Kronik

Overenskomstforhandlinger er ikke længere klassekamp

Hvordan kan fagbevægelsen præsentere endnu et overenskomstresultat uden klassiske gevinster som reallønsstigninger og mere fritid uden at tabe ansigt? Fordi fagbevægelsen opnår legitimitet ved at understøtte virksomhedernes udvikling. Og fordi arbejdstagerne ikke kun er i konflikt med arbejdsgiverne, men også med hinanden
Arbejdsmarkedsorganisationernes spidser lægger ansigtet i alvorlige folder, når de møder pressen. Men når det kommer til stykket er de slet ikke så uenige om vejen frem. Fra venstre, CO-Industris næstformand Mads Andersen, Co-Industris formand Thorkild E. Jensen, administrerende direktør for DI, Karsten Dybvad og viceadminstrerende direktør Kim Graugaard.

Arbejdsmarkedsorganisationernes spidser lægger ansigtet i alvorlige folder, når de møder pressen. Men når det kommer til stykket er de slet ikke så uenige om vejen frem. Fra venstre, CO-Industris næstformand Mads Andersen, Co-Industris formand Thorkild E. Jensen, administrerende direktør for DI, Karsten Dybvad og viceadminstrerende direktør Kim Graugaard.

Jens Nørgaard

7. februar 2012

»Det var svære forhandlinger, men det lykkedes os at få et resultat forhandlet hjem, som medlemmerne kan være tilfredse med.«

Citatet er fra en begivenhed, der endnu ikke har fundet sted. Nemlig afslutningen af forhandlingerne om de private overenskomster, som foregår i øjeblikket på arbejdsmarkedet.

Det er nogenlunde sådan, vi kan forvente, at formanden for Dansk Metal og CO-Industri, Thorkild E. Jensen, vil sige, når forhandlingerne med modparten DI er overstået, og der er indgået en overenskomst.

Overenskomstforhandlingerne kører i øjeblikket på fuldt blus i den private sektor. Der forhandles løn- og arbejdsvilkår for omkring 600.000 maskinarbejdere, kontorassistenter, butiksansatte, tømrer, chauffører og mange andre grupper af lønmodtagere. Og resultaterne fra forhandlingerne vil efterfølgende smitte af på resten af arbejdsmarkedet og være pejlemærke for de kommende års udvikling af løn- og arbejdsvilkår i hele Danmark.

Emnerne ved forhandlingerne er de velkendte. Det handler om løn, arbejdstid, pension osv. I år er der dog særligt fokus på de såkaldte bløde pakker. Barselsregler, efteruddannelse, fri på barns første og anden sygedag og lignende emner står centralt i forhandlingerne. Og hvorfor det? Først og fremmest fordi de bløde pakker er billigere end de hårde pakker. Der er ikke forventninger om høje lønstigninger. Og bløde pakker er trods alt bedre end ingen pakker.

Det er den danske model, der udfolder sit fulde virke i disse uger. En model, der har eksisteret, siden det berømte Septemberforlig blev indgået i 1899, og som tilsiger, at det er arbejdsmarkedets parter — dvs. fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne — som lægger linjen på arbejdsmarkedet. Det er organisationerne, der bestemmer. Det er dem, der laver kompromiserne.

Den danske model var oprindeligt et resultat af et kompromis mellem to store betydningsfulde samfundsklasser: Arbejderklassen, som var organiseret i fagforeningerne, og kapitalistklassen (eller borgerskabet), som var organiseret i arbejdsgiverorganisationerne. Modellen gjorde det i store dele af det 20. århundrede muligt at lade konflikterne mellem samfundsklasserne udspille sig på en relativt civiliseret facon. For eksempel gennem gentagne overenskomstforhandlinger, hvor parterne trods deres grundlæggende interesseforskelle kunne forhandle sig frem til et kompromis. Man så hinanden som fjender, men kompromisser blev det til.

Klasser er ikke centrum

På mange måder ligner de aktuelle forhandlinger dem, der har fundet sted, siden den danske model blev skabt for mere end hundrede år siden. Men skindet bedrager. Overenskomstsystemets og fag- og arbejdsgiverorganisationernes funktion og rolle er i dag en helt anden end for blot 30-40 år siden.

Det, der først og fremmest har forandret sig, er det danske samfund. De traditionelt dominerende sociale klasser har mistet betydning. Klasserne er ikke døde, som det blev formuleret for nogle år siden af de to sociologer Jan Pakulski og Malcolm Waters i bogen The death of class, men deres betydning er mindsket. I stedet er der opstået et samfund, hvor konfliktlinjerne og interessekonstellationerne langt fra er så entydige, som dengang den danske model blev etableret.

Derfor er overenskomstforhandlingerne ikke længere svaret på de store konflikter mellem to klasser. De er svaret på mange forskellige gruppers forsøg på at tage vare på deres egne interesser på kryds og tværs af bordet. Nogle gange går uenighederne på tværs af forhandlingsbordet, andre gange er uenighederne større på hver side af bordet.

Samtidigt er overenskomstforhandlingerne og den danske model blevet en mekanisme, der så funktionelt som muligt skal sikre en passende fordeling af resultaterne af virksomhedernes og medarbejdernes indsats.

