Nyhed

Mord på ord

Det er dybt problematisk, at Berlingskes litteraturredaktør vil censurere bøger, så mordere og lignende ikke skal have lov til at udgive bøger
En fejl? Det er en glidebane at begynde at tale om, at folk som Breivik ikke må udgive bøger om sine gerninger, for hvor går grænsen? Hvilke tanker er for ’syge’, og hvem skal bedømme det? Og hvad med bøger som ’Med koldt blod’ af Truman Capote om mordet på fire mennesker – skulle den heller ikke være udgivet?

En fejl? Det er en glidebane at begynde at tale om, at folk som Breivik ikke må udgive bøger om sine gerninger, for hvor går grænsen? Hvilke tanker er for ’syge’, og hvem skal bedømme det? Og hvad med bøger som ’Med koldt blod’ af Truman Capote om mordet på fire mennesker – skulle den heller ikke være udgivet?

Hans Namuth

3. februar 2012

Anders Breivik har udtrykt interesse for at få udgivet en bog, hvor han fortæller om sine politiske synspunkter og begrunder massakren på Utøya. I den anledning fyrede Jens Andersen forleden følgende svada af til Information:

»Jeg går bestemt ind for ytringsfrihed, men jeg går også ind for censur, når man skønner, at det er nødvendigt. Og jeg kan simpelthen ikke se, at vi kan være tjent med, at folk, som, vi vurderer, ikke kan færdes frit blandt os andre, skal have lov til at tømme deres syge tanker ud i bøger, som både de og forlagene tjener masser af penge på.«

Resultatet af den holdning er censur. Masser af censur. For hvor går grænsen? Er det kun mordere, eller er det alle »folk, som vi vurderer ikke kan færdes frit blandt os andre«, der skal fratages muligheden for at ytre sig i bøger? Og hvem er det ’man’, der skal bedømme hvilke tanker, der er ’syge’? Hvad med bøger som den berømte Med koldt blod af Truman Capote, som detaljeret beskriver to brødre, der har slået fire mennesker i en familie ihjel, deres baggrund og den by, hvor det hele skete — skulle den heller ikke have være udgivet?

Hvis jo, hvad er så forskellen?

Og er det kun bøger, der beskriver virkelige hændelser, der skal forbydes? For der findes masser af bøger, der er fuld af ’syge’ tanker og beskrivelser — tag f.eks. Bret Easton Ellis’ meget omdiskuterede bog American psycho, hvor mord og tortur er beskrevet i utroligt udpenslede og kvalmende detaljer. Berlingske har i en årrække været førende, når det gælder om at anmelde bøger, der kaster nyt lys over forrige århundredes mange totalitære ideologier og regimer, hvad enten det var nazisme, fascisme eller kommunisme. Disse bøger indeholder masser af ’syge’ tanker fra nogle af historiens største massemordere, og i Tyskland er det f.eks. forbudt at genoptrykke Hitlers værker og anden nazistisk litteratur. Skal det også forbydes i Danmark?

’Syge tanker’ bekæmpes ikke ved at forbyde dem, men ved at imødegå dem i det offentlige rum. Jens Andersens holdning er første skridt ned ad en farlig vej, der ender med massecensur og Big Brother-overvågning af litteraturen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

begrænsning af ytringsdfrikeden er til enhver tid en dårlig idé, på den anden side er det helller ikke rimeligt at forbrydere tjener formuer på at udgive bøger om deres forbrydelser.
problemet kunne måske løses ved at lade forbryderne skrive deres bøger og lade overskudet gå til ofrene eller de pårørende

Når et samfund påtager sig ansvar for at indespærre borgere fordi de er farlige at have gående rundt, så påberåber man sig en slags ejendomsret eller formynderret over det pågældende individ.
Og har man gjort det er der ikke langt til også at påberåbe sig retten til individets intelektuelle rettingheder. Så det der skal til er simpelt nok, man påtager sig ejerskabet til Breiviks skriverier.
Så kan man eventelt senere vurdere om Breivik skal have sine intellektuelle rettigheder tilbage.
For det er nok ikke så smart at folk bliver massemordere for at 'reklamere' for deres bogudgivelser.
Og så slipper man iøvrigt for at indføre censur, hvad der iøvrigt efter grundloven aldrig kan ske igen.
Men det er da interessant at Berlingske er fortaler for censur, jeg tror bare ikke at de kunne tænke sig, at f.eks. jeg skulle censurere deres avis, for så blev det da en endnu tyndere kop te end den er i forvejen.

