Vi har nu en unik mulighed for at skabe en førtidspensionsreform, som giver håb. En reform, der viser tillid til udsatte grupper. En reform, der sætter mennesket i centrum og giver en hjælpende hånd til en stor gruppe unge mennesker, som vi alt for længe har svigtet. Vi må ikke tabe flere på gulvet.
Det er helt afgørende for os i SF, at en reform ikke kommer til at forringe vilkårene for dem, der allerede i dag er på førtidspension.
Målet for en ny reform skal derimod være, at så mange som muligt får hjælp til at komme sig helt eller delvist. Hvis vi aktivt vælger at investere i mennesker, kan vi faktisk godt forebygge, at så mange unge mennesker får brug for førtidspension. Vi kan give dem en ny chance og samtidig sikre langt flere en tilknytning til arbejdsmarkedet.
I 2010 blev over halvdelen af alle førtidspensioner tildelt pga. en sindslidelse. Og blandt de 20-29 årige var tallet endnu højere. I dag er der traditionelt kun to mulige veje for unge mennesker, der på grund af sindslidelser ikke kan leve op til alle hverdagens krav. Enten kontanthjælp i årevis med en lang række arbejdsprøvninger og ofte meningsløse aktiveringer. Eller passiv førtidspension.
Langvarig kontanthjælp er en falliterklæring, for den enkelte, men sandelig også for samfundet. Men det er førtidspensionen faktisk også. Vi skal ikke opgive unge med sindslidelser, når vi ved, at de fleste faktisk kan komme sig — hvis de får den behandling, de har behov for.
Det er sørgeligt at se, hvordan vi har svigtet især unge sindslidende. Jeg siger ikke, at lægen, sygeplejersken, læreren og sagsbehandleren intet har gjort. Det har de! De har gjort, hvad der var muligt inden for de økonomiske rammer, Folketinget har sat. Ansvaret for, at vi har opgivet så mange unge mennesker, hviler ene og alene på os politikere. Det er ikke de skizofrenes eller depressionsramtes skyld, at de er endt på førtidspension eller kontanthjælp. Nej, den ære har Christiansborg.
Hvis vi skal skabe en tredje vej for disse borgere, kræver det, at vi som politikere begynder at prioritere mennesket før systemet. Og at arbejdsmarkedet rækker hånden ud.
Den første udfordring, vi skal tage fat på, er, at social-, beskæftigelses- og sundhedssystemet ikke er gode nok til at koordinere. Ofte er det er den syge borger, der midt i sit kaos med stemmer og depression selv skal koordinere sin sag.
Forskellige planer
I dag følger man forskellige planer alt efter om man sidder hos socialrådgiveren, sygeplejersken eller sagsbehandleren. Nogle oplever op til 12 forskellige sagsbehandlere. Den manglende koordination betyder, at det i dag er borgeren selv, der skal sørge for, at informationer ikke går tabt. Vel og mærke i en situation, hvor borgeren måske er ved at tabe sig selv pga. en psykisk lidelse.
Jeg håber, at vi med den kommende reform kan skabe et mere sammenhængende forløb, hvor borgeren kun skal banke på én dør for at få én samlet plan.
Ansvaret for at koordinere skal ikke påhvile borgere, men bæres af fagpersonerne. Vi skal samtidig sørge for, at systemet skaber aktive borgere med indflydelse og handlemuligheder. Borgere, som er villige til at tage et ansvar for deres eget liv. Vi skal ikke længere lave planer og forløb for borgeren, men med borgeren.
En anden udfordring er, at vi har bygget et system op, hvor udsatte borgere mødes med mistillid og sanktioner. Hvis f.eks. en depressiv patient ikke har kræfter til at åbne rudekuverten med indkaldelse til samtale hos sagsbehandleren, er der konsekvenser med det samme.
Det første sagsbehandleren skal gøre, hvis en borger ikke dukker op til samtale, er at stoppe kontanthjælpen, indtil borgeren henvender sig igen. Det betyder, at den depressive kvinde måske først opdager, at hun ikke har fået sin kontanthjælp, når hun skal betale sin husleje. I stedet for at hjælpe disse mennesker, kan vi ende med at gøre dem hjemløse.
Sanktioner kan være fornuftige, hvis der er tale om friske og raske kontanthjælpsmodtagere, men for mange sindslidende eller misbrugere gør sanktionerne ofte kun situationen værre. Sidste år var 25 pct. af dem, der blev sanktioneret, brugere af psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser.
Vi skal turde gøre op med den straf og sanktionsideologi, der har præget socialpolitikken. Mennesker bliver ikke raske af, at vi straffer dem. Derfor håber jeg, at vi med den kommende reform kan fritage denne gruppe borgere for urimelige sanktioner, så de i stedet kan koncentrere sig om rehabilitering og uddannelse. Til gavn for både dem og samfundet. Den hånd, vi rækker ud fra Christiansborg, skal hive folk op og ikke skubbe dem ned.
Alt for mange piller
En tredje udfordring er, at vi er hurtige til at give diagnoser, men ofte alt for dårlige til at sikre behandling. Alt for mange sindslidende bliver kronisk syge, fordi de ikke tilbydes behandling i tide. Mange af dem, der tilkendes førtidspension i dag, er mennesker, der lider af ikke-psykotiske lidelser såsom depression, angst eller tvangstanker.
Jeg tror virkelig ikke, at unge mennesker bliver mere raske af, at vi sender dem på førtidspension og derved signalerer, at vi ikke forventer, at de kommer sig.
Nogle gange virker det som om, man handler i blinde i forhold til den gruppe. Evalueringer viser, at op til 80 pct. af patienter med angst og depression har gavn af samtaleterapi med en psykolog. Alligevel er der blevet brugt over dobbelt så mange penge på tilskud til lykkepiller som på tilskud til psykologhjælp til depressionsramte, på trods af den beviseligt begrænsede effekt ved lykkepiller.
Der er noget ravende galt i vores måde at prioritere indsatsen over for disse mennesker på. Vi ved, at de fleste ville blive raske eller komme sig, hvis de fik den rigtige behandling, men i stedet giver vi dem en masse piller og en førtidspension resten af deres liv. Det skyldes blandt andet et manglende fokus på, at folk kan komme sig, samt mange års nedprioritering af psykiatrien.
Der er brug for, at vi begynder at investere i målrettede behandlingsforløb, så vi kan give langt flere mennesker retten til at blive helt eller delvist raske.
Plads på arbejdspladsen
Hvis vi skal have succes, er det helt afgørende, at arbejdsmarkedet også tager ansvar. De unge, der gør en aktiv indsats, skal opleve, at der reelt er et arbejdsmarked at komme tilbage til. Mere end halvdelen af danskerne er betænkelige ved at arbejde sammen med en sindslidende. Samtidig er der rigtig mange fleksjob-visiterede, der har svært ved at finde et fleksjob.
Der er brug for et langt mere rummeligt arbejdsmarked. I dag accepterer en del arbejdspladser, at folk med rygproblemer har brug for at ligge ned og strække sig en gang imellem. Tænk hvis det var lige så acceptabelt, at mennesker med sindslidelser kunne holde ekstra pause i arbejdstiden eller at tage en sygedag, når tristheden eller nervøsiteten meldte sig.
Vi har en historisk mulighed for at forebygge, at fremtidige generationer får et voldsomt behov for førtidspension.
Derfor er vores ønske til den kommende reform, at vi lytter til ngo’erne og eksperternes anbefalinger og giver de unge, der er for syge til at klare sig på arbejdsmarkedet, tilbud om sammenhængende og velkoordinerede rehabiliteringsforløb, hvor de får hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forløb, hvor de ikke straffes, men i stedet får tilbud om behandling og uddannelse.
De, der alligevel ikke har en jordisk chance for at komme sig, skal selvfølgelig stadig have mulighed for førtidspension, når alle andre muligheder er udtømte.
Det er faktisk muligt at skabe en anden fremtid for mange unge.
Der er potentialer, energi og drømme, som vi kan hjælpe med at udfolde.
Vi skal huske, at de unge langt hellere vil forsørge sig selv end at have en check fra det offentlige. De vil langt hellere være raske end blive stemplet som syge. Det kræver mod at invitere dem ind i fællesskabet. Spørgsmålet er nu om Folketinget, kommunerne, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet kan mønstre det.
Özlem Sara Cekic er formand for Folketingets socialudvalg og socialordfører for SF
Özlem Cekic,
Hvad er din mission. At hindre fattigdom eller skabe den?
Nogle gange bliver jeg i tvivl. Først var der Carina-sagen, du klarede så dårligt med ualmindelig ringe forberedelse, at det vil tage år at rettte op på de negative konsekvenser det har med sandsynligvis endnu flere fattige.
Nu går du ud og forsvarer, at psykisk syge unge ikke længere skal have ret til førtidspension. I dag er det jo sådan - hvilket du jo er udmærket klar over - at disse kun kan få førtidspension, når der ingen resterhvervsevne er - heller ikke gennem hjælp. Men nu forsvarer du, at disse reelt ikke længere skal have mulighed for førtidspension, men må forblive på kontanthjælp indtil de bliver 40 år.
Jeg bemærker også, at du egentlig syntes det er ok, at kontanthjælpen indstilles, hvis en kontanthjælpsmodtager overser en indkaldelse, og med den konsekvens, at denne risierer at blive smidt ud af sit hjem.
Jamen, hvor er vi henne.
Jeg kan slet ikke se, at du er den rette til at tale de fattige og svage borgeres sag.
Måske er det på tide, du selv indser det!
