Borgerofferet må dø

Gang på gang fremstilles danskerne som ofre for velfærdsstatens uduelighed. Vi svigtes, overses, fejlbehandles og underprioriteres. Det får os til at glemme, at velfærd er noget, vi skaber sammen. At vi selv har ansvar for aktivt at forandre samfundet
Mange danskere tager allerede ansvar for det lokalsamfund, de lever i  – som fodboldtrænere, spejderledere, medlemmer af vejlaug osv. De fleste har dog glemt, at vi også har ansvar for at udvikle velfærdssamfundet.

Mange danskere tager allerede ansvar for det lokalsamfund, de lever i – som fodboldtrænere, spejderledere, medlemmer af vejlaug osv. De fleste har dog glemt, at vi også har ansvar for at udvikle velfærdssamfundet.

Lars Havn Eriksen

Debat
22. marts 2012

Landede man i Danmark fra en anden planet, kunne man tro, det var synd for os, der bor her. Ældre, unge, kvinder, mænd, sorte, hvide, topskatteydere og kontanthjælpsmodtagere, indbyggere i Udkantsdanmark og dem, der bor i stenbroens lejlighedskomplekser, skiftes til at være dagens borgeroffer i velfærdssamfundet.

Borgeren svigtes, overses, fejlbehandles og underprioriteres. Velfærdsydelserne bløder, skæres ned, slagtes og grønthøstes. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man dumper ned i velfærdsdebatten i dag. Sandheden er, at danskerne har skabt et samfund, hvor unikt mange er frie, rige og lige. Men at vi måske har lavet velfærden så god, så glat og så professionel, at den ikke længere forekommer at være vores.

Samtidig falder politikerne let i uddelerfælden ved at love flere velfærdsydelser, fagfolk kalder på flere ressourcer, så netop de kan være løsningen på borgernes problemer, og medierne har en nem skabelon for offerhistorier, der potentielt kan gentages mere end fem millioner gange.

Det betyder, at vi taler mindre og mindre om, hvad vi selv kan gøre, for at lave det, der ikke fungerer om, og mere og mere om, hvor synd det er for danskerne.

Når borgerofferet bliver den mest populære historie om velfærdsdanskeren, lægger vi afstand til vores eget ansvar for at forandre samfundet. Men velfærd er netop skabt af aktive danskere, der har arbejdet sammen i foreninger, virksomheder, lokalsamfund, over hækken eller i opgangen om at løse problemer.

Børneinstitutioner, plejehjem, sunde boliger, grønne områder og mange af vores uddannelser har borgerne selv opfundet og drevet. Men det har vi næsten glemt i den nationale debat. Vi er holdt op med at spørge: ’Hvad gør du selv?’ eller ’Hvad kan vi gøre sammen?’.

Mere end frivillighed

Den økonomiske krise betyder, at vi taler meget om, at frivillige, familier og den enkelte borger selv skal løse flere velfærdsopgaver. Især Frivillighed er blevet et mantra, når ministre og byråd messer over de hullede budgetter.

Interessen for, at frivillige løfter velfærdsopgaver, er omsat til civilsamfundsstrategier og frivillighedsdage. De frivillige har i dag bevæget sig ind på alle de store velfærdsmatrikler: Ældre-, uddannelses-, sundheds-, kultur- og socialområdet.

Men den aktive borger er langt mere end frivillighed. Det er f.eks. også de borgere, der forebygger og genoptræner sig. Der findes i dag nærmest ikke den kommune, der ikke arbejder med hverdagsrehabilitering på ældreområdet.

Borgeren trænes til at tage vare på sig selv i egne omgivelser. Tænkningen finder vi også på beskæftigelsesområdet, sundhedsområdet og det socialpsykiatriske område.

Teknologi og digitalisering åbner også for en helt ny aktiv rolle til borgeren, når vi snakker velfærd. Skoleelever, der undervises via mobiltelefonen. Husejere, der ansøger om byggetilladelse på nettet. Patienter, der selv måler deres lungekapacitet.

Interessen for, hvordan og hvornår systemerne kan gøre borgerne aktive, er altså stor. Men den kan ikke stå alene.

Det er nemlig forkert at tro, at løsningen på velfærdssamfundets problemer er at flytte offentlige opgaver i deres nuværende form ud til borgerne. Civilsamfundet og aktive borgere har et meget større og vigtigere ansvar end blot at tage opgaver af de offentlige skuldre. Borgerne skal være mere aktive i velfærdssamfundet, for ellers mister de – vi – retten til at mene noget om det og handle i det. Aktive borgere er selve fundamentet i velfærdssamfundet og de eneste, der legitimt kan forandre det.

Borgernes velfærd

Det nye velfærdssamfund bliver med andre ord nødt til at være borgernes. Ikke politikernes, kommunens, statens, sagsbehandlerens eller overlægens.

Professionaliseringen af nogle opgaver skal selvfølgelig være høj. Vi vil ikke opereres af vores nabo eller have vores mormor til at udregne dybden af metroringen. Men borgerne ved rigtig meget om, hvordan man forebygger, lærer, rydder op på fællesarealet, hjælper udsatte familier, sparer på energien eller skaber lokale åndehuller.

Når borgerne i dag tager ansvar for at løse problemer, genskabe egne kræfter eller lave helt nye velfærdstilbud, er de netop i gang med tage magten, samtidig med at de løfter velfærdsbyrden. Borgerne har ressourcer, de har ideer, de har kræfter og kan bidrage. Mere end de gør i dag.

Det gælder i øvrigt alle slags borgere. De 800.000 mennesker, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet, er selvfølgelig fulde af ideer til, hvad de vil lave om og bidrage med. De har et enormt potentiale for at være mere aktive i skabelsen af deres egen og andres velfærd. De bliver bare langt fra altid spurgt, hvad de kan gøre selv. Deres bidrag bliver for ofte bremset af mangel på muligheder for at være aktiv. Det svar, de får, er for ofte nej.

Derfor er samfundsopgaven i dag at sprede muligheden for at være en aktiv borger ud. Vi skal skabe mange flere svar på spørgsmålene: Hvad gør du selv? Hvordan gør du det? Hvem gør du det sammen med?

Retten til at være aktiv er simpelthen den ultimative rettighed i velfærdssamfundet. For hvis man ikke er aktiv, er man alt for ofte marginaliseret og magtesløs.

