Kronik

It’s the democracy, stupid!

I et forsøg på at dæmme op for den økonomiske krise indfører EU finanspagter, og teknokratregeringer tager regeringsmagten i lande som Grækenland og Italien. Men den eneste vej ud af krisen er at udvide demokratiet
Occupy Wall Street-bevægelsen presser det liberale demokrati fra neden, mens finanseliten presser det fra oven. Socialismen har en vigtig opgave i at vise vejen til en ny og mere holdbar demokratisk model, mener dagens kronikører

Occupy Wall Street-bevægelsen presser det liberale demokrati fra neden, mens finanseliten presser det fra oven. Socialismen har en vigtig opgave i at vise vejen til en ny og mere holdbar demokratisk model, mener dagens kronikører

Lucas Jackson

22. februar 2012

Det liberale demokrati er under pres. Efter tre årtier med uhæmmet kapitalisme er verden i dyb krise. Ikke blot økonomisk, men også politisk: Det liberale repræsentative demokrati er mange steder under pres – både fra oven og fra neden.

Presset ovenfra udmønter sig i kupforsøg mod demokratiet begået af den økonomiske elite. I Grækenland og Italien har eliten haft held til at indsætte teknokratiske, bankvenlige regeringer, der uden dikkedarer kan gennemføre de benhårde nedskæringspakker, som de folkevalgte regeringer – meget forståeligt – ikke kunne finde demokratisk opbakning til.

Presset nedefra kommer til udtryk i spontane anti-parlamentariske protestbevægelser, såsom den amerikanske Occupy Wall Street-bevægelse, der opsamler folkelig frustration over det politiske systems manglende evne og vilje til at honorere befolkningernes krav om retfærdighed og straf til de spekulanter, der skabte krisen.

Internationalt set er det liberale demokrati altså under angreb fra to sider. Men der er en principiel forskel på de to former for modstand. Indsættelsen af teknokratiske regeringer i Italien og Grækenland er en ny variant af en gammelkendt elitestrategi fra mellemkrigstidens Europa. Man undergraver demokratiet, så snart det står i vejen for at føre den økonomiske elites vilje ud i livet.

De brede folkelige protester vendt mod politikerne er derimod et udtryk for, at demokratiet i sin nuværende liberale form er impotent og ude af stand til at varetage befolkningsflertallets interesser.

Mens eliten reagerer mod det, den ser som et overskud af demokratisk indflydelse – ’det der med at spørge folk bliver altså alt for bøvlet – lad os nu bare få høvlet de nødvendige offentlige besparelser igennem’ – er Occupy Wall Street-bevægelsen en protest mod underskuddet af demokratisk indflydelse.

Reel deltagelse

Den aktuelle strid mellem elitens snu antidemokrater og desillusionerede aktivister giver den moderne socialisme en vigtig opgave: At overbevise om, at løsningen er at forbedre og udvide demokratiet, ikke at opgive det.

Men hvad vil det konkret sige at forbedre og udvide demokratiet? Her kan moderne socialister verden over med fordel prioritere to forslag, der vil forandre det skrantende liberale demokrati til et tidssvarende republikansk demokrati med rødder i de idealer, der lå til grund for eksempelvis bystaten Athens antikke demokrati, den franske republik efter revolutionen i 1789 og den spanske folkerepublik, som blev knust af Franco i 1939.

Det første forslag er at indføre en grundlovssikret basisindkomst, borgerløn, for alle statsborgere. Det vil dels afhjælpe den materielle fattigdom og forenkle systemet af overførselsindkomster. Dels vil det sikre, at lønarbejde bliver noget, som mennesker påtager sig af lyst – og ikke, som det ofte er tilfældet i dag, fordi de er tvunget til det for at kunne overleve.

Den vigtigste demokratiske gevinst ved borgerløn er dog, at den erstatter menneskers formelle ret til at deltage i den demokratiske beslutningsproces med en faktisk mulighed for at deltage. De får nemlig både tid og ressourcer til at yde en indsats. Med retten til borgerløn følger naturligvis en borgerpligt til jævnligt og aktivt at engagere sig i demokratiet – det er ikke nok blot at stemme hvert fjerde år.

Det filosofiske grundlag for borgerlønnen skal findes i den klassiske republikanske forståelse af frihed, som peger på, at individer kun kan blive frie borgere, hvis deres materielle eksistens er sikret politisk. Første gang dette ideal blev ført ud i livet findes var i Antikkens Athen, hvor de fattiges parti – demokraterne – indførte daglønninger for udført politisk arbejde til ubesiddende borgere, såsom håndværkere og ufaglærte arbejdere. Det sikrede, at det politiske liv også blev åbnet for menigmand, og ikke kun var for de velhavende. Det er moderne socialisters opgave at gøre opmærksom på, at den økonomiske elite fortsat dominerer demokratiet. De fleste mennesker har for travlt med arbejdet til at engagere sig aktivt i politik. Men har du masser af penge, kan du alligevel sikre dig politisk indflydelse.

Det er for eksempel tankevækkende, at det eneste nye parti, Danmark har fået, siden den økonomiske krise begyndte i 2008, er Liberal Alliance, som er finansieret af Saxo Bank og taler spekulanternes sag.

Indførelsen af en borgerløn vil ikke i sig selv løse alle demokratiets problemer, men den vil være et stort skridt på vejen væk fra den skævhed i indflydelse, som har ført til, at det er de rigeste få, der former den politiske dagsorden.

