Kommentar

Heksejagt i Budapest

Debatklimaet i Ungarn er så betændt, at en af landets største litterære skikkelser – 80-årige Ákos Kertész – har søgt asyl i Canada af frygt for sin sikkerhed. End ikke det kommunistiske diktatur formåede at fordrive forfatteren
Debat
19. marts 2012

Forleden blev jeg pludselig mindet om Ákos Kertész, som jeg ikke har set eller hørt nyt fra i mere end 35 år. Den ungarske forfatter af jødisk herkomst har netop anmodet om politisk asyl i Canada (!). I Budapest kan han ikke længere færdes sikkert, føler han. En politisk smædekampagne har gjort ham til lovligt bytte for den antisemitiske pøbel, og Kertész er allerede blevet angrebet på gaden hjemme i Budapest.

Man behøver ikke at være 80 år for at opleve dette som stærkt ubehageligt.

Kertész opsøgte jeg i Budapest i sommeren 1976, nysgerrig efter at have læst den roman, han få år forinden havde fået så stor succes med i Ungarn. For sin tid var den meget dristig. Arbejderen Ferenc Makra føler sig ikke hjemme i den ungarske stat, som ellers regeres i arbejderklassens navn. Trods socialismen føles hans liv hverken rigere i indhold eller betydning. Makra er ude af stand til at hæve sig over sine rent materielle interesser og forbliver småborger, der til sidst ikke ser anden vej ud af sin triste eksistens end at åbne for gashanen (en ikke ualmindelig forløsning i datidens ungarske litteratur). Før døren brydes op, er han død.

Hvorfor tager en arbejder i en arbejderstat dog livet af sig selv?

Spørgsmålets brod var dengang snarere rettet imod den politiske magt end imod Makra og hans kammerater.

Kertész ønskede at diskutere arbejderens fremmedgørelse, som ifølge den virkeliggjorte socialismes forvaltere og det marxistiske regelsæt burde forsvinde, når produktionsmidlerne overgik til kollektivt ejerskab.

Romanen var en kritik fra venstre. Målet var at lægge grunden til János Kádars – åh, så beskedne, men dog alligevel – ’gullaschkommunisme’, som, ifølge nogle iagttagere senere skulle gøre Ungarn til ’den lykkeligste kaserne i lejren’.

Ákos Kertész var således en radikal og socialkritisk kunstner. Og en streng puritaner. Jeg husker ham som en stille, eftertænksom mand, der nøje vejede sine ord, opmærksom på, hvor let de kunne gøre skade eller blive misforstået.

35 år senere

Datidens opstandelsen omkring hans roman kan synes anakronistisk i dag, hvor arbejderklassen ikke længere findes i traditionel forstand, og hele den virkeliggjorte socialismes ære er på vej til helt af forsvinde ud af det moderne Europas forestillingsverden.

Trods opstandelsen er det dog værd at bemærke, at debatten om bogen var en form for samfundsdialog: Kertész formulerede sin kritik, hans roman blev offentliggjort, kritikerne talte for den eller imod den med deres bedste argumenter, og salgstallene viste, at romanen om Makra havde mange engagerede læsere.

I sin tid læste jeg Kertész’ bog i en østtysk udgave, offentliggjort for et par år efter den ungarske originalversion. Men alligevel: Selv i DDR kunne en sådan bog trykkes.

Men tiderne skifter og vi med dem. Det samme gælder vore debatter. I dag er Ákos Kertész involveret i en helt anden debat, der muligvis siger lige så meget om hans hjemland, som om ham selv. Den udspringer hans kritik af ungarernes holdning til mordet på deres jøder under Anden Verdenskrig.

I en ungarsksproget emigrantavis i Amerika, hævdede Kertész, at ungarerne havde et omfattende medansvar for Holocaust, at de var de tyske nazisters mere end villige hjælpere, og at Ungarn aldrig har taget det nødvendige opgør med dette belastende kapitel fra sin nylige fortid.

Mens man i dagens Tyskland for længst har påtaget sig et ansvar for, hvad der skete dengang, nægter ungarerne at gøre følge trop. Historien fortrænges. Ungarerne vil ikke indrømme nogen skyld. De er ude af stand til at føle mindste anger for en af historiens værste forbrydelser. De er rede til at skyde skylden på andre. Helt i overensstemmelse med, hvad Kertész betegner som »deres genetisk medfødte lakajmentalitet«.

