.

Kapitalforvalterne i ATP, fremstår endog meget geshäftigt, når man betænker at de pensionsopsparere, som repræsenteres af ATP, er de selvsamme skatteydere som er påført risikoen ved astronomiske bankpakker. FIH Erhvervsbank er — efter Den Danske Bank — den største modtager af hjælp via bankpakkerne.

Ser vi på de landmænd, der har fået opsagt deres bankkreditter som følge af pludselig opstået rettidighed i Finanstilsynet — en rettidighed, som havde været mere klædelig i 2007 end i 2011 — repræsenterer de den selvsamme befolkning, hvis beskyttelse er selve formålet med Finanstilsynets virksomhed.

Man efterlades med en ubehagelig fornemmelse af, at der suboptimeres. Beslutninger tages og gennemføres på et niveau, uden at der bliver tænkt nærmere over, hvad konsekvenserne bliver på et andet niveau, eller om beslutningerne i det hele taget er moralsk forsvarlige. Og i sidste ende rammes dem, som kapitalforvalterne mener at forsvare.

Pligt til indflydelse

Det er imidlertid næppe kun pensionsfonde og offentligt tilsynsførende, der kan vise sig at forvalte i konflikt med de interessegrupper, de repræsenterer.

Det samme spørgsmål kan formentlig rejses i relation til forvaltningen af befolkningens indirekte ejerskab af en stor del af det private erhvervsliv. Det synes på ingen måde givet, at fokus på shareholder value ville blive tillagt lige så stor betydning, som den gør i dag, hvis pensionsopsparerne i deres egenskab af de faktiske og reelle ejere, måtte kræve den direkte indflydelse som de igennem deres indirekte ejerskab er berettiget til.

Både klimadagsorden, fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og langsigtet holdbarhed på finansmarkederne, er temaer, der muligis kan forudses at blive tillagt en helt anden og betydelig større vægt, hvis den enkelte pensionsopsparer på en virksomheds generalforsamling selv havde muligheden for at afveje hensynet til forøgelse af aktionærværdien på kort sigt, imod mere overordnede hensyn til forbedring af livskvaliteten for sig selv og for andre, på længere sigt.

Det er vigtigt at understrege, at udvikling mod en atomiseret kapitalisme ikke kun drejer sig om ret, men også om pligt. Nu hvor enhver kritiserer alle andre for krisens fadæser, er tiden moden til, at man mere selvkritisk forholder sig til, om man er villig til at påtage sig et medansvar for udviklingen. En sådan erkendelse må være første skridt, hvis befolkningen vil andet end brokke sig over banker, finanskrise, EU, politikere og alle de andre, der er skyld i al elendigheden.

Den største elendighed synes at være et resultat af, at størstedelen af befolkningen mere ser sig selv som pensionsopsparere end som aktive borgere i et folkestyret demokrati. Dette er en svaghed i vor nationale karakter, og måske det er her vi skal begynde.

 

Klaus Riskær Pedersen er finansmand

For mere om anvendt medborgerskab se http://www.understrom.com/bog/understrom/original2008/readingpiece125/ For mere om atomiseret kapitalisme se http://www.understrom.com/bog/understrom/original2008/readingpiece126/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Klaus Riskær Pedersen er finansmand"

Haha, nå er han det?
Når jeg læser hvad han skriver så lyder han for mig som en der tænker over tingene.

Jeg var også overrasket over at se, at det var KRP der stod bag en så velgennemtænkt analyse af de faktiske omstændigheder.

Meget rigtigt - tankegangen kan anvendes på andre områder, hvor det kortsigtede går forud for det fornuftigt langsigtede: energi f.eks., hvor det er klart, at satsning på vind, jord, vand og ild er mere holdbart end endelige kilder. - Det er muligt, at indvendingerne om, at vi ikke kan vide, hvad der vil komme fremover, er rigtige; men man må begynde dér, hvor man står, så må fremtiden bringe fremskridtene. Det argument, der affejer satsning på bestemte områder, kunne bruges på alt, det er en bagstræberisk tankegang, der selektivt fravælger det, man opfatter som besværligt og 'dyrt'; men at vind kan være dyrere end kul siger vist mere om, at kulprisen ikke medregner alle omkostninger.

