Kronik

Jeg tvivler – tror jeg nok

Danmark har altid været stolt af sin åndsfrihed. Men købmandslogik og ukritisk hyldest til individet levner paradoksalt nok mindre og mindre plads til det fritænkende individ. Overbevisningen om at man selv har ret, gør det svært at møde andre holdninger respektfuldt
Danskernes optagethed af burkaer og paraboler er et af tegnene på, at det danske frisind er under pres.

Danskernes optagethed af burkaer og paraboler er et af tegnene på, at det danske frisind er under pres.

Henning Bagger

Debat
29. februar 2012

Skal det være lovligt at oprette en nazistisk friskole i Danmark? Og skal den have statsstøtte til sin drift? I begge tilfælde ville svaret fra lovgivernes side have været ja, hvis vi går mere end seks år tilbage. I dag er svaret nej! Og er det ikke meget godt, at fællesskabet ikke skal tillade og støtte, at en så infam ideologi udbredes?

Jeg er enig i, at nazismen er infam, og at den overhovedet ikke fortjener udbredelse, men jeg betragter det som et meget klart og problematisk brud på dansk åndsfrihed og demokrati, at nazister eller andre, som ønsker en anden samfundsorden end demokratiet, ikke kan oprette deres skoler, og få tilskud til dem.

Åndsfriheden i Danmark har været under et voldsomt pres i de sidste 10 år til stor skade for den måde, vi har opfattet og praktiseret demokratiet på i mere end hundrede år. Den situation bør vi drøfte med hinanden. Som udspil til en sådan debat offentliggøres i dag teksten 21 teser om åndsfrihed, som er underskrevet af 92 mennesker fra vidt forskellige sammenhænge inden for det danske undervisnings-, kultur- og kirkeliv. Listen tæller bl.a. fra Niels Thomsen, forhenværende rektor for Præstehøjskolen, Erling Tiedemann, forhenværende formand for Etisk Råd og Henrik Wigh-Poulsen, domprovst ved Fyns Stif.

Mindretalsforståelse

Dansk demokrati har altid været nært forbundet med åndsfrihed. Der har været bred enighed om, at ingen kan fratage andre retten til at udtrykke deres mening om, hvad der er sandt og ret i samfundslivet og det enkelte menneskes liv.

Denne enighed har på samme tid været en mindretalsbeskyttelse og en måde at holde mulighederne åbne for fornyelse og inspiration, ved at man har kunnet se, hvorledes andre livsholdninger end flertallets kan gennemleves.

Forenklet kan man kalde en hovedlinje i dansk demokratisk tradition for mindretalsdemokratisk. Man har holdt fast ved, at sandheden om den rette forståelse af forhold vedrørende menneskeliv og samfundsliv ikke kan afgøres ved afstemning. Mindretallet eller endog den enkelte kan lige så vel have ret som flertallet.

Demokrati betyder naturligvis, at uenigheder til slut oftest må afgøres ved flertalsafgørelser. Men forståelsen af, at flertallet ikke nødvendigvis har ret, betyder, at mindretal skal have plads til at udtrykke deres forståelse og leve den ud.

På den baggrund blev der vedtaget love om forskellige samfundsforhold, der gav mindretal store rettigheder, og – lige så vigtigt – gav det ikke kun den formelle mulighed for, men også økonomisk og praktisk støtte til at gøre, hvad det fandt rigtigt.

Princippet om åndsfrihed blev båret frem af oplysningsfilosofferne og andre (f.eks. Grundtvig) gennem deres ønske om frigørelse af det enkelte menneske eller grupper af mennesker, og kravet om personlig frihed voksede – og vokser til stadighed i styrke.

