Kommentar

Vi advarer om finanspagten – vi skræmmer ikke

Hvorfor skal man beskyldes for at bedrive skræmmekampagne, blot fordi man påpeger uheldige konsekvenser ved EU’s udvikling? Det, som blev stemplet som skræmmekampagner i 1970’erne, er endt som grumme realiteter i dag
28. marts 2012

Det er måske nok en overdrivelse at sige, at debatten ligefrem blomstrer, men lidt debat er der da om finanspagten. I den forbindelse er jeg igen løbet ind i beskyldninger om at føre skræmmekampagne. Nu er det ganske vist heller ikke særligt pæne ting, jeg har at sige om finanspagten, men det er da trættende at blive beskyldt for skræmmekampagner, blot fordi man fortæller om konsekvenserne ved pagten.

I stedet for nu at skændes om fremtiden kan vi se tilbage i tiden – det er nemlig langtfra første gang, at EU-modstandere er blevet beskyldt for at føre skræmmekampagne. Sådan har det vist været lige siden 1972. Lad os derfor tage fat i et indlæg af ingen ringere end Anders Fogh Rasmussen fra den 26. januar 1976 i B.T. – dengang var han formand for VU og en ganske ihærdig modstander af EF’s udvikling.

Det havde han syv grunde til – lad os blot se på to af dem i forhold til, hvordan verden så udviklede sig:

»En fastlåsning af valutakurserne i en valutaunion vil virke økonomisk forstyrrende. Landenes naturlige og erhvervsstrukturelle forudsætninger er så forskellige, at kun fleksible kurser kan skabe stabile økonomier i Europa.«

Det er jo netop det, vi ser konsekvensen af i dag. Ved at have så mange forskelligartede økonomier samlet under samme valuta er der blevet skabt store interne spændinger, og resultatet er blandt andet, at flere lande i Sydeuropa er fanget i en gældsspiral, som de har yderst vanskeligt ved at undslippe. Hvis de i stedet havde haft selvstændige valutaer, havde de også haft mulighed for at lave løbende justeringer, og så havde vi f.eks. set, at den græske valuta var mindre værd end den tyske – simpelthen fordi den græske konkurrenceevne er dårligere end den tyske, og det har forskellige valutaer mulighed for at opveje.

Allerede i 1976 kunne man altså se, at der ville være problemer med den fælles valuta. Det er bare rigtig synd, at der ikke blev lyttet.

»Hvis en økonomisk union overhovedet skulle fungere, ville det i hvert fald kræve en overnational og central styring af økonomierne.«

Hvilket er det, vi ser med Europluspagten sidste år og finanspagten i år, hvor man netop indfører en markant central styring af økonomierne. Det kan altså godt være, at da det blev skrevet i 1976, var det langt ude i fremtiden, men ikke desto mindre var det sandt, at hvis man skal få en økonomisk union til at fungere, må man indføre en overnational styring. Det har man naturligvis ret til at mene er en god idé, men man skal ikke komme og påstå, at det var skræmmekampagne, da vi i forbindelse med euro-afstemningen i 2000 sagde, at resultatet af at indføre euroen ville blive, at EU kom til at bestemme over vores økonomi.

Dagens diskussion

Nu er jeg jo udmærket klar over, at Anders Fogh Rasmussen har skiftet holdning til EU-samarbejdet, men det gør ikke hans tidligere holdninger uinteressante. På en måde er det faktisk lidt sjovt, at man allerede i 1976 diskuterede konsekvenserne af en fælles valuta, men den egentlige grund til, at jeg synes det er relevant at se på, er, at det den dag i dag kan være ganske vanskeligt at trænge igennem med kritik af EU’s udvikling, uden at det bliver stemplet som skræmmekampagne.

Den finanspolitiske union, som man ønsker at skabe via finanspagten, er altså ikke noget, som vi har fundet på fra EU-modstandernes side. Det er derimod noget, bl.a. Angela Merkel ( forbundskansler i Tyskland, red.) er fortaler for. Men når man ikke kan få lov at sige tingene, som de er, bliver det så vanskeligt at debattere ordentligt.

Finanspagten har som mål at skabe en finanspolitisk union, hvor man i meget høj grad vil centralisere den økonomiske styring, og hvor landene skal stå skoleret over for EU i forhold til, om de nu overholder nogle ganske bestemt definerede økonomiske mål. Er det ikke tilfældet, kan man dels blive idømt bøder, og dels skal man fremlægge redegørelser for, hvordan man vil gøre. Det er alt sammen ud fra en optik om, at det vigtigste overhovedet er at sikre, at landene ikke har økonomisk underskud – og her taler vi altså ikke om at se på arbejdsløshed (selv om det jo indirekte har en betydning for underskuddet), men derimod kun om at nedbringe underskuddet øjeblikkeligt (hvilket kan opnås ved nedskæringer på offentlige ydelser eller højere skatter – og altså ikke via investeringer i fremtiden).

Jeg ved godt at ovenstående lyder ubehageligt – i hvert tilfælde hvis man mener, at det skal være Folketinget, der bestemmer den økonomiske politik – men i stedet for at kalde det skræmmekampagne, så kunne man jo bruge kræfterne på at få en folkeafstemning om finanspagten. Socialister og Socialdemokrater kæmper imod pagten i resten af EU – og de gør det bestemt ikke uden grund.

 

Rina Ronja Kari er talsperson for Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Alle ved at hvis det kommer til en folkeafstemning om finanspagten, så vender vælgerne tommelfingeren nedad.

Thorning o.lign. typer, tænker at det lettere at få tilgivelse end lov, og derfor mener de ikke behøver at spørger pøblen.

For det jo præcist da vi skulle stemme om euroen vs. kronen som valuta. Der var ikke det der ikke ville gå galt, hvis vi ikke valgte euroen. Heldigvis sagde vi nej (tak), og det har mange siden vist sig at det var det bedste valgt danskerne foretog.