Aktivitet hænger tæt sammen med relationer. Man kan være aktiv for sig selv og helt alene, men som regel skaber man velfærd sammen med andre.

Derfor handler det ikke om gøre borgerne uafhængige, men om at bidrage til at de er forbundne med hinanden. Velfærdssamfundets rammer skal understøtte, at borgerne indgår i et væld af relationer med for eksempel familie, lokalområde, fritidsaktivitet og arbejde. For velfærdssamfundet er meningsløst uden sammenhængen mellem mennesker.

Når vi skaber noget sammen, er vi ikke ofre for samfundet, men ansvarlige for det.

Aktive borgere er altså ikke blot nogen, der køber ind for en ældre eller fejer vejen i stedet for kommunen. De beslutter måske, at vejen skal være et sted, hvor man passer på hinanden. De gør den måske til et sted, hvor man kan købe ind for naboen og læse lektier med børnebørnene. De vil måske så også bygge gyngestativ og skifte lamper.

Forskelsbehandling

Det kan være udfordrende for systemerne at opgive magten over vejen, over ydelserne eller over borgernes liv. For bliver der nu ikke gjort forskel på borgerne?

Jo, men borgernes behov er jo forskellige, og derfor skal de behandles forskelligt for at blive behandlet lige. Vi skal netop huske, at velfærd handler om borgernes behov. Ikke systemernes.

Aktive borgere kommer ikke af sig selv. Vi bliver nødt til at tænke nyt om behov og opgaver. I dag behandler vi ofte velfærd, som om den var lig med antallet af undervisningstimer eller sengepladser. Derfor kommer vi til at sætte lighedstegn mellem flere penge, flere ydelser og mere velfærd. Men det er ikke et velfærdsbehov at forhøje antallet af hjemmehjælpertimer eller forberedelsestimer hos lærerne. Velfærdsbehovet er, at ældre har et værdigt liv, og at vores børn lærer det, der skal til, for at de kan tage aktivt del i samfundet.

Borgeren er centrum

Det er fristende for politikere og måske særligt for embedsmænd og institutionsledere at se på, hvor systemet har brug for, at borgerne er aktive. Men det er farligt at tage udgangspunkt i systemets rammer. Så kommer diskussionen til at handle om, hvordan vi udefra kan ’aktivere’ borgerne.

Udgangspunktet skal være den enkelte borger og hans vilkår og forudsætninger. Herfra kan vi så rette blikket mod systemet, og se på hvad det kan gøre for at understøtte borgerens aktivitet.

Det kræver, at vi tør se på, hvad opgaven i virkeligheden er, og hvordan den opgave løses. Hvem der er de bedste partnere til at løse opgaven. Hvilken aktivitet det så kalder på hos borgerne. Her kan vi lære meget af dem, der allerede er i gang. For der er jo millioner af aktive borgere i Danmark. De er frivillige, gode naboer, lokale fodboldtrænere, sociale iværksættere, forældre, der tager sig af flere børn i klassen, bedsteforældre, der træder til ved sygdom, chefer, der holder fast på medarbejderen, der er ved at falde ud over kanten, unge, der laver kampagner for at få deres forældre til at drikke mindre.

Borgere, ledere og medarbejdere i den offentlige sektor taler for ofte om hinanden som os og dem. Det er uproduktivt. Den offentlige sektor er borgerne, og borgerne er den offentlige sektor. Det er med andre ord et fællesskab, hvor rettigheder og pligter går hånd i hånd.

Vi skal væk fra at tænke velfærd alene som en ydelse, der leveres af en afsender til en modtager. Velfærd er et resultat, som vi skaber sammen.

 

 

Stine Carsten Kendal er rådgiver og Morten Christensen er projektleder hos Mandag Morgen

Civilsamfundet

Seneste artikler

  • Filantropi – the f-word

    24. april 2012
    I USA er filantropien kommet på mode, og rigmænd som Bill Gates engagerer sig både i bistand, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. I Danmark kan de største fonde også få afgørende betydning for udviklingen af velfærdssamfundet
  • Fra fællesskab til frivillighed

    10. april 2012
    I de seneste år er der sket en drejning i den politiske og offentlige debat i om civil-samfundet. Vi er gået fra at tale om foreningsliv til at tale om frivillighed – fra demokrati og fællesskab, til individ, velfærd og opgaveløsning
  • Vælg din fangevogter med omhu

    27. marts 2012
    For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, nu skal man drage omsorg for sig selv. Staten kræver nemlig, at vi skal være kompetente modtagere af dens service. I den proces taber både civilsamfund og marked terræn, mens samspillet mellem staten og den enkelte bliver samfundets nye dynamik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen med dette indhold dukker op engang imellem.

Det bliver de hverken mere eller mindre relevante af - reelt er det en gang varm genbrugsluft. (Ligesom når nye regeringer og ministre til alle tider starter på dramatisk vis med at ville effektivisere forbedre, reformere o s v)

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke altid li' min egen skepsis, men...
Er denne artikel ikke bare endnu en sten i muren af alle dem, som vil vise alle os andre,
hvordan vi skal være aktive borgere?

Det er sandt, at det offentlige system er i fuld gang med at forkøle sig på, hvordan det kan bruge den frivillige indsats til alle mulige opgaver, som det offentlige system ikke har råd til, men som de godt kunne tænke sig, at nogen tog sig af.
Dejlen er bare, at når det bliver til opgaver - så er falmer det frivillige initiativ.

Det er også sandt, at der alt, alt for ofte bliver sagt "nej, for så moster du din overførselsindkomst", når nogle borgere, som har tid og energi til overs, har fået øje på noget, som de gerne vil.

Jeg har ikke nogen løsning på sagen, for hvis man fyrer alle dem, som sidder og holder kontrol med os, som der ellers ville være udenfor kontrol,
så ville der være skræmmende mange af de ukontrollerede, pludselig.

Derimod jeg kan blive en anelse træt ved tanken om alle de fællesskaber, som jeg bør indgå i for at være en aktiv borger i artiklens øjne.
Det er ikke nemt at leve op til det hele.

Lars Jorgensen

Varm opportunistisk luft.

En modereret udgave af farvel til velfærdsstaten og goddag til den 'moderne' - reelt dybt konservative udgave af et samfund, hvor det er en selv og ens familie - der 'sammen' skal klare alting.

Forfatterne har ikke forstået, at velfærdsstaten skaber lighed og derigennem et bedre samfund.

