Kommentar

Ytringsfriheden fik et knæk med universitetsreformen

Hvis en universitetsansat rejser kritik i offentligheden, kan det koste karrieren. Det går ud over den kritiske tanke og ’det venligt fjendtlige samarbejde mellem forskere’, som skulle drive forskningen frem
18. februar 2012

Som forhenværende seniorforsker ved Aarhus Universitet får jeg lyst til at blande mig i den fornyede debat om ytringsfrihed og muligheden for at kritisere ledelsens dispositioner ved et moderne og strømlinet universitet som det i Aarhus. Den verserende sag om den fyringstruede Linda Koldau synes jeg er svær at bedømme, men at der er tale om et generelt problem i forbindelse med de ansattes ytringsfrihed, mener jeg er ret oplagt.

For nogle år siden var jeg selv involveret i en sag om ytringsfrihed ved Aarhus Universitet, fordi jeg og nogle kolleger stillede os kritiske over for universitets ejerskab af og tætte samarbejde med kemikalievirksomheden Cheminova. Efter at have forsøgt at komme igennem med kritikken af Cheminova internt ved universitetet, valgte jeg at bringe sagen frem i pressen. Mine nærmeste ledere kritiserede mig voldsomt for at have udtalt mig til medierne — herunder til Information. Jeg blev truet med fyring, min fagforening, djøf, gik ind i sagen med den klare holdning, at den drejede sig om ytringsfrihed, og efter en del finurligt tovtrækkeri endte det med, at truslen blev trukket tilbage.

Sagen fik dog konsekvenser for resten af min tid ved universitetet. Da jeg i sin tid — i 2008/9 — trådte frem med min kritik, var jeg godt klar over, at jeg bevægede mig ud i et minefelt, men at det havde konsekvenser for resten af mit arbejdsliv, var jeg ikke klar over eller forberedt på. Det er imidlertid ikke primært min sag, jeg vil kommentere på her.

Topstyring

Siden jeg gik på pension i 2010 har jeg haft god tid til at tænke over ytringsfrihedens vilkår på universiteterne og er — ikke overraskende — nået frem til, at forklaringen på problemerne skal findes flere steder.

For det første skete der nogle væsentlige ændringer i de ansatte forskeres muligheder for at kritisere ledelsens beslutninger, da universitetets ledelse gik fra at være demokratisk valgt blandt ligestillede til at være udpeget gennem udnævnelser styret udefra.

Universitetsstrukturen ændrede samtidigt fokus fra forskning til administration, og styringen ændredes fra demokrati til diktatur — eller med et lidt ’pænere’ udtryk fra demokrati til topstyring.

Ledelsen får i den nye struktur en helt anden og langt mere omfattende magt end i det gamle system, og dermed bliver det naturligvis også langt farligere at kritisere en ledelse, som i sidste instans kan fyre den eller de ’besværlige’.

De forsigtige trækker sig

I den nye universitetsstruktur udvikles desuden et indviklet hierarki med et hav af mellemledere på forskellige niveauer, og med det et bureaukrati, der stiller stadig større krav til administrative opgaver, som lægger beslag på de ansattes tid og ressourcer.

Hele systemet med den stadig mere omfattende eksterne finansiering af forskningen ved universiteterne, trækker i samme retning: Skaf penge — helst mange penge — pas din forskning og aflever til tiden!

En god forsker holder lav profil, overholder sine administrative såvel som forskningsmæssige deadlines og har en positiv holdning til institutionen — uden ledelsens opbakning kan det nemlig være svært at skaffe eksterne midler og dermed i sidste instans at fastholde sin stilling.

Udviklingen har både stor indflydelse på de forskere, der fastholder retten til at kritisere ledelsen eller andre forhold på universiteterne, og på ansatte, som måske ikke står i forreste række med kritik, men alligevel ønsker at deltage i den kritiske debat. De vil have en tendens til at træde et skridt tilbage og undlade at forholde sig til kritikken.

Der udvikler sig med andre ord en tavshedskultur til skade både for ’den kritiske tanke’ og »det venligt fjendtlige samarbejde mellem forskere« (Karl Popper, filosof, red.) — en kritik og et samarbejde, som er afgørende for at sikre en høj kvalitet i det videnskabelige arbejde. At træde frem i offentligheden med kritik af forholdene bliver hurtigt til rene selvmordsaktioner.

Ansvar for egen ledelse

Det er naturligvis ikke kun strukturelle forhold, som sætter barrierer for ytringsfriheden på universiteterne. Også den konkrete ledelse og de konkrete ansatte har en rolle at spille, og den vælger de i en hvis grad selv. Ledelsen, som i ord altid vil hævde, at der er fuld ytringsfrihed i institutionen — et fænomen jeg også har konstateret i sagen om Linda Koldau — kan forvalte sine holdninger til de ansattes kritik mere eller mindre restriktivt. Den kan lade kritikken få plads og lægge øre til den, eller den kan nedtone og sågar direkte undertrykke den.

