Kommentar

Kickstarten, der forsvandt

Regeringens kickstart af dansk økonomi vil føre til strammere budgetter for offentlige serviceydelser, koste arbejdspladser og gøre Danmark fattigere
7. februar 2012

Dansk økonomi skal kickstartes, mener regeringen. Offentlige investeringer for i alt 19 milliarder kroner skal fremrykkes til 2012 og 2013. Samtidig var det S og SF’s intention — mens de sad i opposition — at det offentlige forbrug (udgifter til daginstitutioner, skoler, ældrepleje mv.) skulle holdes på 1,4 pct. årligt. Det er i sig selv en historisk lav vækst, men dog højere end VK-regeringen havde lagt op til.

S og SF har imidlertid allerede efter kort tid i regeringskontorerne besluttet at sænke ambitionsniveauet for det offentlige forbrug fra de 1,4 pct. i 2012 og 2013 til henholdsvis 0,6 og 0,3 pct., og således reelt overtage VK-regeringens politik på dette centrale område. Reduktionen i det offentlige forbrug udgør i 2012 og 2013 ca. 1 pct. i forhold til Fair løsning, som S og SF gik til valg på. Det svarer rundt regnet til ca. 5 milliarder kroner årligt — dvs. ca. 10 milliarder kroner over de to år, som kickstarten skal vare.

Det kunne måske se ud som om, den offentlige sektor fortsat vil tilføre økonomien en svag stimulans, idet de offentlige investeringer som nævnt øges med 19 milliarder kroner i de to år. Men det er desværre ikke tilfældet. Når det offentlige bruger en krone til at styrke velfærdsområdet, giver det mere end dobbelt så meget beskæftigelse, som hvis det offentlige bruger en krone på bygge- og anlægsinvesteringer. Derfor bliver nettoeffekten på beskæftigelsen af den foreslåede stigning i de offentlige investeringer og den lavere vækst i det offentlige forbrug negativ — nemlig ca. 5.000 flere ledige.

Og det er endda kun i de to år, kickstarten gælder. Der er således tale om fremrykkede investeringer, som efter 2013 skal følges op af tilsvarende reduktioner. Beskæringen af de offentlige velfærdsudgifter i 2012 og 2013 er til gengæld permanent. Derfor vil ledigheden øges med yderligere ca. 15.000 personer i årene efter 2013, når de offentlige investeringer sænkes svarende til stigningen i 2012 og 2013.

Set over en periode på 3-5 år bliver der samlet en markant negativ beskæftigelseseffekt, hvis man sammenligner med et scenarie, hvor S og SF havde opretholdt sit (historisk lave) ambitionsniveau for det offentlige forbrug og undladt kickstarten.

Boost til privat velfærd

Det er imidlertid ikke kun de kommende år, den offentlige sektor skal sættes på smalhals. Det offentlige forbrug skal ifølge regeringen udvikle sig historisk lavt helt frem til 2020. Dén strategi er problematisk. Det såkaldte offentlige forbrug er nemlig i virkeligheden ligeså meget ’privat’ forbrug som forbruget af f.eks. faldskærme, charterrejser og rødvin. Det offentlige forbrug er blot offentligt finansieret forbrug, dvs. forbrug, der finansieres via skatter.

Det er imidlertid naivt at tro, at staten kan styre befolkningens behov for velfærdsydelser. Hvis staten lægger restriktioner på de offentligt finansierede velfærdsydelser, vil befolkningen blot efterspørge privat finansierede velfærdsydelser, som f.eks. privat finansierede skoler, sundhedsydelser, ældrepleje m.v. En udsultning af de offentlige velfærdsydelser vil derfor være en afgørende drivkraft bag en egentlig privatisering af disse ydelser.

Det giver altså ikke mening, at venstrefløjen både sætter stramme økonomiske rammer for væksten i offentlige velfærdsydelser og kritisere tendenserne til privatisering af disse ydelser på en og samme tid.

En rød regering burde lade niveauet for offentlige velfærdsydelser og de hertil hørende nødvendige skatter være et anliggende mellem kommunen og kommunens borgere. Hvis borgerne i en kommune er villige til at betale for bedre velfærd, og dermed højere skatter, på bekostning af forbruget af fladskærme, charterrejser og rødvin, udgør en sådan prioritering ikke et samfundsøkonomisk problem.

