Sjælens kemokur slår dig ihjel

Hvis du er ung og bliver ramt af en alvorlig psykisk sygdom, dør du sandsynligvis 20 år tidligere end dine raske jævnaldrende. Det viser en stor nordisk undersøgelse af overdødeligheden blandt psykiatriske patienter. Skønt de chokerende tal allerede blev offentliggjort i januar 2010, har der været begrænset fokus på problemet
6. februar 2012

Selvmord tegner sig for en del af de tidlige dødsfald — og psykisk sygdom er én af de hyppigste årsager til selvmord.

Men det er ikke selvmord alene, der er skyld i den drastiske overdødelighed blandt psykisk syge. Efter min mening er behandlingen i mange tilfælde den største synder, og nogle læger undgår behændigt at oplyse psykisk syge og deres pårørende om risikoen. Tænk, hvis patienten nægter at tage medicinen og dermed overbelaster samfundet, fordi hun ikke bliver rask på ’normeret’ tid.

Besparelser i psykiatrien og nedlæggelsen af de fleste sengepladser gør, at lægerne billedlig talt ’fjernstyrer’ patienter med stærk antipsykotisk medicin. Jeg har fået flere af den slags præparater uden nogensinde at have været psykotisk.

Mange bivirkninger

Stort set alle former for psykofarmaka har svære bivirkninger: voldsom vægtøgning, stofskiftesygdomme, nyre- og leverpåvirkning, diabetes, hjerteproblemer, fysisk og psykisk afhængighed, ulidelige ophørssymptomer, søvnløshed, mareridt, hovedpine, kvalme, udslæt samt kroniske senfølger, som ufrivillige bevægelser, spastiske lammelser og parkinsonisme.

Bivirkninger, som nok fremgår af de indlægssedler, der følger med selve medicinen, men psykisk syge læser sjældent indlægssedler.

Jeg fik diagnosen maniodepressiv sygdom (i dag bipolar lidelse) for 38 år siden og har været i livslang behandling, fortrinsvis med antidepressiva, antipsykotisk medicin og serier af elektrochok, som — i stedet for at bringe mig tilbage til livet — invaliderede mig, så jeg ikke var i stand til at arbejde.

Jeg tåler ikke længere medicinen. Lever, nyrer og stofskifte er ødelagt, og jeg klarer mig nu med lavest mulige dosis af et stemningsstabiliserende stof, som gør det muligt at fungere på et beskedent niveau. Hverdagen er en linedans med afgrunde til begge sider og frygten for tidlig død præger tilværelsen.

Elektrochok og selvmord

Min far og søster havde også bipolar lidelse. Fælles for dem var, at de ikke tålte medicinen, og derfor var forsvarsløse over for sygdommen.

De fik ikke tilbudt andet alternativ til behandlingen end elektrochok, som ikke hjalp dem, men tværtimod slettede store dele af deres hukommelse. De følte sig ydmygede over at miste sig selv, skammede sig over ikke at kunne arbejde. Begge begik selvmord.

Politikernes krav om, at unge med psykiske sygdomme pinedød skal kostes ud på arbejdsmarkedet øger efter min mening psykiaternes iver efter at medicinere og give elektriske stød, i forsøget på hurtigst muligt at ’normalisere’ de unge, så de passer ind på arbejdspladserne. Men mange unge gennemgår et helvede med at kunne tåle medicinen, og de ulidelige bivirkninger får dem til at opgive behandlingen.

Ingen penge til terapi

Kognitiv psykoterapi, som har dokumenteret varig effekt på psykiske lidelser, tilbydes kun i begrænset omfang, fordi psykiatriens ressourcer er knappe.

Jeg efterlyser eftertrykkeligt informeret samtykke — en opsøgende og indgående information om behandlingens fordele og ulemper, virkninger og bivirkninger, som det er gængs praksis på det somatiske område.

Oplysning er en mangelvare i psykiatrien, og det medfører umyndiggørelse. Vi mister retten til at bestemme over egen krop — og hjerne. Vores klager over bivirkninger skal tages alvorligt, så livstruende tilstande kan forebygges. Psykiatrien har tradition for at betragte patienterne som ’subjektive’, mens psykiateren er ’objektiv’, og visse læger mener at vide, hvad der er bedst for patienten (som jo mangler dømmekraft og er ude af stand til at træffe realistiske beslutninger).

Derfor lytter lægen ikke, derfor begås der så mange fejl, derfor dør vi psykiatriske patienter alt for tidligt.

En krølle på historien er, at psykiaterne ikke oplyser mandlige patienter om, at en almindelig bivirkning ved antipsykotisk medicin er kemisk kastration. Det samme gælder for kvinder, men er knap så synligt.

Unge mænd bliver slemt forskrækkede, når de mister evnen til at få rejsning, og holder op med at tage medicinen. De kunne måske hjælpes på anden måde, hvis lægerne turde være åbne om skyggesiderne ved den ensidige behandling med psykofarmaka og elektrochok. Samt være lydhøre over for vores og vore pårørendes bekymringer og parate til at begrænse brugen af stærk medicin og elektriske stød mest muligt.

Sjælens kemokur er et — ofte livslangt — og livstruende bekendtskab.

Hanne Sloth er journalist og har levet med en psykiatrisk diagnose i 38 år

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Doris Møller

Tak til Hanne Sloth for at bringe denne kommentar, som giver et noget anderledes perspektiv på psykisk sygdom, end vi har set i den seneste tid her i Information.

Jeg tænker selvfølgelig på de kronikker, der har været bragt af Ole Thyssen og Frej Prahl, og på den åbenbart omsiggribende tendens i nutiden til at betragte sygdom og arbejdsløshed under ét og opfatte begge dele som forårsaget af enten manglende kompetence eller manglende vilje til at arbejde.