Anni Løndal de Lichtenberg

Det lyder jo alt sammen rigtig nok, men hvis borgerne skal agere, som Klaus forestiller sig, så får vi jo ikke tid til at arbejde.

Brian Pietersen

Claus

et af problemerne, er jo at folk bliver prtektionistiske når udsigterne ser dystre ud.

hvis man ikke ved om man kan få pension, er man nødt til at spare op, alt andet er tåbeligt for den enkelte, ellers skal man være sikker på at man får pension fra samfundet når man når dertil.

Dertil kan man så sige, at selvom folk har betalt skat hele deres liv, glemmes det med det samme de samme mennesker har brug for samfundet, sådan har det været i over 10 år.

et andet problem, er at vi mpske skal til at styre os rent materialistisk, både mht. holdbbarhed af de produkter man køber, man kan også i så vid udstrækning som muligt støtte lokal-producerede varer, man kan jo tydeligt se at man skyder sig selv i foden konstant og jeg kunne blive ved, men.....

Meget gennemtænkt og flot gennemgang .
Jeg er dog lidt skeptisk overfor et par detaljer og undre mig lidt over KRP s manglende fokus på den fokus som der har været på de produkter som netop banker og deres kreative direktøre har solgt til investore .
Derhar været talgrige exempler i medierne på netop manglende information omkring måden banker forvalter investorenes penge , nogen gange stik imod ønsker fra dem som har indsat penge på investeringskontoer .
Jeg vil mene at det er en blanding af fokus på hurtige afkast og tidligere tiders store afkast og en manglende oplysning til investorene som vi kan se resultatet af idag .
Det har fået investore og pentionsopsparere til af glemme at stille kritiske spørgsmål .
Jeg vil derfor give KRP delvis ret .
Samtidigt har gentagende elendig rådgivning og delvis manglende respekt for andres penge været en medvirkende årsag .
Roskilde banks opfordring til at købe aktier , Amagerbanken der havde så meget rod i regnskaberne uden at oplyse det inden deres sidste emition er blot et par exempler .
Det kan ikke være pentionsopsparene som alene har ansvar for at kunne gennemskue at de er på vej til at blive vildledt og ikke vejledt .
De har jo netop henvendt sig til en bank eller pentionsinstitut fordi de forventer redelig rådgivning .
Den har de i menge tilfælde ikke fået .

Niels-Simon Larsen

Hvad hulen er det, den gode Klaus ivrer for:
"Den største elendighed synes at være et resultat af, at størstedelen af befolkningen mere ser sig selv som pensionsopsparere end som aktive borgere i et folkestyret demokrati. Dette er en svaghed i vor nationale karakter, og måske det er her vi skal begynde".

Ja, begynde med hvad? Hvor vil du tage fat, Klaus? Er det et andet samfund, du ønsker, så go-for-it!

Martin Bendtsen

Alle virksomheder siger naturligvis, at de har interesse i deres medarbejdere og kunder. De får det til at se ud som om, at det faktisk var årsagen til en bestemt handling. En virksomhed vælger ikke at stille sine kunder øverst, fordi det er godt for kunderne, men fordi det er godt for virksomheden. Det kan godt være konsekvensen er den samme, men intentionen er sgu ikke. Der er ikke nogen seriøs virksomhed der vejer deres kunders ve og vel op mere end profitten, medmindre det kan give et større afkast på længere sigt.
Selvfølgelig har befolkningen et ansvar for økonomien, men ikke i absolut forstand. Der er jo et vis spektre af politikere man kan stemme på, som fører en bestemt politik, og så kan man bare håbe på, at de gør det godt nok. Ydermere må man konstatere, at lille Danmark er en ferskvandsdråbe i et hav, der hedder USA, BRIK, EU. Man kæmper ikke med papsværd imod tanks. If you can't beat 'em, join 'em. Og Danmark har ikke andet valg. Alligevel forsøger politikerne i Danmark at få det til at se ud som om, vi lever i et åbent frit demokrati, der er i overenstemmelse med Grundlovens direktiver, men kigger man vore rettigheder efter i sømmene, får man straks et andet billede. Kig blot på Anti-terrorlovgivningen i relation til ytringsfrihed og grundlovsforhør. ACTA-lovgivningen i relation til den personlige ukrænkelige frihed.
Langsomt indskrænkes demokratiets kerneværdier, for at vi ikke yder for meget modstand, til sidst lever vi et demokratur. I mens vi tror vi redder væksten og verden ved at købe elsparerpærer, el-biler og iPhones for at få den grønne vækst og væksten i gang. Der er mangel på ressourcer, jorden er ødelagt fordi vi har forgiftet den, der er mangel kæmpe på mad og drikke om maks 50 år, anslår FN, så hvor skal væksten, guldet og de grønne skove komme fra....

