Klumme

Gå til modstand! Mod planetforræderne

Apropos Hvidsten Gruppen II
Debat
6. marts 2012

Da forrige Frie Ord – »Apropos Hvidsten Gruppen« – skulle skrives for en uge siden, anede skribenten ikke, at filmen om den illegale (på dansk: ulovlige, kriminelle) Hvidsten Gruppes modstandskamp mod Nazitysklands besættelse af Danmark 1940-45 udtrykkeligt selv indleder med det for danmarkshistorien helt afgørende citat: »Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de Unge, at den, som begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler imod sit Fædrelands Interesse.« Udtalt af Danmarks daværende statsminister Vilhelm Buhl i en radioudsendelse til det danske folk 2. september 1942.

Afgørende er citatet, dels fordi det er her, at statsministeren bønfalder alle og enhver dansker om at blive stikker. Dels – og navnlig – fordi statsministerens indtrængende henstilling om at angive modstandsbevægelsen sker på det danske folkeflertals vegne. Altså på vegne af dette flertals samarbejde med Nazityskland og dets jødeforfølgelser, formidlet af de danske samarbejdspolitikere, valgt og genvalgt af folkeflertallet ved frie, hemmelige valg efter alle demokrati-kunstens regler. Uden at de modstandsfolk – heriblandt Hvidsten Gruppen (og f.eks. også grundlæggerne af dagbladet Information) – som illegalt, ulovligt, kriminelt trodsede flertallet og dets demokratisk valgte politikere, siden er gået over i danmarkshistorien som terroristiske forbrydere. De er tværtimod blevet – og bliver det også i filmen om Hvidsten Gruppen – hyldet som frihedskæmpere.

For demokratiet! Imod flertallet!

Det er dog bemærkelsesværdigt. Så når det nu under biografbesøget i søndags viste sig, at filmen udtrykkeligt selv fremhæver statsministercitatet – det tætte samarbejde med nazityskerne, som mange danskere både øvede og energisk forsvarede, og at modstandsarbejdet derfor også havde karakter af at være et opgør med og et oprør mod folkefletallets og mod folketingsflertallets samarbejdspolitik med Nazityskland – blev overvejelserne af, hvad demokrati da egentlig er for noget, endnu mere nærgående. Når demokrati åbenbart ikke behøver at have noget med flertal at gøre. Ja, ligefrem kan stå i modsætning til det. Så demokrati kan komme til at fremstå som simpelt hen det modsatte af – flertalsdiktatur!

Forunderlig aktuel

Da blev det i biografmørket også mærkbart, at når filmen kunne virke så nærgående aktuel som kun få kunstværker i de senere år, har det sikkert at gøre med den oplevelse af at stå i modsætning til fletallet, som nu præger en. Igen. Da naturvidenskaben med stadig stigende desperation advarer mod følgerne af den økonomiske vækst i investering og forbrug af naturens materielle goder (på latin: ressourcer), som flertallet under tilsvarende stigende tvang fra næsten alle økonomiske, politiske og samfundskyndige forstå-sig-på’ere klamrer sig til. Hvad skal det så nytte at blive ved med at bekæmpe denne forgudede vækstforbandelse? ’Du er en fantast, at du tror, du kan ændre noget med det, du gør’, bliver Hvidsten Gruppens leder foreholdt. For flertallet vil noget andet. ’Jamen, det, jeg gør, er nødvendigt,’ svarer modstandsmanden.

Eller med Niels-Simon Larsens ord fra webdebatten: »Hvad kan man bruge besættelsen til i dag, spørger jeg mig selv. Vel ikke meget mere end det, at befolkningen havde stemt på nogle politikere, der svigtede dem. Det samme som sker i dag mht. klimakrisen, miljøet, omstillingen m.m. Når nødvendige, men upopulære beslutninger skal tages af flertallet, er der ikke flertal længere, og så må de små grupper på banen. Ligesom dengang er man lidt af en landsforræder nu, når man ikke gør, som (den forhenværende) statsministeren sagde, svinger dankortet. Hele tiden hører man, at ’danskerne’ er for uvillige til at sætte forbruget i vejret. De politiske ledere vil have os til noget, vi inderst inde godt kan se, er galimatias. Heldigvis skal vi ikke ud om natten, med mindre man er til møde og kommer sent hjem.«

Suppleret af John Fredsted: »Måske man i globaliseringens tidsalder passende kunne indføre begrebet ’planetforræder’ som værende udtryk for ethvert overforbrugende menneske, der erklærer sig uvillig til at forandre adfærd.« Det være hermed gjort.Og så er Hvidsten Gruppen altså værd at se. Også i den grad. Hør og læs blot »Danmarks Frihedssang« med musik af Knud Åge Riisager og tekst af Svend Møller Kristensen. Hvor forunderlig aktuel den er:

 

En vinter lang og mørkog hårdpå fem forbandede år

har knuget landet i sin favn

med kulde og sult og savn,

og der gik slid på skoven,skår på skårog der gik råddenskab isvage træer.Gå til modstand, alle dan-ske, alle mand som eenog gør Danmark frit.

