Kommentar

Finanspagten hjælper ikke EU ud af krisen

Garanten for et økonomisk stabilt Europa er Finanspagten, lyder det fra tilhængerne. Problemet er bare, at den slet ikke gør noget ved den aktuelle krise – tværtimod
5. marts 2012

Finanspagtens sætter snævre grænser for statsunderskud og -gæld. Dermed vil den begrænse Europas muligheder for at bekæmpe krise og arbejdsløshed gennem en ekspansiv finanspolitik. Konsekvensen er, at arbejdsløsheden vil stige lang mere i krisetid. Det vil så igen tvinge staterne til omfattende besparelser på velfærden eller til privatiseringer. En ond cirkel er sluttet.

Ovenstående kritik har været fremført i flere medier på det seneste. Men tilsyneladende er det undgået de flestes opmærksomhed, at pagten også vil få stor indflydelse på den økonomiske politik i ikke-krisetider. For kun stater, der råder over et oparbejdet overskud, vil staterne have luft nok i budgettet til at foretage investeringer uden at komme i strid med kravene. Staterne vil med andre ord skulle spare i stedet for at investere i velfærd.

Samlet set kan finanspagten således forværre kriser og arbejdsløshed samt få negative konsekvenser for velfærdsudviklingen.

Hensigten med finanspagten er at overvinde gældskrisen gennem kontrol med landenes gældsstiftelse. Problemet er blot, at den ikke adresserer den aktuelle krise, for den har jo ingen effekt på den allerede stiftede gæld, men kan allerhøjst forebygge, at en ny opstår engang ude i fremtiden.

Tyskerne er medskyldig

Forestillingen om, at krisen udelukkende er et resultat af ukontrolleret gældsstiftelse i nogle enkelte stater, er også stærkt forenklet. Fejlslagen økonomisk politik, ikke mindst i Grækenland, har ganske vist spillet en ikke uvæsentlig rolle for gældskrisens udvikling, men krisen stikker langt dybere, idet den har rod i store og stigende ubalancer i eurozonen mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne.

Før euroen blev indført kunne forskellene udlignes over valutamarkederne. Men nu kan Sydeuropa ikke længere kan føre deres egen rente- og valutapolitik. Tilmed er euroen steget i takt med, at dollaren er blevet svækket af USA’s økonomiske problemer. Det har yderligere forringet de sydeuropæiske landes konkurrenceevne, eksport, arbejdsløshed og underskud.

Modsat har Tyskland scoret kassen på euroen. Hvis der ikke havde været en euro, ville D-marken været steget mellem 20 og 30 pct. i forhold til de sydeuropæiske valutaer, og det ville naturligvis have bremset tysk eksport og overskud.

En løsning på gældskrisen forudsætter, at de sydeuropæiske lande kan investere i højere produktivitet og ny vækst og nedbringe arbejdsløsheden. Og pengene kan kun komme fra overskudslandene gennem en solidarisk udligning af fordele og ulemper ved euroen.

Men den slags byder finanspagten ikke på. Tværtimod er pagten udtryk for, at gældskrisen alene skal løses gennem en såkaldt ’intern devaluering’ dvs. gennem forringelse af lønninger og velstand og besparelser på velfærd i de gældsramte lande.

Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik, for pagten et udtryk for en borgerlig konservativ – såkaldt monetaristisk økonomisk politik. Ifølge den økonomiske tilgang skal staten hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten, men have overskud.

Det må karakteriseres som dybt problematisk, at en meget omstridt og stærkt ideologisk doktrin via finanspagten skal indskrives i nationale forfatninger eller anden national lovgivning. Dermed hæves den nærmest over enhver diskussion.

Hjælper ikke på krisen

Tilhængere af dansk tilslutning til finanspagten har anført, at pagten er god for dansk økonomi, fordi den retter op på gældskrisen. Men pagten vil som nævnt ikke løse gældskrisen, og dermed vil den heller ikke friholde Danmark for følgerne af gældskrisen. Tværtimod er der betydelig risiko for, at fortsat gældskrise og besparelser vil føre til årelang lavvækst i EU – og det vil også ramme dansk økonomi.