Så derfor NEJ (TAK) TIL FINANSPAGTEN

Peter Günther

Fin reklame for modstand mod samarbejde med andre europæiske lande.

Det er jo i virkeligheden derfor alle problemerne er opstået, eller var det tværtom?

Måske kunne al denne energi måske bedre bruges på at holde vore egne politikere ansvarlige på hvad de gør?

Er vore politikere måske udstyret med et ALT for stort mandat fra vælgernes side. Hvorfor svigter det danske demokrati?

Grethe Preisler

@) Zuz Skov

Op til folkeafstemningen i 1972 var der også nogle EF-skeptikere, der fik den tanke, at når Søren Krarup var imod, var der måske alligevel noget godt ved at stemme for Danmarks indlemmelse i det, der fra tilhængerside blev markedsført som "Det europæiske Fællesskab".

Og så var der andre, der gjorde sig den ulejlighed at læse Romtraktaten, før de gik til stemmeurnerne, og satte kryds ved NEJ på et oplyst grundlag.

Michael Borregaard

De nuværende problemer stammer fra, at eurolandene i 00'erne så stort på de budgetunderskud, der blev oparbejdet. Specielt Tyskland og Frankrig havde for let ved at underminere kravene.

- Og uden effektive sanktioner blev det simpelthen for let for politikerne at føre overbudspolitik og negligere behovet for nødvendige strukturreformer af bl.a. arbejdsmarkedet og pensionssystemet i de gode år, hvor illusionen om en ny økonomi, permanent høj vækst og lav inflation, levede i bedste velgående.

Søren Hove vandt Nordisk økonomi pris 2010 med en opgave omhandlende asymmetrisk pengepolitik, opgaven viste at en asymmetrisk pengepolitik kan destabilisere økonomien.

Hoves` rapport viser, at USA’s centralbank fra 1998 til 2008 sænkede sin styrerente proportionalt med nedgangen på børsindekset Standard & Poors 500. Derimod hævede centralbanken ikke renten i takt med, at S&P 500 steg.

Asymmetrisk pengepolitik kan forvrænge investorernes adfærd, så der opstår bobler på aktiemarkedet. Og hvor om alting er, så skaber pengepolitik en moral risiko, som især de nordiske lande bør undgå, da de er små åbne økonomier, som påvirkes særligt gennem udsving på de internationale markeder, hvilket man må sige har været effekten af finanskrisen.

Søren Hove understreger i hans opgave, at det kræver politisk mod, at føre en symmetrisk pengepolitik, da det er traditionelt populært, at slække pengepolitikken og sænke renterne under en lavkonjunktur, men lige så upopulært, at stramme pengepolitikken og hæve renterne, når økonomien bulder frem.

Søren Hove skriver afslutningsvis at "hvis krisen har lært os noget om vigtigheden af en symmetrisk pengepolitik, så har krisen i hvert fald haft en positiv effekt". Rapporten kan således få betydning for pengepolitikken fremover når verden rejser sig efter krisen og forventes at gå ind i en ny højkonjunktur.

Med hensyn til pengepolitikken, betyder Danmarks approksimativt fastkurspolitik i forhold til Euroen, at pengepolitikken reelt føres af den Europæiske Centralbank. ECBs` pengepolitik tilrettelægges med udgangspunkt i euromedlemslandenes økonomiske situation, og kun når dansk økonomi udvikler sig på linje med euroområdet, vil ECBs` pengepolitik passe til Danmark.

Perspektiverer man ECBs` pengepolitiske regel på det danske marked med ovenstående så viser økonomiske modeller i et notat fra Cepos ultimo 2008, at ECBs` pengepolitik generelt har været for lempelig i forhold til danske forhold, som følge af, at ”taylor-graden” siden midten af 2004 lå markant over det faktiske renteniveau.

Konjunktursvingninger i Danmark, som ikke følger euroområdet, må i sagens natur klares med finanspolitikken. Danmarks fastkurspolitik overfor euro’en stiller med andre ord strenge krav til, at finanspolitikken er veltilrettelagt.

Virkeligheden aktualiserede problemet med fuld styrke i kølvandet på finanskrisen, som begyndte i 2007 og slog voldsomt igennem i slutningen af 2008, da det endnu engang i historien viste sig, at man ikke kan udføre risikofri, profitabel arbitrage.

Den ekstraordinære lave rente under højkonjunkturen gjorde det særligt attraktivt, at købe ejerboliger, og dermed løftede dette sammen med liberaliseringen af lånetyperne boligpriserne, og derfor fik folk fornemmelsen af, at de gennem køb af fast ejendom udførte risikofri, profitabel arbitrage.

Den lave rente gjorde det ligeledes attraktivt, at investere i aktier, og dermed har den lave rente været med til, at give et bidrag til boomet i aktiekurserne, hvilket er hvad Søren Hoves` opgave om asymmetrisk pengepolitik redegør for.

Billedet af den i de senere år historisk uansvarlige finanspolitik fremgår med al ønskelig tydelighed af modellen for årene 1980-2012 neden for, hvor det såkaldte output-gap hvert år er sammenholdt med finanseffekten.

Output-gab’et måler forskellen mellem faktisk produktion og den produktion, der kan opnås ved en holdbar beskæftigelses-/inflationssituation, herefter betegnet den potentielle produktion. Når den faktiske produktion overstiger den potentielle produktion, og økonomien således er overophedet, bør finanspolitikken være stram for at tage overtrykket af den økonomiske aktivitet. Omvendt bør finanspolitikken være lempelig, dvs. stimulerende, hvis den faktiske produktion er lavere end den potentielle produktion. Finanspolitikkens aktivitetsvirkninger på produktionen måles i det enkelte år ved den såkaldte finanseffekt.