Jeg citerer fra Frej Dahls kronik: ”Depression er blevet en populær undskyldning for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen hjælpes på vej af de diagnoseglade læger og et stærkt sygdomsfællesskab, som giver den enkelte frihed til at slippe ansvaret for sig selv.”

http://www.information.dk/291615

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan nogen kan forestille sig, at det skulle være attraktivt at være i Hanne Sloths situation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Politisk bliver det regnet som ”omsorg” at piske psykisk syge til at blive arbejdsparate og om nødvendigt at tvinge dem til medicinering. Kan man få dem så vidt, at de flyttes fra sygedagpenge eller førtidspension hen i arbejdsløshedskøen, føler samtlige politikere med et enkelt partis undtagelse (Ø), at man har gjort sin pligt i humanitetens navn, ved ikke bare at overlade de psykisk syge til sig selv og offentlig forsørgelse.

Der er også et væsentligt økonomisk incitament ved at få folk over i arbejdsløshedskøen; for hvis de har en partner, som så kan denne overtage forsørgelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

I forlængelse af Dorris Møllers indlæg, kan følgende citat fra Thyssens artikel om det svigtede menneske bringes i erindring:

"Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod."
http://www.information.dk/285014

Kontrasten til Hanne Sloths virkelighed er vist til at tage og føle på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christina Jensen

Psykiatrien i Dk er jo bare fuldstændig underprioriteret i forhold til resten af sundhedsvæsenet.
Er danskerne trætte af lange ventetider på skadestuen?
tja, så prøv at få en psykisk sygdom, og du skal se at der kan gå år før der overhovedet bliver tilbudt noget. Psykiatrien i dk mere end halter, den er rådden. Taler desværre af erfaring.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Hanne Sloth: Tak for denne alvorlige og meget personlige kommentar. Jeg har aldrig været ramt af de problemer, du beskriver, kun fulgt dem på afstand, og det har gennem alle årene været et problemområde.
For et par menneskealdre siden bortvalgte Danmark terapivejen til fordel for medicinvejen.
Det nuværende samfundssystem kan ikke helbrede de sygdomme, det selv skaber. Så længe profit har højeste prioritet, vil vores velbefindende ligge i den laveste ende af skalaen. I hver eneste familie er der en, der lider, så det kan kun være vores kynisme, der forhindrer et mere menneskevenligt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

I det hele taget er benævnelsen 'svage mennesker' et kæmpe problem i den herskende debat-terminologi.
For er det så i modsætning til 'stærke' mennesker - dem som aldrig bliver arbejdsløse eller har problemer med helbredet?
Helt ærligt.

Hvad med at kalde tingene ved deres rette navn: 'mennesker som har et reelt problem og behøver hjælp fra deres medmennesker?'

Det er jo for fanden evnen til at hjælpe hinanden og samarbejde, der hidtil har gjort os til en evolutionær succes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil Edelgart

Ole Thyssen er ikke værd at lytte på i nogen sammenhæng, det er fuldstændig tydeligt fra hans skriverier, at han ikke har det mindste indblik i eller erfaring med hverken kontanthjælpssystemet eller psykiatrien.

For hver krone, der går til somatisk behandling, går der under 25 øre til psykiatrien, og der kan som pointeret ovenfor gå langt over et år, før man får plads i et behandlingstilbud. I mellemtiden kan en psykisk syg få lov til at gå og passe sig selv på den lavest mulige overførselsydelse, måske i kontakt med løbende udskiftet sagsbehandlere, som ingen forstand har på problemet alligevel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Hvorfor blande Ole Thyssen ind i denne tråd, som han intet har at gøre med?

Og hvis der er en sammenhæng overhovedet - så er det i hvertfald ikke i form af en modsætning.

Det eneste, man kan konkludere af denne artikel er, at den medicinske behandling af pykiske lidelser er intet mindre end skandaløs. Hele denne industri er, ret beset, blot en legaliseret form for Pusher-virksomhed.

Pusheren, der sælger sit heroin, og tilbyder narkomanen lindring og bedøvelse for sine mentale og fysiske smerter, gør i praksis det samme som lægen - han skaber og fastholder en meneskeskæbne i livslang fornedrelse og afhængighed.

Der er kun en række sociale konnotationer til forskel.

Hvad angår Ole Thyssen og hans påstand om brugen af diagnoser som alibi for at melde sig ud af arbejdsfællesskabet og få adgang til de offentlige kasser - så er der intet modsætningsforhold til det gruopvækkende etablerede behandlingsystems ynkelige tilbud til psykisk syge - hvor meget eller lidt syge, reelt eller påtaget, de måtte være.

Tværtimod. Begge dele er udtryk for den samme perverterede 'velfærdskultur', der er manisk optaget af at diagnostisere og medicinere sig ud af alle menneskelige problemer - og reelt har mistet alle visioner og ambitioner om at hjælpe mennesker tilbage til et ordentligt og sundt liv.

Velfærd i dette værdisystem betyder: Nultolerance overfor eksistentiel lidelse.

En diagnose, livslang medicinering og livslang forsørgelse - og et samfundsproblem mindre. Man har fået skabt en kronisk patient, der er tilstrækkeligt bedøvet til ikke at gøre yderligere vrøvl. Man har muligvis fjernet en vis lidelse, men man har i samme omgang fjernet alle andre menneskelige følelser, suverænitet og værdighed.

Det er det nærmeste man kommer Eutanasi i et civiliseret samfund.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tue Romanow

Olivier Goulin

"Tværtimod. Begge dele er udtryk for den samme perverterede ‘velfærdskultur’, der er manisk optaget af at diagnostisere og medicinere sig ud af alle menneskelige problemer - og reelt har mistet alle visioner og ambitioner om at hjælpe mennesker tilbage til et ordentligt og sundt liv."

