Læserbrev

Universiteters rolle er kritik og åbenhed

27. februar 2012

Sagen om musikprofessor Linda Maria Koldau fra Århus Universitet har sat gang i en meget vigtig debat om ytringsfrihed på de danske universiteter. Debatten har tydeligt vist behovet for større forståelse og indsigt i de seneste års udvikling på universiteterne.

Det er glædeligt, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i Information 20. februar siger, at han vil se kritisk på universiteternes nye bestemmelser om de ansattes og studerendes medbestemmelse, og at han vil være villig til at sikre den ved lov.

Men han har også sagt, at universitetsforskere har samme ytringsfrihed som alle andre. Og så enkelt er det ikke.

Jeg vil opfordre ministeren til klart at tilkendegive, at regeringen er optaget af at sikre den særlige rolle i samfundet, universiteterne udfylder.

Universiteterne har til opgave at undersøge og udfordre den bestående orden og være kritiske, med henblik på at finde ny viden og dybere sandhed.

Det fordrer højt til loftet. Det vil sige en større grad af tolerance for ytringer blandt det videnskabelige personale på universiteterne end på andre arbejdspladser.

Virksomheder

Desværre er virkeligheden på universiteterne i dag kommet til at ligne private virksomheder. De er underlagt konkurrence om bevillinger, taxametre og studerende. Ledelserne prøver at skabe et særligt ’brand’, som offentlig omtale af kritisable forhold kan skade.

Forskerne, der paradoksalt nok skulle have den videste ytringsfrihed og formidlingspligt, bliver reelt begrænset af samme udvidede loyalitetskrav som privatansatte.

Koldau-sagen er et eksempel på, at universitetsloven har indført en pyramidalsk og enstrenget ledelse, som den seneste revision slet ikke har ændret på, snarere tværtimod, for rektorernes magt er blevet styrket.

Danmark skal i fremtiden leve af at producere viden på højeste niveau. Men for at universiteterne kan være hjemsted for uafhængig og kritisk tænkning og viden, er det afgørende, at personalet sikres frihed i arbejdet – en frihed der rækker udover tilfældige ledelsers kortsigtede dagsordener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

-Lad os inspirere af måder at omgås hinanden på og ledelsesstil, som man kan møde på andre skandinaviske offentlige arbejdspladser.

- Mht. de administrative sanktioner over for den tyske professor, f.eks. indskrænkning af fysisk mobilitet: "være på sit kontor inden for normal arbejdstid", giver det stof til eftertanke. En sådan sanktion leder tanker hen på mekanismer i regimer, der idømmer sanktioner over for mennesker, der har været for åbenmundede, eller hvor der skal statueres eksempel på, hvad der kan ske med de for åbenmundede. Jeg har bl.a. skrevet med en juralærer fra et Vestafrikansk universitet, der sad fængslet tre år uden rettergang sammen med sine studerende. Læreren havde støttet sine studerende i en strejke. Jeg har også skrevet med en tidl. fagforeningsformand i et Sydøst-asiastisk land, der sad fængslet i mere end 30 år, fordi han sagde sin mening åbent under retssagen. Da Amnesty International gik ind i sagen, og han blev årets fange, skærpede myndighederne sanktionerne over for ham, og han kom til at sidde nogle år mere, hvor det ellers havde set ud til, at han var på vej til en løsladelse.

Disse sanktioner er selvfølgelig milevidt fra den danske sag, nogle vil hævde, de er usammenlignelige, men ud fra mit mangeårige arbejde som frivillig i en Amnesty-fangegruppe kan jeg genkende en mekanisme, også den, at jo mere støtte, der er, jo mere skærpes kritikken af vedkommende, og evt. tildeles der flere sanktioner.

Hvis universiteterne skal være attraktive, kræver det en tilbagevenden til uafhængighed og demokratiske ledelsesorganer. Ellers vil man ikke kunne regne med at tiltrække de universitetsegnede studerende.