Som argument for finanspagten er det gentagne gange blevet fremført, at den er nødvendig for at berolige finansmarkederne. Men Danmarks økonomiske situation er så god i forhold til stort set alle andre lande, at der ikke er grund til at forvente, at finansmarkerne vil straffe Danmark, hvis vi holder os uden for pagten.

Fra tilhængerside er det også fremhævet, at vækstskabelse og arbejdsløshedsbekæmpelse har været sat på dagsordenen på seneste EU topmøde. Men man vedtog ingen konkrete tiltag, men overlod det til de enkelte lande at gennemføre initiativer. Og i øvrigt er det grundlæggende selvmodsigende at tale vækst, når landene tværtimod forpligtes til finanspolitiske stramninger.

Euroland DK

Finanspagtens formål er at begrænse de omfattede landes muligheder for at køre med underskud. Ikke desto mindre har man hævdet, at pagten ikke indskrænker Danmarks økonomiske handlefrihed til at føre vækstpolitik.

Skulle et folketingsflertal efter pagten ønske at føre vækstpolitik, bliver man først nødt til at omgøre den budgetlov, der udmønter pagten. Det vil imidlertid betyde, at Danmark har overtrådt EU-reglerne og står til bøde. Så kom ikke og sig, at finanspagten ikke indskrænker Danmarks økonomisk politiske handlefrihed.

Danske fortalere for pagten anfører, at Danmark til gengæld får indflydelse på den førte politik. Men Danmark vil højst blive inviteret til et møde i eurozonen en gang om året, og det giver ingen garanti for at blive hørt, når afgørende beslutninger træffes.

Det er også blevet fremhævet, at euroforbeholdet jo stadig består, uanset om Danmark går med i finanspagten. Realiteten er dog, at Danmark med sin tilslutning til Konkurrenceevnepagt og Finanspagt træder længere og længere ind i euro-samarbejdet. Vel at mærke uden at have gennemført en folkeafstemning. Euroforbeholdet består, javel – men det undergraves i praksis mere og mere.

Da pagten også kan risikere at undergrave danske overenskomster, er det vanskeligt at forstå, at LO ikke i højere grad tager kampen op mod den.

 

Hardy Hansen er tidligere forbundsformand, og Henrik Herløv Lund er økonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
Torben R. Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Tak til Hardy og Henrik at påpeger det udemokratiske i FInanspagtens væsen.

Grunden til at der ikke kommer en folkeafstemning, er vel at magthaverne frygter, at deres projekt nedlægges af folket. EU og Euroen, er magtelitens projekt, og projektet går af H..til.

I Irland gav de Finanspagten fingeren, og samme vil ske i alle EU-landene hvis befolkningen havde muligheden.

At Helle Thorning ikke tør tage afstemningen, bevidner i hvilken udstrækning af Finanspagten, ikke gavner folket og befolkningerne i EU, men kun sigter imod at behage de reelt konkurs og falliterklæret finansaktørers behov for mere kapital.
Helle Thorning er og bliver EU-teknokrat mere end hun er Danmarks statsminister.

"Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik, for pagten et udtryk for en borgerlig konservativ – såkaldt monetaristisk økonomisk politik. Ifølge den økonomiske tilgang skal staten hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten, men have overskud.

Det må karakteriseres som dybt problematisk, at en meget omstridt og stærkt ideologisk doktrin via finanspagten skal indskrives i nationale forfatninger eller anden national lovgivning. Dermed hæves den nærmest over enhver diskussion."

Og ikke blot vil finanspagten ad denne vej beslutte essensen i EU-landenes politikker; samtidig vil EU - jvf. udmeldingerne fra sidste uges topmøde - arbejde for en øget, såkaldt nødvendig operationalisering og kvantificering af det enkelte medlemslands førte politik ... i form af mere præcise og målbare reform- og udviklingsprogrammer. Altså new public management-styring, som vi allerede kender den i betydeligt omfang rundt omkring i Vesten, og som vi i stigende omfang kan se udarter til desperate governance, hvor regeringer og magtapparater sejler som kaglende købmænd i tilskuerdemokratiske tilstande.

