Læserbrev

Respekt for forskelle på AU

Debat
16. februar 2012

Information har de seneste dage omtalt en personalesag på Musikvidenskab. Det er en alvorlig situation, som berører alle medarbejdere dybt.

Kritik og faglige diskussioner er helt afgørende på alle universitetsfag. Også på Musikvidenskab har man en lang tradition for at være enige om at være uenige. Fagkritik har altid været afsæt for udvikling af forskning og uddannelser. Faglig uenighed som produktiv motor for fagudviklingen kræver imidlertid et kollegialt fællesskab, hvor de grundlæggende spilleregler bliver accepteret af alle medarbejdere.

Derfor må kritik og faglige diskussioner foregå i respekt for faglig mangfoldighed og i respekt for hinanden — ikke bare som fagpersoner, men også som mennesker.

Disse spilleregler er blevet udfordret på forskellig vis. I en personalesag kan en ledelse naturligvis ikke udtale sig offentligt, men der er blevet gjort meget for at løse problemstillingen, herunder en hel del møder, særordninger, ligesom tillidsmanden har været involveret fra starten.

Senest har vi involveret eksterne HR-konsulenter for at få en uvildig vurdering. Da udredningsarbejdet omfattede alle afdelingens medarbejdere, blev det aftalt mellem konsulenter og medarbejdere, at der skulle skabes et fortrolighedsrum. Det er bl.a. konsulenternes fortrolige rapporter, der er blevet udleveret til pressen.

Fortegnet billede

Samarbejdsproblemerne på Musikvidenskab er i flere medier blevet udlagt som en sag om ytringsfrihed. I mine øjne er det skudt helt ved siden af.

På AU lægger vi stor vægt på at understøtte ytringsfriheden, og vi har fra ledelsens side ikke hindret nogen i at ytre sig om hverken faglighed, organisatoriske tiltag eller ledelsesbeslutninger.

For de fleste involverede parter er det overordentlig vanskeligt at genkende det billede af situationen, der tegnes. Billedet er i bedste fald stærkt fortegnet og udtryk for, at en bestemt synsvinkel får lov at dominere, fordi man som leder skal respektere det krav om fortrolighed, der stilles i personalesager.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at både ledelse og medarbejdere har gjort og stadig gør en stor indsats for at løse den aktuelle problemstilling. På au.dk kan man læse min kommentar i fuld længde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu een, der gemmer sig bag "tavshedspligt".

Måske skulle Århus universitets ledelse tage ind på den kongelige ballet, og lære lidt om primadonna ledelse.

Men jeg kan også godt se at det må være ubehageligt for de andre forskere at en kendt tysk forsker kalder niveauet på musikvidenskab for utroligt lavt.

Men i stedet for at være nogle mimoser skulle de hellere gå ud og forsvare deres faglighed. Og få en debat om fagligheden. Det vil også være med til at gøre debatten om de videre gående uddannelser mere kvalificerende.
For nyligt var det fremme at der over de næste ti år skulle oprettes 9000 akademiker job i de små og mellemstore virksomheder. I sådan en situation kan man så tillade sig at fordybe sig i klassiske emner indenfor musikvidenskaben.
Og den undervisning der er i dag er ude på gymnasierne er ofte tværfaglig. Så de kandidater der kommer ud ad musikvidenskab skal måske trænes i tænke deres fag ind i andre fag.?

Frederik Langkilde

"På AU lægger vi stor vægt på at understøtte ytringsfriheden, og vi har fra ledelsens side ikke hindret nogen i at ytre sig om hverken faglighed, organisatoriske tiltag eller ledelsesbeslutninger."

Godt nok har I ikke decideret hindret nogen i at ytre sig, men burde det være et legitimt argument?
Og når man tænker dybere over, så har I hindret nogen - i givet fald disse "nogen" indbefatter ViP'ere og studerende - i at have en reel indflydelse på den Faglige Udviklingsproces (FU), hvilket er alarmerende, når selv samme proces afkorter de studerende og ansattes medbestemmelse. FU indeholder også en række positive tiltag, men det er en anden diskussion.

Spørgsmålet, der står tilbage, er, om det ikke er uhensigtsmæssigt, at de seneste to universitetslove har givet universitetsledelsen mere magt til egenrådigt at træffe beslutninger på hele universitets vegne?

Der er ingen grund til at betvivle Niels Lehmanns gode vilje og forsøg på at bilægge den strid, som er opstået mellem medarbejderne på det institut, som med sammenlægningerne hører ind under hans område. Hvis der er en person, som ville ønske, at denne sag aldrig var kommet pressen for øre – og løbet løbst – er det utvivlsomt Niels Lehmann.

