Kronik

Bliv i de voksnes rækker

Lad os blive fri for den omklamrende og nedladende retorik om ’de ældre’
Livet er ikke så slemt, når kommer op i alderen, som man ellers kan få indtryk af, skriver dagens to kronikører.

Livet er ikke så slemt, når kommer op i alderen, som man ellers kan få indtryk af, skriver dagens to kronikører.

Mikal Schlosser

Debat
30. marts 2012

Hver morgen, når vi vågner, er gennemsnitslevealderen øget med næsten seks timer. Sådan har det været i 160 år. Gennemsnitslevealderen er siden 1850 steget fra 40 til 80 år. Og der er ingen tegn på, at væksten stopper. Og mindst lige så væsentligt: Helbredet følger med. En 80-årig i dag er ikke som en 80-årig for 30 år siden. Sidste forår løb en 80-årig canadier maraton i ny rekordtid for den aldersklasse: 3 timer, 25 minutter og 43 sekunder. Mindre kan gøre det. 80-årige, der holder sig til en gå- eller cykeltur, er også langt friskere i dag end for 30 år siden.

Alligevel fremturer vi med en elendighedsretorik, der gør alle ældre voksne til nogle, det er synd for. Ældre omtales som en kategori ved siden af voksensamfundet. En truende ressourcekrævende gruppe af svækkede individer, der har brug for både bleer og robotstøvsugere.

Vi siger om unge mennesker, at de træder ind i de voksnes rækker. Det bliver ikke sagt direkte, men det ligger i luften, at når man når pensionsalderen, træder man ud af rækkerne igen. Man er ikke længere voksen. Man er gået ind i gruppen af ældre. De ældre. De voksnes kors.

Vore ældre

Det er på tide med et oprør. Ældre voksne må insistere på at blive i de voksnes rækker. Fordi der er så mange af os over 60 år, er der ikke en eneste politiker med respekt for sit genvalg, der i dag ville tage ordet ’ældrebyrden’ i sin mund.

I stedet refereres der rask væk til de ældre – som op til et valg ligefrem kan udvikle sig til vores ældre. Man spørger sig selv, hvor mange ældre pågældende politikere slæber rundt på.

Sproget bliver nedladende, omklamrende og respektløst. Politikerne tænker næppe på deres egen omgangskreds af ældre mennesker, når de skærer alle over én ydmygende kam.

For nylig kunne man om et prisværdigt initiativ for at rydde op i parker, placere bænke og renovere offentlige toiletter samme sted læse, at det var ældrevenligt. Som om andre mennesker var ligeglade med snavsede toiletter, skrald og væltede bænke i parkerne. Formodentlig handlede det om, at projektet skulle have nogle private fondsmidler for at gennemføre oprydningen, og så har man spundet en historie om de stakkels ældre, som ikke kunne komme i parken af frygt for bøller, tasketyve og narkomaners efterladte sprøjter på toiletterne.

Nu kan man mene, at hensigten helliger midlet, og det vigtigste er, at der bliver ryddet op. Men det er alt sammen med til at fremstille et billede af hjælpeløshed og mangel på handlekraft. De ældre er udsatte. Stakler, som nogen skal gøre noget for.

Det er en fordom, og fordomme kan sagtens være baseret på virkelige hændelser. Der er beviseligt gamle damer, der er blevet overfaldet af tasketyve på knallerter. Men det gør ikke alle gamle damer til ofre, og det gør ikke alle unge mænd på knallerter til tasketyve. Selv om der bygges politiske karrierer på at lade som om begge dele er tilfældet.

Brun sovs og dåsefrugt

Den almindelige opfattelse af alderdommen er, at det er et dødssygt sted at opholde sig og noget, man skal sky som pesten.

De, der befinder sig i alderdommen – eller har fået alderdommen – er karakteriseret ved, at de har godt af det samme og bryder sig om de samme ting.

Det, ældre har godt af, er sjovt nok det samme, som spædbørn har godt af: ro, renlighed og regelmæssighed. Og det, de ikke har godt af, er, at der sker noget nyt. Slet ikke noget uplanlagt eller noget overraskende. Det kan de ikke li’. Det gør dem utrygge. Det, de kan lide, er deres vante omgivelser, Giro 413, Kjeld og Hilda, Lars Lilholt med Kald det kærlighed og rødternede duge med flæskesteg og brun sovs efterfulgt af is med dåsefrugter til (længe planlagte) udflugter.

