Kronik

Afskaf enevælden på Det Kgl. Teater

Den aktuelle krise på Det Kgl. Teater er udtryk for en lang tradition for dårlige enevældige ledelsesbeslutninger. Først når teaterledelsen demokratiseres, kan vi gøre os forhåbninger om at se en ende på den lange række af konflikter
Balletmester Nikolaj Hübbe giver en hjælpende hånd før prøve på ’Et folkesagn’. Normalt er det dog ikke ligefrem hjælpende hænder Det kgl. Teaters ledelse er mest berømt for, mener dagens kronikør.

Balletmester Nikolaj Hübbe giver en hjælpende hånd før prøve på ’Et folkesagn’. Normalt er det dog ikke ligefrem hjælpende hænder Det kgl. Teaters ledelse er mest berømt for, mener dagens kronikør.

Dennis Lehmann

15. marts 2012

Ingen taler om det grundlæggende problem på Det Kgl. Teater, efter krisen ved balletten igen er blusset op. Men nu skal jeg fortælle jer, hvad det handler om: Det er styreformen, der er synderen. Synderen hedder Enevælden.

Det Kgl. Teaters ledelse har for eksempel lagt låg på de ledelses-, samarbejds- og misbrugsproblemer, som Helle Hein kortlagde i den berømte interne rapport sidste sommer. Og sammen med meget uheldigt håndterede fyringer er balletdanserne blevet så utilfredse med tingenes tilstand, at de forsøgte at gå uden om balletchef og teaterchef og klage sin nød til bestyrelsesformand Stine Bosse.

I dag er danserne meget tæt på et egentligt oprør. Det har af flere grunde ramt mig og berørt mig. For det første har jeg både som ung kongelig solodanser og næstformand i Balletforeningen været fortaler for at demokratisere en væsentlig del af arbejdsgangen ved Den Kgl. Ballet. Det var jeg også, da jeg ansøgte om at blive balletchef i 1984.

For det andet har jeg for nogle måneder siden fået udgivet en kriminalroman, Svanens Død, hvis drama udspiller sig i dag og på dét, jeg kalder nationalballettens territorium. Som et tungt vejende sidetema til kriminalgåden er der et oprør på vej. Ballettens folk i romanen vil ikke længere trynes af noget så utidssvarende som rendyrket enevælde. Det bliver til en dramatisk strejke – midt under opførelsen af Svanesøen. Bogens fiktive verden kan hurtigt blive lidt for virkelig.

Teatrets bestyrelsesformand Stine Bosse vil følge sagen op og holde et vågent øje med tingene, siger hun. Men det er forkrampet og dumt, at en formand skal være overdommer i konflikterne. Hvis der er problemer mellem balletchef og balletdanserne, og kommunikationen her er gået fløjten, ligger bolden alene hos teaterchefen.

Nu er det desværre sådan, at de problemer, der blev blotlagt i Helle Heins interne rapport i sin tid blev pure afvist af teaterchef Erik Jacobsen. Dermed har han skudt sig selv i foden. For hvordan er det muligt for en teaterchef at gøre noget ved problemer, som han selv har benægtet eksistensen af?

Som lektor i ledelses-filosofi Bent Meier Sørensen for nylig udtalte til Politiken: »Det virker som om, medarbejderne oplever, at ledelsen har forsøgt at slukke brandene rundt om teatret, men ikke stoppet branden i selve bygningen.«

Umyndige undersåtter

Enevælde er karakteriseret ved, at undersåtterne hverken har medbestemmelse eller strejkeret. Måske har den kongelige enevælde overlevet, fordi kunst i sit væsen er udemokratisk. Det er i hvert fald sandt, når det gælder kernen i den skabende proces.

En del processer rundt om kernen kan dog sagtens demokratiseres. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at også balletdanserne er kommet gevaldigt ud af form, når det gælder om at kommunikere med deres chefer.

Den Kgl. Ballets historie er i hvert fald skæmmet af dårlig kommunikation mellem balletcheferne og danserne. Der har været i al fald tre svipsere inden for meget kort tid:

En af balletcheferne var på posten i bare ét år! Balletpersonalet våndede sig over hans ledelsesstil og klagede deres nød til den amerikanske presse under en USA-turné.

En tynd udenlandsk balletkvinde brugte posten til at hetzede de unge piger med deres vægt – resultatet blev som man kunne forvente.

En tredje balletchef talte til sidst slet ikke med danserne, og der har sågar været jurister inde over for at overbringe meddelelser mellem chef og personale og omvendt. Han trak sig efter to år.