Det kan blot ikke lade sig gøre at inddæmme den, fordi den er symptomatisk og handler om meget mere end om et faldende, måske ligefrem katastrofalt, lavt niveau i undervisning og forskning på det, der var institut for musikvidenskab på AU. Personalesagen, som Lehmann og Thunøe er så ivrige med at reducere den til, må ende med en fyring af professor Linda Koldau. Hun vil i juni, når eksaminer osv. er overstået, blive indkaldt til en tjenstlig samtale med tillidsmanden som bisidder, hvor hun vil blive orienteret om, at man pga. ”samarbejdsproblemer” må skride til afskedigelse. Hun vil blive tilbudt mindst 18 mdr. løn (for at undgå en voldgiftssag) – og psykologhjælp, hvis hun ønsker det. Man vil også tilbyde hende konsulenthjælp til søgning af andre stillinger. Lehmann vil med usikker stemmeføring være tvunget til at læse beskeden op, mens dekan Thunø og andre fra fakultetsledelsens administraiton blege vil høre på. Hvis Koldau er åndsnærværende nok, vil hun replicere, at det ser ud, som om fakultetsledelsen har mere brug for ”psykolologhjælp” end hun. End of story.

Sagen er imidlertid, at Koldau har rørt ved et problem, som er meget mere omfattende end en relativt banal personalesag. Den handler om en tåbelig universitetslov, vanvittig tillid til nye ledelsesformer hentet fra erhvervslivet, honette ambitioner hos den type personer, som søger disse ledelsesopgaver osv. Alt dette truer kerneværdier i den danske universitetstradition.
På Aarhus Universitet forsøger Lauritz at forvandle institutionen til noget, der minder om et amerikansk universitet. Det er ødelæggende. Samtidig fungerer Aarhus Universitet som en slags ”trussel” ift. de andre universiteter – som må efterligne. Og i Forskningsministeriet sidder embedsmænd, som kun lært New Public Management i lighed med OECD- og EU-folkene. Oveni har vi en ny minister og ordførere fra de regeringsbærende partier, som heller ikke kender andet. Det er en ren ynk randen rundt.
En blanding af nyt studenteroprør plus ”senil ulydighed” (Hauge) ville give håb om bevaring af værdierne i den danske universitetstradition

Der er ingen grund til at betvivle Niels Lehmanns gode vilje og forsøg på at bilægge den strid, som er opstået mellem medarbejderne på det institut, som med sammenlægningerne hører ind under hans område. Hvis der er en person, som ville ønske, at denne sag aldrig var kommet pressen for øre – og løbet løbst – er det utvivlsomt Niels Lehmann.

Det kan blot ikke lade sig gøre at inddæmme den, fordi den er symptomatisk og handler om meget mere end om et faldende, måske ligefrem katastrofalt, lavt niveau i undervisning og forskning på det, der var institut for musikvidenskab på AU. Personalesagen, som Lehmann og Thunøe er så ivrige med at reducere den til, må ende med en fyring af professor Linda Koldau. Hun vil i juni, når eksaminer osv. er overstået, blive indkaldt til en tjenstlig samtale med tillidsmanden som bisidder, hvor hun vil blive orienteret om, at man pga. ”samarbejdsproblemer” må skride til afskedigelse. Hun vil blive tilbudt mindst 18 mdr. løn (for at undgå en voldgiftssag) – og psykologhjælp, hvis hun ønsker det. Man vil også tilbyde hende konsulenthjælp til søgning af andre stillinger. Lehmann vil med usikker stemmeføring være tvunget til at læse beskeden op, mens dekan Thunø og andre fra fakultetsledelsens administraiton blege vil høre på. Hvis Koldau er åndsnærværende nok, vil hun replicere, at det ser ud, som om fakultetsledelsen har mere brug for ”psykolologhjælp” end hun. End of story.

Sagen er imidlertid, at Koldau har rørt ved et problem, som er meget mere omfattende end en relativt banal personalesag. Den handler om en tåbelig universitetslov, vanvittig tillid til nye ledelsesformer hentet fra erhvervslivet, honette ambitioner hos den type personer, som søger disse ledelsesopgaver osv. Alt dette truer kerneværdier i den danske universitetstradition.
På Aarhus Universitet forsøger Lauritz at forvandle institutionen til noget, der minder om et amerikansk universitet. Det er ødelæggende. Samtidig fungerer Aarhus Universitet som en slags ”trussel” ift. de andre universiteter – som må efterligne. Og i Forskningsministeriet sidder embedsmænd, som kun lært New Public Management i lighed med OECD- og EU-folkene. Oveni har vi en ny minister og ordførere fra de regeringsbærende partier, som heller ikke kender andet. Det er en ren ynk randen rundt.
En blanding af nyt studenteroprør plus ”senil ulydighed” (Hauge) ville give håb om bevaring af værdierne i den danske universitetstradition

Hanne Gregersen

Det er da absolut ok, at man tager til genmæle, og det ville nok klæde det sædvanlige hylekor at huske på, at alting har mindst to sider, hvorfor kritikløst blot at "holde med" den ansatte ikke virker voldsomt kvalificeret.

Min fornemmelse er, at jeg - sammen med de fleste her - dybest set ikke aner, hvad der konkret er foregået og derfor bygger deres mening på 2-3 håndskilder.....