Kommentar

Koldau sætter fingeren på et ømt punkt

Det er uhørt, at Koldaus kolleger deltager i hetzen af hende i stedet for at holde sig kernen i den kritik, hun retter mod humaniora på danske universiteter
Debat
28. februar 2012

Sagen om professor Linda Maria Koldau på Aarhus Universitet (AU) har taget en rystende drejning. Vi har at gøre med en faglig konflikt, som har stof i sig til en klassisk akademisk fejde. Men fejden bliver personliggjort. Ledelsen fortolker konflikten som samarbejdsproblemer, der kræver konsulentbistand. Konsulenterne placerer skylden på Koldau, og så er der en advarsel på vej. Dekan for Arts, som humaniora nu hedder på AU, Mette Thunø bemærker, at »det har konsekvenser at køre en diskussion i pressen« (Inf. 12. februar).

Koldau går nu til pressen for at afværge den påtænkte advarsel og truende fyring – og har held til at vække offentligheden. Dermed bliver det alligevel en fejde, nu blot om universitetslovens enstrengede ledelse.

Derefter sker der imidlertid noget helt uventet. For to andre professorer fra AU, Henrik Kaare Nielsen og Svend Erik Larsen går ind i sagen. De er ophidsede, ikke på dekan og universitet, men på deres nyansatte kollega. Professor Koldau har tydeligvis sat sindene i kog. For vi får to partsindlæg, der går langt ud over akademisk og almindelig anstændighed, og det endda fra to professorer fra helt andre fag.

Skyd budbringeren

Koldau har kritiseret humanioras niveau i Danmark, og for begge de to professorer er det magtpåliggende at forsvare humaniora. Det gør de imidlertid ved at nedgøre og mistænkeliggøre budbringeren, som tydeligvis er den svageste part i en tilspidset konflikt. En part, der oven i købet er indvandrer, kvinde og fyringstruet.

Nielsen skriver, at Koldau er »en kollega, der intrigerer i stedet for at samarbejde, og som i sin insisteren på at repræsentere den eneste gyldige musikfaglighed har lammet den musikvidenskabelige afdeling og med fuldt overlæg har forsøgt at undergrave dens omdømme i offentligheden.« Og Nielsen konkluderer: »her måtte ledelsen tage affære for at forhindre smadringen af et fagligt og kollegialt miljø.«(20. februar).

Formanden for det bedømmelsesudvalg, der erklærede Koldau professorkompetent, professor Larsen stemmer i. Koldau er »uden bred international publikationsprofil«, ligesom det ikke fremgår, »hvordan hendes internationale status er i forhold til kollegial anerkendelse«. Larsen konkluderer, at Koldau »hverken (har) baggrundsviden eller international pondus nok til at fælde den dom over mig eller andre.« (22. februar).

At professor Larsen overhovedet går ind i sagen går over min forstand. Jeg kan ikke huske fortilfælde, hvor en formand for et bedømmelsesudvalg er gået ind i en offentlig fejde og har nedgjort en kollega, som vedkommende selv har bedømt kvalificeret.

Hvis professor Larsen har bedømt en ansøger, som han betragter som en international letvægter, professorkompetent, har han ikke levet op til sit ansvar. Alene derfor er det ufatteligt, at han kan få sig til at skrive, som han gør.

Uhørt

Uanset deres intention, giver professorerne de facto opbakning til ledelsens fortolkning af sagen: Det drejer sig udelukkende om en besværlig person, ikke om en faglig konflikt. Selve sagen – altså humanioras kvalitet – gør de to professorer derfor ikke meget ud af at diskutere.

Et godt eksempel på, at man faktisk kan være saglig i denne sag, er AU-professor, Frederik Stjernfeldt. Han påtog sig sidste efterår sammen med David Budtz Pedersen at argumentere for, at Koldau tog fejl ved at henvise til såvel humanioras særlige rolle i national dannelse som til relevant international forskningsstatistik (Politiken, 8. november, 2011). Han forholdt sig til sagen, som det sig hør og bør for professorer.

Egentlig troede jeg, Stjernfeldt havde ret i, at dansk humaniora har det helt fint. Men nu er jeg kommet i tvivl. For det er ganske enkelt horribelt, hvad de to humanioraprofessorer, Nielsen og Larsen har ladet tilflyde medierne. Koldau må virkelig have sat sindene i kog. Set fra sidelinjen forstår jeg bare ikke hvorfor. Hun har uden tvivl ramt et ømt punkt, blot er jeg ikke helt sikker på hvilket.

