Læserbrev

Velfærdens filosofi om social svaghed

Jeg er ikke imod, at mennesker får hjælp, og jeg finder ingen fryd ved at sparke til dem, som ligger ned. Derimod stiller jeg et beskedent spørgsmål
28. februar 2012

Morten Thaning hævder 24. februar, at min kritik af velfærdssystemet handler om volumen. På den baggrund affærdiger han mig som sofist.

En grim beskyldning, men den rammer ved siden af. Min kritik handler ikke om tal. Jeg spørger ikke, om flere er kommet på overførsel eller om ydelserne er for generøse.

Fokus er det hjørne af velfærden, som handler om, hvordan vi skal forholde os til, at mange slipper grebet om deres hverdag.

De bliver stressede, demotiverede, angste eller voldelige. De går på stoffer, dropper ud af uddannelsen, opgiver at passe deres børn eller arbejde.

Den officielle holdning er, at disse mennesker er svage, at svaghed ikke kan forklares individuelt. Derfor skal den mødes med diagnose, terapi og omsorg.

Den holdning er så udbredt, at den ser sig selv som virkelighed og affærdiger andre holdninger som konstruktioner.

Jeg er ikke imod, at mennesker får hjælp, og jeg finder ingen fryd ved at sparke til dem, som ligger ned. Derimod stiller jeg et beskedent spørgsmål.

Overalt i samfundet cirkulerer en teori om, at svaghed er socialt betinget. Samtidig findes en omfattende praksis til at afhjælpe denne svaghed.

Svaghedsprojekt

Er det muligt, at denne ’svaghed for de svage’ er med til at skabe svaghed? Kan det være fristende at genkende sig selv i svaghedens spejl, opgive sit ansvar, og se sig selv som et offer, som det er synd for?

Dette tab af værdighed støttes af, at hjælpen er nær. Mange lever af at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv.

De er formentlig hverken onde eller kyniske. Men når de ser verden i svaghedens lys, finder de den overalt og ser ingen grænser for deres indsats.

Samtidig vejrer politikere stemmer og gør velfærd til et mål i sig selv, og massemedierne kolporterer glad og gerne føljetoner om samfundets daglige svigt.

Mange hænder drejer velfærdens hjul. Er svaghed et personligt projekt, som styrkes af et kompleks af teori og praksis?

Eller er svaghed et moralsk projekt, hvor den svage slipper sin vilje og herefter leverer stadig nye beviser på, at han eller kun ikke kan?

Det filosofiske spørgsmål handler om, hvilket blik man skal anlægge. Og det kan hverken besvares med tal eller spørgeskemaer.

Ole Thyssen, professor, CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemkomplekset er forstået, Ole Thyssen; men diagnosen er forkert, for det er jo tydeligt, at de svage jo netop ikke får tilstrækkelig og virkningsfuld hjælp, det har velfærdssamfundet på intet tidspunkt villet yde, man har slået sig til tåls med, at det var bedre at hjælpe lidt end slet ikke at gøre noget.
Det kan man godt have sin tvivl om, når man ser resultatet.

Lise Lotte Rahbek

Citat: "Overalt i samfundet cirkulerer en teori om, at svaghed er socialt betinget."

Igen en noget svævende påstand.
HVOR cirkulerer denne teori... På CBS? Hvor ved du fra, Thyssen, at det er overalt i samfundet?
Har du været og lyttet overalt?

Jeg har godt hørt om sosu-assistenter, handicaphjælpere og socialrådgivere, som går rundt og skaber svaghed, og det kan de selvfølgelig ikke være bekendt og det skal standses.

Men ellers er det stadig temmelig overraskende for mig, at filosofi i så høj grad kan ligne et partsindlæg i en borgerlig vinklet samfundsdebat,
når det bare er en uskyldig, meningneutral filosofs blik-anlægning.