Derfor har de faglige organisationer heller ikke længere nogen ideologi, der baserer sig på alternativet til kapitalismen og markedsøkonomien. Op gennem det 20. århundrede var overenskomstforhandlingerne ellers symbol på konfliktende livssyn og forestillinger om, hvor verden burde bevæge sig hen. I begyndelsen af 1980’erne kunne der blandt de faglige organisationer stadig spores rester af forestillinger om noget andet end markedsøkonomi. ØD og OD spøgte stadigt i ny og næ og var en slags symbol på de faglige organisationers sidste rester af en forestilling om noget andet end kapitalisme.

Fagforeningers funktioner er naturligvis stadig at varetage deres medlemmers interesser (høj løn til medlemmerne er bedre end lav løn), men fagforeningerne er også blevet virksomhedsoperatører. De medvirker til at sikre udviklingen af de virksomheder og arbejdspladser, deres medlemmer arbejder på. Og det er i høj grad rollen som medspillere på virksomhederne og arbejdspladserne, der giver de faglige organisationer deres legitimitet. Både blandt medlemmerne og blandt arbejdsgiverne. Fagforeninger skal give mening på arbejdspladsen, og en stor del af den mening er samarbejdet om virksomhedens og arbejdspladsens udvikling.

Arbejdsgiverorganisationer varetager også tilsvarende deres medlemmers interesser (lav løn til de ansatte er bedre end høj løn), men de er også blevet samfundsaktører, der skaber deres legitimitet gennem varetagelse af bredere samfundsinteresser. Arbejdsgiverorganisationerne er også formidlere af bredere samfundshensyn til virksomhederne. De sælger sig selv som interesseorganisationer, der repræsenterer virksomheder over for regeringer og fagforeninger, men er samtidigt blevet formidlere af synspunkterne fra de selvsamme regeringer og fagforeninger til virksomhederne.

Nye konfliktlinjer

Hvad så med konflikten? Med strejkerne og lockouterne? Er det så et overstået kapitel på det danske arbejdsmarked?

Som overenskomstforhandlingerne på det offentlige område viste i 2008, er det ikke tilfældet. Der var tale om den største konflikt på det offentlige arbejdsmarked i nyere tid. Sosu’er, pædagoger og sygeplejersker var alle enten i strejke eller lockoutet. For sygeplejerskernes vedkommende varede konflikten i syv uger, inden de følte, at armen var vredet så meget rundt, at de overgav sig til arbejdsgiverne og til de andre lønmodtagergrupper, som ikke så grund til, at sygeplejerskerne skulle have særlige fordele.

Konflikten er altså ikke død på arbejdsmarkedet, den har bare skiftet karakter. Det er andre konfliktlinjer, der skaber uenighed, og uenighederne mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne er ikke nødvendigvis de dominerende. Det er lige så meget — og nogle gange mere — uenighederne mellem lønmodtagerne, der sætter kursen.

I 2008 var det først og fremmest uenigheder om kvindeløn versus mandeløn i forskellig dele af den offentlige sektor, der gav anledning til arbejdskonflikten. Og det var i højere grad uenigheder mellem forskellige sektorer i det danske samfund og uenigheder mellem grupper af lønmodtagere, der var i centrum. Det var ikke en klassisk konflikt mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, der førte til strejkerne og lockouterne.

Og selv om muligheden for arbejdskonflikten stadig lurer på det danske arbejdsmarked, er sandsynligheden for, at den bliver brugt i den aktuelle overenskomstsituation nok meget lille. Så mon ikke direktøren for DI, Karsten Dybvad, ender med at kunne citeres for noget i stil med det følgende, når parterne er blevet enige om en aftale:

»Samlet er der tale om et resultat, der gør det muligt at bevare og udbygge den danske konkurrenceevne. Det har været svære forhandlinger, men det har været helt afgørende for os at sikre virksomhedernes vilkår, der gør dem konkurrencedygtige i den kommende overenskomstperiode. Det er lykkedes.«

 

Carsten Strøby Jensen er arbejdsmarkedsforsker ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det, der først og fremmest har forandret sig, er det danske samfund. De traditionelt dominerende sociale klasser har mistet betydning. Klasserne er ikke døde, som det blev formuleret for nogle år siden af de to sociologer Jan Pakulski og Malcolm Waters i bogen The death of class, men deres betydning er mindsket. I stedet er der opstået et samfund, hvor konfliktlinjerne og interessekonstellationerne langt fra er så entydige, som dengang den danske model blev etableret."

Udviklingen har frembragt en forbrugerisme og en utilitarisme, som slører klasseforskelle og reducerer samfundsanliggendet til at være et spørgsmål om hvem der kan levere varen, hvem der scorer de bedste tilbud, får de fedeste ydelser og i øvrigt lykkes bedst med netværksdannelse og selvrealisering. Stort set uden undtagelse er disse kriterier blevet centrale for danske borgeres selvfølelse; man skal selv tage ansvar og bidrage. Eroderet er efterhånden de nødvendige fællesskaber, som bringer individet i kontinuerlig og forpligtende kontakt med strukturer i både små og større fællesskaber; i stedet abonnerer den moderne borger på succés i egen personlige sfære.

