Det ligger dybt i det liberale verdensbillede, at hvad der er godt for den enkelte forbruger og kapitalejer er godt for samfundet.
’Den usynlige hånd’ – dvs. konkurrencen – sørger for, at uhæmmet nytte- og profitmaksimering giver det optimale resultat for samfundsøkonomien.
Denne teori blev godt og grundigt dementeret af 30’ernes krise. Derfor fik Keynes vind i sejlene. Han indså, at for at frelse kapitalismen fra sig selv, måtte man vende liberalismen på hovedet og reparere på kollektive, samfundsøkonomiske størrelser, først og fremmest den samlede efterspørgsel. Hvad der er godt for samfundet, er godt for den enkelte.
Nu er liberalismen jo kommet tilbage. Politikerne – hedder det – må være lige så ansvarlige som husmoderen, sætte tæring efter næring og alt det andet vrøvl, der nu leder Europa ned i et sort hul. Arbejdsløsheden vokser, og økonomien (BNP) i EU forventes nu at falde med 0,5 procent i 2012. Denne programmerede katastrofe skyldes dels nedskæringerne, dels den uansvarlige løntilbageholdenhed i bl.a. Danmark, hvorved efterspørgsel trækkes ud af økonomien. Det var med en sådan politik, at de tyske regeringer før Hitler fik banket arbejdsløsheden i vejret.
En keynesiansk ekspansiv finanspolitik har sine udfordringer, men de kan overvindes.
Keynesianisme i ét land fungerer dårligt i vor globaliserede verden, hvor meget af efterspørgslen retter sig mod udlandet og altså ikke skaber indenlandske arbejdspladser. Svaret er international koordinering, f.eks. inden for EU.
Men faktisk kan et enkelt land som Danmark gøre meget selv, hvis pengeudpumpningen administreres fornuftigt. Det vil ikke være klogt at give f.eks. 10 milliarder kr. ud i form af skattelettelser til forbrugere og virksomheder, for især i krisetider opsparer de meget af det, måske 2 mia. Men hvis de 10 mia. går direkte til offentligt forbrug og offentlige investeringer, får arbejdspladserne mere valuta for pengene.
Den sidste metode har tre andre fordele. Den belaster ikke betalingsbalancen, offentlige udgifter kan målrettes til bæredygtig produktion, og endelig er det bedre offentlig service – snarere end øget privatforbrug – som de fleste borgere foretrækker.
Demokratisering
Keynesiansk og socialistisk politik er ikke det samme. Men hvis ekspansiv finanspolitik skal være effektiv, så er det den offentlige sektor, der skal fremmes, snarere end den private. Da den offentlige sektor er den demokratiske sektor – den er jo ultimativt kontrolleret af folkevalgte – vil dette trække i retning af en demokratisering af økonomien, hvilket er målet for en moderne socialisme.
Heri ligger også, at liberale må være modstandere af keynesianisme. Denne teoris liberale version består af skattelettelser og dermed en forskydning fra den demokratiske til den private sektor. Men det er altså en ret ineffektiv politik.
Så er der mere punch i at skrotte Keynes, tale salvelsesfuldt om det syndefulde i offentlige underskud og græde over de pinefulde, men nødvendige nedskæringer.
Det ligger mig fjernt at beskylde Europas toneangivende politikere for at prioritere ideologiske hensyn over økonomisk saglighed. Det er sikkert blot et lykkeligt sammentræf, at den aktuelle nedskæringspolitik vil lede til det liberale Nirvana, hvor den offentlige sektor er blevet så lille, at den kan druknes i et badekar (som en amerikansk enemy of the state engang udtrykte det). Min kat er mere kynisk. Den mener, at liberale indvendigt danser af henrykkelse over krisen, og når de ikke gør det udvendigt, er det for ikke at skræmme Europas centrum-venstre væk fra nedskæringspolitikken.
Keynes kommer senere
Dermed er vi nået frem til den danske regering.
Den har skam ikke glemt Keynes. Næh, i tidens fylde, når der er kommet penge på kistebunden, så skal vi rigtigt have gang i økonomien. Bortset fra den beskedne kickstart skal vi altså udskyde den ekspansive finans-politik til det tidspunkt, hvor der ikke længere er brug for den.