Forfatterne bilder sig ind og vil så også have andre til at tro på, at det er relationer der skaber aktivitet.

Men kære forfattere - surprise - det er det ikke!

Ressourcer skaber aktivitet.

Og så længe I taler ned om ressourcer og helt uden om - så er der i bedste fald tale om varm luft. I værste fald blot endnu et søm i velfærdsstatens kiste.

Er der tale om nyttige idioter eller blot idiologer?

Steffen Gliese

Jeg har et bedre forslag: folk melder sig ind i eller danner nye partier, som de øver indflydelse på og får vedtaget ting til det fælles bedste ved hjælp af - eller endnu bedre: vi adopterer den schweiziske tradition for direkte politisk stillingtagen om de offentlige forhold og tager i langt højere grad fopligtelse for vores familie og naboer på os. Vi minimerer arbejdet og automatiserer, hvor vi overhovedet kan.
Hvis vi nemlig skal tage aktivt del i samfundet, kræver det, at arbejdet igen bliver en biting ved siden af det væsentligste: kontakt mellem mennesker.

i Århus har de str success med et mine byråd, altså hvor unge øver sig i politik allerede i de største klasser i folkeskolen, det skal vi have meget mere af i vores samfund, for det vil gøre at mange flere forstår hvad samfundsopbygning og politik dermed er...Faktisk ret imponerende hvad det skaber af politisk motiverede unge allerede tidligt i livet... stor ros til Århus... burde være udbredt til samtlige kommuner...

mini byråd mente jeg jo undskyld

Lise Lotte Rahbek

@Peter H.

Ja. Jeg tror det er al den snak om arbejde, arbejdsrelationer, arbejdsopgaver, arbejdsfællesskaber osv osv som gør mig lidt træt.

Det er jo ikke for at arbejde, vi lever.
Ikke mig i al fald.
Jeg arbejder - når jeg ellers kan få løn for det - for at leve.
Alle mine beskæftigelser foregår af lyst eller nødvendighed for at kunne opnå endnu mere af det liv, jeg har lyst til.

Steffen Gliese

Det værste er, Lise Lotte Rahbek, at arbejdsnarkomanien nu er blevet så omfattende, at de f.eks. på mit arbejde synes at tro, at de gør mig en tjeneste ved at give mig flere timer, selvom jeg kun har ganske få. Først var det ikke så påfaldende, men nu oplever jeg mere og mere et overgreb, hvor de ikke vil acceptere de vilkår, de selv har stillet op: at min arbejdstid er 26%, og at den stedbundne del ligger om tirsdagen. Man kan ikke tillade sig at lægge beslag på mere tid, end man er køber af, synes jeg - heller ikke hvis man er villig til at betale for den øvrige tid.

Lise Lotte Rahbek

Peter H.
Det er meget underligt..

Man skulle tro, at man kunne beskrive og beslutte sig for, hvad et samfund har brug for inkl. forskning i forbedringer, og serviceydelser til børn, gamle og syge.
Disse fornødenheder kunne man så definere hvordan man skaffer sig og uddelegere arbejdet i samfundet blandt borgerne, som kunne melde sig på efter evne og lyst.
Samtalekøkkener og fladskærmstv og 'smart'phones ville ikke kunne defineres som fornødenheder.

Mne sådan er det ikke.
Nogen har formået at bilde samfundet ind, at det er en fornødenhed at have flere fladskærmstv-apperater end Sverige og flere 'smart'phones end Belgien, og så er der nogle driftige mennesker, som mener at fordi de har startet virksomheder som laver fornødenheder og luxusvarer, hvor folk kan få lov at arbejde, så har de fortjent fornødenheder i helt uanstændigt store mængder. Som tak for, at folk må arbejde der.

Og så er der finanshajerne, som er endnu smartere end virksomhedsejerne og som har bildt hele verden ind, at hvis vi omsætter alle vores ressourcer til penge og giver dem til de smarte, så vil de jonglere med pengene og gemme dem ad vejen på fjerne steder, hvor vi ikke kan finde dem, mens de siger trylleformularer. Det lykkes som regel også til stor forundring og udbrud som "åh" og "neeej" hos tilskuerne.

Det er en meget meget sær verden, sådan set.

Steffen Gliese

Først og fremmest, Lise Lotte Rahbek, er det ikke på nogen måde hensigtsmæssigt.

Steffen Gliese

For lige at følge op: som underviser bemærker jeg, at folk er langt mindre optaget af at gøre det, der skal til, end at fokusere på eksterniteter, som de regner med (!) at kunne opnå.
Jeg er ked af at sige det, men det forekommer mig også, at alt for mange unge lider af det ene og det andet, som er en udfordring for undervisning, der f.eks. bygger på et stabilt fremmøde.
Mange ting, som vi tog for givet i min skoletid, kan ikke længere lade sig gøre, og det er mig lidt ubegribeligt, at det forholder sig således. Noget er gået tabt.

Rasmus Varnich Blumensaat

http://www.youtube.com/watch?v=ev_Uph_TLLo

"Student: Well then I’d like to talk about that using an example. Freedom. In Ohio an old man failed to pay his electric bill. You may be familiar with the case. And the electric company turned off the electricity and he died. The reason they turned it off is because it wouldn’t have been profitable for them to keep it on because he didn’t pay his bill. Do you believe that was right?

Friedman: I don’t know the details of that case at all. But I can well believe—

(interruption from the audience)

Friedman: But I’ll be glad to— No no, excuse me. In many of these cases you hear stories which when you find the details are very different from those that have been presented. But let’s suppose it were true. Which is what I was going to go onto say. You know why do you want to stop me? Why do you assume I’m always going to give the wrong answer?

(laughter)

Friedman: Let’s assume the facts were true. The result is a tragedy. Who is responsible? Is it really the responsibility—should I blame the people—let’s suppose for a moment. Let’s suppose the electric company were to follow the practice of never turning off anybody’s electricity. Let’s just for a moment take that other extreme. Then this wouldn’t have happened. Who would pay the cost?

Student: Are those the only alternatives?

Friedman: Well—for a moment—we can come to other alternatives, but I just want to show you the logic of it. Because I want to show you—

Student: You’re reducing it to absurdity.