I 2002 udtalte kgl. bestyrelsesformand Mads Øvlisen: »Det er ikke acceptabelt, at en balletmester endnu engang forlader teatret, fordi samarbejdet mellem balletledelsen og danserne ikke har kunnet bringes til at fungere tilfredsstillende.« Endnu engang?

Prisgivet af ledelsen

En balletchef bestemmer enerådigt en ansat dansers karriere. Som danser taler man ikke frit med en person, som kan lægge én på is, hvis det, man siger, ikke behager ham eller hende.

Men faktisk er det ikke så svært at afmontere enevælden i denne sammenhæng.

En løsning kunne være at nedsætter et femmandsråd for rollebesætninger i løbende repertoire. Det kan bestå af en håndfuld erfarne (pensionerede) dansere og instruktører med balletchefen på toppen. Samtidig kunne man passende afmontere balletchefens enerådighed med hensyn til ansættelser, udnævnelser og forfremmelser.

Udnævnelsen af selve balletchefen bør demokratiseres delvist. Balletpersonalet bør udpege tre kandidater til posten. Herefter kunne teaterchefen vælge en af dem. Det vil være både moderne og naturligt.

Tidligere teaterchefer har holdt på, at Den Kgl. Ballet ikke er moden til indførelse af demokrati. Spørgsmålet er, hvordan man kunne blive moden til demokrati uden at prøve det?

Lang tradition

I den aktuelle konflikt reagerede teaterchef Erik Jacobsen som nævnt ved at afvise alt faktuelt i Helle Heins rapport. Det var nærmest at betegne som sladder. Men kan nogen forestille sig, at en ph.d. i ledelse efter langvarige undersøgelser og mange interview skulle aflevere en falsk rapport om arbejdsklimaet ved Den Kgl. Ballet?

Den blanke afvisning af problemerne trækker tråde tilbage til en lang tradition for benægtelse på teatret. For en del år siden førte daværende teaterchef Michael Christiansen f.eks. an i denne traditionsrige afvisning af balletpersonalets problemer:

Dengang var unge dansere gået til journalister på gratisavisen 24 timer for anonymt at læsse af. Og der var tale om skrappe sager: fra spiseforstyrrelser over misbrug af lykkepiller og gigtpiller til en tyrannisk og grum tone i uddannelsen.

Teaterchefens stemme lød som voice-over i tv, da han afviste alt. Det havde intet på sig!

Det mindste manden kunne have gjort var at sige, at det lød bekymrende, og at han ville gå til bunds i sagerne. Nøjagtigt det samme som nuværende teaterchef burde have sagt sidste sommer.

Men traditionen for at overhøre medarbejdernes indsigelser går endnu længere tilbage. Da jeg som 23-årig var næstformand i Foreningen Den Kgl. Ballet, kom balletpersonalet ind i en voldsom krise. Sagen var, at man fra statsministerens side, havde lovet balletmester Harald Lander en slags oprejsning for en i alle henseende forsmædelig sag om anklager for magtmisbrug og sexchikane. Sagen var aldrig blevet retsligt prøvet, for Harald Lander rejste fra det hele.

Siden blev han lovet en tilbagekomst som gæstekoreograf med to egne balletter.

Nyheden kostede nervesammenbrud og sygemeldinger, og som Balletforening gik vi til kulturministeren og tryglede om at få afblæst gæstespillet. Men hverken minister eller teaterchef ville bøje sig, og vi varslede derfor en strejke, hvilket var ganske uhørt.

Balletforeningens medlemmer holdt ud en tid og fastholdt strejkevarslet.

Teaterchefen Henning Brøndsted meddelte så, at han ville indkalde hver enkelt danser. Hvis denne fastholdt at ville strejke, hvis gæstespillet ikke blev aflyst, ville han eller hun blive fyret.

Et typisk enevældigt træk, teaterchefen ville gå uden om den reelle forhandlingspartner, Balletforeningens bestyrelse, og gå i kødet på hver enkelt danser. Alene tanken om det forestående møde, faldt dansere grædende og snøftende fra.

Samtidig blev vi tvunget til en masse ubetalt overarbejde i vores retmæssige sommerferie. Det var slaveri. Jeg har ladet mig fortælle, at Den Kgl. Ballets dansere den dag i dag bliver beordret til overarbejde uden at få en krone for det. Vi beklagede os til kulturministeren for få betaling for at bruge noget af en ellers kontraktlig sommerferie til at tage på USA-turné. Vi fik nej, og fik den besked, at vi var god reklame for dansk eksport – særligt for dansk bacon. Det gav tegneren Bo Bojesen anledning til en berømt tegning, hvor glade grise optræder i balletskørter.