Martin Clement Bendtsen, frygten for mangel på mad var også overhængende for 40 år siden. Sådan ser det jo heldigvis ikke ud, det er kun fordelingen, der er skæv.

Kim Houmøller

Og så siger man det ikke hjælper at sidde i fængsel. En tænkepause kan være sundt. En anderledes Klaus Riskær Pedersen som forhåbentlig vil bruge sine evner på den rigtige side af loven.

Martin Bendtsen

@Peter Hansen
Ja det er korrekt. Men dengang var vores grundvand og jord ikke ligeså forurenet som det er i dag. I gennem vores vækstparadis, har vi med maskiner der skrottes og kemikalier der skylles ud smadret jorden og havene så meget at alger og fisk er ved at uddø, og at vi ikke kan få ting til at gro i jorden, medmindre vi oversprøjter det, vi dyrker. Vandområderne i DK bliver dækket af marker, hvor vi sprøjter med gift, som går direkte i grundvandet, og de områder er ødelagt. Det fortsætter vi så ufortrødent med, selvom landbruget sagtens kunne ligge andre steder, end lige der hvor grundvandet primært er. Men som det jo er på et marked, er det sådan at hvis bondemanden ikke vil flytte, så er der jo ikke så meget at gøre. Han regner vel med det hele går, selvom han sprøjter direkte ned i grundvandet. Nogle andre må tage sig af det.

Man kunne selvfølgelig lave rensningsanlæg og så lukrerer på forurenet vand. Det er bare en absurd tankegang. Vi må smadre naturen for at tjene penge. Men jeg er heller ikke købmand, så min eneste interesse for verden omkring er ikke udelukkende økonomisk. Jeg ønsker en sund natur. Men det forbliver et ønske, for det er for sent at rette op på de fatale skader, vi har belastet vores jord med.

randi christiansen

Claus Riskjær er kendt som en kreativ mand - nu har han så opfundet et nyt udtryk : atomiseret kapitalisme. I mine ører et vrøvleord, som lyder smart. Nå, det, han mener, er vel, at den enkelte kapitalejer må tage direkte ansvar for forvaltningen af sin kapital i stedet for at overlade det til virksomhedens bestyrelse ?

”Både klimadagsorden, fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og langsigtet holdbarhed på finansmarkederne, er temaer, der muligvis kan forudses at blive tillagt en helt anden og betydelig større vægt, hvis den enkelte pensionsopsparer på en virksomheds generalforsamling selv havde muligheden for at afveje hensynet til forøgelse af aktionærværdien på kort sigt, imod mere overordnede hensyn til forbedring af livskvaliteten for sig selv og for andre, på længere sigt.”

Når det forholder sig sådan, at den enkelte pensionsopsparer ikke har stemmeret ? men vælger at parkere råderetten over sin formue i lommen på en mere eller mindre ansvarsfuld bestyrelse hvorfor så tro, at et beslutningsansvar tættere på den enkelte pensionsopsparer vil ændre vægtningen af egen vinding til fordel for større social bevidsthed og ansvarlighed ? Hvis det virkelig var ønsket, er der rige muligheder herfor i andre sammenhænge - men selvfølgelig smart, hvis man kan få både i pose og sæk.