Ole Thyssen bør vel også svare på, hvad der er årsagen, hvis den ikke er social! Er den så biologisk - og er det ikke sværere at gøre noget ved? Og hvad skal man gøre ved det?
Vi havde faktisk vældig god succes med at bryde social arv dengang i 70erne og 80erne.Dengang var rigtig mange unge studerende første akademiker i familien - men det er ligesom gået lidt i stå. Hvorfor gik det dengang, og hvorfor går det så godt mere?

Andreas Trägårdh

Hvis en fødes ind i en verden som allerede tilhører nogen men ikke alle og bestemt ikke en og dennes slægt, så står denne virkelig svagt.

Der er to veje

Middelklassen:
Denne kan indlade sig på en levevej hvor hele dennes tilværelse handler om at beskytte dem der ejer verden - fordi de har stjålet den! Så ingen anden skal gøre ugerningen efter og tilrane sig hvad som tilhører alle, på ny. Man kan f.eks. blive til noget i politiet eller som soldat i forsvaret, præst eller lære i det civile, og på den måde opretholde en status quo, i det forbryder samfund der har skabt ens identitet.

Eller

Man kan modsætte sig den herskende klasse men så må man begynde på bunden - som underklasse: dum i skolen, druk og stoffer, instutionsbarn og snart også kriminel, osv. (vi kender sangen!)

De færreste her bedriver det til noget mens de fleste går til. Nogle få forhærdigede forbrydere udfordrer overklassen - dem der ejer verden. De bliver til noget, nogen endda på de bonede gulve, politik ellers erhvervsliv.

Middelklassen beskytter overklassen mod underklassen. Ikke bare nationalt. Internationalt ser vi hvorledes 2 og 3 verdens lande er blevet plyndret for alt, af kolinimagter, hvor efter disse skamløst bedriver indsamlinger der giver dem almisser, på måske 1, 2 eller 3 % af det en gang tilranede røvergods.

Michael Kongstad Nielsen

Husker jeg ret, tog Thyssens første indlæg udgangspunkt i, at flere og flere modtog overførselsindkomster. Dette vokseværk var baggrunden for de "filosofiske" betragtninger og anskrig. Det er ikke det, at det er der, men det, at det vokser, der gav Thyssen anledning til at råbe op. Men så handler det da om volumen. Og så er det da naturligt at spørge ind til tal. Hvor har du tallene fra, hvis du har nogen? Er der overhovedet fakta at hænge hatten på.

Ovenstående indlæg indeholder en hel del fordomme og demagogisk retorik. F. eks. skriver Thyssen:
" Den officielle holdning er, at disse mennesker er svage ..." og " Den holdning er så udbredt, at den ser sig selv som virkelighed ..."

Hvor ved Thyssen det fra?

randi christiansen

Ole Thyssen : ”Det filosofiske spørgsmål handler om, hvilket blik man skal anlægge. Og det kan hverken besvares med tal eller spørgeskemaer.”

Nu mener jeg at erindre, at du selv, Ole Thyssen, oprindelig giver udtryk for, at der i din optik er flere og flere, som vælger at overgive sig til svaghed ? Det er faktisk dig, som indleder med at kvantificere, hvilket vel egentlig også må være dit udgangspunkt, hvorfor ellers påtale det ?

Men lige så vigtigt er :

”Fokus er det hjørne af velfærden, som handler om, hvordan vi skal forholde os til, at mange (nærmer vi os ikke her en kvantificering) slipper grebet om deres hverdag.”

Enig. Problemet er blot, at det syn, som du anlægger, er blottet for kompleksitet. Du udpeger entydigt en gruppe i forvejen udsatte mennesker som skyldige og ansvarlige, og diagnosticerer en anden gruppe mennesker som værende ´medmisbrugere´.

”Den officielle holdning er, at disse mennesker er svage, at svaghed ikke kan forklares individuelt. Derfor skal den mødes med diagnose, terapi og omsorg.”