Svend Erik Sokkelund

Fri os for censur, sindelagskontrol og andre indskrænkninger i ytringsfriheden!!

Skulle Anders Breivik komme til at tjene penge på sine forvrængede ideer, tvivler jeg på, han nogensinde selv får en chance for at bruge dem til andet end sagsomkostninger og erstatning til ofrene.

Flemming Chr. Nielsen

Det er nok bare mig, der ikke forstår en pind af det hele, for under Muhammed-krsen var der bred enighed om, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at alle og enhver i et demokrati må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Men da et københavnsk teater i januar meddeler, at det vil opføre Anders Breiviks manifest, siger Dansk Folkeparti m. fl., at det er en hån, spot og latterliggørelse af de efterladte fra massakren på Utøya. Og nu er det tilsvarende en hån, en spot og en latterliggørelse, hvis terroristen skriver en bog. Det ser altså ud til, at den, som hengiver sig til ytringsfriheds-absolutisme, før eller siden får sin egen boomerang lige i nakken.

Jeg syntes det ville være en skam, hvis man censurerede Breivik. Netop en sådan bog kunne give os et godt indblik i en syg mands hovede. Jeg ville med andre ord, læse hans eventuelle bog som noget rent patologisk. Og hvordan skulle man også kunne læse en sådan bog anderledes. Ja, jeg kunne ligefrem forestille mig hvordan en bog af Breivik kunne indgå som pensum på diverse psykologistudier o.l.

Heinrich R. Jørgensen

Bjarke Larsen:
" ’Syge tanker’ bekæmpes ikke ved at forbyde dem, men ved at imødegå dem i det offentlige rum. "

Det er tanken bag parlamentarisme. At der stilles et offentligt rum til disposition, hvor den offentlige samtale kan foregå, på værdig vis.

Visionen med Folketinget har siden 1849 været, at den offentlige samtale skulle foregå i netop -- Folketingssalen. I offentlighed, med ordstyrer, med referater, og med offentlighed om hvad der blev sagt af de der tog ordet (pga. de offentlige referater).

Syge tanker kunne således ytres fra Folketingets talerstol, og kunne blive modsagt i det forum. Udenfor det rum folketingssalen udgjorde, kunne vedkommende ikke stilles til ansvar for de ytringer der faldt i salen.

Det var hvad der mentes med: Det samarbejde folkestyre. En model der sikrede borgerne indsigt i lovenes tilblivelsesproces og hvad lovgiverne ellers bedrev.

I nutiden er modellen ændret. Lovene aftales på forhold andetsteds, bag lukkede døre, og hvad der foregår i salen, er fremlæggelse af fait accompli. Tilblivelsesprocessen er skjult. Befolkningen nægtes indsigt i processen. Mellem de tre lovbehandlinger er borgeres henvendelser i praksis nytteløse; spillet er på forhånd aftalt.

Folketingssalen er mestendels tom. To skingre politikere og en minister der snakker udenom, er vist et typisk billede.

Og når der en gang imellem er gang i salen, får syge tanker rigeligt med podieplads. Endnu værre er, at samme tanker bliver eksponeret i medierne, som om det var underholdende at se, hvor afstumpede og primitive mennesker kan blive, hvis de anstrenger sig på det.

Robert Ørsted-Jensen

Det er bestemt uacceptabelt og censur hvis man forbyder folk at skrive og udgive bøger. Men det behøver man heller ikke gøre. Det er nemlig ikke censur hvis man har en lov der åbner mulighed for at retten i særlige tilfælde - mordere der beskriver deres ugerninger - kan dømme beslaglæggelse af overskuddet fra en sådan udgivelse.

Brian Pietersen

flemming chr nielsen

jeg synes det er i orden at man lader pårørende fra en tragisk hændelse som Utøya få ro til at hele deres sorg inden man ser det i teaterstykker, det er almindelig respekt overfor de efterladte.
Det har intet med ytringsfriheden at gøre.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Pedersen,

der er vist ingen, der forlanger, at de pårørende skal tage Oslo-båden for at gå i teatret i København.