Stæk dominerende elite

Det andet forslag går ud på at indskrænke én – og kun én – af de klassiske liberale frihedsrettigheder, nemlig retten til privat ejendom. Ikke ved at afskaffe den en gang for alle og nationalisere alle virksomheder som i Sovjetunionen, men ganske enkelt ved at indføje en paragraf i Grundloven, der påpeger, at demokratiets beslutningsmagt principielt er overordnet retten til privat ejerskab over kapital, jord og virksomheder.

I stedet for som i det liberale demokrati at fastholde retten til privat ejendom som et helligt og uantasteligt princip, forvandles spørgsmålet om, hvem der skal eje hvad, dermed til et åbent politisk spørgsmål.Paragraffen indebærer, at den demokratiske republik forbeholder sig retten til på legitim vis at afprivatisere eksempelvis naturressourcer, jordbesiddelser, store virksomheder eller gevinster af finansiel spekulation. Dermed bringes de under offentlig kontrol.

Paragraffen medfører derimod ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi afskaffes ved et trylleslag og erstattes af planøkonomi. Det handler blot om, at et demokratisk befolkningsflertal skal have den mulighed at gribe ind i tilfælde, hvor private aktører har fået så stor magt, at de reelt kan sætte demokratiet ud af spil.

Et godt eksempel er USA og Grækenland, hvor investeringsbanker som Goldman Sachs er sluppet af sted med at diktere, at krisen skal løses med generøse bankpakker, der gavner de allerrigeste, kombineret med dybe offentlige nedskæringer for de mange. Her ville en grundlovsparagraf, der gør det muligt for et befolkningsflertal at tage spekulanternes enorme kapitalgevinster tilbage, forvandle det bestående demokrati fra en hul paradeforestilling til et potentielt effektivt krisehåndteringsværktøj.

En sådan paragraf vil ikke i sig selv afskaffe kapitalismen – langt fra. Men den vil udvide demokratiets råderum så meget, at socialismens vision om ejerskab i fællesskab kan realisere, i det omfang et befolkningsflertal er med på ideen.

Opsang til venstrefløjen

I vores egen andedam har de to socialistiske partier, SF og Enhedslisten, nu mere parlamentarisk indflydelse end nogensinde før. Alligevel er det som om, at det liberale demokratis begrænsninger sætter en stopper for, at en moderne socialisme for alvor kan komme i offensiven. Foreløbig har de rigeste og bankspekulanterne i hvert fald sluppet af sted med at løbe fra regningen for den krise, som deres egen grådighed har skabt. I stedet har den økonomiske smalhals ramt det brede flertal af den danske befolkning.

I den situation kan det være nyttigt at huske på, at moderne socialisme bygger på en stadig uafsluttet historisk kamp for demokratiet som værn mod de rigestes herredømme. Og derfor siger vi til os selv – men så højt at Johanne, Villy og Thor, og alle de andre på den danske venstrefløj kan høre det: It's the democracy, stupid!

 

 

 

Pia Bang er stud. scient. soc. og Andreas Mulvad er master i kulturgeografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Lindblom

Interessant indlæg, selvom jeg synes, at det sparker nogle åbne døre ind i hvert fald for så vidt, det gælder Enhedslisten, hvor der foregår en del spændende demokratidebatter. Fx. af Line Barfoed i tidsskriftet Kritisk Debat. Også selvom det ikke just er borgerlønsrelateret...

Når det er sagt, så skal der være en varm varm opfordring til at støtte underskriftsindsamlingen for en folkeafstemning om Finanspagten.

Det er det mindste man kan gøre, hvis man er bekymret for indskrænkningen i demokratiet og Finanspagtens borgerlige politik.

Man kan skrive under nemt og hurtigt her:

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article=4405

- "De brede folkelige protester vendt mod politikerne er derimod et udtryk for, at demokratiet i sin nuværende liberale form er impotent og ude af stand til at varetage befolkningsflertallets interesser."

Tja, det er da kun hvis man tror, at det at lade Grækenland gå bankerot er i befolkningsflertallets interesse ...

Nej, Niklas Monrad, det er kun, hvis man tror, at det er i politikernes interesse at have deres borgeres interesse for øje fremfor særinteresser.

Ane Karoline Bak Foged

"Da specielt når deres politikere ikke har bestilt andet end at lyve for dem i årevis"

Så vidt jeg ved, så er det den græske befolkning, som har løjet for staten ved ikke at betale skat og afgifter?

Jeg er af den holdning, at demokratiet ikke kan tages for givet, hvis ikke man ønsker at yde noget selv. Statsbankerot eller ej ved jeg ikke, men nedskæringer er nødvendige, og en statsbankerot vil ikke blot være game over og så starter Grækenland forfra med tre nye liv og fuld energi!

Det smarte ved ikke at lade Grækenland gå statsbankerot er at bankerne kan malke landet for penge, samtidig med at det europæiske magtapperat grundet det økonomiske pres, kan pille den græske selvstændighed fra hinanden, lidt efter lidt. Det er i øvrigt det der sker overalt i verden, også i Danmark.

Den økonomiske model hvor private firmaer styrer verdensøkonomien med retten til at printe penge og malke verden med renter er roden til alle de økonomiske kriser vi har haft.. og som vi får.