Du synes ikke at forstå, at evnen til at tage sit liv på sig er betinget af mange faktorer – herunder arv og miljø. Det fritager ikke den enkelte for ansvar, men det fritager i høj grad dig for retten til at udmåle skyld og ansvar, for hvornår et medmenneske svigter både sit eget liv og fællesskabet. Det er du tydeligvis ikke kompetent til.

Det er heller ikke nemt, og fællesskabet har vel ret til at være medbestemmende over anvendelsen af de fælles ressourcer ? Jo da – men så skal denne medbestemmelse være konsekvent – og det er den ikke. Det er ikke et valg at være svag, og det er virkelig uforskammet at påstå, at nogen bevidst skulle ønske så livsbegrænsende en tilstand for sig selv.

Hvis man vil denne meget uhensigtsmæssige situation til livs, er man nødt til at forstå, hvad den skyldes. Det blik du anlægger, er ikke fordomsfrit og undersøgende, men bidrager til fastlåsthed i stedet for problemløsning.

I Politiken lørdag kan du læse to meget interessante interview med henholdsvis Karina Pedersen og Lisbeth Zornig. Karina Pedersen mener, man bør fjerne bistandshjælpen og så velsagtens lade falde hvad ej kan stå – effektiv race´hygiejne´. Lisbeth Zornig er et menneske, som er blevet hjulpet af systemet. Karinas historie fortæller om systemets svigt og Lisbeths om det modsatte. Du kan altså ikke generalisere.

Jeg har også bare et beskedent spørgsmål : Hvordan, mener du, skal fællesskabet forholde sig til de, der er udenfor ? Hvorfor er der så mange ? Hvad mener du egentlig, der bør gøres ? Du virker, som om du selv synes, du har analyseret situationen til bunds. Så må du også være parat til at levere en konklusion. Jeg venter, tak.

Kristian Rikard

Jeg mener, at problemet ligger i, at filosofiens rolle i forhold til politik er en ganske anden, end f.eks. mit eget fag, som er nationaløkonomi i forhold til politik. Jeg synes man skal være meget varsom, når man ser på filosofi som direkte relevant i politisk sammenhæng. Men tak for nogle spændende indlæg i den forrige blog om emnet.

Det er jo også så let,som at enhver samfundsformation begunstiger nogen og svækker andre - og der må derfor ske en udligning mellem den gruppe, der har det som blommen i et æg under de givne omstændigheder, til den gruppe, der ikke kan fungere under disse vilkår.

randi christiansen

Korrektion : "Det er heller ikke nemt, og fællesskabet har vel ret til at være medbestemmende over anvendelsen af de fælles ressourcer ? Jo da – men hvis du entydigt vil give individet fuld skyld og ansvar, så skal denne medbestemmelse være konsekvent – og det er den ikke."

Andreas Trägårdh

RC
"Hvordan, mener du, skal fællesskabet forholde sig til de, der er udenfor ? Hvorfor er der så mange ? "

Det er fordi samfundet er meget effektivt at der er så mange der er uden for og hægtet af, men det er et tabu at berøre. Alle samfund i naturen der består af 60.000 individer eller mere, producerer helt naturligt arbejdsløshed på ikke under 25%, fordi det er effektivt.

randi christiansen

Kristian Rikard : "Jeg synes man skal være meget varsom, når man ser på filosofi som direkte relevant i politisk sammenhæng."

Hvad skal så danne grundlag for politiske - og nationaløkonomiske - beslutninger, hvis det ikke er kærlighed til visdom ?

randi christiansen

Andreas Trägårdh : Er der såkaldt videnskabeligt belæg for det ?

Giver jo i så fald et fremragende argument for en ny fordelingsnøgle, og er et gedigent holdkæftbolsje til de, der hetzer de ekskluderede

Andreas Trägårdh

RC

Ja der er. Ud over menneskesamfundet hvor der er rigelig med data (f.eks. arbejdsløsheds industrien!) kan du tage et kig på indretningen af et myresamfund. De 25% siddder og knubber antenner inde i boet til de dør.

