Kronik

Universiteter = begrænsning

Universiteterne har fået en begrænsningskultur, hvor både evner, indsats, pensum og tid sættes ned til fordel for at skibe studerende gennem uddannelserne uden den store anstrengelse. De studerende møder ikke modstand nok, selv om det er det, der ville ruste dem bedst
Hvis man gør en indsats for at hæve niveauet på universiteterne, er konsekvensen, at man kommer til at bruge oceaner af tid på de svage studerende, studienævn, klagesager, osv. Mange forskere ignorerer derfor problemet og forelæser og vejleder ud i luften uden at sige sandheden til de studerende: Dit arbejde er ikke godt nok, mener kronikøren.

Hvis man gør en indsats for at hæve niveauet på universiteterne, er konsekvensen, at man kommer til at bruge oceaner af tid på de svage studerende, studienævn, klagesager, osv. Mange forskere ignorerer derfor problemet og forelæser og vejleder ud i luften uden at sige sandheden til de studerende: Dit arbejde er ikke godt nok, mener kronikøren.

Claus Fisker

27. februar 2012

Vores politikere og ledere siger, at vi stræber efter højeste kvalitet i uddannelse og forskning på universiteterne. Det er et nationalt mål at være et ’videnssamfund’ og at uddanne så mange som muligt på højere læreanstalter. Vi skal være i verdensklasse på viden, kreativitet og innovation.

I den plan spiller universiteterne en central rolle. Universiteterne skal levere både uddannelsen og forskningen, som skal drive velfærdssamfundet ind i sin næste alder; den globale alder.

Universitetets partner i det mål er det globalt konkurrerende erhvervsliv. Et smukt arrangeret ægteskab synes der at være enighed om blandt universitetsledere, erhvervsledere og politikere med få undtagelser.

Det grumt tragiske ved disse forblommede målsætninger og deres praktiske implikationer på universiteterne er, at det er en fejldiagnose, som fører til fejlbehandling og infektion med nye sygdomme, der er nærmest behandlingsresistente.

Man kan sige, at den ideologiske vision om videnssamfundet og dens implicitte konvergens mellem forskning, uddannelse, strategi og handel har tvunget en ’blæs-med mel i munden’, ’to fluer med ét smæk’, win win-situation, praksisform ned over universiteterne.

I den virkelige verden er win win-situationer meget sjældne.

Den universitære og politiske managementtale dækker jo over det faktum, at universitetets ledere refererer op til samfundets styringslag og har svært ved at få legitimiteten ind på universitetet blandt dem, de skal lede.

Universitetet er således en reklame for sig selv, hvor alt udadtil skal ligne en kombination af dansk velfærd med ’verdensklasse’ (bare se på alt propagandamaterialet fra samtlige universiteter), fordi universitetet ikke længere er et forsknings- og undervisningsfællesskab, men en butik, hvor man ’køber’ forskning og uddannelse. Det er jeg sikker på, at alle universitetsledere er meget bevidste om.

Tilbage til win win-situationer: Man kan desværre ikke både forske og uddanne på højeste niveau, uddanne 50 procent af befolkningen, undervise mere, publicere hyppigere og mere erhvervsrelevant og sørge for, at næsten alle består samt internationalisere sine uddannelser og ’kvalitetsløfte’ det hele på en gang – og det samtidigt med at økonomistyringens parameter er kvantitet, ikke kvalitet.

Det er noget vrøvl, som ellers intelligente mennesker er blevet overbeviste om, og det er ved at trække stikket ud for det universitet, som har spillet en kolossal rolle i europæisk historie.

Begrænsningskulturen

Men vi bliver nødt til at sige det, som det er: På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner. Linda Koldau og andre har jo ret, selv om der naturligvis også er eksempler på virkelig gode uddannelser. Man kan blive cand.mag. i musikvidenskab uden noder, i diverse sprog uden at beherske dem, i historie med uhyre begrænset viden, i humanistiske fag generelt med svage læse- og skriveevner.

Generelt har der udviklet sig en begrænsningskultur. Begrænsning af pensum, af tid, af indsats, af evner som f.eks. at kunne læse andre sprog end dansk og engelsk. Det er desværre også rigtigt, at der har udviklet sig et humanistisk metasprog, hvor de samme introduktioner til teorikomplekser læses over alt.

