Kommentar

Hvad er det med mænd og børn?

Efterhånden som mandeidentiteten kommer under pres, klynger mændene sig i stigende grad til faderrollen. Det viser kampen om forældre-ansvarsloven med al tydelighed. Manden har brug for rollen som far til at afstive sin identitet — præcis som kvindekøn-net har haft det, al den tid kvinden har været det prestigeløse og undertrykte køn
15. februar 2012

Diskussioner om forældreansvarsloven bølger frem og tilbage, og står man på sidelinjen og kigger, dukker der en stille undren op:

Der er sket noget nyt med mænds forhold til børn i løbet af meget kort tid. Mænd interesserer sig for og involverer sig i deres børn på en måde, der simpelthen ikke har set sin lige gennem hele historien. Hvordan kan det være? Hvad sker der? Er børn bare pludselig blevet det bedste og vigtigste i hele verden for det køn, der hidtil ikke har vist nogen synderlig interesse for dem? Kan det virkelig passe? Eller har vi måske at gøre med noget, der faktisk er biologisk betinget?

Pudsigt er det alt andet lige at se, hvor vigtige børn pludselig er blevet for mandekønnet. Det er dejligt, at det er sådan, vil jeg gerne slå fast. Af egen erfaring ved jeg, at et barn har brug for en god kontakt til såvel en far som en mor. Det nye er, at fædrene også har brug for en god kontakt til deres barn. Sådan har det, når sandheden skal frem, ikke altid været.

Rollefordeling

At kvinder har brug for det overrasker ikke nogen. Vi ved alle, at kvinder har et helt naturligt anlæg for at tage sig af deres børn og elske dem. Det anlæg har det været opportunt for et mandsdefineret samfund at tillægge kvinderne alene. Dels så var kvinderne på den måde bundet og belastet i en grad så de færreste af dem fik overskud til at fostre (!) rebelske ideer om f.eks. at kunne bruge sig selv til at være andet end mødre. Dels så gav det mændene ro til uantastet at kunne bruge sig selv i en lang række spændende og udviklende sammenhænge, hvortil kvinderne af naturlige årsager ingen adgang havde. Præst, læge eller politiker — de egnede sig simpelthen ikke til det, var mandssamfundets vedtagelse.

Om man synes om det eller ej, så er vi er alle rundet af en kultur, hvor det kvindelige udtryk konsekvent og gennem århundreder har været ringeagtet. Derfor er det ikke nogen nyhed, at kvinderne har hentet identitet i deres morrolle og har bundet børnene uhensigtsmæssigt til sig i afhængighedsforhold, der tit har strakt sig ind i børnenes voksenliv. Ikke nødvendigvis, fordi de elskede dem, men nok så meget fordi kvinderne ikke kunne holde til at give slip på det eneste, der gav dem virkelig værdi og eksistensberettigelse i et mandsdomineret samfund. Den eneste rolle, ingen mand kunne tage fra dem eller løse bedre end de selv kunne. Rollen som MOR. Der lå barnets værdi for moderen. Det behøvede som sagt ikke hindre, at hun også følte kærlighed til dem, men det var ikke givet. Når nu sandheden skal frem.

Mændene har til gengæld gennem historien haft mange muligheder for at finde sig en rolle/opgave, der passede til dem. Opgaver som de kunne virke og udfolde sig i, og som de havde for sig selv, uantastet af kvinderne, der med alle midler blev holdt fra fadet. Hvis man er i tvivl om hvilken betydning, uantastetheden har haft, så kan man studere reaktionerne, når der igen er kommet en ’første kvindelige’ af et eller andet. Der har været hyl og skrig hver gang. Af gode grunde, for hver eneste gang er der blevet hugget endnu en flis af den sokkel, som mandekønnets unikke identitetsmarkører står på. Politiker, læge, præst, pilot — regent! — ingen af disse er længere pr. definition en mand. Som bekendt er den senest faldne bastion statsministerposten, og så er der efterhånden ikke meget mere at tage af.

Identitetsmarkøren

Når man sammenholder det med, at mandekønnet, især i de seneste 10-15 år, er kommet identitetsmæssigt under pres på en måde, som ikke er set før — mænd er overflødige, deres evner ikke brugbare i fremtidens samfund, kvinder kan klare sig selv, der tales om tabermænd etc. — så er det, der sniger sig den tanke ind, at mændene måske også har andet end den store kærlighed til deres børn i klemme, når de står og hiver i deres skilsmissebarns ene arm.

Et barn er kønsvæsnets eneste uantastelige identitetsmarkør. Det gælder ikke kun for kvinder, det gælder også for mænd.