Men hvis dette bestandige krav om større frihed for den enkelte og for de mange grupper med modstridende interesser skal være konstruktivt og samfundsopbyggende, er det nødvendigt, at det er båret af en fælles forståelse af åndsfrihed, hvor den enkeltes frihed tænkes tæt sammen med respekten for de andres frihed. Åndsfriheden vil derfor altid være udfordret, fordi et menneske eller en gruppe af mennesker nødvendigvis er udspændt mellem det, de selv vil, og respekten for, at andre vil noget helt andet.

’Noget for noget’-logik

Afstanden mellem de to poler (individet og fællesskabet) er vokset i takt med frigørelsens udvikling. Samfundets håndtering af denne frigørelsens dobbelthed bliver mere og mere vanskelig – og presset på åndsfriheden vokser.

I dag udfordres åndsfriheden også ved, at en ’købmandslogik’ breder sig til flere og flere samfundsområder. ’Noget-for-noget’ er et selvfølgeligt slogan. Der er ikke længere en almindelig, fælles forståelse for, at dansk demokrati skal være mindretalsdemokratisk, og at demokrati ikke nødvendigvis indebærer, at flertallet har eller skal have ret.

Det accepteres, at folk må have de synspunkter de vil, men synspunkterne må ikke ligge fællesskabet til last, hverken praktisk eller økonomisk – og i hvilken grad de gør det, afgør fællesskabet!

Vi hylder individet som aldrig før, men har samtidig svært ved for alvor at acceptere individualiteten – vores forskellighed.

Den herskende administrationstænkning i det det offentlige, New Public Management (NPM), er blevet et regime i forholdet mellem staten (fællesskabet) og borgeren (individet), og denne tænknings effektivitets- og nytteideal udtrykt bl.a. gennem idelige målinger og sammenligninger (benchmarking) gør individdyrkelsen til et spørgsmål om den enkeltes evne til at bidrage til samfundsøkonomien. Individualiteten fremhæves ikke for at styrke forskelligheden, men for at placere den enkelte i en konkurrencesituation, der til syvende og sidst har samfundsmæssig profitmaksimering som mål.

Subjektets forrang

Købmandslogikken og NPM parret med en bestandig understregning af det subjektives forrang i alle sammenhænge og et bestem pædagogisk-psykologisk ideal (’du er god nok’, ’du skal tro på dig selv’, ’du skal lære at lytte til dine egne behov’ osv.) opbygger en menneskesynsfigur, hvor tvivl er et svaghedstegn. Og når tvivl bliver en svaghed, bliver det vanskeligt at tro på, at andre eventuelt kan have ret.

I praksis viser denne figur sig f.eks. i forhold til Islams og muslimers tilstedeværelse i Danmark. I de seneste år har der blandt flere politikere været tanker om begrænsninger og kontrol, der ville have været et brud med åndsfriheden, hvis de var blevet gennemført. Jeg tænker f.eks. på forbud mod tørklæder, burka i det offentlige rum, badeforhæng, børns faste i folkeskolen og parabolantenner i ghettoområder.

At disse forslag ikke har kunnet samle tilstrækkelig politisk tilslutning, er glædeligt, men alligevel vidner fremsættelsen og den alvorlige drøftelse af forslagene om, at en del politikere og vælgere vægter andre hensyn højere end hensynet til åndsfriheden.

Også på skoleområdet er åndsfriheden under pres. Det viser sig f.eks. ved det tilsyn med fokus på frihed og folkestyre (’ekstremismetilsynet’) på de frie grundskoler, som blev indført i 2010. Fem skoler pr. år bliver over fem år udtaget til tjek af, om de i deres undervisning bidrager til at udbrede ekstremistiske (dvs. samfundsskadelige) synspunkter. Det har nemlig, som nævnt i indledningen, siden 2006 været forbudt at være imod demokrati og ligestilling. Er man det, bliver skolen lukket.

Lilleskolerne, som de fremstod i 1970’erne, ville ikke i dag kunne oprettes, fordi mange af dem dengang kun havde hån til overs for det borgerlige ’demokrati’ og ønskede radikale og revolutionære forandringer af det danske samfund.