Friedman: No no, it’s not an absurdity, because what I want to show you that what you have to ask about, is the costs imposed on different individuals. The electric company is neither. The electric company is a non-human institution. The electric company—what you must talk about are either the stockholders of the electric company, the employees of the electric company, or the customers of the electric company. Those are the people involved. As you go to the other extreme and adopt the policy that the electric company will never turn anything off, then you’ve effectively instituted a system under which the only people who pay for electricity will be those who pay for it voluntarily. Now the number of people who will do that—

Student: Mr. Friedman, are these the only 2 alternatives?

Friedman: No, but I’m just showing you—you’ve gone to one extreme, I’m going to the other extreme and show you that where the responsibility really lies for they kind of thing you’re describing. The responsibility really lies not on the electric company for turning it off, but on those of this mans neighbors, and friends, and associates who are not charitable enough to enable him as an individual to meet the electric bill. You’re blaming the wrong person for what happened."

Søren Kristensen

Nogle billeder bliver levende når, når de får en ramme omkring sig. Andre dør. Sådan er det også med mennesker.

Tidligere på dagen var jeg til svømning, bevilget af kommunen. Motion er godt og folk kan lide det. Der er i hvert fald solidt fremmøde.

Før omklædning henvendte en af deltagerne sig til lederen, mens hun var ved at krydse os af, som var vi en flok underskoleelver:

- Hvorfor får vi ikke bare et kort, så vi selv kan bestemme hvornår vi svømmer, foreslog én.

- Det kan man kun få hvis man har en særlig grund, f.eks. angst for at være sammen med andre, forklarede "læreren".

Først tænkte jeg om den formastelige kursist, sikke dog en kværulant, som kræver særbehandling, hvorfor kan han ikke bare stille sig i kø, som os andre?

Men så slog det mig, at manden har jo ret. Hvorfor skal en gruppe bistandsklienter belejre svømmehallen i samlet trop, stå i kø som en anden børnehaveklasse?

Svaret kender jeg godt. Man benytter sig af lejligheden til at socialisere os og vænne de asociale til at være sammen med hinanden, dvs. folk vi ikke kender og kun har meget lidt til fælles med, for det skal man jo kunne ude i det virkelige liv.

Men hvad nu hvis det var et firma, der tilbød gratis svømning til medarbejderne, ville man så også kræve fremmøde til et bestemt tidspunkt og hen og stå i kø, med kollegaerne?

Eller hvad er vigtigst at lære:

1. At indordne sig, dvs. stå i kø med mennesker du ikke kender for at tilvænne dig det sociale liv på arbejdsmarkedet.

2. At gå i svømmehallen to gange om ugen (eller blot en enkelt) uden at nogen står og ånder dig i nakken.

Jeg vil f.eks. meget gerne lære det andet. Det første skal nok komme, når først jeg bliver så fysik velfungerende at jeg får et job og nogle uundgåelige kollegaer.

Jeg synes det skal være valgfrit om man vil gå i svømmehallen med de andre eller om man hellere vil gøre det alene.

Kald det bare krævende, forkælet osv. Men det gælder om møde folk der hvor de er - og lytte til dem, hvis man vil høre hvad de har at sige og evt. blive klogere. Og når der er så meget "brok" med de sociale klienter, kan det næsten kun være fordi der er noget galt. Hvad skulle det ellers være?

Steffen Gliese

Bravo, Søren Kristensen, måske er vi på vej tilbage til det, der gør velfærdsstaten så bestikkende som idé: at den sætter os allesammen fri til at sprede os ud over det menneskelige virkefelt i stedet for at klumpe os sammen på midten.

Mogens Fosgerau

I kraft af den kontakt jeg for tiden har med det sociale system kan jeg afkræfte, at velfærden skulle være blevet "så god, så glat og så professionel, at den ikke længere forekommer at være vores." Tværtimod er det rystende, hvor dårlige forhold dette land byder børn med problemer.

Vi betaler verdens højeste skat. Alligevel er resultatet et system, som man må skamme sig over. Ordet service er en joke i den forbindelse.

Mikkel Hansen

Tak for en rigtig god artikel.
Det er selvfølgelig simpel sund fornuft at være aktiv medborger og byde sig til.

At ovenstående debattører her på tråden har et total forkvaklet forhold til, hvad velfærd og medborgerskab egentlig betyder, viser kun hvor lidt fremtid der er i den nuværende venstrefløjsudgave.
Det er åbenlyst komplet umulig for dem at tænke ud af boksen. Indoktrineringen er komplet.

For dem er velfærd tilsyneladende noget man trækker i en maskine, en maskine som nogle andre selvfølgelig har skaffet til dem.

Kom nu ind i kampen for fanden, det andet er sgu for pinligt at være vidne til...

Mikkel Hansen

Tak for en rigtig god artikel.
Det er selvfølgelig simpel sund fornuft at være aktiv medborger og byde sig til.

At ovenstående debattører her på tråden har et total forkvaklet forhold til, hvad velfærd og medborgerskab egentlig betyder, viser kun hvor lidt fremtid der er i den nuværende venstrefløjsudgave.
Det er åbenlyst komplet umulig for dem at tænke ud af boksen. Indoktrineringen er komplet.

For dem er velfærd tilsyneladende noget man trækker i en maskine, en maskine som nogle andre selvfølgelig har skaffet til dem.

Kom nu ind i kampen for fanden, det andet er sgu for pinligt at være vidne til...

Minder artiklen ikke om en prædiken?

- Lige lidt info mht. den debat-cirkulerende gruppe på de 800.000. Forfatterne skriver:

"De 800.000 mennesker, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet, er selvfølgelig fulde af ideer til, hvad de vil lave om og bidrage med. De har et enormt potentiale for at være mere aktive i skabelsen af deres egen og andres velfærd. De bliver bare langt fra altid spurgt, hvad de kan gøre selv. Deres bidrag bliver for ofte bremset af mangel på muligheder for at være aktiv. Det svar, de får, er for ofte nej."

- De 800.000 omfatter bl.a. folk på barsel, der passer børn, så er der dem på uddannelsesydelse, der studerer og dem på sygedagpenge, der arbejder på at blive raske. Så er der efterlønnere og tjenestemandspensionister. Og så er der førtidspensionister, som er aktive for at komme igennem en dag med deres handicap.

Hvordan kan forfatterne vide, at disse grupper "har et enormt potentiale for at være mere aktive i skabelsen af deres egen og andres velfærd?"

CEPOS viser på side 4 i linket, hvem der indgår i denne store gruppe på 800.000:

http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Oktober_2010/2_000_...