Personligt ville jeg foretrække at tage udtrykket bogstaveligt, således at forvaltningen af vores fælles kapital atomiseres bort fra det private og samles tilbage til fællesskabet. Men det er en anden snak, og vel på nuværende tidspunkt for meget at forvente af den omvendte? kapitalist, Klaus Riskjær ?

Men point til Klaus for at udtænke kreative tilskyndelser til at optimere livskvalitet og fællesskab – det er tiltrængt.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes ikke, at denne artikel var så klar som andre artikler af Klaus Riskær Pedersen. Det er med de konkrete eksempler han er god, men de er desværre jo også de letteste at kritisere. Men der giver han virkelig et stærkt indblik i en verden, som virker underlig topstyret og udemokratisk.

Omkring den atomiserede idé med den enkeltes penge, synes jeg at det er svært at forstå, selvom det ville være en god ting i og med at man også betaler til investeringsdelen i banken, uden det er til at gennemskue hvor meget det drejer sig om.

Angående banker, så læste jeg, at de mens Hr. Pedersen afsoner fængsel på grund af bedrageri, allerede nu er banker, som har givet tilsagn til hans nye selskab. Alt det pis med at banker er etisk ansvarlige osv., er en ø på månen.

Jørgen Bjerring

Jeg forstår ikke KRPs snik-snak.

Jeg troede - men overskriften i avisen - at KRP ville sige, at de danske ejendomsbesiddere (parcelhusejere, ejendomsspekulanter, landmænd osv.) var dybt medansvarlige for krisen (sammen med banker og politikere), fordi mange af disse ejendomsbesiddere forgældede sig selv i helt urimelig grad og derfor bragte vores allesammens økonomi i fare.

Dét havde været snak, som jeg ville have kunnet forstå - men det var vist ikke dét, jeg kunne læse ud af teorierne om den "atomiserede kapitalisme" (?!)

Margit Kjeldgaard

Ja, helt almindelige mennesker har også ansvar for krisen.

Det samme konkluderede jeg i en kronik her i avisen sidste forår http://www.information.dk/265761.

Vores boligformue disponerer vi selv over, men vi er ikke særligt gode til det.

"Set udefra opfører boligkøberne sig som lemminger, der bare følger efter de andre, som igen følger efter de andre … ud over kanten. De har ikke meget indsigt i ejerboligmarkedet, og det er jo ikke mærkeligt, når vi kun handler bolig ganske få gange i livet. Den sidste optur på boligmarkedet varede 12 år, fra 1995-2007. Så kun folk over 45 år kan selv have prøvet at sælge med tab, før den seneste boligboble sprang, og krisen indtraf.

Men folk over 45 år er ikke den typiske boligkøber, for de sidder normalt fast i den samme ejerbolig, indtil de skal bæres ud. Købsbeslutningerne træffes derimod af mange yngre uerfarne og indbyrdes uafhængige købere.

Det er dem, der har placeret mange milliarder kroner i fast ejendom, og langt over halvdelen er lånte penge. Måske er håb og dumhed blandt lægfolk forklaringen på, at krisen er blevet voldsommere i lande med en høj ejerandel på boligmarkedet end i lande hvor andelen er lav."

Min løsning er - helt modsat Klaus Riskjær - at staten skal opkøbe ejerboliger af de boligejere, som gerne vil ud af kasinoøkonomien. Altså et tilbud til de små atomiserede beslutningstagere om at andre med større indsigt og erfaring forvalter formue og gæld.
Mht. aktier og obligationsformuen ligger beslutningerne også bedre i et demokratisk organ, der kan lave langsigtede og bæredygtige beslutninger. Ikke nødvendigvis en central stat, gerne mindre demokratiske enheder - kommunerne og forbrugerejede og medarbejderejede virksomheder.

randi christiansen

@Vibeke Carøe - nemlig et godt spørgsmål - hvem, hvad og hvor er fælleskabet. Når det er klart, er det måske også klart hvordan....