Forståelse er afgørende

’Forskellighed er en styrke’, er et af mange kanoniske udsagn, der bruges i festtaler, når dansk åndsfrihed skal pudses af og promoveres. Det gælder også i de grundtvigske sammenhænge, jeg kommer fra, og denne italesættelse af tankerne om åndsfrihed skaber en forståelse af os selv som rummelige og accepterende over for forskellighed.

Arbejdet med de 21 teser om åndsfrihed har understreget for mig, at opbygningen af en sådan selvforståelse på grundlag af en bestemt livsopfattelse (fx politisk eller religiøs) er en tvetydig sag.

Lige så meningsfuldt og identitetsskabende det kan være at indfælde sig i en sammenhæng med en bestemt livsholdning, lige så ekskluderende kan en sådan sammenhæng blive. Det giver nemlig ikke mening at tale om bestemte sammenhænge uden at kunne afgrænse dem. Hvad falder inden for, og hvad gør ikke? Men i samme øjeblik man afgrænser, har man skabt problemet: dem og os. Hvordan man end vender og drejer det og giver andre den samme ret til at være udelukkende, er udelukkelse grundlæggende forskellig fra åndsfrihed. Selv en religions eller ideologis absolutte sandhed kan ikke retfærdiggøre eksklusion.

At vise åndsfrihed for alvor skal stå sin prøve, når man sætter sig i samme rum som folk med helt andre og uforståelige (!) opfattelser og vil arbejde sammen frem mod et fælles mål.

Naturligvis er det en nødvendig del af åndsfriheden at kunne modarbejde opfattelser, som er én ganske imod, men åndsfrihed må nødvendigvis indebære et forsøg på at opnå en forståelse af de andres synspunkter og holdninger. Jeg skal ikke acceptere deres opfattelser, men min kamp imod deres holdninger må ske på et respektfuldt og indfølende grundlag, og på samme tid være inkluderende og udelukkende. Det er svært og grænser til det umulige! Og det bliver det ikke mindst, hvis man tilslutter sig en absolut sandhed. Men spørgsmål om ånd, dvs. samfunds- og livsopfattelse, må altid have en tvivlsdimension. Et menneske, der aldrig tvivler på det, han anser for sandheden, kan ikke udvise åndsfrihed – tror jeg nok!

Thorstein Balle er seniorforsker og medlem af Grundtvig Forums styrelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja min forståelse rækker ikke til:

' jeg betragter det som et meget klart og problematisk brud på dansk åndsfrihed og demokrati, at nazister eller andre, som ønsker en anden samfundsorden end demokratiet, ikke kan oprette deres skoler, og få tilskud til dem.'

Tolerance og åndsfrihed må være gensidig hvis det overhovedet skal have en mening.
Vi bør ikke tolerere grupper eller synspunkter som vil afskaffe demokratiet, åndsfriheden og tolerancen
Ellers er der tale om 'lallehumanisme'

Carsten Hansen

Det er ganske tilladt at være nazist, men naturligvis kan/skal staten ikke økonomisk støtte en ideologi som er racistisk i sin grundsubstans.

Alle friskoler skal leve op til gældende love og regler i det danske samfund og skal følge undervisningsplaner/pensum.

Vil man undervise i at jorden er flad, at gud uomtvisteligt skabte mennesket; Eller vil man undervise i, at hvide mennesker er alle andre overlegne, så kan og skal der skrides ind.

Slige tåbeligheder må forældrene indoktrinere deres børn med; Det kan vi jo ikke forbyde !

@ Ole.

Du siger "Vi bør ikke tolerere grupper eller synspunkter som vil afskaffe demokratiet, åndsfriheden og tolerancen" og jeg er enig med dig.

Men hvad gør man så med de (mange på disse debatsider) som postulerer, at vi i virkeligheden ikke lever i et demokrati, og som med en kolossalt venstredrejet åndsbaggage, argumenterer for det man tidligere ville kalde "proletariatets diktatur"?