Andreas Trägårdh

Jeg skylder at sige at jeg vinkler svaghed i retning af arbejsløshed, fordi at arbejde bliver fremført som vigtig for den succesfulde identitet i et land som danmark. Jeg medregner ikke overklassen inkl. Kg. huset her i. De arbejder ikke det har de folk til.

"Det er faktisk ingeniøren der skaber arbejdsløshed i samfundet" - her har du vidst tabt den sidste rest af din eventuelle dømmekraft, Anders Trägårdh ...

Torben Andersen

Indenfor de fleste videnskaber er arbejdsmetoden fastlagt. Lægevidenskab, fysik osv. følger relativ simple videnskabelige metoder. Indenfor Filosofien er der stor uenighed om metoden (eks. erkendelses problematik, sandhedfunktioner ol.) Derfor er det (blandt mange Filosoffer), en grundregl, nøje at redegøre for hvilken metode man anvender, og hvorfor.

Uanset hvad man mener om Ole Thyssens påstand. Er det et simpelt faktum, at han ikke argumentere, men blot påstulere.

@Kristian Rikard

Du advarer mod at inddrage Filosofi i politik. Kan du ikke uddybe dit synspunkt. Du må egentlig gerne prøve at bortforklare hele rækken af klassiske temaer indenfor den Politiske Filosofi (personlig frihed, frihed fra tvang, personlig ejendomsret, Statens ret, osv. osv.) Der er blevet produceret Politisk filosofi i flere tusinde år, og du må hellere se det hele i gennem, før du anbefaler andre at undlade.

”Den officielle holdning er, at disse mennesker er svage, at svaghed ikke kan forklares individuelt.” Det var nyt for mig – jeg troede det var den, totale sociale situation, der skabte marginaliserede mennesker.

randi christiansen

Kristian Rikard - Ok, men det er det bare ikke. Den enkeltes filosofiske - mere eller mindre kvalificerede - filosofiske betragtninger vil altid og i kraft af hver dags valg være en del af helheden.

Niels-Holger Nielsen

Anders T

'Det er fordi samfundet er meget effektivt at der er så mange der er uden for og hægtet af, men det er et tabu at berøre. Alle samfund i naturen der består af 60.000 individer eller mere, producerer helt naturligt arbejdsløshed på ikke under 25%, fordi det er effektivt.'

Det er et fænomen, som er nært knyttet til de fossile brændsler, som er ved at blive alt for dyre til at holde vores økonomi kørende.

Kristian Rikard

Torben Andersen og andre,
Jeg bliver dig svar skyldig på stående fod. Men det har noget med individet versus kollelektivet/samfundet at gøre.

Niels-Holger Nielsen

Anders T

'Det er faktisk ingeniøren der skaber arbejdsløshed i samfundet.'

Gal igen, det er kapitalisterne. Det er profitten i sammenhæng med kapitalens akkumulationstvang, der skaber arbejdsløshed. Konkurrencen om at købe arbejdskraften billigst muligt og erstatte den med maskiner fører til at produktionen overstiger købekraften. Det er en naturlov, som altid vil slå igennem på sigt.
Ingeniørerne kunne man for så vidt sætte til at lave hvad som helst, men akkumulationstvangen betyder, at man sætter dem til at øge produktiviteten, hvilket jo, isoleret set, er ok - så får vi jo flere goder, men da man 'vælger' at smide overskuddet ind i kampen for strategiske fordele (det er man nødt til, ellers gør andre det), så betales arbejdskraften altså ikke fuldt ud for dens øgede produktivitet. Det summerer sig op hen ad vejen, og folk bliver arbejdsløse. Fordi vi overproducerer, eller, hvilket er det samme, underkonsumerer.