Heller ikke ledelsen på AU virker helt kølig og velovervejet i denne sag. Dekanen udtaler sig, så det er svært ikke at se en forbindelse mellem de offentlige ytringer og sanktionerne. Og den advarsel, som landede på forsiden af Information 13. februar, må være uden sidestykke ikke bare i dansk universitetshistorie, men også i international sammenhæng. Koldau får sin advarsel som følge af »samarbejdsmæssige konsekvenser«, som hendes »ytringer i medier« har haft for hende og hendes »kolleger«.

En gruppe mellemledere på det tidligere DPU opfordrede 23. februar indtrængende dekanen til at trække advarslen tilbage. Vi fremhævede, at man som universitetsansat forsker har både ret og pligt til at diskutere sit fag såvel internt som i offentligheden. Vi påpegede, at den uddelte advarsel kunne opfattes som en straffeaktion mod åbenmundede ansatte. Det sidste forholdt dekanen sig ikke til, og dermed kommer denne sag til at minde om tidligere sager, som dekanen har behandlet i sin korte tid på AU. Først og fremmest sagen om børnelitteratur og IT-didaktik på det tidligere DPU, der skulle flytte til Aarhus. Heller ikke her ville dekanen forholde sig til de saglige indvendinger.

Retsløse forskere

Nu er Folketingets ombudsmand så gået ind i Koldau-sagen, og tak for det. Forhåbentlig kan dette bidrage til at dæmpe gemytterne på AU og rette op på sagerne. Problemet er imidlertid, at ingen andre statslige institutioner og myndigheder føler sig kaldet til at gribe ind. Ministeriet bakker rutinemæssigt universitetet op, bestyrelsen bakker rektor op, rektor bakker dekan og institutleder op. Man har altid tillid til ledelsen.

Forskeres retsstilling i det danske universitetssystem er så svag, at man skal helt til tops i retssystemet, før retfærdigheden får en chance. Det er ikke blot skandaløst, det vil også tendentielt overbelaste Ombudsmandsinstitutionen. Hvor megen enevældig magtfuldkommenhed, følgagtighed og almindelig demoralisering skal der til, før politikerne kan se, at den enstrengede ledelsesform er en katastrofe for dansk åndsliv og videnskab?

 

 

Asger Sørensen er lektor i pædagogisk filosofi, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"En part, der oven i købet er indvandrer, kvinde og fyringstruet." - Mon ikke humlen ligger der at Linda Maria Koldau netop er indvandrer og kvinde?

@Wilhelm M:
Jo, og måske for dygtig. Det kræver menneskeligt overskud af en leder at have en underordnet, der er dygtige end en selv.

Tak til Asger Sørensen for denne artikel.

1. Der er grund til at vise bekymring over prof. Larsens udtalelser om prof. Koldau, og de signaler, de har sendt, ikke blot nationalt, men også internationalt til evt. interesserede ansøgere til stillinger på danske universiteter. Det er, som Asger Sørensen nævner, helt uhørt, at man som formand for et instillingsudvalg udtaler sig nedvurderende om et menneske, man selv har indstillet til en stilling.

Vi kan alle lave fejl. Og modtagere tolker tekster forskelligt ud fra deres egen situation. Men professors Larsen nedvurdering af professor Koldau blev gentaget 3 gange, først som kommentar 17.2.2012 til et blogindlæg, dernæst i form af to næsten enslydende indlæg i Information og Politiken samme dag, 21.2.2012.

Professor Larsen sagde desuden: "hovedparten af hendes produktion er publiceret på tysk".
Der er intet i vejen med, at hovedparten af en forskers produktion er på tysk!

2. Mht. de administrative sanktioner over for den tyske professor, bl.a. indskrænkning af fysisk mobilitet: “være på sit kontor inden for normal arbejdstid”, giver det stof til eftertanke. En sådan sanktion leder tanker hen på mekanismer i regimer, der idømmer sanktioner over for mennesker, der har været for åbenmundede, eller hvor der skal statueres eksempel på, hvad der kan ske med de for åbenmundede. Jeg har bl.a. skrevet med en juralærer fra et Vestafrikansk universitet, der sad fængslet tre år uden rettergang sammen med sine studerende. Læreren havde støttet sine studerende i en strejke. Jeg har også skrevet med en tidl. fagforeningsformand i et Sydøst-asiastisk land, der sad fængslet i mere end 30 år, fordi han sagde sin mening åbent under retssagen. Da Amnesty International gik ind i sagen, og han blev årets fange, skærpede myndighederne sanktionerne over for ham, og han kom til at sidde nogle år mere, hvor det ellers havde set ud til, at han var på vej til en løsladelse.

