Kronik

1700-tals-feminist kan stadig tale til nutidens unge

Der var ramaskrig, da Mary Wollstonecraft i 1792 udgav bogen ’Forsvar for kvinders rettigheder’. I dag genudgives bogen, der stadig kan tale til unge kvinder. Også i dag er der brug for, at de modsætter sig presset for, at de skal opføre sig som perfekte, seksualiserede dukkebørn
Dagens unge kvinder ser frigjorte ud, men i virkeligheden har mange af dem alt for travlt med at leve op til omverdenens snærende normer, mener dagens kronikør.

Dagens unge kvinder ser frigjorte ud, men i virkeligheden har mange af dem alt for travlt med at leve op til omverdenens snærende normer, mener dagens kronikør.

Sonja Iskov

Debat
8. marts 2012

Forfatteren Mary Wollstonecraft var en af feminismens pionerer. I sin samtid i 1700-tallet vakte hun furore. Den konservative presse kaldte hende »en hyæne i skørter«. Men hendes skrifter er blevet læst med interesse af feminister helt frem til i dag.

Hver ny bølge af kvinderettighedsforekæmpere – fra suffragetterne til vore dages rødstrømper, nyfeminister og ligeretsaktivister – har ladet sig inspirere af Wollstonecrafts bog Forsvar for kvindens rettigheder fra 1792, hvor hun tager fat på både de ydre og de indre forhindringer for kvinders ligeværdige stilling i samfundet.

Wollstonecraft er en rigtig 1700-talsfigur: En oplysningens kvinde, der opmuntrer sine medsøstre til at uddanne sig, så de kan blive myndige individer og deltage aktivt i samfundslivet både politisk, socialt og i familien. Mary Wollstonecraft skrev om vigtigheden af, at kvinder får en ordentlig uddannelse. Hun forsvarede den franske revolution. Hun tog modigt til orde mod tidens mest fremtrædende mænd. Hun var radikal, fordi hun både havde øje for den formelle ligestilling og for de sociale og økonomiske uligheder i samfundet.

Derfor kunne 1970’ernes rødstrømper knytte direkte an til Wollstonecraft med sloganet ’Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp’. De sociale og kønspolitiske ændringer måtte følges ad. Det er ikke noget tilfælde, at kvinderetsforekæmperen Toni Liversage ud fra sin deltagelse i den danske kvindebevægelse udgav en bog om og med Wollstonecraft, Mary og revolutionen, i 1974.

For selv om Wollstonecraft var en rigtig 1700-talsskikkelse, er der deprimerende nok ikke så langt fra hendes skrifter til dagens aktuelle kønsproblematikker.

I dag bliver man måske ikke kaldt en hyæne i skørter, men det er åbenbart stadig kontroversielt at træde frem som feminist. Adspurgt om deres holdninger, begynder de fleste defensivt med en forsikring om, at de skam ikke er feminister.

Slut med pyntedukker

Mary Wollstonecraft var ikke feminist på den firkantede måde, der stiller kvinderne som det gode køn over for mændene som det onde køn. Hun var tværtimod, som også 1970’ernes rødstrømper med deres bevidstgørelsesgrupper, i gang med en selvopdragelsesproces på kvindekønnets vegne: Hvis kvinder vil respekteres som ligeværdige både ude og hjemme, må de bevæge sig bort fra livet som pyntedukker underlagt modens påbud, vove sig ud af de intime lokaler og give sig i kast med andet og mere end ugebladslitteratur.

I dagens samfund, hvor mode og udseende mere end nogensinde tyranniserer unge piger, og hvor ugebladene læses af et stort flertal af landets kvinder i alle aldre, kan den problemstilling stadig genkendes. Og i et klima, hvor mødre igen klæder deres små døtre på som viktorianske dukkebørn, og der fra den pædagogiske ’sagkundskab’ insisteres på, at vi fødes lyserøde og lyseblå og derfor må indpasse os i de dertilhørende kønsbåse fra vuggestuealderen, kan der være god grund til at huske på Wollstonecrafts ana-lyser af, hvordan kvinder selv medvirker til fortsættelsen af deres undertrykkelse og umyndighed ved at opdrage deres døtre (og sønner) til at følge kønskonventionerne.

Budskabet om at uddanne sig var ikke nyt på Wollstonecrafts tid, det overtog hun fra tidligere generationer af kvindeforkæmpere. Det budskab lyder stadig, og stadig flere kvinder synes at have forstået det, eftersom piger i de senere år har klaret sig bedre og bedre i skolen og de efterfølgende uddannelsesinstitutioner.

