Klumme

Road Show

Tag på rundfart med ’Sødt sagt’. Får du ringen for ørerne, så trøst dig med, at det går over igen
Tag på rundfart med ’Sødt sagt’. Får du ringen for ørerne, så trøst dig med, at det går over igen
24. februar 2012

Så er det vist godt med den ring. Ja, dén! Ikke et ord mere om den, der er så mange andre ringe, vi kan snakke om, Nibelungens Ring, L.A. Ring – glimrende maler – Amalie Skrams Constance Ring – glimrende roman – for slet ikke at tale om Hamsuns Ringen sluttet, eller Ringenes herre og Hvem ringer klokkerne for. Der er Asatrofællesskabet Odins Ring og desforuden ringduer, ringridning, bokseringe og intimringe. Det er ikke så ringe endda. Ring them bells, ye heathen!

Og hænger du stadig med næbbet og synes, det ser sort ud, så er nok fordi du kigger nedad, men også her kan du bare ringe, for »er gulvet grim og skummel, så ring til Hummel.« Op med hovedet! Tænk på, at Danmark har vundet hele to sølvbjørne i denne uge. Eller hvis vi skal blive detaljerede: Filminstruktøren Nicolai Arcel, manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg og skuespillereleven Mikkel Boe Følsgaard har vundet dem. To sølvbjørne på Berlinalen! Én for bedste manuskript og én for bedste mandlige skuespiller. Men det smitter da klædeligt af på alle os andre danskere.

Hvad hjælper det på trængsel og røg og møg, spørger du, og det gør det selvfølgelig heller ikke, men det er da en trøst og opmuntring. Især når Danmarks herrehåndboldhold er blevet så uforskammet dårligt seedet til OL i London. Kun som nummer ni ud af 12.

Bank

Nå for søren, gjorde jeg dig nu ked af det igen, det var ikke meningen! Men det kan jo være, at de banker dem alle sammen alligevel, det har vi da set før.

Og mens vi er i det optimistiske hjørne, så skal også al bankning i Pakistan for fremtiden foregå på sportsarenaer og lignende steder. Man har nemlig vedtaget en indskrænkning i bankeretten. Pakistan har fået en lov, der forbyder mænd at banke deres koner og børn, ja, de må ikke engang alliere sig med banken: Indskrænkningen af pakistanske husbønders revselsesret udstrækkes til bankkontoen, som de ikke må spærre og derved nægte deres kone midler til livets opretholdelse. Hidtil har myndighederne ikke kunnet gribe ind, blot bankningen foregik i privatsfæren, nu koster det en bøde svarende til mindst 6.000 gode danske kroner samt et halvt år bag tremmer, hvis man banker løs. Og pakistanske fængsler er ikke spor sjove, kan jeg godt fortælle dig.

Civilisation

Men hov stop, jeg vil ikke høre noget om middelalderlige, muslimske lande. Så længe har vi nemlig heller ikke haft grund til at være stolte af Danmark. Det var først i 1921, at husbondens ret til at banke konen og tyendet blev ophævet. Det var først i 1967, at det såkaldte Spanskrørscirkulære blev ophævet, så der kom forbud mod, at skolelærerne bankede børnene, og først i 1997, for kun 15 år siden, blev det forbudt overhovedet at slå på børn.

Og så skal jeg helt undlade at komme ind på, hvordan danskerne opførte sig over for den tyske læge Struensee dengang i 1772, hvor han havde forsøgt uden brug af vold at banke lidt oplysning ind i knolden på danskerne. Det har Arcel og co. åbenbart redegjort fortræffeligt for.

Desuden: Hvis pakistansk revselsesret hidtil har befundet sig i middelalderen, så foregår deres fremskridt jo hurtigere end hos os. Men det vidtrækkende perspektiv i den nye pakistanske lov er, at den er et af den slags fremskridt, der fører verden frem mod et højere civilisatorisk stade. En civilisation skal som bekendt måles på, hvordan kvinder, børn og svage borgere behandles. Respekt til de pakistanske politikere.

Glemslen

Så fremad går det, om det så skal være i trillekø, og fortiden synker så småt, så småt tilbage i glemslen. Det må det 97 år gamle Konservative Folkeparti sande. Søndagsavisen har fået lavet en meningsmåling, og ifølge den tror 26 procent af danskerne, at partiet inden for de næste ti år dykker under spærregrænsen. De skal såmænd nok have ret. Hvad, de øvrige 74 procent forestiller sig, henligger i det dunkle, men partiets bitre skæbne er, at det gør dets vælgere også i stigende grad, nemlig i en kiste på en kirkegård. Gud, konge og fædreland gå under jorden.

I disse for trafikken så nervepirrende tider var det pudsigt nok netop et trafikalt problem, der i denne uge for 15 år siden satte gang i partiets deroute. Det var nemlig den 20. februar 1997, klokken 01.47, at De Konservatives daværende partiformand Hans Engell ramte en betonklods på Helsingørmotorvejen. Dengang havde de konservative 27 mandater, siden har de kørt i modvind, og i dag er de nede på 2,6 procent af stemmerne. Yderligere 0,7 procent ned, og de ryger ud af Folketinget. RIP.

Ringen sluttet

Ønsket skal ligeledes lyde for Sødt sagts anden skuespiller i denne omgang, nemlig Charlie Chaplin, hvis herkomst er blevet draget i tvivl, efter FBI i denne uge har frigivet sagsmapper fra sine arkiver om rige og berømte i USA. Chaplin var – surprise – registreret for kommunistsympatier, men det er ikke det interessante. Det er det derimod, at også Chaplin måske var on the road. I virkeligheden søn af en sigøjnerdronning med efternavnet Hill, der rejste rundt med sin vogn. Et brev fra en vis Jack Hill, som Chaplin omhyggeligt gemte hele livet, tyder på det. Måske er det derfor, vi ser ham vandre ud ad landevejen på filmens sidste billede. Ringen sluttet!

Men Charlie: For os vil du altid være Chaplin. RIP.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

der synes på information.dk nu at være kommet nogle der udforder hele information.dk 's paradigme, ( sidr ),
nu er der nemlig kommet nogle som hævder:

omend verden næppe er kun god,
så er verden også god.

er det paradigmeskift
( sidrskifte ) forårsaget af at sf''ere er kommet i regering?