Kronik

Kravet om aktiv aldring kan spænde ben for solidariteten

Det er blevet et ufravigeligt krav, at ældre holder sig aktive. Desværre kan det let ende med, at de svageste får skylden for deres ulykke. Samtidig anerkender vi ofte kun fysisk og erhvervsmæssig aktivitet, mens vi ignorerer omsorg som pasning af børnebørnene, selv om den er helt essentiel for et velfungerende samfund
Hvorfor anerkendes omsorg for børnebørn ikke som et aktivt ældreliv?, spørger dagens kronikør.

Hvorfor anerkendes omsorg for børnebørn ikke som et aktivt ældreliv?, spørger dagens kronikør.

Kåre Viemose

14. februar 2012

2012 er udråbt som EU-år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Der er tale om en konstruktiv EU-politisk udmelding, forstår man. Aktiv aldring er et samfundsanliggende, og det handler om hele samfundets ansvar for aldrende menneskers velbefindende og deltagelse.

Alligevel definerer EU’s materiale på området aldrig præcist, hvad man skal forstå ved aktiv aldring. Begrebet beskrives som en proces og en tilstand, der skal bruges til at udløse en lang række gevinster, som en mindre omsorgskrævende og mere effektiv ældrebefolkning naturligt vil bidrage med.

Man må have fat i WHO’s publikation Active Ageing. A Policy Framework fra 2002 for at få en mere præcis definition af aktiv aldring. Her beskrives den som »en proces, der optimerer mulighed for sundhed, deltagelse og tryghed med henblik på at øge aldrende menneskers livskvalitet. Den (aktiv aldring, red.) medvirker til, at mennesker kan realisere deres potentiale for velbefindende gennem hele livet, og at deres deltagelse i samfundet støttes i forhold til deres behov, ønsker og kompetencer, således at de tilbydes tilstrækkelig beskyttelse, tryghed og pleje, hvis de har brug for hjælp.«

Når man definerer begrebet så vagt, kan aktiv aldring også være et fænomen, der udgår fra det enkelte individ, og denne fortolkning er da også helt almindelig både i sundhedsvæsnet, plejesektoren og i daglig sprogbrug blandt mennesker i alle aldre.

Sundhedsvæsenets vægt på folks egen aktive indsats ses f.eks. i det udbredte sundhedsråd: motion på recept. En række studier af mediernes og den almene befolknings sprogbrug om ældre og alderdom viser også, at det generelt opfattes positivt, at individer fremstår som aktive, mens ordet ’passiv’ knyttet til ældre mennesker nærmest kun bruges som skræmmebillede i forhold til det ideal, alle gerne vil repræsentere. ’Han er meget aktiv af sin alder’, ’Jeg sidder ikke passivt hen’, er typiske udsagn om og af ældre mennesker.

Aktivitet er et af de ypperste buzzwords i den vestlige verden. Det afspejler angsten for stilstand, passivitet, eller endnu værre, tilbagegang. Aktivitet er et moralsk imperativ i forlængelse af den protestantiske etik. Især inden for sundheds- og ældreområdet kan det risikere at blive udfoldet i en særlig hallelujagenre, som, hvis det ikke bliver anvendt med omhu, kan blive til en norm om, at sygdom eller svækkelse egentlig er ens egen skyld og ansvar.

Aktiv aldring er helt sikkert et fint politisk ideal, men anvendt i en neoliberalistisk, individualistisk og økonomisk kriseramt sammenhæng, kan idealet i yderste konsekvens betyde, at gamle, svækkede mennesker ikke får hjælp til at tage sokker på, men i stedet bliver bedt om at træne i at gøre det selv.

Derfor er det vigtigt at holde fast i, at den europæiske udmelding, trods den vage definition af aktiv aldring, lægger vægt på et samfundsmæssigt ansvar og ikke skyder ansvaret over på den enkelte selv.

Hvornår er man aktiv?

Den vage definition har flere indbyggede faldgruber. Hvornår er en aldringsaktivitet aktiv på den rigtige måde? Skal der være et nyttigt rationale i en aktivitet, for at den regnes som sådan?

I danske sundhedsrapporter og andre politiske dokumenter indkredses aktivitet ofte til at være fysisk aktivitet, fritidsaktivitet, erhvervsaktivitet eller aktivitetsbegrænsning, forstået som funktionsbegrænsning i forhold til daglige aktiviteter.

