Kommentar

Græsk valglov modarbejder ansvarligheden

Den klientelisme og økonomiske ansvarsløshed, der præger Grækenland, skyldes i vid udstrækning en mærkværdig valglov, der giver det sejrende parti 50 bonus mandater og undergraver ethvert tilløb til samarbejdende folkestyre
Debat
28. marts 2012

Man siger, at demokratiets vugge stod i Athen. Det er længe siden, og det, der i dag står og vugger, er af tvivlsom karakter.

Det hænger sammen med en tilføjelse til forfatningen, som amerikanerne tvang igennem i begyndelsen af 1950’erne, og som unægtelig har en del af ansvaret for den klientelisme – politiske vennetjenester og korruptionsmanerer – som har plaget den græske stat i årevis og delvis har ledt landet ud i økonomisk uføre.

Efter Anden Verdenskrig og Den Græske Borgerkrig 1946-49 var der ikke alene brug for økonomisk hjælp, men også for politisk stabilitet. Regeringer kom og gik i én uendelighed, ganske som i Italien. I Grækenland var der dog den forskel, at en konge og stærke royale kredse også blandede sig i regeringernes storhed og fald.

Amerikansk fadæse

Det førte til, at amerikanerne, der havde overtaget briternes rolle som protektor, påbød grækerne at udforme en valglov, der kunne sikre mere ordnede regeringsforhold. Den skulle med andre ord levere solide flertal, der kunne holde mere end natten over.

Det betød, at det almindelige forholdsvalg, der var sikret gennem grundloven, blev suppleret med en valglov, som – ud fra det faktiske valgresultat – praktisk fordelte mandaterne.

En sådan valglov kender vi fra os selv. Her definerer den f.eks. valgkredse, sætter regler for tillægsmandater og angiver den såkaldte spærregrænse.

Den slags har den græske valglov også, men derudover rummer den en meget vigtig bestemmelse, som sikrer (en vis) politisk-parlamentarisk stabilitet. Den betyder, at af parlamentets 300 mandater, fordeles de 250 proportionalt efter stemmetal, mens de sidste 50 som bonus tilfalder det parti, der har fået flest stemmer.

Dén var næppe gået andre steder, men i landet med erindringen om antikkens glorværdige demokrati gik det åbenbart an.

Demokratiets vugge var dermed blevet udstyret med et hul i bunden, ud af hvilket det ’samarbejdende folkestyre’ fossede valg efter valg. Senest den 4. oktober 2009, hvor socialistpartiet PASOK vandt med 43,94 pct. (mod det borgerlige Nea Demokratia/ND’s 33,55 pct., KKE/kommunisternes 7,51 pct., LAOS/højrefløjens 5,61 pct., ZYRIZA/venstrefløjens 4,58 pct. og De Grønnes 2,52 pct.)

PASOKs knap 44 pct. giver jo ikke flertal i parlamentet, men pga. valglovens bestemmelser udløste det alligevel 160 mandater (et flertal plus ni). De øvrige partier måtte nøjes med henholdsvis 92, 21, 15, 12 og 0 mandater.

Der var dette mandatoverskud, der gjorde det muligt for Jorgos Papandreous’ PASOK-regering – hen over hovedet på resten af partierne – at vedtage den lovgivning, der dels ledte frem til diverse ’redningspakker’, dels til den samlings- og overgangsregering, der nu har gjort arbejdet så færdigt, at der snart kan udskrives nyvalg.

Ingen klar sejr

Men den opbakning de store partier (PASOK og Nea Demokratia) nyder i øjeblikket, vil den eksisterende valglov med sin +50-bonus ikke bringe nogen af dem – eller nogen af de andre partier for den sags skyld – til magten.

Derfor skal grækerne nu for første gang prøve at leve under et samarbejdende folkestyre – med mindre det sejrende parti (p.t. peger pilen på ND) hurtigt strikker en uhellig alliance sammen og med et solidt flertal, sætter sig på magten og ekskluderer resten.

Det skete sidste gang i 1990, hvor det borgerlige ND’s Konstantinos Mitsotakis fandt sammen med kommunistpartiets Charilaos Florakis i et besynderligt fornuftsægteskab. Det lykkedes at holde den regering kørende i tre et halvt år.

Ellers har alle græske regeringer været étpartis-flertalsregeringer, som kunne gøre, hvad der passede dem, inden for den af loven fastsatte regeringsperiode. Det har naturligvis krævet, at de kunne holde sammen på tropperne – og det kan være vanskeligt, for faneflugt er et velkendt fænomen i græsk politik, bestikkelse eller ej.

Usamarbejdsdygtigt

Det har samtidig betydet, at alle andre partier har udgjort oppositionen og ageret som sådan, dvs. som vilde kritikere af regeringen (ikke mindst med taler ved de tilbagevendende demonstrationer) og ved altid at stemme imod eller undlade at stemme ved diverse lovforslag.

Alle i oppositionen måtte fra dag ét positionere sig imod den herskende magt og lefle for folkedybet frem mod næste valg.

Samarbejde i parlamentet var der intet af. Det har i den seneste PASOK-periode været mere end tydeligt, idet såvel KKE som ZYRIZA – kommunisterne og den græske enhedsliste, normalt en slags søsterpartier til socialisterne – konsekvent har talt regeringen imod og ikke har givet en eneste stemme til dens kriselovgivning.

Denne opførsel er som nævnt vigtigt, hvis man vil forstå klientelismens udbredelse og det projektmageri – med lige dele ansvarsløshed og largesse – for lånte penge, som har ført frem til den nuværende situation. Det er det system, grækerne selv har stemt på ved hvert eneste valg. Siden juntastyrets fald har de endda gjort det med stor begejstring og stemmedeltagelse for så dagen derpå at kalde alle politikere ’rådne’ og upålidelige.

De nye tider kan måske få grækerne til at smide den hullede vugge ud, træde ud af det barnlige skær og gøre det samarbejdende folkestyre til en dyd.

Der skal desværre to på hinanden følgende parlamenter til for at kunne gøre op med det vanvittige bonussystem, så der er god tid til at øve sig i demokrati.

 

Peter Thielst er cand.mag. i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her