Politikken præsenteres gerne som moderat og balanceret. Men man kan ikke balancere mellem at pumpe penge ud og skære ned, mellem at udbygge den demokratiske sektor og kastrere den. Her må man vælge. Og regeringen har valgt den liberale linje så eftertrykkeligt, at den har skåret stigningen i det offentlige forbrug i de kommende år ned til næsten ingenting. Og den er villig til at tilslutte sig den europagt, der ved at ulovliggøre keynesianisme (og socialisme) vil ruinere Europa.
Krisetider er onde, men de giver også muligheder.
De liberale har grebet chancen for at virkeliggøre deres visioner om en minimalstat; velfærdsstaten og de arbejdsløse betaler prisen.
Centrum-venstre har misset chancen for at gennemføre en politik, der effektivt kunne bekæmpe krisen og som bonus ville indebære en udbygning af velfærdsstaten og demokratiet.
Anders Lundkvist er politisk økonom ved Aalborg Universitet
Så sandt:
"... en demokratisering af økonomien, hvilket er målet for en moderne socialisme."
Men hvor er vi da langt derfra.
Hvis det ikke var så sørgelig så er det jo sandt at Helle T. ingen nosser har, og styret landet imod våde højrefløjs drømme, sammen med flok kastreret hanhunde og et par bjæffende tæver.
MIn kvalmegrænse er nået og Helle's flok af visionsløse eftersnakkere, der under påskud af at være vestrefløj, primært vægter deres lønseddel, og ellers ikke giver en skid for Danmarks fremtid, eller nutid, kunne med god samvittighed og oprigtigt hjerte søge medlemskab i det konservative nedtursparti.
For hvad skal vi med en vestrefløj , der fører højrefløjspolitik?
Ja, uden fagbevægelsen som drivkraft følger socialdemokratiet de herskende vinde.
Hvad skal vi med en kvinde med mands kønsorganer?
Min kvalmegrænse med hensyn til sprogbrug er nået.
Er stort set enig i ANDERS LUNDKVIST kommentar.
Dog en bemærkning til sidste del - her er nedskæringer i den opbyggede administration og styring af alt og alle vel et gode. Det er tillid til de offentlige ansatte der skal styrkes så de i højere grad end i dag selv kan bruge forskellige løsningsmetoder der bedre passer til de enkelte situationer.
Ligeledes vil en styrkelse af SKAT vel også være et gode så samfundet kan få inddraget flere af de mia. kr. som skyldes til skat.
Alle ved nu at de radikale er liberale så det gør noget.
god artikel. fin pointe omkring demokratisering af økonomien og moderne socialisme.
det havde været på sin plads at nævn naomi kleins chok doktrinen ifm indførelsen af de deomokratiske upopulære nedskæringer i den offentlige sektor, som den økonomiske elite og ideologiske liberale har fået igennem pga. den økonomiske krise.
det er faktisk værre, johan clausen: ... pga den økonomiske krise, de selv har fremkaldt med bevidst uansvarlig politik.
Indtil idag, har den europæiske central bank trykt pengesedler for 2,3 billioner dollar og sendt dem i omløb.
Den 29 februar har de trykt for 500 milliarder euro pengesedler som sendes ud på markedet.
Bank of Japan er klar med for 100 milliarder euro.
Bank of England : 50 milliarder pund.
så der er ikke manglen på pengesedler i pengekassen.
Problemet er ikke stimulus eller ej.
Problemet er at vi insisterer på at holde liv i en flok zombie banker. Disse banker opsuger alle de penge som staten pumper ud for at rede sig selv. Pengene bliver enten lånt tilbage til staten (nul risiko men begrændset afkast) eller spekuleret med i højrisiko markeder for at få profit nok til at dække deres tidligere tab.
Tving bankerne til at erkende deres tab og luk dem som er insolvente. Opret om nødvendigt en række nye og solvente banker. Så kan vi komme videre.
Kapitalismen fungerer kun når skaderhoveder får lov til at gå fallit.
Lige nu leger vi den samme leg som kostede Japan et spildt årti.
@ Anders Lundkvist:
"Men hvis ekspansiv finanspolitik skal være effektiv, så er det den offentlige sektor, der skal fremmes, snarere end den private. Da den offentlige sektor er den demokratiske sektor – den er jo ultimativt kontrolleret af folkevalgte – vil dette trække i retning af en demokratisering af økonomien, hvilket er målet for en moderne socialisme."