På Wollstonecrafts tid var det forældre og mænd, der stod i vejen for pigers uddannelsesmuligheder, fordi de syntes, uddannelse var unødvendigt for det ægteskab, der var pigeopdragelsens mål. Wollstonecraft understregede, at selv fashionable kvinder fra de bedre kredse med adgang til rejser og selskabelighed meget vel kunne blive gamle uden at nå ud over barnligheden. De indsmigrende barnlige ynder, som samtiden lagde vægt på hos kvinder, skulle sikre dem en ægtemand i en tidlig alder. Denne barnagtige socialkarakter gjorde dem imidlertid uegnede til at opdrage deres egne børn og udsatte dem – især som ældre – for foragt i familie og samfund.

For at komme ud af deres barnlige afhængighed og umyndighed og opnå moralsk modenhed måtte kvinder uddannes til selvstændigt at kunne følge deres fornuft.

Fortsat undertrykkelse

Wollstonecraft begyndte med at argumentere for, at kvinder faktisk kan udvikle både dømmekraft og moralsk handlekraft. Dermed anfægtede hun kvinders underordning under mænd. De lovgivningsmæssige og politiske krav dukkede op i forbindelse med den franske revolution, som skabte håb om ændringer af hele samfundet.

I dag er der få, som i ramme alvor vil betvivle, at kvinder er i besiddelse af samme evner som mænd. Og mange af de lovgivningsmæssige og politiske ændringer, som gør det muligt, at kvinder kan udvise dømmekraft og moralsk handlekraft både ude og hjemme, er gennemført. Ikke desto mindre er det stadig åbenbart, at kvinder ofte føler sig usikre på deres evner og er nervøse for, om de kan leve op til tidens mangesidede krav.

Wollstonecraft kritiserede de samtidige mandlige skribenter, der behandlede piger, som om de var seksualobjekter, og kvinder, som om de var børn. Men hun var også opmærksom på, at begge køn medvirkede til at opretholde denne kvinderolle. Mens mændene sexualiserede det uskyldige, hjælpe- og hjerneløse pigebarn, medvirkede kvinder aktivt til deres egen underkastelse ved at spille på de infantile sider, der tiltrak mænd – uden at forstå, at denne barnagtige charme ikke varer ved, men kun vil medføre tab af respekt senere hen. Som Mary Wollstonecraft sagde: »tilbedelsen kommer først, og foragten er ikke forudset.«

Måske er det en sådan mekanik, der stadig fungerer i dag, blot i en mere upersonlig-diffus udgave: En kombination af senkapitalismens stigende forbrugspres og den ekstreme individualisering, som de seneste årtiers borgerlige backlash har medført, presser unge kvinder med urealistiske perfektionsnormer. I dagens samfund lyder devisen igen, at enhver er sin egen lykkes smed, og at det er ens egen skyld, hvis man ikke er en succes.

I stedet for – eller ud over – forældrene, er det nu ugeblade, medier og den herskende politiske diskurs, der stiller krav om, at unge kvinder både skal gøre karriere på linje med mænd og fremtræde veltrimmede og sexede, samtidig med at de har et perfekt hjem med helst flere perfekte børn og varetager de traditionelle kvindelige familieopgaver. Det er selvsagt en umulig cocktail, der får mange unge kvinder til at føle sig utilstrækkelige og stressede.

Også mænd er i stigende grad underlagt den slags perfektionskrav, der er en del af den herskende diskurs, men opleves som subjektive og individuelle problemer.

Wollstonecraft vidste godt, at det ikke var let. I sine lidenskabelige kærlighedsforhold oplevede hun, at det var svært at fastholde værdighed og selvstændighed. Den indre frigørelse, der skal følges med de ydre rettigheder, kræver, som hun var opmærksom på, en selvuddannelsesproces. Den er det lettest at gennemføre, når man er flere og derfor kan få øje på den fælles tvang, man er underlagt som enkeltindivider.

Det demonstrerede kvindebevægelsen for min generation. Måske det er på tide at finde nye, bevægende fælles erfaringer?

 

Tania Ørum er lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu er det vel egenlig mor som lærer sine døtre at pynte sig. så problemet med pyntedukker er nok et mor datter problem.

Og som artiklen påpeger et problem som går helt tilbage til 1700 tallet, det bliver spændende at se om der går 300 år mere inden kvinderne tager kampen med den rigtige.