Definér venligst begrebet "et ordentligt og sundt liv". Set fra min side, ville det være nemmere at leve et "ordentligt og sundt liv", hvis man ikke af nærmest refleks-reaktion blev betragtet som nasser, arbejdssky, klynker og hvad der nu ellers florerer af spændende udtryk for psykisk syge førtidspensionister. Mener du, at psykiske lidelser IKKE kan være kroniske? Det er muligt, at jeg misforstår dit indlæg, men du skal være ganske velkommen til at uddybe...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Munch-Holbek

Det er en pengemaskine. Hvis folk f.eks. vil tjene nogle hurtige penge gælder det om at påstå, at noget hjælper mod en sygdom, selv om det måske gør ondt værre og påfører millioner af de allersvageste, mest sårbare, mest skrøbelige, mest følsomme individer af den menneskelige familie ufattelig lidelse, sorg og død.
Se hvordan det er lykkedes hårdkogte business-mænd og sociopatiske doktorer og "forskere", at markedsføre ekstremt livskvalitet-reducerende og livslængde-reducerende non-medicin til patientgrupper, som enten ikke kan sige fra, eller hvor staten, myndighederne kan bestemme over dem: demente og ældre på plejehjem, udviklingshæmmede og sindslidende på hospitaler og institutioner.
Der er (reelt) tale om en billion(i danske kroner)-industri, som overgår våbenindustrien i omsætning og påfører mennesker og samfund ufattelige omkostninger. Selv fik jeg i 8-10 år det anti-psykotiske præparat zyprexa til 2-3.000 kr./månedligt, som intet gjorde andet end at gøre mig total uarbejdsdygtig og koste mig 22 indlæggelser på hjerte-medicinske afdelinger + et utal af ambulance-kørsler og skadestuebesøg. Jeg blev fuldstændig inaktiv af medicnen, fik hormonelle forstyrrelser og udviklede bl.a. bryster, og gloede tomt ud i luften fra en sofa og tog 30 kg. på, og udviklede begyndende sukkersyge, som kun indædt livsvilje og kampstyrke holdt fra døren.
Med til historien hører, at det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly, som fremstiller zyprexa også producerer sukkersyge-medicin, og er konkurrent til Novo Nordisk. Mange af Eli Lilly's "kunder" (hvilket jo i denne forbindelse er helt forkert "markedsbetegnelse", da det netop er føromtalte patientgrupper eller "statsjunkier") udviklede en særdeles kraftig diabetes af medicinen, som de så skulle have Eli Lilly's sukkersyge-medicin imod!
Med til historien hører også, at Eli Lilly lobbyede ihærdigt for indførelsen af skrappere love i de amerikanske delstater, der skulle give myndigheder ekstra magt til at tvangsmedicinere borgere også ude i private hjem med Eli Lilly's anti-psykotiske medicin. Og at præsident Bush havde store aktie-poster i Eli Lilly. Nu skal jeg passe på ikke at lyde konspiratorisk - det kunne måske koste mig en sprøjte med Eli Lilly's medicin :-).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Haastrup

Tak, indelig tak til Hanne Sloth for at fremstille sin personlige rystende beretning her.

Ligeledes stor tak til og respekt for Information, som i den sidste tid mere og mere bringer artikler som demaskerer det, som Dr. Rath (se mit link nedenfor) kalder 'århundredets største svindel-nummer'

Beder Information om lave en opsamlingsside med samtlige links til alt, som omhandler medicinal-firmaerne. Og evt også artikler som omhandler alternative løsninger.

Det være sagt, må så ikke misforståes som nogen som bruger medicin til tju hej at hoppe af, men konsultere nogen pålidelige, som kan støtte en evt gravis afgiftning. Som altså støtter dig i at blive medicinfri, men som også har forstand på hvordan en nedtrapning skal ske og kan støtte dig i alternative midler (Feks Gin-seng som jeg har nævnt det i mine kommentaterer - se nedenfor.)

Jeg skal understrege vigtigheden af det sidste med en lille beretning. Jeg kom til at tale med en som tilsyneladende følte sig plaget af sin medicin og jeg nævnte at afgiftning var en mulighed.

Næste gang jeg talte med vedkommende var personen livsvarigt invalideret på bege ben, fordi vedkommende pludselig fik lyst til at springe ud ad vinduet fra 4. sal. - Som direkte resultat af en 'kold tyrker' = akut ophør med at tage sin medicin.

Lad det stå som en manende advarsel. Konsulter proffessionelle, som du har tillid til, som vil støtte dig i en afgiftning - og gå udenom dem som vil fastholde dig i dit skadelige medicinforbrug for livstid. Men hop aldrig af fra, fra den ene dag til den anden. Tal med nogen om det, som vil støtte dig i at blive medicinfri. Som ikke fordømmer eller kritiserer dig eller fastholder dig i en diagnose som du ikke længere vil acceptere.

Bemærk også udtrykkeligt, at jeg ikke er læge og således kun udtaler mig på baggrund af egne personlige erfaringer.

Men der er andre løsninger. Og der er alternativer til kunstig og syntetisk psykofarmika. Og det er muligt at blive stoffri og måske begynde at bruge nogen andre mildere midler og hvad ved jeg.

Jeg er rystet over Hanne Sloths omtale af elektrochok - Jeg troede i min naivitet vi var nået længere siden filmen "Gøgereden".

Se iøvrigt også Filmatiseringen, efter Janet Frames selvbiografiske triologi, døbt "En engel ved mit bord". Hun fik også adskillige elektro-chock behandlinger.

Af andre relevante film kan jeg anbefale "At kende sandheden" Af den dansk hyldede instruktør Nils Malmros + Lars Von Triers "Riget" + "A beautifull mind" om en nobelprismodtager, som klarede sig igennem uden medicin, diagnosticeret og 'fanget' som paranoid skizofren.

Linksamling:

'"Mennesket som diagnose"
'Børnepsykiateren Maurice Corcos ad-varer i et essay mod et uvidenskabeligt psykiatrisk diagnosesystem, der stærkt hjulpet på vej af medicinalindustrien er ved at reducere børn og voksne til kemi' :

http://www.information.dk/291106

Se også artiklen http://www.information.dk/287486

: “Medicinalindustrien tjener formuer på at skabe tvivl”

‘Når forskere finder bivirkninger ved medicin, prøver medicinalindustrien ofte at så tvivl om resultatet. Dermed holder de liv i myten om, at ’forskere er uenige’ for fortsat at sælge den tvivlsomme medicin. Taberne er de mennesker, der skal leve med bivirkningerne’