Som Jomfru Ane Band sang i en for længst forsvunden tid: 'Det ser ud til, at man må blive so-cia-list'.

Jomfru Ane Band - Krisens danse makabre

Andreas Trägårdh

N.H.N.
Men alt det du vender der, er jeg helt med på og enig i. Men helt konkret er det ingeniørens værk der sætter arbejsløshed i verden.

Niels-Holger Nielsen

Jan Weis

“Det er faktisk ingeniøren der skaber arbejdsløshed i samfundet” - her har du vidst tabt den sidste rest af din eventuelle dømmekraft, Anders Trägårdh …

Tak for dit vægtige bidrag til debatten. Godt at din dømmekraft er intakt.

Niels-Holger Nielsen

Anders T

'Men alt det du vender der, er jeg helt med på og enig i. Men helt konkret er det ingeniørens værk der sætter arbejsløshed i verden.'

Begge sætninger kan ikke være rigtige.

Det er også arbejderen selv, som skaber den velstand, som med sikkerhed vender sig imod ham på længere sigt. Arbejdsmarkedets grundlov lyder, at 'det er arbejdsgivernes ret at lede og fordele arbejdet'. Den fik de i bytte for anderkendelsen af kollektive overenskomster i 1899. (Desuden fik de voldgift, arbejdsret og en masse andet, som sidenhen har gjort dem til endnu større hegemoner.)

Ingeniører kan vi ikke undvære, men man kunne sætte dem til alt muligt mere nyttigt, end at sikre profitten; men hvem gælder det ikke for?

John Christian Mogensen

Først var Ole Thyssens bekymring at velfærdsstaten havde fået elefantiasis. Nu er hans bekymring ikke længere dens volumen, men at den overhovedet er der. For, ræsonnerer han, det kan jo tænkes at den er med til at skabe den svaghed, som den er til for at afhjælpe. Og det skal nok passe i mange tilfælde. Men så er det afgørende spørgsmål jo alligevel det kvantitative: er omfanget af disse tilfælde større end omfanget af de tilfælde, hvor velfærdsstaten medvirker til at mennesker bliver stærkere? Til at besvare det spørgsmål retfærdigt behøves der empiri, hvis ikke man vil lade sig nøje med det blik ens politiske smag giver en. Forresten foreligger der empiriske undersøgelser, der viser at alle slags menneskelig styrke er mere udbredt i de mere lige samfund end i de mere ulige. I de mere ulige samfund er kriminaliteten højere i alle samfundslag, dødeligheden højere i alle samfundslag, helbredet dårligere i alle samfundslag, læsefærdighed for børn dårligere i alle samfundslag. Kort sagt der er empiri der nogenlunde tvangfrit kan tolkes i retning af at velfærdssamfund med relativ stor lighed skaber mindre menneskelig svaghed end ulige samfund. Jeg henviser til Richard Wilkinson og Kate Picketts bog "Lighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund".

Nu er ingeniører jo ikke kun ansat som lønarbejdere i produktionen - ved siden af bygger de skam også broer, sygehuse, jernbaner, skibe - you name it.

De gammel-kommunistiske flosklers tid er heldigvis passé ...

Niels-Holger Nielsen

Jan Weis

'Nu er ingeniører jo ikke kun ansat som lønarbejdere i produktionen - ved siden af bygger de skam også broer, sygehuse, jernbaner, skibe - you name it.'

I deres fritid?

randi christiansen

Anders, hør nu her - ingenuity - opfindsomhed, skal det nu også være galt ? Næ du, klog opfindsomhed - det er, hvad vi har brug for

Andreas Trägårdh

Trangen til ideel masse ensretning af borgere i samfundet giver stadig flere opgaver til ingeniørerne. Deres job er at konkretiserer de ideelle kompensationer den enkelte erstatter deres individualitet med.