Ovenstående strømninger, groft skitseret, har naturligvis også betydning på arbejdsmarkedet. Især yngre arbejdere, som i dag kaldes lønmodtagere, opfatter ikke først og fremmest sig selv som en del af et større arbejdsstyrkefællesskab, men snarere som forbrugere af et jobmarked, hvor jobshopping er et udbredt fænomen. Og når man er kunde på et jobmarked, hvorfor skal man så forsikre sig? Og da slet ikke, når man op gennem det meste af sit ungdomsliv har hørt adskille ligevægtsøkonomiske mantraer om at dén som vil arbejde sagtens kan få et arbejde.

På sin side har fagbevægelsen lidt det ene nederlag efter det andet ved bl.a. EU-domstolen, og det er i dag bredt anerkendt at det indre marked vejer tungere end strejkeretten. Også hér lærer vi, især ungdommen, at økonomi og ideologiske markedsdogmer har større betydning end arbejderes ret til at kæmpe konkret mod forringelser eller brud på overenskomster m.v. - hvilket naturligvis ikke fremmer motivationen for at organisere sig.

Den stigende (ungdoms)arbejdsløshed vil om føje tid eksponere hvor krepérligt det er for de mange nuværende og kommende arbejdsløse at de ikke blev vejledt fornuftigt til at organisere sig - og i øvrigt indgå i foreningslivet. Ikke blot den økonomiske pris vil blive betragtelig, det vil den sociale og menneskelige i særdeleshed. Politisk vil det blive brugt til flere progromer mod velfærdsstatslige strukturer; vi har jo ikke 'råd' til al denne armod.

Arbejdsmarkedspensionerne og andre pensionsopsparinger placeres også i aktier, og dermed er man som lønmodtager i dagens Danmark ofte interesseret i virksomhedens indtjeneing af to grunde : 1) den skal kunne have råd til at give en god løn og 2) den skal levere værdi til pensionsopsparingerne, så man har det godt som gammel.

(Folkepensionen er vel allerede en død sild set i et længere perspektiv - den vil om en generations tid alene være af interesse for dem, der ikke havde evner til at være på arbejdsmarkedet, og dermed få "andel" i pensionsopsparingerne.)

Arbejdsmarkedets parter har vel hidtil ( med lidt forsinkelse) forstået at pejle efter udviklingen - nemlig, at virksomhederne er interesseret i at folk har råd til et bæredygtigt forbrug ( det kræver ordentlige lønninger) , at lønmodtagerne er interesseret i virksomheder med vækst og afkast , at "ejerskabet" af virksomhederne langsomt skubber sig i retning af større "fondseje" ( lønmodtagernes pensionsselskaber o s v) .

Den nye "herskende klasse" bliver bl a de ansatte virksomhedsledere og bestyrelsesmedlemmrene , som i stigende grad vil komme fra lønmodtagerejede pensionsfonde .

Jens Overgaard Bjerre

God artikel og to gode kommentarer Peter Jensen og Robert Kroll. Det virker desværre rigtig, det som bliver sagt. Det vil sige, at vi om 20 år står med en kæmpe restgruppe, som ikke har kunne klare at spare op til deres gamle dage. Og det har vi vel allerede i dag. Vi hører bare ikke om disse pensionister og ser deres budget. F.eks. har der stort set ikke været noget i Politiken eller dr-tv eller tv-2 (denne underlige økonomiske hybrid) om de pensionister, som kun har deres folkepension og atp. Jeg nævner disse fordi jeg tit har forslået at man opretter en fagbevægelsens tv. Men det er for døve ører. Så jeg giver forfatteren og kommentatorerne ret: det bliver et helvede for de mennesker, som "ikke kom med" i ræset.
Personligt tror jeg på at vi står over for en fascisme i en ny forklædning. Vi kan ikke opretholde et demokrati, som vi kender til i dag. Hvis de mennesker, som vil forblive fattige - uanset hvor meget man holder dem og deres livsbetingelser ude fra medierne - fortsat skal have stemmeret, så vil der blive fisket i rørt vande af højrenationale partier. Vi ser det allerede, med syndebukke som de 'fremmede' og nu de svageste og arbejdsløse. Udtrykket 'Arbeit macht frei', som nazisterne i Tyskland bragte ind i deres terminologi og som varetegn over deres koncentrationslejre, kan få en ny betydning. Men konflikterne kan ikke undgås, hvis udviklingen for lov af fortsætte.

Når jeg ser billedet over artiklen kommer jeg uvilkårligt til at tænke på sidste sætning i Huxleys Animal farm / Kammerat Napolion

Orwells, Torben Skov, - Huxley er ham med lykkepille-tvangen. men det hænger lidt sammen. Det er de to klassiske satirer over 'socialdemokratismens slutfase' eller hvad man skal kalde det.
Rart der begynder at kunne tales om det iøvrigt... måske endda fordi de aktivt engagerede organiserede ikke er så massivt et flertal mere.
Vi der aldrig hvor gerne vi end ville, fik fodfæste i en arbejdsmarkeds-interesse-organisering, har kunnet se det du ser der - hele tiden. Og jo mere vi kunne se det, og sagde det, - jo mere uvelkomne var vi.