Cekic' reformsnak handler om ikke om førtidspensionen; den handler om at forbedre og forstærke den generelle forebyggende indsats, om at styrke mulighederne for revalidering, fleksjob og uddannelse - og om at kreere isbrydere på arbejdsmarkedet (subsidiært strukturelle ændringer som vil virke rummeliggørende).
Det er i forvejen særdeles vanskeligt at blive tildelt førtidspension - men jeg er helt enig med Cekic i at specielt forebyggelse er vigtigt og kan forstærkes væsentligt. Det samme gælder behandlingsmuligheder og kvaliteten af fleksjobordningen, revalideringsforløbene osv. Ligeledes er der brug for en fleksibilisering af arbejdsmarkedet, som gør det muligt for mennesker med svingende arbejdsevner og begrænset holdbarhed at kunne indgå. Om de ønsker.
Men hvad er det, der skal ske med førtidspensionen - sådan mere konkret? Det giver Cekic ingen bud på. Men gå gerne igang med at forbedre de andre nævnte systemer - med omtanke og faglighed, tak.
Det Öslem Cekic reel forsvarer er,
Det, Öslem Cekic reel forsvarer, er, at SF er blevet så svage, at de reelt blot følger trop med De Radikales politik.
De Radikale vil jo have indstillet førtidspensionen over for unge psykisk syge. Bl.a. ved at de psykisk syge skal tvinges på depressionsskoler. Altså mere tvang og ikke den sødsuppe-musik, Öslem Cekic kommer med. Se blot De Radikales Socialplan 2015, side 13. LInk: http://www.radikale.dk/public/upload/Filer/Social2015.pdf
(Man skal her lige være opmærksom på, at ordet "tilbud" inden for det sociale område betyder, at enten tager du imod tilbuddet, eller også stoppes overførselsindkomsten straks! Altså er der reelt ikke tale om et "tilbud" men om tvang.)
Selvom Özlem klarede sig ualmindeligt dårligt med Carina-sagen, er hun stadigvæk en af de eneste folketingsmedlemmer, der ikke plaprer med på de borgerlige mediers ølstuesnak om at "det skal kunne betale sig at arbejde" og at folk bare skal tage sig sammen.
Alene det at hun i stedet taler om at løse reelle sociale problemer gør at hun er en af de eneste SF'ere jeg kan respektere.
Det er et meget reelt problem hun tager op i sit indlæg. De psykisk syge er blevet overset mange gange, og mulighederne for behandling er alt for begrænsede. Samtidig vil hverken arbejdsmarkedet eller det sociale system se i øjnene at psykisk syge har særlige behov og særlige problemer.
Men jeg synes der er endnu et vigtigt spørgsmål, der knytter sig til denne debat, og det er spørgsmålet om forebyggelse. Hvorfor er der flere og flere som bliver så syge at de ikke kan arbejde?
Hvorfor får flere og flere depressioner og angst? Hvorfor er der så mange børn der får konstateret ADHD?
Er vores samfund simpelt hen blevet direkte skadeligt for vores mentale sundhed?
Peter Jensen,
Ja, det lyder smukt. Problemet er, at der ikke følger penge med, og dermed er det tom snak eller værre, en direkte forvringning af de reelle hensigter.
Jeg tror ikke, de psykisk syge ffår bedre vilkår. Allerede i dag er lovens "intention" at forbedre de psykisk syges mulighed for en tilbagevenden til arbejdsmarked. Men reelt fungerer det alene som en kontrolinstants og som fastholdelse af syge på lave ydelser. Tilmed er der en tendens til at se ned på psykisk syge.
Når en psykisk syg i dag får førtidspension, er det fordi andre muligheder ER udtømte. Når Özlem ikke vil tildele denne syge førtidspension, er der kun en mulighed tilbage, nemlig at forblive på den lave ydelse.
Så vidt jeg husker, forventer De Radikale da også en besparelse.
Det lyder smukt at ville "hjælpe" syge mennesker. Det er også det, der påstås at ligge bag loven, som den lyder i dag. Reelt er der derimod tale om yderligere sanktioner og en manglende anerkendelse af, at psykisk sygdom kan føre til en invalidering i en grad, så kun førtidspension er en mulighed.
Man kan jo starte med at spørge, hvordan DU ville have det med at blive tvunget på en depressionsskole sammen med evt. dine naboer eller tidligere kolega, hvis du skulle blive ramt af en depression. Som reelt frivilligt tilbud kan man selvfølgelig ikke have noget imod dette, men som tvangsmiddel er der tale om brud på menneskerettighederne, idet lægebehandling bør betragtes som et fortroligt og privatliggende forhold.
Jeg kan anbefale dig at læse De Radikales Socialplan 2015 og overveje, om De Radikale ikke netop ville benytte den formulering man ser her, hvis De Radikale vurderede, at de mange psykiske tilfælde måske ikke er reelle men derimod nærmere "pjæk".
Da SF nu i den grad er underlagt De Radikales skvalten og valten, har Ozlem fået den opgave forsvare De Radikales indgreb som et fremskridt.
Nej. Der er tale om en besparelse og en stramning over for psykisk syge unge!
reform af capitalismen skal give verdensbefolkningen håb
Rasmus Kongshøj,
Hvis man ville hjælpe psykisk syge, skulle man sikre større midler til psykiatrien. Det ser jeg ikke ligge i forslaget.
Nej, der er tale om besparelser, der pakkes ind som forbedringer.
De Radikale kom med deres krav i Socialplan 2015 for flere år siden, hvor jeg var inde på De Radikales hjemmeside og diskutere planen. Jeg er herefter ikke et øjeblik i tvivl om, at der ikke er tale om "hjælp", men om besparelser!
Du har fuldstændig ret i, at man bør se på, hvorfor antallet af syge og invalideringer pga psykiske forhold er eksploderet. Men det ligger vist ikke i regeringens forslag om at skære på førtidspensionerne over for de unge (under 40 år).
Det ville jo nok betyde, at man afdækkede, att arbejdspladserne har så dårligt arbejdsklima, at de ansatte bryder sammen. Mobning, intriger, chikane og alt for højt arbejdstempo er hverdag på mange arbejdspladser. Men det er arbejdsgivers marked for tiden. Ingen politikere vil stille arbejdsgiverne til ansvar. Så den undersøgelse har lange udsigter.
Hanne Christensen:
"Ja, det lyder smukt. Problemet er, at der ikke følger penge med, og dermed er det tom snak eller værre, en direkte forvringning af de reelle hensigter."
Problemet er ikke blot at der ingen penge følger med - problemet er vel både at manøvrerne skal virke udgiftsbesparende og at de, parallelt med en småborgerlig negligering af psykisk syge og andre udsattes vanskeligheder, iøvrigt skal slå arbeit macht frei-notationen fuldstændigt fast i danskernes bevidsthed.
Jeg er helt enig i at Cekic formentligt er sendt i byen som nyttig idiot. Det er jo derfor at vi må bede om konkret forklaringer på hvad al denne bragesnak får for førtidspensioneringssystemet. Vi må bede om konkrete eksempler, høringer hos relevante myndigheder og sagkundskaben ... og om kvalificeret folkelig debat - før man over natten rutcher lovændringer igennem.
Jeg tror iøvrigt ikke kun at psykisk syge unge vil møde strammere betingelser og forringede vilkår i de kommende år; dette vil formentligt gælde alle som kunne have brug for førtidspensionering. Der er jo - som proklameret - ikke 'råd' til dem.
Der er sikkert mange, der gerne vil tro sf ikke vil forringe vilkårene, men partiet er suveræn Danmarks mester i holdningsskift og omskrivninger.
Kontanthjælp og førtidspension som en ’falliterklæring’ er samme sang som den gamle regerings med perroner og parkering. Med hensyn til den psykiatriske behandling så består den primært af opbevaring og medicin, men nu vil man så vende udviklingen og sætte mennesket i centrum.
Et arbejdsmarked, der skal række hånden ud er imidlertid intet nyt, og tidligere udmøntet i revalidering, fleksjob, skånejob og mht at koordinere har man senest skabt distriktspsykiatrien.
Nu kommer der så tilsyneladende endnu et lag papir i form af en socialrådgiverfunktion, der skal få alle de andre bureaukrater til at gå i takt. Bedst ville selvfølgelig være at afvikle mange regler og ikke konstant at føje flere til, men så skal politikerne nok selv i behandling for deres kontrolmanier og lære at lytte.
Billigt bliver det næppe, hvis samtlige patienter skal have en personlig rådgiver, som skal være i stand til at tolke, anke, koordinere, holde trit med lovfabrikken på Christiansborg og samtidig sætte mennesket i centrum med skræddersyede løsninger. Hvis man dertil i langt højere grad også vil behandle folk med traditionel samtale terapi i stedet for piller på samlebånd, så begynder det for alvor at koste rigtig mange penge, og med tanke på hvordan sf tidligere har formået løbe baglæns, og med den anden hånd allerede er i færd med at udskrive skattelettelser, så er det svært at tro på andet end forringelser og omskrivninger.
Kære Alle
Formålet med førtidspensionsreformen er at forbygge at unge mennesker får behov for førtidspension. Vi er meget bekymret at så mange med en sindslidelse fx bliver svigtet fordi de ikke får den rette behandling til at blive raske. Vi vil investere i mennesker så de ikke ender på førtidspension. Det håber jeg mange af dem der er kritiske også er enige.
Peter Jensen,
Jeg er helt enig. Det er derfor vigtigt, at vi får gjort opmærksom på, at der ikke er tale om forbedring, men om en besparelse.
Der er jo mange danskere, der hopper på den med, at der er tale om "hjælp".
Jeg er også enig med dig i, at besparelserne over for de psykisk syge unge blot er første skridt til yderligere besparelser.