Diskursanalyse, viden/magt, ’det sociale’, anerkendelse, Foucault, Derrida, Bourdieu og andre perspektiver, som går igennem humaniora og socialvidenskabsuddannelser som en slags altets forklaringer. Faktum er, at mange studerende ikke aner, hvad de taler om. De har læst en intro til teorierne, og de fleste har læst de samme introer som om, de var anvisninger til empiriske studier, ja, som om de var studier i sig selv. Derfor ser vi tusindvis af opgaver præget af tom snak.

Kan man slippe af sted med det hele vejen igennem? Ja. Letheden, tomgangen og den metodisk-maskinelle anvendelse af de samme teorier er også kritikkens og relevansens død. Og egentlig truer det også selve meritokratiet, fordi vi nu kan stole endnu mindre på, hvad en distinktion er garant for af kvalitet og indsats.

Laveste fællesnævner

Kan man bebrejde de studerende? Ja, selvfølgelig. Mange studerende har en infantil tilgang til studielivet som et deltidsfordriv efter arbejde, motionscenter, cafeer og skiture, og de har ingen respekt for universitetet som et ’åndsrige’ eller bare et fællesskab og foretrækker, at universitetet bliver en skole. Kan vi ikke bare smide de studerende ud, når de sidder til en forelæsning og koncentrerer sig om Facebook eller Youtube og dermed ikke bidrager med andet end underminering af undervisningens værdighed?

Nej, ikke uden at få systemet på nakken.

Hvis man gør en indsats for at hæve niveauet, er konsekvensen, at man kommer til at bruge oceaner af tid på netop de svage studerende, studienævn, klagesager, osv. Mange forskere ignorerer derfor problemet og forelæser og vejleder ud i luften uden at sige sandheden til de studerende: Dit arbejde er ikke godt nok.

Transformatorstationerne for undervisningsmaskinen er bl.a. ledelse, studienævn og det studenterorienterede læringsperspektiv. Ledelserne er tvunget til at være reelt interesserede i kvantitet, studienævnene reviderer studieordninger for at gøre passagen lettere og smertefri. Den videnskabelige forklaring på, hvordan man kan blæse og have mel i munden, dvs. undervise med kvalitet på kæmpehold uden nævneværdigt pensum og useriøs evaluering, og komme uden væsentlige og forandrende udfordringer igennem sine studier, kommer fra dele af læringsforskningen.

De dele af læringsforskningen er i tæt og relativ monotomt samarbejde med universitetsledelserne om, hvordan man kan tilpasse uddannelserne til de unge, komme dem i møde, lade dem sammensætte uddannelser selv, gøre det lettere for de studerende at komme igennem passagen.

Den anden del af dette arbejde består i at undervise underviserne i, hvordan man lærer de studerende mest muligt på en måde, hvor der ingen perspektiv- eller metodeforskel er mellem universitetet og skolen.

Læringsperspektivet er helt generaliseret, så forskere på landets universiteter får mere eller mindre samme ’uddannelse’ i at undervise baseret på de samme materialer og samme intro til læringsteori.

Det ligner desværre det, vi udsætter de studerende for.

Det ’dyre’ er målet

Skal vi ikke blive bedre til at undervise?

Kan vi ikke bruge læringsteori? Skal vi ikke være hjælpsomme?

Jo, jo, jo.

Men pendulet er svinget alt for langt i retning af generaliseret metafaglighed og væk fra selve sagen. Som at læse Litteraturhåndbogen for at konversere langvarigt om klassikerne eller ’bruge Foucault’ i sit speciale på baggrund af introduktion til diskursanalyse.

Humanioras undervisning og uddannelse skal insistere på sagen selv med meget mindre hensyn til markedsafsætning. Oversættelsen til arbejdsmarkedet skal de studerende nok selv sørge for. Det er ikke noget, vi skal levere i en fin brochure eller på et formidlingskursus.

Men ansvaret står politikere, ledere og forskere med i fællesskab. Politikernes automatsvar, der lyder, at så må forskerne holde niveauet ved eksamensbordet, er decideret ansvarsforflygtigende.

Hvis det er kvalitet, man vil have, må man give det dyre til de studerende: Krav, indsats, tid, frihed og risikoen for at fejle. Ikke hjælpekurser, nursing, pædagogiske konsulenter, ’eksplicitering’ eller flere metakurser med introduktioner til metaperspektiver, og ’hvad kan vi gøre for dig og din uddannelse?’.

Så ville de studerende nok også tage os og universitetet mere alvorligt.

