Læserbrev

Danmark forsømmer Tibet

26. marts 2012

Så kan det officielle Danmark godt finde festtøjet frem: 28. marts fejrer kineserne på vegne af tibetanerne ’dagen, hvor slaver blev befriet’.

De, som har medvirket til at legitimere historieomskrivningen, er inviteret, og ærespladsen tilfalder Danmark. Her er vi gået så langt som at træde folkeretten under fode ved at fraskrive tibetanerne deres rettigheder, alene for at blive lukket ind i varmen og få en del af kagen.

Som altid, når Kina og Danmark fester, er der ikke sparet på noget. Der er dobbelt op på alt – ikke mindst moralen.

Men tilbage til realiteterne: Danmark sidder selvfølgelig ikke fysisk med ved festbordet, men vi bør alligevel på denne dag sidde tilbage med en bitter smag i munden over at være medskyldige i, at et sådant bedrag overhovedet kan finde sted.

Kina besatte Tibet fra 1949 og underlagde sig fuldstændigt landet i 1959 efter nedkæmpelsen af marts-opstanden samme år. I 2009 besluttede det kinesiske styre i Beijing, at Tibet fremover hvert år den 28. marts skal fejre, at landet blev ’befriet’ i 1959, første gang på halvtredsårsdagen i 2009. Kan en besættelsesmagt påføre et annekteret land større ydmygelse, end at påtvinge det, at gøre datoen for dets besættelse til national festdag?

Fasthold Kina

Som forventeligt har denne provokation kun medført yderligere spændinger. Den sidste tids mange selvafbrændinger og de mange store demonstrationer, der har fundet sted i Østtibet i år, indikerer, at tibetanernes frihedstrang selv efter 63 års besættelse lever i bedste velgående.

Danmark har tidligere haft tradition for at forsvare frihed, demokrati og menneskerettigheder. Da Danmark i 2009 fraskrev tibetanerne deres ret til selvstændighed, var det et eklatant brud på denne linje.

Det er positivt, at Danmark for nylig medvirkede til, at der blev indgået en ny EU-aftale, som skal sikre, at EU fremover skal tale med fast og fælles stemme for udbredelsen af menneskerettigheder verden over. Kun på denne måde kan vi fastholde Kina på indgåede aftaler om menneskerettigheder m.v., hvilket er i alles interesse – også Kinas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor tragisk det end måtte være, så handler det om "antal potentielle kunder"...intet andet! Godt og vel en milliard kunder med stigende købekraft er nok til at alle principper og moral etc. går i glemmebogen. Menneskelighed eller marked? Sgu trist, at det er markedet, som betyder mest!!

Sagen er, at Kina inden udgangen af dette århundrede er verdens supemagt ( både økonomisk og militært) nr 1.

Så hvis Kina blæser på menneskerettigheder og folkeret , så er der bare intet at gøre.

Det er den realitet, alle er ved at indrette sig på.

@Robert....præcis. Det handler om markedet kort og godt....at det marked så måske undertrykker 5.5 mio mennesker...Who cares? Det er jo ikke vores 5.5 millioner, vel? Og hvis vi alle lukker øjnene, så er der INGEN der ser det....og når vi ikke ser det, så eksisterer det ikke! Jeg fortsætter nu med at kalde DK for en kræmmernation!!!

Claus E. Petersen

Kina okkuperede Tibet af militærstrategiske årsager.
Kort efter okkupationen angreb Kinesiske tropper Indien,
Offensiven standsede dog før der skete egentlig "skade", bortset fra de dræbte selvfølgelig.
Kina har een og kun den eneste grund til at okkupere Tibet: uhindret adgang til Indiens grænser!
Hvilket også er grunden til at Kina er udenfor pædagogisk rækkevidde hvad angår sætninger der inkluderer både "Tibet" og "Selvstændighed".
Kina har stadig et godt øje til det land der i sin tid blev betegnet som "Imperiets Juvel".

Problemet er vel ikke så meget om Tibet er en del af Kina eller ej, problemet ligger i at Kina måske ikke anerkender Tibets særegne status som buddhistisk nation med helt specielle livsformer, som ikke passer ind i betonmarxismens ideologi,en marxisme eller kommunisme som i dag har fået et fernis af kapitalisme og hvor den materielle vækst helt på linie med Vesten er det eneste saliggørende.

Claus E. Petersen

@Viggo O.

Hvis Kina tillod Tibet selvstyre i den grad Danmark har givet Grønland selvstyre, ville Kina miste sin direkte adgang til Indien, og endnu værre, åbne for et kaotisk styre i et land som (trods kinesisk venligt nærvær i mere end 50 år) nærmest er på stamme stadiet.
Et sådant kaotisk styre vil skabe et Tibet hvorfra dissidenter og "anti-kinesiske" udlændinge ville kunne angribe Kina enten som "græsrodsbevægelser" der opererer politisk eller som militære enheder.
Desuden er Kina belært af fortidens synder (Japans invasion og en svag Kinesisk ledelse) så Kina har yderligere et ønske om at sikre dets militære integritet.
M.a.o. Kina giver ikke under den nuværende regering Tibet mulighed for at være.. Tibet, i nogen form!