Såfremt den til enhver tid siddende regering fører en hensigtsmæssig eller ansvarlig finanspolitik, bør et mindstekrav således være, at output-gap’et og finanseffekten har modsatte fortegn. Modsatte fortegn betyder, at når økonomien er overophedet, dvs. når output-gap’et er positivt, er finanspolitikken stram, dvs. finanseffekten er negativ. Og omvendt når kapaciteten i økonomien ikke udnyttes. Dette er naturligvis kun et mindstekrav, idet en perfekt timet og doseret finanspolitik ville indebære, at output-gap’et hvert år var nul.

Som modeller viser, er der ikke siden 1980 – og det gælder også for de umiddelbart foregående år i sidste halvdel af 70’erne – ført en så uansvarlig finanspolitik som i årene 2005-08, idet kurven over output-gap’et og finanseffekten netop i disse år ligger på samme side – og i øvrigt også højt over – nul-linjen, hvor de i stedet i det mindste burde ligge på hver side af nul-linjen med output-gap’et tæt på nul-linjen.

Da pengepolitikken i Danmark reelt føres af den Europæiske centralbank, stiller dette store krav til finanspolitikken, for konjunkturer som følger Euroområdet, stiller i sagens natur strenge krav til, at finanspolitikken er veltilrettelagt.

Finanspolitikken var det område Anders Fogh Rasmussen fejlede eklatant på, og dermed er krisen i dag værre end den havde været, hvis man haft modet til at føre en mere kontraktiv finanspolitik - viser Søren Hoves` opgave, Cepos notat noget, er det, at en af de største fejl S-R-SF regeringen kan begå er, at tilslutte Danmark finanspagten, for ved at tilslutte Danmark til finanspagten, afskærer Regeringen sig fra, at kunne handle finanspolitisk, når ECBs` rente er for lempelig eller for stram i forhold til danske forhold - og dette er mildest talt gruopvækkende, for fakta er, at den stærke velfærdsstat gør, at den danske statskasse er den mest konjunkturfølsomme i forhold til alle andre af OECDs` lande, og netop af denne grund, har diskussionen omkring suverænitetsafgivelse, jf. Grundlovens § 20, stk. 1, været en hæmsko for et kompetent modspil i medierne, nemlig afgivelsen af handlefriheden i sig selv, og i dette spil, har den altoverskyggende debat om betalingsringen, været en kærkommen skyggedal for euroteknokraten Helle Thorning-Schmidt og S-R-SF regeringen.

Det eneste positive man kan sige om finanspagten er, at der alene er tale om et moralsk løfte, for vælger politikerne på Christiansborg, at ignorere budgetloven får det ikke konsekvenser som følge af, at Danmark står uden for euroen.

Med hensyn til pengepolitikken, betyder Danmarks approksimativt fastkurspolitik i forhold til Euroen, at pengepolitikken reelt føres af den Europæiske Centralbank. ECBs` pengepolitik tilrettelægges med udgangspunkt i euromedlemslandenes økonomiske situation, og kun når dansk økonomi udvikler sig på linje med euroområdet, vil ECBs` pengepolitik passe til Danmark.

Konjunktursvingninger i Danmark, som ikke følger euroområdet, må i sagens natur klares med finanspolitikken. Danmarks fastkurspolitik overfor euro’en stiller med andre ord strenge krav til, at finanspolitikken er veltilrettelagt, hvilket afspejler sig ved, at Danmark har den mest konjunkturfølsomme økonomi af alle OECDs` medlemslande.

Når det så er sagt, blev den første opfordring til at indføre en europæisk mønt blev lanceret inden krisen i 1929.

Den 9. september 1929 stillede den tyske politiker Gustav Stresemann Folkeforbundet spørgsmålet "hvor er den europæiske mønt og det europæiske frimærke, som vi har brug for?". Seks uger senere, den 25. oktober 1929, indtraf den "sorte fredag" på børsen i New York, og den verdensomspændende krise begyndte. Den skabte voldsomme økonomiske problemer på globalt plan, betød virksomhedslukninger og resulterede i en arbejdsløshedsprocent uden fortilfælde.

Ideen om en økonomisk og monetær union blev drøftet første gang i 1969 på et EF-topmøde i Haag, Holland. Baggrunden for drøftelserne var bl.a., at samhandelen mellem EF-landene var blevet stærkt forøget gennem toldunionen, og målet var at uddybe det europæiske samarbejde. Efter topmødet i Haag blev der nedsat en ekspertgruppe under ledelse af den luxembourgske stats- og finansminister Pierre Werner. Gruppen fremlagde den såkaldte Werner-rapport i 1970.

Werner-rapporten indeholdt en detaljeret beskrivelse af skabelsen af en økonomisk og monetær union i tre faser frem til 1980. Landene skulle gradvist øge koordineringen af den økonomiske politik og mindske udsvingene i valutakurserne. I den sidste fase skulle valutakurserne fastlåses helt. Foruden en fælles pengepolitik indebar planerne også, at en række beslutninger om finanspolitikken skulle træffes i fællesskab.

De første planer om en økonomisk og monetær union blev dog aldrig gennemført. Dette skyldes bl.a. den store internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woods-systemets sammenbrud i starten af 1970´erne og den internationale lavkonjunktur, der fulgte i kølvandet på den første oliekrise i 1973.

På den måde er vi faktisk nu med 40 års forsinkelse ved at vende tilbage til anbefalingerne fra Werner rapporten: Den økonomiske politik centraliseres – og det bliver i BERLIN, Frankfurt, PARIS og Bruxelles, ergo er der tale om et elitært projekt, og dette er hverken til nytte for danskere eller den hårdtarbejdende europæiske borger i øvrigt.