Ville det så ikke være en idé, om den offentlige sektor startede profitabel produktion?
Med demokratisk ledelse og resultatløn skulle den vel nok kunne blive mindst lige så effektiv som privatejet produktion?
Produktion af grøn energi ligger vel lige for?
Råstoffer er der jo rigeligt af - og der sker alt for lidt på dette område.
Aktionærkapitalisme og finansiel deregulering er iflg den sydkoreanske økonom Ha-Joon Chang i dagens Information to områder, som nødvendigvis må reformeres. Og politisk økonom v. Ålborg Univ. Anders Lundkvist påpeger ligeledes i dagens avis, at det figenblad, som liberalisterne med deres våde drøm om en minimalstat betalt af velfærdsstaten og de arbejdsløse gemmer sig bag, er et påstået behov for nedskæringer i stedet for en intelligent allokering af fællesskabets ressourccer.
Et opgør med den private ejendomsret (Lars Bjørneboe? I tråden It´s the democracy stupid) Nej, tværtimod en placering af værdierne, hvor de hører hjemme. Det er en forvrængning og dermed en krænkelse af den private ejendomsret, når man tillader en privatkapitalisering af fællesskabets ressourcer, som går ud over en rimelig aflønning af arbejdsindsatsen.
Når venstrefløjen har vanskeligt ved at tage det nødvendige opgør med liberalisterne, ligner det ? en mangel på den indsigt og den heraf følgende intellektuelle kapacitet, som skal til for at kunne anskueliggøre for almenheden, at når man tillader den nuværende form for privatkapitaliserende ejendomsret over fællesskabets ressourcer, så undergraver man ikke blot fællesskabet men også sig selv. (Ha-Joon Chang ” - så vil alt for mange virksomheder fremdeles blive forvaltet på en sådan måde, at de undergraver deres egen levedygtighed. Og dette vil i det lange løb komme til at svække den nationale økonomi.”)
Det er et system, som kun understøtter de få - og selv de vil - i overensstemmelse med den indbyggede lovmæssighed - falde til sidst, hvis de får lov at fremture.
Maddingen, som bliver brugt til at narre den almindelige borger til at tro, at systemet også er til hendes fordel, er de forbrugsgoder, som bliver betalt med ´hundens hale´. Miljøet og den smuldrende statskasse betaler gildet – og når kassen så er tom, bliver der – igen – ballade.
Det er nu, vi må promovere forståelsen, af hvor grænsen går i mellem det private og det fælles. Biotopens ressourcer tilhører fællesskabet og må ikke kunne udsættes for privatkapitalisering. Er det så svært at forstå ? Resten må de, der gider, gerne slås om Imens vil den øvrige menneskehed endelig kunne komme i gang med det, som virkelig betyder noget, nemlig i en harmonisk udviklingsproces at nyde og erkende livet. Det er os selv, der bestemmer. Forudsætningen er indsigten.
Spørgsmål:
Hvad indebærer titlen "politisk økonom"?
Citat: "Anders Lundkvist er politisk økonom ved Aalborg Universitet"
Jeg tror det er en titel Information har givet ham. Når man er af en anden mening/skole end godt er, iflg. avisen, er man ”politisk”. Radikale økonomer er ikke ”politiske” men bare økonomer :)
Ja Anni - det undrede jeg mig også over - 'politisk økonom' og så ved Aalborg Universitet ?? For mig at se har økonomi og politik ikke noget med hinanden at gøre. Det undrer mih ogs at man bliver ved med at debatere de samme emner omkring socialisme, liberalisme, Keynes, Schmidt ja rækken er lang og på trods af det so kommer George sjældent frem af glemselen. Det er som at gå i en evindelig omgængerklasse hvor der terpes det samme. Det påstås dog, at lærebøgerne er ved at blive skrevet om hvilket viser at der måske er håb om engang i fremtiden at nå frem til en ny erkendelse.
Problemet er at hele modelkomplekser er bygget op af sproglige tankeformer, som ikke tilsammen er handlingsorienterede. Tag f.eks bare begrebet - 'ællesskab'- ser man sig rundt er det de færreste der identificerer sig med noget der kan kaldes 'fælles' i relation til økonomi. Og se på verden - der er vist ingen tegn på at mennesker rundt omkring lever i fællesskaber - ihvertfald ikke ret længe ad gangen.
