Kravet om aktiv aldring kan spænde ben for solidariteten

2012 er udråbt som EU-år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Der er tale om en konstruktiv EU-politisk udmelding, forstår man. Aktiv aldring er et samfundsanliggende, og det handler om hele samfundets ansvar for aldrende menneskers velbefindende og deltagelse.

Alligevel definerer EU’s materiale på området aldrig præcist, hvad man skal forstå ved aktiv aldring. Begrebet beskrives som en proces og en tilstand, der skal bruges til at udløse en lang række gevinster, som en mindre omsorgskrævende og mere effektiv ældrebefolkning naturligt vil bidrage med.

Man må have fat i WHO’s publikation Active Ageing. A Policy Framework fra 2002 for at få en mere præcis definition af aktiv aldring. Her beskrives den som »en proces, der optimerer mulighed for sundhed, deltagelse og tryghed med henblik på at øge aldrende menneskers livskvalitet. Den (aktiv aldring, red.) medvirker til, at mennesker kan realisere deres potentiale for velbefindende gennem hele livet, og at deres deltagelse i samfundet støttes i forhold til deres behov, ønsker og kompetencer, således at de tilbydes tilstrækkelig beskyttelse, tryghed og pleje, hvis de har brug for hjælp.«

Når man definerer begrebet så vagt, kan aktiv aldring også være et fænomen, der udgår fra det enkelte individ, og denne fortolkning er da også helt almindelig både i sundhedsvæsnet, plejesektoren og i daglig sprogbrug blandt mennesker i alle aldre.

Sundhedsvæsenets vægt på folks egen aktive indsats ses f.eks. i det udbredte sundhedsråd: motion på recept. En række studier af mediernes og den almene befolknings sprogbrug om ældre og alderdom viser også, at det generelt opfattes positivt, at individer fremstår som aktive, mens ordet ’passiv’ knyttet til ældre mennesker nærmest kun bruges som skræmmebillede i forhold til det ideal, alle gerne vil repræsentere. ’Han er meget aktiv af sin alder’, ’Jeg sidder ikke passivt hen’, er typiske udsagn om og af ældre mennesker.

Aktivitet er et af de ypperste buzzwords i den vestlige verden. Det afspejler angsten for stilstand, passivitet, eller endnu værre, tilbagegang. Aktivitet er et moralsk imperativ i forlængelse af den protestantiske etik. Især inden for sundheds- og ældreområdet kan det risikere at blive udfoldet i en særlig hallelujagenre, som, hvis det ikke bliver anvendt med omhu, kan blive til en norm om, at sygdom eller svækkelse egentlig er ens egen skyld og ansvar.

Aktiv aldring er helt sikkert et fint politisk ideal, men anvendt i en neoliberalistisk, individualistisk og økonomisk kriseramt sammenhæng, kan idealet i yderste konsekvens betyde, at gamle, svækkede mennesker ikke får hjælp til at tage sokker på, men i stedet bliver bedt om at træne i at gøre det selv.

Derfor er det vigtigt at holde fast i, at den europæiske udmelding, trods den vage definition af aktiv aldring, lægger vægt på et samfundsmæssigt ansvar og ikke skyder ansvaret over på den enkelte selv.

Hvornår er man aktiv?

Den vage definition har flere indbyggede faldgruber. Hvornår er en aldringsaktivitet aktiv på den rigtige måde? Skal der være et nyttigt rationale i en aktivitet, for at den regnes som sådan?

I danske sundhedsrapporter og andre politiske dokumenter indkredses aktivitet ofte til at være fysisk aktivitet, fritidsaktivitet, erhvervsaktivitet eller aktivitetsbegrænsning, forstået som funktionsbegrænsning i forhold til daglige aktiviteter.

Studier viser imidlertid, at menneskers subjektive opfattelser af deres aktivitetsniveau er meget mere varierede. I et sociologisk studie af ældre fastliggere på en campingplads så sociologerne en gruppe mennesker, som sad meget ned i og omkring deres campingvogne hele sommeren. Selv beskrev campisterne sig som mere aktive end andre ældre, fordi de godt kunne lide at snakke med andre campister, og fordi de opholdt sig meget udendørs.

Golf opfattes af mange som en sund sport med socialt potentiale, mens andre opfatter det som et selvtilstrækkeligt overklassefænomen i langsomt tempo.

Sudoko og krydsord er socialt isolerede aktiviteter, der anbefales af læger som hjernetræning osv.