Det er på høje tid, at de danske fagforeninger indser at der er b´rug for lovgivning på det her område.
Mindst 1/3 af alle danskere arbejder i dag uden en overenskomst. Dette betyder at indenfor byggeriet og indenfor landbruget kan man finde folk, der tjener helt ned til 20 kr. i timen eller fra 20-50 kr. i timen. Netop fordi de ikke er ansat af den danske bygherre eller af den danske landmand, men af et vikarbureau.

I Berlingske i dag er der et eksempel på to landbrugs-medhjælpere fra Ungarn, som tjener 33 kr. i timen. Timelønnen er ganske vist 100 kr. i timen, men det ungarske bureau tager 66 kr. i timen for at formidle kontakten mv. til landmanden (landmændene).

Indenfor transport-branchen sker det samme, det samme indenfor gartneri-branchen mv. Og det kan kun imødegås ved at lave en lov, der siger at alle ansatte indenfor en branche er omfattet af overenskomsten indenfor denne branche uanset om deres arbejdsgiver er medlem af en arbejdsgiver-organisation eller ej. Eller endnu mere enkelt: ved at fastsætte en lovbestemt minimunsløn på 110 kr. i timen. Eller endnu bedre ved at fastsætte en minimumsløn i EU på mindst 12 Euro og gerne 15 Euro i timen.

Klassekamp er altid overklassens kamp mod underklassen, nu har overklassen måske bare fået allierede i middelklassens faglige organisationer.

"Der er altid arbejde nok til dem der vil og kan arbejde" !
Altså hvis alle ville være solidariske og dele det arbejde, der er. Og hvis arbejdsgiverne ville være fleksible.
Men det vil parterne ikke.
Dèt burde være et punkt på dagsordenen.

Hanne Christensen

Artiklen beskriver, at fagbevægelsen samarbejder med arbejdsgiverne - på arbejdsgivernes betingelser. Altså det er svært at skelne mellem fagbosser og arbejdsgivere. Interessant!

Fagbevægelsen har ganske enkelt svigtet sin opgave. Hos DJØF er det særdeles tydeligt. Her har de sidste 3 ud af 4 formænd gået direkte over på den anden side af skrivebordet! I dag gik så en repræsentant fra DJØF ud og foreslog lønstop i 5 år.

Fagbevægelsen er udemokratisk opbygget. Se blot på, at fagbosserne sidder på posterne til pensioneringstidspunktet, når de først er blevet valgt. De fleste arbejdstagere aner ganske enkelt ikke, hvad fagbevægelsen egentlig foretager sig ud over sådan nogenlunde at have sikret reallønnen.

Til gengæld har vi alle skullet løbe hurtigere og hurtigere. Gør man det op i produktivitget er reallønnen reelt faldet!

Fagbevægelsen er ganske enkelt en skændsel. Det værste er, at de reelt har accepteret tvangsarbejdes genindførelse - brugt over for ledige og syge. Når nu den nye regering med Helle Thorning, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup i spidsen kræver arbejde for kontanthjælpen - og varsler flere produktionssteder, hvor kontanthjælpsmodtagere skal tvinges til at arbejde gratis, ja, så sker det med en tavs fagbevægelse.

Jamen, så er fagforeningerne værdiløse. Man kan da ikke klandre ungdommen for ikke at ville tilslutte sig foreninger, der ganske enkelt er så ringe.

Det er de ældre, der ikke vil se sandheden i øjnene. Kritikken af fagbevægelsen er meget lavmælt. Selv nærværende artikel fremstiller nærmest fagbevægelsens fallit som en succes. Ja, faktisk står mellem linierne, at der ikke er brug for fagbevægelsen for nuværende! I en tid, hvor ledigheden eksploderer, hvor vi kan forvente reallønsnedgang, længere arbejdstider, forkortet dagpengeperiode samt tvangsarbejde for syge og særligt for langtidsledige.

Er der så¨ikke brug for fagbevægelsen. Jo. Men fagbosserne har ganske enkelt misset deres opgave. Måske fordi fagbosserne reelt selv er ganske sortbrune i deres politiske overvisning.

Efter min mening, har vi ikke de sidste 50 år haft mere brug for slagkraftige fagforeninger som nu. Det er en skændsel, at fagbosserne ikke lever op til deres opgave, men derimod reelt varetager arbejdsgivernes og højrefløjens interesser.

Jeppe Brogård

Er klassekamp poppulisme?

Det gamle røde krav om mere i lønnningsposen var rendyrket poppulisme. Heldigvis er kravet nu væk. Til gengæld er det afløst af det blå krav om lavere skat, som jo naturligvis betyder det samme. Det er rendyrket poppulisme.

Er kampen mod sin næste virkelig det eneste, der kan holde Danmark samlet og i gang?

Ja, f.eks er dagpengesystemet ekskluderende.
Den enkelte betaler forsikringspræmie for at få andre til at betale ens mindre "løn", når han bliver prikket ud. Sådan er systemet.
Se det omvendt.
Kollektivet betaler den enkelte for at være ekskluderet for selv at være inde i varmen til fuld løn i 37 timer.
Hvorfor ikke 33 timer til alle lige nu og 35 timer når der er arbejde nok.
Sammenhold og bedre klima på arbejdspladsen.
Og andre fordele.