Niels Engelsted

Tak til forfatterne, den slags tænkning kommer i dag som manna fra himlen. Argumenterne refererer til "det filosofiske grundlag" og til "klassiske liberale frihedsrettigheder." Til ideernes helt essentielle betydning i den politiske kamp, kan måske suppleres med nogle overvejelser om den historisk-økonomiske udviklings betydning for tænkningen. Jeg vil derfor tillade mig at gentage nogle skitsemæssige overvejelser, som jeg i går udviklede i en anden tråd om demokrati og kapitalisme.

"Adelsdemokrati under feudalismen – Magna charta og rigsrådet. Monarken den første blandt ligemænd. Økonomien (ekstraktion af merarbejde) baseret på jordejendom og fæstebønder.
Adelsdemokratiet afskaffes med enevælden. Monarken enehersker, men borgerklassen begynder at overtage det praktiske—Griffenfeld, Struense. Økonomien kapitalistisk baseret på handel (ikke mindst oversøisk) og landbrug (landbrugsreformerne). Oplysningstid som borgerklassens store skoleprojekt: Teknik, videnskab, dannelse, menneskerettigheder, frihed, lighed og broderskab.
Det borgerlige demokrati. Kongen får hugget hovedet af, og det borgerlige parlament overtager. Økonomien kapitalistisk baseret på vareproduktion, handel og landbrug, alle repræsenteret i parlamentet, hvor det fører til en partistrid mellem de liberale byerhverv og de konservative jordejere. Oplysningstiden nedlægges som ikke længere tidsvarende, og dens idealer sættes på museum.
Det sociale demokrati. Økonomien kapitalistisk baseret på industri, vareproduktion, handel og landbrug. Med industriens store betydning træder en ny klasse ind på scenen: arbejderklassen. Arbejderklassen giver oplysningstiden en renæssance med socialisme som det samlende ideal, opnår valgret og indgår i parlamentet klassekompromiser med fabrikanterne, der til gengæld indfører socialstaten (Bismarck). Arbejderklassens partier splitter i reformistiske og revolutionære, hvor de sidste bliver marginaliseret.
Hvor er vi nu? Økonomien er kapitalistisk baseret på finans, industri, vareproduktion, handel og landbrug. Industrien er flyttet til Asien, hvor arbejdskraften er billig (globalisering og outsourcing), hvilket betyder, at både arbejderklasse og fabrikantklasse hos os er blevet stærkt reduceret. Landbruget er stadig af stor betydning, men det varetages af en lille gruppe af højt mekaniserede og stærkt forgældede landmænd, der i virkeligheden arbejder for bankerne. Tilbage er handel og service, privat og offentlig, men da disse områder opfattes som ikke-produktive udgifter reduceres både lønninger og antallet af ansatte. Resultatet er et fald i den effektive efterspørgsel, der er nødvendig for at få industrikapitalismens svinghjul til at dreje rundt (varerne skal sælges for at profitten kan realiseres). Det er derfor, at eksport er så vigtig. Nogle andre må købe varerne end landets egne arbejdere. Derfor er det vigtigt at have et handelsoverskud, og umuligt for alle, selvfølgelig. Hver gang nogen har en positiv handelsbalance, Tyskland for eksempel, må nogen have en negativ, Grækenland for eksempel. Industrikapitalismens utur er imidlertid finanskapitalismens optur. Når der ikke kan eksporteres og afsættes nok, og dermed tjenes penge nok, må der lånes. Det er der, vi er nu. Vesten har længe levet af at låne penge af Kina og Japan, så vi kunne købe de industriprodukter, vi ikke længere selv producerer. Dette har givet finanskapitalen magten, som den udøver gennem internationale institutioner som IMF, WTO, OECD, ECB og Verdensbanken, samt finanshuse i Wall Street og City og storbanker i USA og Europa. I USA er Wall Street og finansministeriet for længst fusioneret. I Europa er magtovertagelsen netop kommet dertil, at ikke-valgte bankfolk er sat ind som ledere af lande i Sydeuropa.
Hvilken slags demokrati er det? Ja, faktisk minder det mest om adelsdemokratiet i ovenstående beskrivelse med finanspagten som et slags Magna charta og centralbankmøderne som rigsråd. Dette er den ene grund til at tale om neo-feudalisme. Den anden er, at finanskapital præcis som tidligere tiders feudaladel udtrækker merarbejdet i form af renter og ikke af profit. Man kan diskutere fordelingen, men i det mindste skaber industrikapitalisme værdi for alle, løn til de arbejdende, produkter til forbrugerne og profit til kapitalisterne. Finanskapital regredierer hurtigt til ren udbytning af de arbejdende og resulterer i 99-1 samfundet.
Bliver man i denne opstilling, kan man også se, hvad der er den mest nærliggende trussel mod finansadelen. Nemlig enevælde, en diktator båret frem af en folkelig modstand mod finansadelens undertrykkelse. Nationalsocialismen i Tyskland under 30’ernes store økonomiske krise som et svar på Versaillestraktatens umulige krav til den slagne nation (jvnf. Keynes) er skoleeksemplet. Det er et ulykkeligt scenario, der sagtens kan gentage sig, hvis det ikke lykkes os at forsvare et socialt demokrati, hvor oplysningstidens idealer stadig er nogenlunde intakte."

Henrik Brøndum

Artiklens forfattere er for mig at se idealister, og det er godt med hoejtflyvende tanker naar der er krise.