Med andre ord, inden vi er i stand til at blive enige om, hvad demokrati, åndsfrihed og tolerance indebærer, kan vi ikke rigtig komme videre ...

Thorstein Balle

Har bestemt nogle pointer, men at starte ud med nazismen, er sgu for stor en mundfuld og fordommene kommer til at overskygge billedet.

@Niklas: Du har ret i at det kan være svært at trække grænsen
Et er hvad man selv kan tolerere noget andet er hvad det offentlige kan/bør understøtte

Demokratikritik er velkommen hvis udgangpunktet er ønsket om et bedre et sandere demokrati og ikke ønsket om demokraties afskaffelse.

Åndsfrihed er for mig at se at man anderkender andres ret til selvstændigt at danne deres egen opfattelse af verdnen - at man ikke prøver at påtvinge andre ens egne opfattelser
Hvilket ikke er det samme som at 'alt er lige godt og sandt'
Som demokrat må man kæmpe for sin overbevisning samtidig med man acceptere andres ret til at mene noget andet

Det må så også betyde at man ikke bør tolerere holdninger som modarbejder denne åndsfrihed

og det kan aldrig være statens opgave økonomisk at støtte de holdningers udbredelse
Demokratiet må have lov til at beskytte sig selv mod den slags

Tue Christoffersen

Jeg ved godt, at der specifikt nævnes friskoler i forhold til nazismen, men nu er det jo sådan at vi har foreningsfrihed indskrevet i vores grundlov og derfor kan du være så meget nazist som du ønsker. At man ikke deler holdningen er ikke en grund til ikke at støtte det, da det vil være et direkte brud på de demokratiske værdier ligegyldigt om opfattelsen, der omtales, vil nedbryde denne eller ej.
Hvad det jo virkelig kommer an på og som der også skrives er, at du er fri til at have de holdninger du finder mest fornuftige, men samtidig bliver nødt til at bøje dig, hvis du bliver stillet overfor et bedre alternativ i en debat-situation.
Nemlig det at udøve din tolerance i forhold til begrundelser og fakta fra offentligheden og ikke bare egen personlig opfattelse.
Man bliver altså nødt til at skifte standpunkt, hvis et bedre udsagn gives og dette er præcis, hvad der er utroligt svært for individet. Det kræver nemlig en meget stor forståelse for vores tvetydige globale samfund og er meget svært at gennemskue.

F. eks. er det en meget svær opgave som oplyst vesterlænding at acceptere en ny religions indtræden i det danske samfund, når vi er ved at udfase kristendommen til fordel for vores "nye" tro, videnskaben. Altså, hvorfor gå tilbage til en opfattelse vi ved ikke kan fungere på det plan? Men selvfølgelig skal der også være plads til det og det er her vi skal mønstre gå-på-mod og tålmodighed og forsøge at væbne os med argumenter med hold i. Og så håbe, at den bedste debatør går videre med det bedste argument.
Og så har vi evolution på et højere plan.

'Man bliver altså nødt til at skifte standpunkt, hvis et bedre udsagn gives'
Det er jo præcis det nazister og andre antidemokater ikke gør. De vil aldrig gå ind i en debat på demokratiske principper
Det er jo absurd at forvente demokratisk og rationel holdning af nogle der netop bekæmper det samme

En kronik der starter med at trække nazi-kortet, har jo allerede lukket og slukket debatten. Slå de stadig Deres kone?

Åndsfrihed betyder for mig også at man må bekæmpe manglen på samme hos andre uanset om det er en del af deres kultur eller tro og uanset om de udgør et flertal eller et mindretal.
Men det må ske uden tvang og forbud som jo er i direkte modstrid med åndsfrihedens princip

Henning Pedersen

Jeg kan lige se det for mig - Friskolen skal på skovtur i en nærliggende skov, som man marcherer ud til i samlet flok og i pæne geledder, med blankpudsede spader over skulderen og alle parolerne på plads og i orden.