For mig at se så skal dette økonomivrøvl have en afslutning fordi det blot spilder menneskers tid fremfor at fokusere på det væsentlige. Det hele skal vendes på hovedet så at økonomien bliver noget der fremkommer af seg selv som et resultat. Ligesom når man tilbereder en god middag. Hvis man træffer gode beslutninger bliver økonomien helt af sig selv god helt af sig selv.
Det vil sige at man skal debattere hvad vil vi med samfundet og havd skal der derfor gøres for ar realisere det. Glem alt om regnestykker - penge betyder intet set i forhold til livskvalitet.
Skriv under for en folkeafstemning om finanspagten:
www.eu.enhedslisten.dk
Og ellers tak til Anders...
Nu har jeg - på min facebookprofil - fået svar på, hvad en "politisk økonom" er.
Det er en nationaløkonom med politiske holdninger. Meget kort fortalt. Den lange forklaring kan findes på denstoredanske.dk under "politisk økonomi".
Jeg kan godt lide betegnelsen, for den fortæller jo, at der er flere skoler inden for økonomi, og det er der jo.
Tak for diskussionsindlæggene!
Mht. betegnelsen 'politisk økonom':
Den har jeg generøst tildelt mig selv. Formelt er jeg cand.scient.pol., men jeg har altid beskæftiget mig med politik og økonomi. Desuden markerer betegnelsen, at jeg ikke tror på en upolitisk økonomisk teori. Jeg har i hvert fald ikke haft fornøjelsen af at møde en økonomisk teori, der var støvsuget for interesser og værdier. Generationerne fra Smith til og med Marx betegnede da også disciplinen 'politisk økonomi'.
Til Johan Clausen: Jep, Naomi Klein med sin chockdoktrin er højst relevant. I en tidligere kommentar har jeg da også refereret til hende. Da hun skrev sin bog, kunne hun ikke rigtigt finde en vesteuropæisk illustration - den er der nu!
For resten har jeg netop set at hun har skrevet en ny bog.
Til Arne Thomsen: Du taler om 'profitabel offentlig produktion' som eksempel på demokratisering af økonomien. Her ville jeg slette 'profitabel', for hvis profit er eneste målsætning, er der vel ingen grund til at produktionen skal være offentlig/demokratisk styret. Så klarer privatkapitalen det sikkert bedre. Første skridt ved privatisering er da også ofte at offentlige virksomheder får besked på at være profitable, dvs. være ligesom de private.
Offentlig produktion giver kun mening hvis miljø, ordentlige arbejdsforhold og evt. små priser er målsætninger - på linie med omkostningsbevidsthed.
Til Randi Christiansen: Jeg er enig i det meste, men jeg fangede ikke dette med privatejendom og fællesejendom. Det er da alternativer/ modsætninger. Men modsat Leif Mønniche vil jeg insistere på at fællesskaber faktisk eksisterer - om end de unægteligt er under pres.
Finanspagten er blot endnu en lappeløsning for at redde skindet på en finanssektor der udsuger folket istedet for at være dets tjener. Her er etindslag om Occupy the SEC exposes how Wall Street is using regulatory arbitrage to break the Volcker Rule fra RT om hvordan den financielle sektor snor sig på trods af de milde restriktioner, der indtil nu er gennemført i US.
Anders Lund - det er ikke økonomien der er noget galt med - det er financieringen.
Lund -> Lundkvist (undskyld)
Jeg har nu brugt en del år på at finde ud af hvordan penge-systemet fungere, og jeg fatter kun mindre og mindre.
Der er dog En ting, der virker indlysende tåbeligt, og det er evig 'inflation': Hvis jeg ligger 1000kr i en kasse også venter 10 år, så er de 1000kr f.eks. blevet 100kr værd – Dvs. hvis jeg f.eks. bygger cykler og kan sælge dem til 100kr stykket og jeg ved at de optimalt set holder i 10 år og at der kun efterspørges 10stk på den tid, så( jeg burde ha' mine 1000kr, men pga. inflationen kun har 100kr,) bliver jeg nødt til at bygge mindre holdbare cykler, der kun holder 1 år af gangen(, i stedet for 10 år så jeg kan sælge 10 gange så mange,) for at jeg om 10 år har 1000kr – Den anden mulighed, i stedet for at lave mindre holdbare cykler, er at finde 90 flere kunder(, så jeg tjener 10000kr over 10 år og inflationen gør' dem til 1000kr), men så skal jeg også arbejde så meget mere.