Traditionen for enevældig ledelse og ministre, der lukker ørerne, er med andre ord lang.

I dag er bestyrelsesformanden så blevet hvirvlet ind i enevældens afledte konsekvenser. Men hvordan skal Stine Bosse rent praktisk kunne holde øje med, om cheferne opfører sig professionelt og anstændigt? Skal hun gå rundt og observere, om der er nogen, der råber og har lidt hvidt i næseborene? Det vil ikke ændre ballet-historien tøddel. Enevælden er stadigvæk en syg størrelse for alle – undtaget de enevældige.

 

 

Eske Holm er forfatter. Han har tidligere været solodanser ved Det kgl. Teater og næstformand i Balletforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis Eske Holm står til troende, så er dette udtryk for en kultur og en praksis, som er fuldstændig uforenelig med alle moderne principper om forholdet mellem ledelse og ansatte. Kulturinstitution eller ej

Ja, Marie, mønstre er min spids-kompetence, og min frustration...jeg ser dem før fanden får sko på....

man dør af at forklare dem på 1000 måder

Alt hænger sammen...........alt

Georg Christensen

Det kongelige teaters endevældige "tvangsforestillinger", hører i et moderne danmark ikke længere med til et oplyst Danmark.

Tiden er forpasset (forlængst), hvis en (et ) Dansk Nationalcene eller teater, ønsker at blive Kaldt "national", og modtage "national tilskud", bør det eller de opføre sig, med "national udformning", af national (kunst, eller noget, som ligner det), og ikke bevæge sig ud i internationale "værdiløsheder" før vi "samfundet" får lært at forstå disse, eller "provokeret" til forståelsen..

Globaliseringen, bør hos "teateret", være grundlaget og med danske "værdier" i forgrunden kæmpe for Danmak, og ikke bare forsvinde ud i værdiløsheden.

NB: Her er igen "DR", en af de skyldige. En "tvangsbetalt" instution, som kun, som i rusland, stiller (egne) selvbestaltede værdifornemmelser til rådighed overfor befolkningen. Selv om "jeg" ikke er tilhænger af (ballet operaer, eller lignende), kan jeg alligevel nyde dem, hvis "de" har tilknytning til mig, (og min "betalings evne"). og , at det ikke længere er sørgeligt, på "samfundsbetaling", at gå i teater med "tilskuds billetter".
.

Kristian Rikard

Bortset fra at Eske Holm glemmer at fortælle, at Harald Lander faktisk kom tilbage senere, og at han valgte rigtigt ved at rejse og skabe sig en verdenskarriere i ikke mindst Frankrig og USA, så synes jeg, at der er mange rigtige observationer i EHs artikel.
Sådan noget som balletkunst er man nødt til at se i lyset af, hvad der foregår. Børnere kommer ind på balletskolen, når de er 5-7 år - og de talentfulde kommer aldrig ud igen - så at sige. Sådan lidt alla store klavertalenter eller lignende. Vi andre dødelige har jo fritidsinteresser og må gå med damer, når vi bliver konfirmeret f.eks. Det må eller vil de ikke. Derfor har jeg også stor respekt for balletkunst og dens udøvere.
Jeg synes samtidigt EH rejser et meget relevant spørgsmål, nemlig - hvorfor pokker sidder der en teachef og en bestyresle og Stine Bosse, hvis de ikke laver det, de bliver betalt for?. Det giver svage mindelser om DONG og DSB!
Det ville da også være rimeligt, om danserne f.eks. havde en eller anden indflydelse på valget af fremtidig balletmester - de skal jo trods alt arbejde sammen:-)

Sagen er vel, at det at være en god kunstner på ingen måde betyder, at man også er god til at lede mennesker.

Officerer bruger en hulens stor del af deres uddannelse på at lære at lede mennesker (både i fredstid og under ekstreme forhold).

Teatret ser blot snævert på det kunstneriske og glemmer , at det at lede til en vis grad er et håndværk, som må læres. Og det er nok ret svært at være leder for en flok kunstnere, der i sagens natur ofte et ret ego-agtige i deres udtryksform ( min kunst, mit publikum, mine følelser o s v ).

Hvis ikke den øverste chef på et teater er lidt af en psykolog, skriftefade/-moder, lege-onkel, støtte pædagog m v alt efter den enkelte medarbejders og den enkelte kunstnergruppes behov, så fungerer det ikke.

Der er vist forskel på at skulle lede f eks et forsikringsselskab, et slagteri og et teater ( bare for at eksemplificere)