Smæk til PET-kommissionens flertal

I dag udkommer en antologi, Politik, historie og jura, som har udgangspunkt i et seminar i 2010 på Det kgl. Bibliotek om PET-kommissionens beretning, arrangeret og domineret af PET-kommissionens medarbejdere.

Dette skal ikke være nogen anmeldelse, allerede af den grund at jeg bidrager til antologien. Som i øvrigt er lidt speciel derved, at PET-kommissionens repræsentanter har haft lejlighed til at læse og angribe kritikernes indlæg, mens kritikerne ikke har haft lejlighed til replik. Mine sure kommentarer i den anledning skal ikke tage plads her – de kan findes på information.dk.

Men udgivelsen kan være en god anledning til at trække de for demokratiet afgørende spørgsmål op, som PET’s virksomhed og beretningen aktualiserer. Dels i forhold til den enkelte borgers demokratiske rettigheder, dels i forhold til beslutnings- og kontrolmyndighederne. En principiel grænse for PET’s virksomhed i relation til den enkelte borger eller organisation kan nok kun trækkes ét sted: Det skal aldrig være tilladt at overvåge, registrere eller infiltrere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Altså netop den grænse, der blev trukket med den velkendte regeringserklæring af 1968.

Retfærdiggørelse

Jeg deler således ikke forargelsen over, at PET f.eks. holdt øje med forberedelserne til en ’faglig’ aktion, der skulle gå ud på at blokere adgangsvejene til Christiansborg forud for Folketingets åbning i 1985. Hvis ikke en efterretningstjeneste skal forsøge at beskytte de folkevalgtes adgang til den lovgivende forsamling, så ved jeg ikke, hvad den skal lave. Jeg kan også godtage, at der holdes øje med grupperinger, der med føje kan mistænkes for at ville forfølge politiske mål ved vold. Hvad dét angår: hellere én registrering for meget end én for lidt.

Kritikken her går mere på administrationen end på indholdet af bestemmelsen: PET’s interessefelt var stort set eenøjet rettet mod venstrefløjen, truslen indefra såvel som udefra var som påvist i beretningen og i andre Kold Krigs-undersøgelser stærkt overdrevet, der blev anvendt uvedkomne eller latterligt bagatelagtige forhold som legitimering for registrering også af lovlig politisk virksomhed, og der blev ikke så sjældent anvendt falske begrundelser for mistanken om voldelige hensigter.

Det kan ikke retfærdiggøres for at beskytte demokratiet.

Men en mindre gråzone er uundgåelig. Den vil der være forskellige politiske opfattelser af – det afgørende er derfor, at den er under betryggende kontrol. Og én ting kan ikke retfærdiggøres: At man ikke som i Norge efterfølgende har villet give oprejsning og indsigt til dem, som har fået deres borgerrettigheder krænket på et grundlag, som viste sig uberettiget.

Kortslutning

På samfundsplan, altså når det drejer sig om beslutnings- og kontrolmyndighederne, har kommissionsundersøgelsen klart dokumenteret, at registreringsforbudet af 1968 aldrig er efterlevet efter ordlyden. Hertil siger PET-kommissionen, at PET stort set alligevel har haft dækning for sin registreringspraksis, for man fulgte et hemmeligt notat fra Justitsministeriet, som i vidt omfang udhulede regeringserklæringen, og som offentligheden – og Folketinget! – først fik kendskab til med PET-kommissionens beretning i 2009.

Man skulle så umiddelbart tro, at Justitsministeriet og evt. regeringen pådrog sig et ansvar for at udhule registreringsforbudet; men nej, siger kommissionsflertallet, for regeringserklæringen var ikke retligt bindende. M.a.o. regeringen kunne uanset erklæringen gøre, hvad den ville.

Når skiftende justitsministere, som påvist af Ulrik Dahlin her i bladet, hele 26 gange uden mindste forbehold har garanteret Folketinget, at regeringserklæringen blev overholdt og garanteret af det særlige kontroludvalg (Wamberg-udvalget), så ligner det et eklatant brud på ministeransvarlighedsloven, som gør det strafbart at vildlede Folketinget, endda selv om det sker i god tro; men nej, siger kommissionsflertallet (uden at nævne loven), vildledningen er kun et politisk, ikke et juridisk problem.