Opmærksomheden henledes på flere links i mine kommentarer under ovenstående artikler - Specielt fremhæves linket igen her til Dr. Raths artikel 'Folket Program/Business with disease'

http://www.laleva.cc/dk/rath_042003dk.html

"Forbruget af psykofarmaka eksploderer i USA"
'Flere og flere voksne amerikanere benytter sig af antidepressiver og bruger medicin, der er udviklet til børn, som lider af ADHD. Eksperter taler om en udvikling helt ude af kontrol, der også kan ses i andre lande som f.eks. Danmark'

http://www.information.dk/289072

Jeg henviser yderligere til mine alternative kommentar 4. februar 2012 kl. 23:21 - 4. februar 2012 kl. 23:31 under artiklen :
"Lykkepiller kan skade gravides fostre"
'Nye sager vælter frem om alvorlige bivirkninger ved gravides brug af lykkepiller. Lægeformand er bekymret.'

http://www.information.dk/telegram/292462#comment-508358

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Munch-Holbek

Det er farligt med pludseligt ophør med neuroleptika, da der kan opstå voldsomme bivirkninger og hjerneskader, hvilket overlæge og psykiater på Nordvang Jytte Willadsen beskrev allerede i 1986 og i bogen "Din og min psykiatri". Se også tidl. skizofreni-rådgiver for NIMH psykiater og forfatter Peter R. Breggin's hjemmeside: http://www.breggin.com/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian  Sørensen

Jeg havde en nabo, der hed Otto Sloth, mon Hanne Sloth er en slægtning af ham ? Han var Maniodepressiv, men han fik hjælp af vores læge, Dr Lund. Når Otto havde travlt, var han i manic mode, han kunne arbejde som bare pokker. Men så snart han prøvede at slappe, kom han i depressiv mode. Så lægen fik ham ind i en klub, hvor man arbejdede med samfumdsproblemer, og i den klub var der altid masser at lave. Så når otto ikke havde nok at lave derhjemme (hab var landmand), så kørte han ind til klubben og kom i gang.
Jeg var til hans 80 års fødselsdag, og han var i fin form. Kristian Sørensen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Doris Møller

Til Olivier Goulin:

Du spørger: ”Hvorfor blande Ole Thyssen ind i denne tråd, som han intet har at gøre med?”

Da det er mig, der har bragt Ole Thyssen (og Frej Prahl) ind i debatten her, så skal jeg forklare hvorfor:

Sagen er, at begge de herrer i deres skriverier bagatelliserer sygdommen depression. I deres fremstilling er der i virkeligheden tale om noget ganske normalt, som emsige læger og socialarbejdere sygeliggør, for at disse læger og socialarbejdere selv kan have et levebrød, med den konsekvens at mennesker, der i virkeligheden ikke fejler noget, kan slippe for at arbejde, så de herefter kan træde ind i attraktive fællesskaber af syge.

Du mener ikke, at der er et modsætningsforhold mellem, hvad Hanne Sloth skriver, og hvad Ole Thyssen skriver. Du ser tværtimod et lighedspunkt, nemlig at det hos begge skulle være velfærdsstaten, der har skylden.

Jeg kan godt se, at du kan have en pointe her, i den udstrækning hvor medicin faktisk gør folk mere syge. Men det er vel ikke velfærdsstatens skyld, at visse former for medicin og især visse former for psykofarmaka har katastrofale virkninger. Det skyldes vel snarere en forfejlet lægevidenskabelig grundopfattelse, nemlig den såkaldte ”apparatfejl-model”.

Desuden virker velfærdsstatens regler om, at syge skal arbejde (i form af arbejdsprøvning og aktivering) selvfølgelig også som en hindring for helbredelse. Så jo, du har en pointe. Men nok ikke på den måde, du forestiller dig.

Sådan som jeg ser på det, er Hanne Sloths kommentar er et vigtigt MODBILLEDE til Ole Thyssens og Frej Prahls skildringer af syge mennesker som nogen, der i virkeligheden bare ønsker at slippe for at arbejde, dovne folk med en slap karakter, altså folk, der bare burde tage sig sammen. Derfor er der et enormt modsætningsforhold mellem, hvad Hanne Sloth og Ole Thyssen skriver.

Jeg tror, at det er vigtigt, at seriøse mennesker som Hanne Sloth forklarer useriøse debattører - der i øvrigt tjener tykt på foredrag og bøger om syges påståede dårlige moral og slaphed - hvordan tingene faktisk hænger sammen:

Der er IKKE emsige læger, der pådutter folk diagnoser, bare for at have et levebrød. Lægerne gør deres bedste inden for de rammer, der findes. Men desværre er det bare ikke godt nok!

Kommunerne har IKKE emsige socialarbejdere, der lokker folk over på overførselsindkomst. Tværtimod er man virkelig dårligt stillet, hvis man bliver ramt af sygdom, fordi der er hærskarer af kommunalt ansatte, der påstår, at man i virkeligheden ikke fejler noget, og som i øvrigt er nødt til at følge reglerne og sende de syge i såkaldt arbejdsprøvning eller aktivering, således at de ikke får ro til at komme sig.

Der findes IKKE attraktive fællesskaber af syge, hvor de syge går og hygger sig. Patientforeninger så som Gigtforeningen, Hjerteforeningen og Depressionsforeningen er IKKE hyggeklubber, som Frej Prahl åbenbart forestiller sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Man forstår på debattørerne at det er på tide at tilstanden "mangel på empati" bliver udnævnt til at være den alvorligste psykiske sygdom på jorden.

Og noget er der om opfattelsen for tager man i betragtning hvor mange mennesker der dør årligt på hele kloden på grund af beslutninger og handlinger der tages og iværksættes af personer uden empati - ville et fornuftigt samfund placere disse dødsensfarlige empatiløse personer i samme sikrede celleafsnit som Breivik - (der iøvrigt sikkert snart helt berettiget lader sig udråbe til at være de empatiløse's konge)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Doris Møller

Til Kaspar Olsen

Det handler ikke om mangel på empati.

Det handler om at forholde sig seriøst til emnet!

Jeg tror, at de syge er ligeglade med empati, hvis bare de kunne få en ordentlig hjælp til at blive raske. Men det er da klart, at det ville gavne helbredelsen, hvis alvorligt syge mennesker ikke automatisk blev anset for at være snyltere, nassere, inkompetente eller svage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Doris Møller (9:53) - Nej - det handler om mangel på empati, når man ikke evner at sætte sig ind i andre menneskers situation og livsvilkår.