Som du nævner, så ses der på bedste småborgerlige vis ned på psykisk syge. Så her starter besparelsen, og så selvfølgelig som sædvanlig over for de unge. Dem har ingen ondt af, og det lyder jo umiddelbart ganske fornuftigt, at syge der skal hjælpes ikke skal sendes 40 år på førtidspension. Men nu skal der reelt ikke hjælpes, men derimod bespares.
Næste trin bliver selvfølgelig andre sygdomme, ligesom aldersgruppen vil udvides til at omfatte ældre og ældre personer. Til sidst er førtidspensionen fjernet helt, og invaliderede mennesker må gå for lud og koldt vand med en lav kontanthjælpsydelse, eller måske helt uden hjælp, idet ægtefolk og samlevende i stedet må leve af een indkomst.
Det er den virkelighed, der venter forude. Og det er det budskab, Özlem er sendt i byen for at sælge - pakket godt ind. Özlem er en levebrødspolitiker, der har sat sig på det sociale område. Carina-sagen viste, hvor lidt Özlem egentlig brænder for de socialt udsatte. Så havde hun jo nok fundet en reelt fattig eller forberedt sagen, så vi kunne få en mere nuanceret beretning om Carinas sag. Özlem aner sgu' ikke engang, hvad det vil sige, at nogle mennesker er fattige! Så lidt reelt engageret er hun i de fattiges situation.
I går var der en udsendelse på P1 om fattigdom i Danmark. Maja Panduro, socialordfører for Socialdemokraterne, mente, at det var vanskeligt at anvende 50 % af medianindkomsten som mål for fattigdom. Imidlertid anede hun ikke hvad en medianindkomst var. Så langt ude er vi, så lidt engagerede er de sociale ordførere, at de ikke engang gider forholde sig til begreberne. Så dovne er de, at de blot læner sig op af deres politiske talegaver. Det er klart, at højrepartierne vinder terræn, når venstrefløjen er så uengageret i de sociale problemstillinger.
Link til udsendelsen: http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2012/02/06115536.htm
Peter Jensen
Mener du seriøst at man ikke skal forebygge at unge mennesker for behov for førtidspension?
ôzlem:
Hvordan vil I helt konkret skrue disse udviklingsforløb sammen? Og hvordan vil I fx. forhindre, at nogle fx. ikke komme til at gå fra forløb til forløb uden fx. at få en konkret tilknytning til arbejdsmarkedet, men blot kommer til at blive holdt på lave ydelser, indtil de når 40 år og kan tilkendes en FP. Vil der være indbygget en stopklodse i disse forløb, hvor man erkender fx. selv ved at 30-årig, at nu giver det ikke længere mening at køre på eller hvad?
Derudover så kan man da kun være enig i dine intentioner og håbet om, at det lykkes af fastholde langt flere på arbejdsmarkedet fremadrettet.
Özlem Cekic.
Jeg er ganske overbevist om, at alle her i debatten ønsker, at unge (såvel som ældre) ikke skal lide unødigt med psykiske lidelser.
Men folk bliver ikke raske af, at pengene bliver taget fra dem. Der er jo reelt tale om en besparelse. Mange unge syge risikerer nu, at de må leve for kontanthjælp frem til de bliver 40 år, fremfor at blive tilkendt den højere førtidspension.
Ingen bliver raske af at leve i fattigdom. Kontanthjælpen for unge under 25 år er på 6.660 kr. før skat. Hvordan forestiller du dig, at man kan leve for dette beløb, samtidig med man skal håndtere sine psykiske lidelser og blive rask?
Hvis den syge skal have yderligere hjælp, skal der gås tiggergang til kommunen. Som du selv beskriver det, kan dette virke som en uoverskuelig opgave for den syge, der i stedet risikerer at ryge på gaden. For skal der bevilges flere penge, skal der dokumenteres i hoved og r... , hvilke udgifter den unge har, og de fleste kommuner opererer med rådighedsbeløb så små (2.600 kr./mdr.), at man næppe kan få dette til at hænge sammen til mad, tøj, transport, gaver, fornøjelser, sport osv. Det blive man ikke rask af - tværtimod kæmper mange af de syge med økonomiske problemer oveni deres sygdom.
Så Özlem Cekic, skal de syge hjælpes, skal overførselsindkomsten op, der skal skabes ro og tryghed om den syges situation. Herfra kan der så muligvis skabes forhold, så den syge kommer sig ved psykiatisk hjælp og anden psykologisk rådigvning m.m.
Det koster! Men med jeres forslag skal der spares! Så nej, der er ikke tale om, at regeringen vil hjælpe, nej, der skal spares, så der bliver plads til, at de raske på arbejdsmarkedet kan få deres skattelettelser.
Kald dog en spade for en spade. Det vil klæde dig, - ellers kommer du bare galt af sted en gang til.
@Özlem Sara Cekic,
Psykisk sygdom er en broget størrelse. Fx så er mange omsorgssvigtede børn særlig modtagelige for stress, der kan udvikle sig til angst og depression i voksen livet.
Jeg må ærlig talt tilstå, at jeg har svært ved at se hvordan man kommer over stepperne med dine visioner. Det kræver en gennemgribende revolution af HELE vores samfund. (Efter min mening).
Jeg er enig med dig i, at det er en falliterklæring at parkere mennesker på overførselsindkomster. MEN at en kooridnator skal løse problemet?
I guder.
Det næste bliver vel at foreslå at de har brug for en kommunikationsmedarbejder?
Jeg synes. at vi trænger til et afmagtsministerium NU.
AFMAGTSMINISTERIUM NU!
@ Hanne Christensen:
Jeg deler til fulde din bekymring om at resultatet bliver endnu et spareprogram snarere end et reelt forsøg på at forbedre forholdene for de psykisk syge. Der er brug for langt bedre behandling, og den slags er ikke gratis.
@ Özlem Sara Cekic:
Jeg er enig med dig i at vi skal gøre mere for de psykisk syge, og i at det er en god idé at tænke forebyggende. Det virker også som om du har nogle rigtigt gode konkrete forslag.
Der er imidlertid et par meget påtrængende spørgsmål:
Vil regeringen gøre det lettere eller sværere at få førtidspension?
og
Vil regeringen tilføre penge til området eller skære ned?
I første omgang var jeg tilbøjelig til at vurdere Özlems argumentation som positiv, fordi hun taler så meget om FOREBYGGELSE.
Men ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig hun modsiger sig selv - på en måde der lugter af dobbelt agenda. Det er muligvis ikke bevidst fra hendes side, men så kommer den dobbelte agenda et andet sted fra (Radikale?)
Den modsigelse jeg taler om, kan man faktisk få øje på allerede i artiklens overskrift. Hvis en reform af førtidspensionen ikke skal begrænse adgangen til førtidspension, hvad skal man så i det hele taget have en reform for?
Hvis (andre) fornuftige reformer kan forebygge, at folk ender i den situation, hvor der ikke er andre muligheder end at søge førtidspension EFTER GÆLDENDE REGLER hvorfor så ændre reglerne?
En ændring af reglerne for tilkendelse af førtidspension er kun nødvendig fordi man i virkeligheden ikke tror på en succesfuld forebyggelse.
Som bekendt har regeringen jo lige bundet sig til den såkaldte "finanspagt" i EU med den begrundelse at den politik vil man alligevel føre. Hvad med at bruge den samme logik her, altså binde sig selv til at føre en effektivt forebyggende politik, der giver færre førtidspensionister - netop ved IKKE at ændre reglerne?
Jeg er bange for, at det er Ôzlem der har ladet sig vildlede af regeringen.
@ Rasmus Kongshøj:
"...Men jeg synes der er endnu et vigtigt spørgsmål, der knytter sig til denne debat, og det er spørgsmålet om forebyggelse. Hvorfor er der flere og flere som bliver så syge at de ikke kan arbejde?
Hvorfor får flere og flere depressioner og angst? Hvorfor er der så mange børn der får konstateret ADHD?
Er vores samfund simpelt hen blevet direkte skadeligt for vores mentale sundhed?"
Jeg er enig i at disse spørgsmål er vigtige at stille - og vigtigt at få klarlagt, hvad det er for en række dominobrikker der er væltet, så en vis psykisk overfølsomhed, der tidligere ikke skabte så store problemer, nu gør det uhyre vanskeligt for mange at fungere i det neoliberale samfunds indsnævrede sociale landskab.
Men lige så vigtigt som at kigge på de dårligt fungerende er det at kigge på de personlighedstyper, der fungerer rigtigt godt i de neoliberale normalitetskrævende systemer. Jeg har bemærket at tvangsprægede personlighedstyper med stort kontrolbehov, rigid regelbundethed og svag evne til empati fungerer særdeles vel i tidens centralt styrede kontrolsamfund. Der er et vist krav om kreativ selvregulering på overfladen, men kernen i samfundet hviler på autoritære krav og opretholdelse af en snæver normalitet.
Disse tilsyneladende velfungerende individer, der beredvilligt finder deres plads i kontrolsystemernes hierarkier, er i klinisk forstand (efter min mening) mindst 'lige så syge' som ADHDerne, de deprimerede og de angste mm. De ved det bare ikke selv, og alle andre lader til at ignorere det...Det er denne type personer, der er udset til at gennemføre slagtningen af velfærdssamfundet, mens de smiler og forsikrer alle om at nu er der endelig kommet styr på tingene. Men osse de er syge og skal have hjælp til at gennemskue egen dysfunktionalitet!
Reformen af førtidspensionen - og særligt over for unge psykisk syge har i mange været et radikalt ønske. Vi skal vist mere end 5 år tilbage, da De Radikale kom med deres Socialplan 2015, hvor de beskriver, hvordan de vil sætte ind over for psykisk syge bl.a. ved tilbud om depressionsskoler.