Ib Christensen

For mig er det største spørgsmål, hvorfor de folk der ikke vil lade os stemme, har så travlt med at bruge milliader på at angribe andre nationer under påskud af at DE skal have demokrati.

Mikael Hertig

Michael: Din lange artikel indledes med, at du uden diskussion - og imod i hvert fald anerkendt økonomisk teori - accepterer, at underskud på den offentlige saldo er en uting, der skal nedbringes.
Skiftet til asymmetrisk pengepolitik handler om, hvordan man bruger rentemekanismen i USA, som ikke alene har en fælles centralbank, men også sin egen betalingsbalance, en fælles økonomisk politik etc.
Den haltende analogi og de mange fokusskift fra EU-plan til nationalt plan gør din redegørelse ret indviklet. Hvis du mener, at det er forkert, at der ikke blev strammet op i højkonjunktursperioden fra omkring 2004-08 i Danmark, er jeg i den grad enig. Hvis du nu mener, det er nødvendigt at smadre velfærdsstaten ved hjælp af en kontraktiv politik under en lavkonjunktur, er jeg helt uenig.

Michael Borregaard

Mikael: Såfremt regeringen ved siden af deres nuværende syndebukke-retorik, begyndte at føre en kontraktiv politik vil den destruere inertien på tre væsentlige kerneområder, nemlig, bolig-,uddannelse -og sundhedsområdet.

Der er enighed at hente her for, at der skal føres en ekspansiv finanspolitik for nuværende, hvordan den skal føres er så en helt anden sag - jeg personligt, finder det nuværende sortsyn på den offentlige gæld som værende den største hæmsko, og som den store synder for, at man er ved at demontere velfærdsstaten,

Viser det sidste årti om noget nået, er det, at fordelingspolitik frem for vækstpolitik og opdragelsesprojekter, ikke alene er relevant, men nødvendigt. VKO aksens blinde vinkel inden krisen bærer en stor del af skylden, for talen om at dansk økonomi var særligt godt rustet til krisen holder ikke vand - der var tale om gravstensøkonomi, for økonomien var overophedet allerede inden krisen ramte, og dette skyldtes blandt andet en for ekspansiv finanspolitisk mens højkonjunkturen buldrede derudaf.

I fremtidsperspektiv er problemet, at S-R-SF regeringen har ikke nærlæst skriften på gravstenen, og ved at anvende samme kontraktpolitiske tilgang gennem forsigtighedsprincippet, vil overskriften for økonomien blive den samme, og dette kan alverdens demagogisk magtsprog ikke ændre på, for forsigtighedsprincippet er tiltænkt den funktion, at det ligesom skattestoppet skal lulle befolkningen i Tornerosesøvn - forsigtighedsprincippet vil ligesom skattestoppet snarere få 1000 blomster til at visne, end til at gro.

Problemet med S-R-SF regeringens politik er det omvendte af hvad vi så under Anders Fogh Rasmussen. Under Anders Fogh Rasmussen eksisterede en absurd tendens til, at overvurdere økonomien, hvorfor der var tale om en prosaisk ´drømmeøkonomi`. Under Helle Thorning Schmidt vil vi komme til, at opleve en absurd undervurdering af økonomien. Og så længe Regeringens fortegnede vurdering af dansk økonomi får lov til at dominere billedet, vil det være mere skadeligt end gavnligt - tallene for eksempelvis pensionsskatten for finansåret 2011 viser, at den katastrofale bebudede smalhals af S-R-SF regeringen har overskygget behovet for langsigtet reformer og investeringer. Det samme skete for finansåret 2010 under Claus Hjort Frederiksen, her var der også dømt alvorlig smalhals, resultatet viste sig dog 43.000.000.000 milliarder bedre end frygtet.

Kikker man på den cykliske historie fra efter systemskiftet, er fortællingen den, at overskuddene har været større end vurderet, og underskuddene efter finanskrisen, mindre end vurderet.

Tilsammen har vurderingerne for dagsordnen af den økonomiske politik uansvarligt givet anledning til, at man har aflyst en række politiske initiativer, præcis på samme måde som man i dag ser det under S-R-SF regeringens gravstensøkonomi, og sortsyn på konjunkturerne - ordspillet offentlig gæld, er desværre blevet de nødvendige reformer og offentlige investeringers akilleshæl.

Fakta er for såvel fortiden som i dag er, at den stærke velfærdsstat gør, at den danske statskasse er den mest konjunkturfølsomme i forhold til alle andre af OECDs` lande.

Når det går dårligt, får man færre skatteindtægter og flere udgifter til dagpenge. Omvendt når det går godt, kan det også hurtigt mærkes i statskassen, og netop af denne grund, burde Helle Thorning Schmidt og de øvrige ansvarlige ministre for økonomien have mere is i maven, for det væsentlige er ikke det enkelte år, men en varig finansiering, og i et sådant billede skal man lade være med, at lade sig styre af konjunkturerne.

Befolkningen bør hungre efter politikere, som udtrykker sig i håb frem for problemer. På den anden side, bør befolkningen ligeledes hungre efter et mindre gyldent snit som ikke tegner en prosaisk ´drømmeøkonomi` som man oplevede under Anders Fogh Rasmussen, S-R-SF regeringen står for det første, for de hverken gør eller tør tage et opgør med vælgerne på det første af tre vigtige kerneområder for økonomiens stabilitet, nemlig inden for, bolig-, uddannelses- og sundhedspolitikken.

Problemstillingen vi ser under Helle Thorning Schmidt, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager i dag, er det samme som vi så under Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, de lader sig blive forblændet af de store underskud, i stedet for at arbejde hen imod langsigtede reformer og investeringer i samfundets bæredygtighed, og dermed har danskerne ikke noget at se frem til - der er godt nok til arbejdstagerens glæde lovet skattelettelser endnu engang, al erfaring viser dog, at investeringer er tre til syv gange så effektiv som skattelettelser, og derfor i dag ligesom det var tilfældet under Lars Løkke Rasmussen er mere relevante.