En storm, en skyllendeaprilen sidste niende april,

en storm der renserlandet udmed oprørets skarpe lud.

Fej alle vissengrønne vækog lados se det friske grønneland igen.Gå til modstand, alle dan-ske, alle mand som eenog gør Danmark frit.

 

Ja, væk med tidens falske, pyntegrønne vækstpolitik. Lad os se den sande, friske, materielt vækstfrie grønne økonomi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

'Does growth now increase illth faster than wealth? This is a threatening question, because if growth has become uneconomic then the solution to poverty becomes sharing now, not growth in the future. Sharing is frequently referred to as “class warfare.” But it is really the alternative to the class warfare that will result from the current uneconomic growth in which the dwindling benefits are privatized to the elite, while the exploding costs are socialized to the poor, the future, and to other species.'

Sådan skriver Herman E. Daly her:

Uneconomic Growth Deepens Depression

Artiklen slutter sådan her:

'Finally, I eagerly submit that even if we limit quantitative physical throughput (growth) it should still be possible to experience qualitative improvement (development) thanks to technological advance and to ethical improvement of our priorities. I think therefore we should urge policies to limit the quantitative growth of throughput, thereby raising resource prices, in order to increase resource efficiency, to force the path of progress from growth to development, from bigger to better, and to stop the present folly of continuing uneconomic growth. A policy of quantitative limits on throughput (cap-auction-trade) will also block the erosion of initial resource savings resulting from efficiency improvements (the rebound effect or Jevons paradox). In addition the auction will raise much revenue and make it possible to tax value added (labor and capital) less because in effect we will have shifted the tax base to resource throughput. Value added is a good, so stop taxing it. Depletion and pollution, the two ends of the throughput, are bads, so tax them. If you are a technological optimist please have the courage of your convictions and join us in advocating policies that give incentive to the resource-saving technologies that you believe are within easy reach. You may be right — I hope you are. Let’s find out. If you turn out to be wrong, there is really no downside, because it was still necessary to limit throughput to avoid uneconomic growth.'

--------------------------------------------------------------------

'The radical German poet Hans Magnus Enzenberger once compared mainstream environmentalism to a Sunday sermon that terrifies parishioners with dire warnings of eternal damnation, but concludes weakly by promising salvation to any sinner who performs a simple act of penance.'

“The horror of the predicted catastrophe,” he wrote, “contrasts sharply with the mildness of the admonition with which we are allowed to escape.” Enzensberger

“Too many businesses and environmental groups have led us to believe that if we buy the correct collection of products, we can save the planet. While these assurances have done much to assuage our collective guilt, and even more to create a generation of smug eco-shoppers, it has done next to nothing to fundamentally change the environmental landscape, while in many cases actively contributing to environmental degradation and misinformation.” Kendra Pierre-Louis

“The construction of one single mile, of one single lane, of a highway’s smooth, perfectly paved road surface consumes between 7,000 and, 12,000 tons of raw materials—the same amount used by 600 to 1,000 US households annually. In the process, that same tiny mile emits some 500 to 1,200 tons of carbon dioxide.” Kendra Pierre-Louis

Læs hele boganmeldelsen her:

Book Review: Green Washed: Why We Can’t Buy Our Way to a Green Planet

----------------------------------------------------------------------

Der skal være noget til alle, så her er en af de teknologioptimister, som Daly henvender sig til, den evigt uforbederlige Amory B. Lovins

Amory Lovins Lays Out
His Clean Energy Plan

Jeg må virkelig fremhæve Dalys råd om at gå med både livrem og seler.

Jo før vi kommer neoliberalisterne til livs, jo større chancer har vi. Det drejer sig om de systembærende partier - både til højre og 'venstre'.

Vi lader Foster og Magdoff få det sidste ord:

Ecological economist Herman Daly is well known for emphasizing what he called the “Impossibility Theorem” of unlimited economic growth in a limited environment. Put, concretely, an extension of a U.S.-style high consumption economy to the entire world of 7 billion people—much less the 9 billion-plus world population projected for the middle of the present century—is a flat impossibility. In this book we are concerned with extending Daly’s Impossibility Theorem by introducing what we regard to be its most important corollary: the continuation for any length of time of capitalism, as a grow-or-die system dedicated to unlimited capital accumulation, is itself a flat impossibility.

An exchange on Marx and Engels and 'small is beautiful'

Godt det kun er virtuelt avispapir, man bruger her.

Niels-Holger Nielsen

Vågn til kamp

'Ja, væk med tidens falske, pyntegrønne vækstpolitik. Lad os se den sande, friske, materielt vækstfrie grønne økonomi.'

Det bliver kønnere, hvis vi selv er skarprettere, frem for at vente på at systemet kører uhjælpeligt fast. Hvilket det naturligvis gør inden så længe.

Niels-Holger Nielsen

Findes der en bedre måde at få konteksten på plads end ved at nævne et par af de nyeste planetære advarsler?