Det ville da være dejligt; hvis den næste artikel i samme genre; behageligt kunne udpensle hvilken kvindetype som der "fra højere sted" ønskes at ses i samfundet !

Rødstrømperne var dengang ude i nogenlunde samme ærinde som denne artikel. Dengang var kvinderne og pigerne udenfor rødstrømpebevægelsens fællesskab netop bevidste feminaer som havde taget et valg i forhold til deres krop og køn og forventelige muligheder og som derfor fungerede optimalt med deres jævnaldrende drenge / mænd.
I dag rapporteres ofte surt fra den tids mænd om rødstrømperne som ødelagde festen og fordrejede hovedet på pigerne som måske dengang var netop hvad kvinder altid har drømt om at være - såvelt seksuelt som socialt - før rødstrømperne.

Efter at rødstrømperne havde trukket sig tilbage kom punkerne heldigvis med en opgradering af den kvindelige seksualitet og socialitet men idag lægges kursen så igen af denne artikel.
Som at føje spot til hån; for idag har kvinder i middelklassen slet ikke længere det valg at afsondre sig selv og sine muligheder som hippie-pigerne og punker-pigerne kunne.
Den føde som middelklassen ernærer sig af er af så dårlig kvalitet; at end ikke svineproducenter turde fodre deres svin med sådan føde.

Føden trækker således nutidens kvinder ned på et "lavere" niveau med langt mindre skønhed og et stort udvalg af kropslige problemer hvoraf fedme bare er et af dem.
Blomstre af før de er blevet 20 år gamle er mange nutidige kvinders skæbne pga. af den ringe ernæring.
At blive "slave-kvinder" for arbejdsgivere og middelklassens mænd er 2012 middelklasse-kvindernes skæbne på mere ond end godt.

Derfor - at nu igen kritisere piger og kvinder der pynter sig og drømmer om lidt sex og luksus og lidt X-faktor er regulært at hælde salt i det vidt åbne væskende sår.
Så synd.

Tania Ørum skriver: "I dag er der få, som i ramme alvor vil betvivle, at kvinder er i besiddelse af samme evner som mænd."
Det er en manipulerende sætning lidt i retning af " . . . vi er mange der mener at . . . ".
Hvad forskningen siger om den sag er faktisk at kvinder og mænd IKKE er i besiddelse af helt de samme evner. På de fleste felter er forskellene ikke ret store, så egentlig behøver man ikke fokusere på dem, men at påstå at forskellene slet ikke er der, er usandt.

Dertil kommer, hvad der er vigtigere, at kvinder og mænd ikke har de samme interesser. Her tænker jeg ikke på, at piger opdrages til at interessere sig for omsorg, mænd for teknik; nej, jeg tænker på at de forskellige interesser for en stor del er medfødte, altså biologisk bestemte.

Desuden har forskning fra de seneste år vist, at diverse hormoner har betydning for f.eks. hvor meget man er i stand til og interesserer sig for at aflæse andre menneskers følelser. Oxytocin - som kvinder har mest af - kan fremme denne evne og interesse, mens testosteron - som mænd har mest af - kan nedsætte den. Allerede der kan vi se en delvis forklaring på, hvorfor kvinder er mere til stede i omsorgssektoren end mænd er.

Hvad jeg har imod Tania Ørums påstand, er, at hvis den virkelig var rigtig, så ville forskellig repræsentation af kønnene i forskellige sektorer være udtryk for sociale påvirkninger, dvs. uretfærdigheder.

Men at der er flere mænd end kvinder blandt lastbilchauffører, og flere kvinder end mænd blandt børnehavepædagoger, er altså ikke udtryk for at et ondsindet komplot gennemført af indspiste magtmænd har lokket kvinderne ind i børnehaverne og mændene ud på motorvejene. Det at disse forskelle fremstilles som en uretfærdighed, er hvad jeg ikke bryder mig om ved Tania Ørums feminisme. Ved at lægge det op som uretfærdighed, antyder man, at der et sted sidder nogle mænd, som er onde og giver kvinder en dårlig tilværelse.

Der sidder ingen specielt onde mænd noget specielt sted.

Men det er OK at indkredse, hvor i vores kultur der er forhold, som unødvendigt holder kvinder væk fra bestemte sektorer og jobs, i det omfang disse faktorer faktisk er kulturelle og kan ændres. Man skal bare huske at skelne og ikke uden videre antage, at alle forskelle er kulturbestemte. Det er de ikke.