Den hovedansvarlige for PET-kommissionens behandling af regeringserklæringen, Morten Heiberg (MH), skriver i den nye antologi: »Regeringserklæringen og notatet kan ikke læses uafhængigt af hinanden«.

Det er klart, især hvis man som MH og kommissionsflertallet ser det hele fra PET’s synspunkt. Så mangler han og flertallet blot at forholde sig til, hvordan offentligheden, for ikke at tale om Folketinget, for slet ikke at tale om Wamberg-udvalget, skulle kunne danne sig et retvisende billede af PET’s administration af regeringserklæringen, når de forholdes kendskab til notatet. Det er præcis dette demokratiske problem, det handler om.

Jeg havde fundet det i orden, hvis man havde gjort det hemmelige notat til selve regeringserklæringen i fuld åbenhed. Jeg ville have bekæmpet det, fordi det ville give mulighed for alt for vidtgående politisk registrering, men jeg er vant til at komme i mindretal – det er demokratiets vilkår. At man i stedet ’fortolker’ indholdet ud af regeringserklæringen i et hemmeligt notat, forhindrer det parlamentariske demokrati i at fungere. Det har kommissionsflertallet ikke haft mindste forståelse for. Kritik heraf er blevet afvist som aldeles ubegrundet.

Man kunne have forventet, at så kontroversielle og vidtrækkende konklusioner, som benyttes i kommissionsflertallets tretrinsargumentation for at blåstemple både PET, Justitsministeriet og de skiftende ministre, ville give anledning til en faglig debat. Der har så vidt vides kun været ét indlæg, nemlig en forfatningsretlig kommentar af ph.d. Pernille Boye Koch i Juristen, som til gengæld går lige til benet:

»Visse aspekter ved PET-kommissionens ræsonnementer baserer sig på forudsætninger, der i yderste konsekvens kan hive tæppet væk under det parlamentariske demokrati (…) Konsekvensen af at frakende regeringserklæringen retligt bindende virkning er således, … at man i realiteten kortslutter det parlamentariske demokrati«.

Kritik

Tilbage står, at Folketinget skal forholde sig til PET-kommissionens beretning. Det har taget Udvalget for Forretningsordenen to år at nå frem til den beretning, det afgav den 19. december 2011. Til gengæld er den grundig og forholder sig til de afgørende spørgsmål – i modsætning til den overfladiske behandling, tinget gav Kommissionsdomstolens rapport om FE i 1978, som man uden tanke for konsekvenserne blot tog ’til efterretning’.

Udvalgets beretning kunne have været skarpere, men er til gengæld afgivet i enighed. Og er på de afgørende punkter ikke til at tage fejl af: Man godtager ikke kommissionsflertallets opfattelse af, at registreringsforbudet ikke var retligt bindende, idet man finder det »kritisabelt, at regeringserklæringen af 30. september 1968 i visse tilfælde ikke er efterlevet.«

Man bekræfter ikke kommissionsflertallets udokumenterede påstand om, at Justitsministeriets hemmelige notat var godkendt af regeringen, men holder sig til ministeriets ansvar, idet man finder det »kritisabelt, at der med Justitsministeriets notat af 14. september 1968 blev skabt grundlaget for en registreringspraksis hos PET, som ikke var i overensstemmelse med en i offentligheden udbredt forståelse af regeringserklæringen«. Og man tager direkte afstand fra det synspunkt, at ministres vildledning af Folketinget kun er et politisk, ikke juridisk problem, idet man henviser til ministres oplysningspligt og fastslår, at »det er en fundamental del af det demokratiske parlamentariske system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion kan stille spørgsmål, og at regeringen leverer korrekte, rettidige og fyldestgørende svar«.

Dertil kommer, at udvalget finder »grund til at påpege skævheden«, idet beretningen »bygger især på kilder i PET … og … materiale, som de omtalte personer og organisationer og andre forskere ikke kan få adgang til«, at der derfor »ikke er tale om almindelig historisk forskning, der kan udsættes for kritisk gennemgang ud fra en kildekritisk tilgang«, og »at det samlede resultat især belyser PET’s opfattelse«.

Det turde alt i alt være forbehold, der nærmer sig forkastelse.

Preben Wilhjelm er lic. jur. og tidl. medlem af Folketinget