Som du måske forstår finder jag; at det helt afgjort er på høje tid, at netop denne overordentlig oversete psykiske lidelse “mangel på empati” med de ubegribeligt store samfunds-omkostninger kommer på diagnose-listen som den allerfarligste psykiske sygdom der findes.
For handler al udført humanitet i praksis; reelt om at redde liv her på jorden, bør alvorligt betænkes og indses at det oftest er empatiløse beslutninger og handlinger iværksat af netop “de empatiløse” der koster ufattelig mange menneske liv ud over hele kloden.
Da denne artikels fokus er på de dødsensfarlige kemokure behøves afgjort mennesker med netop empati og derfor sand seriøsitet for at kunne finde nye kure i stedet for de tydeligvis stærkt handicappende / invaliderende og ligefrem dræbede kemokure.

Personligt er jeg sikker på at "Det alternative" allerede nu kan løfte den opgave med succes; modsat de uhyggelige og med god grund kaldet livsfarlige kemokure.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Doris,

Jeg tror, du, i lighed med mange andre debattører herinde, dels lader jer provokerer lidt for meget af Ole Thyssens kulørte retorik, og, ikke mindst, tænker for kategorisk i enten/eller modsætninger.

Hanne Sloth og Ole Thyssen kan sagtens begge have ret på samme tid. De behandler faktisk to helt forskellige temaer, som kun på et dybere underliggende niveau, har rod i samme kulturgrundlag.

Naturligvis er der mennesker i dette land, der er indiskutabelt psykisk syge, og også i en grad, at de ikke egner sig til erhvervsarbejde.

Dette har jeg aldrig hørt Ole Thyssen benægte, og jeg har også svært ved at forestille mig, at han ville mene anderledes.
Men det er heller ikke denne gruppe, han skriver om. Hans kritik er møntet på den store gruppe af mennesker, som befinder sig indenfor, eller i udkanten måske, af det bredde segment af 'normale' mennesker, som af vidt forskellige grunde, føler ubehag ved at gå på arbejde, omgås andre mennesker, udsættes for krav og fordringer, etc. etc. Altsammen, hvad jeg vil kalde 'såre almene menneskelige vilkår, som kan behandles helt eller delvis med de rette midler.

Disse mennesker skal ikke, hverken af egen vilje, eller velfærdsstatslig mellemkomst, sygeliggøres, diagnosticeres og medicineres.

Det er her, at velfærdsstaten fejler monumentalt, og medicinalindustrien er en helt central medaktør i dette nederdrægtige system.

Det er jo, så vidt jeg ved, faktisk sådan, at får man en diagnose og bliver ordineret medicin, så er der et vis krav om at skulle tage medicinen for at opretholde krav på sociale ydelser (ret mig, om jeg tager fejl).

Og her har Hanne Sloth jo desværre fuldstændig ret i, at disse mennesker bliver forkrøblet af den psykofarmiske industri, dens lobby og lakajer, i form af læger - hvoraf mange sikkert selv er frustreret over forholdene.

Men udover denne gruppe af mennesker og deres særlige behandlingsproblem, er der, for mig at se, ingen tvivl om, at vi herhjemme, over tid har udviklet en klientkultur, med alle de karakteristika, Ole Thyssen nævner - og hvor alt for mange er endt på varig ydelse med en diagnose og efterfølgende medicinering; folk, som burde være hjulpet tilbage på sporet med en kombination af terapi og moderat beskæftigelse, og andre konstruktive tiltag, i modsætningen til den destruktive medicinering.

Jeg forstår ikke denne nærmest idiosynkratiske reaktion mod Ole Thyssens tanker, som han jo i øvrigt slet ikke står alene med længere, fra visse debattører herinde.

Jeg kan kun se den som en form for unuanceret automatreaktion mod de eventuelle, politiske konnotationer, hans idéer (måske) rummer. Men prøv at se bort fra dem, og forhold dig til det rent fænomenologiske indhold af hans observationer.

Jeg har i hvertfald ikke noget problem med at se rigtigheden i store dele af hans betragtninger, samtidigt med at jeg kan være uenig i hans konklusioner - og for den sags skyld være helt enig i, hvad Hanne Sloth skriver.

Alene det forhold, må vel være bevis for, at der ikke foreligger noget modsætningsforhold, i betydningen af et logisk enten/eller. Begge synspunkter er kompatible.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Ken Pedersen

Olivier:

Jeg har svært ved at forstå denne undren over at folk i diskussionen her forbinder Ole Thyssens udgydelser med Hanne Sloths (og folk som hendes) situation. Udgangspunktet er trods alt Hanne Sloths konkrete situation. Når man i DEN sammenhæng kommer bragende ind og siger at de skulle bare klippe håret o få sig et job i stedet for at konspirere med medicinindustrien om at udsuge staten, bør det ikke undre at der kommer en modreaktion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil Edelgart

@Oliver Goulin
Du og Thyssen har som sagt intet indblik i systemet. Passiv forsørgelse findes simpelthen ikke for kontanthjælpsmodtagere. Er du arbejdsduelig, skal du i arbejde eller aktivering, i uddannelse hvis du er under 25. Er du syg, skal du i behandling, altså terapi (tvangsmedicinering er ulovlig).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Som en klart lysende stjerne har denne artikel afsløret de dødsensfarlige kemokure.

Således har den afsløret selve Fanden med hans pumpestok / kanylesprøjte.

Kunne den nu også afsløre et par medicin- lobbyister "på overarbejde" kan man vel næppe forlange mere !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Der er altid nogen som i teorien kan udtale sig om, hvem der er syge nok til at få sygedagpenge, førtidspension m.v., og hvem der nok gerne ville have et arbejde og derfor er berettiget til kontanthjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. De kan også godt se at der nok er medicin og behandling der hjælper de syge.

Ovenpå denne indrømmelse, kommer der med usvigelig sikkerhed denne opfattelse:
”- Jamen der er mange (der bare nasser/simulerer)”.

De har sådan en slags indbygget mistænksomhedsanordning, og en, i egen opfattelse, evne til at vurdere syge og lediges gode/dårlige vilje til at ville forsørge sig selv.