Studier viser imidlertid, at menneskers subjektive opfattelser af deres aktivitetsniveau er meget mere varierede. I et sociologisk studie af ældre fastliggere på en campingplads så sociologerne en gruppe mennesker, som sad meget ned i og omkring deres campingvogne hele sommeren. Selv beskrev campisterne sig som mere aktive end andre ældre, fordi de godt kunne lide at snakke med andre campister, og fordi de opholdt sig meget udendørs.

Golf opfattes af mange som en sund sport med socialt potentiale, mens andre opfatter det som et selvtilstrækkeligt overklassefænomen i langsomt tempo.

Sudoko og krydsord er socialt isolerede aktiviteter, der anbefales af læger som hjernetræning osv.

Hvem har den fornødne autoritet til at afgøre, hvad det vil sige at være aktiv, og hvilken nytteværdi en aktivitet har?

Omsorg som aktivitet

Et snævert fokus på, hvad det vil sige at være aktiv, har en tendens til at dømme nogle aktiviteter ude. De tæller simpelthen ikke med, når en persons aktive liv skal gøres op. Det gælder især klassiske kvindeopgaver som omsorgsarbejde og frivillig hjælp til andre. Men er omsorgsarbejde ikke en aktivitet? Er solidaritet?

I vores samfund er der en lang tradition for, at den klassiske omsorg mellem generationer aldrig er blevet regnet for ret meget i samfundsmæssig sammenhæng.

Ved fremkomsten af den danske velfærdsstat forventedes omsorgsarbejde i alle afskygninger varetaget af husmødrene, som blev dirigeret ind i en husmorkontrakt med henholdsvis ægtemand og nationalstat. Denne kontrakt indebar, at de udførte alskens omsorgsarbejde ganske ulønnet.

Og selv i dag betragtes arbejdet med at varetage omsorg mellem generationerne hverken som erhvervsaktivitet, fritidsaktivitet eller fysisk aktivitet.

Hvad værre er: Da omsorgsarbejde historisk set forventes udført ulønnet (eller i visse sammenhænge lavt lønnet) oppebærer det heller ikke en monetær værdi. Alt i alt regnes det ikke som en rigtig aktivitet. Med det styrkede fokus på aktiv aldring risikerer vi altså at øge risikoen for, at en vigtig funktion i vores samfunds sammenhængskraft negligeres.

Det betyder dog ikke, at forventningerne til det frivillige, solidariske omsorgsarbejde er aftagende. Tværtimod. Det er kun anerkendelsen, der svinder.

Omsorg under pres

Husmoren døde ifølge Danmarks Statistik i 2001, da statistikken holdt op med at operere med ’husmor’ som erhvervskategori, og både kvinder og mænd forventes nu at være erhvervsaktive til pensionsalderen. Men samtidig er forventningen til kvinder som primære (solidariske?) omsorgspersoner overlejret både kulturelt og politisk. Unge mødre forventes at have mere barsel end mænd, og bedstemødre forventes at være børnepassere; hvis ikke for deres egne børnebørn så i frivillige, kommunale ordninger, der kaldes bedstemorordninger eller mormorordninger.

Betegnelserne manifesterer de kulturelle forventninger til kvinder om at yde en indsats for de øvrige generationer, selv om indsatsen hverken belønnes økonomisk eller opfattes som en aktivitet. Faktisk er det ligefrem behæftet med økonomisk straf at påtage sig omsorgsopgaver. Det danske pensionssystem er nemlig opbygget så viseligt, at indtægtsgrundlaget afgør pensionens størrelse, og derfor mister de omsorgsaktive (solidariske?) kvinder pension i forhold til erhvervsaktive mænd.

Skønt mange kvinder således bliver straffet økonomisk for at drage omsorg på tværs af generationer, er mange kvinder stadig påvirket af de strukturelle og kulturelle prægninger til dem om at hjælpe til.

Det har i hele velfærdsstatens blomstringstid været en gave til os alle sammen; gratis og frivillig omsorgsaktivitet udført af kvinder både i egen familie og som frivilligt arbejde.