Oceans' acidic shift may be fastest in 300 million years

NASA satellites reveal colossal ice melt, greenhouse gasses blamed

Er Information i øvrigt faldet i søvn, når det drejer sig om at holde os informeret om den eskalerende klimakatastrofes nyeste udslag?

Information har alt for travlt med at deltage som partner i den nye kolde.

For nu at sige det ligeud...man kan ikke redde planeten fra civilisationen. Den er mere interesseret i forbrug, penge og vækst. Det bryder sammen før eller siden. Sådan må det så være. Det hjælper ikke at råbe op, når ingen lytter. Man har vidst dette her i årtier og stort set intet gjort for at forhindre det.

Så.. forbered jer hellere på det som er forude, end at tale for døve øre om miljøet og klimaforandringer. Kom væk fra storbyerne, kystområder og andre udsatte steder hvor det vil ramme hårdest både mht. civilisation og natur. Sørg for at kunne klare jer selv og under barskere livsvilkår.

Tom W. Petersen

"..befolkningen havde stemt på nogle politikere, der svigtede dem."
Efter knap tre års samarbejdspolitik med alt, hvad det indebar, stemte befolkningen i marts -43 på samarbejdspolitik-partierne; man ville stadig have dem.
(Sig nu ikke, at befolkningen ikke havde noget valg! Man kunne, som DKP (tvunget i illegalitet) opfordrede til, have stemt blankt, hvis man ikke længere ville den politik. Så havde man dels vist sin vilje til at deltage i demokratiet, og dels afvist samarbejdspolitikken.)
Så vi savner en nærmere redegørelse for, på hvilken måde politikerne svigtede befolkningen.
Det skal vel lige huskes, at tanken om på trods af demokratiske valg og beslutninger at ville frelse land og befolkning kan føre til skræmmende handlinger af grupper og enkeltpersoner.
Det er jo ikke kun de gode, der synes, at man bør droppe demokratiet, når situationen ser kritisk ud.
Det, man i et demokrati som vort skal gøre, er at stemme på de politikere, der vil det, som Larsen vil - hvis det altså virkelig er det, man vil.

Fejlen er at tro, at besættelsestiden er ovre.
Vel er 2.verdenskrigs tyske uhyre ude af landet; men selve bæstet flygtede til bl.a USA og transformerede sig ind i ny form og ansigt med en ny politik.
Fandt et hjem hos bl.a republikanerne og liberalisterne hvor Utyskets behov for krig og anden elendighed kunne viderebefordres.
Og naturligvis kan et sådant Utyske da heller ikke nogensinde forventes at tage en kommende klimakatastrofe alvorligt, sikkert begrundet på at Utysket betegner sig selv som plastisk og forandrerligt og omskiftningsparat; hvorfor at begivenheder som globale naturkatastrofer ikke kan forventes at bide på det dets bevidsthed. Måske burde man hellere skrive : "dets mangel på bevidsthed."
Men det er et råt Utyske vi har med at gøre - og sjældent bliver det stående længe nok til at vi kan nå at se dets ansigt og læse dets hensigter, men så kan man ty til TV som f. eks igår lykkedes at komme tæt på et bud på Utyskets ansigt i filmen Pan's Labyrint - Hvor et kvalificeret bud på Utysket kan læses i Falangist Kaptajnen Vidal og hans venner - rene Utysker som de sikkert også kunne ses her i Danmark under 2. verdenskrig.
Hvidsteen-gruppen blev myrdet af dem.
Ikke en film for børn og sarte naive personer som alligevel aldrig helt kan fatte hvad sandt magt vandvid kan eskalere til - mærkværdigvis heller ikke selv om de står over for det - ligesom en høne næppe helt fatter en ræv...
Men at Utysket fra 2.verdenskrig nu med andre ansigter og under andre faner stadig fejrer triumfer er stensikkert.
Desværre er det bare ikke god tone at kritisere Utyskets bl.a krigsaktiviteter i 2012, da disse jo kan bero sig på dem blotte mistanke om masseødelæggelsesvåben eller forventninger om atombombeproduktion.
At Utysket 2012 dog nu har lært at administrere et mediegivent budskab er flot taget i betragtning at Utysket igennem århundreder aldrig reelt har behøvet at argumentere over for sin krigs-beslutninger m.v.

Niels-Simon Larsen

Da jeg var ung og følsom, stillede jeg mig selv det spørgsmål, om det var mig, der var sindssyg – eller verden og de andre.
Jeg er ikke holdt op med at stille mig selv det spørgsmål. Jeg er ikke ung længere, men åbenbart stadig følsom.

Da jeg var ung, følte jeg, at jeg stod i mosejord, og at den store verden inklusive de andre var stabil og uforanderlig. I dag har jeg fast grund under fødderne, men til gengæld føler jeg, at verden rundt omkring mig skrider sammen.

Jeg fatter simpelthen ikke, at enhver kan sidde og se TV om – klimakatastroferne, dyr og planters udryddelse, ressourcetyveriet fra kommende generationer, industrialisering af landbruget og udpining af jorden, frarøvelse af arbejdsopgaver fra trekvart-, halvt- og en syttendelseffektive mennesker – uden at vi går til modstand.