UF! – Siger jeg bare.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Michaelsen

Den nuværende diskussion i medierne bærer præg af, at alt for mange har NUL forståelse for psykisk syges situation. Det er nærmest blevet til, at hvis man er på overførselsindkomst af psykiske grunde, så er det per definition fordi man (frit) vælger at nasse på samfundet!

Som om der ikke er nogen, der ikke KAN arbejde af psykiske grunde.

Mange menneskers selvfølelse og trivsel afhænger af, at de har et arbejde, og det er der så absolut ikke noget i vejen med, Det der er galt er, at man forsøger at gøre det til, at arbejde er det eneste der giver et menneske værdi. Som om det ikke har værdi i sig selv!

I et menneskeligt samfund er udgangspunktet, at det enkelte menneske har værdi i sig selv. Hvis et samfund er indrettet sådan, at det kun er dem der arbejder, der har værdi, og dem der ikke gør bliver ringeagtet - så er det eneste resultat menneskelig lidelse og øgede økonomiske omkostninger.

Det virkelige problem ligger i grænsefladen mellem dem der er ude af stand til at arbejde af psykiske grunde - og så dem der kun er PÅ VEJ til at blive det. For de sidstnævnte vil jeg mene, at systemet i alt for høj grad virker sådan, at den "hjælp" man får faktisk gør det mere sandsynligt, at man netop ender i gruppen af dem, der ikke KAN arbejde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Doris Møller

Til Olivier Goulin:

Noget af det, jeg bebrejder Ole Thyssen og co. er netop de unuancerede holdninger! Og det er jo ikke noget forsvar for den slags holdninger at sige, at der er flere, der er hoppet med på vognen, så som Henrik Dahl og Frej Prahl og sikkert mange andre, som jeg ikke kender til.

Du skriver, at du aldrig har hørt Ole Thyssen benægte, at der findes alvorligt syge, som behøver behandling. Nej, det har jeg heller ikke, for hans useriøse, provokerende udsagn om syge bliver jo altid fulgt af forsikringer om, at de virkeligt syge selvfølgelig skal have ordentlige vilkår.

Alligevel udtaler han sig nedladende, fordømmende, unuanceret og skråsikkert om syge mennesker.

Når jeg er så stærkt kritisk over for den slags holdninger, som Ole Thyssen repræsenterer, så er det jo, fordi der ikke er tale om objektive observationer, men holdninger, der bygger på fordomme, uvidenhed og nå, ja - som jeg tidligere har skrevet i disse debatter – idiosynkrasi!

Hvad angår depression, så er det jo vildt mærkeligt, at Ole Thyssen og Frej Prahl mener sig kvalificerede til at udtale sig om denne sygdom og påstå, at der skulle være tale om noget ganske normalt, som blot bliver sygeliggjort af velfærdsstaten.

Hvorfor mener Ole Thyssen og co. sig kvalificerede til at udtale sig om lige præcis sygdommen depression? Min påstand er – som før skrevet – at de selv har prøvet at være lidt deprimerede en formiddag eller så, og på grund af den sproglige lighed mellem ordet ”deprimeret” og ordet ”depression”, så tror de, at de ved noget om sygdommen depression.

Hanne Sloths kommentar giver et helt andet billede af, hvad depression er.

I øvrigt er det jo ganske mærkeligt, at store skikkelser i den danske kultur, som f.eks. Grundtvig og Kierkegaard siges at have lidt af depression, hvilket absolut ikke gjorde dem til undermennesker! Men i vore dage er det altså sådan, at Ole Thyssen og co. opfatter folk med diagnosen depression som mennesker, der med vilje har valgt at være syge, for at dække over deres inkompetence på arbejdsmarkedet. Sikke noget sludder!

Hvor ser du beviser for, at den påståede klientkultur findes? De erfaringer, jeg selv har med at være sygemeldt, og de erfaringer, jeg hører fra andre, taler for det absolut modsatte:

Det sociale system lider under nøjagtig de samme fordomme, som Ole Thyssen, og alene af den grund modarbejdes de syge, så det bliver sværere at blive rask!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

Ja, vi har sandeligt stort problem. Hvorfor har vi så lidt tid til hinanden - især dem, som har ondt i sjæle?.

Vi lever i et samfund, hvor det er vigtigere at haste afsted og quick-fixe problemerne, der opstår hos være kære børn. Aldrig har afstanden været større mellem forældre og børn. Børn har brug for TID og nærhed.

Alverdens terapi og medicin kan ikke kompensere for dette uden bivirkninger!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Det er en anden fejlslutning – at folk bliver psykisk syge, fordi der ikke er TID til at tage sig af dem. Sikke noget sludder!

De fleste har prøvet at være meget kede af det, og ligefrem i sort humør efter et dødsfald, en skilsmisse eller efter at være blevet fyret fra et arbejde, hvor man har været rigtig længe. Denne tilstand af nedtrykthed giver nogle mennesker den opfattelse, at de ved hvad en depression er, og ikke alene det, de ved også hvordan den skal behandles. Det er noget med at tage sig sammen og komme ”op på hesten igen”. Det er ofte de samme mennesker, der kan gå helt grassat ved tanken om alle de skattekroner, der bliver brugt på ”unødvendig” medicin til børn og voksne for i en fart at ”fixe” problemerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Det Hanne Sloth efterlyser er først og fremmest oplysning om bivirkningerne og f.eks. kognitiv psykoterapi (til dem dette virker på)og bedre ressourcer til de syge. Det er ikke noget der klares ved nærvær og omsorg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Almalthea Holmsson.
Tak for din ovenstående omadressering af dit indlæg fra 14:54.
Det skulle nødig hedde sig, at jeg på trods af mine skrevne ord er enig med hvem-somhelst om hvad-somhelst. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Doris

Jeg prøver igen.

Ole Thyssen er ikke nogen dum mand. Han ved sikkert lige så godt som os andre, at der er en gruppe psykisk syge førtidspensionister, som er reelt invaliderede og umulige at indsluse på arbejdsmarkedet.

Men statistikkerne taler deres tydelige sprog. Antallet af førtidspensionister, og navnlig de yngre, kan umuligt udelukkende bestå af denne gruppe. Den må nødvendigvis også omfatte en del mennesker fra en større periferi, som systemet har hjulpet ombord på vognen, mere eller mindre på klientens opfordring.