 

 

Jakob Egholm Feldt er lektor i historie på Roskilde universitet og har for nylig udgivet bogen ’Universitetsundervisning i det 21. århundrede’ (med Nina Bonderup Dohn) på Syddansk Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Hvis man gør en indsats for at hæve niveauet, er konsekvensen, at man kommer til at bruge oceaner af tid på netop de svage studerende, studienævn, klagesager, osv. Mange forskere ignorerer derfor problemet og forelæser og vejleder ud i luften uden at sige sandheden til de studerende: Dit arbejde er ikke godt nok.

Skrives der.
Kan man lægge sig mere fladt ned ??

Jeg er uenig i, at universitetsforelæsere skal blive bedre til at undervise - det handler om at forvente som et minimum, at folk kan tage imod almindelig auditiv formidling. Det kræves overalt, det er en tilvænning, man har kunnet det før - og man bliver nødt til at kunne det igen.

Lidt input fra den italienske astrofysiker Margherita Hack, hvis bog "Libera scienza in libero stato", 2010, jeg skrev lidt om i en tidl. kommentar.

Hack siger, at det er vigtigt, at man både underviser og forsker. Hvis man kun underviser, bliver universitet bare et "overgymnasium". Et af hendes forslag til en reform af universitetet i Italien, er at man har et semester med undervisning på fuld tid og et semester med forskning på fuld tid. Man skal give mere opmærksomhed til majoriteten af de studerende, de der ikke skal være forskere: de skal følges med opgaver, øvelser, seminarer med diskussioner for hvert eksamensfag på hold med max. 20-30 studerende, som man feks. gør på amerikanske universitetet, nævner Hack. Man skal på en måde "gymnasiegøre" kontrollen med studenterne, fremfor at gymnasiegøre indholdet af fagene, som man gør nu i Italien, er hendes forslag. Det vil kræve meget mere didaktisk af lærerne end i dag, og derfor foreslår hun ét undervisningsemester afløst af ét forskningssemester. Hun mener også, man skal kræve af de studerende, at de tager 3 ekaminer om året, og at de højst kan gå op to gange i et fag. Ellers skal de forlade universitetet eller ledes over i andre uddannelser. For de studerende der arbejder ved siden af, bør man kun kræve to eksaminer om året.

Jesper Frimann Ljungberg

Der er jo stor forskel på om man uddanner en Top of the Pops forsker, eller du uddanner en teknikker, der 'bare' skal være Joe Average og udfylde et job i industrien, der godt nok kræver høje kvalifikationer, men som ikke har noget med forskning at gøre.

Problemet er, at industrien vil have PhD'ere til at udføre jobs, der sagtens kunne udføres af en bachelor, til lønninger der svarer til indiske industri arbejdere.
Og både politikerne, som igen ikke forstår fagligheden og de folk fra industrien, som nu har fået magt i Universitets miljøet, er i gang med at smadre de højere læreanstalter.

Tricket er her at løfte bundniveauet, uden at det går ud over 'eliten'.

Det man kan spørge sig selv om er, hvorfor skal vi have 8 universiteter i Danmark ?
Hvis man tager mit fag, så kan man blive IT uddannet til mere eller mindre det samme 7 forskellige steder i Danmark.
Det er jo helt hul i hovedet.

Vi er jo ikke Kina/USA/Indien hvor man har et hundrede millioner af folk, Vi har under seks.

Det der skal til er en internationalisering, generalisering, konsolidering og så uddannelse for livet.
Hvad mener jeg så med det ?

Internationalisering
Jo, vi skal selvfølgelig arbejde sammen med de lande der ligger lige omkring os. Der er jo ingen grund til ikke, at drage fordel af at arbejde sammen med naboerne.

Generalisering.
Hvis det er samme basalt samme stof, der undervises i på forskellige uddannelser, så bør fagene/kurserne også være de samme på nogle leder og kanter. Hvis du lært programmering af Y på niveau X, så skal du kunne genbruge det på alle de uddannelser, hvor det er relevant.

Konsolidering
Hvis man har udført en generalisering, så kan man også konsolidere. Hvorfor have 2-3 uddannelses typer der egentlig kan det samme ?
Så hellere konsolidere uddannelserne på f.eks. 3 steder og så inkluderer alt lige fra faguddannelserne til Phd'erne på samme lokation.

Uddannelse for livet.
Hvis man har indført ovenstående, er der jo ikke noget galt i at man kan tage en faguddannelse, f.eks. som Datateknikker, så arbejde nogle år, måske imens tage kurser, der 'opgraderer' ens uddannelse til en bachelor, og så måske på et tidspunkt tage en kandidat grad i datalogi.