Naturligvis befinder ledelsen sig til en vis grad i en dobbeltrolle i den nye universitetsstruktur, hvor så mange eksterne interesser (med økonomiske ressourcer og/eller politisk indflydelse) kan påvirke universiteternes udvikling. Men hver enkelt leder har vel stadig et ansvar for sin egen ledelse? Det er ikke nok at dække sig ind under, at man som leder er nødt til at please sine samarbejdspartnere, man må også fastholde universitets ret og pligt til fri tankevirksomhed.

De ansatte kan på deres side vælge at tage bolden op og bringe kritikken frem, trods de vanskeligheder det kan medføre. Her vil det altid være en fordel at være flere om at rejse en given kritik — selv om der som skitseret ovenfor, kan være mange gode grunde til at holde lav profil, og det derfor kan være svært at finde alliancepartnere til at rejse en ellers fornuftig kritik.

Der er med andre ord mange ting på spil, når man skal diskutere ytringsfrihed, og man er nødt til at se på både strukturer og vilkår — og på de involverede aktører inden for såvel som uden for universiteterne.

Det er nødvendigt at fastholde en kritik af forholdene, som de har udviklet sig de senere år. Det er blevet magten og ikke argumentet, der tæller i den akademiske debat ved universiteterne i dag — til skade ikke kun for ansatte og studerende, men også for forskningen.

 

Mette Jensen er forhenværende seniorforsker ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu må man altså gerne stoppe med at beskrive nogle latterligt små interne problemer på AU, som et landsdækkende problem.
Hvis damerne ikke kan lide "lugten i bageriet" så kan de jo bare rejse.
Alle firmaer - private som offentlige - har et adfærdskodeks. Hvis man offentlig går ud og kritisere sin arbejdsplads, så må det få konsekvenser, af den ene eller den anden art.

Vi skal også tænke på, at pengene fra Cheminova er placeret i en fond.
Den fond har i årernes løb bidraget voldsomt til udbygningen af Århus Universitet, der uden fondens
midler utvivlsomt blot havde været et inferiørt provinsuniversitet.

Carl Halby, pengene til trods så vil AU med den politik, der udfoldes aldrig blive andet end et inferiørt provinsuniversitet. Pengene gør det ikke, forskningsfriheden gør.
Universiteter, hvor der ikke kan tales frit og sandt, har ingen rolle at spille - og vi må efterhånden gå meget direkte til vore politikere og spørge, hvorfor fanden de har ønsket at knægte det mest demokratiske sted i samfundet. Så hvorfor? Styrelsesloven var forbilledlig, universiteterne gjorde, hvad de skulle, de manglede bare penge - nu har de penge, men bruger dem på pjat.

Når problemstillingen er tilstrækkelig alvorlig bør man som ansat handle. Som offentlig ansat må man godt ytre sig offentligt, "når liv, ære og velfærd er på spil". I dette tilfælde at en dansk virksomhed sælger et i EU forbudt stof, Methyl Parathion/bladan, til Brasilien, hvor det skal anvendes af fattige bønder, der ikke kan læse:

"Embedsmænd fra de brasilianske sundhedsmyndigheder har tidligere erklæret, at de er betænkelige ved den udgave af bladan-sprøjteproduktet, som Cheminova sælger i landet.

Pulveret skal blandes op med vand, og det er særdeles sundhedsfarligt, hvis det ikke gøres efter sikkerhedsforskrifterne".
http://politiken.dk/indland/ECE213560/cheminova-vil-stoppe-salg-af-gifte...

I 2008 skrev en civilingeniør på sin blog:

"Dagbladet Politiken har de seneste dage afsløret, hvordan Cheminovas aktivt har modarbejdet, at sundhedsministeriet i Brasilien undersøger dens og andre producenters salg af den ekstremt farlige sprøjtegift methyl parathion".

http://ing.dk/artikel/90319-taenker-cheminova-kun-paa-profit-til-forsker...

http://politiken.dk/udland/ECE553660/cheminova-kaemper-for-livsfarlig-sp...

"Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor på Danmarks Tekniske Universitet i virksomheders miljøarbejde, mener, Cheminovas opførsel går stik imod de løfter om at opføre sig mere ansvarligt, Cheminova kom med for halvandet år siden".

I 2006 lovede Cheminova at stoppe med Methyl Parathion:

Igen glipper argumentationen.

Dagens paradoks:

Pengenes magt bliver bliver brugt som argument i et forsknings-fag, og det kan man da kalde afmagt.

PS
Der sad en gang en fattig inder i en landsby og udførte små mirakler.

Problemet er jo, at Cheminova, stik mod intentionen, kører med AU, hvor AU burde være garanten for, at Cheminova blev verdens mest ansvarlige kemiske fabrik, på hvilken ikke en finger burde kunne sættes.

Ursula Nielsen

Ak, mens vi brugte al vores tid på at diskutere Muhammedtegninger og ytringsfrihed, så blev ytringsfriheden undergravet i strukturer vi ikke kunne gennemskue. Sikke en AArhushistorie.