Martin Kaarup

"Dagens unge kvinder ser frigjorte ud, men i virkeligheden har mange af dem alt for travlt med at leve op til omverdenens snærende normer, mener dagens kronikør"

Nemlig! Sådan!

Marianne Mandoe

Kære mænd

Det ville klæde jer hvis I tog stilling til artiklen frem for at falde over jeres egne ben for at fremføre de synspunkter i fremfører hver eneste gang.

Det er lidt lige som at høre en gammel LP være gået i hak og uendeligt spille de samme to takter om og om igen.

HVIS det var sådan at I mænd var biologisk betinget kvinder overlegne så burde I være i stand til at fremføre nye synspunkter fra tid til anden.
Som det står virker det mest af alt som om der bliver liret nogle tillærte meninger af og at de meninger er blevet implanteret i en ikke-plastisk hjerne.

Amalthea Holmsson skriver; -" Der findes sikkert et eller andet biologisk determineret, der betinger denne hændelse…"

Eller også -er det bare ytringsfriheden der slår et slag for de smukke og søde hippie- piger og punker-piger og deres lykke som denne regulære "femte kolonne" af en flok testosteron-plagede rødstrømper af en eller anden ukendt grund forsøgte at demontere.
Skulle man endelig i bagklogskabens klare lys sætte den tids rødstrømper uden lup - og det er så allerede sket for mit vedkommende; ja så må man undres meget over at se resultatet af deres "kvindekamp derude i virkeligheden - idag. Nutidens kvinder...
Enten Bimbo's eller X-faktor hungende piger med drømme der kun alt for sjældent bonger ind. Alt for sjældent.

Men måske er det kun meningen at kvinder skal være lykkelige i et kort sekund ? - Hvis ikke det er en syg og ond opfattelse; så er det ihvertfald en helt forkert opfattelse jeg så gerne skal kæmpe imod.

En Popstjerne som Madonna - (ja, Gud hjælpe både mig og hende for at nævne hende her i eksemplet ) - Hun viser vejen for kvinderne.
Selvdisciplin - åndelig udvikling og sund mad og motion og masser af sex og øvelse og øvelse og masser af øvelse og endnu mere øvelse gør mester. Mesterinde.
Madonna er ikke bare et ikon på pophimlen - men selve eksemplet til efterfølgelse.
Men det er bare ikke Madonnas vej til udvikling og sjov som promoveres i medierne - tværtimod høres ofte hvisken i krogene om denne Madonna der går for vidt -" med især sit selvudvikling og "det kan hun ikke tillade sig" osv. osv. . Denne hvisken udbredt her og der og alle vegne ofte af små luskede DJ's og 3 klasses radioreportere.
Egentligt skægt - men Madonna har jo alt det og meget mere til som emnet for denne artikel Mary Wollstonecraft tillægges...
Så skal vi her hylde Mary Wollstonecraft ubeset og ubelæst og ustuderet - det kan vi da godt. men lad os så lige også fejre at skæbnen og livet og god kvinde-karma på trods af Rødstrømperne (en sten i skoen) har givet os en kvinde som Madonna der stadig har sjov og vigtigst af alt kan se på tilbage på en masse sjov - når den tid kommer ( - og lad mig tilføje det ske sent )

http://www.youtube.com/watch?v=JbDbBal53ig&list=QL

Marianne Mandoe
Mit ovenstående indlæg kan så også læses som mit svar på din kritik.

“I dag er der få, som i ramme alvor vil betvivle, at kvinder er i besiddelse af samme evner som mænd.”

Det er simpelt hen forkert. Alligevel fremføres den påstand af feminister igen og igen. Og derfor vil jeg protestere imod den igen og igen, indtil den hænger alle ud af halsen.

Jeg synes ikke der er sket det helt store siden 2nd. verdenskrig hvad kvindesyn/ligestilling angår, og det er egentligt forstemmende.

Jeg tør næsten ikke sige det, men hvor det tidligere var mandsdomineret samfund der holdt kvinderne i skak, ser det denne gang ud til at være både kvinder og mænd.

Vi har jo skiftet socialadfærd, og omdefineret os selv som forbrugere - jeg tvivler på at jeg har forstået kompleksiteten fuldt ud, men jeg har en mistanke om at dette spiller ind. I den forbindelse bliver indkomststørrelse en af de vigtigste successfaktorer, og så er enlige kvinder kørt bag af dansen.