Det kan jo ikke være så svært at lave et sådant system, kom nu ind i kampen Politikere.

// Jesper

Har hørt en del forelæsninger fra de amerikanske universiteter efterhånden og det er tydeligt at deltagelsen fra de studerende, er meget høj.

Dialogen imellem professoren og de studerende er tydelig og underviserne efterlyser tit ny viden fra de studerende, som kan være med til at udvide deres egen horisont.

En universitetsuddannelse er på mange måder et vejledt selvstudium, hvor det er vigtigt at evnen til at opdage og optage ny viden, må være noget af det vigtigste. Dermed ikke sagt at undervisningen ikke skal være i top.

Spekulerer på, om noget at undervisernes løn måske skulle komme fra studerendes rating af deres performance. Lidt a la old greece med princippet om en dårlig forelæsning, ingen løn.

Hvis der ikke sker ændringer, frygter jeg en genopvækning af den kommunistisk opdragende undervisning på universiteterne, med slet skjulte demokratiske undertoner.

Andreas Trägårdh

Det afspejler jo bare selve rekruterings politiken i gymnasium, HF og KVUC.

Tænkning er i sig selv en diskvalifikation i dag, for lærere og sensorer kan ikke finde ud at håndterer tænkning i undervisningen og slet ikke til eksamenerne, så de diskvalifiserer i stedet for at accepterer deres eget indavlede og derfor meget begrænsede udsyn. Akademisk indavl får universitetet til at kollapse.

Jakob Egholm Feldts betragtninger har relevans for al universitetsundervisning og ikke kun for humaniora.

Niveauet sænkes overalt, og presset kommer fra studieledelsen som med alle midler tvinger seriøse forskere til år efter år at skære i pensum samt at opfinde alle mulige tiltag, som gør det nemmere at bestå eksamen.

Det kan jeg tale med om, idet jeg gennem en lang årrække har haft ansvaret for matematikundervisningen ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og observeret, hvordan alle fag - ikke kun mine egne - er blevet trivialiseret. Jeg har endda været ude for at fag er blevet nedlagt - ikke fordi de var for lette, men fordi de var for svære. Denne beslutning er så uden forudgående debat meddelt underviseren. Det hører med til billedet, at sådanne beslutninger tages af en ledelse, som er fagligt inkompetent, hvilket et hastigt blik på deres ynkelige publikationslister til fulde beviser.

Det et komisk at det krav om realisme, der bruges som argument for gruppeeksamen, ikke også udstrækkes til selve undervisningen. Pædagogik er en form for snyd, der giver de studerende et indtryk af at alt udvikler sig lineært og såre logisk. Derved fratages de studerende glæden ved den aha-oplevelse, som det er selv at have opnået en indsigt. Det er også helt urealistisk. Den virkelige verden er kaotisk og uoverskuelig. Den som kun har oplevet pædagogisk undervisning er ilde forberedt på den virkelige verdens krav.

Frank Hansen
Tohoku University
Sendai, Japan

pt. UCLA Los Angeles

Tusind tak, Frank Hansen, det er så præcis og fin en kommentar! Pædagogik er krykker, der vænner enhver af med at opfatte almindelig og ligefrem kommunikation.

Man må spørge, hvorfor det er så vigtigt at få folk igennem en uddannelse, de ikke er egnede eller motiverede til! Snob er det eneste, jeg kan komme på; men snob for noget, der ikke er (var, måske!) specielt vellønnet, ikke særlig sexet i almenheden, og som sjældent gør en til et superkonversationstalent i selskabslivet, er lidt bizart, synes jeg nok. Især, når en god håndværker både kan være mere sikker på beskæftigelse og på at tjene bedre.

Andreas Trägårdh

Nye tekniker og teknologier støber sandelig et ægte pædagogisk behov i samfundet men det kan ikke siges den anden vej rundt. Derfor er pædagogik nødvendig og særdeles central i uddannelser men aldrig essentiel. Er forventningen til pædagogik som et sæt krykker, er den direkte farlig.

Paul Richardt Metelmann

Jeg har nu undervist i seks år CBS, RUC, KU, ITU og DTU og dermed et bredt udsnit af de danske studerende. Og jeg kan ganske enkelt ikke genkende det billede, som bliver tegnet i artiklen. Jeg underviser også voksne med erhvervserfaring på Masteruddannelser flere af stederne og oplever ingen forskel mellem de unge og de ældre studerende, udover at de ældre har noget erhvervserfaring, der gør det lettere for dem at forstå nogle af elementerne i undervisningen. Men ellers så har de problemer med de samme teorier og synes om de samme pædagogiske virkemidler.