Dette kan kun lade sig gøre i et system, som er tilstrækkeligt 'lempeligt', og definerer sygdom tilstrækkeligt bredt. Man må ikke glemme, at der ikke eksisterer nogen nagelfast og objektiv definition på sygdom og normalitet; det er altid op til fagfolks skøn at stille en evt. diagnose, og navnlig på det psykiatriske område, er dette skøn meget subjektivt og relativt.

Og det er evident, at klassen af psykiske diagnoser er eksploderet i de seneste år; den er faktisk blevet så stor, at fagfolken er ved at miste overblikket, og stort set enhver anomali kan finde en faglig benævnelse.

Mange af de mennesker, som i dag får tilkendt førtidspension for deres psykiske gener og skavanker, ville i ethvert andet samfund, og før i tiden, være tvunget til at konfrontere og leve med deres gener, i fællesskabet, og måske ville denne fortsatte tilknytning til fællesskabet netop være vejen frem for dem.

Folk, der dømmes ude og opgives som unyttige og syge i en ung alder, vil være mest tilbøjelige til at gro fast i den identitet, hvor de måske ville være vokset fra problemet med tiden, hvis de var blevet stimuleret til at tage vare på sig selv.

Hvis jeg skal være lidt polemisk, så vil jeg hævde, at et menneske under 30, overhovedet ikke burde få en diagnose, eftersom man ikke endnu ikke er blevet helt voksen.

Unge mennesker kan lide af svære depressioner, lavt selvværd og ensomhed, som går over senere i livet. Det er ikke så unormalt. Det er det, jeg kalder almene eksistentielle livsvilkår. Dem skal man ikke sygeliggøre og medicinere imod.

Medicin bør være den allersidste udvej, hvis intet andet har hjulpet, og personens psykiske duelighed er svært reduceret, men først efter alt andet er prøvet, og personen må forventes at være gennem den almindelige personlighedsmodning.

For mig at se, er der faktisk et klart interessefællesskab mellem medicinal- og socialindustrien. De udgør et kompleks, der i et fællesskab og gensidigt afhængige, hjælper folk på kanten af 'det normale fællesskab' over i det parallelle fællesskab af ofre, patienter og klienter, umyndiggjorte og passiviserede: Diagnose -> medicinering->førtidspension->out of sight.

Og hvis vi endelig skal blive ved Ole Thyssen, så er hans pointe blot, at dette system ikke blot står klar til at hjælpe de 'værdigt trængende', som selvfølgeligt omfatter alle dem, I måtte kende - men også som en stor slamsuger (beklager metaforen) tager den del med, som virkeligt burde 'oppe' sig lidt - evt. med kompetent kjælp til selvhjælp fra alle andre dele af systemet end medicinalindustrien og deres læge-stråmænd.

Ole Thyssens påstand er, for at sætte det på spidsen, , at der findes værdigt trængende - men også en del ikke-værdigt trængende. Han kender ikke samtlige mennesker i Danmark på førtidspension, så han kan i sagens natur ikke udtale sig om, hvem eller hvor mange, der tilhører hver gruppe.

Ole Thyssens kritikere synes til gengæld at hævde, at der ikke findes uværdigt trængende: alle på førtidspension er værdigt trængende. De er stærkt psykisk medtagede, og der kan ikke stilles krav til dem.

Men kritikerne kender formentligt næsten lige så få førtidspensionister som Ole Thyssen, så deres påstand er stort set lige så udokumenteret, og i hvertfald klart mere radikal end Ole Thyssens.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil Edelgart

Når man tager i betragtning, hvor svært det i grunden er at blive tilkendt førtidspension - vi kan evt. pege på den berygtede Carina, som med sin svære angstlidelse er blevet syltet i kontanthjælpssystemet i 20(!) år - så vil jeg vove at påstå, at Thyssen ikke har det fjerneste begreb om, hvad han udtaler sig om. I værste fald argumenterer han i ond tro, hvilket selvfølgelig ikke er uhørt for en CBS-professor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Amalthea

Jeg tror landsbytosserne havde et meget bedre liv dengang, end vi tror - og bedre end mange førtidspensionister idag.

De forblev trods alt del af et fællesskab, som tog sig af dem.

Her kan historiebøgerne nok ikke lære os meget. Vi har en kronocentrisk tilgang til historisk forståelse, som er meget vanskelig at sætte sig ud over.

Der er ingen omsorg i hverken psykofarmaka eller førtidspension; det er en indslusning til afsondring, passivering og ensomhed - hvis man får pensionen for psykiske problemer.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Oliver Goulin

Dit debatniveau er så vidt min opfattelse da virkeligt nede og skabe bunden i valg af metaforer.
Faktisk i en sådan grad så man kommer til at tænke på regulært møgsprederi !

Med udtryk som i din sætning (fra 15:45) - "- - -så er hans pointe blot, at dette system ikke blot står klar til at hjælpe de ‘værdigt trængende’, som selvfølgeligt omfatter alle dem, I måtte kende - men også som en stor slamsuger (beklager metaforen) tager den del med, som virkeligt burde ‘oppe’ sig lidt.
Billedet er deprimerede mennesker på vej ind i Bistands-systemets slamsuger er virkeligt et ubehageligt valg af billede - især når betænkes, at deprimerede personer her kan læse sig således omtalt som "Føde" for en slamsuger !
Stækt kritisabelt !
Ved du egentlig hvad en slamsuger bruges til der ude i samfundet ? - Oliver Goulin
Og hvad har de deprimerede mennesker dog gjort dig ; for at de nu også skal finde sig i at du i et andet senere debatindlæg omtaler dem som "Landsbytosser".!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Kaspar,

Det var også derfor, jeg undskyldte metaforen i samme åndedrag - det var ikke nedladende ment. Det var bare en af de få -sugere, jeg kunne komme i tanke om. Jeg overvejede også 'støvsuger', men den syntes jeg var for lille, og 'myresluger' gik slet ikke.