Så logikken må være, at den der styrer inflationen bestemmer over arbejdsbyrden.
Værd at se, med norske undertekster, The Lightbulb Conspiracy aka Pyramids of Waste
Documentary on planned obsolescence (2010)
www.youtube.com/watch?v=I5DCwN28y8o
Hvis inflations-/deflations-magten ikke var i hænderne på en lille gruppe, ville kapitalismen naturligt føre hen til et sted hvor den unødvendig-gjorde sig selv, hvilket vi også så antydningen af i starten af det sidste århundrede, hvor f.eks. Nikola Tesla fandt ud af at trække energi ud af æteren(, i mangel på et bedre ord,) og sende strøm igennem luften uden kabler – Det siges at det fik hans sponser J.P.Morgan til at gå i panik, da han ejede meget pludseligt unødvendigt kobber, og bl.a sætte ild til The Wardenclyffe/Tesla Tower - Et tårn der kunne ha' sparet os for et helt århundredes død og ødelæggelser. (personligt mener jeg at første verdenskrig blev igangsat fordi kapitalismen var ved at dø). Så 1930 er ikke at gå langt nok tilbage.
Mvh..
@ Anders Lundkvist:
Jeg forstår godt din modvilje mod at gøre offentlig produktion "profitabel". Men når jeg bruger det udtryk, er det for at modvirke bureaukrati og ineffektivitet, som vi så det i Sovjetunionen, og som al offentlig virksomhed jo fortsat mistænkes for.
Når jeg går ind for demokratisk ledelse kombineret med resultat-løn, så er det fordi, jeg tror, det er dén måde, hvorpå virksomheden undgår spild af ressourcer (også arbejds-ressourcen) og i stedet -. i alles direkte økonomiske interesse! - fremmer godt og effektivt samarbejde (Under forudsætning af at der er tilstrækkelige anlægsinvesteringer og fornøden knowhow), sådan at der bliver et godt overskud, som kan komme lønningsposen og virksomhedens kunder til gode - og ikke, som i private virksomheder, går i ejernes lommer.
Jeg har ikke set en sådan model forsøgt, og jeg har ikke set andre modeller, der har sikret effektiv offentlig produktion ; - )
Arne - der findes modeller, men de er ikke så velkomne i parnasset fordi de er 'for realistiske' og afslørende. Lad os f.eks tage et element som produktivitet i et fremstillngsled [omkostningssted].
For at skabe optimal produktivitet på omkostningsstederne gælder - hvad angår deres output - at der (1) kun produceres hvad der er nødvendigt, altså hvad der skaber nytte i de modtagende funktioner og dermed nytte for helheden; (2) at det output, der således findes at være værdiskabende produceres i den påkrævede, nødvendige kvalitet. Altså ikke for godt - for perfektionistisk, styret f.eks. af professionelle kvalitetsnormer mere eller mindre ude af trit med brugerens behov (hvad jo særdeles ofte er tilfældet).
Ser vi derefter på omkostningsstedets inputside - altså på styringen af ressourceforbruget (d.v.s. omkostningerne) for at fremstille de nødvendige serviceydelser, finder vi også to hovedfaktorer af væsentlig betydning for produktiviteten, nemlig: (1) at personalebemandingen er relevant og bedst mulig i harmoni med outputkravene. At der altså ikke findes for meget mandskab, og at det påkrævede mandskab hverken er over- eller underkvalificeret. »Ret mand på ret plads« må være devisen. (2) at der arbejdes med den teknologi (maskineri og metode) der er mest relevant for omfang og kvalitet af de påkrævede outputydelser. Altså på den ene side en ikke for sofistikeret teknologi eller en for omstændelig metodik - på den anden side selvfølgelig heller ikke en for omkostningskrævende manuel teknologi.
Det er den omhyggelige styring af disse fire hovedfaktorer (de to på outputsiden; de to på inputsiden) der er helt afgørende for, om et omkostningssted skaber værditilvækst altså - i vort sprog - skaber produktivitet.
"Det ligger dybt i det liberale verdensbillede, at hvad der er godt for den enkelte forbruger og kapitalejer er godt for samfundet."
Og i det helt nære: Det, der er godt for kapitalejeren er ikke altid godt for den enkelte forbruger.
