Kommentar

Kollegial fortrolighed – et mystisk begreb

Professor Linda Koldau har bl.a. fået sin advarsel, fordi hun har tilsidesat hensynet til såkaldt ’kollegial fortrolighed’. Det virker som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Universitetsansatte vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis det luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner
1. marts 2012

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ’kollegial fortrolighed’ som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bl.a. er begrundet i, at hun har tilsidesat hensyn til ’kollegial fortrolighed’ (Information d. 18. februar).

Jeg mener ikke, man tidligere har set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Vidtgående ret

Jeg skal sige, at jeg bl.a. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamilsagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bl.a. mundede ud i en ’Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed’ (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ’kollegial fortrolighed’. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, f.eks. personoplysninger fra bedømmelsesudvalg og lignende. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selv om man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Ud over de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men ifølge vejledningen består i, at »offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde«. Og det er, så vidt jeg har kunnet se, ikke det, som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ’kollegial fortrolighed’.

Opfundet til lejligheden

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ’kollegial fortrolighed’. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over det, som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger m.v., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ’kollegial fortrolighed’. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Giver køb på principperne

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i de seneste dage. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk, har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb.

Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragikomiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. februar, hvor han – i ’kollegial fortrolighed’ - forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik i Information fra dagen før, som flere ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: Ingen af dem går til forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen over for Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må »tage affære« for at stoppe »smadringen af et fagligt miljø«.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, postmodernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed. Voltaire-udtrykket »jeg er uenig i alt, hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det« har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke, når idealerne skal stå deres prøve.

Man kan håbe, at ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc-begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

Heine Andersen er professor i sociologi på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er forfærdeligt, at det frieste sted - det, som har kunnet fungere relativt autonomt selv under enevælde og besættelse - bliver første offer for den genfundne kærlighed til hierarkiske principper. Hele denne top-down forståelse er universitetet så>/i> fremmed, og det må undre, at et folketing, hvor det nu faktisk er ret mange, der har universitær baggrund, ikke stopper farcen og genrejser kollegialitet (og deraf følgende åbenbhed) og demokrati.

Det er en falliterklæring, når en udefra kommende faglig disciplinering, bliver irettesat med en menneskelig disciplinering - og så på et universitet.

Umiddelbart må man rejse spørgsmålet, om erhvervsbestyrelsernes absurde greb om universiteterne, egentligt ikke er roden til den efterløbenhed, som institutionen fremviser for tiden. Samt den mærkbare mangel på demokrati, som førhen ingenlunde prægede institutionen. Universiteternes mundkurve er et relativt nyt begreb i sammenhængen. Og stemmer slet ikke overens med den rolle, som universiteterne spillede indtil årtusindeskiftet.

Skurken er åbenlyst den universitetslovgivning, som ensidigt har spændt institutionen for erhvervslivets vogn. Kritisk bevidsthed har altid været en pestilens for borgerlige politikere, der slet ikke ønsker at blive imodsagt. Men som heller ikke anderkender, at bringer man kritik til tavshed, er det lynhurtigt forfaldet i de intellektuelle rækker, der præger en ellers sund mulig vidensudvikling.

Magtfilosofien, der i filosofisk regis kærligt fik tilnavnet: "mistankens mestre", blev allerede i midt-halvfemserne en direkte torn i øjet for højredrejet ideologi. Det skulle man, såvel med efterretningstjenesters medvirken, men også med lovgivning have fjernet fra det offentlige rum. Offentligheden skulle blandes udenom det tilskud til politiske standpunkter, som universiteterne bidrog med hidtil. Ingen nye Louis Althusser-er, ingen kapitallogik og slet ingen tænkning over magt-relationernes interne forhold.

Efterretningstjenesterne stod for miskrediteringen og lovgivningen stod for højrepolittikens angreb på den vidensmasse, som universiteterne i sidste halvdel af forrige århundrede præsterede. Og den analyse skal man såmænd blot være en middelmådig idehistoriker som undertegnede for at gennemskue.

Nu ser vi resultatet af denne forfejlede indsats. Nemlig at universiteterne ikke længere kan inddrage de studerende i styrelsesprocesserne, og er overgået til at blive 'Corporate Universities'. Private universiteter, som selv kan bestemme, hvad sandhed skal gå ud på, er næste skridt. Men samtidig har man underdrejet den talentmasse, som opsøger universiteterne, og som offentlighed som helhed har støttet sine politiske indspil med. Det er ikke længe en åben mulighed.