Indrømmet, jeg gør ikke noget selv udover at gå til møder, gøre lidt her og der som så mange andre. Som pacifist mener jeg heller ikke, at man skal gå voldeligt til værks, men hvad skal man så?
Vi har ikke en Goebbels, der skrigende spørger os, om vi ønsker den totale vækst. Flertallet ønsker den bare. Sat på spidsen gør vi ikke andet end at gå ’vækstplanken’ ud, som vi bliver opfordret til af de øverste, politisk ansvarlige - altså lige indtil vi opfinder nye muligheder. De ligger foran os, lige til at samle op, men mens vi bukker os ned, bliver vi prikket på ryggen: ”Har du en strategi, for ellers er du en individualistisk navlepiller”?

Det er fuldstændig vanvittigt, at vi deler os op i strateger og pillere, når vi skal være begge dele. En dag må der være nogle (unge), der tager sagen i egen hånd og hærger i gaderne, for det er det eneste, der pirrer seer-tallet.
Det kan bare ikke passe, at vi ikke er kommet længere.

Den demokratiske ide bygger på troen på det rationelle menneske.
Ideelt set handler demokratiske mennesker ud fra erkendelse af 'virkeligheden' de anderkender betydningen af de faktiske forhold og bøjer sig for uafviselige argumenter
de stræber efter løsninger der virker og er til det fælles bedste.

Det er dette rationelle demokratiske ideal der er under pres i den nuværende krise
Det har vist sig at vi mennesker langt fra altid er så rationelle. Hvad erfaringerne fra 2. verdenskrig jo også viste:
I perioder og situationer vælger mennesker ikke rationel men af frygt, uvidenhed eller kortsynet egoisme vælger de en vej der kun fører længere ud i problemerns hængedynd og med fatale følger

Det kan meget vel - ud over uoverskulige miljømæsssig konsekvenser - betyde enden på demokratiet hvis vi ikke formår at gribe de muligheder vi trods endnu har for at vende udviklingen.
Ikke fordi diktatur er en bedre løsning - men fordi mistilliden til demokratiet- der ikke kan levere de nødvendige løsninger - vil vokse og mennesker igen vil vælge en irrationel vej ud af problemerne
- som ikke findes

John Fredsted

Jeg spørger mig selv, hvordan jeg skal gå til modstand, altså udover det at skrive debatindlæg til aviser (hvilket jeg af ren og skær desillusion ikke gør så meget længere), deltage i debatfora (så som information.dk), stemme på et grønt parti (liste Ø), undlade privat at spekulere i værdipapirer af nogen art, undlade at tage med fly, sætte mine penge i Merkur Bank (der har et etisk-grønt virke), etc. Og dette ikke være ytret som nogen kritik af artiklens overskrift "Gå til modstand!"

Og så måske alligevel, for der er følgende helt centrale modstandsmulighed tilbage: At gå op imod sine venner og sin familie, når de beretter om nye (over)forbrugstiltag, hvad enten de drejer sig om boligen, ferierejsen (med fly), eller hvad ved jeg, selvom det netop måtte medføre, at man bliver forkastet. Er dette ikke, hvad der reelt står tilbage? At lade dem, man stadig er i kontakt med forstå, hvor meget det ligger én på sinde, ved at være villig til at risikere venskaberne?

John Fredsted

Præcisering: Og så måske alligevel ved jeg det godt, for der er følgende helt centrale modstandsmulighed tilbage ...

Niels-Simon Larsen

Jeg læste lige om unge tibetanere, der sætter ild til sig selv i desperation over den kinesiske undertrykkelse. Det er noget, der er til at føle på.

Noget andet med ødelæggelsen af økosystemerne. Ingen har endnu fundet på, at brænde sig selv, fordi de nuværende generationer ødelægger livsmulighederne for de kommende. Det er for luftigt, ’fjenden’ er ikke en man kan råbe slagord imod og (og det kan man ikke se bort fra) vi har det jo godt midt i overforbruget. I hvert fald står der ikke nogen steder om, at NN begik selvmord, fordi NN ikke kunne holde ud at tænke på fremtiden. NN var bare deprimeret sådan i almindelighed. Der er vel også det ved det, at depression er en tæt til kroppen indhegnet lidelse.
Man skal nok være højt placeret i klima-forhandlingssystemet eller følge ualmindelig godt med i sagerne, for at blive deprimeret over det, der foregår, og i så tilfælde er det få personer, det drejer sig om.

Der jeg vil hen er, at hele det spil, der nu udfolder sig med fremtidsscenarier, der ikke er til at holde ud at tænke på, ikke resulterer i andet end lykkelige befolkninger (hvis man tror på målinger). Disse fremtidsscenarier fremkalder heller ikke sabotagehandlinger, for hvordan skulle de kunne det, når fremtiden ’bliver holdt nede’, ikke bliver gestaltet og navngivet. Den hedder fx ikke nazisme, og jeg har ikke hørt om en ’Hvidstengruppe’. Der er ganske vist nogle, der lukker mink ud af burene, og der er måske også nogle, der ikke vil spise jordbær om vinteren, men hvor mange taler vi om? Vi er også nogle, der ivrer for at købe lokalt producerede grøntsager, men igen for få.
Hvem har retten til historien - den aktuelle?