Både på kort og langt sigt er investeringer i den offentlige sektor afgørende for at sikre høj beskæftigelse i Danmark - i krisetider er offentlige investeringer langt mere effektive end skattelettelser til at få skabt job på kort sigt - på mellemlang sigt er uddannelse den mest centrale vækstmotor - skattelettelser er således ikke det eneste saliggørende middel til at øge beskæftigelsen, specielt ikke i den nuværende.

Et land som Danmark kan faktisk gøre meget selv, hvis pengeudpumpningen administreres fornuftigt.

Samlet set kan det desværre kort konkluderes, at krisen i Danmark forlænges af S-R-SF regeringen gennem videreførelsen af den tidligere regeringens firkantet sortsyn på den offentlige gæld, fejlen ligger ikke i, at der føres en ekspansiv finanspolitik, men i fortolkningen af vækst gennem besparelser som den eneste farbare vej.

Men der er da fortsat nogen som vil drille finansfyrsterne og de økonomiske badebolde og flødeboller

-" For at protestere mod SOPA (amerikansk lovforslag mod hackere i stil med ACTA), Wallstreet, vores uansvarlige ledere og de elskede fiansfyrster, som udsulter verden i deres egen grådighed, vil vi lukke internettet lørdag d. 31. marts."

Sådan skriver hacktivisterne Anonymous i en mail lagt på siden www.pastebin.com

Henrik Klausen

Borregaard: De nuværende problemer stammer fra, at eurolandene i 00’erne så stort på de budgetunderskud, der blev oparbejdet. Specielt Tyskland og Frankrig havde for let ved at underminere kravene.

FORKERT! Og så i første afsnit. Tsk tsk. Problemerne er kommet af en gældsboble i den private sektor. Det kender vi under et andet navn som boligboblen.

Peter Andreas Ebbesen

Talsperson.

Hvorfor fanden må det ikke hede talsmand længere.
Jeg er skide træt af den indetkønspladder der er ved at snige sig ind i sproget.
Ellers er jeg enig i artiklen.
MVH Heidi Madsen

Michael Borregaard

Henrik Klausen: at det var politikerne der gennem en for lempelig politik under en højkonjunktur lod lånelysten hos befolkningen eskalere er kendt, konsekvensen heraf er i dag, at danskerne er blevet verdensmestre i gæld, for med indførslen af afdragsfrie lån samt ejendomsskattestoppet, føltes det for mange som om, at de fik det nye badeværelse eller den nye bil gratis - eller som det hed sig, den mursten er 100 kroner værd, og den mursten er 100 kroner værd.

De nominelle ejendomspriser fra år 1970 til år 2000 steg med 900 procent mens realpriserne ”kun” steg med 55 procent.

Du har da fuldstændigt ret i, at boligboblen skyldtes privat gældssætning, størstedelen af ansvaret skal placeres hos politikerne, bankerne og advokaterne, for det var dem der gav borgerne en følelse af, at ejendomsinvestering var risikofri arbitrage.

De høje forventninger om fremtidige kapitalgevinster bidrog kraftigt til hvorfor boligefterspørgslen og boligpriserne samt arbejdsløsheden hhv. steg og faldt så kraftigt i "bobleårene".

Fortolker man boligprisernes udvikling i 2000-tallet er det berettiget, at tale om en decideret boligprisboble i årene 2005-07, hvor adfærden på boligmarkedet var "unormal" og præget af urealistiske forventninger til de fremtidige boligpriser.

Det unormale niveau kan blandt andet aflæses ved, at den gennemsnitlige arbejdsløshed i årene 2005 til 2008 gik fra 5,7 % i 2005, 4,5 procent i 2006, 3,4 procent i 2007 og 1,8 procent i 2008.

Rent historisk, er der tætte cykliske sammenhæng mellem udviklingen i boligpriser, pengemængde og realkreditlån til husholdningerne.

Udviklingen i aktivpriserne påvirkede generelt udviklingen i pengemængden, fordi det gav anledning til omallokering mellem aktiver og mellem forbrug og opsparing - med andre ord, faktorerne i ligningen MV = PQ blev i perioden kraftigt stimuleret.

Tilsvarende til årene 2005-2008 har man eksempelvis udviklingen i pengeefterspørgslen i begyndelsen af 90erne, hvor den faktiske pengeefterspørgsel også var noget højere end den estimerede, hvilket var en konsekvens af, at der blev givet bedre mulighed for tillægsbelåning, og muligheden for 30-årige annuitetslån blev genindført, hvilket indtil da kun var begrænset til 20-årige mikslån. Året inden var der sket store ændringer på boligmarkedet i form af en liberalisering af realkreditlovgivningen, hvor det blev muligt at låne op til 80 % af ejendomsværdien.

De politiske tiltag bidrog til vækstacceleration, som yderligere blev stimuleret af et markant internationalt rentefald. Samlet set resulterede dette i en konverteringsbølge og en omlægning af realkreditlån for ca. 300 mia. kr. Mange valgte i den forbindelse at forlænge løbetiden på realkreditlånet, eftersom det nu var muligt. Dette betød en afdragsbesparelse nu og her, til gengæld for en længere periode med rente- og afdragsbetalinger. Den forlængede løbetid, samt ændrede lånetype gav husholdningerne en likviditetslettelse, der fik forbruget og investeringerne til at stige.

De historiske informationer fra dengang samt i årene 2005-2008 er, at pengemængden og udlånene er blandt de indikatorer, som skal anvendes til, at få information om mulige finansielle ubalancer, og i sikringen heraf, ligger specielt fokus på det finansielle markeds gearingsgrad, målt ved risikoaversionsgraden mellem gælden og egenkapitalen.