Disse sanktioner er selvfølgelig milevidt fra den danske sag, nogle vil hævde, de er usammenlignelige, men ud fra mit mangeårige arbejde som frivillig i en Amnesty-fangegruppe kan jeg genkende en mekanisme, også den, at jo mere støtte, der er, jo flere ømme punkter der rammes, jo mere skærpes kritikken af vedkommende, og evt. tildeles der ovenikøbet flere sanktioner.

Asger Sørensen:
"Og den advarsel, som landede på forsiden af Information 13. februar, må være uden sidestykke ikke bare i dansk universitetshistorie, men også i international sammenhæng".

Jeg har spurgt lidt ude i verden til sanktioner på uni'er. Nogle steder giver man dårlige hold, hvis man vil få vedkommende til at sige op.

En straffeform der bruges i internationale organisationer, hvor man ikke kan slippe af med en ansat, er at placere vedkommende på et kontor og ikke tildele arbejdsopgaver.

Grete Bjorholm-petersen

til Anne Albinus:
Ja, det kræver overskud af en leder at have en underordnet, der lader til at være dygtigere end en selv.

Professor Koldau er oppe imod stærke kræfter, fordi systemet for det meste er stærkt nok til at skille sig af med uønskede medarbejdere. Derfor er hendes eneste mulighed at gå til offentligheden, hvilket selvfølgelig gør ledelsen rasende, da den hermed mister muligheden for total kontrol over forløbet og fordi mangler og svagheder i ledelsens administration af opgaverne kommer til offentlighedens kendskab. Nu har så ombudsmanden fattet interesse for sagen - forhåbentlig til gavn for alle ansatte, som så ikke behøver at vente til kort før pensioneringen med at påpege kritisable forhold.
Kritik skal selvfølgelig være saglig og have til formål at bidrage til at forbedre tingenes tilstand - eller være medvirkende til, at man når frem til den bedste løsning, således at spild af tid og penge undgås.

Her i Danmark er vi jo så 'civiliserede', at vi ikke slår folk ihjel - men vi 'nøjes' med at forflytte dem, hvis ytringer opfattes som truende for dem, som har magten.

Uli Fahrenberg

Anne Albinus
"En straffeform der bruges i internationale organisationer, hvor man ikke kan slippe af med en ansat, er at placere vedkommende på et kontor og ikke tildele arbejdsopgaver."

Det kunne se ud som om AU netop har tænkt sig at bruge denne straffeform ("den stille død") overfor fru Koldau.

Kan vi indføre ordet "koldauesk" eller evt. "koldausk" for systemets fremgangsmåde overfor hende?

Lidt om det evt. "ømme punkt": er kritik mulig af markedsgørelsen af universiteterne og vejen mod øget privatisering?

I bogen "Fremtidens universiteter" Gyldendal, 2009, (link til Googlebog) skrev rektor for Aarhus Universitet i sit kapitel, side 57 bl.a.:

"Uddannelse er kort sagt blevet en kommerciel vare, som handles på et globalt marked. Uddannelse er en serviceydelse, hvor de internationale spilleregler i stigende grad vil blive forhandlet og reguleret i Gatts (General Agrement on Trade in Services) under WTO. Vi vil opleve, at fjernelsen af handelsbarrierer yderligere vil øge importen og eksporten af uddannelsestilbud, og at der vil komme langt større fokus på kommercielt handlede uddannelsprogrammer."

Rektor for AU har arbejdet 12 år i Verdensbanken.