Måske snarere tværtimod. En stor del af det offentlige forbrug er således snarere investeringer i fremtiden end kortsigtet forbrug. Det gælder ikke mindst udgifter til daginstitutioner og uddannelse. Førstnævnte er afgørende for at øge kvindernes arbejdsudbud, mens uddannelsespolitikken er afgørende for kvaliteten af arbejdsstyrken.

Overførsler er problemet

Problemet i relation til de offentlige udgifter er ikke de offentlige velfærdsydelser, men derimod de offentlige indkomstoverførsler. Der er i dag ca. 800.000 personer i den erhvervsaktive alder på indkomstoverførsler, og det er den primære årsag til den markante stigning i skattetrykket de eneste 40 år.

Der er behov for et mere nuanceret syn på de offentlige udgifter, hvor fokus flyttes fra velfærdsordningerne til indkomstoverførslerne. En rød regering burde erstatte 2020-planens endimensionale fokus på udgifterne til offentlig velfærd med en 2030-plan, hvor der i stedet sættes et loft over niveauet for indkomstoverførslerne i 2030. Det kunne f.eks. være 15 pct. af BNP. I dag er niveauet ca. 17 pct., og uden indgreb vil det stige til ca. 20 pct. pga. det stigende antal ældre.

En reduktion af indkomstoverførslerne på 5 pct. af BNP vil forbedre statsfinanserne med ca. 100 milliarder kroner, som både kan bruges til at reducere indkomstskatterne og styrke velfærden. Det er en langt mere perspektivrig måde at forbedre de offentlige finanser på end at overtage VK-regeringens sparemål.

Uddannelse er nøglen

Hvis der styres efter udgifterne til indkomstoverførsler i stedet for udgifterne til offentlige velfærdsordninger er et længere tidsperspektiv nødvendigt. Det skyldes, at den korteste vej til færre personer på indkomstoverførsel er mere og bedre uddannelse. Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og udgifter til indkomstoverførsler som dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og efterløn. Især de 20-25 pct. af en ungdomsårgang, som i dag ikke får en ungdomsuddannelse, vil med sikkerhed bliver overrepræsenteret hos indkomstoverførselsmodtagerne.

Det er ikke givet, at uddannelsesstrategien alene vil kunne klare reduktionen i indkomstoverførslerne på 5 procentpoint i 2030. Det kan derfor også blive nødvendigt at prioritere indkomstoverførslerne. Men er det ikke bedre, at venstrefløjen sætter sig i spidsen for en sådan prioritering — der f.eks. kunne indebære en indtægtsgraduering af visse indkomstoverførsler som f.eks. børnecheck og folkepension — i stedet for at skære (gradvist) ned på de svages adgang til indkomstoverførslerne?

Socialdemokraterne har netop besluttet at sætte fokus på velfærdsstaten i 2032. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget offentlig velfærd, der med de planlagte udgiftsrammer for det offentlige forbrug allerede i 2020 vil være erstattet af private velfærdsordninger.

 

Frans Clemmesen, cand.polit. og fhv. økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis staten lægger restriktioner på de offentligt finansierede velfærdsydelser, vil befolkningen blot efterspørge privat finansierede velfærdsydelser, som f.eks. privat finansierede skoler, sundhedsydelser, ældrepleje m.v. En udsultning af de offentlige velfærdsydelser vil derfor være en afgørende drivkraft bag en egentlig privatisering af disse ydelser."

En sådan udvikling vil næppe genere ret mange på det politiske parnas - og da slet ikke i EU. Med stabilitspagten, finanspagten og en ligevægtøkonomisk orienteret budgetlov, har EU og den danske regering 'sikret' udviklingen, som givetvis vil resultere i en fortsat liberalisering af velfærdsstaten. Pointen er jo at den universelle, skandinaviske velfærdsmodel skal aflives; den er, set fra kapitalens snævre perspektiv, simpelthen ikke 'omkostningseffektiv' nok.

"En rød regering burde lade niveauet for offentlige velfærdsydelser og de hertil hørende nødvendige skatter være et anliggende mellem kommunen og kommunens borgere"

Er præmisserne for at vurdere regeringens politik de rigtige? Er regeringen egentlig rød?