Jeg kan anbefale at læse socialplanens kapitel herom. Et kapitel jeg finder temmelig plat. Bl.a. nævnes, at depressionsskoler anvendes i Rudersdals Kommune med succes over for let depressionsramte, og successen viser sig ved, at de syge hurtigt kommer tilbage i job.
Imidlertid er det nok generelt kendetegnende for let depressionsramte. Det er de svære depressionsramte, der kan føre til førtidspension.
Man kan ikke direkte i Socailplan 2015 læse, at der reelt er tale om en besparelse og i hvert fald ikke om en yderligere udgift. Nej, Socialplan 2015 skal sælges som de "godes" tilbud.
Man skal derimod læse i De Radikales økonomiske 2020-plan, at der er tale om en besparelse, idet man på førtidspensionsområdet og fleksjobordningen vil spare 1½ milliard kroner. Man kan så i 2020-planen se, hvor pengene skal anvendes.
Link: Se afsnit 2.5 i http://radikale.dk/public/upload/Filer/Udspil/RadikaleTagAnsvar2020.pdf
De Radikales besparelser er nævnt i afsnit 2. Og det drejer sig om dagpenge, efterløn, beskæftigelsesindsatsen, fleksjob og førtidspension samt et krav om, at de unge kommer hurtigere gennem uddannelserne og endelig en digitalisering af den off. sektor og på forsvar.
Der hvor De Radikale vil bruge penge er på en lidt højere folkepension, uddannelse, miljø og skattesænkning (skattesænkningen sælges dog som en "besparelse", idet De Radikale påstår, der skabes flere job).
De Radikales troværdighed kan man jo selv tage stilling til, når det af deres 2020-plan fremgår, figur 3, fremgår, at der vil mangle 20.000 hænder i 2012. Faktisk har vi som bekendt det modsatte problem med en stigende og stor arbejdsløshed.
"Radikale Venstre foreslår derfor, at tilskuddet til fleksjobordningen
omlægges så de, der har den mindste arbejdsevne, får det største tilskud og
så det altid kan betale sig at arbejde mere. Vi foreslår, at tilskuddet til
fleksjobbet falder, jo mere fleksjobmodtageren tjener, dog ikke helt så meget
som lønnen stiger. Endelig vil vi iværksætte en indsats for at modtagere af
ledighedsydelse ikke bliver langtidsledige. Forslaget vil forbedre de offentlige
finanser med omtrent 1 ½ mia. kr. i 2020."
Fleksjobordningen skal altså også liberaliseres, således at der gives et skærpet økonomisk incitament til at 'arbejde mere'.
Og:
" Førtidspensionen skal også reformeres. I dag er det en endestation, og
derfor er det bekymrende, at hver tiende nye førtidspensionist er under 30
år. Vi foreslår, at der indføres en ny ydelse - udviklingsydelsen - der gives i
en midlertidig periode. Personer på udviklingsydelse skal være i behandling
med henblik på at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Er der ved ydelsens
udløb stadig et arbejdsmarkedsperspektiv, forlænges perioden. Ellers
tilkendes en permanent førtidspension. I særligt oplagte tilfælde skal der
fortsat kunne tilkendes permanent førtidspension med det samme."
En såkaldt udviklingsydelse kunne altså være et nyt formelement, som skal sikre behandling mhp. at kunne komme på arbejdsmarkedet. Og kun i særligt oplagte tilfælde skal der kunne tilkendes førtidspension 'med det samme' (som altså i dag udgør op fra flere til mange måneder, indimellem år). Men folk som er syge eller har vanskeligheder af behandlingskrævende karakter kan allerede få behandling i de eksisterende strukturer. Så hvad er det nye? Er denne udviklingsydelse billigere end f.eks. sygedagpenge? Det må der vel på et tidspunkt foreligge svar på.
Prøv at se på debatindlægget "Sjælens Kemokur slår dig ihjel" .
Psykiatrien behandler symptomer på psykisk sygdom på bekostning af kroppen. Psykiatrien frasiger sig ansvaret for de skader den påfører patienterne med behandlingen. Psykiatere har i mange år massivt benægtet at psykofarmaka får en stor del af patienterne til at tage voldsomt på.
Det øvrige sundhedvæsen lader psykiatriske patienter i stikken med deres fysiske sygdomme. Både fedme og andre fysiske syg domme behandles alt for sjældent. bla. søvnapnø som forringer arbejdsevnen væsentligt.
Det er godt at man kan få førtidspension når det er nødvendigt, men det er skidt at så mange har brug for den.
Det øvrige samfund lader også andre overvægtige i stikken.
De slanke er også med til at producere og sælge og efterspørge slik kage og junkfood, som er massivt til stede, og overordentlig synligt overalt i et offentlige rum. En del af samfundsøkonomien beror direkte på flere hundrede tusinde danskeres misbrug af kalorietætte nydelsesmidler.
Fedme og andre ubehandlede sygdomme, er med til at forringe manges arbejdsevne. Fedmeepidemien udråbes til at være en trussel mod samfundsøkonomien , men der ville gå mange arbejdspladser tabt hvis alle begyndte at leve sundt.
Hvad enten det skyldes sygdomme eller at man bare tilfældigvis har mistet sit arbejde er det et problem at så mange har svært ved at få arbejde efter længere tid uden.
Både private og offentlige arbejdsgivere må tag en del af ansvaret for at give folk en ny chance.
Udstødelse fra arbejde ,uddannelse og fra fællesskaber er med til at fastholde psykisk syge som kronikere.
Også andre uden arbejde tager skade på helbredet ved at være udenfor i længere tid.
Alt for mange arbejder for meget og alt for mange arbejder slet ikke. Begge dele kan skade helbredet og livskvaliteten.
Lad os få et mere rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked, og en bedre fordeling af arbejdet, Selvom der kan være stor forskel på arbejdsevne burde der være plads til flere.
Det er spild af mange menneskers ressourcer, og det skaber en forståelseskløft mellem dem der arbejder og dem der er uden for.
Mit indlæg 13.42 løftede nogle passager fra Hanne Christensens link til de Radikales programerklæringer frem.
Mange er med rette irriterede på Øzlem over "Carina-sagen", men her har hun altså fat i noget væsentligt. Desværre slår Information sig selv (og hende) på munden ved i samme opslag at bringe en selv for disse herrer ualmindelig tåbelig kommentar af Ole Thyssen og Henrik Dahl. "Holdningsløse Tidende" længe leve!
Hej Özlem,
Fornuftigt indlæg du er kommet med omkring forebyggelse og styrkelse af psykiatrien. Din pointe om psykolog frem for psykofarmaka, rammer plet.
Jeg er selv førtidspensionist, og husker jeg tilbage havde jeg mere brug for psykolog end medicin. Medicinen gjorde mig helt tosset, fik så mere medicin, og så endnu mere, og til slut 4 slags for over 4000 kr. md. Endte til slut på pension. Medicinen kan i mange tilfælde forværre situationen.
For at komme i mål om en bedre psykiatri er det nødvendigt, at det ikke er en psykiatri finansieret af SATS puljen, men via finansloven som den øvrige sundhedssektor. Uden dette kommer du ingen vegne.
Der er meget i dit indlæg jeg rigtigt godt kan lide Özlem.
Fx, at flere skal have samtaler med psykolog, i stedet for at tvinges på lykkepiller og andet.
Pt har jeg to sager, hvor patienten tvinges på lykkepiller, på trods af at de begge får mange bivirkninger af medicinen ( bla.selvmordstanker).
De skal tage medicinen hvis de vil have penge, begge har fået afslag på psykologhjælp.
Det er også en god ide at ændre i systemet,således at en får til opgave at koordinere.
Sanktionsmulighederne er det også en god ide at ændre på og ikke kun for psykisk syge.
Kontrol, tvang, tvangsarbejde og overgreb er normen efter 10 år med VKO..
Der er mange gode ting.
Men, jeg og mange andre er dybt bekymrede over at mange syge ikke får den hjælp de helt indlysende burde have.
Ufatteligt mange borgere, der er uden arbejdsevne, får afslag på førtidspension.
De tilbydes ikke noget alternativ, andet end kontanthjælp, at spise formue, eller ægtefælleforsørgelse.
Mange får ikke afklaret deres situation, men parkeres i årevis på kontanthjælp, helt som Carina.
Fysisk syge tildeles psykiske lidelser (uden forskningsmæssige beviser), således at kommunerne kan spare på ydelser, fx via servicelovens bestemmelser.
Lægekonsulenter, der aldrig ser en patient, underkender speciallægers vurderinger (igen så kommuner kan spare).
Sagsbehandlere, læger, psykiatere og psykologer undervises i et sygt system der kaldes TERM, med det resultat at syge overhøres og ignoreres, igen kan kommunerne spare penge.
Jeg kunne sagtens fortsætte...
Jeg glæder mig til at se noget konkret fremlagt.
For mange af de meldinger jeg hidtil har hørt fra bla. Mette Frederiksen, lyder fuldstændigt som VKOs politik og holdninger.
Mange syge trænger kun til at få lov til at få en passiv ydelse de kan leve af.
En ydelse hvor de ikke tvinges ud i det ene efter det andet, selvom der foreligger bunkevis af speciallægers udsagn om dem som uhelbredeligt syge.
Lad de syge der gerne vil arbejde arbejde, men tving ikke dem der ikke kan!
Lad os gøre vores sociale system humant igen!
Det glæder mig også at i i regeringen vil lytte til fagfolk.
Det var en gennemgående mangel ved VKO..
Per Vadmand, Anne-Marie Monrath m.fl.
Er I ikke kun positive over regeringsforslaget om en førtidsreform, hvis der følger penge med?