Og vist lyder det ikke rart, men det er det system, det illustrerer, sandt for dyden, heller ikke.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Oliver Goulin 16:57 - din undskyldning er det rene nonsens.
Du kan bruge al den tid du vil på at skrive debatindlæg og der står ingen censor og tvinger dig til at bruge udtryk som "slamsuger" i en følsom debat for voksne mennesker.
Prøv at tilføje applikationen selvcensur til dit tastatur ! ! ! - (- som om det skulle hjælpe hvor der tydeligvis ikke er vilje)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Det er faktisk slet ikke så dårlig sammenligning med 'landsbytosserne', når det kommer til stykket.

En hel del af disse mennesker var sikkert slet ikke så tossede, men blot lidt afvigende; utilpassede ville vi sige idag. Men samfundsforholdende dengang var sådan, at de kunne absorberes og gøre nytte, i det omfang de formåede.

Deres pendant idag er marginaliseret og på medicin, enten overladt til sig selv, eller institutionaliseret.

Man skal ikke undervurdere vigtigheden af social accept og hjemhørighed, i forhold til at leve med psykiske problemer. Disse værdier er det fordringsløse og ekslluderende velfærdssamfund med til at stække; ikke alene, men sammen med andre faktorer.

/O

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Oliver Goulin skriver 17:12 - "Men samfundsforholdende dengang var sådan, at de (landsby-tosserne) kunne absorberes og gøre nytte, i det omfang de formåede.

Tror nu at min "diagnose" på din debat må blive, at du har set for mange Morten Korch film på TV-Charlie hvor Chr. Arhoff og Peter Malberg ofte giver den i rollen som gemytlige og fiffige, men nyttige "landsbytosser".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Jeg kan godt forstå vreden mod hr. Goulin, men han er ikke værd at hidse sig op over. Manden har et brutaliseret menneskesyn, og han har tydeligvis ikke det mindste begreb om hvad han udtaler sig om. Snart begynder han vel at drage sammenligninger med åndssvage i det der i dag hedder beboerfællesskaber.

Ham jeg kendte var både atomfysiker ved Risø, civilingeniør og lektor. Han var ikke det mindste ”unormal”, men han var maniodepressiv, ligesom hans mor og bedstemor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Munch-Holbek

Verdenssundhedsorganisationen W.H.O. har lavet en omfattende undersøgelse af helbredelsesprocenten og dødeligheden blandt psykisk syge i hele verden. W.H.O. fandt frem til, at efter 2 år var flere blevet raske og flere i live i Afrika, Indien og Sydamerika end i Nordamerika og Europa.
W.H.O. fandt undersøgelsens konklusion "underlig" og gentog undersøgelsen. Igen kom man frem til samme resultat. Efter 2 år er flere psykotiske og skizofrene og bipolarer/manio-depressive i live og raske i Afrika og Indien end i Nordamerika og Europa.
De eneste faktorer man mener kan tilskrives denne forskel er: psykofarmakaen i Europa og Nordamerika og social accept i U-landene

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars A. Bruun

Nazisterne udrydede de psykisk syge med gas.

Danske psykiatere bruger bare en metode der er længere tid om at virke.
Jeg mener ikke dermed at man skal undlade at bruge psykofarmaka, men man bør være langt mere forsigtig pga. bivirkningerne.
Forebyggelse af vægtstigning pga. psykofarmakaen, bør være en integreret del af den psykiatriske behandling.
For 18 år siden da jeg var i psykiatrisk behandling, fortalte jeg hvordan jeg tidligere havde taget på, men psykiaterne og det øvrige personale benægtede massivt at der var en sammenhæng mellem den medicinske behandling og vægtøgningen.
Når man så senere er svært overvægtig, lader samfundet en i stikken med problemet, man er pga. diagnosen, udelukket fra mange af de behandlingstilbud som andre borgere kan få.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Sloth

Lad mig forsøge at bringe debatten tilbage på sporet:

Psykiatrien i sin nuværende form har spillet fallit, vi er mange, der har betalt en høj pris som "lab rats" for medicinalindustrien og nu lever med svære senfølger at den barske behandling.

Vi må lære af historien og tage hånd om de mange unge liv, der står på spil .

Valget står mellem at fortsætte den ensidige biokemiske/elektriske behandling af alvorligt psykisk syge eller sadle om og investere i langsigtede løsninger, der måske ikke kan fremtrylle raske, velfungerende, højproduktive voksne, men sikre de unge et værdigt liv med ret til at bestemme, hvilken form for behandling, de foretrækker i kampen for at lindre den bundløse smerte, som en psykisk lidelse indebærer. Og det handler om lindring, for fuldstændig helbredelse er desværre sjældent mulig.

Hvis behandlingen skal lykkes, er der brug for en konstruktiv alliance mellem patient og behandler, gensidig tillid og tro på, at det er muligt at opnå bedring.

Kognitiv samtaleterapi har vist sig at være en effektiv og langtidsholdbar behandlingsmetode overfor mange forskellige psykiske lidelser og jeg vil opfordre politikerne til at granske dokumentationen. På lang sigt vil det blive langt billigere for samfundet at give de unge redskaber til at mestre deres sygdom, fremfor at bedøve, forgifte og invalidere folk med skrappe kemiske kure.

I øjeblikket er "recovery" tidens løsen i psykiatrien. Så vidt jeg forstår er filosofien, at man kan komme sig over en psykisk sygdom og i bedste fald blive fuldstændig rask og arbejdsdygtig. Desværre oplever jeg, at socialpsykiatri og jobcentre, i stedet for at give de unge tid og plads til at komme stærkt igen efter en langvaring sygdomepisode, bruger recoveryredskabet til at presse dem ud i projekter, som de slet ikke magter at tage del i. At lægge pres på sårbare unge, som er overfølsomme for stress, i forsøget på at fremskynde "helbredelsen", skubber dem blot tilbage i psykosen, forlænger lidelsen - som så igen behandles med stærk medicin og elektriske stød.

Giv de unge et reelt valg, bak dem op, når de ønsker at arbejde med sig selv og finde ind til de ressourcer, der er betingelsen for at opnå bedring - om ikke fuldstændig helbredelse.

Vi har alle noget at bidrage med.

anbefalede denne kommentar

Sider