Boligformuen udgør ca 3.000 mia. kr. svarende til to gange BNP, så mon ikke EL skulle smide det forslag i skraldespanden?

Men ellers er da velkommen til at byde på mit hus.

Margit Kjeldgaard

Så, så Mikael, nu ikke så overlegen.
Det er ikke Enhedslistens forslag endnu. Vi er blot en lille gruppe, som har stillet forslag til årsmødet i maj.
Forslaget indebærer, at ejerboligen overtages af det offentlige til vurderingsprisen. De fleste vil nok hellere sælge på markedet til en højere pris, hvis de skal sælge. Meningen med forslaget er, at ejerne skal kunne blive boende som lejere, så det vil være fortrinsvis være attraktivt for dem, som ikke kan klare stigende boligskatter eller som er blevet ledige, gået ned i løn, osv.
Staten har en formue på ca. 1,400 mia. kr., nemlig den udskudte skat af pensionsopsparingen.

Jørgen Bjerring

@ Margit Kjeldgaard,
Jeg har en vis sympati for forslaget - især hvis ejerne ikke har RET til, at staten overtager ejndommen til vurderingsprisen. Forestil jer plattenslagere, som får den offentlige vurdering skrevet OP, hvorefter de kræver ejendommen overtaget af det offentlige. En totalt ubærlig situation...
OG: endnu et krav skal være opfyldt: der må ikke være OVERSKUD af ejendomme (således som jeg har en klar fornemmelse af, at der er, ikke blot i "udkantsdanmark", men f.eks. også i byerne (Finansiel Stabilitet er f.eks. ejer af en kæmpestor usælgelig ejendom i Odense midtby). Staten (= skatteborgerne) skal ikke gøres til ejer af ejendomme, som hverken kan sælges eller lejes ud!!!
Det, der i den grad er brug for i dette her land er, at ejendomsbesiddere - uanset det er 'små' ejerlejligheds- og parcelhusejere, eller det er bønder og (andre) spekulanter - 'sætter tæring efter næring' og ikke har muligheder for at overbelåne deres ejendomme, og/eller at sælge dem (til staten), når prioritetsbyrden begynder at brænde under dem, fordi de har sat sig alt for dyrt. ALLE bør vide, at man risikerer arbejdsløshed, sygdom osv. JEG gider ikke betale for folks uansvarlighed - og kortsigtethed i deres privatøkonomiske anliggender!! Det kommer jeg til, hvis ALLE boligejere får ret til at afhænde deres boliger til staten for vurderingsprisen!!

Jeg administrerer selv min pensionsformue i Saxo Bank og kan selv bestemme, hvor der investeres. Jeg tænker kun på mig selv og vil fortsætte på den måde. Jeg køber lystigt op i de nye markeder og dropper danske aktier. Det er da fint at befolkningen er pensionsopsparere. Jeg investerer både i våben (bomberne i Libyen skal genindkøbes) og i tobak og gør det for egen vindings skyld. Jeg forstår ikke meget af skriveriet, helt nye ord.

Margit Kjeldgaard

Meget er jeg blevet kaldt, men ikke overlegen;)

Men lad os lege lidt videre med tanken.

Min ide er, at en pensionskasse kan købe et helt villakvarter og så leje det ud til ejerne på "markedsvilkår", altså et realaktiv, som kan afdække dele af pensionsforpligtigelsen.

Min umiddelbare modstand mod dit forslag er, salg der findes ejendomme, hvor gælden er højere end vurderingsprisen, hvilket fx straffer ejere, der har lavet forbedringer, som ikke passer ind i vurderingsformlen.

Der hvor vi nok får sværest med at mødes bliver på, hvem der skal administrere ordningen og om den skal være frivillig.

Margit Kjeldgaard

@ Mikael
Vurderingsbeløbet kan indklages og fastsættelsen kan naturligvis forfines.