Offer opstår af overgreb.

Overgrebene må dø - er den korrekte overskrift.

Stop overgrebene nu!

Jeg undskylder de to korte indlæg, men mit raseri over forsøget på ansvarsforflygtigelse fra de overgreb kommunerne har udført efter ordre fra den forrige regering, er simpelthen så svinsk at mit blod det koger.

At den nuværende regering har ønsket at intensivere overgrebene gør denne artikel direkte modbydelig.

Gunvor Trinderup

For at kunne tage ansvar, må det også gives plads til man rent faktisk får lov til netop det. Og her synes jeg systemets mange regler for dit, dat og pjat, hæmmer initiativet. For er vi dybest set ikke sociale væsner som rigtigt gerne vil hinanden - om vi går et spadestik eller 3 under kulturen??

Brian Pietersen

Gunvor

måske, der er bare en del der vil udnytte andre, dem skal man så finde ud af at leve med, eller handle ud fra deres grådighed.

Rasmus Varnich Blumensaat

Brian Pedersen: Alle udnytter alle. Det er hele formålet med samfundet. Der opstår et energimæssigt overskud ved at gøre ting i fællesskab.

Når magt-forholdet er ude af balance, og der er sagt fra, fra den ene part, er det et overgreb.

Udnyttelsen skal være gensidig.

En borger har ingen mulighed for at forsvare sig mod det system der er indført.

Kommunerne har indført begrebet tvang, og retten til at kaste borgeren ud af systemet hvis de siger nej til at blive udnyttet.

Det er ikke gensidig udnyttelse, det er overgreb.

Fjern overgrebene, og offeret forsvinder.

Hønen eller ægget?

Heinrich R. Jørgensen

Bravo. Mange tak til forfatterne. Jeg kunne ikke være mere enig.

Blandt et stort antal væsentlige betragtninger, er den vigtigste måske den om, at borgernes uafhængighed ikke bør være ambitionen.

På dansk findes afhængighed og uafhængighed, og det sidste er at foretrække. På engelsk kunne man opremse tre begreber: dependence, independence og interdependence. Det sidste er et højere niveau. Det gensidigt forpligtende fællesskab. Kammeratskab. Broderskab. På fransk: fraternite.

Hvad er et meningsfuldt samfund uden?

Lars Jorgensen

''incitatementet' til at gå sammen med andre og skabe ting - kræver ressourcer.

Når mennesker har ressourcer - såsom en fornuftig økonomi, selvværd, selvrespekt og andre menneskers naturlige anerkendelse - der alt sammen som regel kommer af, at man har et fornuftigt betalt arbejde - så går har de også 'magt' til at indgå i samarbejde med andre borgere som ligeværdige partnere. Fint. Så langt er alle vist enige.

Problemet er så, når der i et samfund findes mennesker, der af forskellige årsager mangler et fornuftigt arbejde - der giver en fornuftig økonomi, selvværd, selvrespekt og andre menneskers naturlige anerkendelse. Disse mennesker vil som regel være mere eller mindre sociologisk hæmmede i at føle sig som ligeværdige mennesker i samfundet.

Skyld, skam og trækken sig tilbage fra 'samfundet' er den mest invaliderende naturlige reaktion - men selv for dem der går ind i 'samfundet' og samarbejder om ting - vil både de selv og andre mennesker i en eller anden grad (som regel) føle, at de ikke er lige så meget værd og ikke fortjener lige så meget respekt.

Det største sociale problem i det kapitalistiske system er måske arbejdsløshed - hvor kun de mest 'veluddannede og effektive' mennesker kan få en plads på arbejdsmarkedet.

Disse særligt 'dygtige og moralske' mennesker har så - ikke mindst i disse år, hvor regeringer overalt i verden på totalt opportunistisk vis appellerer til netop disse således 'effektive, særligt værdifulde og særligt respektfulde' lønarbejdende folks interesser (for ikke at sige indre svinehund) - en udpræget tendens til at tro, at deres personlige 'indre' psykologiske styrke, selvværd, selvrespekt og andres naturlige anerkendelse er noget, som de selv har æren og ansvaret for. De er kort sagt blinde for de nævnte afgørende (jobmæssige) sociologiske mulighedsbetingelser for selvværd, selvrespekt og andres naturlige sociale respekt.

Denne blindhed overfor egne eksistensvilkår er ikke i sig selv farlig. Men det bliver den lynhurtigt, når den bliver brugt til at forstå samfundet generelt herunder 'forstå' andre mindre priviligerede, marginaliserede og udstødte menneskers liv - udenfor arbejdsmarkedet. For med denne således totalt overfladiske og rent psykologiske regnestok så er det ikke folks helt grundlæggende sociale forhold, der ligger til grund for forståelsen af mennesker - men udelukkende menneskets individuelle moral og holdning mv.

Den totalt manglende forståelse for egen moral og holdnings sociologiske mulighedsbetingelser er lig med en totalt manglende forståelse for andre menneskers mindre gode 'moral og holdning's mulighedsbetingelser - herunder til en totalt manglende forståelse for, at der skal være nogle sociologiske forhold i orden for, at man som barn får fyldt de rigtige ressourcer på ens personlige selv - sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige, hvis man skal kunne leve op til arbejdsmarkedets krav. Som er nøglen til en respektabel tilværelse som vigtig og ligeværdig borger.

I disse år er der en næsten totalt manglende forståelse for ovenstående faktuelle betingelser og det enormt store problem, når mennesker ikke får en ordentlig chance for at komme på arbejdsmarkedet - den sidste borgerlige regering lykkedes med at få indsat mistilliden til alle arbejdsløse, som om der virkelig findes en meget stor gruppe helt anderledes amoralske mennesker, der ikke ønsker at få et arbejde.

Den almindelige manglende forståelse for hvad ligger bag, når det godt og mindre godt og slet ikke godt for mennesker ift. at nogle får og andre ikke får uddannelse og arbejde bliver så brugt til at moralisere med overfor mennesker, der ikke er i arbejde. Som om det er deres egen skyld og som om, det er noget, som disse (helt særlige amoralske) mennesker ønsker. Det er så brutalt, falsk og dominerende, at det må betegnes som en politisk samfundsmæssig svinestreg af historisk karakter.