Angående dit tsk tsk, er det lige i denne situation svært, at tage videre seriøst, men tak for dit indlæg alligevel, for boligboblen har ligesom finanspagten en negativ betydning hvis man fokuserer på fordelingspoltik/knaphedsøkonomi i stedet for det dogmatiske syn på politikernes vækstacceleratorer
i tale og skrift, når fremtidens ungdomsarbejdsløsheds - og ulighedsproblemer skal bekæmpes!!

Jeg hører til dem, der grundliggende mener, at EU er en god ide. Det betyder imidlertid ikke, at alle ideer i EU-regi er gode. Slet ikke. Finanspagten hører til en af de dårligere af slagsen. Dette mest af alt fordi den giver økonomierne spændetrøje på. Og det er der faktisk ikke belæg for. Stabilitetspagten er rigelig. Men her har EU sovet i timen - behøver jeg sige Grækenland. I den forstand er det ikke rimeligt, at straffen for at EU sov i timen overfor et medlemsland nu betyder, at alle øvrige lande i EU straffes.

Henrik Klausen

@Borregaard: Fint fint. Jeg forstår bare ikke hvorfor du så som det første skrev, at de nuværende problemer stammer fra budgetunderskud. Det gør de bare ikke. Det er samme misforståelse af krisen og dens årsager, som er grundlaget for finanspagtens teser.

Michael Borregaard

Mojn mojn Henrik:

Teserne bag finanspagten er ingenlunde nye, de er som skrevet ældre end mig selv, og stammer grundlæggende fra Werner rapporten fra oktober 1970, hvori det sidste punkt som blev anbefalet var, at den økonomiske politik skulle styrkes gennem fastlæggelse af retningslinjer for medlemsstaternes finanspolitik.

Budgetunderskuddene bliver brugt som undskyldning for, at det er nødvendigt at centralisere finanspolitikken, problemet er, at stabilitetspagten som alene var moralsk forpligtende, nu skal erstattes af finanspagten som for medlemmer som har indført euroen skal være juridisk forpligtende, som følge af, at der er tale om en støtteerklæring, hvor stabilitetspagten alene indeholdte en hensigtserklæring. Med andre ord, det problem vi ser i dag, skyldtes, at ingen europæiske politikere så sig moralsk forpligtet til at overholde stabilitetspagten, for dette ville som en steppebrand skabe mistillid blandt befolkningen, og så ville de ikke blive genvalgt.

Som tingene er nu, er situationen omvendt, i dag forsørger man, at skaffe stemmer ved, at plædere, at finanspagten er den eneste farbare løsning, problemet er dog, at finanspagten er om end endnu mere snæver i sin formålsbestemmelser end stabilitetspagten, og specielt for Danmarks vedkommende en farlig cocktail.

Graver man et spadestik dybere, står det klart, at den førte pengepolitik af ECB var alt for ekspansiv, den førte pengepolitik var til at starte med, en udløber af den økonomiske krise - med stigende arbejdsløshed - der fra år 2000 ramte flere europæiske lande, heriblandt Portugal, Italien, Frankrig og Tyskland.

Pengepolitikken kan der ikke gøres så meget ved, så længe man er bundet op til euroen, problemet er dog, at når der over en årrække føres ekspansiv pengepolitik, stiller dette krav til, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt, at føre en kontraktiv finanspolitik, for ellers vil pengemængdens omløbshastighed løbe løbsk, og skabe den finansboble vi kender i dag.

Når der er arbejdsløshed, som det var tilfældet efter år 2000, førte man ekspansiv finanspolitik, det vil sige, at man sænkede skatterne og/eller øgede de offentlige udgifter, således at købekraften øges.

Den ekspansive finanspolitik var rette cocktail at anvende i starten af dette årtusinde, problemet er dog, at en sådan politik giver underskud på statsbudgettet, hvilket øger den offentlige gæld - netop af denne grund, er statsunderskuddene en del af, at den private gældssætning ikke blev stoppet i tide, for man førte simpelthen for lempelig finanspolitik i de enkelte lande for længe, og red med på forbrugsbølgen, dermed skabte man en “tsunami” i stedet for en mindre oversvømmelse.

En del af finanskrisen, opstået som følge af en helt og aldeles uansvarlig liberalisering af blandt andet lånetyperne i USA som ramte Europa som en “tsunami“, kunnet have været undgået, såfremt man ikke havde overset faretegnene, og havde skelnet til de enkelte landes budgetunderskud, for ved, at sætte en dæmper for økonomiens korstog, havde man taget en del af brodden af den private gældssætning, og derfor ville en kickstart af markedscyklernes hastighed inden for EU, haft bedre vilkår for at komme op i gear i dag, dette skete dog ikke, for ingen politiker ville havde haft den store chance for at blive valgt, hvis de foreslog, at det var nødvendigt at sætte en dæmper på den gaveregn som prægede forbrugerne specielt i årene 2004- til 2008.

Alt andet lige er det reelt, at snakke om, at 00ernes budgetunderskud bærer en del af skylden for at finanskrisen ramte så hårdt som den gjorde, for pengemængdens omløbshastighed kan reguleres, og en regulering var nødvendig, reguleringen skulle havde været sket gennem en mere kontraktiv finanspolitik, og ved at føre en kontraktiv finanspolitik, skelner man netop til budgetunderskuddet, og dermed er der en sammenhæng, for havde man i 2004-2005 begyndt at føre en mere kontraktiv finanspolitik, havde man skåret mere end toppen af finanskrisens isbjerg, og også hastigheden i budgetunderskuddene- samt den spekulative privategældssætnings størrelse.