@Jørgen
Mit mål er, at give folk et tilbud om at komme ud af en uforskyldt situation. De kan ikke gøre for boligboblen, og har muligvis ikke ønsket at eje deres bolig, men det var ikke muligt at finde en lejebolig.
I udkantsdanmark kan stat/kommune vel udleje de opkøbte huse, evt. som sommerhuse.
Nogle sælgere vil ikke kunne betale deres gæld med vurderingsprisen, det medgiver jeg. De må lave en afdragsordning eller måske få gældsanering.
Pointen med vurderingssummen er at den er upåvirkelig af kreditorer og sælger og den ligger vel i snit 10-20 % under markedsprisen langt de fleste steder. Så et opkøb vil flytte kapital fra staten til kreditforeningerne. Man kunne overveje at påbyde kreditforeningerne at tvangsopspare i Nationalbanken.

Ordningen skal naturligvis være frivillig for boligejerne, vi er ikke ude på at tvangsnationalisere al fast ejendom i Danmark. Det er et tilbud til ejere, som har fået nok af kasino-økonomien. Personligt tror jeg vi som mennesker vil have godt af at tænke lidt mindre på fortjeneste, profit og risiko i kapitalplaceringer i pension og bolig. Og lidt mere på de vigtige ting i livet.

Køber man en ejendom er gevinst og tab personligt. Har man købt for dyrt er det trist, har man købt for billigt er det fint, det kan aldrig være samfundets/fællesskabets problem. Det er ligesom med grækerne, har man ødslet, er det for egen regning. De der ikke kan finde ud af det bør nok fortsætte i en lejebolig. Uforskyldt situation ? Det har været kendt i mange år at der var en risiko ved køb af fast ejendom - tab og vind med samme sind.
De der er teknisk insolvente må bare vente 5 år, forblive gift og knokle på arbejde så jobbet beholdes og droppe pjækkedage så skal prisen nok komme op og man bliver solvent igen.

Lennart Kampmann

@ Margit Kjeldgaard

Nord for København vil de med glæde tage imod EL tilbud om at købe huset til offentlig vurdering. Der går husene for 5 millioner, selvom de er vurderet til syv.

Det bliver dyrt.

Når EL så begynder at få lyst til at alle huse skal ejes af staten, vil våbensalget pludselig stige og interessen for at forsvare sit eget tage form som i fx. Idaho.
Inddragelsen af den private ejendomsret vil være et sikkert tegn på at regeringen bliver fascistisk.

Generelt forekommer danskerne positive overfor statens rolle, men det skyldes sandsynligvis en vis naivitet. Spørg andre, fx. syrere og libyere om staten er en ven eller fjende.

Med venlig hilsen
Lennart

randi christiansen

Måske vi kunne starte med at tale, om hvor grænsen mellem det fælles og det private går ? Sådan være lidt moderne assertive - var det noget, der kunne interessere herskaberne ?

Det er en god ide, at begynde med begyndelsen - så går det meget nemmere med at få fortsættelsen på plads.

Margit Kjeldgaard

Jeg bliver nødt til at drille dig lidt.

Du skriver at folk er kommet til at købe et hus og derfor ikke er ansvarlig for boligboblen.

En boligboble er jo netop konsekvensen af, at mange mennesker er "kommet til" at købe et hus for der var en periodevis ubalance mellem antallet af købere og sælgere, hvilket driver priserne op og som efterfølgende retter sig til.

Det er den famøse markedsmekanisme.

Margit Kjeldgaard

Ja, Mikael men den enkelte kan ikke lastes for summen af de enkeltes handlinger. Det ses meget tydeligt omkring transport, hvor mange måske ville foretrække god kollektiv transport, men da den ikke findes, køber de bil. Politikerne kan så konkludere, at folket ønsker biler, men sagen er jo at de ikke kunne vælge den gode kollektive transport, fordi den ikke fandtes. De kunne ikke udtrykke deres efterspørgsel på markedet, fordi produktet ikke blev udbudt.

Hvis der var parcelhuse - som vistnok er den foretrukne boligform for 80 % af befolkningen - til leje, kunne det være at folk ville foretrække at leje fremfor at købe.