Mads Kjærgård

"Demokratiet må have lov til at beskytte sig selv mod den slags"

Problemet er blot hvem der definerer, hvad "den slags" er!

Var det ikke Carl Popper der sagde, jeg kan være 100 % uenig med dig, men jeg vil alligevel kæmpe for dit ret til at have din mening!

@Mads: jeg vil ikke kæmpe for en nazist's ret til at mene at jøder er undermennesker som fortjener udryddelse
Det ligger så langt udenfor almindelig humanistisk og rationel tænkning at jeg aldrig vil acceptere nogen ret til at mene det.
Ord og meninger kan være dødbringende og udtryk for decideret ondskab - det kan jeg ikke give nogen 'ret' til at være for dermed gør jeg mig medskyldig i den ondskab den er udtryk for
og det den kan medfører - tænk på Breivik f.eks.

Henrik von Stijnbergen

Jeg ser et problem i at forhindre nazister i at sprede deres tankegods, og samtidig tillade kapitalismen, socialismen eller kristendommen i at sprede deres. nazismen er meget synlig i sin fremtoning, men også meget gennemskuelig, derfor anser jeg den i dag, for at være mindre farlig end de tre ovennævnte.

Nazismen har i øvrigt globalt set færre ofre på samvittigheden, end for eksempel kapitalismen. Men med systematiseringen i forbindelse med legemliggørelsen af den nazistiske samfundsorden, fremstår denne ideologi meget sort hvid, og netop det gør den skræmmende.

Men netop dette gør den også mindre farlig, og jeg ser kun fordele for "demokratiet" som helhed i at kunne debattere åbent med dets modstandere efter nogle fælles regler.

Men dette spørgsmål løses svært på det politiske plan, men måske på det filosofiske, og jeg ser i nazismen et grotesk fejlslagent forsøg på at skabe det perfekte menneske/samfund, en vej som de vestlige demokratier nu også er slået ind på, dog uden at bruge race teorier, men derimod sundheden/ligestillingen og pengene som eugenisk standard.

Morten Sørensen

"Dansk demokrati har altid været nært forbundet med åndsfrihed. Der har været bred enighed om, at ingen kan fratage andre retten til at udtrykke deres mening om, hvad der er sandt og ret i samfundslivet og det enkelte menneskes liv."

Må jeg minde om et par af Socialdemokratiets grundlæggere, som blev henholdsvis fængslet og landsforvist for deres i magthavernes øjne forræderiske idéer.
Demokrati kan mildt sagt ikke diskuteres, sålænge rettighedsfortalerne entydigt har vedtaget med sig selv, hvad demokrati er og ikke er.

Demokratiets ikoniske styrke er, at idéen ikke kan kaldes en isme og derfor lyder bedre end fascisme, nazisme kommunisme etc . etc.
Men man kunne måske med rette tale om demokratisme, den dag alle andre overbevisninger bliver underlagt den eneste sandheds rene lære.

Sjovt nok har demokratierne i de seneste år udviklet og støttet pengemagten så meget, at store dele af deres befolkninger er ved at gå til grunde i sult og fattigdom.
Den altoverskyggende isme; kapitalismen, danser således og med demokratiets velsignelse hæmningsløst på resterne af anstændigheden og respekten for de demokratiske kerneværdier, den fik sin rigdom fra.