Men ét er, at det er blevet gjort uden regning og uden synderlig taknemmelig fra modtagernes side. Noget andet er, at man samfundsorganisatorisk nu må til at overveje, hvem der fremover skal udføre den slags aktiviteter. For de frivilligt omsorgsaktive, solidariske kvinder presses i stigende grad ud i erhvervsaktivitet eller det, der skal ligne. For dem på sygedagpenge eller understøttelse er der stigende kontrol med, hvilke aktiviteter man udfører, og efterlønnen sættes ned, mens pensionsalderen sættes op. Alle skal arbejde mere og længere — og gør det. Når man hertil lægger forventningerne om, at yngre såvel som ældre skal være aktive og solidariske inden for særlige forståelsesrammer af dette ord, falder regnestykket helt fra hinanden.

Det er svært at se, hvem der skal løse omsorgsopgaverne og udvise solidaritet mellem generationer, når vi ensidigt fokuserer på aktivitet som en erhvervsfremmende disciplin.

 

Anne Leonora Blaakilde er postdoc ved Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet og hovedredaktør af fagtidsskriftet Gerontologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Svejgaard

Helt rigtigt set.

Var den tidligere 'beskæftigelsesminister', Claus Hjort Frederiksen, ikke en af dem, der var ude med en melding om, at man godt selv kunne tage sig af sine gamle familiemedlemmer, samtidig med at han var en af de værste til at piske ledige i tvangsarbejde?

Og den nye 'beskæftigelsesminister' lyder ikke et hår bedre.

Det er på høje tid at få gjort op med denne forskruede indstilling, at omsorg ikke regnes for samfundsnyttig aktivitet. Omsorg er jo selve grundkernen for menneskers trivsel.

John Houbo Pedersen

Ok,ok Jeg har ikke lært at flette peddigrør endnu, og synes mine børnebørn skriger. Men beklager det bliver vel bedre med tiden. Undskylder jeg er til endnu!

Marianne Rasmussen

Man kan ikke lade være med at tænke på John Kenneth Galbraiths formulering "the convenient social virtue", som især er banket ind i kvinderne.

Der er utallige børnefamilier i dagens 'effektive Danmarl', som ret hurtigt ville få store problemer uden at have én eller flere bedsteforældre, der kan træde til og hjælpe med børnebørnene (tag blot et eksempel som Helle Thorning-Smith, hvis hendes mor ikke kunne hjælpe med børnene!).

Al den slags helt uundværlig omsorg 'glemmes' meget belejligt i statens regnskab, hvor alt handler om kroner og ører og det store maskineri. Faktisk er det ofte den olie, som får meget andet til at glide i dagligdagen, men vi hører intet om at lønne eller bare takke for denne omsorg.

Vi hører kun piskens konstante svirpen over nakken.

Kim Houmøller

Vi lever i et galehus, hvor dem som kan forlader arbejdsmarkedet for at hellige sig livet. Husk ingen takker dig for svigt af børn og børnebørn! Lev medens du kan og gå i tide. Det har være godt for mig; der er jo ingen lommer i ligklædet! :)

Morten Sørensen

Ok, så endte en ellers fornuftig klumme om ældre mennesker i den sædvanlige pløre om de stakkels kvinder.
Det er da utrolig som visse debattører kan fedte et hvilket som helst samfundsanliggende ind i ligestillingsdebatten og dermed fjerne opmærsomheden fra det egentlige problem, nemlig den omsiggribende ligegyldighed, egoisme og eklatante dumhed, der præger alle lag og begge køn i et døende velfærdsdemokrati

Preben Bjørn Madsen

"Aktiv aldring" er tilsyneladende noget positivt, som vi alle kan nikke ja til. Netop derfor er der god grund til at se kritisk på de bagved liggende motiver, når politikerne dukker op med initiativer til at fremme den aktive aldring.

Ofte er motivet at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet, således at staten og kapitalisterne kan udnytte de ældres arbejdskraft et par år ekstra på det almindelige arbejdsmarked, eller således at det ekstra udbud af arbejdskraft i det mindste kan holde lønningerne nede på et mere profitabelt niveau.

Besynderligt nok ser vi sjældent initiativer, hvor aktiv aldring i form af alternative økonomiske aktiviteter kunne frembringe billigere varer og tjenesteydelser til gavn for forbrugerne.

Vi ser heller ikke initiativer, hvor motivet er at fremme de ældres deltagelse i politske aktiviteter. Man skulle ellers tro, at de ældres erfaringer og viden kunne bruges til noget positvt på dette område.

Grethe Preisler

En dybfølt tak til Anne Leonora Blaakilde for det hidtil mest ædruelige bidrag til kønsrolle-, velfærdsstat- og så videredebatten, jeg hidtil har set på tryk i nærværende dagblad.