Lisbet Askløv

Jens Overgaard Bjerre:Du har nok ret i,at udviklingen på visse punkter møver sig baglæns,fordi mange mennesker føler sig trængt..På en måde,de ikke lige havde troet,at DE skulle komme til,her i Velfærds-dk..Bombet helt tilbage til,at kvinder,tyende og andet "pak" ikke skal have stemmeret,bliver vi nok ikke lige nu.Men der er da stemninger og tilbøjeligheder,som lugter ilde.At leve på en folkepension i dag er noget af en kunst;måske kommende mf-ere skulle prøve den øvelse,inden de fik lov at sætte sig i folketingsstolen,som en slags praktikantkursus?Folkepensionen er ALT for lav,og det er skammeligt,at den nye regering ikke har sagt en lyd om at forhøje den..Råber "de gamle" for lidt op,bøjer nakken og køber en robot-støvsuger,som kommunen siger,at de skal?Samtidig med,at de værs'go har at anskaffe sig en computer,hvadenten de har råd eller ej,lyst el.ej,så kommunen kan slippe for at svare på dumme spørgsmål uden for skemaerne.Dét er autoritært,så det basker.Et overgreb af format.-"Du kan bare gå ned på biblioteket,så hjælper de dig med pc-en"---Jo tak,,biblioteket ligger visse steder temmelig langt fra bopælen,og der er bestemt ikke altid busforbindelse for dem,der tillader sig ikke at have bil.Og hvor sjovt er det lige at skulle stå i det offentlige rum og fortælle,at man gerne vil ansøge om f.eks.bleer??!'Borgerservice er mange steder afløst af en skærm,hvor folk,også gamle uden it-erfaring,kan stå og slås med en skide tastatur/fjernbetjeningsdippedut for at få lov at fremføre deres ærinde foran en person,der både er der og ikke er der RIGTIGT.Hvad f---er det for en måde at behandle medmennesker på?Fjern-og selvbetjening kan være godt til visse formål, visse brugere - men sgu da ikke til alle over én kam.Det er så afsindigt arrogant og modbydeligt bare lige at beslutte,at om få år SKAL alle henvendelser til det offentlige ske pr.pc.Håber på et kæmpe strøm-nedbrud -så bliver der måske brug for postvæsenet igen?:-)

Hanne Christensen

Lisbet Askløv,

Du klager over folkepensionens størrelse m.m.

Jeg kan ikke lade være at bemærke, at kontanthjælpsmodtagere vel har 50-100 % mindre at gøre godt med.

Hanne Christensen

Lisbet Askløv,

Du klager over folkepensionens størrelse m.m.

Jeg kan ikke lade være at bemærke, at kontanthjælpsmodtagere vel har 50-100 % mindre at gøre godt med.

Hanne Christensen

Lisbet Askløv,

Mit sidste indlæg blev sent, før jeg egentlig var færdig.

Jeg forsvarer ikke niveauet for folkepensionen til en person, der alene har denne. Det er dog ganske få. De fleste har i det mindste ATP og mange har såvel private som arbejdspensioner at supplere med. Hertil kommer boligstøtte, varmehjælp, ligesom off. transport er billigere for pensionister.

Men denne debat handler mere om fagbevælgesen end om folkepensionens størrelse, hvorfor jeg vil stoppe mit indlæg her.

Jeg undrer mig blot over, at mange folkepensionister, der klager over folkepensionens størrelse, er helt tavse, ja, måske ligefrem støtter, kontanthjælpens lave niveau og det kontroltyranni der følger med kontanthjælpen.

Hanne Christensen

Leo Nygaard,

Jeg er meget enig med dig. Fagbevægelsen har haft alt for meget fokus på løn. Derimod har de forsømt den opgave, at stille krav om ordentlige arbejdsforhold, både hvad angår arbejdstempo samt det psykiske arbejdsmiljø.

De har heller ikke stillet krav om ordentlige forhold i en fyringssistuation. Bliver du fx fyret efter en lang overarbejdsperiode og har måske 6 måneders opsigelse, og 2 måneders afspadsering tilgode samt en måneds ferie, ja, så kan arbejdsgiver kræve, at dette afholdes i opsigelsesperioden.

Jeg kender personer, der sættes til at oplære billig udenlandsk arbejdskraft med det formål, at de senere selv skal fyres.

Det er også reelt ganske gratis for arbejdsgiver at køre en person ned psykisk, Arbejdsgiver kan også bare overvælte overarbejde på den ansatte, uden fagbevægelsen stiller krav om, at det ikke må være til erstatning af reel nyansættelse.

Man ser mange akademikere arbejde over ganske gratis. Og overarbejdet er voldsomt mange gange. Hvad gør fagforeningen. Ingenting.

Hvad er en krone mere værd i lønningsposen, hvis den ansatte skal arbejde gratis over, så den reelle arbejdstid bliver 45-50 timer om ugen, fremfor overenskomstens 37 timer. Ikke desto mindre er disse forhold blevet ganske almindelige blandt akademikere.

Ser man ud over Europa kan forholdene være endnu værre. Mange sydeuropæere beretter om, at særligt unge i dag bliver ansat på timebasis. Om mandagen får de oplyst hvor mange timer de så forventes at arbejde næste uge.