Lidt information om Verdensbanken:

Verdensbanken udgav tilbage i 1999 “Investeringsmuligheder i udviklingslandenes privatundervisning". Jeg har tidl. omtalt en bog af en belgisk fysiker, Nico Hirtt“L’Ecole prostituée”/Den prostituerede skole” 2001, hvor Hirtt detaljeret gør rede for, hvordan industrilandene siden 80’erne har forladt demokratiske ambitioner på undervisningsområdet, og i dag er det økonomiske krav, der dikterer uddannelsespolitik.(Se evt. blog om det på dansk)

Verdensbanken forbeholder en prioritering af ​​sin bistand til lande, "der er villige til, for deres videregående uddannelser, at vedtage en lovgivning der begunstiger en struktur [...], hvor den private sektor inddrages mere" "Priorities and Strategy for Education ", 1995) (citeret fra Nico Hirtt, L'école prostituée, Labor/Espace de Libertés, 2001, p. 61)

Verdensbanken har også skabt tjenesten Edinvest, et forum, der "giver oplysninger for at muliggøre store private investeringer(Education Sector Strategy, World Bank, juli 1999) (citeret fra Nico Hirtt, L'école prostituée, Labor/Espace de Libertés, 2001, p. 62)

Uddannelse bør være et alment gode, og ikke en vare. Uddannelse skal ikke privatiseres, ligesom vand og sundhed heller ikke skal. Det bør man arbejde på på verdensplan. Ellers bliver det store multinationale firmaer, der kommer til at bestemme undervisningsprogrammer. Den italienske politolog Riccardo Petrella har skrevet en bog "Den nye fortælling," der skal erstatte den dominerende fortælling og dens nøgleord. Se evt.  min blog.

Det er chokerende, at folk - jeg har skrevet det før - ønsker at konkurrere med andre om at få et samfund, vi ikke ønsker, fremfor et samfund, vi har ('havde'), og som er ('var') en model for alle andre lande.

Morten Sørensen

Man kan vel håbe på, at Koldau og sagens essens standser idiotiens blødning.
Når academicus går amok er der næsten ingen grænser for dumhed.

Jeg skrev tidl.:
"Lidt om det evt. “ømme punkt”: er kritik mulig af markedsgørelsen af universiteterne og vejen mod øget privatisering?"

Der er ikke tale om en "total privatisering", skriver Hirtt. Markederne interesserer sig kun for det, der er potentielt rentabelt. Markedsgørelsen kan godt klare sig uden en total privatisering. Man kan således se udvikle sig det, som nogle angelsaksere kalder "den akademiske kapitalisme": universiteter hvis personale for en stor dels vedkommende aflønnes af Staten, men som bliver mere og mere engageret i en konkurrence af kommerciel karakter, på jagt efter supplerende kilder til financiering. in Lez Levidow, Marketizing Higher Education: neoliberal strategies and counter-strategies, oct.2000

http://oro.open.ac.uk/5069/

t.o. en artikel i DJØF-bladet, 2009, En stædig kritiker

Ville det give mening alene at se det her som en humaniora-sag og ikke en universitetsproblematik generelt? Hvis vi antager præmissen om, at det er markedsliggørelsen af uddannelse og skiftet fra demokratisk ledelse til business bestyrelser, der er den egentlige årsag til både kvalitetstabet samt håndteringen af personalesagen, giver det vel god mening, at problemerne netop viser sig på de fag, der ikke passer naturligt ind i en markedsoptik?

De andre fakulteter beskæftiger sig på den ene eller anden måde med netop den administrative styring af og rammerne for ledelse, driftsøkonomi, jura, organisatoriske ændringer eller kan direkte knyttes til produktudvikling i erhvervslivet, grundforskning der kan anvendes i erhvervslivet. Humaniora derimod skal ligesom rette ind for at være med, og her kommer problemet tilsyneladende for fagligheden, synes nogle. For hvis de studerende efter at have læst musikvidenskab ikke skal kunne tage jobs inden for kommunikation, journalistik, konsulentbranchen, eller som produktionsafviklere/konsulenter, eller alternativt som gymnasielærere, hvad skal de så lave?
Såvel de unge som ledelserne begynder så at styre efter, hvilke jobmuligheder, der er, og her synes der tilsyneladende at opstå en forskel mellem en traditionel faglighed og så den nye "job-faglighed". Der er stadig tale om akademisk uddannelse, men den generelle kompetenceudvikling fylder pludselig enormt meget i forhold til den specifikke faglighed - og her er det så ret oplagt, at det netop er de faglige fyrtårne, der råber op og ser problemet.

Måske er vi bare i en brydningstid, hvor fagligheden bliver mere mangfoldig, og hvor der findes en bedre balance mellem det "tværfaglige" og generelle kompetenceniveau og så den helt fagspecifikke faglighed, metode og viden - altså på humaniora, hvor udfordringen synes at ligge.