De uddøde hjemmegående husmødre har efterladt os alle med et stort og dybtfølt savn i videns- og informationsæraen.

Som der stod på et opslag i tekøkkenet på min seneste arbejdsplads: "Ryd selv op efter dig - din mor er ikke på lønningslisten her."

Med venlig hilsen fra en forlystet og endnu selvhjulpen pensioneret "vidensarbejder" i den administrative sektor.

Tak for en god og tankevækkende kronik.
I stedet for at støtte finanssektoren og andre anløbne brancher (der jo ikke bidrager synderligt til samfundets ve og vel) kunne det foreslås, at samfundet anerkender, værdsætter og støtter - ideologisk, økonomisk og moralsk - det omsorgsarbejde, der er helt nødvendigt for at et civiliseret samfund kan bevares, udvikles og trives - uanset om dette arbejde udføres af kvinder eller mænd.
At det hidtil og stadig i overvejende grad udføres af kvinder er jo ikke et feministisk kampindlæg, men en faktuel kendsgerning. Og det må man vel gerne sige.

Artiklen er på en og samme gang uhyre relevant og dybt ligegyldig.

"Aktiv aldring" opfattes givet forskelligt i forskellige kulturkredse (både i og udenfor EU) - nogle steder anses det for provokerende, og andre steder for helt naturligt.

En italiener eller græker eller marokkaner ( bare for at nævne nogen tilfældige ) har måske andre ideer om "gamle mennesker" og om hvordan de bør opføre sig, end f eks en person fra de skandinaviske lande.

Jeg mener , at konceptet "aktiv aldring" i høj grad også bør opfattes som et rap over fingrene til dem, der synes "gamle mennesker" bare skal pakke sammen og lade være med at gøre "vrøvl".

Henrik Munk Molke Rediin

Som læser kommer jeg gevaldigt i tvivl om, hvad hensigten med denne artikel er: At hylde den stereotype bedstemor (og i samme ombæring forbigå hendes mand)? At udtrykke medlidenhed med de ældre fordi EU m.fl. mener at de selv spille en væsentlig rolle i at bevare deres livskvalitet og helbred?
Noget helt tredie?

For det første så handler begrebet om aktiv aldring vel - som betegnelses antyder - først og fremmest om den aktivitet man som ældre selv foretager sig. Vi andres indblanding må vel naturligt komme i anden række. Eller mener forfatteren, at jeg om borger af den ikke-ældre slags skal hjælpe med at motivere ældre medborgere til aktivitet? Aktiv aldring er vel for søren en ren win-win. Du får som ældre samfundets støtte til at bevare livskvaliteten.

For det andet, så lyder det for mig som en gang tågesnak at påkalde sig bedstemødrenes samfundsunderstøttende omsorgsaktiviteter. Især når dette udpensles i maleriske vendinger, uden på noget tidspunkt at nævne alle de bedstefædre som hjælper til med gør-det-selv-arbejde i hus og have og andre lige så samfundsunderstøttende aktiviteter. Uanset køn må man gå ud fra at de gør det for at være en del af det pulserende, meningsgivende og livskvalitetsforbedrende (familie)liv, og ikke fordi nogen kræver det af dem.

Og for det tredie bryder jeg mig personlig ikke om den antydning af, at de ældre (kvinder) da bare skal have lov til at lade sig forsørge af det offentlige, længere end de anslåede 20-25 års pensionisttilværelse de kan se frem til. I den sammenhæng lyder påberåbelsen af omsorgsarbejdets betydning og store værdi som et meget lille figenblad. Kan disse kvinder virkelig ikke gøre deres store "uegennyttige" indsats, når de er blevet pensionister?

Jeg synes kort sagt, at denne artikel udtrykker nogle grundholdninger til mænd, kvinder, livskvalitet og personligt ansvar, som jeg personligt ikke kan tilslutte mig - selvom jeg bestemt også elskede min farmor og farfars omsorg.

randi christiansen

Det er yderst relevant at diskutere begrebet omsorg. Hvordan, og hvad og ønsker vi at drage omsorg for ? Hvor og hvorfor lykkes/mislykkes det ?

Er der nogen, som vil være med til at indstifte en omsorgspris ? Vi kunne kalde den Store Mor/ Store Far Prisen ?