Hvad er det værd, at fagforeningerne måske sikrer reallønnen, men at vi alle skal arbejde dobbelt for ata få den, eller vi ikke aner, om vi har job i næste uge?

Fagbevægelserne har snorksovet, og i dag hersker arbejdsgivere ofte under trussel af, at klapper du ikke hælene sammen, så kan du jo bare stille dig op i arbejdsløshedskøen - under trussel af det kontroltyranni, der her vil vente dig.

Tryghed i såvel ansættelse som i en ledighedssituation er derfor fagbevægelsens vigtigste opgave.

Hanne - Du er (modsat mig) tydeligvis inde i arbejdsmarkedsforhold og kritiserer fagforeningerne på flere punkter.

Artiklen focuserer på den danske model og den dagsorden de kører.

Jeg har længe tvivlet på modellen, dels af grunde, du kommer ind på , men mest fordi den tredie part staten står som en medspillende part uden for døren.

Staten fastlægger regler vedr. skat, fradrag, bidrag, arbejdsmiljø, ferie, osv.

Derfor er der noget der hedder trepartsforhandlinger, hvor det væsentligste foregår.

Den fjerde part er verden, - globaliseret økonomi, klima, resourseforbrug og lighedsproblemer, - hvor vi er en presset, tvungen medspiller.

Når dertil lægges, at det nære på den enkelte arbejdsplads ikke varetages af fagforeningen og måske endda sker på trods af, afføder det spørgsmålet : Er showet et forældet spil for galleriet ?

Overskriften :
"Overenskomstforhandlinger er ikke længere klassekamp"
Nej, global overlevelseskamp, som skaber intern kamp i klassen, - eller hvad ?

Lisbet Askløv

Hanne Christensen:Tak for indsigten i de gældende arb.markedsforhold,hvor visse arb.givere -hvad jeg nu nok havde en anelse/viden om i forvejen-presser og klemmer medarbejderne,som så igen,desværre,kryber og kravler og gør,som de får besked på,af skræk for at miste deres arbejde.Sørgeligt!Ang.folkepension talte jeg netop om folk,der kun har dén &evt.lidt atp.Du har vist ikke helt ret i,at kontanthjælpsmodtagere har 50% el.mere MINDRE at gøre godt med,nu hvor de ækle startydelser osv.er afskaffet.Kontanthjælp er vborgerløn gårel stadig ment som en midlertidig ydelse(selv om den for nogen bliver livsvarig.)Folkepensionen har det med at være livsvarig,som regel uden mulighed for forbedringer.Personligt går jeg ind for borgerløn til alle,der af div.grunde ikke er i arbejde -sikke en masse kontrol og bureakrati og pis,der så kunne afskaffes.Du nævner private og arb.markedspensioner,som flere og flere betaler til og får udbetalt;det er jo udmærket for dem,men der resterer stadig en stor gruppe ældre,som kun har den nøgne folkepens.at feste med. Og det er vist altså ikke særlig festligt!PS.:Jeg synes afgjort også,at arb.løse,især kontanthj.modtagere,udsættes for gemen behandling,driven-rundt-med,tjekken og mistænkeliggørelse ud over alle anstændige grænser!Men der skal jo desværre altid være syndebukke,som alle har "lov" til at hakke på,ikke?

Hanne Christensen

Leo Nygaard,

Problemet med den danske model er måske, at den er svær at gennemskue, ligesom den ikke er særlig demokratisk funderet.

Hvis politikerne havde fastsat mindstelønnen måtte de argumentere og gå på valg på det niveau, de fastsatte den til. Et folketing er sammensat af flere partier, hvilket gør, at de forskellige holdninger må mødes i et samarbejde.

Omvendt med fagbevægelsen. Det er meget uigennemskueligt, hvad fagbevægelsen egentlig står for. Valgprocenten er givet vis sindsyn lav, og fagbevægelsen er opbygget efter gammel-sovjettiske modeller, der betyder, at fagbosser meget sjældent væltes, nej de sidder der livsvarigt - uanset deres ringe reultater.

Der er heller ikke samme mediedækning på ved valg til fagbevægelsens repræsentantskab og bestyrelse som ved et folketing. Rent faktisk aner vi dårligt nok, hvem der sidder i bestyrelserne, og hvad de enkelte bestyrelsesmedlemmer står for.

Det er uhyre sjældent, at der er tale om kampvalg, ja, faktisk er det nærmest fagbevægelsen selv, der genererer næste bestyrelsesmedlem, når et andet træder ud. Kampvalg ses sjældent. Dermed bliver fagbevægelsen også politisk ensrettet og meget lidt omstillingsparat. De samme holdninger har er klippefaste som en tung betonklods.

Konsekvenserne har været som vi har set. En tung fagbevægelse, der som eneste reultat formår at fastholde reallønnen. I år har de dog også her kapituleret. Den fastholdes ikke engang. Hvad fås så i stedet? Jo, et par psykologtimer til en fyret medarbejder. Vor Herre Bevares siger jeg blot.

Der er ikke brug for psykologtimer men for tryghed i ansættelsen. Der er ikke brug for grædekoner,en for løn, der kan betale regningerne, og hvis lønnen ophører, er der brug for en understøttelse - dagpenge -, der udgør en rimelig procentdel af lønnen i periode, der er tilstrækkelig lang til at kunne finde et nyt job.