Altså hvis forslaget ikke betyder, at de syge ikke blot bliver endnu ringere økonomisk stillet?
Jeg har nemlig svært ved at se, at der er tale om en forbedring - omend reformen sælges som sådan.
Allerede i dag kan en psykisk syg jo ikke få førtidspension før alle muligheder for "helbredelse" og tilknytning til arbejdsmarkedet er afprøvet. Der må altså ikke være en resterhvervsevne tilbage, og heller ikke udsigt til en sådan i fremtiden.
Jeg forstår derfor ikke, hvordan førtidsreformen kan være en forbedring. Og slet ikke sålænge, der ikke anvendes flere penge. E n førtidspension bør være en forbedring - og ikke en besparelse, som det er lagt op til af De Radikale.
De Radikale foreslår, at psykisk skole skal på depressionsskoler. Tror I virkelig, at svært psykisk syge kan "helbredes" ved lidt rundbordssamtaler i kommunen blandt ligesindede? Tror du på det, Özlem.
Det er nemlig, hvad De Radikale foreslår. Ikke dyre psykologsamtaler, nej, billige rundbordssamtaler. For mig det dette forslag tæt op ad det øvrige aktiveringsmarkedet, såsom pipfuglekurser m..m. Psykiske lidelser helbredes ikke ved rundbordspædagogiske samtaler. Det er simpelthen plathed ud over alle grænser. Ja, faktisk mener jeg, der er tale om menneskerettighedsbrydende tiltag. Og jeg ved, at personer tætte på psykiske klienter er enige med mig.
Der er simpelthen tale om politisk populisme.
Bemærk lige, at Özlem ikke kommer med et konkret forslag. Hun nævner heller ikke, hvor mange penge, der følger med - eller rettere, at der ligefrem forventes en besparelse på forslaget. Det er nemlig langt billigere at parkere psykjisk syge på den lave kontanthjælp end at tildele dem førtidspension.
Selvfølgelig synes jeg da også, det er bedre med helbredelse. Hvem synes ikke det? Det er unødigt at diskutere. Problemet er, at der næppe bliver tale om helbredelse, når der ikke følger penge med, ligesom de syge ender i fattigdom, når de parkeres på den lave kontanthjælpsydelse og i en evig økonomisk usikker situation.
Det er meget barsk at leve lang tid på meget lave ydelser. Hvem tror,m at det er vejen til helbredelse? Lad mig spørge alle jer, der er så begejstret for Özlems indlæg. Lad mig spørge dig, Özlem?
Det ER et problem, at så mange har problemer med psyken. Reformforslaget lægger op til, at dette skal løses individuelt.
Alene en individuel fokusering er absurd. Rigtig mange danskere er i dag ramt af psykiske problemer i kortere eller længere tid. Det er et eksplodende antal syge med psykiske lidelser. Det er den mest hyppigste årsag til invalidepensioneringer i dag.
Det problem skal ikke alene løses individuelt. Det bør løses strukturelt, således at man sætter ind med massive undersøgelser af årsagen til problemet. Min påstand er - efter at have talt med en del, der i kortere eller længere tid har haft sygeperioder pga. stress el. depressioner - at i 80 % af tilfældene skal årsagen findes på arbejdsmarkedet. Og blandt cheferne.
Det kan skyldes alt for meget overarbejde, eller chikane og mobning fra chefens eller kollegaers side,
Nu udgør mine erfaringer ingen statistik, men jeg oplever at fagfolk som fx Bo Netterstrøm peger i samme retning.
Det er absurd, at så mange peger på, hvad den enkelte selv kan gøre, men fuldstændig "glemmer" at nævne, hvad arbejdspladsen/cheferne kan gøre.
Vi lever i en tid, hvor cheferne er "fredede". Cheferne er "perfekte" og medarbejdere er nogle slatne personer, der har en rygmarv som en regnorm, og som ikke kan finde ud af at sige fra, og i øvrigt har alt for travlt med deres udekøkkener osv.
Vi har ikke råd til som samfund at være så populistiske i vores tilgang til det voldsomme problem, vi har med det voldsomt stigende antal psykiske lidelser. Jeg har set, hvordan den ene efter den anden i en afdeling sygemeldte sig med stress. Alligevel pegede arbejdspladsen på individuelle problemstillinger, frem for at se på, om der var noget galt med chefen eller kravene.
Offentlige myndigheder holdt sig væk, de blev næppe orienteret om problemet. Tænk nu, hvis det tilsvarfende var sket, så næsten alle i en afdeling en efter en faldt ned af stilladser. Hovsa, så var der nok kommet et arbejdstilsyn tilstede med diverse påbud. Men nej, nu er der tale om stress, og så er det den enkelte egens skyld.
Politikerne/fagbevægelsen m.fl. løber fra deres ansvar, når de ikke tager disse problemer mere seriøst. Vi kan ikke blive ved med at pege på det individuelle ansvar, når så mange rammes.
Vi løser ingen problemer ved at sende de ramte på depressionsskoler. Det er plat.
Vi må derimod se på årsagerne til det stigende antal psykiske lidelser, og det bør være et krav, at samtlige psykiske lidelser skal indrapporteres. Når myndighederne konstaterer, at mere end een knyttet til samme chef er ramt af stress, bør det forårsage en undersøgelse.
I dag går arbejdfsgiverne fri, selvom den ene efter den anden invaderes pga stress. Selvfølgelig kan der findes andre årsager end arbejdspladsen til sygdommene, men jeg er fuldstændig overbevist om, at flertallet af tilfældene er grundet i et dårligt arbejdsmiljø. Men det kan en undersøgelse jo afklare.
Derfor løses eksplosionen i psykiske lidelser ikke ved at skabe en førtidsreform, men derimod ved at stille krav til arbejdsgiverne om at sikre et arbejdsmiljø, der ikke presser medarbejderne så hårdt psykisk, så de bryder sammen.
I sidste ende vil det givet samtidig hjælpe virksomhederne. Lavere sygefravær og bedre arbejdsmiljø fører rent faktisk til større produktivitet og dermed en besparelse. Det kræver blot, at arbejdsgiverne tænker sig om, planlægger og ikke mindst holder øje med, at de ikke ansætter chefer, der dybest set ikke er egnet til jobbet.
Kære Özlem Sara Cekic
Jeg synes ikke, at dit debatindlæg fortjener den bunke tæsk, som det modtager herover, for jeg fornemmer, at du har hjertet på rette sted. Og så synes jeg, at det er modigt af dig at deltage i debatten ved at oprette dig som bruger her på information.dk. Tænk sig hvis man på lignende måde kunne få andre politikere i tale.
Behandlingsgaranti?
Ventetider for henvisning til en privat psykiater er på 18 - 27 måneder.
Behandling i det offentlige system er en ikke eksisterende mulighed da de for at overholde "behandlingsgarantien" sørger for ikke at visitere flere ind end de få personer de har plads til inden for deres begrænsede midler.
Hvis de undlader at visitere personer til behandling og dermed kan overholde "garantien" bliver de belønnet økonomisk.
Garanti min bare ... .
Enig med John Fredsted i at Özlem forekommer at have hjertet på rette sted. Der er ingen grund til at skyde hende dårlige motiver i skoene. Derfor har jeg også forsøgt at formulere mig pænt, synes jeg :-)
Det er for naivt at tro, at blot fordi Özlem skriver en artikel om fortidsreformen, så er reformen ok.
Jeg er da enig i, at Ozlem givet vis har hjertet på rette sted og jeg er også enig i det prisværdige i, at Özlem deltager aktivt i debatten med sin profil.
Men jeg vil fastholde min kritik af, at Özlem - ligesom andre socialordførere - er for uforberedte i debatten med risiko for at skade de dårligst stillede. Det skete i Carina- sagen, og det sker også, når den socialdemokratiske socialordfører for Socialdemokraterne mener, at 50 % af medianindkomsten er et dårligt mål - for så senere at indrømme, at hun rent faktisk ikke ved, hvad medianindkomsten står for (hun tror det svarer til den gennemsnitlige indkomst).
Så er det, jeg vil begynde at bruge ordet levebrødspolitiker.
Hvis man vil de fattiges ærinde, må man også klæde sig på til debatten, altså sætte sig ind i området. Så nytter en Carina-sag ikke. Og selv en sag med Carina kunne der være argumenteret bedre for.
Så har vi førtidspensionsreformen. Selv om Özlem deltager aktiv i denne debat, har hun endnu ikke kommenteret, hvorvidt regeringen har tænkt sig at putte penge i reformen - eller spare penge herpå. Følges De Radikales plan, skal der spares!
Og så ved jeg ikke rigtig, hvor Özlems hjerte befinder sig. Er det hos de fattige, hos de syge - eller på regeringsgangene?
Desværre tror jeg det sidste. For jeg tror, at der er tale om en reform med det formål at spare penge på de psykisk syge. De unge under 40 år med psykiske lidelser skal ikke længere kunne tildeles førtidspension.
Det er jo ligesom med efterlønnen. Her skal de nedslidte ældre jo også kunnne modtage førtidspension. Men socialcheferne er jo allerede ud og melde, at det bliver kun for de få. Langt hovedparten af de ældre "hlav"nedslidte vil ikke kunne få førtidspension, men risikerer i stedet at lande på kontanthjælp, da de næppe står først i køen for at få et job, men nærmere omvendt, har en stor risiko for at blive fyret ved næste prikkerunde.
Jeg går ind for fjernelse af efterlønnnen, men så sandelig ikke ind for at helt eller halvt nedslidte ældre skal sendes på kontanthjælp.
Ikke desto mindre har SF accepteret dette som en del af regeringsgrundlaget.