Eller også vil de nye bestyrelser fjerne alle de humaniorafag, der ikke er nok jobs i, og som ikke kan transformeres i tilstrækkelig grad. Den genrelle tendens i samfundet er jo, at der er rigtig mange ting, vi ikke længere har råd til.

Endelig kan humaniorafagene generelt blive beskåret og sat fri - indrette sig efter at være små og ikke store og så nørde igennem mod at man ikke får så mange midler, fordi optaget falder. Men så falder uddannelsesgraden muligvis yderligere, og det er ingen interesserede i. Men mon ikke det snart ville give mening uddannelsespolitisk at give forskellige rammer og prioritere forskellige hensyn og i det hele taget tale om forskellige størrelser, når man ser på hhv. humaniora og resten af universitetet i stedet for at tvinge al humaniora til at rette ind? Måske er det bare noget forvrøvlet sludder, men jeg tror ikke, det er tilfældigt, at det her sker på humaniora.

Ursula Nielsen

@Anne Albinus

Jeg bliver utrolig rørt over at du forsvarer en kolleaga, der tydligvis er positioneret som en paria.

Dit mod er inspirerende.

Ursula Nielsen

"Jeg bliver utrolig rørt over at du forsvarer en kollega, der tydeligvis er positioneret som en paria.

Dit mod er inspirerende."

Hm... Jeg er træt af små skærme og tastaturer.

Benjamin Skou, bare dette: de fleste humanistiske fag er små - bortset fra de store gymnasiefag, der selvfølgelig har en betydelig afsætning af kandidater. Der er bare rigtig mange af dem, og det skyldes selvfølgelig, at menneskers virke er mangfoldigt og fordrer mange slags specialisering. Alene sprog kunne jo i endnu højere grad føre til etablering af institutter og centre, når og hvis det bliver opportunt.
Det er mærkeligt, at man med stadigt mindre behov for arbejdskraft skal have diskussionen, om der er råd og plads til noget så essentielt som frie universiteter og humaniora. Sandheden er, at der aldrig har været så godt råd, men dog vil blive det endnu mere i fremtiden.

Musikvidenskab som det dyrkes i Danmark har hverken noget med musik eller videnskab at gøre.
Det eneste man kan bruge kandidaterne til er at blive dårlige musikærere i gymnasierne.
Musiklærere uddannes langt bedre på konservatorierne.
Cand-mag klanen har altid forsvaret sig med selv de laveste midler for at holde fast i deres livstidsjob og privilegier.
Det er ikke mærkeligt at en person uddannet i musikvidenskab i Tyskland finder at niveauet er under al kritik i Danmark.
Og der er ikke noget underligt i at hele hierakiet gør alt for at få smidt den væmmelige kritiker ud. Det er sådan de altid har gjort.
Det er umuligt for dem at forbedre sig. Så enten må de overlade deres stillinger til kompetente mennesker eller også må de under dække af deres fine titler gøre kål på den eneste kvalificerede.

Det er ikke helt retfærdigt, Hasse Poulsen, der er mange bekymrede musikvidenskabsmænd udover landet, der med skrækblandet gru iagttager, hvordan en ahistorisk og dybest set popmusik-opdraget generation af nye musikstuderende drejer faget væk fra den grundige faglighed, som f.eks. har båret en relativt stærk forskningstradition og -udgivelsespolitik. Det er imidlertid kendt efterhånden, at meget af den væsentlige musikforskning har oprindelse udenfor de musikvidenskabelige institutter, nemlig i forskningsafdelingen på Det Kgl. Bibliotek.

Man har to muligheder når den faglige kompetente kommer til landsbyen, og ødelægger den interne overbevisning om egen kunnen.

1 : Lære noget.

2 : Ikke lære noget.

Og Hasse har ret, det er slemt, det er meget slemt, det er pinligt.

Man kan med saglighed fagligt, kun uforvarende komme til at træde på tæer der står på ræd og række i småkagefabrikkens haller.

Jeg vil næsten anbefale alle der udefra kommer til dette fag, at have en skilt med teksten :

"I come in peace, I mean no harm."

Colin Bradley

Det er måske lidt af en oversimplificering at stille det op som Koldau v Thunøe, men med navnet Mette er Thunøe vel nok kvinde, så det virker egentlig lidt mærkeligt at det at Koldau er kvinde skulle have noget med sagen at gøre. Til gengæld at hun er indvandrer fra en anden akademisk tradition kunne meget vel være kernen i sagen. Det har til alle tider været meningen med denne form for lukkede ledelse der blev indført på universiteterne at 'closing ranks' ville blive nemmere i præcist sager som denne her.