Men også her har fagforeninger kapituleret. De har accepteret en halvering af dagpengeperioden midt i en økonomisk krisetidm, hvor arbejdsløsheden er stærkt stigende.

De tager ois medlemmer som gisler. Under valgkampen gav fagforeningerne uddtryk for at de ville stile krav til dagpengeperioden - men pist væk er kravet nu. Hvor mange flere ville have stemt på Enhedslisten, hvis man havde været klar over, at den nye regering og fagbevægelsen blot valgte at beholde den halverede dagpengeperiode?

Ikke en eneste gang har min fagbevægelsen spurgt medlemmerne om, hvordan vi synes fagbevægelsen skulle prioritere. Nej, jeg blibver årligt spurgt om lønforhold, men that's it.

Trods man kan læse, at et uhyre stort antal medlemmer har det dårligt med arbejdsmiljøet prioriterer fagforeningerne dette meget lavt.

Hvis et medlem klager over mobning, chikane eller stress, ja, så gør fagforeningen heller ikke andet end at anbefale medlemmet at skifte job.

Jeg har set på min arbejdsplads, hvordan tillidsfolk hjælper til med at manøvrere ældre medarbejdere ud af bagdøren. Måske får de en-to måneders ekstra løn i fratrædelse, that's it. Ikke noget med at samle de ansatte sammen i protest. Selvfølgelig ikke. Nej, fagbevægelsen samarbejder med arbejdsgiverne, så sidstnævnte priser sig lykkelige over fagbevægelsens tilstedeværelse. Det betyder nemlig, at det beskidte arbejde kan ske helt uden oprør eller spørgsmål fra tilbageværende medarbejdere. Helt glat kan ældre medarbejdere smides ud af bagdøren. Helt glat kan arbejdsgivere overlaste merarbejde på medarbejdere til de segner. Jeg har set, hvordan den en efter den anden medarbejdere gik ned med stress inden for samme gruppe. Hvad gjorde fagbevægelsen. Intet. Uha, nej. Det kunne jo give dem arbejde. I stedet er de fuldstændig enige med arbejdsgiver i undskyldningen med, at det nok skyldes personlige forhold med for mange fester og børnefødselsdage e.l.. private forhold.

Når jeg ser ud over Europa, ser det lige så grelt ud. Fagbevægelsen er nærmest død. I flere og flere lande fyres medarbejdere og erstattes af timebetalte arbejdere. Altså efter daglejer-princippet. Det går selvfølgelig særligt ud over unge mennesker. Arbejdsløsheden er eksploderende, samtidigt med at folk i ansættelse må løbe hurtigere og hurtigere, arbejdstempoet stiger, og stressramte erstattes blot af nye medarbejdere, til de så segner.

Fagbevægelsen undskylder sig med, at arbejdsmiljøloven henhører under lovgivningen. Men hører vi dem råbe op og kræve bedre forhold? Nej. Gjorde fagbevægelsen reelt noget ved den kortere dagpengeperiode? Nej. Gjorde fagbevægelsen noget ved forringelserne af efterlønnen. Nej. Gør fagbevægelsen noget ved det omsiggribende gratisarbejde. Nej.

Hvad gør fagbevægelsen? Jo, de sikrer 1 % lønstigning om året de næste 2 år samt et par psykologtimer til de frafaldne.

Har fagbevægelsen ikke dermed spillet fallit. Er det ikke på tide, at vi medlemmer kræver nogle fornyede kræfter på de hæderkronede fagbos-taburetter? Og er det ikke på tide, at vi kræver bedre demokratiske forhold indført.

Forleden dag hørte jeg i radioen en journalist antage, at overenskomstforhandlingerne blev trukket lidt i langdrag alene for at få medlemmerne til at tro,m, at de har været hårde. Så trækker de den lidt, og lader som om der har været forhandlet med sved på panden og til langt ud på de sene aftentimer.

Nej, lad os få nogle nye fagbosser, der tager problemerne på arbejdsmarkedet mere seriøst.

Hanne Christensen

Lisbet Askløv

Jeg synes du skal læse følgende artikel fra Politiken i dag: http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1535628/nye-pensionister-h...

Som det fremgår, bruger pensionisterne gennemsnitligt næsten 500 kr. på vin om måneden, og næsten 1000 kr. på rejser og 800 kr. på restauranter.

Gennemsnitligt!

Pensionisernes indkomst er steget med 73 % mod 42 % for folk i arbejde fra år 2000 til år 2008 (og jeg vil våge at påstå, at udvikling er fortsat fra år 2008 til 2012!)

Tallene kommer ikke bag på mig. Pensioniststanden er som gruppe den rigeste gruppe i samfundet. Alligevel står de for over halvdelen af de sociale udgifter. Det er fuldstændigt urimeligt!

Vi har ærlig talt en pensioniststand, der som gruppe lever på første klasse, mens vi andre betaler. Vi har en pensioniststand der ærlig talt raver til sig, mens de hykler over yngre ledige på meget små overførselsindkomstbeløb, der reelt fører til fattigdom.