Man uddanner, eller danner, ikke længere til perspektiver, som kan bidrage til en fornuftig samfundsfilosofi, som er nødvendig for udviklingen af det moderne, aktive og åbne demokrati. Tværtimod. Man danner egoister, hvis tilknytning til eventuelle arbejdsgivere ikke inkluderer nogen former for protest. En åbenlys rød klud for magtfilosofien, som imidlertid stadig er en integral del af europæisk filosofi. Indspillet her inklusive.

Hvorfor protesterer de ansatte forskere ikke længere imod ledelsesnormerne? Fordi Universitetsloven er en tydelig begrænsnning. Hvilket eksemplet fra musikvidenskab illustrerer. Protestere man, trues man. Men undskyld, det forhold kender man i underdanmark særdeles godt til. Så ryger livsgrundlaget. Og det ér naturligvis den alliance imellem viden og nød, der er grundlaget for al samfundsfilosofi.

Derfor er det komplet uforståeligt, at S og SF for tiden overhovedet ikke lytter til de historiske rødder for den kritik af den egensindige og ensidige satsning på supereuropæalisme, som blokerer for et DK i balance, når man iaggtager udvidelsen af forskellen immellem rig og fattig.

Det er simpelthen, og det er rigtigt nok, til at tude over i underdanmark.

Her plejer jeg ellers, at skrive: med venlig hilsen, meen S og SF, det kniber unægteligt med begejstringen...

Det er vigtigt:

1. at støtte ansatte, der ytrer sig kritisk, og protestere over absurde sanktioner. Man kunne få det indtryk at jo værre sanktioner, jo mere har de ansatte ramt plet med deres kritik:

Da dommedagsøkonomen fik ret, Universitetsavisen, 21.11.2008. Blev frosset ud.

En stædig kritiker, DJØF, bladet, 27.5.2009. Fik hjemmearbejdsplads.

Ytringsfriheden fik et knæk med universitetsreformen, Information, 17.2.2012. Konsekvens for karrieren.

2. at diskutere Tavshedens kultur.

Den frie universitetsavis et levn fra fortiden eller højeste mode?

3. at diskutere universitetsreformen:

"Universitetets død – Kritik af den nyliberale tendens" af Mogens O. Madsen. Kronik af samme i Information, 25.10.2012: Hvad gør vi ved universitetsloven?

3. at diskutere markedsgørelsen af universiteterne: "Hjernedød" af Sune Auken

4. at diskutere taxameterstyringens betydning for fagligheden. "Disneyland er et dårligt forbillede", kronik i Politiken, 9.6.2004. Også relevant at diskutere i forbindelse med gymnasieuddannelserne, hvor man ligeledes kan finde top downstyring, tavshedskultur og opgave-stereotypi.

Grete Bjorholm-petersen

Hvor er det glædeligt, at debatten om ytringsfrihed stadig fortsætter, så flere og flere får modet til at komme med indlæg. Jo flere der melder sig på banen, jo vanskeligere bliver det at lægge debatten død - og jo mere inspireres ombudsmanden til at forfølge sagen.

Det er klart at man, ytringsfrihed eller ej, skal udvise almindelig høflighed, hjertets dannelse, pli -- kald det hvad man vil -- i omgangen med sine kolleger. Det er et formalistisk synspunkt at man har ret til at ødelægge sine arbejdsrelationer ved at være ubehøvlet, ringeagtende, nedladende og arrogant. Det burde både professoren og universitetes ledelse lægge sig på sinde.

Laurentius Baggesen

Det er sørgeligt, at de fleste ignorerer sagens kerne: er AUs undervisning baseret på "den påtvungne overfladiskhed", og endnu vigtigere, er kandidaterne underkvalificerede?

Jeg har svært ved at se, hvordan Koldau kan generalisere et helt fakultet ud fra ét fag. Hvori består hendes kritiske grundlag hinsides musikvidenskab?

Jeg synes, Ole Høiris bagatelliserer det videnstab, vi har gennemført. Hvad det nytter at sende mange gennem universitetet, når man giver dem stene for brød?