Disse fællestræk påklistres ganske uanset, at de her mennesker, inden de var uopmærksomme nok til at forlade voksenlivet og bevæge sig ind i alderdommen, fik BasisKassen fra Årstiderne hver uge, spillede i en kammermusiktrio mandag, bridge tirsdag, var medlem af en vandreklub, havde abonnement til torsdagskoncerterne og var på golfbanen hver søndag formiddag. Det er der ikke noget, der hedder i alderdommen. Den står på dansktop. Og ældremad.

Elendighedsretorik

Men her i landet er der faktisk ca. 900.000 måder at være gammel på, hvis man ser på antallet af mennesker, der har passeret pensionsalderen.

Folk håndterer deres alderdom forskelligt – ligesom de håndterer deres liv forskelligt. Det hjælper ikke det lille mindretal, som har brug for offentlig hjælp og støtte, at skære alle over en kam. Det er dumt både samfundsøkonomisk og holdningsmæssigt: Det er ikke videre motiverende at blive betragtet som en byrde.

Paradoksalt nok var den forbedrede indsats over for syge og svækkede ældre voksne fra 1980’erne med til at fastholde ideen om, at ældre voksne udgør en gruppe med fælles kendetegn og behov. Beboerne på plejehjem hed nu ikke længere ’beboere’, men ’de ældre’ – og det samme hed modtagere af hjemmepleje, uanset alder. Der blev oprettet ældreforvaltninger, ældrepleje – og sågar stillinger som ’ældrechefer’. Selv om man ikke nødvendigvis er plejekrævende, fordi man er ældre, og ikke nødvendigvis er ældre, fordi man er plejekrævende.

Det er nemt nok at finde de historiske rødder til elendighedsretorikken, som sætter alder lig med affældighed. Den kan spores tilbage til Aristoteles – og endnu mere markant til den tidlige kristne epoke, hvor kirkefædrene så oldingens krumbøjede ryg som omkostningen ved et langt og syndigt liv. Som om summen af syndige handlinger direkte kunne aflæses på rygsøjlens krumning. Indtil man faldt helt ned i graven og dermed kom i paradiset – belønningen for at slæbe sig igennem det trælse jordiske liv forinden.

Nye tricks

Nogle har bedre gener og bedre forhold end andre. Men al ny forskning viser entydigt, at der er meget, man selv kan gøre for at blive gammel på en god måde. Det passer ikke, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. I hvert fald ikke, hvis hunden er et menneske.

Der tales så meget om fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet. Men hverken arbejdsgiverne, lønmodtagerne eller deres organisationer har været gode til selv at skabe opmærksomhed om, hvad det er, vi kan blive bedre til med årene. Måske fordi de dybest set ikke selv tror på det.

Vi fokuserer på hurtighed, men glemmer, at modne mennesker sagtens kan lære nyt, især hvis det nye kan bygge videre på den viden, som allerede er til stede. Den modne medarbejders indsigt, erfaring og overblik kan være en stor ressource i samarbejde med yngre medarbejderes gåpåmod og kreativitet.

Desværre fylder en kontrær ældre medarbejder, som er gået i stå, mere i kollegernes og chefernes bevidsthed, end fem skarpe forandringsparate. Ligesom én nærtstående med Alzheimer fylder mere i vores forestillinger om alderdom end ti friske og raske.

Brun sæbe på skråplanet

Det er på tide, at vi afskaffer den nedladende alderisme, som bruges til at udskille borgere over en vis alder. Som for eksempel den automatiske lægeundersøgelse i forbindelse med kørekortfornyelse for alle over 70 år. En undersøgelse hvis nytte der ikke er det ringeste statistiske eller videnskabelige belæg for. Eller den forældede aldersopfattelse, der betyder, at en bestemt alder pludselig skal udløse alle mulige rabatter for folk, der har en komfortabel økonomi.

Der er en indbygget selvopfyldende profeti i faste aldersgrænser. ’Nu nærmer jeg mig 60/65/70, så må jeg nok til at trappe ned.’

Der er brun sæbe på skråplanet, og det fører lige lukt ned i manglende selvværd, resignation og opgiven.