Nu vil SF også acceptere, De Radikales krav om en førtidsreform. Igen kunne jeg gå ind for en reform, hvor man satte kraftigt ind for at nedbringe antallet af invaliderede pga psykiske lidelser. Men dette er et spareforslag. Jeg tror ikke en dyt på, at antallet af psykiske lidelser nedbringes. Det vil koste penge, ligesom indsatsen også skal ske ved at forbedre arbejdsmiljøet. Der skal ikke en inidividuel løsning til, men derimod en massiv kollektiv indsats på primært arbejdspladserne.
Man må også spørge, når vi har en arbejdsløshedsprocent blandt unge, der er temmelig høj, om arbejdsgiverne ligefrem står i kø for at ansætte de psykisk syge unge på ordinære vilkår?
Næppe. Og jeg kan på ingen måde tilslutte mig, at de psykisk syge unge skal ud og arbejde gratis på produktionsskoler for kontanthjælpen. Også dette frygter jeg vil ske.
En førtidspensionsreform kan meget hurtigt ende som en ny hetz, nu på psykisk syge.
Jeg synes, vi skal stoppe den hetzejagt. Som en debattør skriver, s¨å skal vi passe på, at alt ikke handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Nogle menneskser er ganske enkelt et andet sted i livet, end på det stadie, hvor det bare handler om at finde et arbejde. Og så skulle man i stedet fokusere på, at den syge blev rask og havde det godt under sin sygdom, end alene at have det egentlige mål, at den syge blev selvforsørgende. Tilmed tror jeg, at selvforsørgelsen er tættere på, hvis vi opgiver det som den eneste saliggørende målsætning.
Den nye regering har skuffet fælt på det sociale område. Jeg tror derfor, at der er større behov for at råbe vagt gevær, at påpege, at også her på det psykiske område er der risiko for, at det ender som endnu en hetz, fremfor at bruge tiden på at klappe og trøste Özlem for det magtværk hun selv har været årsag til.
Özlem skal nok klare sig. Spørgsmålet i denne debat er, om de psykisk syge vil få skærpede forhold. Det er det, jeg kæmper for ikke vil ske.
Jeg har været medlem af SF en gang i Kbh NV, hvor ôzlem opstillede i 2007. Mødte hende nogle gange i til møder i valgkredsen, kan kun sige hun har hjertet på rette sted, og psykiatrien og de svagest stillede er hendes hjerte.
Måske er hun nu bare i forkert parti, jeg udmelde mig også.
kunne ikke leve med den nye borlige profil, højredrejningen og at SF endte med at blive et EU parti.
Vi har da endnu EL.
Hanne Christensen giver denne interessante oplysning i sit indlæg fra 15:47 -"De Radikale foreslår, at psykisk skole skal på depressionsskoler. Tror I virkelig, at svært psykisk syge kan “helbredes” ved lidt rundbordssamtaler i kommunen blandt ligesindede? Tror du på det, Özlem."
Det er nemlig, hvad De Radikale foreslår. Ikke dyre psykologsamtaler, nej, billige rundbordssamtaler. For mig det dette forslag tæt op ad det øvrige aktiveringsmarkedet, såsom pipfuglekurser m..m. Psykiske lidelser helbredes ikke ved rundbordspædagogiske samtaler. Det er simpelthen plathed ud over alle grænser. Ja, faktisk mener jeg, der er tale om menneskerettighedsbrydende tiltag. Og jeg ved, at personer tætte på psykiske klienter er enige med mig."
Tak for den oplysning;
Det var da lige den oplysning der fremover vil få mig til at argumentere endnu heftigere for min erkendelse af at NY-liberalismen er det nye stuerene og vel-camouflerede nazisme.
Men helt klart at der ikke kan stå "Arbejdet vil gøre jer frie" på den store sorte tavle i disse ny -liberalistiske / radikale "depressionsskoler".
Jeg forventer snarere; at man som kursusvelkomst vil vise de deprimerede patienter Disney-filmen "Snehvide" med argumentet;
"Se hvormeget Snehvide kan - når bare hun vil efter at hun har fået et lille kys af Prinsen."
Underforstået at "Depressionskolen" er selve dette kys.
Og når Snehvide som ekstrem- grænsepsykotisk og dybt deprimeret liggende i sin glaskiste får dette lille "kys" af de radikales Depressions-skole kan hun glad stå op af glas-kisten og jodle glad af sted med de andre 7 små arbejdsliderlige dværge medens de alle synger :"Hej Ho - Hej Ho - på arbeidt ud vi gå!"
Oplagt at de radikales depressionskole fremover skal kaldes "Snehvide-kurset" - eller måske dette navn "Tag dig så lidt sammen din princesseludder-- skolen" for nu at kunne sige det i de unges jargon.
Imens jeg læste Cekics indlæg, dukkede der en nagende følelse op: Lugter dette ikke lidt for meget af marketingsretorik og politikersnak? Var hendes første indskydelse i Carina-sagen ikke at smide hende—en psykisk syg, fanget i kontanthjælpshelvede på 20. år—under bussen, så at sige, og haste mod håndvasken, i stedet for at tage kritikken i stiv arm og rent faktisk argumentere? Hanne Christensens kommentarer bekræftede yderligere min frygt. Dette er et forsøg på at gøre endnu en planlagt forringelse spiselig for den brede befolkning, fuldstændig på linje med de udbrud om krævermentalitet, som flere Socialdemokrater har præsteret for nylig, bare rullet i flormelis. Hvem, undtaget uopmærksomme tåber, ville da også tro, at SF havde i sinde at agere uden grønt lys fra Socialdemokraterne og de Radikale?
Det er rart at læse et postivt indlæg omhandlende mennesker, der ikke passer helt ind under normalitetskravet - for en gangs skyld. Så tak for det til Cekic. Jeg ved osse at det betyder meget for mennesker med sindslidelser, at der kommer den slags indlæg midt i alle mistænkeliggørelserne - jeg har fået kommentarer i den retning. Det er sårende og degraderende at se sine problemer omtalt så uindfølende som normen har været i den sidste tid.
Men det er oplagt, at der skal penge ind i dette område, der har været præget af nedskæringer og nedlagte afdelinger osv i mange år. Er regeringen parat til at bevilge disse penge - jeg synes det er rimeligt at være skeptisk over for dette. Gode viljer er ikke nok. Og det er vigtigt at presse på for at ændre forstokkede meninger og irrelevante forslag.
Det er osse oplagt, at der skal en differentiering til - der er meget stor forskel på, hvad de forskellige grupper har behov for. Og det er osse klart, at fokus skal være på en 'forbedring af behandlingen' - ikke på om der er noget restarbejdskraft at hente. Ku man tænke sig en tilsvarende debat rettet mod kræftpatienter og deres 10% restarbejdskraft? Det er jo grotesk og uciviliseret at tænke i de baner. Medicinen spiller en alt for stor rolle, der skal mere terapi og mere aktivitet til. Distriktspsykiatrien er overhovedet ikke blevet det lokale behandlingssted, som man tidligere forestillede sig, og der er brug for en masse nytænkning.
Der er bla brug for at vende tilbage til de tanker der var inden for behandlingssystemerne i 1960erne-80erne, bla med inspiration fra italienske patientkollektiver osv. Den viden findes trods alt i behandlerkredse, og den burde genoplives med respekt for og viden om, hvad forskellige patientgrupper har brug for. Depressionsskoler kan sikkert være nyttige for nogle grupper, men langt fra alle. Og det er ikke sikkert at målretning mod arbejdsmarkedet er særligt behandlingsrelevant for denne målgruppe.
Som jeg har skrevet tit i debatterne på Informeren, mener jeg at Ungdomshuset var en glimrende de facto Social Institution mht at resocialisere og skabe et miljø for unge med visse psykiske vanskeligheder. Det gælder sikkert osse det nye Ungdomshus. Et miljø, der i sig selv virkede stimulerende og aktiverende for mange unge med psykiske vanskeligheder. I nogle tilfælde mhp senere beskæftigelse, men mere vigtigt mhp et bedre liv. Og Ungdomshuset var allergisk over for kommunale behandlere med sort/hvide holdninger til, hvad der var bedst for de unge at stille op med deres liv. Den historie kunne man godt tage med i behandlingsovervejelserne og indrette sig på måder, der giver mere plads for selvorganisering og egne initiativer.
Det er ikke nødvendigvis individuelle psykolog/terapeutsamtaler, der er brug for. Gruppeterapi og miljøterapi kan være gode terapiformer for mange - gruppen har en styrke som behandleren ikke kan matche. Og tanken om fristeder kan være frugtbar for mange - ikke bare unge på venstrefløjen. Christiania har osse vist mange eksempler på, hvordan man kunne indrette lokalsamfundet bedre. I samme retning som Christiania har eksempelvis 'Det grønne venstre' i Frankrig og England haft tanker og eksperimenter i retning af offentlige tilskud til små værksteder eller cafeer og spisesteder som aktivitetssteder for folk med vanskeligheder med at tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked. Ungdomshusets 'folkecafeer' har været en rigtig god ide, som sagtens kunne følges op mange andre steder i fx København (og bliver det i et vist omfang).
Jeg kunne fx forestille mig at Christianshavn kunne gøres til en meget mere levende bydel med en masse mindre boder med fx instrumentmagere, keramikere, vævere, cykelværksteder og alt muligt andet ud til kanalerne - efter at alle biler bliver bortvist fra området og vejene langs kanalerne bliver brugt til den slags formål og bygning af små træboder eller lignende. Mange mennesker med et anstrengt forhold til almidelige arbejdspladser kunne finde interessant beskæftigelse her - med offentlige tilskud. Det samme kunne sagtens foregå i andre bydele og bidrage kraftigt til at gøre København til et meget mere interessant sted at bevæge sig rundt. Ikke mindst for turisterne uden at det skal være et mål i sig selv...