Forfølgelse

Denne sidste bemærkning trak han senere klogeligt tilbage. Men da var skaden allerede sket. Påstanden er naturligvis klart racistisk: Enhver, der tvivler på det, behøver bare at afprøve den på jøder og romaer for at erkende sin fejltagelse.

Underlødige angreb på en eller anden påstået ungarsk ’nationalkarakter’ hører ingen steder hjemme, selv ikke i et kritisk opgør med nationens fortid.

De forudsigelige reaktioner udeblev da heller ikke. Højreradikale og regeringsloyalister kastede sig over Kertész og anlagde en tone og indhold, der svarede helt til ’kvaliteten’ af det, de angreb.

Hvad Ákos Kertész beskriver som en ’heksejagt’, kulminerede i byen Budapest, da bystyret, som ledes af regeringspartiet Fidesz, fratog ham hans æresborgerskab, ligesom det blev foreslået også at fratage ham Kossuth-prisen – Ungarns fornemmeste litterære pris.

Kértesz er hist og her blevet forsvare med henvisning til ytringsfriheden – den implicerer som bekendt også retten til at sige og skrive det mest forfærdelige vrøvl. Beklageligvis kan ytringsfriheden ikke beskytte ham imod at blive forulempet på gaden.

Jeg kan kun håbe, at læserne ikke vil opfatte det, jeg skriver her, som nostalgi. Jeg har intet at ønske om at se mig tilbage. Kádars realsocialistiske Ungarn var et diktatur. Debatten forgik i trange frirum, der mistroisk blev overvåget af de politiske beslutningstagere, som på ingen måde var til sinds at tillade virkelig pressefrihed.

I stedet for nostalgi giver sammenligningen mellem dengang og nu snarere anledning til at overveje tilstanden i dagens Ungarn: en offentlig samtale, som er blevet groft forrået og vulgariseret og et grundlæggende splittet samfund, hvor borgerne gang på gang kommer til at stå over for hinanden som uforsonlige fjender.

 

Richard Swartz har i flere årtier før og efter Murens fald været østeuropakorrespondent for Svenska Dagbladet. I dag skriver han bl.a. for Dagens Nyheter, Süddeutsche Zeitung og Information

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Houbo Pedersen

Det frie ord har kummerlige vilkår

Det frie ord ?

Racisme er vel racisme.

At manden ikke længere kan være æresborger efter det sludder turde vel være evident.

At give Fidesz den trumf på hånden, er simpelt hen utilgiveligt.

Hvad skal man dog med fjender når man har den slags venner.

Systemet i Ungarn er simpelt hen sygt for tiden, og det kan absolut ikke undervurders.

Det er desværre ikke blot gået ud over det gamle jødiske forfatterpar, Kertész.
Men bl.a. er den tidligere direktør for Budapester Operaen i landflygtighed i Brüssel.
Og man kan med sikkerhed fastslå, at mindst 11-13 romanier er uden grund myrdet af paramilitære facister med tilknytning til et regeringsparti, medens poltiet så den anden vej.
Samtidig går det ud over homoseksuelle, alle slags udlændinge og mange andre hade-grupper.
Og arbejdsløshed, hjemløshed samt fattigdom er nu blevet strafbart.

I over et år har Ungarn igen og igen lovet at spole lovene tilbage, men har i stedet strammet dem endnu mere. Og netop i dag har EU og Europarådet møde om Ungarn, og man må håbe på, at EU sætter Ungarns medlemskab på stand by, indtil der kommer en anden regering.

det er træls han selv har været racistisk, men det giver ingen ret til decideret forfølgelse, .................

Men polen er vist ved at blive Europas facistiske højborg...desværre...

henrik hansen

Maya Nielse@ Men polen er vist ved at blive Europas facistiske højborg…desværre…

\Er det ikke DK, du mener

Super interessant artikel. Tak.

Og så skal de tre ovenstående debattører måske ikke strides om, om højborgen er DK, Polen eller Ungarn. Hvad med at udskifte med 'Europa'?

Han har helt bevidst grovt provokeret alle ungerere. Men gamle Swartz ovenfor har fuldstændig ret i EN ting helt sikkert: "Debatklimaet i Ungarn er så betændt..." og forgiftet fra ALLE sider at man bliver syg bare at læse om det! :(
Jeg vil bare tilføje at gamle Kertész's Makra bog er stadig verdsættet af alle af hans ungarske kritikere!