Lad os få bogafbrændinger som nazisterne gjorde det under 2. verdenskrig. Lad os brænde alle de bøger som vi ikke kan lide. Jeg kan f.eks. ikke lide Højskolesangbogen og Biblen.

Carsten Mortensen

Orwell var ganske vist ikke dømt, så vidt jeg ved, men mange hentede inspiration der! Og skulle det ske igen, ja...så ville det vel være i de tider vi lever i :-)

Censur er en meget farlig sti at betræde.

Hm, kære debattører. Kom nu ned fra høje hest. I kan ikke se skoven for bare træer. Det handler, som jeg ser det,ikke om Orwell og big brother. Det handler om anstændighed og respekt for de efterladte... .

Hans Jørgen Lassen

Hr. Thomsen,

respekt for de efterladte er jo et meget diffust begreb. Som enhver kan fylde med, hvad der måtte passe én.

Det kan misbruges, og det bliver det.

Ingen tager skade af, at denne forfærdelige udåd bliver gennemlyst fra alle sider, ender og kanter.

Børnene, de unge mennesker er døde, og det kan der jo ikke laves om på. Men det skal sgu analyseres igennem på alle mulige måder. Selv om der nok ikke er risiko for, at det sker igen.

At et skruppelløst forlag vil slå plat på en halvretarderet massemoders skizotype refleksioner, er frastødende. Det er heller ikke noget man kan blive voldsomt meget klogere af at læse tror jeg. Jeg går heller ikke ind for censur. Jeg synes man bør forbyde indtægt på det... 'ingen vil tage skade af det?' Du ved vidst ikke særlig meget om sorg og PTSD.

Martin Ørding-Thomsen

Ideen om, ikke at lade forbryderen beholde profitten fra bogen, virker da sympatisk, men det må da være svært at håndhæve i praksis.

Hvad nu, hvis han får en anden til at sætte sit navn på bogen og kalder den fiktion? Eller hvis han opretter et selskab og lader det være forfatteren? Eller opretter et firma, der forhandler noget som forlaget har brug for, og får forlaget til at betale pengene igennem overpriser til sit firma?

Men det vil da nok afholde de mindst opfindsomme forbrydere fra at tjene penge på deres bøger.

!50.000 personer,har købt jønkes bog... x100.000 sidder lige nu og ser paradis x talent.....!

Så lidt bevægelse - mine damer & herre.

mvh

Heinrich R. Jørgensen:

"Det er tanken bag parlamentarisme. At der stilles et offentligt rum til disposition, hvor den offentlige samtale kan foregå, på værdig vis.

Visionen med Folketinget har siden 1849 været, at den offentlige samtale skulle foregå i netop — Folketingssalen. I offentlighed, med ordstyrer, med referater, og med offentlighed om hvad der blev sagt af de der tog ordet (pga. de offentlige referater)."

Din fortolkning af "det offentlige rum" som betydende udelukkende Folketingssalen er forkert. "Den offentlige mening", "publikums domsstol", "offentligheden", disse begreber har siden 1700-tallet i den danske politiske debat været forstået som en vidtgående offentlig debat, fortrinsvis i pressen, enten i tidsskrifter og aviser eller i bøger og pamfletter. Debatten i Folketinget eller Rigsdagen har kun været en meget lille del af hvad man almindeligvis opfattede som det offentlige rum både før og efter Grundloven af 1849. og har slet ikke haft den betydning som den politiske debat i førnævnte publikationer havde i samme periode.

Torben Pedersen

Til de fleste på denne side. Gør følgende: Forestil dig din egen ægtefælle/dit eget barn bliver dræbt. Undskyld - ikke dræbt, bevidst MYRDET. Derefter skal du opleve at der opsættes et teaterstykke, som vil genskabe dette (reelt/symbolsk - fløjtende ligegyldigt). Jeg kender min egen reaktion, og trods min respekt for ytringsfriheden, så ville jeg føle mig trådt OG PISSET PÅ i en hel ulidelig grad. Specielt hvis jeg samtidigt skulle læse en masse indlæg der forsvarede retten til at HÅNE mit tab, endnu engang.
Ytringsfrihed, ja. Medmenneskelig indsigt og omsorg - JA TAK!!!