Men en grundlovsaendring, det er jo noget af det svaereste - og hvordan vil I definere forskellen paa miljoe/samfundsskadelige kapitalgevinster - og saa de gavnlige? Ved en efterfoelgende afstemning - eller kan investeringen forhaandsgodkendes?

Og har I ret i, at det i Danmark er det rigeste faa der saetter den politiske dagsorden? I saa fald er disse faa meget altruistiske. Indkomstforskellen mellem de rigeste og de fattigste 10 pct er i Danmark en faktor 6 (rigtigt for 20 aar siden var det en faktor 5). I England 10 og i USA 20.

Borgerloen er jo lidt fascinerende - saa vidt jeg ved er der aldrig nogen der har turde proeve - det skulle da lige vaere graekerne indtil for nylig. Tilsyneladende blev den megen fritid dog mere anvendt paa at sidde paa cafe og spille kort. Men der var jo heller ingen der havde lyst til at skabe masser af store projekter, saa der var nok ikke saa meget at haandtere - rent politisk.

Vestens problem er konkurrencen fra Oesten, og dem der ser ud til at have fundet den ret enkle loesning bor lige syd for os: Flere tekniske og faerre humanistiske uddannelser - og saa paa med vanten.

Maria Guldager

Velformuleret materiale. Mht indholdet så har da lyst til at spise denne lækre ide:
"Det første forslag er at indføre en grundlovssikret basisindkomst, borgerløn, for alle statsborgere. Det vil dels afhjælpe den materielle fattigdom og forenkle systemet af overførselsindkomster. Dels vil det sikre, at lønarbejde bliver noget, som mennesker påtager sig af lyst – og ikke, som det ofte er tilfældet i dag, fordi de er tvunget til det for at kunne overleve."
For jeg er enig i, at det er ideelt. I en ideel verden. Ikke i denne verden, hvor vi som mennesker - lets face it- skal motiveres for at give en hånd med og for nogle virker den blide model her bare ikke. Og de få der så - andres uvilje til trods - formår at blive motiverede; ja de kan næppe redde økonomien og uden god økonomi intet godt fællesskab.

Gaaab! Demokrati er demokrati, - og det betyder faktisk at det er vælgerne der har magten til at bestemme hvem der kommer i regering.

Og flertallet af vælgerne er parate til at tro på at enkle, hurtige og smertefri løsninger virker ... hver gang! Vælgerne gider ikke at tænke langsigtet, men vil have lavere skat, bedre skoler og hospitaler, bedre veje, billigere biler, krige og arbejdspladser, og de vil have det imorgen.

Om det er umuligt er ligegyldigt, for den politiker der påstår at det kan lade sig gøre, har større chance for at blive valgt end den der prøver at forklare at kravene er selvmodsigende.

I gamle dage havde man et princip om, at forbigående stemninger i samfundet ikke skulle kunne presse politikerne til at reagere med lovgivning, men det er droppet for længst.

Idag kan medierne piske en stemning op for eller imod det ene eller det andet, og så går der ikke længe før vi har en polititsk hovsaløsning.

Artiklen kunne med fordel gå dybere ind i de filosofiske overvejelser omkring ejendom ... skriver Marie.

Lige præcis.

Om det så skal være Henry George, eller blot hensynet til folks mulighed for at klare sig selv i deres eget land, der skal være drivkraften bag opgøret med den private ejendomsret - det må komme an på en konkret magtanalyse.

Ane Karoline Bak Foged siger:

Så vidt jeg ved, så er det den græske befolkning, som har løjet for staten ved ikke at betale skat og afgifter?

Jeg tror ikke Karamanlis efter 10år ved regeringsmagten - eller for den sags skyld PASOK - på noget tidspunkt havde regnet med at de græske erhvervsdrivende pludselig havde fået et anfald af samfundansvarlighed og var begyndt at afregne korrekte skatter. Skatteprovenuet er kendt og ingen kan påstå sig snydt.

Det virkelige snyderi er derimod begrundet i den kendsgerning at Karamanlis regeringen efter OL boblen 2004 fortsatte med at blæse lånt kapital ind i græsk økonomi, uden at bogføre disse lån som gæld og alle lukkede øjenene og lod det ske, Verdensbanke, IMF, EU, Goldman Sachs - nærmest som om man vil have den græske menigmand ned med nakken og stjæle hans land, mens de investringer som den græske Karamanlis regering sammen med den økonomiske elite, har foretaget for lånte penge nu skal betales menigmands penge.

De kloge narre de mindre kloge, som man siger.

rettelse: 12:51

mens de investringer som den græske Karamanlis regering sammen med den økonomiske elite, har foretaget for lånte penge nu skal betales med menigmands penge.

Heinrich R. Jørgensen

Et republikansk demokrati er et fornemt politisk mål.

Men om så flertallet i befolkningen valgte det som ambition i morgen og traf en principbeslutning, er det ikke realistisk at det vil kunne gennemføres på under 70 år eller så.

I øvrigt ville der ikke være flertal for overgangen til et republikansk demokrati, hvis folk var klar over hvad det ville indebære.

randi christiansen

Nedenstående inspireret af Jørgen Ørstrøm Møllers artikel i weekendens Information og efterfølgende debattråd - inkl kommentar til artiklen ´It´s the democracy, stupid´og tråd

Niels Engelsted : ”Men hvis gælden bliver så gigantisk, at ingen tror, at fremtiden kan løfte den, så braser kædebrevet sammen. Måske er det det, der sker nu.”