@Søren. Jeg synes vi skal kere os om vore medmennesker. Folk skal ikke døje resten af livet, fordi de engang har disponeret dumt - hvis det kan undgås. De mange tvangsauktioner er noget skidt, derouten er sikkert startet før, men situationen bliver ikke bedre af at folk skal sælge med tab og ikke har en anden bolig.
Derfor synes jeg, vi som samfund skal finde løsninger for folk , der kommer i klemme - ligesom vi normalt gør når folk bliver arbejdsløse. Statsopkøb og overgang til lejemål i samme bolig kan være en løsning mange vil foretrække.

@Lennart. Har du statistisk på det? Det er rigtigt at pga. tidsefterslæbet på vurderingerne i forhold til salgpriserne er vurderingerne tæt på salgprisen, men jeg tror nu ikke at de så ofte ligger over salgsprisen - selv ikke i Nordsjælland, som har oplevet den største op- og nedtur.

Margit, jeg anerkender logikken, og tror lidt ,at det er en hønen eller ægget diskussion.

Jeg mener at huske forskellige historier om, at i de samfund, hvor der kun er lejebolig er der en generel efterspørgsel efter at eje sin egen bolig.

Det er et naturligt ønske at eje sin egen bolig så al det pjat med at leje af staten døde med Sovjet og de andre håbløse samfund. Enhver er sin egen lykkes smed og man arbejder for sig selv og sin familie.

Jørgen Bjerring

@ Margit,
jeg sympatiserer med dig og dit parti; men jeg mener ikke, at 'Moder Stat' skal holde hånden under alle de mennesker, som begår dumheder - f.eks. dem, som har købt deres bolig, eller deres landbrug, eller deres spekulationsejendomme for dyrt.
"Moder Stat" holder jo heller i særlig grad hånden under mennesker,som bliver arbejdsløse. Kun hvis de har forsikret sig mod arbejdsløshed gennem en A-kasse. Og sådan skal dét være...
Jeg gider ikke - som skatteborger - hjælpe folk ud af deres mere eller mindre selvforskyldte dumheder! ´
Og staten bør under ingen omstændigheder købe folks huse til en pris, der ligger over markedsprisen. Gør den dét, står der skrevet "IDIOT" på ryggen af den og dens hårdtarbejdende skattebetalere!

Lennart Kampmann

@ Margit Kjeldgaard

Har set det med egne øjne.

Den offentlige vurdering var i mange år lavere end salgspriserne, men så skete der noget. Skattestoppet gjorde kommunerne interesserede i at boligvurderingerne blev så høje som muligt. Gentofte kommune holdt sig ikke tilbage.

Da boligboblen sprak, havde det offentlige dog ikke så travlt med at få nedreguleret vurderingen, der jo danner grundlag for ejendomsværdiskatten.

Men tro hvad du vil....

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Margit Kjeldgaard

Jeg er som du sikkert kan læse ud af mine poster stort set helt uenig med EL politik. At staten skal overtage konsekvenserne af folks uforsigtigheder vil medføre uansvarlighed og stagnation.

Med venlig hilsen
Lennart

randi christiansen

Søren Jensen - "Enhver er sin egen lykkes smed og man arbejder for sig selv og sin familie."

Jeg troede egentlig at den verdensanskuelses legitimitet endegyldigt blev manet i jorden med børnebogen ´Palle alene i verden´ - nå, nej...

Jørgen Bjerring

@ Randi,
- og voksenbogen Pelle Erobreren...

Men ak-nej, tidsånden er en anden...
Når det er sagt, vil jeg dog også tilføje, at min livsanskuelse er: frihed under ansvar + yde for at nyde.
Jeg deler ikke bare 'gaver' ud til alle og enhver - og slet ikke til ejendomsbesiddere ved at jeg som skatteborger hos Moder Stat skal medvirke til opkøb i nedgangstider af deres fejlinvesteringer i opgangstider

randi christiansen

.... og vi har hver især medansvar for tidsånden, bl.a. her

Så jeg spørger igen : hvad er fælles, og hvad er
privat ? Skal svaret blæse i vinden ?