Svend Erik Sokkelund

@ Torben Pedersen; måske du er gået galt i byen. Med frygt for at lyde gevaldig kynisk tror jeg, du vil befinde dig meget bedre på bt.dk.
Her i dette forum går det hele ud på at finde ud af, hvordan verden er skruet sammen og fungerer, også ude i de skumle kroge, så vi kan undgå gentagelse af forfærdelige og tragiske fejltagelser.

Torben Pedersen:

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at jeg vil føle præcis som du beskriver det i en lignende situation. Men det er også netop pointen ved et retssamfund. Her tager myndigheder over og dømmer alle ud fra de samme betingelser, følelseskoldt og neutralt. Det samme gælder rettigheden til at ytre sig. Den skal være ens for alle og alt skal være tilladt, sålænge man holder sig indenfor lovens rammer.

Selvom man kun kan sympatisere med følelsen som ligger bag dem der råber vagt i gevær i denne sag, så er lovgivning baseret på sådanne følelser aldeles farlig og man bør være særdeles på vagt overfor dem.

Man skal være forsigt med indskrænkninger af ytrringsfriheden, uanset hvor gode grunde man har, fordi netop indenfor dette emne har man utallige eksempler i historien på at rækker man først djævlen en finger så tager han hele armen (med en fordanskning af et engelsk udtryk).

Heinrich R. Jørgensen

Sune,

gode betragtninger. Tak for dem.

Nu skrev jeg udtrykkeligt kun om forholdene fra 1849 og frem. Fra riget fik sin første forfatning. Bestemt, dagblade spillede en stor rolle, i den offentlige debat. Men visionen vedr. lovgivningsprocessen, handlede om at lovgivernes indbyrdes samtale foregik i salen. Lovgiverne førte og samtaler i deres lokalmiljø, i den valgkreds hvor boede og var valgt, med de lokale borgere.

Mediernes debat forholdt sig på andre niveauer til politikernes forehavende. Men ingen tvivl om, at medierne var mange, og stærkt engagerede i samfundsdebatten.

Flemming Chr. Nielsen

Har I da glemt alle dem, der for et år eller to siden skræppede op om, at ytringsfriheden skulle være ubegrænset, at ubetinget ALLE måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse, at Jyllands-Postens Flemming Rose ville bringe Holocaust-karikaturer etc.
Nu får de da med Breivik som bog/teater deres egen absolutisme kastet lige i nakken. Måske derfor, de ikke siger så meget.

Heinrich

Den offentlige politiske debat i Danmark har en stærk tradition helt tilbage til 1770, med en mindre pause 1799-1834 (selvom den sivede ud i aviser og andre skrifter så godt den kunne alligevel i den mellemliggende periode). Og den fortsatte efter 1849 og det med ivrig deltagelse af de folkevalgte politikere. Hvis man læser den samtidige offentlige politiske debat (udenfor rigsdagen), så vil man blive forundret, i det den foregik på et langt mere kontant og barsk niveau end vi er vant til i samtiden. Søren Pind og tæskeholdskammeraterne er vand i forhold til hvordan det foregik da.

Du har selvfølgelig ret i at det er kan diskuteres hvormeget denne debat havde indflydelse på selve lovgivningsprocessen. Politikerne i den periode var, efter at de var blevet valgt ind, i høj grad ikke så afhængig af vælgerne i deres daglige gerning som senere hen, og kunne således lettere tilrettelægge deres politik efter magtforholdene på tinge (der er mangfoldige tilfælde på "vendekåber", især i provisoretiden). Men der var visse grænser, som f.eks. de forholdsvis mange rigsretssager i anden halvdel af 1800-tallet viser (selvom de næsten alle resulterede i frifindelse, så var det faktum at de kunne anlægges vidnesbyrd om at folkestemninger kunne gå imod den herskende mening).