Det handler om fordomme. Fordomme som bygger på uvidenhed. Der er ikke noget, der automatisk kommer med alderen. Alder er ikke en sygdom. Man taber ikke automatisk tænderne med alderen. Man får ikke automatisk åreforkalkning med alderen, og man bliver ikke automatisk dement med alderen. Man dør ikke engang af alder. Det er altid sygdom, man dør af til sidst.

Vi kan som samfund vælge at anskue ældre voksne som en ressource eller som en belastning. Og den enkelte kan selv vælge at se sin alderdom som dødens forgård eller som en del af livet. Resultatet bliver derefter.

 

Lone Kühlmann er journalist og forfatter Henning Kirk er aldringsforsker, dr.med.Sammen udgiver de i dag bogen ’Afskaf Alderdommen – Bliv i de voksnes rækker’ på Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget velskrevet artikel.

Lene Timmermann

Super! Nu har I fløjtet til kamp, så er det alle mand og kvind på barrikaderne!

Et enkelt eksempel på elendighedsretorikken (et rammende udtryk):
En dag hører jeg på bilradioen, P1 formentlig, om et forskningsresultat, at "mange ÆLDRE i eget hjem klarer sig uden hjælp til rengøring og madlavning".. Udmærket, so what?
Jo altså, undersøgelsesmaterialet var 60+ere. Helt ærligt - de fleste 60-65 årige er vel stadig på arbejdsmarkedet! Og hvor mange folk i 60erne er ikke selv i stand til at lave mad og gøre rent?

Søren Kristensen

Det er lidt ligesom med min gamle mor, som er "parkeret" på folkepension, men det forhindrer hende fx. ikke i at gå til dans.

Steffen Gliese

Der er to sider af de: dels tilbagebetalingen af de mange penge, et langt livs bidrag til samfundet udgør. Så er der samfundets overtagelse af den familiære forpligtelse til at sikre de ældre en overskudsalderdom, respektfuldt med øget adgang til meget af det, der faciliterer en aktiv alderdom.

Lise Lotte Rahbek

Her føler jeg mig næsten som en fjottet 12-årig, som lige er blevet sat på plads af min mor.
*suk*

Jacob Knudsen

Som du også er lidt inde på Marie, så går elendighedsretorikken jo igen igennem alle samfundets lag. De ældre er jo langt fra de eneste mennesker der i dag bliver betragtet som en byrde for samfundet, vi har efterhånden fået skabt en ret stor gruppe som kan betegnes som så - de syge, dem på overførselsindkomst, de handicappede, de utilpassede, de svært intergrerbare og andre som i øvrigt ikke har de helt store ambitioner om at bidrage til "den kapitalistiske profitmaskines fortsatte snurren" er jo i krisetiden reelt blevet en byrde. Man ændrer ikke på situationen blot ved at ændre på retorikken, der skal en holdningsændring til som i sidste ende kræver at vi holder op med at tænke på akkumulationen af likvider som det ultimative mål for mennesket.

Torben Knudsen

Det er på tide, at vi afskaffer den nedladende alderisme, som bruges til at udskille borgere over en vis alder.
Der skulle blot have stået: Det er på tide vi journalister og medier afskaffer den nedladende alderisme, som bruges til at udskille borgere over en vis alder.
Jeg tror, det er 90% af problemet.
Overskrifter som 'Nu over to millioner på offentlig støtte' Jyllandsposten 8.1.2012 o.s.v. o.s.v. der er ingen ende på ringe journalistik vedrørende de +65 årige.

Næ, det lyder meget som den måde man taler om kontanthjælpsmodtagere, udsatte, syge, og handikappede som 'svage'. Ska' vi slå pjalterne sammen?

Peter Günther

..ja, ikke kun er det så synd for de gamle. Samtidig bruger de yngre generationer samtidig en række kulturelle fordomme, til at forlange "de gamle" skal det ene eller det andet og ingen ønsker have til live end at være service-organ for de unge.

Jeg synes, vi ALLE har behov for at stoppe op et øjeblik, og overveje, om ikke det er på tide at vise lidt gensidigt respekt og omsorg. Det er trods alt disse egenskaber, som giver sammenhængs-kraft mellem generationerne!! Eller kan vi klare os uden?

Årh hold kæft en omgang at lukke ud. Der er ikke noget værre end ældre der tror de er ved deres fulde fem og ved alt i verden, når det er tydeligt at det ikke er tilfældet og personens viden er fra en forlængst passeret tid, hvor vi er blevet væsentligt klogere siden!