Aksel Gasbjerg

Niels-Holger har mange fortræffelige links til klima- og miljøartikler.

I ovennævnte kommentarer henviser han til artikler i ChristianScienceMonitor, climatecapitalism, environment360, Reuters og links.org/au.

Mit spørgsmål til ham og andre: Er der en eller flere hjemmesider, der centralt samler disse klima- og miljøartikler, sådan at man ikke behøver at surfe rundt?

Selv kikker jeg ofte på RealClimate.org, men den er mere videnskabelig og mangler det politiske aspekt.

Niels-Simon Larsen

Jeg hørte engang om en kvinde på en lukket afdeling, der ikke ville bruge toilettet. Hun gik ud til hegnet og besørgede. Hun mente, at hendes afføring var skadelig, når det blev skyllet ud i havet.
Da man ikke kunne have sådan en rendende omkring, selvom hun principielt havde ret, måtte man bure hende inde.

Hvis man ikke vil deltage i overforbruget, er man også lidt skør. Vi, der går frit omkring, har jo lært at gå forsigtigt frem.

Der eksisterer ikke et sympatisk billede af en mådeholden forbruger. Er man imod udviklingen, er der stor fare for, at man med tiden bliver lidt sær. Det kræver enorm snilde at være anderledes på en acceptabel måde. Anderledeshed er en svær ting, for enten var man først lidt til en side for derefter at indoptage nogle anderledes ideer eller også fik de anderledes ideer en til at blive lidt mærkelig. Går man imod overforbruget, er man mærkelig. Det er ikke så underligt.

Det er en alvorlig sag det her, for i sidste ende betyder det udstødelse. Man skal nærmest være genial og personlig meget stærk for at føre en kritisk kurs igennem til sejr. Alle foregangsmænd og –kvinder har selvsagt ikke været normale, men de har været stærke. I dag er udstødelsesmekanismerne så hårde (fx fra arbejdsmarkedet), at man skal vogte sig. Det gør de fleste selvfølgelig.

John Fredsted

@Ejvind: Tak for at citere mig.

John Fredsted

@Aksel Gasbjerg: Jeg kan ikke umiddelbart hjælpe dig, og det er der følgende grund til:

Jeg er i det store og hele holdt op med at følge detaljeret med i klimavidenskaben. Ikke fordi jeg på nogen måde ønsker at underkende den, men dels fordi jeg ikke længere behøver nogen videre dokumentation for, at det hele går ad H til (indtil videre har klimaforandringerne løbet hurtigere end selv de mest pessimistiske modeller forudsagde), dels fordi jeg ikke længere har brug for at kunne slynge links i hovedet på klimabenægterne, der måtte indfinde sig blandt andet i disse tråde (disse benægteres indlæg ignorerer jeg bare i dag i samme udstrækning som de ignorerer videnskabeligt verificerbare sandheder).

Niels-Simon Larsen

Jeg synes ikke, at det mere drejer sig om informationer, for dem er der rigeligt af – det er svært at undgå dem.
Jeg underkender dem på ingen måde, men jeg synes ikke, at vi er lige der, hvor man kan sige, at hvis vi fx fik objektivt bekræftet, at nordpols-isen er væk om 30 år, ja, så vil verdens befolkning omvende sig – i hvert fald den i Danmark. Tværtimod kan man sige, at olieselskaberne er begyndt at spekulere i ’fordelene’ ved et isfrit ishav.

I 70’erne blev der lavet en film, der hed Atomvinteren, som skildrede verden efter en atomkrig. Den løb mange af os koldt ned ad ryggen, men man kan vist ikke sige, at atomkrigsfaren er overstået.

At reklamer og emballage er til stor skade, ved enhver, men det ændrer ikke noget. Al vores viden er udmærket, men heller ikke mere, når viljen til forandring mangler. Og hvorfor mangler den så? Tja, så er vi der, hvor vi kan lytte til de gamle mestres fordømmelser: dovne, dumme, nydelsessyge, havesyge, behagesyge, misundelige, begærlige, kortsynede, ondskabsfulde - egoistiske.

Så kan man spørge, hvad vi skal gøre ved det? Der er en hel del, der mener, at der ikke er andet at gøre end at feste igennem med børn og børnebørn til den bitre ende, men hvis man væmmes ved den fest, kan man da begynde med sig selv. Der er næsten ikke andet at gøre, og så møder man nok et par andre, der har det på samme måde.

At stille sig op på en ølkasse og råbe at enden er nær (på gammeltestamentlig profetmaner) er lige til galeanstalten, så den går heller ikke. Flere miljøorganisationer gør det i oplysningsbranchen og skam få den, der tænker ilde om det, men de (vi) burde have vundet for længst. Der skal noget andet til.
Lad os mødes på højskolen til Den store Omstilling!