Så på en måde er jeg enig med dig i at efter 1849 var reglerne for den debatten af den lovgivende politik så at sige var fastlagt ovenfra, men på den anden side, så levede den også i høj grad i medierne. Det skal huskes at i samme periode grundlagdes de oppositionelle partipolitiske dagblade, f.eks. de Bergske blade, og de havde, sammen med de gamle regeringstro aviser, trods alt en væsentlig indflydelse på politikken.

I denne forbindelse vil jeg gerne gøre lidt reklame for en bog, selvom dens forbindelse med dette emne ikke helt passer kronologisk. Poul Jensens bog "Presse, penge & politik 1839-48" fra 1971 er et forbilledligt studie i hvordan især regeringen bevidst anvendte og ligefrem finansierede pressen i hvad der med moderne ord kan betegnes som en slags spindoktor politik. Poul Jensen kan følge regeringens fingeraftryk på de priviligerede aviser igennem regnskaber. Noget som er yderst heldigt set fra et historisk synspunkt, da sådanne regnskaber desværre ikke findes for tidligere perioder i dansk pressehistorie, selvom der er stærke indicier på at regeringen også da førte en yderst bevidst pressepolitik og sandynligvis finansierede flere blade. Men hans undersøgelser viser at der allerede under enevælden var en bevidsthed om at det var vigtigt at have pressen med sig. Kongelov og Danske Lov kunne altså ikke gøre det alene på dette tidspunkt. "Publikum" var et yderst vigtigt element at have med sig for at opretholde en pacificeret befolkning. Og som Poul Jensen viser, så var selv denne strategi langtfra nok, i det oppositionspressen faktisk i hele den periode han behandler, havde publikums yndest og regeringsaviserne udenfor embedsmandskredse ikke var populære.

Robert Ørsted-Jensen

Selvfølgelig skal mordere have ret til at skrive og forlag ret til at trykke - men det er ikke det samme som at de så også i enhver situation skal have ret til at tjene store penge på det.

Det bør, som i Australien, være muligt for det offentlige med en retskendelse i hånden - en retskendelse behæftet med en begrænset tidsperiode og de sædvanlige muligheder for anke - at beslaglægge indtægter (overskud) tjent på at skrive og udgive massemorderes erindringer.

Hvis man fjerner muligheden for at slå plat på den slags fremmer man i virkeligheden den ægte og virkelige ytringsfrihed. Materialet vil nemlig blive udgivet hvis der er andre og højere formål med det. Det vil blive trykt og udgivet kun af almennyttige grunde.

Heinrich R. Jørgensen

Sune, tak endnu en gang. Fremragende og interessant læsning.

Hvis man skal forstå hele perioden (hvilket jeg ikke selv gør) skal man være opmærksom på de mange særlige forhold der gjorde sig gældende.

Enevælden (eller absolutismen) (1660-1784) blev ikke indført fordi kongen ranede magten. Der var andre aktører i riget, det orkestrede det setup, og forlangte det gennemført. Med ophøret af valg-kongesystemet, hvor kongen hidtil var blevet valgt blandt ligemænd, og en håndfæstning var blev indgået mellem valgkonge og adelen, var de politiske forhold totalt forandrede.

Arve-monarken havde nu al-magt, over både stat og kirke. Adel-kasten blev ændret. Rigmænd kunne opnå at blive regnet blandt de ædle, hvis det skæppede godt i kassen. At kongen måtte forholde sig helt anderledes til den offentlige samtale, end det havde været relevant førhen, er meget logisk.

Kaste-systemet spillede måske en betragtelig rolle, i forbindelse med de mange dagblade? Toppen af embedsmændsstanden, var høj-kaste, og læste selvfølgelig ikke det smuds den uvaskede pøbel sølede sig til i.

At kongen eller regeringen valgte at støtte nogle af medierne, mener jeg ikke nødvendigvis skal ses som noget odiøst i datidens kontekst. Og slet ikke før 1848 (da Grundlovsprocessen kunne sættes igang) pga. kongens absolutte magtposition.

Censur-perioden skal måske ses i lyset af flere forhold. Dels som en nødvendig tøjling af de offentlige råberier, som en del af "romantikken" og "guldalderen". En periode med strenghed, dydsdyrkelse og hvad der ellers er nødvendigt for at kunne lempe om kongens almagt, og brede den politiske indflydelse længere ned end til alene at omfatte adelen.