Jeg vender tilbage senere med en uddybende kommentar. Blot nu dette: Engang for 30 år siden havde mine forældre en blomstrende kjolefabrik. I 1988 eller 1989 gik den desværre konkurs. Havde der ikke været en velfærds-stat dengang havde mine forældre været tvunget til at bo enten på gaden eller måske hos min søster eller bror. (nok ikke en dårlig ide, måske).

Men rent økonomisk ville det have betydet, at de ville have skullet leve af det Naadsensbrød som min bror eller søster kunne undvære. Nu fik de i første omgang dagpenge, indtil de var 60 år og kunne så gå på efterløn. Velfærds-staten dengang sørgede også for, at min far fik de lykkeligste fem måneder af sit liv på lokal-arkivet, hvor han skulle rense gamle billeder og tage nye billeder og fremkalde gamle fotografier ud fra gamle negativ-strimler.
Og velfærdsstaten sørgede for at de skulle herfra, så kom de det med værdigheden i behold.

Og hvad mener Thyssen med 'moralsk' - mon han mener det samme som Venstre altid har ment - at de fattige de skal bare tage sig sammen, thi de er moralsk anløbne...

Som sagt vender jeg tilbage senere...

Andreas Trägårdh

Det bemærkelige ved gruppen af arbejdsløse blandt mennesker, så ofte er unge. Mens de ældre ofte holder flere stillinger, har fritids projekter osv. Så vælger samfundet den mest ringe idé, og kulsejler de kommende generationer. Måske det ville tjene et vist formål hvis man gjorde endeligt op med identiteten på arbejdspladsen, husholdning kunne f.eks. komme ind på samme hylde - med løn.

Niels-Holger Nielsen

Nu har Informations kyndige debattører med eftertryk tilbagevist OT stribevis af gange. Bevares, der er stadig 2%, der bakker ham op, men ellers. Er der nogen, som har spekuleret over, hvorfor Information mener, at det er så vigtigt stadig at divertere os med de redningsforsøg, som hans skriblerier vel efterhånden må kaldes?

Vi mangler lige denneher:

"og massemedierne kolporterer glad og gerne føljetoner om samfundets daglige svigt."

Yep - men vinklen er da altid at samfundet svigter ved at udbetale for meget, kræve for lidt og være for blødsødent? Vi skriver 2012, ikke 1972

Samtidig kolporteres da ideligt historien om at hvis bare de arbejdsløse tog sig sammen ... hvad de ikke gør osv ...

Tine Sørensen

Hvad er "svaghed"?
Er det ikke selve ordet, der er problemet?
Det er jo subjektivt!
Og det er velkendt, at svaghed er et våben i alle sammenhænge -også i parforhold!
Tit kommer vores samfundsmæssige såvel som personlige problemer til at fremstå som sproglige konstruktioner!
Og som sproglige konstruktioner blir de ugyldige, - uanset hvilke menneskelige lidelser eller samfundsmæssige malproportioner, de dækker....
Vi er svage!
Vi er ofre!
Vi er frustrerede!
Vi er diagnostiseret til døde........

Jeg er efterhånden virkelig træt af, at høre om "de svage" i samfundet.
Hvem er de svage?
Er det de mennesker, der blir fyret, - og som blir arbejdsløse, - som pludselig med et slag er forandret fra stærke til svage?
Hvad er det for tilfældigheder, der afgør, om mennesker er stærke eller svage? _ Og hvem afgør det? Hvad er det, at være svag?
Hvad er det at være stærk?
Er det, at være stærk, - det samme som at være opportun? - at være uproblematisk? - Hvilke kriterier bruger vi? - Og hvem blir fyret først? - Og udfra hvilke kriterier?

Det handler om at give den rigtige hjælp nemlig selvhjælp..altså en udviklingsorienteret hjælp og ikke en passiv hjælp. Thyssen har en meget rigid opfattelse af , hvordan såkaldt svage får hjælp ...at den , der skal hjælpe kun hjælper for egen vindings skyld..for at have et arbejde...Der kikser det da helt for Thyssen, for mig bekendt vil enhver ordentlig socialrådgiver , pædagog, psykiater, psykolog da give hjælp til selvhjælp. ?