En anden side er mediepåvirkning - populærkulturen tager meget mere fra pornoindustrien end vi har set tidligere, og stort set alle ser porno. Dette ser ud til at medvirke til at unge mænd kun føler sig ansvarlige for deres egen tilfredsstillelse, og unge kvinder stønner højlydt fra de spreder benene til deres partner får udløsning.

Det synes måske ikke af meget, men hvert skridt kvinder forsøger at imødekomme/tilfredsstille disse såkaldte normer, er et skridt tilbage til kødgryderne.

Det er ærgeligt - det kunne være spændende at prøve et samfund hvor vi behandler alle som rigtige mennesker.

Sören Tolsgaard

Kaspar Olsen:

Sjovt som du er vild med the material girl, Madonna.

Det tilsyneladende perfekte maskinmenneske, som i kraft af ”motion og masser af sex og øvelse og øvelse og masser af øvelse og endnu mere øvelse” altid flyder ovenpå og får den ene elsker yngre end den anden på krogen. Hun sidder vist temmelig fast i en narcissistisk dyrkelse af – nå ja – mest af sig selv.

Der var faktisk også følsomme hippie-piger, som fik rigeligt af den åh-så-frigjorte sexualitet og foretrak en mere åndelig udvikling, som jeg ikke kan få øje på hos Madonna, selv om hun naturligvis omgiver sig med moderigtige talismaner og ikoner. Hendes musik er stadig mest for teenagere og har ikke udviklet sig ret langt udover x-factor stadiet. Men bevares, hun er en sjov og sexet ”maneater” og en dygtig forretningskvinde og alt i alt: i grunden ret så adrenalinpumpet og maskulin!

Der findes - for mig at se - kvindelige kunstnere, som evner at udtrykke langt mere sjæl og dybt rodfæstet kvindelighed.

https://www.youtube.com/watch?v=OZ-GM8Q7q60

Tillad mig at begynde et lidt andet sted:

For mange år siden efterhånden underviste jeg på en arbejdsplads i Danmark. På den arbejdsplads var der en kvinde, som havde boet i Frankrig i 1980erne. Og havde været medlem af det franske kommunist-parti.
Hun kunne fortælle historier om, hvordan de kvindelige medlemmer af det franske kommunist-parti kunne gå op på talerstolen og skose mændene og kræve ligestilling - iført lækkert tøj, silkestrømper og høje hæle. Og mændene lyttede...

Hvorfor kan man ikke være venstre-orienteret - eller kvinde - og gå i pænt tøj eller se godt ud - og have feministiske holdninger? Det synes mig som at Tania Ørum vil tilbage til 1970ernes (grimme?) æstetik indenfor kvindebevægelsen, hvor kvinderne ikke måtte have fokus på deres køn, men skulle fremstå enten køns-neutrale eller som mænd i offentligheden.

Måske klæder unge danske kvinder, f.eks. min niece, sig pænt, fordi de godt kan lide det? Samtidig med, at de stadig har feministiske holdninger ? Måske kunne der evt. bare være tale om det?

Mht. evner mv. så er der nogen hverv der skal udføres i det her land, og en mandlig sygeplejerske er lige så god en kvindelig sygeplejerske, ikke sandt. Eller en kvinde kan vel støvsuge præcist lige så godt som en mand? Den eneste forskel jeg kan finde belæg for fysisk er at mænd har større iltoptag end kvinder har, og større muskelmasse i skuldrene end kvinder har. Og derfor bedre evner at bære tunge ting....

Og med mænd og kvinder mener jeg de fleste mænd og de fleste kvinder...

Søren Tolsgård

Når jeg bruger eksemplet Madonna som en moderne kvinde der ganske overgår hvad der kan tænkes at udledes af Mary Wollstonecraft i 1792 der udgav bogen ’Forsvar for kvinders rettigheder’ (som jeg ikke har læst) er det ikke fordi der ikke findes andre kvinder man kunne fremhæve.

Men du kan være sikker på at Madonna igennem sin karriere har slået sit store slag for Alle Kvinders rettigheder.
Og hun er således værdig til at blive nævnt som et idol og eksempel til efterfølgelse.