Det mindste man kan og bør gøre, når mennesker af forskellige grunde ikke har mulighed for at opnå en god uddannelse og et fornuftigt arbejde - og dermed heller ikke har mulighed for at opnå en fornuftig økonomisk eksistens, et godt selvværd og en naturlig selvrespekt - det er da at forstå, at det er sådan den sociale verden fungerer idag. Herunder at det er mere eller mindre dybt ulykkeligt for dem, der mere eller mindre systematisk er sat ud af systemet. For med en sådan forståelse - udbredt i samfundet - ville det ikke være muligt at pukle og moralisere og kræve, at de skal komme i arbejde, når der ikke er noget, som de hellere vil men heller ikke noget, som de har sværere ved. For med en sådan blot lidt dybere samfundsforståelse så ville man undgå den dobbelte fejl først at tro, at der er en særlig gruppe mennesker, der mangler moral og ikke ønsker at være en ligeværdig del af samfundet. Dernæst at tro at problemet med arbejdsløse og folk udenfor arbejdsmarkedet kan løses ved at bebrejde og pukle på mennesker, der i realiteten ofte vil give deres højre arm for at få et arbejde.

Det totalt overfladiske og moraliserende menneske- og samfundssyn er så falsk og vanvittigt, at det skriger til himlen. Men det er alligevel den herskende tankegang...

Det mindste man kan gøre, det er da at forstå disse ting. For dernæst som det mindste at sørge for, at samfundet behandler de mindre og mindst priviligerede, de marginaliserede og udstødte mennesker anstændigt og fornuftigt. Herunder sørge for at tænke længe og dybt over, hvordan vi kan skabe et samfund, hvor man så vidt muligt kan blive inddraget som en ligeværdig og anstændig medborger - også når man ikke er en respekteret part af det effektive arbejdsmarked. Herunder ikke mindst sørge for at mennesker udenfor arbejdsmarkedet i det mindste har en fornuftig og anstændig social ydelse, som de og deres familie kan eksistere på som blot nogenlunde ligeværdige samfundsborgere. Alt med det eneste anstændige formål at modgå at mennesker både lidt og langt udenfor arbejdsmarkedet ikke skal krybe langs murene og vente med at gå tur til det er blevet mørkt; at modgå at skyld og skam bliver de herskende følelser i et på de mest fundamentale måder vanskeligt og 'unormalt' liv.

Det er som bekendt ikke ligefrem dagsordenen og den almene sociale politiske betragtning idag. DET er til gengæld noget, vi som samfund bør skamme os over.

For hvad har vi så? Politikere og medier der konkurrerer og byder hinanden op på, hvordan vi kan hetze, tale ned om og stille helt umulige krav til mennesker, der helt fundamentalt er uden skyld for og uden mulighed for at forbedre deres situation. Og som oven i købet - naturligvis - i virkeligheden er langt mere interesserede i at få forbedret deres situation end de medier og politikere, der er igang med at hetze dem...

Og så har så en artikel som denne her, der så fint appellerer til alle folk med arbejde, selvværd og selvrespekt om, at det hele handler om at det er mennesker og altså mennesket selv, der skal arbejde sammen om at skabe et godt samfund. Helt uden den mindste snert af en kritisk sand forståelse for de ovenfor beskrevne logikker og problemer og dybt uanstændige måde, som vi taler ned og udenom de mennesker, der i dagens samfund har det vanskeligt om ikke forfærdeligt lidelsesfyldt med at får hverdagen til at fungere for dem selv, deres familie og ikke mindste deres børn. Og selvfølgelig bliver artiklen fint modtaget og endda hyldet - af enhver med den således dybt almindelige overfladiske samfunds- og menneskeopfattelse.

Så let skal I ikke slippe... Afsted med dyrke den selvfede stemning og jeres egen selvfede moralske holdning - jer selv kort sagt. I er overfladiske, asociale og de rene hængerøve ift. at modgå tidens problemer, hvor VI ER I FULD GANG MED AT behandle alle de mennesker i vores samfund, som det ikke går nogenlunde fornuftigt for, på en dybt uanstændig måde.

Borgerofferet må dø. Sidste søm i den solidariske, anstændige sociale og demokratiske måde at tænke samfund og menneske på. Konservatismen er nu commonsense for middelklassen og socialdemokratiet - endda også for store dele af den veluddannede middelklasse er jeg bange for.

Selvfedmen må dø - siger jeg!

Hvis staten helt utopisk begyndte at reducere sig selv, blev ansvaret flyttet tilbage i retning af det oprindelige :

I stenalderen gik stammens mænd på jagt og alle samle ind. Gik det godt kunne man slappe af om nyde livet Gik jagten mindre godt, måtte man anstrenge sig lidt mere.
Var der en svagt eller uheldigt jæger, fik han lige andel i (ud)byttet.

Så opfandt vi staten og i en sikker, uafviselig udvikling blev staten stærkere og stærkere. Staten tog over, ikke kun materielt, men også opdragende.
Velfærdsnarkoen er stærkt vanedannende.

Vi sidder i saksen. Denne åndelige supertanker er næsten umulig at vende, som artiklen lægger op til.

Så er det jeg ikke forstår, at flere indlæg her plædere for, at udviklingen af den stærke stat bør fortsætte.

Lars Jorgensen

Kig på historien Leo.

Kig på USA - i realiteten en ganske svag stat...
Ikke megen velfærdsstat, ikke megen hjælp at hente medmindre man klarer sig rigtigt godt på arbejdsmarkedet.

Kig på fakta - kig på de nordiske velfærdsstater - de stærkeste og mest omfordelende i verden...

Og hvis nogen synes, at vores/de nordiske velfærdsstater er for ringe og behandler folk for ringe. Så forstå dog at det er generelt ringere eller langt, langt ringere andre steder i verden.

Svæk og eventuelt nedlæg velfærdsstaten - og vi har den rene neo-darwinisme, som har været den underliggende filosofi bag den amerikanske stat og den amerikanske selvforståelse.

Man kan på den baggrund - fakta - ikke både ville have en svag stat og et godt samfund... Det er enten eller. En svag stat eller et godt samfund.

Så hvad ønsker du Leo?

Lars - Alt er ikke skidt i verdens mest "lykkelige" samfund. Men se på statikkerne i det "gode" samfund.
De menneskelige ulykker og utilfredsheden står i kø.
Det mener du åbenbart, at big mother stat skal klare, og ikke de nære menneskelige relationer. Flere behandlere, flere regler, flere ydelser til alle, oven i alt det vi har i forvejen.
Og så forstår jeg ikke, at USA altid skal trækkes frem som vores alternativ.