EU skal altså ikke blot øve indflydelse på det enkelte lands politik, men også selve politikudviklingen. Alle fødekæder til det neoliberale 'fredsprojekt' skal sikres; kaos må for alt i verden bevares.

"Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik, for pagten et udtryk for en borgerlig konservativ – såkaldt monetaristisk økonomisk politik. Ifølge den økonomiske tilgang skal staten hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten, men have overskud.

Det må karakteriseres som dybt problematisk, at en meget omstridt og stærkt ideologisk doktrin via finanspagten skal indskrives i nationale forfatninger eller anden national lovgivning. Dermed hæves den nærmest over enhver diskussion."

Og ikke blot vil finanspagten ad denne vej beslutte essensen i EU-landenes politikker; samtidig vil EU - jvf. udmeldingerne fra sidste uges topmøde - arbejde for en øget, såkaldt nødvendig operationalisering og kvantificering af det enkelte medlemslands førte politik ... i form af mere præcise og målbare reform- og udviklingsprogrammer. Altså new public management-styring, som vi allerede kender den i betydeligt omfang rundt omkring i Vesten, og som vi i stigende omfang kan se udarter til desperate governance, hvor regeringer og magtapparater sejler som kaglende købmænd i tilskuerdemokratiske tilstande.

EU skal altså ikke blot øve indflydelse på det enkelte lands politik, men også selve politikudviklingen. Alle fødekæder til det neoliberale 'fredsprojekt' skal sikres; kaos må for alt i verden bevares.

"Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik, for pagten et udtryk for en borgerlig konservativ – såkaldt monetaristisk økonomisk politik. Ifølge den økonomiske tilgang skal staten hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten, men have overskud.

Det må karakteriseres som dybt problematisk, at en meget omstridt og stærkt ideologisk doktrin via finanspagten skal indskrives i nationale forfatninger eller anden national lovgivning. Dermed hæves den nærmest over enhver diskussion."

Og ikke blot vil finanspagten ad denne vej beslutte essensen i EU-landenes politikker; samtidig vil EU - jvf. udmeldingerne fra sidste uges topmøde - arbejde for en øget, såkaldt nødvendig operationalisering og kvantificering af det enkelte medlemslands førte politik ... i form af mere præcise og målbare reform- og udviklingsprogrammer. Altså new public management-styring, som vi allerede kender den i betydeligt omfang rundt omkring i Vesten, og som vi i stigende omfang kan se udarter til desperate governance, hvor regeringer og magtapparater sejler som kaglende købmænd i tilskuerdemokratiske tilstande.

EU skal altså ikke blot øve indflydelse på det enkelte lands politik, men også selve politikudviklingen. Alle fødekæder til det neoliberale 'fredsprojekt' skal sikres; kaos må for alt i verden bevares.

Peter Günther

..og det er heller ikke tilfældigt, at du rider med på den bølge, der skyller over Europa, som siger: Det nytter ikke noget, ingen stoler på hinanden mere.

Vi har så 2 scenarier: Vi hæver stemmen og forlanger at man overholder indgåede aftaler, ELLER forlader skibet og overlader kampen om ikke at drukne til de andre.

Hvis dit grundlæggende ærinde er en afgrundsdyb mistillid til de politikere, som vælges, hvor vælger du så ikke en anden? Hvis du ikke gør dig nogle overvejelser om dit eget engagement, så falder du lige i DF-grøften, som i øjeblikket kører reklame-kampagner på bagsiden af busserne i Kbhvn i øjeblikket.

(PG) Man kan sagtens være eu modstander, og gå ind for et samlet europa. Præmissen til forskel, men uden forankring i befolkningen vil det ikke ske. Det er netop den manglende åbenhed og det demokratiske underskud der giver modstandere vind i sejlene.