Dertil kom den franske udfordring, i flere forklædninger. Oplysningsintentionerne blev formodentligt delt, men næppe republik-drømmene. Perioden med Napoleons krige var tricky, militært og økonomisk, og tab af flåde og siden Norge efter statsbankerotten, gjorde næppe tilværelsen på kongeslottet mindre sorgløs for patriarken.

Det er ærgerligt, at der ikke er flere kilder til perioden, end der er. Endnu ærgerligere er det, at kilderne til endnu ældre tider er endnu mere sparsomme.

Nogle bruger det argument at det er på grund af respekten for de efterladte at sådanne bøger skal "forbydes". Men hvori ligger forskellen på om det er morderen eller Ove Dahl, den tidligere drabschef, der udgiver bøger om emnet. Ove Dahl var ansat af staten til at fange mordere, men bruger nu sit otium på at udgive bøger hvor han udpensler detaljer om drab. Detaljer som vel nærmest kan kaldes fortrolige. Er det respekt for de efterladte, fordi han var betjent, eller handler det mere om at mordere helst bare skal gemmes væk, så vi kan opretholde vores glansbilled af verden. I en anden tråd om samme emne har Lundins bog været brugt som eksempel. Lundin har ikke skrevet nogen bog. Det var en journalist der gjorde det. Hvordan vil man forhindre en sådan udgivelse? Ang. Jønkes bøger, så er det kun de føste par sider i første bog der handler om hans drab på Makrellen, men der står at det er en novelle. Hvordan ville man forhindre denne udgivelse, og er det i givetfald så kun første bog der skulle forhindres, for i de andre er der ikke noget om hans drab.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Torben Pedersen gentager det synspunkt, at den varslede teaterforestilling skulle være en "hån" mod de efterladte.

Han forklarer, som samtlige sine forgængere, ikke, hvori det hånende skulle bestå.

Og det kan han jo næppe, af gode grunde.

Floskler ud som "hån" og "respekt for de efterladte" savner ethvert indhold. Der er snarere tale om det diametralt modsatte. Tragedien bliver taget dybt alvorligt og forsøgt bearbejdet.

Robert Ørsted-Jensen

Lassen artiklen handler ikke om teaterstykket, men om censur af bøger skrevet af mordere. Mig bekendt planlægger Brevik ikke at lave teaterstykker, det er en anden debet, emend relateret.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Jensen,

du har åbenbart overset, at jeg refererede til et tidligere indlæg - i denne tråd - af hr. Torben Pedersen.

Hans Jørgen Lassen

Men angående dette emne:

censur er af det onde, og vil altid blive misbrugt.

Breivik skal have lov til at skrive og udgive, hvad fanden han vil.

Og hvis nogen er interesserede i at læse, hvad han måtte brygge sammen, skal de også have lov til det.

Selv forestiller jeg mig nok, at den slags nok nærmest har patologisk interesse, men det er da heller ikke uvæsentligt. Hvad rører der sig i hovedet på dette gale menneske?

Om nogle pårørende så måtte sagsøge ham og forlange erstatning for deres tab (hvis det kan gøres op i penge), er en lidt anden problemstilling.

Men censur og forhåndskonfiskation, faneme nej. Det strider mod alle de principper, som udmærker demokratiet.

Principper, som Breivik i øvrigt krænkede groft, så groft som vel tænkes kan.

Begynder man på den slags, så giver man jo manden ret, i praksis.

Robert Ørsted-Jensen

Du overser Lassen - den tredje mulighed som jeg peger på - og som anvendes i flere lande

Den betyder ikke censur. Den giver fuld frihed til at skrive og trykke.

Men i særlige tilfælde kan der indsættes et retsligt forbehold - et forbehold der indebærer at ingen (ud over statskassen) kan tjene store penge på det.

Der skal altså en vis portion alturisme til - jeg personligt mener at det er en sund tanke - for det indebærer en beskyttelse af trykkefriheden - også mod misbrug!

Hans Jørgen Lassen

Hr. Jensen, ja, vi er altså uenige, i hvert fald en lille smule.

Jeg overså ikke, men undlod eksplicit at nævne, hvad du kalder den tredje mulighed. Jeg forstår godt tankegangen, derfor ikke.