Lars, jeg kiggede da netop på historien , :)

Lars Jorgensen

Der er ikke noget galt med behandlere - eller flere behandlere.

Der er noget galt med dårlige og utilstrækkelige kompetente behandlere.

Og så er der noget galt med at ville personligheds- og psykologibehandling af sociale problemer...

Sociale problemer har sociale årsager og skal behandles socialt. Helst forebyggende...

USA er klart det bedste eksempel på, hvor vi bevæger os hen i mod i disse år. Derfor er USA - som netop i høj grad har gennemført de fleste af de ting, som foreslås i disse tider - et vældigt lærerigt eksempel at trække frem.

Steffen Gliese

Lars Jørgensen, du peger på et reelt problem i tiden; men det handler mest af alt om en nødvendig mentalitetsindstilling, hvor det, som folk får deres livsunderhold dækket, synker tilbage i det private. Det væsentlige er deltagelsen, om det så er et job eller en udbetaling, som kommer af de enorme fælles værdier i samfundet, må være underordnet. At folk modtager underhold, og at alle er sikrede (jeg ved godt, det ikke for tiden er tilfældet) en indkomst uanset hvad, er, som du påpeger, baggrunden for at kunne mobilisere overskud til operere i samfundet - og derfor er pengene ubetinget givet godt ud.

Steffen Gliese

Hvis man vil se på relationssamfundet, skal man bare se på Sydeuropa - her gælder den gamle vits "hvad gør det, at man ikke har en rød reje, sålænge man har sorte penge nok". Pengene cirkulerer i uformelle cirkler, folk kan måske ikke få ordinære jobs, men de kan ofte i høj grad få noget job hos en fætter med at køre ud med varer, rense fisk eller den slags.

Lars Jorgensen

Der findes måske ikke et samfund i verden, hvor folk har lettere ved at indgå i sociale end vores...
- på tværs af sociale positioner.

Netop fordi velfærdsstaten og den stærke stat har formået at lave en relativ stor omfordeling af ressourcer.

Lars Jorgensen

Det er overfladisk - og ofte romantisk - retorik at tale særligt fint om sociale relationer om sydeuropæiske lande som Italien.

Som om vi ikke i Danmark kan hjælpe og endda meget ofte i praksis reelt hjælper familie, naboer, venner og bekendte - sågar fremmede til job, når vi har mulighed for det.

Jeg har ikke tal for det - men mon ikke Danmark reelt er et af de lande i verden, hvor vi har flest mennesker i foreninger?

Steffen Gliese

Jeg er bange for, Lars Jørgensen, at foreningslivet ikke er, hvad det var for blot 10-15 år siden, folk tager netop ikke det ansvar på sig. Den øgede mobilitet og de løse ansættelser har meget af skylden - tidligere ville typisk lokalt bosatte akademikere etablere diverse foreninger til kulturel adspredelse, men nu bosætter de sig ofte ikke dér, hvor de arbejder, men pendler til udkanten fra større byer. Dén ressource er yderligere blevet udhulet med lukningen af mange små sygehuse, skoler o.a.

Lars Jorgensen

'bange for' er ikke ligefrem et gyldigt argument endsige et faktabaseret argument.

Lars Jorgensen

Et af tidens største problemer er den udbredte frygt, angst og pessisme - der netop også hænger sammen med den økonomiske krise, arbejdsløshed og måden som man undgår at tale fornuftigt om blandt politikere - endsige kommer med nogle troværdige bud på at løse.

Når politikerne ikke vil tage ansvar for en bedring af situationen, så er frygten og angsten det klare resultat hos os alle, der med en vis ret tænker. At hvis ikke jeg klarer mig - ligesom det gælder andre, så kommer der ikke andre og hjælper...

Men vi tænker alt for negativt om os selv, hinanden og vores medborgere. Det er politikerne og mange 'intellektuelle', der taler med tidens magtesløshed og håbløshed, som vi bør tænke negativt om.

Lars siger : " Netop fordi velfærdsstaten og den stærke stat har formået at lave en relativ stor omfordeling af ressourcer ".

Netop dette opfatter vi to helt forskelligt.
90% af de øverste skatteborgere betaler til nederste 90%.
Dvs at 80% i middelklassen betaler til sig selv.
Fantastisk omfordeling ?
Jeg kalder det et perverst cirkus, et "velstandssamfund" der er kørt helt af sporet.

Steffen Gliese

Det er et formalistisk synspunkt, Leo Nygaard, som ikke kan bruges til noget. Vi propper allesammen efter en fordelingsnøgle penge i den samme pulje for at finansiere nogle opgaver, vi har lagt på fællesskabet. Nogen propper så meget i puljen, fordi de kan, at de betaler dyrt for det, de får. Men det er den renfærdigste udmøntning af at yde efter evne og nyde efter behov.

Lars Jorgensen

Leo - jeg beklager, men der er ikke plads til at forklare sammenhængene i en meget universel og omfordelende velfærdsstat som den danske her.

Men det er kun perverst for den, der slet ikke forstår, hvordan tingene gavner såvel middelklassen som de nederste i samfundet.

Det er ikke perverst - men i virkeligheden dybt paradoksalt og fantastisk, hvor utrolig meget den store omfordeling i en relativ universel velfærdsstat gavner de nederste i samfundet. Se efter Bo Rothsteins lille model til at forklare pointen - den findes fx I Peder Bundesens bog 'Sociale problemer og socialpolitik'. En bog der i øvrigt - som så megen anden sober samfundsvidenskabelig litteratur - maner stort set alle tidens magtfulde/almindelige tanker ned som myter...

Der er ikke mange 'fakta' i de fleste journalisters og politikeres munde - hvis de skulle holde sig til fakta om velfærdsstaten - så ville de ikke kunne sige ret meget. Nu hvor de på forskellig betragter det som et faktum, at velfærdsstaten har vist sig som en fiasko... Det er let at nedlægge velfærdsstaten - som vi kender den, iøvrigt et motto Clinton gik til valg på og gennemførte - men så er vi tilbage i tyverne og trediverne. Hvor folk uden arbejde gik for lud og koldt vand. Hvor tåbeligt er det ikke?

Man kan med god ret kritisere den danske velfærdsstat - for ikke at gøre nok for dem, der har behov.

Men man skal vide, at alle andre 'velfærdsstater' end de nordiske er klart, klart ringere til at hjælpe individer med behov.