Nej, ved du nu hvad ??! Nu har jeg kraftstejlme fået nok af alt jeres kloge-ågeri og stigmatiserende diagnosestillende terapeutiske terapisk!!!
Jeg fatter simpelthen ikke at Ole Thofte kan skrive at 'Ungdomshuset var en glimrende de facto Social Institution mht at resocialisere og skabe et miljø for unge med visse psykiske vanskeligheder'
Og jeg kunne blive ved!!!
Ved I hvad I er??! Alle jer som taaaaler og taaaaaler så tilsyneladende varmt og hjerteligt og forstående om de 'svage', 'de sindslidende', 'de som har et anstrengt forhold til almindelige arbejdslpladser' (Ole Thofte igen)
I er blevet til en flok, og har ladet jer gøre til en gang rigide modbydelige menneske-mangfoldigheds-foragtende normalitets-fascister!!!
Nu er det mest Ole Thoftes indlæg jeg reagere på her, men bare den totalt selvimodsigende overskrift: Hjælp til selvhjælp for de hårdest ramte unge ved at reformere = begrænse mulighederne yderligere for unge. Og så al den hersens indforstående indfølende snak på de unges vegne om at det høøøjeste ønske de måtte have i livet seeelvføøølige er at lade sig hjernevaske på en eller anden uddannelsesinstitution - så de bagefter kan virke og 'yde for samfundet' som bilige slaver.
Jeg giver ikke fem flade ører for forslaget!
Det er allerede sagt flere gange: Nedskæring og yderligere begrænsninger i mulighederne for at få tildelt en førtidspension pakket ind i vat og bomuld -sødsuppesirup!
BORGERLØN NU!!! Lade de unge selv bestemme hvad de vil eller ikke vil med deres liv! De unge er sgutte statens eller arbejdsgivernes ejendom!!!
OG!!! Kære Ole - du skrev sådan et godt indlæg længere oppe i tråden som jeg anerkendte, netop fordi du bragte den kloge indsigt om at det kunne være man skulle til at revidere normalitetsbegrebet lidt. At de som synes de som ikke passer ind, eller lider af en eller anden (psykisk) sygdom SELV ER DET og GØR DET. Det her perfide behov for at sætte sine medmennesker i bastet bås og bur!
Det er sgutte en sygdom at ikke ville lade sig gøre til slave for et arbejdsmarked som i den grad har bevist at det vil skide alle andre end sig selv og sine egen indtægt på bundlinjen en lang march. Ja, at det helst så al såkaldt velfærd afskaffet (ole Thyssen mfl) så ingen længere havde en jordisk chance for at sætte op imod kapitlismens kolpoteringer. Og hvis man gjorde var det lig med at ende sine dage som stinkende rådnene lig på gader og stræder hvor alle de hersens normale, YDERE kunne spytte foragteligt efter ens jordiske rester: Han var selv ude om det! Han ville være offer! Den forbandede socialstat som fastholder sådan nogen som ham i offerrollen. Havde han bare taget sig sammen og fået sig arbejde. Havde det bare været sådan indrettet sådan at det skulle kunne betale sig at arbejde - så havde vi set en egen lykkes smed. Nu er han død. Socialstatens offer-dyrkeres præsteskab har slået ham ihjel. De lærte ham aldrig at tage ansvar!
Skrub ad hekkenfeldt til med al jeres normaliserings-terapis!!! Skrub ad hekkenfeldt til med al jeres rigide fascistoide normaliserings-pis!
I sender folk i døden! I gør folk syge! I sender dem i armene på medicinalindustriens gift-doseringer.
I skaber selv jeres egne ofre! Og tager jer bagefter dyrt betalt for at tage jer ud som de barmhjertige samaritanere. Den frelste brigade. De unges redningsmænd- og kvinder.
Jeg brækker mig over hykleriet og svineriet. Råddenskaben har ingen ende. I lyver så det står efter! Det er sgu jer som er sindssyge og som trænger til terapi og medicinsk behandling!
Jeg ville brække mig i lårtykke stråler hvis jeg var ung - med klumper så store som fodbolde hvis jeg var på min alder.
I er skruppelløse righide løgnhalse og fascistoide normalitets-fascister hele banden!!!
Det er sgu jer som er sinddsyge! Som har mistet kontakten med virkeligheden. Med jeres egen fornemmelse for hvordan det er at være ung. I har halshugget jer selv totalt. I er ikke mennesker mere. I er marionetter. Udhulede tomme bestialske menings-marionetter.
Det er som at indtage gift at beskæftige sig med jeres tanker og ideer. Et rungende malm. Enn klingende bjælde.
Gå i fængsel! Ryk direkte i fængsel! Selvom de passerer START inkasserer de ikke kr. 2000.-
Det er sgu jer som trænger til en førtidspension!!!
Hah hhaaahaaaaaaa...
Men Martin - vi er da vist enige. Normalitetsbegrebet skal udvides. Og der skal være mere plads til alle, selv om de ikke passer ind i de rigide nyliberale normer - og initiativer skal støttes, ikke modarbejdes
Der må være et eller andet jeg har formuleret forkert, som du falder i blækhuset over :-)
Hvaffor initiativer Ole?? Reform af førtidspensionen?
Det jeg farer i blækhuset over er at de unge i dag, endnu mere end jeg selv var engang, er fuldstændig rettighedsløse kastebolde mellem et idag endnu mere menneskefjendsk og skruppelløst arbejdsmarked og et social-system som er mindst ligeså rigidt forstående omklamrende og forstående diagnose-stillende, terapeu-behandlende, medicinerende, tvangsindlæggende, elektrochock.behandlende USW.
Det jeg farer i blækhuset over at de unge idag, som dengang det var mig selv, intet har at skulle have sagt mht SELVBESTEMMELSEN OVER SIT EGET LIV OG LEVNED!
"Vi skal ikke arbejde FOR borgeren, men MED borgeren" - hvilken tåbelighed! Hvilken fuldstændig udhulet retorisk ligegyldig floskel at stikke i hovedet på folk som lider i afmagt!
Hvilket bedrag!!!
Skal jeg finde flere??!
Grrr....
Ole Thofte: '...Resocialisere...' - '...Mange mennesker med et anstrengt forhold til almidelige arbejdspladser kunne finde interessant beskæftigelse her' - ... Du får det til at lyde som det drejer sig om en eller anden socialt underbemidlet underkaste, som trænger til noget mor-stats-omsorg- og depressions-terapi, måske i Ungdomshuset, eller på Fristaden, i små hyggelige træskure osv i den dur.
Det er hvad jeg reagerer umiddelbart på kære Ole.
Hvor min pointe er at jeg dels ikke tror på det forslag som bliver stillet frem som andet end endnu en sparerunde pakket ind i sødsuppesirup-gevandter, men som i virkeligheden er udhulet for nogensomhelst reel værdi FØR DET BLIVER BEVIST I PRAKSIS. Du ved, den der med vejen til helvede er brolagt med GODE intentioner.... 8-)
Tror du virkelig selv på artiklen? Hvis jeg lige minder dig om Mette Frederiksens retorik, lad os bare tage Dronning Vesterager med i samme moment, og dertil lægger Carina-debatten, ellers andet??! 8-)
- og dels oppnorer med den forestilling at de unge såkaldt sindslidende, skulle profitere på nogen måde af endnu en gang, istedet i for at få fred og på en førtidspension eller vhja. en reel BORGERLØN!!! - nu igen skal stå skoleret på depressionsskoler og sociale beskæftigelsesprojekter på Fristaden i træskure eller som frivillige bygningsvedligeholder i Ungdomshuset og i den dur.
Det er deres SELVBESTEMMELSESRET jeg går i brechen for.
Den SELVBESTEMMELSESRET jeg aldrig selv fik for pokker!
Fordi alle havde så allerhelvedes travlt med at definere for mig i terapeutiske, psykologiske, intellektuelle, normaliserende, moraliserende, justerende, præ-cognitivirende, aktiverende, renkonvalcerende....suk... gevandter og forestillinger om hvad der var , er og burde være det gode liv FOR mig!!!
Der var aldrig nogen som spurgte: Hvad vil du selv? Hvad har du brug for selv? Hvad trænger du allermest til selv? - for så vil vi støttte dig!
Det gik aldrig for nogen, at det jeg, og dermed, gætter jeg på, idag de unge såkaldte sindslidende og hvad man ellers stigmatiserende diagnosticerer dem som - hvad de har allermest brug for er AT BLIVE LADT I FRED. AT FÅ LOV TIL AT FÅ FRED TIL AT FINDE SIG SELV. AT FÅ ET FRIRUM FOR KRAV KRAV KRAV OG ATTER KRAV.
FOR POKKER!!! FAT DET DOG SÅ - FOR HELVEDE!!!
DE SKRIGER PÅ FRISTEDER!!! DE SKRIGER PÅ FRI-RUM. DE SKRIGER PÅ AT BLIVE LADT I FRED FOR ALLE OS VOKNES VELMENDENDE MERE ELLER MINDRE RIGIDE OG FORSTÅENDE VÆÆÆMLIGE OG VÆLLINGEMENENDE FOREDRAG FORESTILLINGER OG FALBALADER OM HVAD "VI" MENER DER ER DET RETTE FOR DEM. DE SKRIGER: LAD OS FOR HELVEDE VÆRE I FRED FOR POKKER!!!
DE SKRIGER BØRNEMAGT NU!!!
Fat det så for helvede I voksne idioter! Hvis det er sådan at blive voksen så jeg kraftedme glad for at jeg ikke er blevet voksen selvom jeg snart nærmer mig 50. Hahhahahaaa hahaaaaaaa.....