Michael Kongstad Nielsen

Mon ikke mange danskere i deres stille sind, og inden døre i stuen bag mørklægningsgardiner og med radioens kortbølgesender stillet ind på de engelske kanaler, var modstandere af besættelsesmagten og samarbejdspolitiken, der gik for vidt, og bare drømte om friheden fra dag ét. Men man turde ikke gøre modstand. Kun få gjorde, langsom flere og flere.

Kan man stille det op, som Ejvind Larsen gør: At modstandskampen var "for demokratiet, men imod flertallet"? Det synes jeg er at trække det for hårdt op. Flertallet ønskede "frihed", modstandskæmperne ønskede "frihed". De var enige om mål, men ikke om midler. Og begrebet "demokrati" var ikke afgørende (i øvrigt var modstandskæmperne jo slet ikke enige om, hvilket "demokrati" man ønskede sig, der var alt fra kommunisme til højkonservativisme).

Allerede april 1940 skrev Poul Henningen sangen, der blev censureret, men delvist slap igennem:

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne,

når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det vi ka li.

Den som holder sjælen rank kan aldrig blie træl.

Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.

Det lover vi med hånd og mund

i mørket før en morgenstund,

at drømmen om frihed blir aldrig forbi.

John Fredsted

@Niels-Simon: Ja, og til din liste af mulige årsager til, hvorfor der ikke sker noget, vil jeg gerne tilføje følgende: Teknologi-optimisme/fantasteri - den illusoriske forestilling om, at mennesket nok skal finde en teknologisk løsning på ethvert (klima)problem, der måtte tårne sig op foran os.

Mennesker med en sådan fortælling rumsterende omkring i hjernekasserne kan så fortsætte deres forbrugsaktiviteter (så de ikke bliver bange for at gå glip at noget her i selvrealiseringens tidsalder, formoder jeg) uden at skulle trækkes med dårlig samvittighed herover.

Niels-Simon Larsen

@Michael: Du har en pointe. Folk var imod, men turde ikke vise det.
Trækker man linjen op til i dag, så er mange også imod materialismen, forbrugerismen og hele den grådige opædning af fremtidens ressourcekapital, men de tør ikke rigtig vise det.

PH’s sang var helt på sin plads dengang, men i dag kan jeg ikke få mig til at synge med på den, da vi har forrådt den.

Engang hed det sig, at kommunisme var lig med ensretning. Uhyggeligt nok i sig selv, men vi vendte ikke pilen mod os selv. Ensretningen til forbrugerisme var vi fuldstændig blinde overfor og er det stadig. Vi er glade for at lade os binde på hånd og mund, glade for overvågningssamfundet og glade for at få at vide, at vi er et lykkeligt folk. Glade for at være forbrugstrælle. Vi kæmper stadig, for det vi kan lide: Mere i løn. Er der andet? Mere velfærd betyder jo også: Mere til mig.

Der er ingen andre end kratluskerne, der ivrer for forbrugsnedgang, begræns bilparken, op med benzinprisen, og mere af den slags. Den indre fæstning og den ranke sjæl er noget, der har været der. Ordene er usælgelige, datoen overskredet. Vi må finde nogle andre. Bæredygtighed er et godt ord, men underløbes af firmaer og interesseorganisationer.

Drømmen om frihed er en god slutlinje, men i dag vil den nok udlægges som ’tidligt hjem fra arbejde, en tur til Østen, ud at shoppe, ingen betalingsring’.

I bogen Fornuftig modvækst bruger forfatteren Latouche ord som ”Søgen efter sandhed, retfærdighedsfølelse, respekt for demokrati og forskellighed, solidaritet og det åndelige liv. Det er de værdier, vi for enhver pris skal erobre tilbage, da de er fundamentet for vores udfoldelse og for vores sikring af fremtiden”.
Ordene vil lyde fremmed for mange. Det er ikke kun ressourcer, vi forbruger, også ordene. Vi må finde nogle nye.

John Fredsted

Til min forrige tilføjelse til Niels-Simons liste over mulige årsager til, at der ikke sker noget, kan jeg vel yderligere føje følgende:

Forestillingen/forventningen om, at netop man, eller den gruppe af mennesker, man tilhører, hvad enten det er en by, en kommune, en nation, et netværk, eller hvad ved jeg, er den/dem der vil vinde, så andre sgu' som følge heraf da bare kan tabe. Det er Krishnamurti's enkeltmenneske i fuld vigør.

I det er der naturligvis intet nyt, sørgeligt nok. Vores arts historie handler stort set ikke om noget som helst andet end netop det. Åndeligt set befinder vi os således grundlæggende der, hvor vi altid har befundet os. Hvori består nytten af det?

Og der synes ikke at være nogen tegn i sol og måne på, at det vil forandre sig i nærmeste fremtid. Aldeles tværtimod, vil jeg mene: I takt med omfanget af de nært forestående klimatiske-, ressourcemæssige- og monetære sammenbrud vil den mellemmenneskelige aggression naturligvis tage til.