Men som sagt, der er andre kvinder der kunne fremhæves - mange kandidater men mange af de måske udvalgte falder fra pga af smålig egoisme eller alkoholafhængighed og andet mismod og depression.
Som de kan tænkes at sidde I fordi de IKKE har gennegået den krævende åndelige udvikling som du desværre ikke kan få øje med hensyn til Madonna.
Men tror du alvorligt ; at man som Madonna kan skrive og vælge at synge de sange og have det positive output som du hånligt kalder "et maskinmenneske" uden at have en kolossal åndelig udvikling bag sig ?

Joni Mitchell som du foretrækker er en sød kvinde og en fantastisk sanger men - hendes ballader handler ofte om hendes helt utallige nederlag med mennesker og situationer - respekt for det...
Nogle ville måske kalde Joni Mitchells sange for et udtryk af nacissme og navlepilleri - selvom ordet nok snarere er konstruktiv selvterapi lagt ud til publikum.
At Madonna med garanti har mødt lige så meget modstand i musikbranchen som Joni Mitchell er stensikkert men forskellen imellem disse 2 sangerinder er denne - Madonnas åndelige søgen og udvikling i kombination med forståelse af det fysiske - sund føde og motion.

Tager vi lige Rødstrømperne op igen så ser vi netop at disse kampvogne ikke ledte deres proselytter ind i Åndelig udvikling med mere.
"Nix - kan i så komme ind i materialismen og blive og føle jer som stakkels ofre for "de væmmelige mænd". Det var Rødstrømpe budskabet - blandt andet.
Altså - pigerne ind i endnu mere narcissisme og navlepilleri.
Dæleme ser jeg da Rødstrømperne som den regulære "femte kolonne" idag og skulle PET en dag offentliggøre en evt. eksisterende rapport med indhold fra yderst hemmelige Rødstrømpemøder i 60'erne og 70''erne kunne sådan en rapport da godt blive en sikker bestseller -
Med lidt lys over tiden - tiltrængt taget i betragtning at de søde Hippie-piger dengang blev forsøgt forvandlet til at sidde i offerrollen af Rødstrømperne.
Og som offer er piger som bekendt blot nul og niks og intet. Rene slaver. Arbejdslaver.

Næ, Bliv en vinder og følg Madonnas eksempel og få jer noget fest og motion og sex og sund mad og brug alle talenter og og gå ind i noget sund og god åndelig søgen og stræben - det er det råd og recept nutidens kvinder kunne bruge 2012.
For at blive glade kvinder igen.

Almathea Holmsson

Så fik du igen bevist at du mestrer det kritiske debatindlæg uden at bidrage med nogen positiv substans.
Jeg havde ellers glædet mig til at se et modangreb på mine helt uhyrlige påstande om en sværm af femtekolonne monster-rødstrømper der med råb og grimme skrig og fordrejede påstande drev de søde Hippie-piger ind i narcissistiske og navlepillende offerroller, således at de derfra fremover kunne blive på deres plads som arbejdsslaver for Rødstrømperne og deres mandlige Arbejdsgiver- venner i det højere sociale Hierarki !

Amalthea Holmsson

Hvis du siger det...
Du har grundigt bevist i denne debat; at du ihvertfald ved hvad substansløst Trolleri er.

robert jensen

Sune hansen:

"En anden side er mediepåvirkning - populærkulturen tager meget mere fra pornoindustrien end vi har set tidligere, og stort set alle ser porno. Dette ser ud til at medvirke til at unge mænd kun føler sig ansvarlige for deres egen tilfredsstillelse, og unge kvinder stønner højlydt fra de spreder benene til deres partner får udløsning."

Ja, det har jeg også erfaret.Det har egt ikke været det store problem for mig, men min nabo har ligget søvnløs over det.
Derfor begyndte jeg at fokusere mere på pigernes tilfredsstillelse, men det er det faktisk blevet endnu mere højlydt af, så nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre.

Folk må gp i lige præcis det tøj de vil. Jeg er sådan set ligeglad. Jeg påpeger blot, at i andre lande kan kvinder altså godt finde ud at gå i pænt tøj, se godt ud, gå i højhælede sko og kritisere mændene sønder og sammen - og blive taget alvorligt.

Kun i Danmark synes dette ikke muligt...

Michael Kongstad Nielsen

Men det er jo først og fremmest kvinderne selv, der styrer løjerne og går med på galejen. De konkurrerer med hinanden om at være mest perfekt. De kunne jo bare sige nej, og snakke indbyrdes sammen om at sige nej. Hvorfor gør de ikke det? Hvorfor insisterer de ikke på at have sunde og kraftfulde udtryk i flade sko.