Heinrich R. Jørgensen

Læg lige mærke til, at Leo skelner mellem velfærd og velstand.

Man kan som bekendt være opvokset i en fællesskab af personer, der var rige i alle andre betydninger end den monetære.

Mange vokser op i, og lever i, armod, pånær i ordets betydninger der relaterer sig til det materialistiske.

;-)

Heinrich R. Jørgensen

Lars Jørgensen:
"Der findes måske ikke et samfund i verden, hvor [...]

[...] Netop fordi velfærdsstaten og den stærke stat [...]"

Samfund betegner et aktivt og levende fællesskab af artsfæller.

Stat er en formalisering af rammerne for et fællesskabs mulighed for at udfolde sig. Statens opgave er at sikre formuleringen af en fælles moral, og institutionalisere nogle funktioner, der knytter sig til at statens opgaver som lovgiver, forvalter og opdrager.

Hvem har opdraget det danske riges befolkning til, at udvise en adfærd, der gør at de fleste der sætter sig ind i en bus, både undgår at hilse på chauffør og medpassager og derved undlade at anerkende deres eksistens, samt med usvigelig matematisk præcision at kunne vælge sig et sæde fjernest fra alle andre?

Hvem har opdraget den herskende politiker-kaste, til konsekvent at lefle for umådehold, grådighed, egoisme, stolthed, misundelse, vrede, hævngerrighed, intolerance (ofte kalder nultolerance), selvretfærdighed, at lade sig underordne til lydighed, at argumentere for at afstraffelse er godt og nødvendigt fordi det er deres opfattelse af hvordan retfærdighed kan og bør manifestere sig, at opfordre enhver til at lade sig betale for hvad man ikke bryder sig om at gøre, at lade sig kue, at opgive sit personlige ansvar, at rette al fokus på hvad der har nyhedens interesse, ikke at fokus på hvad der er væsentligt eller nødvendigt, at undlade at fokusere på visioner og langsigtede strategier, og andet?

Hvorfor opfattes de værdier politikerne ofte gør sig til eksponent for, som dyder? I hvilke kulturer og samfund, har sådanne værdier nogensinde været anset for at være "dyder"? Der er snarere tale om det modsatte -- laster. Nogle af de værste og fæleste, der korrumperer både mennesker og samfund.

Leo kaldet det er perverst circus. Tjoh. Perverst er det, og sandt er det, at befolkningen spises af med brød og skuespil. Barbariet når fortidens lavpunkter...

Peter : "....at yde efter evne og nyde efter behov."
Gid det var så vel. Min pointe er netop, at de fleste nyder, selv om de IKKE har behov.
Det perverse er, at man ikke stoppede udviklingen før man begyndte at betale til sig selv. Man kunne faktisk kald systemet social porno.
Det skal lige med, at angiveligt 40% af skattekronerne bliver i administrationens lommer.

Lars : "...den store omfordeling i en relativ universel velfærdsstat gavner de nederste i samfundet."
Hvis det kun var det ! Ingen liberale personer er mod at sikre de svageste. Det er alt det andet jeg er imod. Direkte unødvendige ydelser, fradrag og gratisydelser, der ikke er indtægt -og formuereguleret. Det vil føre for vidt her at opremse alle eksemplerne.

Beklager kære venner - jeg tror ikke i forstår forskellen på at hjælpe de svage og det afsporede system vi har nu.
I betaler sikkert selv skat. Prøv at gennemtænke hvad i får tilbage. Her tænker jeg ikke på basale fællesområder som skoler og sundhedsvæsenet.

Ud af den ene lomme og ned i den anden !

Jeg gik ikke på efterløn. Fik præmien istedet. Efter fradrag for det indbetalte, var der 100.000 kr skattefrit til mig, der gik på arbejde og tjente min gode løn - samtidigt ! Når jeg køre ud af landevejen i min flotte veteranbil, sender jeg en tak til skatteyderne. De betalte.
Er det ikke et perverteret socialsamfund, der gør dette, istedet for at koncentrere om at hjælpe hvor der er nød.

Herudover er det katastrofalt med den opdragende virkning systemet har på folkekarakteren med det valgflæsk der uddeles som bestikkelse for magten., som Heinrich er inde på. Men det må vente til en anden gang.

At man udligner mellem rig og fattig gennem skattesystemet er noget andet.
Selv om også dette kan kritiseres.
Se den anden tråd om trepartsforhandlinger.
Først forhandler vi løn i såkaldt frie forhandlinger. Så tager skattefar sin del. Derefter uddeler skattefars kone Big Mother penge til ALLE.
Imens må svagelige og fattige fru Jensen nøjes med bad hver fjortende dag.

Steffen Gliese

Nej, Leo Nygaard, du fik din velfortjente andel af merværdien.

Javel - på bekostning af hvem ??
Hvad med at tilbagevise mine udsagn i stedet for de sædvanelige socialistiske slagord.

Steffen Gliese

Ikke på bekostning af nogen, som en andel af den alt for rigelige produktion.

Lars Jorgensen

Leo,

I mine øren (jeg er klar over, at vi ikke tænker helt ens om dette emne) - altså i mine øren - lyder du som en, der får et brev (sommeren efter, at du er holdt med at arbejde hos en bestemt arbejdsgiver) om feriepenge. Og at du så synes, at det er en fejl, fordi du har fået din løn.

Jeg synes, at det er så fint, at man kan have en fornuftig pension og alderdom efter endt arbejdsmarked. Men det er dog efterhånden slut medmindre man har optjent en god privat pension. Faktisk det mest hårde hug i velfærdsstaten de seneste årtier...

Jeres forsvar for systemet er ynkeligt.

At sammenligne efterlønspræmien med egne optjente feriepenge holder ikke.
Set fra min stol, og jeg er dog den nærmeste; så kunne den præmie, som jeg intet havde præsteret for, ha` gjort godt andre steder.
I forsvarer, at velhavende og rige borgere modtager ydelser, som også mindrebemidlede skatteborgere er med til at betale.
I godtager, at jeg af en folkepension på 8000 kr returnerer 3000 kr til samme kasse.
I ser med sympati på at millionærer benytter gratisydelser, modtager børnecheck og får fradrag, f.eks befordring til arbejdeplads.

Alt sammen eksempler på at give og tage.
Den offentlige sektor har aldrig været større.
Staten er stor.

Sider