Steffen Gliese

Rolf Hansen, på en eller anden måde virker det, som om du dementerer dit eget udsagn.

John Zederkof Jessen

Lidt morsom debat - omkring ældre - det bliver sgu da ikke let at være på arbejdsmarkedet når man om føje år runder de 65 - eller har debatørerne allerede glemt at den nye pensionsalder om kort tid - 2023 - runder de 70.

Men meget sigende, at det ikke er indbygget som et naturligt led i DK - at alderen stiger med årene - så selv Rolf Hansens viden må jo være outdated fremadrettet, det bliver da hårdt at leve med.

Alder er noget, der kommer med årene og i den proces er det ikke sikkert at modenhed og indsigt følger med - er der noget, der tyder på.

stine lindhardt

Tak for opsang og fint debatindlæg - som også giver en 27-årig studine stof til eftertanke mht de ugentlige brødebetyngede bedsteforældre-telefonsamtaler, hvor klichéerne får frit spil om alt fra vejr og vind til alderens spændetrøje.
Jeg lover hermed - højt og helligt, som den moderne kristne jeg nu engang er, der går ind for homoægteskaber mm. - at jeg vil gøre mit for at bryde de herskende alders konventioner i det daglige danske sprog. Amager halshug!
Men nogle gange kan det virke vanskeligt, når enkelte (mine bedsteforældre inklusiv) definerer sig selv i kraft af deres alder.. Måske ældre også selv skal bryde aldersbegrænsningerne og ikke se på yngre mennesker i bagklogskabens lys..

Og ps. som retorikstuderende må jeg indvende, at det i denne sammenhæng er lidt misvisende at bruge ordet "retorik".. menes der ikke nærmere samfundsdiskurs eller italesættelse(?)!

-Men det korte af det lange, tak for et fint indlæg.

Maj-Britt Kent Hansen

Ingen ønsker vel at blive stigmatiseret som en byrde eller et offer. Men det er jo ikke begrænset til det at have en alder, til det at blive ældre.

Vil man nærmere ind på, hvad sprogvalg betyder, så er der mere at hente i denne udsendelse om sprogbrug i sundhedssektoren fra PI i onsdags:

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2012/03/27103340.htm

Brian Pietersen

Rolf Hansen

jeg tror du bliver klogere.
c¨,)

når du bliver ædlre
c¨,)

Lene Timmermann

Marie Spliid - tager jeg fejl, hvis jeg antager at du går ind for "curling-børn"?

Men gu' vil jeg ej skifte bleer en gang til! Det må de unge forældre virkelig selv klare - med mindre der er tale om en speciel nødsituation, selvklart.
Børn opdrager man til at de kan tage vare på sig selv - og så skal man slippe dem. I det frie fald kan de slå vingerne ud, så er de flyvefærdige og klar til selv at tage sig ad den næste generation.
Hvis et eller andet skulle gå galt undervejs i den proces, så er man forpligtet til at træde til.

Si jeunesse savait, si vieillesse pouvait.

Spændende debatindslag og kommentarer, jeg glæder mig til at læse jeres bog.

Dagen efter at have læst jeres indlæg blev jeg slået i hovedet med en overskrift fra landets største kommune, der proklamerer at 'Ældre i København skal befries for bleen'. Fy for den lede en overskrift.

Mit argument er, at det måske ikke kun handler om en elendighedsretorik, men mere om italesættelse af alderdommen (se kommentar Stine Lindhart)som en sygdom og det medicinske paradigmes dominans i feltet. Den nye skole inden for gerontologien er ved at vinde frem, men der er lang vej igen. Der er brug for flere og mere synliggørelse af dem, som protesterer mod denne dominans. Desværre gøres disse stemmer alt for ofte tavse og clashes mellem diskurserne i de to skoler i gerontologien viskes ud (alderdom som sygdom og aktivaldringsdiskuserne).

Hastrups indlæg virker da også noget mudret og underminerer med en ukritisk fastholdelse af 'Ældresagen' hans egen pointe.

Tak for protesten og kæmp videre.

Helge Rasmussen

Stavnsbånd

Er ikke enig i at retorikken er problemet.
Problemet er, at staten umyndiggør de gamle og, for eksempel, vedtager stavnsbånd for folkepensionister.