Men jeg finder den forkert. Fordi den jo i realiteten vil betyde noget i retning af stalinisme.

Derimod mener jeg, og det nævnte jeg eksplicit, at efterladte kunne sagsøge røven ud af bukserne på hr. Breivik, hvis han tjente penge på sit bogprojekt.

Staten er et uhyre og skal ikke fodres. Totalitære tilstande, som Breivik netop ønsker, skal vi ikke have

Forstår du, hvad jeg mener?

Robert Ørsted-Jensen

Nej det gør jeg ikke.

Jeg mener ikke at hverken de efterladte eller brevik selv skal kunne tjene store på det her, og jeg har svært ved at se stalinismen i den holdning. Det er ikke censur og det lægger ikke låg på ytringsfriheden.

De efterladte bør selvsagt ha den omsorg de er berettiget til, men det bør ikke komme fra sådanne midler, det ville være dybt uetisk. Det bør ske af mere neutral vej, stat, erstatningssager og forsikringer etc. Og det ville være direkte forargeligt at lukke Brevik ud en dag til en kæmpe million formue. Vær opmærksom på at sager som denne - der har stor internationalt bevågenhed - potentielt ville kunne indbringe meget store millionbeløb i dollars.

Men der var jo ikke noget til hinder for at man i forbindelse med en sådan lov besluttede at oprette en fond til almennyttige formål, hvis der skulle komme store penge ind på sådan noget. Hvad der nok ikke gør, for pointen er at når man afskære profitmotivet - og dermed de dømtes mulighed for at tjene tykt på deres forbrydelser, så skærer du også sagen ned til det der reelt betyder noget. Men du undgår det platte og uetiske.

Robert Ørsted-Jensen

Har du i øvrigt bare et øjeblik forsøgt at udregne hvad den sag vil koste den norske statskasse og dermed de norske skatteydere?

Hans Jørgen Lassen

Hr. Jensen,

ja, det ville være temmelig grotesk at lukke Breivik ud til en større formue. Men det sker heller ikke. For han bliver jo aldrig lukket ud. Og hvis han gjorde, ville han nok kun overleve ganske få dage.

Jeg ved ikke, hvordan reglerne er i Norge, men mon ikke Breivik, hvis han har eller får penge, kommer til selv at betale for kost og logi, samt udgifterne til retssagen?

Ud over udgifter til retssagen, har de overlevende og familierne til de dræbte naturligvis ret til økonomisk erstatning, så hvis hr. Breivik skulle komme til penge under sin indespærring, uanset om han vinder i lotto eller udgiver en bog, vil han antagelig blive mødt af erstatningskrav der langt overstiger hans eventuelle indtjening.

Svend Erik Sokkelund

@Robert O Jensen; Jo, Breivik er, såvidt jeg så på norsk tv fra retten, i fuld gang med sit livs store teaterstykke.
Uheldigt for ham bliver det ikke nogen soloforestilling, som han sikkert godt kunne tænke sig det, men absolut et stykke for flere stemmer.
Og et stykke, der fortsætter ude i verden, bl.a. på Café Teatret i København.

Robert Ørsted-Jensen

Kunst skal være på kant med tilværelsen. Jeg har og ser ingen principielle problemer i at man laver teater over problematiske og nærværende problemstillinger. Jeg synes heller ikke det er det denne stræng handler om, den handler ikke om kunst og fiktion der bygger på nytidige emner, men om at indsatte skal have ytringsfrihed, i mine øjne blot under visse indtægtsmæssige begrænsninger på såvel den indsatte som vedkommendes publisher.

Jeg kan så ha en mening om at Café Teatret tilsyneladende har optrådt temmelig klodset grænsende til det uetiske, ideres forsøg på at promovere sig selv på en i øvrigt god ide. Lav lige det kunstneriske arbejde først og sørg så for at det er begavet kunst der behandler emnet og ikke bare er plat, ubegavet camera- og mikrofonholderi, der hylder en navngiven massemorder, det sku da for fanden ikke være særlig svært - for begavede og talentfulde kunstnere og manuskriptforfattere. Det er givet også en forudsætning for at nogen gider komme og se det