Musical education is compulsory for everybody to attend for 9 years ( some states 10 ) from the age of 6.

"Det er tyskland, og hvordan er det så herhjemme."

Få så genindført musikundervisningen i folke-skolen, og det kan kun gå for langsomt.

Jeg garanterer, at episoder som denne vil forsvinde, for niveauet på de videregående skal leve op til velforberedte individer.

To create
To Listen
To understand
To reflect

Tyskland - Gymnasium

Danmark ? go' dav do..............("undskyld")

Klara,
Jeg er helt enig med dig i, at der bør genindføres musik på alle niveauer i folkeskolen. Musik, sang, krop og bevægelse fremmer jo læring generelt. På en folkeskole i min by får alle børn f.eks. violinundervisning fra første klasse. En af min elever fortalte, at på skoler i Litauen, jeg ved dog ikke hvor mange, undervises både drenge og piger fra 1. klasse i ballet. Man kunne også tilbyde qi qong, hip hop og lign. . Allerede Hanna Adler mfl. vidste, hvad praktiske fag også betød for glæde, motivation og læring.

Hasse Poulsen

Peter Hansen,

problemerne har ikke noget med musikstilarterne at gøre. Det er indlysende at udviklingen indenfor de såkaldte populære stilarter (fra rock, pop, world osv til jazz) er langt mere nyskabende end indenfor den klassiske tradition, som gik i stå for 40 år siden. Løb linen ud er måske et bedre udtryk.

Problemerne omkring selve begrebet musikvidenskab skyldes blandt for en stor del at man prøver at trække forståelsesformerne fra den klassiske europæiske musik ned over de andre musikstilarter.
Hvis man virkelig vil forstå musik må man kunne spille den og spille den godt. Og det lærer man ikke på en musikvidenskabelig uddannelse. Det skal man jo faktisk være i stand til inden man starter på en videregående uddannelse.
Den akademiske videnskabelige side handler i virkeligheden om musikkens relation til alt muligt andet i samfundet og den akademiske/ philosofiske tradition. En akademisk disciplin, som kan være utroligt spændende hvis den dyrkes på højt niveau.
Og det er der jo nogen der gør, både omkring såkaldt ny musik og omkring alt muligt andet såsom pop - og omkring pop er det jo om noget spændende at undersøge og analysere hvordan, hvorfor, sociologi..osv osv...

@ Anne Albinus

Anders Fogh ytrede at kultur for ham var at cykle, adspurgt om han havde interesse i den - og med den holdning kan man cykle mange kilometer uden at forstå og opleve sine medmenneskers diversitet kulturelt.

Nu da alt er skåret ind til konserves-dåse-fabrikker, så er mit håb at de der stadig har bevaret deres selvrespekt, ønsker de næste generationer vilkår i vores undervisnings-system som er gået tabt med store konsekvenser for helheden, efter et helt igennem ufatteligt årti af gensidig had og stupiditet, i grådighedens navn, takket være en manglende kultur, som bare cyklede og cyklede og cyklede og cyklede......................................................og ingenting forstod.

Musik er et dannelse-fag, som ikke udelukker en cykel-tur, hvor den tidligere kreative bogfører mente at det var enten cyklen eller kultur - i ånd med hans enten er i med eller også er i landsforrædere. Cyklen vandt, kulturen tabte, lad os få den tilbage, så får vi osse et sundt universitetet.

PS
Det er ikke en tro, det er viden.

Der tager du helt fejl, desværre for dig, Hasse Poulsen, rytmisk musik er, trosd alt, bare rytmisk musik, som regel tekstafhængig, som regel visuelt afhængig - med et simpelt budskab om kærlighed og mine store, pubertære følelser.
Udviklingen inden for kompositionsmusikken - som vi kalder det, når det ikke er blevet standardrepertoire endnu - har været mangfoldig, især efter at vi delvis forlod den serielle musik, der godt kunne blive noget monoton.
Og det er da også, stik imod hvad man skulle tro, kompositionsmusikken ny og gammel, der spilles allermest. Selvom pop-rock løber med omtalen, er der formodentlig et forhold på tre til én, der faktisk står på scenen eller sidder i graven.