Vi kan vist være ret sikre på, at det er det, der sker nu. Som Ørstrøm Møller påpeger, bliver arbejdskraften i stigende grad billigere end ressourcerne, og kampen om dem, vil derfor intensiveres. Han foreslår bl.a. skat på ressourcer i stedet for indkomstskat – et forslag som imødegår virkeligheden, men som ikke håndterer fordelingsproblematikken.

I forhold hertil ses kun nedenstående tanker :

”En del af tilskyndelsen til de ovennævnte omlægninger kommer via ændring af de relative priser, som knaphed og stigende råvarepriser fører med sig. Det første skridt er at acceptere denne ændring og modstå presset for og fristelsen til at gribe ind og mildne luften. Det vil kun gøre pinen længere og problemerne dybere. Det næste skridt bliver direkte indgreb for at hjælpe den på vej med en kombination af subsidier og skatter plus afgifter”

Altså en stærk statsmagt, der sætter en stopper for den iflg Ørstrøm Møller finansielle sektors urimeligt store indhug i BNP.

Det ser jeg frem til – og når man nu er så godt i gang, kunne man overveje en nationalisering af de enorme papirpengeformuer samme sektor har tilranet sig i fraværet af den åbenbart nødvendige statslige regulering.

Med hensyn til at undgå ´blod på hænderne´ Niels-Simon Larsen, så flyder blodet – stadig – i stride strømme. Hvis denne historiens blodige malstrøm skal standses, må der radikal nytænkning til – herunder effektiv reallokering af ressourcerne – væk fra ´de onde oligarker´ og tilbage til fællesskabet.

Man kan undre sig over, at menneskeheden lærer så lidt og så langsomt af historien. Optakten til den franske revolution udspiller sig igen – nu med ´de onde oligarker´ og de 99% som aktører. Som filosoffen Phillip Blond siger, så er det kun i en kort efterkrigstid, at flere har fået del i ressourcerne – og det på bekostning af en aldrig før set rovdrift på ressourcerne. De besiddende klasser har ikke givet afkald, tværtimod kan man vel sige, at af den enorme rovdrift på ressourcerne vi har set, er kun en forholdsvis mindre del blevet fællesskabet tilgode, og at en tilsvarende uforholdsmæssig stor del har ´de onde oligarker´ tilranet sig.

Staterne har gældsat sig til ´de onde oligarker , og iflg Ørstrøm Møller håndteres dette bedst i EU, hvor besparelser bliver mødt med tillid fra forbrugere og virksomheder. Om denne politik er nok til at undgå yderligere kollaps og således vise vejen for resten af verden, kan man jo kun håbe på. Klaus Riskær har peget på en øget medlemskontrol af pensionskasserne som et af flere mulige styringsredskaber. Under alle omstændigheder må en radikal økonomisk nytænkning initieres, og jeg tror ikke et øjeblik på, at man undgår et opgør med den traditionelle tilgang til ressourcerne. Disse må administreres både i overensstemmelse med den ubetalelige værdi, som de udgør, og med det faktum at de tilhører fællesskabet. Hvis man vil undgå mere kaos, gråd og tænders gnidsel må fællesskabets ressourcer ikke mere gøres til genstand for privatkapitalisering og indbyrdes konkurrence.

Hvordan man udregner en fordelingsnøgle ? Det har vi folk til – jeg kalder dem for sociale ingeniører. Man kan med fordel undersøge økologiske økonomers tanker og forslag – Herman Daly m.fl. Det er ikke så svært, som det måske ser ud, men første skridt er en bevidsthedsændring i retning af større forståelse for den absolutte nødvendighed af adfærdsændring. Vi er nødt til at anskue kloden som den helhed, den er. Etablere en samarbejdende struktur hvor alles ret respekteres og alles værdi anerkendes. Artiklen her er en bevægelse i retning af større forståelse, for hvorledes mennesker uden ødelæggende kampe om ressourcer kan leve sammen på denne jord. I den såkaldt udviklede del af verden bør det genererede overskud, som stadig er tilgængeligt, benyttes til at initiere disse forandringer. Det er sådan set i gang, hvilket denne artikel er et eksempel på, men er det nok og i tide ?

Lars Bjørneboe

Spændende tanker og kommentarer.
Grundlovens § 73 om ekspropriation skulle vel kunne opfylde de to forfatteres ønske om at almenvellet (eller demokratiets beslutningsmagt, som I kalder det) er overordnet retten til privat ejerskab.
Det vanskelige er imidlertid hvornår det er fornuftigt at bruge den og for moderne socialister er det vel den største udfordring. Vælgerflertallet accepterer, som I også antyder, at samfundets værdiskabelse sker i organisationer præget af mere eller mindre oplyst enevælde. Det sker formentlig, fordi de har erkendt, at demokratiske alternativer ikke er i stand til at håndtere de økonomiske realiteter ligeså effektivt og værdiskabende. Så med mindre man kan stille med en organisation der både er demokratisk og økonomisk konkurrencedygtig, er der næppe nogen alternativer til at lade den primære værdiskabelse i samfundet ske på grundlag af den private ejendomsret. Desværre, for virksomhedsledere i den private sektor er jo hverken klogere eller dummere end folk flest og laver derfor ligeså mange fejl. Spildet af menneskelige og fysiske resurser i den private sekstor er stort og det interessante er, at mange virksomhedsledere i deres forsøg på at mindske spildet forsøger sig med udvidet medarbejderindflydelse og andre demokratiske tiltag. Men der er tydeligvis en grænse både set med virksomhedernes og vælgerne og deres politiske lederes øjne. Hvor den går er ikke nemt at sige og noget tyder på at den faktisk flytter sig i disse år. Men moderne socialister, hvad enten de kalder sig socialdemokrater, folkesocialister eller enehedslistefolk må, indtil noget andet viser sig nøjes med at at inddæmme den private foretagssomhed (og de kriser, den skaber) ikke afskaffe den.