Den eneste måde at bryde det mønster på synes at være, at dem, der allerede har vundet, frivilligt begynder at afstå fra at ville vinde yderligere - for herved at give plads til andre. Men mon det kommer til at ske? Bevares, der er enkelte rige mennesker, der har doneret store dele af deres formuer væk, men de er og bliver, såvidt jeg ved af, undtagelser.

John Fredsted

Og det er naturligvis ikke kun de rigtigt rige, der er problemet.

jan henrik wegener

En lille indvending herfra, ganske vist ikke mod selve det at der bør gøres noget ved klima såvel som mod andre problemer og heller ikke for "evig vækst", der i mine øjne virker illusorisk. Derimod en indvending mod igen at påberåbe sig "modstandsbevægelsen" fra den tyske besættelse, fordi netop denne virker så myteomspunden. For mig er det næsten et advarselssignal når denne føres på banen.

Niels-Simon Larsen

@Jan: ’Påberåbe sig modstandsbevægelsen’. Det er nu ikke det, der foregår, synes jeg, men det kan være, at du har ret. For mig er det mere det faktum, at der engang var nogle, der gik en anden vej end det, der blev anbefalet fra højeste sted. Netop det, der mangler i dag, hvor nær sagt alle klamrer sig til væksten (som i øvrigt hele tiden udebliver), og hvor det at gå mod vækst, er lig med at skabe arbejdsløshed.

Det at tale om et andet samfund, hvor menneskelige værdier vægtes højere er også noget luftigt noget, når flertallet definerer, at menneskelige værdier er forbrug. Skal jeg være helt ærlig, kan jeg slet ikke se, hvordan vi kan komme bort fra den materielle vækst, undtagen hvis naturen slår igen, hvad den selvfølgelig gør på et tidspunkt. Først i det øjeblik flertallet indser det, kan der ske noget nyt, men det er en almindelig antagelse, at det så vil være for sent.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon, ja, jeg tror også, der er mange i dag, der har en indre modstand mod forbrugerrismen og dermed mod deres eget liv, eller en del af det, men ikke tør gøre noget ved det. Jeg kan ikke se andre løsninger, end at "trenden" (dette rædselsfulde ord) vender. At det bliver "in" at droppe forbrugerrismen, at tilstrækkelig mange og stærke kræfter begynder i praksis at leve anderledes, så de, der har den indre drift, men manglende mod, kan følge med. Noget i den retning. Man skal altid passe på med at se andres svagheder, og glemme ....

Ud over at takke for kommentaren vil jeg bare sige, at jeg kan godt bruge PH´s ord den dag i dag. De har kraft, når jeg hører dem, jeg blues ikke over dem, og generes ikke over, at nogen har forrådt dem, for ordene lever af den grund. Og drømmen om frihed er mere mental, end fysisk.

Men de nye ord, du nævner, er heller ikke dårlige.

Georg Christensen

Jeg er så enig med dig, dit indlæg mangler bare, også at se tydeligt på Russernes tab, de bliver alt for ofte overskygget af jødernes "arabernes" tab.

Jødernes tid til "selv profilering", er forlængst udløbet, overskredet på alle grændser.

Det udvalgte folk eksisterer ikke længere (illusionens tosserier), er forlængst forbi.

NB: Tilbage efterlod de "folket" sig bare en "illusion", som med viden om, ikke længere kan opretholdes.(desværre,måske), et udsagn fra den måske "uvidende".

Sammenligningen halter .
Det var nemmere at tage stilling til kanoner og støvletramp over grænsen, end til varm luft og højvande ved en stillehavsø.
Særlig, når flere politikere og videnskabsfolk opponerer og kalder det.............."varm luft".

Niels Engelsted

Det er en illusion at tro, at befokningerne af egen kraft retter ind mod den nødvendige klimapolitik. Ikke nødvendigvis på grund af ond vilje eller dumhed, men på grund af alle mulige ting, som vi ikke lige her og nu vil gå glip af. Det er ligesom med skat. Alle normalt begavede danskere er tilhængere af skat, men hvis skat var frivilligt... Og da vi selv har brug for at blive tvunget, går alle tænkende mennesker selvfølgelig ind for skattetvang.

Det korte og det lange, det vil kræve enorme muskler at gennemtvinge den nødvendige klimapolitik. At dømme efter sagen om det canadiske tjæresand, klimaskatten på luftfart og senest polakkerne ser det ud til, at selv EU's muskler ikke i øjeblikket er store nok. Det er imidlertid en illusion at vi inden for den kritiske tidshorisont vil kunne få større muskler end EU's, hvorfor vi burde gøre alt for at styrke EU og de grønne kræfter i EU.

Hvordan gør man det? Det aner jeg ikke. Ikke på anden måde end at skrive det, som jeg netop har skrevet. Selvfølgelig tror jeg ikke på det med de 100 aber og Sheldrakes morphogenetic fields, men så alligevel. På en eller anden måde gør det på sigt en forskel, at så mange så muligt "aber op". For eksempel i sites som det her.