Hanne Gregersen

Nu er det jo de færreste, som med åben pande indrømmer man laver skræmmekampagne - jeg kender i hvert tilfælde ikke nogle :o)

Henrik Klausen

Borregaard: Den ekspansive finanspolitik var rette cocktail at anvende i starten af dette årtusinde, problemet er dog, at en sådan politik giver underskud på statsbudgettet, hvilket øger den offentlige gæld - netop af denne grund, er statsunderskuddene en del af, at den private gældssætning ikke blev stoppet i tide, for man førte simpelthen for lempelig finanspolitik i de enkelte lande for længe, og red med på forbrugsbølgen, dermed skabte man en “tsunami” i stedet for en mindre oversvømmelse.

Dine argumenter giver stadig ikke mening, selv om du bruger nok så mange ord. Der var ikke problemer med statsgæld for boligboblen brast. Boligboblen kom ikke til pga. ekspansiv finanspolitik, AKA offentlige underskud. Jeg ved ikke, om du forveksler pengepolitik med finanspolitik.

Michael Borregaard

I situationen, hvor den truende overophedning stod for døren, bidrog finanspolitikken til at øge presset på arbejdsmarkedet, og boligpriserne blev stimuleret yderligere. Den konjunkturmedløbende finanspolitik bidrog derved til at øge ubalancerne i økonomien og til at gøre tilbageslaget i såvel finans- som boligboblen endnu hårdere, end hvis man havde ført en kontraktiv finanspolitik, som kunne have spredt investeringerne til andet end ejendomssektoren alene.

Mvh. Michael "brugen mange uddybende ord" Borregaard

Michael Borregaard

@Klausen: Udviklingen af den danske boligboble startede i oktober 2003 med indførelsen af de afdragsfrie lån.

Fogh-regeringen havde allerede på dette tidspunkt indført skattestop, hvorfor man mistede en naturlig prisdæmpende reguleringsmekanisme. Samtidig havde man en historisk lav rente, der sendte ejendomspriserne på himmelflugt. Det var en ganske farlig cocktail!

Mange hævder, at krisen kom til os ude fra. Det er ikke rigtigt. Den danske bolig- og finanskrise blev alene forstærket af den amerikanske krise.

Inden finanskrisen i 2008 lånte rigtigt mange lande rigtigt mange penge i rigtigt mange år.

Det gjorde landene, fordi der var en underliggende tro på, at de bare ville bliver rigere og rigere i fremtiden. Og så ville det jo ikke være noget problem at betale pengene tilbage. Men det ændrede sig med et, da finanskrisen kom i 2008.

Der er ikke noget galt i, at et land låner penge. Men ligesom i en privatøkonomi skal man kun låne, hvis man er helt sikker på at kunne betale gælden tilbage. Den gode, sunde fornuft fulgte man ikke. Man troede, at det hele bare ville blive ved med at gå bedre og bedre - dermed var det en misforstået risikovurdering der førte til finanskrisen. Det var altså en naiv tro på, at markedet var kommet til et bestemt stabilitetsniveau, som resulterede i flere risikobetonede aktiver.

I Danmark sparede vi trods alt op. På den måde er vi dukse sammenlignet med andre lande. Vi burde nu nok have sparet endnu mere op, men det er en anden sag.

Økonomisk ligger vi, som i hvert fald den tidligere regeringen har redt, og den nuværende SRSF regering reder.

Der blev under højkonjunkturen ført en ekspansiv finanspolitik med høj vækst i det offentlige forbrug, og desuden har fastfrysningen af ejendomsværdiskatten indebåret en lempelse, da huspriserne steg markant og uforvarende. Den aktive finanspolitik har således bidraget til at øge en i forvejen høj vækst, og samtidig har gældsnedbringelsen været mindre, end den ville have været med blot en neutral finanspolitik.

I situationen, hvor den truende overophedning stod for døren, bidrog finanspolitikken til at øge presset på arbejdsmarkedet, og boligpriserne blev stimuleret yderligere. Den konjunkturmedløbende finanspolitik bidrog derved til at øge ubalancerne i økonomien og til at gøre tilbageslaget i såvel finans- som boligboblen endnu hårdere, end hvis man havde ført en kontraktiv finanspolitik.

Når der i det ovenstående, og resten af indlæggene alene fokuseres på finanspolitikken, og hvor således pengepolitikken ikke indgår, hænger det sammen med, at fastlåsningen af kronen til euroen har betydet, at Danmark ikke kan føre en aktiv, selvstændig pengepolitik, men i det væsentligste må følge den kurs i pengepolitikken, som udstikkes af Den europæiske Centralbank. Finanspolitikken er således det helt afgørende konjunkturpolitiske instrument, når der eksisterer et output gab målt ved taylor-graden som man så det i årene 2004- til 2008. I en strukturmæssig og mere langsigtet sammenhæng er der naturligvis væsentligt flere instrumenter, eksv.: arbejdsmarkedspolitik, undervisningspolitik, forsknings- og innovationspolitik, sundhedspolitik osv. Ikke desto mindre, anvendte man ikke finanspolitiske reguleringsmekanismer til, at dæmpe spekulationsniveauet i samfundet.

Skal vi kikke på det i dag, er de danske boligpriser for første gang under det teoretiske niveau, helt præcist 8-9 procent, hvorfor der er tale om en omvendt boligboble drevet af pessimisme. I 2006 og 2007 var priserne 30 pct. højere, end de teoretisk set burde være, og dette skyldtes som tidligere skrevet optimisme.

Synes personligt, at jeg har forsøgt, at bidrage til debatten, såfremt du ikke er enig i mine synspunkter, syntes jeg her på falderebet, at du burde uddybe dine indlæg, så jeg for fremtiden, ikke ”manipulerer” med Finans- og boligboblens underliggende natur, noget andet er så, at hvis du læser mellem linjerne så skyldtes boligboblen den udprægede optimisme der eksisterede på lånemarkedet, og denne optimisme skulle havde været reguleret.