Kinas afvisende holdning til Tibet's selvstændighed har absolut intet med buddhisme at gøre, nærmest tværtimod.

@Claus Petersen

Du ved sikkert en masse som jeg læser dig, men jeg tror vores udgangspunkt er forskelig,jeg forsøger at se humanistisk og almenmenneskelig på det som sker,jeg fornemmer du tænker taktisk og at du anser Kina for at have legitime interesser i situationen,har jeg ret?

Deres tætte bånd til mongoliet har nok i højere grad ført til besættelsen, da Kina frygtede endnu engang at blive løbet over. Kina er ikke uden årsag, meget påpasselig. Det undskylder så ikke overgreb på andre, og i sammen ånd som på vestbredden, bliver man sin fjendes spejlbillede.

Intet som helst nyt i den artikel.

Hvad skal Danmark gøre? Angribe Kina for at befri Tibet? Eller foranstalte en total FN boykot af Kina?

Ingen tror vel at kineserne kerer sig om hvad Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle mene om Kinas besættelse af Kina?

Det er sørgeligt, men sådan er det.

Claus E. Petersen

@Viggo O,

Lederne af Kina skal ikke holde styr på 1 mio. mennesker, ikke 10 mio., eller 100 mio.
De skal holde 1 milliard mennesker samlet under eet flag og een nation, hvilket Kinas ledere gør med de midler der skal til samtidig med at de forsøger at gøre Kina til en økonomisk supermagt.
Set i historisk perspektiv er deres metoder ganske "milde" selvom det for os i Danmark syntes at være et brutalt diktatur.
Og igen, selv hvis Tibet, eller en af verdenssamfundet anerkendt Kinesisk provins, havde haft en religiøs majoritet der dyrkede opretstående dans på en flagstang, ville lederne af 1 milliard mennesker ikke tillade det hvis den religiøse majoritet ikke havde en leder der havde underkastet sig centralregeringen i Beijing .

Claus E. Petersen

@Viggo O.

Min pointe er at folk med magt ikke tænker humanistisk.
De tænker på hvad der er realiserbart inden for de rammer som de skal arbejde i.

@ Claus.
Nu ligger det jo sådan at Dalai Lama har og anerkender Kinas overherredømme,hvilket en del ikke sådan accepterer. Men jeg vil dog fastholde af menneskeheden uanset tro bør tilstræbe at vi alle er og forbliver humanister og at magthavere lærer at magt ikke er en fribillet til undertrykkelse for magens skyld.

Peter Poulsen

Ole Olsen: "Ingen tror vel at kineserne kerer sig om hvad Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle mene om Kinas besættelse..."

Måske er det ikke helt ligegyldigt hvad 'Danmark' gør eller ikke gør. Kinesiske ledere har i hvert fald opført et hysterisk cirkus i de tilfælde hvor Dalai Lama har fået noget der lignede en officiel modtagelse i Danmark. Så nogle af dem kerer sig overmåde!

@ Peter Poulsen:

At kineserne opfører sig hysterisk overfor udenlandsk kritik, af det kineserne ansér som indre kinesiske anliggender, ændrer på ingen måde kinesernes politik. Det er det, der er pointen.

Det er derfor ligegyldigt, hvad danskerne måtte mene eller udtale om kinesisk politik.

Ulrik Bertelsen

Kinesere knuse mangt og meget, men kan de knægte Tibet og Himalyas tinder.

Terror, indvortes eller udvortes, ske hver dag; det bedyre tibetansk selvantænding os om, men hvorledes skal vi bestemme det eksistentielt?

I svingninger mellem X Factor og Terror lægge jeg mit ord, tjek youtube:

http://youtu.be/SHV4iwEhJWk

Le Berthélaine
- Dansk kunstner, forfatter og kritiker

Peter Poulsen

@Ole Olsen
Hvor ved du det fra?

Og hvad der evt. måtte opfattes som ligegyldigt fra Kinas side er ikke dermed ligegyldigt for os selv eller f.eks. for andre lande.

@ Peter Poulsen:

Det ved jeg fra 25 års hyppige rejser i Kina.

At vi selv måtte synes det er vigtigt, ændrer intet i Kina. Ej heller at vi selv synes vi er gode og rigtige, men det er afgjort et fænomén en del i Danmark elsker at pleje. Det har ej heller særlig interesse udenfor Danmark, hvor man mestendels har en mere pragmatisk indgang til tingene, og frem for alt, har for travlt med sine egne problemer, frem for at frelse verden.

Det betyder ikke, at jeg ikke synes der er ting i Kina, eller så mange andre steder inkl. i Danmark, der burde rettes.