Hvem har den fornødne autoritet til at afgøre, hvad det vil sige at være aktiv, og hvilken nytteværdi en aktivitet har?

Omsorg som aktivitet

Et snævert fokus på, hvad det vil sige at være aktiv, har en tendens til at dømme nogle aktiviteter ude. De tæller simpelthen ikke med, når en persons aktive liv skal gøres op. Det gælder især klassiske kvindeopgaver som omsorgsarbejde og frivillig hjælp til andre. Men er omsorgsarbejde ikke en aktivitet? Er solidaritet?

I vores samfund er der en lang tradition for, at den klassiske omsorg mellem generationer aldrig er blevet regnet for ret meget i samfundsmæssig sammenhæng.

Ved fremkomsten af den danske velfærdsstat forventedes omsorgsarbejde i alle afskygninger varetaget af husmødrene, som blev dirigeret ind i en husmorkontrakt med henholdsvis ægtemand og nationalstat. Denne kontrakt indebar, at de udførte alskens omsorgsarbejde ganske ulønnet.

Og selv i dag betragtes arbejdet med at varetage omsorg mellem generationerne hverken som erhvervsaktivitet, fritidsaktivitet eller fysisk aktivitet.

Hvad værre er: Da omsorgsarbejde historisk set forventes udført ulønnet (eller i visse sammenhænge lavt lønnet) oppebærer det heller ikke en monetær værdi. Alt i alt regnes det ikke som en rigtig aktivitet. Med det styrkede fokus på aktiv aldring risikerer vi altså at øge risikoen for, at en vigtig funktion i vores samfunds sammenhængskraft negligeres.

Det betyder dog ikke, at forventningerne til det frivillige, solidariske omsorgsarbejde er aftagende. Tværtimod. Det er kun anerkendelsen, der svinder.

Omsorg under pres

Husmoren døde ifølge Danmarks Statistik i 2001, da statistikken holdt op med at operere med ’husmor’ som erhvervskategori, og både kvinder og mænd forventes nu at være erhvervsaktive til pensionsalderen. Men samtidig er forventningen til kvinder som primære (solidariske?) omsorgspersoner overlejret både kulturelt og politisk. Unge mødre forventes at have mere barsel end mænd, og bedstemødre forventes at være børnepassere; hvis ikke for deres egne børnebørn så i frivillige, kommunale ordninger, der kaldes bedstemorordninger eller mormorordninger.

Betegnelserne manifesterer de kulturelle forventninger til kvinder om at yde en indsats for de øvrige generationer, selv om indsatsen hverken belønnes økonomisk eller opfattes som en aktivitet. Faktisk er det ligefrem behæftet med økonomisk straf at påtage sig omsorgsopgaver. Det danske pensionssystem er nemlig opbygget så viseligt, at indtægtsgrundlaget afgør pensionens størrelse, og derfor mister de omsorgsaktive (solidariske?) kvinder pension i forhold til erhvervsaktive mænd.

Skønt mange kvinder således bliver straffet økonomisk for at drage omsorg på tværs af generationer, er mange kvinder stadig påvirket af de strukturelle og kulturelle prægninger til dem om at hjælpe til.

Det har i hele velfærdsstatens blomstringstid været en gave til os alle sammen; gratis og frivillig omsorgsaktivitet udført af kvinder både i egen familie og som frivilligt arbejde.

Men ét er, at det er blevet gjort uden regning og uden synderlig taknemmelig fra modtagernes side. Noget andet er, at man samfundsorganisatorisk nu må til at overveje, hvem der fremover skal udføre den slags aktiviteter. For de frivilligt omsorgsaktive, solidariske kvinder presses i stigende grad ud i erhvervsaktivitet eller det, der skal ligne. For dem på sygedagpenge eller understøttelse er der stigende kontrol med, hvilke aktiviteter man udfører, og efterlønnen sættes ned, mens pensionsalderen sættes op. Alle skal arbejde mere og længere — og gør det. Når man hertil lægger forventningerne om, at yngre såvel som ældre skal være aktive og solidariske inden for særlige forståelsesrammer af dette ord, falder regnestykket helt fra hinanden.

Det er svært at se, hvem der skal løse omsorgsopgaverne og udvise solidaritet mellem generationer, når vi ensidigt fokuserer på aktivitet som en erhvervsfremmende disciplin.

Anne Leonora Blaakilde er postdoc ved Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet og hovedredaktør af fagtidsskriftet Gerontologi