Henrik Klausen

Borregaard: Udviklingen af den danske boligboble startede i oktober 2003 med indførelsen af de afdragsfrie lån.

Det er regulering, ikke finanspolitik. Finanspolitik drejer sig om det offentliges budget. Læs f.eks.:

da.wikipedia.org/wiki/Finanspolitik

Der blev under højkonjunkturen ført en ekspansiv finanspolitik med høj vækst i det offentlige forbrug

Danmark betalte af på den offentlige gæld under højkonjekturen. Væksten i det offentlige forbrug fulgtes med væksten i skatteindtægter. Det var ikke ekspansiv finanspolitik, idet ekspansiv finanspolitik = underskud på statsbudgettet. Sådan defineres det.

Michael Borregaard

Kære Henrik - enige bliver vi formentligt ikke, ikke desto mindre kan vi godt tage fat i definitionen af finanspolitik fra wikipedia:

Finanspolitik er den del af den økonomiske politik, der har til formål at ændre på de offentlige budgetter, for derved at påvirke udbud- og efterspørgselsforhold i samfundet. Finanspolitik føres ofte med henblik på at afhjælpe problemer med arbejdsløshed eller inflation. Der findes to hovedtyper af finanspolitiske virkemidler: ekspansiv finanspolitik og kontraktiv finanspolitik.

En ekspansiv finanspolitik er karakteriseret ved, at finansloven opererer med et underskud på statsbudgettet. Gennem dette underskud sættes der flere penge i omløb i samfundet, hvorved beslutningstagerne stimulerer økonomien (får gang i hjulene). Den øgede økonomiske aktivitet vil gennem multiplikatoreffekten skabe øget efterspørgsel, som fører til øget beskæftigelse.

En kontraktiv finanspolitik er karakteriseret ved, at finansloven planlægges med et overskud på statsbudgettet. Gennem dette overskud trækkes der penge ud af samfundet, hvorved beslutningstagerne bremser den økonomiske vækst. Hensigten hermed er især at undgå den inflation, som ofte er følgen af en ekspansiv finanspolitik. Hvis borgerne vælger at bruge af deres opsparing i stedet for at begrænse deres forbrug, er den kontraktive virkning mindre, end hvis de sparer på forbrugsgoderne. En permanent situation med overskud på statsbudgettet vil begrænse både forbruget og investeringerne med øget ledighed som følge.

- specielt årene op til boligboblen var kendetegnet ved optimisme, og denne optimisme skulle have været bremset, gennem en mere kontraktiv finanspolitik. I dag er der som skrevet tidligere tale om en omvendt boligboble, og derfor er det nødvendigt, at føre en ekspansiv finanspolitik, så man kan få gang i hjulene ved, at ændre den eksisterende pessimisme som specielt præger boligmarkedet, grunden herfor er, at aktivitet på boligmarkedet og ønsket om øget beskæftigelse er korrelerende størrelser.

Det siger naturligvis sig selv, at den effektive stabilitet ikke kan opnås fuldkomment, hvilket er en følge af, at økonomien ligesom forureningen ikke kender til landegrænser. Ikke desto mindre, burde regeringen allerede i 2006, have gjort op med sig selv, hvorledes man kunne regulere stabiliteten indenlands, i form af, at man blandt andet i TV-Avisen ultimo juni kunne høre, at man nu havde fuld beskæftigelse i Danmark, med andre ord, skulle man på dette tidspunkt eller som minimum lidt før havde arbejdet ud fra en margen af minus cirka 0,8 - 1,2 procent af beskæftigelsesreservens break-even-point - havde man tænkt over dette og ført en mere kontraktiv finanspolitik, havde konkurrenceevnen i Danmark været bedre i dag, for lønningerne samt boligpriserne var ikke steget nær så meget, og dermed ville vilkårene, og størrelsen af beskæftigelsesreserven være mere positiv end den er i dag.

Det unormale niveau og den høje optimisme ses ved som tidligere skrevet, at den gennemsnitlige arbejdsløshed i årene 2005 til 2008 gik fra 5,7 % i 2005, 4,5 procent i 2006, 3,4 procent i 2007 og 1,8 procent i 2008 - med hensyn til ledigheden var den, den laveste i 34 år i 2008, hvor den omregnet til fuldtid udgjorde 51.300 ledige, i 2008 var Danmark det land i EU, hvor flest 15-64 årige var i arbejde, hvilket kan aflæses ved, at beskæftigelsesfrekvensen var på 78,6 procent.

- Som skrevet, enige bliver vi formentligt ikke, vil dog først pointere, at jeg i mit sidste indlæg skrev følgende: I Danmark sparede vi trods alt op. På den måde er vi dukse sammenlignet med andre lande. Vi burde nu nok have sparet endnu mere op, men det er en anden sag. Når jeg skriver dette, betyder det, at VK regeringen betalte af på gælden, men de negligerede, at det var nødvendigt, at dæmpe den stigende optimisme som gennem hjulenes hastighed som udgjorde udbud og efterspørgsel som førte til den rekordlave arbejdsløshed, hvilket er en følge af, at multiplikatoreffekten var alt for høj. Den kontraktiv finanspolitik har til formål, at der skal trækkes penge ud af samfundet, hvorved beslutningstagerne bremser den økonomiske vækst, og væksten var som tidligere skrevet præget af en optimistisk tro på risikofri arbitrage og netop derfor var det nødvendigt, at føre en kontraktiv finanspolitik.

Det andet jeg hertil sidst vil pointere er, at du ønskes en god weekend, og takkes for din korrespondance, hvem ved, måske vi bliver enige, i en anden tråd, en anden god gang:)

nogen kunne vel finde på at indklage tilslutninger til finanspagten og eu og lign,
fordi de næppe er de bedst mulige, mht.:

Artikel 28
Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldtud kan virkeliggøres
( fra fn's mennskerettighedserklæring )