Steen Erik Blumensaat

1989
Genoplivningen af venstrefløjen.

Styrtet, faldet til jorden, slagtilfældet.

Indlagt på intensivafdelingen i koma er patienten lagt i respriator, hjernedøden er indtruffet, men ortodokse insisterer på at holde det kunstige liv i live, teknologien yber alles, græde og klage koner synger salmer og våger over den kliniske døde.

En græsk-romersk sekt udfører dagligt healende ritualer for den kliniske døde, om hvem rygterne sagde/ siger kommunismen var ondskabsfuld.

Artiklen er kritisk over for det "liberale demokrati" og kapitalismen og formentlig markedsøkonomien.

De hidtil sete alternativer som f eks

-Sovjetunionens socialisme, med arbejdslejre, undertrykkelse og hemmeligt politi samt skueprocesser
-facisternes Hitler Tyskland, franco Spanien og Mussolini italien
-Nordkoreas mærkværdige ikke-kapitalistiske galehus
-Cubas forstenede socialistiske styre

har efter min opfattelse demonstreret, at den liberalistiske demokratiske stil er langt at foretrække.

Steen Erik Blumensaat

Athen: de 30 tyraners tyrani
Paris. Napolion d.3
Spanien Kong ?

Har i nogensinde siddet i en skurvogn, arbejdskantine, og hørt på hvad arbejdere mener om de på universiterne og de højre læreanstalter,hvad deres tankegang er, deres sindelag.
Øl, fisse og hornmusik tankegangen vil nok overraske jer og forstår de jer ikke og i taler lidt for længe får i en på hovedet, men det kender i jo fra værtshusmiljøet.
Skål, vi har det ååååhhh ååå

Martin Haastrup

Kold Krigs kommunisme, socialisme og kapitalisme er en død sild.

Artiklens forslag er ikke nogen nyhed heller, men ganske givet det der er brug for allermest nu, for også at dæmme op for kapitalens sidste dødskramper.

Befri dit liv. Befri verden. Luk alle de skeløjede ideologiske ensidige forstokkede stokkemetoders partiers ensidige sekterisme og lad os få et nyt Folketing bestående af bar løsgængere. Ikke mere nogen stabs-medister. Ikke flere magtkampe.

Borgerløn til alle. Og såsnart nogen virksomheder o.lign vokser sig ud over urtankernes oprindelighed skal der kunne gribes ind overfor dem.

http://tregrening.org/
http://tregrening.org/download/index.html

Socil tregrening i sin grunstruktur skelner skarpt mellem : 1) Økonomisk liv - 2) Retsliv/statsliv osv - 3) Åndsliv - kulturliv osv.

Uddrag fra Dr. Rudlf Steiners 'Social Tregrening' 1919 - 1920 :

III. Kapitalisme og sociale ideer (kapital, menneskearbejde)

(Kapitel, afsnit)

(3-29) Muligheden for frit at kunne disponere over kapital må den personlige dygtighed have, men den dermed forbundne ejendomsret må kunne forandres i samme øjeblik, den benyttes til uretfærdig magtudfoldelse.

I vor tid har vi kun indført en fremgangsmåde i den her antydede retning, nemlig overfor den såkaldte åndelige ejendom. Den går over i almeneje en tid efter forfatterens død. Til grund for denne ordning ligger en rigtig opfattelse, der svarer til menneskeligt samfundsliv.

Så snævert frembringelsen af et rent åndsprodukt end er bundet til den individuelle begavelse, så skyldes dens resultater dog det sociale samliv, og må derfor overføres til det når tid er.

Anderledes er det heller ikke med anden ejendom. At den enkelte ved den kan producere til samfundets vel, er kun muligt ved samfundets hjælp. Derfor må retten til at disponere over ejendom ikke forvaltes adskilt fra samfundets interesser.

Det gælder ikke om at finde et middel til at udrydde kapitalbesiddelse, men til at forvalte kapitalen, således at den på bedste måde tjener samfundet.

(3-31) At alt i den sociale organisme peger på denne tredelings nødvendighed, forstås af enhver, der har virkelighedssans, og ikke helt lader sig beherske af subjektive meninger, teorier, ønsker eller lignende.

I særdeleshed er dette tilfældet med de individuelle evners forhold til kapitalen i det økonomiske liv og ejendomsretten til kapital.

Retsstaten må ikke kunne forhindre at kapitalen erhverves og forvaltes som privatejendom, sålænge den individuelle dygtighed er således forbundet med kapitalen, at den forvaltes til gavn for samfundet.

