Kommentar

Anmelderi eller kammerateri

Sommetider er det svært at se forskel
10. marts 2012

Debattøren Henrik Gade Jensen har påkaldt sig kritik for sin overmåde positive anmeldelse af bogen Politiken-Affæren, skrevet af juraprofessor Ole Hasselbalch og udkommet i Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Gade Jensen er begejstret for bogen, giver den fire stjerner og opfordrer Journalisthøjskolen til at indkøbe den i klassesæt.

Bogen handler om Politikens artikler om det højreorienterede netværk ORG. Politiken er blevet kritiseret bl.a. for at basere sine artikler på tvivlsomme venstreorienterede kilder, og bogen blev meget negativt modtaget bl.a. i Politiken og her i Information. Begge anmeldere, Lasse Jensen i Politiken og David Rehling i Information hæfter sig ved, at Ole Hasselbalch er så frådende i sit raseri over for Politiken, at han kommer til at skygge for sit eget budskab, nemlig at Politiken er løsagtig i sin omgang med kilderne. Rehling mener oven i købet, at professoren uforvarende kommer til at afsløre sin egen indblanding i skummelhed på den yderste højrefløj. Hasselbalch er tidligere formand for Den Danske Forening og en flittig skribent i bl.a. indvandrerdebatten. Henrik Gade Jensen har tidligere skrevet for Den Danske Forening og er nu tilknyttet CEPOS. Han er enig i, at man må stille spørgsmål til sin anmelderrolle. Men han afviser at være en ven af Ole Hasselbalch:

»Jeg kan godt se, at forfatteren til Politiken-Affæren skriver med engagement. Det har jeg valgt ikke at fokusere på,« siger han til Journalisten.dk med henvisning til de andre anmelderes omtale af Hasselbalchs brændende had til Politiken.

Politiken har altid i særklasse været i stand til at bringe folks følelser i kog og inspirere til fnysende angreb. Men avisen har nu heller aldrig selv holdt sig tilbage. Som man kan læse sig til i mag.art. Karin Bangs netop udkomne fremragende biografi om Peter Nansen (Lykkens Kælebarn), har der fra starten – også i kulturjournalistikken – i høj grad været skelnet mellem venner og fjender, og omtalen blev derefter.

Den senere magtfulde Gyldendal-redaktør Peter Nansen var med i den lille kreds, der sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes lagde grundstenen til den avis, vi kender i dag. Man læser med åben mund og polypper Karin Bangs beskrivelse af de fejder, der blev ført. For eksempel kunne brødrene Brandes ikke døje Holger Drachmann, og derfor blev hans bøger hverken omtalt eller anmeldt. Det altså på et tidspunkt, hvor Drachmann er en af landets mest læste og hyldede forfattere. Hans navn blev aldrig nævnt. Han eksisterede simpelthen ikke i Politiken.

Væsentlig, men forfejlet

23. januar 1887 havde Det Kongelige Teater premiere for et udsolgt hus på Drachmanns senere nationalepos Der var engang. Hele byen talte om stykket, og Politiken kunne ikke komme uden om at anmelde det. Gustav Esmann og Peter Nansen blev sendt af sted, men med strenge ordrer om ikke at nævne forfatteren, og i det hele taget skyde stykket i sænk. Desværre for de udsendte blev stykket en dundrende succes, og de kunne ikke på nogen måde slippe af sted med at rakke det ned. I stedet koncentrerede de sig om de pæne kulisser, Lange-Müllers nydelige musik og de udmærkede skuespillere. Drachmanns navn blev ikke nævnt: Opgaven var løst.

Nansen blev kort efter selv gode venner med Drachmann, og fra da af fik piben en anden lyd. Også i Politiken. Det fremgår af Nansen-bogen, at datidens store forfattere inklusive navne som Herman Bang, Bjørnson og Ibsen, fandt det helt rimeligt at sende fortryk af deres bøger til hinanden og til f.eks. de indflydelsesrige brødre Brandes og Peter Nansen, med et lille personligt brev der udtrykte håbet om en positiv (helst begejstret) anmeldelse.

Jeg skal naturligvis ikke kunne sige det med sikkerhed, men den slags tror jeg ikke sker i dag. F.eks. har Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift Sappho bedt journalist Jeppe Juhl anmelde Hasselbalchs bog. Han kalder det en væsentlig, men forfejlet bog:

»Forfatteren og forlagets redaktør har reduceret, hvad der kunne have været en vigtig bog til endnu et partsanlæg i en polariseret debat, hvilket er ærgerligt, fordi ingredienserne er der. Opskriften er blot forkert.«

Måske er der alligevel noget, der ændrer sig til det bedre?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen indeholder en række spændende ingredienser: Trykkefrihedsselskabet, det højreorienterede netværk ORG, tvivlsomme venstreorienterede kilder, CEPOS, og hvis man googler: underliggende beskyldninger om nazisympatier, samt en hel del mere, men artiklen frister åbenbart ikke til debat...

...måske fordi den tid hvor læserne interesserede sig for højpandede, men absolut nedrige, litterære fejder på Parnasset er endegyldigt forbi.

Jeg hørte forleden et radiointerview med en lektor i samfundsfag og psykologi, der havde skrevet en kronik i Information: "Hvor melder man sig ud af konkurrencen om de perfekte børn?", og radiojournalisten hentede en del af sine spørgsmål direkte fra kronikkens underliggende debattråd. Det gav interviewet en helt anden - hvad skal jeg kalde det? Umiddelbar frækhed? - end vi er vant til at høre i radioen.

Måtte det være en øjenåbner for journalisthøjskolens elever, og især lærerne, om at vilkårene for journalisters virke er blevet gennemgribende ændret med nettets tilbud, om konstant at være på forkant med samfundsudviklingen, samtidig med, at der er direkte adgang til relevant leksikalt og historisk materiale - samt at en vigtig journalistisk opgave i dag er at fremprovokere ekspertudsagn og understøtte og supplere nettets efterfølgende debatter.

Og drop bare indkøbet af bogen Politiken-Affæren i klassesæt…