Måske man ligefrem kan sige, at venstrefløjen skal slå mere på, at hvis man for alvor hylder det frie marked, så skal man vinke farvel til rejsegarantifonde, forbrugerbeskyttelseslovgivning og alle de andre områder, hvor den i de liberales øjne ødelæggende stat griber ind. Gad vide hvor mange der vil parkerer deres stemme hos Venstre hvis man spurgte dem lige efter en Spiegelhauerudsendelse, hvor en eller anden form for ureguleret markedsudfoldelse var blevet klædt af?
Hvis du kan bevise at penge eksisterer som andet end noget vi bilder hinanden ind, kan du med samme bevisførelse påvise at der eksisterer en gud. "Det er, fordi vi tror det er"
Velkommen til massepsykosen, og hvordan man holder den kørende.
Kristian Bevan:
Hvis jeg forstår dig ret, så tror jeg, at du har misforstået noget. Hvis vi tager fat i dit cykelbyggereksempel, så vil prisen på dine cykler jo formodenligt stige i samme takt som inflationen (da inflation er en stigning i det generelle prisniveau heriblandt cykelpriser). Så hvis du sælger 10 cykler i løbet af 10 år, vil dine cykelpriser løbende stige og du vil have mere end 1000 nominelle kroner efter 10 år. Summa summarum for en almindelig arbejder: Under normale forhold vil din løn (eller afkastet på cykelbygning) stige nominelt i takt med inflationen, så de penge du løbende får udbetalt vil have reale værdi.
Desuden er man jo lidt halvtosset, hvis man tjener 1000 kroner og putter dem lige ned i foret for at vente 10 år med at bruge dem. Hvis man absolut vil vente 10 år med at bruge dem, så køber man statsobligationer for at inflationen ikke skal forringe pengenes reale værdi.
Anders Lundkvist : ”Til Randi Christiansen: Jeg er enig i det meste, men jeg fangede ikke dette med privatejendom og fællesejendom. Det er da alternativer/ modsætninger.”
Det må være flg du hentyder til ? : ”Det er en forvrængning og dermed en krænkelse af den private ejendomsret, når man tillader en privatkapitalisering af fællesskabets ressourcer, som går ud over en rimelig aflønning af arbejdsindsatsen.”
Og jeg indrømmer, den er spidsfindig. Det, jeg mener, er, at vi jo ikke skal afskaffe den private ejendomsret. Vi bør i stedet klargøre, hvorledes nogle under dække af den private ejendomsret tiltager sig uberettiget råderet over fælles ressourcer. På den måde forvrænges begrebet, og forståelsen mistes, for hvor den retfærdige grænse for privat ejendomsret er. Og jeg vil gerne gentage her, at jeg mener, det er biotopens ressourcer, som tilhører fællesskabet. Der går efter min mening en helt klar skillelinje, som det er lykkedes omtågede liberalister at forplumre og tilsvarende omtågede socialister at tabe af syne.
A.L. : ”Men modsat Leif Mønniche vil jeg insistere på at fællesskaber faktisk eksisterer - om end de unægteligt er under pres.”
Og Leif Mønniche, mht fælleskabsbegrebet : hvad enten vi vil det eller ej, så har vi et fællesskab, så er vi del af eet – spørgsmålet er, hvordan vi vælger at forvalte det.
Glimrende artikel, men jeg syntes AL glemmer, at få det historiske med:
Hovedårsagen til at den liberalistiske økonomi fik sin anden luft så at sige fra 80'erne var trods alt, at Keynesianismen syntes af have nået sin grænse i forbindelse med krisestyringen i 73 og 81, som udmøntede sig i den såkaldte stagflation, altså kombinationen af stagnation og inflation samtidig.
Det havde man ikke oplevet før, og det betød at yderligere efterspørgsels tiltag blot medførte øget inflation uden at gøre noget nævneværdigt ved stagnationen/arebjdsløsheden.
Det medførte at udbudsøkonomien kom i vælten. Den vil under en krise medføre øget udbud af arbejdskraft og lægge yderligere pres på lønningerne, så kapitalen kan blive rentabel igen! Dertild skete en voldsom deregulering af finanskapitalen, som også gave luft til det efterfølgende internationale økonomiske opsving for en tid vel og mærke!
Se: http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...
samt eventuelt bredere:
http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=8730617949429852414#allposts
det andet link er forkert, skal være:
http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html