"De bliver stressede, demotiverede, angste eller voldelige. De går på stoffer, dropper ud af uddannelsen, opgiver at passe deres børn eller arbejde."

Det er meget nemt at give dig et svar.Det sker når man er i konkurrence om ressourcer, specielt de mest basale Så råder primærinstinkterne hvor man bliver fjendtlig overfor andre da man anser dem som en konkurrent om meget knappe/attraktive ressourcer.

Hvis der derimod er rigeligt af ressourcer, skaber det mere samarbejde i flokken og man har så at sige - ikke nogen interesse i at slå konkurrenterne ihjel længere eller holde dem ude fra ens territorium.

"Når krybben er tom, bides hestene"

Så kan man tale alt det man vil om moral, etik, og karaktersvagheder. Men når man har mindre end alle andre, bliver man mere aggressiv for at få del i ressourcerne. Det er ikke en offer rolle. Det er bare et rovdyr, der viser tænder.

Derfor den der 'sociale udligning' er ret vigtig hvis man vil have et forholdsvist fredeligt samfund og ikke ende som under den franske revolution hvor den herskende klasse blev slagtet en masse eller med marcherende hære som i 39' for at plyndre andres ressourcer.Hvis man ikke slår hinanden ihjel, slår man andre ihjel - når forskellene bliver for store.

Rasmus Kongshøj

Ole Thyssen skriver:

"Er svaghed et personligt projekt, som styrkes af et kompleks af teori og praksis?

Eller er svaghed et moralsk projekt, hvor den svage slipper sin vilje og herefter leverer stadig nye beviser på, at han eller kun ikke kan?"

Det er et falsk dilemma Ole Thyssen stiller op her. Hvor er det dejligt nemt at fremstille svaghed som den enkeltes problem - så slipper borgerlige debattører som Thyssen nemlig for at forholde sig til den måde vi har indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på.

Det er min klare opfattelse at der sidder tusindvis af "svage" borgere derude, som gerne vil bidrage, men som bliver nægtet muligheden fordi de ikke er omstillingsparate, i stand til at yde 110% hver dag, og hvad der ellers står af floskler i stillingsopslag.

Kunne det ikke tænkes at "svaghed" først og fremmest er et socialt fænomen, der bedst afhjælpes ved strukturelle ændringer i samfundet?

Thyssen går også let henover den "hjælp" der bliver givet til de "svage". Bare fordi der er masser af mennesker ansat til at "hjælpe" betyder det jo ikke at hjælpen er effektiv, eller at det egentlige formål overhovedet er at hjælpe.

Det bedste eksempel er det kontrol- og straf-cirkus som har erstattet beskæftigelsespolitikken her i landet. Det skubber masser af arbejdsløse ud over kanten, og hvis man ikke var psykiskk kørt ned når man kom ind i sytemet, så bliver man det i hvert fald hurtigt.

For mig at se er det egentlige formål med hele det system ikke at hjælpe, men at straffe, for derved at skræmme middelklassen. Det skal ikke være sjovt at være arbejdsløs.

Hvis man nu brugte alle de penge man i dag bruger på at straffe enkelte borgere for det strukturelle problem som arbejdsløshed er på reel hjælp, så kunne det måske være at man kunne få færre "svage".

Alt dette ignorerer Thyssen. Han ser tingene sort-hvidt. Der er ansat X personer i det offentlige, ergo er der X personer der hjælper de "svage", og hjælp er hjælp, uanset hvad den består i.

Og den omgang pladder skulle komme fra en filosof. Det er godt nok gået tilbage for det fag.

Kan anbefale: "LIGHED - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund". Af: Richard Wilkinson og Kate Pickett. Informations Forlag.

Sider