Folk mister tillid og engagement når de ikke bliver hørt.

Og med alle de krige på det seneste, sparer vi lidt olie ved at holde det regionalt.

Alt går som planlagt. Planen er nemlig at umyndiggøre politikerne, så hele den vestlige verden kører efter neo-liberal ideologi. Samtidig skal velfærdsstaten demonteres så vore samfund kan komme ned på kinesisk standard.

Peder Pedersen

”Fra tilhængerside er det også fremhævet, at vækstskabelse og arbejdsløshedsbekæmpelse har været sat på dagsordenen på seneste EUtopmøde. Men man vedtog ingen konkrete tiltag, men overlod det til de enkelte lande at gennemføre initiativer. Og i øvrigt er det grundlæggende selvmodsigende at tale vækst, når landene tværtimod forpligtes til finanspolitiske stramninger.”

Jo, men de 500 mia. euro, som Den Europæiske Centralbank netop har lånt ud til europæiske banker, er vist tænkt som en stimulering af hele Europas økonomi. Meningen er, så vidt jeg kan forstå, at bankerne skal have mere kapital til at investere i projekter, som de enkelte lande selv må udvikle. Jeg tror, det er på den måde, udtalelsen om, at det er op til de enkelte lande at gennemføre initiativer, skal forstås. EU leverer kapital via ECB, og landene skal levere projekterne. Desuden arbejdes der på at udvikle nogle særlige EU-projektobligationer. Europa-kommissionen skriver d. 1.03.12:

”Projektobligationer med EU-garanti skal støtte strategiske investeringer i transport, energi, internet og telekommunikationsnet.”

http://ec.europa.eu/news/economy/110301_1_da.htm

Det må også ses som et forsøg fra EU på at sætte gang i projekter, der kan skabe arbejdspladser og økonomisk vækst, men igen er det ikke EU, der skal udvikle projekterne, men EU vil hjælpe med finansieringen. Derfor er det måske ikke så selvmodsigende endda, at EU taler om vækst, mens landene indgår en aftale om finanspolitiske stramninger.

Om politikken så vil virke efter hensigten, det er straks en anden sag. De mange Euro fra ECB til bankerne synes indtil videre ikke at være nået videre end til bankernes reservekonti. Der mangler investeringsmuligheder, fordi efterspørgslen på varer og tjenester stagnerer. De 500 mia. euro burde være spredt ud blandt de mest kriseramte europæere, der hurtigt ville sætte dem i omløb. EU’s 24 mio. arbejdsløse kunne have fået 150.000 kr. hver. Men vi må nok belave os på, at det vil tage lang tid for Europa at komme til hægterne igen, hvis det altså lykkes.

morten hansen

Det er interessant, hvordan den postulerede 'kontrol med gældsættelse' fører til netop: forgældelse.

Altså: skatteindkræverne aka ågerkarlene på de bonede gulve i de fine finansorganisationer aka teknokraterne aka central-banksterne sørger for, at holde deres malkekøer i live, så der stadig strømmer mælk og honning ud af patterne på dyret.

Eller sagt på en anden måde: nu da koen alligevel skal slagtes, så må vi sørge for at holde den i fin form, så kødet ikke bliver dårligt.

Europa er blevet et finansielt slagtehus. Ågerkarlene øvede sig i nogle årtier på lande i den 3. Verden, indtil de var klar til at gå løs på deres egne nabolag. De har etableret finansielle pipelines, mega-sugerør, der går fra syd mod nord.

Den såkaldte 'finanspagt' - endnu et stykke nysprogligt parfumeord - er intet andet end en konstruktion, der skal sørge for at koen ikke kreperer før slagtningen.

Bobleøkonomien er en kæmpe malkemaskine. Overtryk-undertryk, indsugning-udpumpning, forgældelse-gældsinddragelse.

Hov, der røg en græker, ups, der røg en irlænder, der smuttede en spanier, en islænding, en italiener, en portugiser. Og hvis man skal finde frem til mælketankens bestyrer, så følg pengene.