Om så en enkelt nazist eller anden uranberiget tosse brøler nok så meget op om takt og strækmarch, kommer vi nok tættere på fascismen ved at forbyde den - eller fx give kapitalismen frie tøjler.
Valget er truffet

randi christiansen

Plads til alle der gir plads til alle

Markér dine grænser og respekter de andres

Aktion gir reaktion, og så længe der foregår undertrykkelse og udbytning på planeten, vil det forplante sig videre i den mentale ´fødekæde´, og forvirring og uenighed om grænserne for gensidig respekt vil florere.

nina westergaard

Problemet er at jo bredere rammer man taler inden for, jo mere snæver bliver tankegangen.
Modsætningerne hører sammen - når man ser det ene, overser man det andet.
selvfølgelig skal vi ikke have nascistiske friskoler i Danmark, det er alt for ekstremt et eksempel på truslen mod åndsfriheden, i stedet synes jeg mere man burde se på åndsfriheden, når det handler om de forskellige kommuner, institutioner, klubber og så videre. Demokrati er noget vi bilder os ind at have i Danmark, ikke noget jeg mener vi har. Her i landet synes jeg vi har nogle meget snævre rammer for mennesker i arbejdslivet, i det sociale liv, i fritiden og i vores familier. Det er der, åndsfriheden i så fald er truet! Det er tabu at have en psykisk lidelse, det er tabu at se anderledes ud, det er sågar tabu at have en anden mening end andre. Problemet, for mig at se, er at man fokuserer på alt for brede ting her i landet, og dermed overser man de enkelte mennesker og de mindre kulturer der verserer rundt omkring.

Debatten er slet ikke så kompleks. Enten tillader vi afvigende tanker og ytringer eller også gør vi ikke.

Hvis ikke, så bliver vi nødt til at gøre os umage med definitionerne. Hvis åndsfrihed er idealet går det hurtigt op for en at new public managers er mindst ligeså problematiske som nazister, bolsjevikker og muhammedanere.

Hvis Danmark skal bestå i det globale samfund, så bliver vi nød til at finde ud af hvad vi står for, hvordan vi skiller os ud. Demokrati & åndsfrihed er nogle pæne floskler, men er så omfangsrige at de er intetsigende.
I stedet burde vi kigge på hvad de bygger på, nemlig de basale menneskerettigheder og den første menneske-ret (som ikke står skrevet i konventionen, måske fordi det er så selvindlysende?) er valget (som i "choice"). Det at være menneske er at tage valg. Konventioner & love kan give os nok så mange friheder, men hvis vi ikke anerkender vores ret til at vælge selv, så er de ikke mange potter pis værd.
Så hvis vi ønsker at forblive relevante og bibeholde vores stolthed over at være frie danskere, så bliver vi nødt til at kodificere valget i vores grundlov.
Det vil sige at vi ikke støtter partier/love/skoler der undergraver det frie valg, men at vi støtter ånds-udvikling og almen undervisning, da disse er påkrævet for at mennesket kan foretage frie valg (den frie vilje kræver at man ved hvordan den bliver begrænset, af omverden og af hjernens opbygning).
Frihed betyder også at man ikke har ret til at begrænse eller fornægte andres frie valg, dvs. at selv om du selvfølgelig kan vælge at tro på nazisme etc. så kan du ikke få støtte til det, da nazismen grundtanke netop er en begrænsning af det frie valg.
Fri os for relativismen og ideologier, det er op til hvert enkelt individ at finde deres egen sandhed. Ondskab er at begrænse den søgen.
Det frie valg er din føde-ret, den kan ingen tage fra dig. De kan sætte dig i fængsel eller slå dig ihjel, men kun du kan begrænse din frie vilje.

Selvfølgelig kan vi støtte religiøse skoler, så langt tid de understreger at det er en tro og ikke viden (viden kræver bevis).
Vi gør det allerede, se for eksempel den Lutheranske Missions Højskole, der forøvrigt kommer rimelig tæt på at forveksle tro med viden i deres værdigrundlag:
"Hele Bibelen er Guds troværdige ord i alt, hvad den siger, og derfor eneste kilde for tro, lære og liv.
Den evangelisk-lutherske lære er et sandt udtryk for, hvad Gud har åbenbaret til frelse for mennesker."
Hvor ved de det fra?

Nimo Dahir Hagi Ali

Fantatisk indlæg!