En pensionist, der planlægger, for eksempel, at rejse jorden rundt, kan godt glemme alt om sådan et projekt, pensionisten skal nemlig have tilladelse af kommunen til at rejse ud af EU og skal være hjemme igen inden to måneder og meddele hjemkomstdatoen til kommunen, ellers bortfalder folkepensionen.

En gruppe af statsborgere, som har betalt verdens højeste skat igennem et langt liv, under påskud af at det skulle sikre en økonomisk tryg alderdom, skal bo i EU for at beholde de, for alle andre, grundlovssikrede borgelige rettigheder.

Når en en dansk statsborger, som er folkepensionist, vælger at benytte sin ukrænkelige personlige frihed til at bosætte sig uden for EU/EØS, mister vedkommende alle borgerlige rettigheder, bortset fra folkepensiones grundbeløb.
Dette betyder, i realiteten, halv pension.

Altså skal pensionisten, som ikke har adgang til sygesikring, selv betale alle sundhedsmæssige udgifter.

Alligevel skal pensionisten betale bundskat, sundhedsbidrag og kommuneskat, endda til en kommune der ikke eksisterer!
(På pensionsmeddelelsen står Pensionsstyrelsen som kommune)

Har tidligere henvendt mig til politikere og udvalg i folketinget om ovenstående problem, men har ikke fået noget svar, udover at man bare kan bosætte sig i EU, så er problemet løst.

Moralen er:
De gamle skal holde kæft og gøre hvad de får besked på.

Niklas Monrad

Det er besværligt at føre politik i mangfoldighedens lys, og derfor meget lettere at rubricere folk i store klumper: børn, unge, voksne, ældre, gamle, syge, fattige, rige, ja du kan selv blive ved.

Udfordringen for det fremtidige demokrati bliver at løse den Gordiske Knude hvorved man kan føre en sammenhængende politik, som ikke er ekskluderende, og som anerkender individets forskellighed, genetisk såvel som socialt.

Den bedste måde at gøre dette på er formodentlig noget med at skabe visse rammebetingelser, men ikke insistere på rigide regler inden for disse.

Stiller man sig op som talskvinde eller mand for en falskt afgrænset gruppering sætter man sig jo nærmest per definition i modsætning til en anden gruppe, som på forskellige planer bliver "fjenden", fordi der kæmpes om den samme velfærdskage.

Skal alle virkelig have krav på det samme, er skal det være muligt at sige til en ung som kommer og beder om forsørgelse "Dig, kammerat, du kan sagtens klare dig selv, hvis du gider at gøre en indsats, men dette kan vi gøre for dig i en kort periode" medens en anden, som åbenlyst har problemer, skal kunne få individuel hjælp i længere tid og uden snærende rammer. Det samme skal naturligvis gælde for alle andre medborgere, voksne såvel som ældre.

Man kunne måske karakterisere dette som at "nyde efter behov", hvilket jo er et princip, som mange her efterlyser. Vi skal bare turde overlade identificering af behovene til individer, og det er naturligvis farligt.

Dette kræver som det mindste højt kvalificerede medarbejdere i offentlige stillinger, og en villighed og evne til at kunne sige "nej" uden at skulle kaste skylden på et regelsæt og at sige "ja", selvom andre er uenige.

Ja undskyld, dette er måske ikke 100% relevant i forhold til artiklen, men sån er der så meget ...

Grethe Preisler

Ved I hvad en puttekasse er? Nix - det er ikke et sovemøbel.

Det er et pædagogisk legetøj, designet af Montessori, hvormed man kan træne og måle småbørns visuelle og motoriske færdigheder.

Det består i al sin enkelhed af en kasse med et låg, hvori der er udstanset diverse figurer, såsom stjerner, cirkler, halvmåner, trekanter og kvadrater etc.

Inde i kassen ligger der nogle klodser, som man kan tage ud af kassen og putte ned putte ned i kassen igen gennem hullerne i låget. Hvis man altså er kvik nok til at regne ud, hvad for en klods, der passer i hvad for et hul.

Det er sådan nogle kasser de sidder og leger med ude i kommunerne og inde på Christiansborg og sociologisk institut for tiden, og klodserne - det er såmænd Jer og mig og os alle sammen.

Ja undskyld, det er måske ikke videre relevant i forhold til artiklen, men sån er der så meget, og nu er jeg den, der er gået til køjs i min egen puttekasse.

Kan I sove godt allesammen. Sidste mand lukker og slukker.