For første gang nærmer det punkt sig, hvor mandekønnet identitetsmæssigt begynder at være lige så skrællet, som kvindekønnet i århundreder har været. Og så begynder rollen som far at få en betydning for fædrene/mændene, som den aldrig har haft før. For rollen som FAR kan ingen kvinde nogensinde fratage manden, og dagens diskussioner om fædrerettigheder og forældreansvarslov må nødvendigvis — hvor ubekvemt det så end forekommer — medtage dette aspekt af, hvad det også er, mandekønnet har brug for deres børn til. Bare inden det hele går alt for meget op i den rene fædrekærlighed.

 

Birgitte Asmussen er kontorassistent og psykoterapeut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Lindegaard Larsen

En masse postulater men ingen henvisning til statistik.........for mit vedkommende har min faderkærlighed ikke ændret sig i mere end 10 år, ønsket om at være aktiv, omsorgsfuld er til stadighed lige meget til stede...
Er det en artikel baseret på egne holdninger?

Torben Rasmussen

"Politiker, læge, præst, pilot — regent! — ingen af disse er længere pr. definition en mand", skriver Birgitte Asmussen.

I forbindelse med evalueringen af Forældreansvarsloven, nedsatte Familiestyrelsen, en såkaldt "ekspertgruppe" , der skulle bidrage med faglige input.

"Ekspertgruppen" består af 12 medlemmer: 11 kvinder og 1 enkelt mand.

Ligestillingen har altså ikke fundet vej til Familiestyrelsens "ekspertgruppe".

Pr. definition må en ekspert inden for forældreansvarsloven altså, med Familiestyrelsens øjne, siges at være en kvinde.

Denne kvindelige bastion er endnu ikke faldet.

De kommende år vil vise, om den samfundsudvikling Birgitte Asmussen beskriver vil fortsætte, så der om nogle år også vil være plads til fx en af statsforvaltningernes mandlige børnesagkyndige i en "ekspertgruppe".

- "Mændene har til gengæld gennem historien haft mange muligheder for at finde sig en rolle/opgave, der passede til dem."

Det er da kun hvis man ser bort fra at de er blevet kostet ud for at tjene til dagen og vejen for resten af familien ... Hvem siger at det var en rolle mændene frivilligt valgte?

Torben Rasmussen

Birgitte Asmussen skriver i kronikken, at

" mænd er overflødige, deres evner ikke brugbare i fremtidens samfund, kvinder kan klare sig selv, der tales om tabermænd etc. — så er det, der sniger sig den tanke ind, at mændene måske også har andet end den store kærlighed til deres børn i klemme, når de står og hiver i deres skilsmissebarns ene arm".

Hvor er det du mener, at mænds evner ikke er brugbare i fremtidens samfund, Birgitte Asmussen?

Endvidere skriver Birgitte Asmussen:

"Om man synes om det eller ej, så er vi er alle rundet af en kultur, hvor det kvindelige udtryk konsekvent og gennem århundreder har været ringeagtet." og

"Mændene har til gengæld gennem historien haft mange muligheder for at finde sig en rolle/opgave, der passede til dem. Opgaver som de kunne virke og udfolde sig i, og som de havde for sig selv, uantastet af kvinderne, der med alle midler blev holdt fra fadet".

Men var det ikke den samme kultur, Birgitte Asmussen, der holdt fædrene væk fra børnene?

I 1930erne herskede der fx en kultur hvor adgang til svangerskabsafbrydelse, desværre, var yderst begrænset og hvor lovgivningen ikke så på børn født uden for ægteskab på samme måde som på børn født i ægteskab.

I en svangerskabsbetænkning fra 1936 blev spørgsmålet om hvorvidt mænd skulle høres i forbindelse med en kvindes abort drøftet:

"Om en tilsvarende Ret for den formodede
Fader til et udenfor Ægteskab avlet
Barn kan der, allerede af Hensyn til, at man
her kun har Formodninger — der ofte kan
ramme ikke een, men mange — at holde sig
til med Hensyn til Faderskabet, ikke være
Tale. At slige »Fædre« som absolut Hovedregel
vil insistere paa Afbrydelsen, behøver
man ikke engang at spørge dem om for
at vide."

Fædre til børn født uden for ægteskab blev altså tilbage i 1930erne betragtet som nogen der absolut ikke kunne tænkes at have nogen interesse i deres børn.

I dag ser lovgivningen og samfundet da heldigvis ganske anderledes på fædre til børn født uden for ægteskab.

Når mænd i dag tager mere del i deres børns dagligdag skyldes det næppe, at de "identitetsmæssigt er kommet under pres på en måde, som ikke er set før" eller at "mænd er overflødige og deres evner ikke brugbare i fremtidens samfund fordi kvinder kan klare sig selv".

Og det skyldes formentlig heller at fædrene er "tabermænd" der har "andet end den store kærlighed til deres børn i klemme" når de "står og hiver i deres skilsmissebarns ene arm" og skal bruge barnet som "identitetsmarkør".

Den store interesse fædre i dag viser for deres børn skyldes nok snarere, at lovgivning og samfundskulturen har holdt fædre langt "væk fra fadet".