Jeg skriver ikke, at der ikke findes pensionister, der alene har folkepension, ældrecheck, atp, boligstøtte, og varmehjælp og diverse øvrige tilskud at leve for.

Disse har det ikke supert, men der er dog langt ned til den fattigdom mange på kontanthjælp må leve for.

Ærlig talt finder jeg det stærkt provokerende, at så mange ældre har et så kæmpe forbrug og alligevel modtager de som minimum over 60.000 (folkepensionens grundbeløb) om året i offentlig støtte. Men også disse kan supplere med boligstøtte eller indefryse deres ejendomsskatter.

Hertil kommer, at de ældres kæmpeforbrug baseret på pensionsopsparinger m.m. er baseret på store skattebegunstigelser. Altså ikke på knokleri, men på besparelser i skat, som andre i samfundet så har måtte betale.

Som det fremgår af artiklen, er det de 65-74 årige, der er undersøgt. Men der findes også en hel del blandt de 74-85 årige, der har kæmpe pensionsopsparinger, ligesom det samme gør sig gældende for de 60-65 årige.

Jeg mener, at folkepensionen ikke bør udbetales til personer, der i forvejen har mere end den gennemsnitlige indkomst. Det er jo absurd, at personer, der har mere end flertallet, samtidig skal have socialhjælp.

Samtidig er det på tide, at de sociale overførselsindkomster ensrettes, så de gøres mere gennemskuelige, og så man ikke udspiller den ene socialgruppe mod den anden.

Tænk, at pensionisterne fortsat lever på den myte, at de stort set alle skulle være fattige, og at samtlige pensionister derfor er på overførselsindkomst.

Hanne Christensen, vi har en meget opdelt pensionist"klasse"; men først og fremmest må jeg dog reagere mod dit brud med det for mange stadigt gældende: sine ældre skylder man alt.
12 kr. vin om dagen kan vel ikke forarges over! Eller 12.000 kr til at rejse for om året, når folk på arbejdsmarkedet let bruger det dobbelte. - Det nytter ikke at blive ved med at ville fattiggøre pensionisterne, der om nogen er skyld i, at vi trods alt har et relativt fornuftigt samfund, omend yngre, misundelige og ærgerrige mennesker i løbet af ti år påførte os en regering, der gjorde stor skade på det, som var bygget op.
I al min tid har det været et problem, at pensionisterne uundgåeligt blev fattigere og ikke længere kunne opretholde den levestandard, de i det meste af deres voksenliv havde knoklet for. Hvis det nu endelig for en stor del ser bedre ud, kan jeg kun applaudere.
Hvis min generation og yngre mennesker føler sig forfordelt, må de jo bare tage handsken op og stå det samme igennem.

Lisbet Askløv

Nemlig,Peter Hansen!
-Hanne Christensen:Jeg tror ikke,vi er så uenige endda;men du skriver mest om de pensionister,der har opsparinger og div.ordninger,som i dine øjne gør dem "velhavende,"hvad nogle af dem nok også er.Og hvad så?Folkepension er ikke socialhjælp-hvis det begreb stadig findes?Det var derimod den fordums fattighjælp,som sognerådene stod for uddelingen af,og som fratog dem,der fik den,stemmeret mm.Har du mon sat dig ind i,hvad en 'ren'folkepensionsmodtager,der bor på plejehjem,har tilbage til sig selv pr.måned,når den fikse nutidige opdeling i husleje,el,vask,mad,aktiviteter er fratrukket?Lad dog please være med at falde for det ældgamle trick fra magthaveres side med at spille befolkningsgrupperne ud mod hinanden,-"Del&hersk!" Det kan naturligvis diskuteres,om alle
fortsat bør have folkepens.grundydelse,når/hvis mange har meget mere i forvejen.Men det er IKKE på grund af folkepens.eksistens,at folk på kontanthjælp ofte har alt for lidt at leve af! Og når du farer frem med procentberegninger af gennemsnitlig stigning i indkomst,kan du ikke,selv om det er åbenbart FOR-fristende,se bort fra de reelle tal i kr.og øre.73% stigning for pensionister,hold da op -men hvis nu udgangspunktet var 5-6000 kr.netto pr.måned,er det vel ikke så ringe endda for en rigtig lønmodtager 'kun' at stige 42%,hvis udgangspunktet var 15-20.000?Selvfølgelig tynger de ældre/gamles behov for læger,sygehusophold,fysioterapi osv.mere på budgettet end de unge/yngres:jo ældre,jo mere skrøbelig fysik,jo nemmere ved at brække dit og dat,hvis man skvatter(somme tider også uden at vælte først,kaldet knogleskørhed.)Har du set,at Det gode,gamle Regeringsparti Venstre ønsker i den kommende førtidspens.reform,at folk under 40(som nærmest slet ikke skal kunne få denne ydelse mere,medmindre de er døve,blinde og lamme,helst alle dele på én gang,)hvis de ikke kan arbejde,bør have en ydelse,der er mindre end kontanthjælp?Endelig blev starthjælpen afskaffet,og så kommer de gamle hulemænd m/k ud af busken for at genindføre den ad bagvejen.Fy for den!Mon ikke de allesammen selv har favorable "aftrædelsesordninger" klar i ærmet?