Og den må vedblive at være retsstat overfor al privat ejendom. Den kan aldrig selv tage den i besiddelse, men derimod bevirke, at den i rette øjeblik overgår til anden person eller gruppe, som genopretter det rette forhold til ejendommen ved sine individuelle egenskaber.

Den sociale organisme nyder godt heraf ud fra to vidt forskellige synspunkter. Fra retsstatens demokratiske undergrund, der vogter det som i lige grad berører alle mennesker, våges over, at ejendomsret ikke i tidens løb går over til at blive ejendoms-uret.

Derved at denne stat ikke selv forvalter ejendom, men sørger for at den kommer de individuelle menneskeevner i hænde, vil ejendom udfolde sine frugtbare kræfter til gavn for hele samfundet.

Sålænge det er formålstjenligt, bliver ejendomsretten eller rådigheden over ejendommen ved denne ordning hos den enkelte person.

Men det kan tænkes, at retsstatens repræsentanter til forskellig tid giver ganske forskellige love angående overdragelsen af ejendom fra en eller flere personer til andre.

For tiden, da der i vide kredse har udviklet sig stor mistillid til al privat ejendom, tænker man på dens radikale overdragelse til samfundet. Lykkedes dette, ville man erfare, hvorledes man derved afskærer den sociale organisme fra sine livsmuligheder, og man ville snart tvinges til at slå ind på andre veje.

Derfor er det sikkert bedre allerede nu at gribe til forholdsregler, som udfra den her antydede betragtningsmåde kan bringe det sociale liv sundhed.

Sålænge en eller flere personer fortsætter en produktion, baseret på kapital, må de beholde dispositionsretten over den kapital, de som driftsfortjeneste har udvundet af den oprindelige, såfrem den benyttes til udvidelse af foretagendet.

I det øjeblik sådanne personer ophører at forvalte produktionen, skal denne kapital overgå til andre for at drive samme eller lignende foretagender, der er til gavn for den sociale organisme. Også den kapital, der udvindes ved en produktion og ikke anvendes til dens udvidelse, skal straks ledes samme vej.

Privatejendom for den person, der leder foretagendet bliver kun det, som han mente at kunne gøre krav på ved foretagendets begyndelse på grund af sin personlige dygtighed, og som syntes retfærdiggjort derved, at han vandt andre menneskers tillid og fik sig kapitalen betroet.

Forøges kapitalen ved en sådan persons virksomhed, overgår der til hans private ejendom så meget af denne forøgelse, at hans forhøjede indkomster svarer til en rente af den omhandlede kapitalforøgelse.

Den kapital hvormed et foretagende blev indledet, overgår ifølge den oprindelige ejers vilje til en ny forvalter med alle de påtagne forpligtelser eller går tilbage til ejeren når den første leder ikke mere kan eller vil fortsætte."

Det anbefales at man selv læser hele skriftet i sin sammenhæng.

Tak.

randi christiansen

Aktionærkapitalisme og finansiel deregulering er iflg den sydkoreanske økonom Ha-Joon Chang i dagens Information to områder, som nødvendigvis må reformeres. Og politisk økonom v. Ålborg Univ. Anders Lundkvist påpeger ligeledes i dagens avis, at det figenblad, som liberalisterne med deres våde drøm om en minimalstat betalt af velfærdsstaten og de arbejdsløse gemmer sig bag, er et påstået behov for nedskæringer i stedet for en intelligent allokering af fællesskabets ressourccer.

Et opgør med den private ejendomsret Lars Bjørneboe ? Nej, tværtimod en placering af værdierne, hvor de hører hjemme. Det er en forvrængning og dermed en krænkelse af den private ejendomsret, når man tillader en privatkapitalisering af fællesskabets ressourcer, som går ud over en rimelig aflønning af arbejdsindsatsen.

Når venstrefløjen har vanskeligt ved at tage det nødvendige opgør med liberalisterne, ligner det ? en mangel på den indsigt og den heraf følgende intellektuelle kapacitet, som skal til for at kunne anskueliggøre for almenheden, at når man tillader den nuværende form for privatkapitaliserende ejendomsret over fællesskabets ressourcer, så undergraver man ikke blot fællesskabet men også sig selv. (Ha-Joon Chang " - så vil alt for mange virksomheder fremdeles blive forvaltet på en sådan måde, at de undergraver deres egen levedygtighed. Og dette vil i det lange løb komme til at svække den nationale økonomi.")

Det er et system, som kun understøtter de få - og selv de vil - i overensstemmelse med den indbyggede lovmæssighed - falde til sidst, hvis de får lov at fremture.

Maddingen, som bliver brugt til at narre den almindelige borger til at tro, at systemet også er til hendes fordel, er de forbrugsgoder, som bliver betalt med ´hundens hale´. Miljøet og den smuldrende statskasse betaler gildet – og når kassen så er tom, bliver der – igen – ballade.

Det er nu, vi må promovere forståelsen, af hvor grænsen går i mellem det private og det fælles. Biotopens ressourcer tilhører fællesskabet og må ikke kunne udsættes for privatkapitalisering. Er det så svært at forstå ? Resten må de, der gider, gerne slås om Imens vil den øvrige menneskehed endelig kunne komme i gang med det, som virkelig betyder noget, nemlig i en harmonisk udviklingsproces at nyde og erkende livet. Det er os selv, der bestemmer. Forudsætningen er indsigten.