Så jeg oplever ingen større forskellige mellem de to grupper af studerende. På den erfaringsbaggrund – som er noget bredere end Jakob Egholm Feldts – kan jeg ikke genkende billedet af de unge studerende, som dårligere eller som han skriver:

”Mange studerende har en infantil tilgang til studielivet som et deltidsfordriv efter arbejde, motionscenter, cafeer og skiture, og de har ingen respekt for universitetet som et ’åndsrige’ eller bare et fællesskab og foretrækker, at universitetet bliver en skole"

Men jeg husker to ting. Min egen start på RUC i 1985, hvor vi nye studerende fik at vide af de ældre vejledere, at før i tiden var de studerende meget mere ”engagerede” og ”selvstændige”. Og ca. ti år senere var jeg til en konference om universitetspædagogik, hvor jeg hørte den samme sang om de nye studerende. Så meget har ikke ændret sig. Udover at dem der var studerende for mange år siden – og dengang dovne og uselvstændige – nu er blevet vejledere og undervisere, der skriver det ovenstående om de nye studerende.

Måske handler det om erindringsforskydninger. Man glemmer, at man engang var ung og selvfølgelig ikke havde den viden og indsigt, man har nu. Og måske handler det om at mange af dem der brokker sig er folk, der hele deres voksenliv har levet og åndet på universiteterne og måler alle studerende ud fra deres egen målestok – nemlig forskerens! Men glemmer at 97 procent af de studerende ikke skal være forskere, men skal uddannes til at indgå i samfundet som professionelle inden for deres fag.

Og der er de altså meget bedre udrustet end jeg var, da jeg i 1993 blev færdig cand. comm fra RUC. De nye studerende skal lærer meget mere på kortere tid og bliver i højere grader målt og vejet, end vi gjorde. Det er ikke alt sammen lige godt, men de er bedre udstyret fagligt end vi var i min tid.

Det er måske sagens kerne. Mange af de undervisere der brokker sig over standarden ved ikke hvad behovet er ude i den ”virkelige verden”. Og deres fokus er at forske, og det er fint. Men de glemmer, at det er ikke universiteternes eneste formål og hvis der ikke var studerende, så kunne de heller ikke selv få så mange midler at forske for. Men hvis de virkelig er så trætte af de ”kunder” de har i butikken, så burde de måske begynde at lave noget andet. Jeg vil dog ikke anbefale dem at undervise på kurser i den ”virkelige verden”, for der vil deres syn på pædagogik ikke give dem meget smør på brødet…

Paul Metelmann, jeg tror, at der måske er visse forskelle mellem fakulteterne. Mens skolen i dag i langt højere grad tilgodeser den samfundsmæssige interesse end de klassiske forstandsfag, har især humaniora oplevet, at man simpelthen ikke får studerende med de færdigheder, som man ellers har kunnet tage for givet, ikke mindst på flersprogsområdet: i dag kan udenlandsk litteratur stort set kun læses i oversættelse, dvs. på dansk eller engelsk.
Desuden begår du den fejl at argumentere med det, der kritiseres, som forsvar for det bestående, nemlig finansieringen af universitetet. På KU har man oplevet den største maskepi af alle: først lokker man universitetet til at sælge sine ejendomsbesiddelser i Indre By mod at opnå statsstøtte, og så begynder staten at botanisere i universitetets hævdvundne selvstyre, uden forståelse for finmekanikken.

jens peter hansen

Hvis den rare skribent ikke tør sige at det er noget lort , hvis det der laves er noget lort, så er han selv den største lort. Bange, svag og inkompetent, men det er jo altid nemmere at fortælle at materialet, de studerende, der er for svagt. Børnehaven får de forkerte børn, folkeskolen får de forkerte børn, gymnasiet får de forkerte og universitetet naturligvis også.
Piv,piv.
Indholdet og mængden af undervisningen kunne derimod nok trænge til et gevaldigt løft. 8 lektioner i snit om ugen på et semester på 12 uger er jo ikke meget.
En bachelorstuderende kan på historie gå ud uden at have beskæftiget sig med verdens- eller danmarkshistorie før 1300.
Mange gode kræfter forsøger at holde liv i undervisningen, men der er altså for lidt af den, og der er som regel også al for lidt evaluering. Når eksamensopgaverne er afleverede, er de som regel gemt og glemt for tid og evighed, og undervejs har der sjældent været nogen egentlig bedømmelse af de studerendes indsats.
Stram kravene, hvis dette er nødvendigt, men giv først og fremmest tid til undervisning og vejledning.