Derfor må du absolut ikke stoppe, Fredsted! Du gør en forskel. Selv om du ikke ser så ældet ud som Niels-Holger og Tom, så kan du selvfølgelig risikere strådøden, før der bliver noget at glæde sig over. Men du kan også blive et for kamelen fatalt strå. Der vil indtræffe en vending og selv det mindste bidrag vil have været medvirkende.

John Fredsted

@Niels Engelsted: Et varmt tak for din kærlige opfordring til at blive ved. Og rolig, jeg skal skam nok blive ved, for der er ikke andet at gøre, for når alt kommer til alt, er det at have gjort et (eventuelt) forgæves forsøg på at flytte noget af betydning mere værdifuldt end helt at have undladt at forsøge.

Og så til din kommentar i øvrigt: Jeg er enig i det meste af det, du skriver, men passagen "Og da vi selv har brug for at blive tvunget ..." håber jeg så sandelig ikke generelt er tilfældet, for så vil jeg mene, at løbet er kørt. Men det var måske heller ikke det du mente, eller hvordan; er dit 'vi' altomfattende?

@fredsted:

Din tidligere kommentar mindede mig om dette citat:

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

Uden at skulle gå ind i den store tekstudlægning så tror jeg det handler om at "hade" sin nuværende plads i forbrugersamfundet samt de strukturer (in casu familien), der gør det umuligt at leve "et nyt liv".

John Fredsted

@Esben Lykke: Din kommentar fik mig til at tænke på følgende passage i Knud Hansens "Forargelsen":

"Fra en sådan situation falder der lys over ordene om at hade sine nærmeste. Der er ikke tale om at hade i hadefuld forstand, men om en afvisning, der af de afviste kan opleves som had, en afvisning af krav, der uberettiget gøres gældende ud fra et ønske om at beherske den, man elsker. Det er had i betydning af et nødvendigt og kompromisløst brud. Hvis nogen vil give dig spændetrøje på - det være sig din ven eller fjende eller nærmeste familie - så tillad det ikke. 'Ethvert menneske har en trone i sit indre, denne trone tilhører gud' (Blake). Du må ikke lade andre sætte sig på den. Ikke din fader eller moder eller søster, og heller ikke din elskede. Derved går kærligheden tabt."

Hanne Christensen

Som værende en af de fredsaktivister der står/har stået på Christiansborg slotsplads siden februar 2003 (1 md. inden Irak-krigen) har jeg fra de forbipasserende været udsat for skældsord, kaldt landsforrædder..... og videre i den dur.

Langsomt men sikkert er skældsordene forvandlet til "roser". og vi "udsættes" ikke mere for disse "ydmygelser". Tværtimod.
Det kan der være mange grunde til - og det kan de intelligente debattører sikkert selv regne ud.

Dog kommer der tilbageslag, I en anden kontext. Af "uransalige" grunde havde københavns kommune fået den "ide" af fejre vore udsendte soldater med en hyldestdag på københavns rådhusplads.

Stilfærdigt stod jeg i et hjørne med det smukke fredsflag - og det provokerede .
Jeg blev kaldt luder...., skulle skrubbe af, hippie - og en lille grim mandsling slog mig i hovedet med et papirdannebrogsflag flere gange - indtil politiet fjernede ham.

700 soldater var linet op på rådhuspladsen - og mændene var i massepsykose........ og så skulle jeg sørme ikke stå der med et fredsflag.....

Samme massepsykose bruges dagligt i medierne - ja også i information.
Størstedelen af "the news" er vinklet, præfabrikeret og enøjet.
"Man" får sine telegrammer fra Washington/London.

Glædeligt er det dog at opleve, at flere og flere tør gå mod strømmen - nemlig tænke selvstændigt.

Hanne Christensen

Samme scenarie (været i mindretal) har jeg oplevet snesevis af gange til familiesammenkomster.

Krigsmodstand og mine begreber er "yt" - men efterhånden som tiden skrider fremad, bliver mine meninger "in" - og sågar mange familiemedlemmer er enige med mig.

Skyldes det "metaltræthed" eller er de (familien) blevet "klogere" - det kan der skrives lange artikler om .......

LIge p.t. køres kampagnen "krig i Syrien, Iran ingen højere - men jeg fornemmer folks reservation/tagen afstand fra "emnet". Er folk krigsmætte/metaltræthed - eller blevet så oplyste, at de ved "AL KRIG ER LØGN" - og medierne ligeså...

Forståeligt at avisernes omsætniing falder - lige så hurtigt som bygning WT7 i New York.

Maria Francisca Torrezão

Tak til dig, Hanne Christensen, og tak til FredsVagten.
(Håber at kunne (tage mig sammen til at) følge op på dine kommentarer på et senere tidspunkt).

Jeg vil lige henvise de ærede bekymrede til : www.suistania.me. Og klynger mig dermed til et lille håb for ændring af denne skadelige og egoistiske adfærd, vi alle mere eller mindre udøver.

Det er naturligvis www.suistania.me

En gang til www.suistainia.me

Jeg opgiver. Sorry