"S og SF har imidlertid allerede efter kort tid i regeringskontorerne besluttet at sænke ambitionsniveauet for det offentlige forbrug fra de 1,4 pct. i 2012 og 2013 til henholdsvis 0,6 og 0,3 pct., og således reelt overtage VK-regeringens politik på dette centrale område"

Dette viser hvad jeg mener med præmisserne.

Og saa for 10ende gang, Regringen er ikke SF, ej heller S og SF, men SRSF, som sammen tager beslutningerne!

"Siden 1994 er andelen i Danmark således faldet fra over 21% til knap 17% af bruttonationalproduktet i 2000."

Så der er altså ikke tale om stigninger, tværtimod en reduktion i udgifterne, da inflationen har udhulet siden.

denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Finanspolitik/indkomstoverf%C3%B8rsler

Jens Overgaard Bjerre

Den gamle, og forhåbentlig snart afdøde traver, med at uddannelse er nøglen, holder ikke vand. Argumentet er i hvert fald utæt. I Asien er der masser af højtuddannede mennesker, men ikke arbejde nok.

Det er jo det som er problemer og det er her at den kapitalistiske idé blandt andet kommer til kors.

Man kan vælge, at skære ind til benet for et samfunds borgere. I det her tilfælde, de uformuende eller mere korrekt: De fattige. Det er den kurs man har valgt, og S har smidt hele arbejderklassens kamp for de svageste på porten i løbet af 15 år.

Det er blevet en personlig karrierepolitik at blive politiker. Man behøver ingen baggrund, uddannelse eller erfaring. Det bedste eksempel er "studenten", som er blevet skatteminister og skal stå for nedskæringerne hos de ældre.

Det er pudsigt, at alle de økonomiske analyser, og også denne, som regel kommer til kors, når det bliver konkret, og derfor svæver tåget empirisk hen over realiteterne.

Et andet valg kunne jo også være, at tage hånd om økonomien og lade flere komme i arbejde via statslige indgreb. der er masser af offentlige bygninger m.m, som trænger til en ordentlig omgang.

Mads Kjærgård

Jeg havde fornøjelsen af at se Mette F i tv, hvor hun lovede at gøre noget for at få handicappede i arbejde, men med den anden hånd så nedlægger hun arbejdspladser eller regeringen gør. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvor regeringen er på vej hen. Kickstarten giver jo som nævnt heller ikke den store virkning, når man blot sparer pengene et andet sted.
Det minder mere om mere om VKOs politik. Jeg talte med en tysker i dag og beklagede mig, han spurgte om vi da ikke havde fået en Socialdemokratisk regering, jeg behøvede bare at sige "New Labour", så sagde han: Ahh ja, ich verstehe! Ja vi har ganske vist fået en ny regering, men vi har ikke fået en ny politik!

Dorte Sørensen

Skal det ikke debateres om privateselskaber så også skal have støtte , hvis de fx. er private skoler, private selskaber der udfører ældrepleje osv.
Hvorfor ikke sige at skatteyderne ikke skal betale for privates mulighed på at tjene på uddannelse , pasning og pleje eller sundhed.
Under OVK blev der vedtaget love hvor det blev lovliggjort at privateselskaber måtte tjene på disse områder. Dvs. at fx. et overskud i en privat daginstitution godt måtte tage et overskud til eget forbrug og ikke som tidligere skulle bruge et overskud til investeringer i daginstitutionen i anlæg og drift.

Steen Erik Blumensaat

Sisyfos politik.

Hvis et døgn repræsenterede menneskets historie fra udviklingen af de første individer af menneskeslægten, ville vi først forlade jæger-og samlerstadiet og gå over til agerbrug kl. 23.53.

Hvis alle Jordens mennesker skulle dele landjorden mellem sig, ville hvert menneske få 23.000 kvadratmeter at leve af - dvs. 3 fodboldbaner, men bjerge, is og ørkner ville optage 1enhalv fodboldbane (og ikke ret meget mere end en halv fodboldbane lader sig opdyrke)

Hvis
vores krop havde samme størelse i forhold til hjernen som hos et pindsvin, ville vi veje 5-600 kg.

Hvis
vi ville være lige så effektive som en myre, skulle vi løbe afsted med en byrde på 300 kg med en fart på 25km i timen.