Det er jo egentlig ikke fordi vi ikke allerede godt ved hvilke ændringer der skal til for at gøre livet bedre for de mange i stedet for for de få.
Det skader aldrig at få dem gentaget, men man sidder tilbage med en fornemmelse af at så længe der ikke er komkrete forslag til hvordan man kan føre det ud i livet uden væsentlig modstand fra dem der sidder på flæsket, så er det egentlig ret formålsløst.
Vi har allesammen gode ideer for hvordan det skulle være.
Iøvrigt synes det at det er meget mere sandsynligt at vi får fascisme. Det er meget mere realiserbart i denne omgang, og indsættelse af teknokrater i grækenland og italien er et godt tegn på hvor smertefrit det kan gøres. De herskende samfundsgrupper vil meget hellere have en "fredelig" fascisme uden alle krigene (bortset fra i kolonierne) hvor man blot skal investere lidt i at holde rakket nede.
Jeg kan ikke se at der er noget belæg for at fascisme ikke kan fungere fint, og der er ikke nogen grund til at tro, at samfundseliten virkelig bryder sig ret meget om det generelle velfærdsniveau.
Jeg tror Anders Lundkvists kat er inde på noget af det rigtige.

randi christiansen

Hej Bob : "Vi har allesammen gode ideer for hvordan det skulle være."

Man må begynde med begyndelsen, og det er at fastslå det uhensigtsmæssige i at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om biotopens=fællesskabets ressourcer.

Det er her skillelinjen går, og før det opgør er taget, kommer vi ikke videre.

Hvis ikke fællesskabet får ejerskabet til egen ejendom tilbage, så vil vi stadig blive forvaltet af de få og deres mere eller mindre indskrænkede evner.

Niels Møller Jensen

Tak til forfatterne.
Liberalismen og kapitalismen æder demokratiet op
De Radikale svigter deres forsvar for demokratiet og går i stedet i liberalismens fodspor nemlig forsat at fodre kapitalismen, de påstår at der ikke findes nogen nemme løsninger på krisen, nej det gør der ikke, så må vi tage de svære og helt grundlæggende løsninger, til eksempel at sætte hele EU spørgsmålet til valg.

Dansk Folkeparti har drevet en småborgerlig racistisk politik der har støttet de liberalistiske kræfter med at flytte arbejdspladser ud af landet og har modarbejdet indvandrings- og ulandspolitikken samtidig med at de foreslår at hjælpe flygtninge med flere i hjemlandene. De ønsker folkeafstemning vedr. EU ikke med en demokratisk begrundelse, men fordi de ønsker os ud af EU. De har ingen forståelse for at Danmark vil blive ædt op stork
apitalen. Allerede i dag er hele Europa styret af IMF

Socialdemokratiet har totalt mistet det solidariske og demokratiske gen igennem de sidste ti år, i kampen for at få magten og dermed tabt troværdigheden i mange kredse af fagforeninger og store dele af de traditionelle vælgere. Partiet har været lammet oven på Anders Fogh og Klaus Hjorts ideologiske felttog mod det solidariske og demokratiske samfund. Der har ikke været nogen opposition.

De Konservative er næsten tabt på gulvet til stor skade for os alle, de er i de sidste ti år blevet ædt op af de liberale og ført deres politik, kun for at få magt. De har svigtet arbejdsgiverne deres organisationer og dermed hele arbejdsmarked. De har solgt alt det sorte guld i Nordsøen til A. P. Møller til skade for samfundet. De har svigtet både Gud, Konge, Fædrelandet og ikke mindst demokratiet. Ved valget i 2001 var der en konservativ der på TV sagde ”de liberale må aldrig få magten”?

Venstre og dets reaktionære liberalisme har totalt svigtet landbruget i deres iver for at få tag i middelklassen, de kalder sig i dag for et arbejderparti alt sammen for at få magten. En del af det konventionelle landbrug er i dag et erhverv der er kørt økonomisk i sænk, har lavet den størst forurening af vores drikkevand, har ødelagt vores natur og gennemført den største dyremishandling i mands minde. De har svigtet vores medlemskab til EU dog ikke når det gælder landbrugsstøtten. Venstre har på de ti år prøvet at nedbryde alt hvad demokratiet stå for, men i stedet lovet alle frihed, frihed og frihed. Hvis i stemmer på os så får i skattelettelser og leasing biler, det har kostet samfundet dyrt. Det er som at afskaffe alle færdselsregler til glæde for bilisterne, vi kan køre i hvilken retning eller vejside vi ønsker og være ligeglade med medtrafikanterne.

Socialistisk Folkeparti proklamerede meget tidligt inden valget i ..... at de ville indgå i regeringen udelukkende for at få vippet Dansk Folkeparti af pinden, og det lykkedes, så hvorfor alt det vrøvl om løftebrud. Men det har også haft konsekvenser for SF, at give køb på partiets grundlæggende demokratiske holdninger specielt vedrørende EU. Men godt at de tager et medansvar.
Enhedslisten er jo efterhånden det eneste parti der prøver at holde liv i det Danske demokrati, men de går heller ikke over den borgerlige streg, at stille ultimative krav om afstemning til den til reviderede traktat i EU.

En stat med ekstremt meget magt, men hvor det er godt, fordi den aldrig er vilkårlig og altid er retfærdig overfor alle. Ingen elite og alle deltager i demokratiet og man skal kun gå på arbejde, hvis man har lyst. Det er jo et rent paradis de 2 humanister har designet for os :-)