En stor del af universitetsundervisningen i Danmark er af ringe kvalitet.
Dårligt tænkt og dårligt formuleret - i skrift og tale.

Astrid Dynesen

Jeg er sikker på at det er anderledes på de naturvidenskabelige studier. Men.

Som kandidatstuderende på Humaniora v. Københavns Universitet efterlyser jeg generelt et højere niveau, strengere krav og fremfor alt - mere undervisning.

Da jeg i sin tid blev optaget på Københavns Universitet havde jeg en forventning om, at de følgende fem år skulle blive nogle af de mest lærerige, udfordrende år i mit liv. Både på det personlige og åndelige plan.

Det har vist sig - her fem år senere - ikke helt at være tilfældet. Så er det i hvert fald med et negativt fortegn.

I stedet har det været en studietid præget af frustration over alt for lidt undervisning (flere semestre med kun to timer pr. fag om ugen), for lavt undervisningsniveau (hvor pensum bliver gennemgået uden at hverken undervisere eller studerende formår at skubbe niveauet et nøk opad), samt overfladiske, trættende gentagelser af fortærskede teoretikere (Bourdieu, Foucault, Giddens, etcetera).

Alt sammen kombineret med en studieordning der næsten altid tilbyder muligheden for at gå til eksamen i individuelle (men selvfølgelig for kurset relevante) emner.

Efter et par år følte jeg, at jeg havde knækket koden. Drop undervisningen, arbejd en masse på dit fede studierelevante job og læs op til eksamen i dét du nu selv synes du vil op i, namedrop Bourdieu som du har læst et hav af introduktioner til - og scor en god karakter. Og gør det igen næste semester.

Det er ikke rocket science. Når man som studerende føler at ens studie er nedprioriteret, er det meget nærliggende at nedprioritere det tilbage. Især, når man som humaniorastuderende jo udmærket godt ved, at det ikke er vores udadtil vigtige femårige uddannelse og 12 tals-specialet der skaffer os et job, hvis vi er så heldige at få et. Det gør erfaringen fra det der fede relevante studiejob.

Tag dig sammen, kan du sige. Udfordr dig selv, læs videre, læs mere, terp! Problemet er, at jeg i så fald famler i blinde. Som studerende har jeg brug for undervisning - og mere af den - for at blive guidet i den rigtige retning. For at føle mig inspireret af en uddannelsesinstitution, der har udklækket nogle af de største tænkere gennem tiden herhjemme. Og hvis dette så indebærer flere krav og prøver i løbet af semestret, jamen så bring it on! Kom med pengene, regering. Og lad mig da for guds skyld knække nakken et par gange i videnskabens navn, hvis det betyder at jeg kommer ud med en uddannelse bag mig som jeg rent faktisk kan berige verden med.

Paul Richardt Metelmann

Svar til Peter Hansen:
Jeg kender ikke nok til sprogfagene til kunne sige noget om niveauet, men jeg synes det er synd at det næsten kun er engelsk der prioriteres i gymnasiet og folkeskolen.

Omkring taxametersystemet, så er der mange problemer i det system. Men uanset hvilket system man har, så vil de studerende være kilden til den største indtægt for universiteterne. Derfor kan man godt - med visse begrænsninger - holde med at se de studerende som en pestilens, som han gør og se på dem som kunder. Vel og mærke kunder der ikke altid ved hvad de vil have/har brug for, sådan er det også i den virkelige verden.

Da jeg arbejde i DSB sagde vi nogle gange at det ville være meget lettere hvis vi ikke havde nogle kunder eller nogle andre, der ikke var så besværlige. Og det vidste vi godt var en absurd tankegang, men det er faktisk det skribenten og mange af hans kolleger siger...

Kære Paul Metelmann, jeg er så gammeldags, at jeg ser de studerende som inviterede indenfor, fordi har kvalificeret sig. Her får de så lejlighed til at dygtiggøre sig indenfor et fag i en årrække, som de formodentlig interesserer sig for. Finder de så ud af, at det alligevel ikke er tilfældet, må de gå et andet sted hen.

Og PS.: det er efterhånden blevet et mantra med den 'forskningsbaserede undervisning', men vi glemmer, hvorfor den er sådan en integreret del af universitetet: det er, fordi den er frisk og ny og oppe på beatet. Derfor bliver den også først for alvor relevant på anden del, når grundlaget er i orden.