- Nej, det var altid halkvædede viser om RET OG PLIGT! At man skulle YDE før man kunne NYDE!
Alle mulige mistænkeliggørende sortepædagogiske bedrevidende moraliserende socialiserings-tiltag - og på den anden side arbejdsmarkedet, som ikke regnede nogen for en skid medmindre man var vilig til at slikke chefen et vist sted! - HELLER ikke dengang var det anderledes!!
Fat det så for satan!!! LAD DE UNGE VÆRE I FRED!!!! LAD EM SELV FINDE UD AF HVAD DE VIL OG KAN VI L LÆRE OG VIL BRUGE DERES LIV TIL FOR HELVEDE!!!! DE UNGE ER GUDSKELOV STORE NOK TIL SELV AT KUNNE FINDE UD AF DET FOR SATAN!!! DE ER IKKE HJÆLPELØSE BØRNEBABYER!!! DE KAN SELV OG DE VIL SELV!
OG DE HAR RET TIL AT SELV AT BESTEMME OVER DERES LIV OG DE HAR RET TIL AT BLIVE STØTTET 100% I DET!!!
Værsgod at betale!!! SE at komme igang og så klap kaje med alle jeres 'voksne', terapeutiske, trivilelle, emanciperede, rigide, formynderiske, sødsuppe-sirup-agtige, forstående, terapeutiske, terapis og papir.
Grrrrr.... 8-)
Nikkende, dikkedukkers, nokkefårs og nossefårs, nossebavianers voksen-retorikker min bare røv.
BØRNEMAGT NU!!!
UNGDOMSMAGT NU!!!!
FINGRENE VÆK DE UNGE!!!
I kan terapere og re-socialisere og promovere, kastere, facinere, fabulere, bhlah, blab blah...
Voksne idioter! Det er sgu jer som opfører jer som en idiotisk sindslidende BØRNEHAVE!!!
NEDLÆG DE VOKSNES VERDEN!!!
QUEER-POWER!!! Nedlæg heteroverden. Voksne heterofascister. Normalitets-fascister!
Smid alle de voksne på FØRTIDSPENSION - det er sgu jer som trænger til det og lad de unge få en REGULÆR BORGERLØN!
Jeg har talt. Luk arret elle du får et! Hahhhaaaaaa.
'Viii vÅksne kan ozze væææære baaange - årrr synge laaaange laaange baaaange saaaange....'
Hahhahhaaaaa.... 8-)
Uanset hvad SF's politiker Özlem Sara Cekic mener og siger, så ved hu godt, at det økonomiske fundament for at hjælpe de sindslidende er meget beskåret. Sammenstillingen mellem fysiske og psykiske forsvandt ud i løfteverdens uendelige tomrum og glemsel, da den nye regering kom til magten. Så selvom hun sikkert mener det godt, så er der langt fra de gode intentioner til reelle handlinger. Og det er sørgeligt.
Når jeg læser bl.a. Martin Haastrups indlæg tænker jeg, at fokus er ganske enkelt forkert i behandlingen af psykisk syge.
Fokus er i dag så meget rettet på muligheden for selvforsørgelse, at dette fokus i sig selv kan hindre den unge i at blive rask.
Man bør rent faktisk læse artiklen i Information om "Sjælens kemokur slår dig ihjel", samt tilknyttede debatindlæg.
Man ser her, hvordan sindslidende medicineres, ja, tvangsmedicineres alene i den tro, at det vil bringe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet. Det fremgår også, hvilke katastrofale bivirkninger medicinen kan have. (Kraftig vægtøgning, hukommelsessvigt, kortere levetid m.fl.)
Fokus bør være på omsorgen og hjælpen til at blive rask. Glem al det med selvforsørgelse. Det bør ikke være den primære årsag til at hjælpe psykisk syge.
Når vi hjælper syge mennesker, om det skyldes psykiske problemer eller et brækket ben, så burde vi alene tænke på helbredelse. Det burde alene være overladt til læger, psykiatere, psykologer og andet sundhedspersonale at hjælpe. Jobcentre og kommunale sagsbehandlere burde holdes udenfor. Reelt opfører disse sagsbehandlere sig jo ofte i dag som kvaksalvere, som en slags overdommere over de lægefaglige vurderinger.
Absurditeten i fokuseringen på at gøre de psykisk syge arbejdsmarkedsparate forstærkes også af, at næppe nogen arbejdsplads er reelt interesseret i at ansætte personer med stærke psykiske problemer.
"Behandlingen" som vi har i dag, går derfor alene ud på politisk at tilfredsstille en befolkning, der tror, at disse syge mennesker, blot er ude på at malke systemet. Ja, for det har befolkningen jo fået tudet ørerne fulde af - af de selvsamme politikere.
Disse politikere baserer deres politik på populisme. De skaber myter og hetz. Det er ganske forfærdeligt, og det har Danmark ikke brug for.
Det kunne derfor have været prisværdigt, om den gode Özlem, i stedet for at fungere som lakaj for en regering, der ønsker en førtidspensionsreform af sparehensyn, i stedet havde talt varmt for, at hjælpen til psykisk syge skulle opgraderes, og fokus skulle være på lægefaglig hjælp, fremfor på om den syge evt. senere blev så rask at det kunne føre til selvforsørgelse.
Selvforsørgelse er det nye populistiske mantra. Det skal kunne betale sig at arbejde, er en sætning, som har fået et absurd tag i befolkningen - og i politikerne.
Når folk ligger der med et brækket ben eller med en depression, så er det en absurd tankegang at fokusere på arbejdsevne. Man burde alene fokusere på helbredelse.
Der er tilmed risiko for, at den lægefaglige behandling er påvirket af den forvrængende fokusering. På to måder. Dels medicineres (tilmed tvangsmedicineres) hvor dette kunne være unødvendigt, men alene fordi det (måske) kan forkorte en sygeperiode – og godt hjulpet på vej af medicinalindustriens lovprisninger. Dels – og lige så slemt – påvirkes lægernes og andre fagfolks tilgang til patienten af, om denne er i job eller ej. En psykisk syg uden job, tages ikke på samme måde seriøst som et selvstændigt tænkende menneske, som en person i job med høj løn. Man lytter mere til den højtlønnedes egne ønsker og vurdering af egen situation. Det kan jeg ikke bevise, men jeg er fuldstændig overbevist om, at det forholder sig sådan.
Et menneske med psykiske problemer skal mødes som et ligeværdigt menneske. En psykisk syg person kan ganske enkelt ikke hjælpes, hvis denne mødes med mistro og sagsomklamring. Eller i hvert fald påvirkes muligheden for helbredelse negativt heraf.
Fokuseringen på selvforsørgelse kan derfor hurtigt få den modsatte effekt. For jeg tror simpelthen ikke på, at en psykisk syg person kan hjælpes af fagfolk, der møder dem med mistro og en nedladende tankegang. Jeg synes, at Martin Hastrups seneste indlæg er gode eksempler på dette.
Jeg skal igen henvise til artiklen "Sjælens kemokur slår dig ihjel" og den tilknyttede debat. Også her ser man, hvilke konsekvenser, den gale fokusering har, og hvordan flere sygdomsramte har haft negative oplevelser med medicinering og med ikke at blive taget reelt alvorligt.
Tvangsmedicinering bør kun anvendes i yderste nødstilfælde, og kun i en kort periode, hvor liv kan være i fare. Tvangsmedicinering af selvforsørgelseshensyn er ganske enkelt modbydeligt.
Depressionsskoler eller gruppeterapi, som det vel også kan kaldes, kan da være et udmærket tilbud, så længe det er frivilligt. Men så snart, tilbuddet omgærdes med sanktioner, såfremt den syge ikke tager imod dette tilbud, ja, så får det en særdeles negativ glans. Dels tror jeg ikke på, at man kan helbrede psykisk syge ved at tvinge dem i gruppeterapi, dels er det et særdeles farligt brud på menneskerettighederne om privatlivets fred herunder at lægebehandling bør være et fortroligt forhold mellem læge og patient. Endelig er der risiko for, at det langt billigere tilbud om gruppeterapi erstatter de langt dyrere tilbud om privat psykologrådgivning m.m.
Fokusering på selvforsørgelse, fremfor alene at fokusere på, at hjælpe den syge til at blive rask, har derfor mange negative konsekvenser. Jeg kan derfor kun anbefale den gode Özlem m.fl. at stoppe denne fokusering og i stedet bruge deres politiske talegaver til at argumentere for, at syge skal have lov at være syge og skal hjælpes uden tanke på, hvorvidt den ene eller anden behandling nu (måske) kan få den syge arbejdsmarkedsparat.
Læs Özlems artikel igen, og overvej om det er behandling eller arbejdsmarkedsparathed, hun reelt har fokus på. Özlem afslutter sin artikel med et helt kapitel om ”plads på arbejdspladsen”. Özlem har reelt ikke fokus på sygdomsbehandling, men fokus på de sociale ydelser. Ordet ”førtidspension” går igen og igen, for artiklens fokus er reelt ikke, hvordan vi hjælper psykisk syge, men på hvordan vi undgår at samfundet skal punge ud med en førtidspension. Fokus er på, hvordan de syge kan få plads på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.
Özlem, prøv engang at skrive samme artikel, hvor du glemmer alt om indkomstforhold. Om indkomsten er en overførselsindkomst eller lønindtægt. Hvor mange ord kunne så fjernes fra nærværende artikel. Stort set alle. Din fokusering er gal. Skal de syge hjælpes, så skal fokus alene være på det lægefaglige, på hvordan den syge kan få det bedre og helst blive helt rask.
Sider