Læserbrev

Hvem skal hjælpe piraternes gidsler?

Debat
15. marts 2012

12. marts var det 14 måneder siden besætningen fra det danske skib Leopard blev gidsler hos de somaliske pirater. 14 måneder, som de to danske søfolk og deres fire filippinske kollegaer, har tilbragt under ulidelige forhold, man næppe kan forestille sig.

I de seneste dage har flere eksperter rejst kraftig kritik af den danske indsats i kampen mod piraterne. En kritik der går på, at den danske indsats farer for hårdt frem mod piraterne. Hvornår har vi sidst hørt nogen kritik, det være sig fra eksperter eller andre, af piraternes uhyggelige handel med uskyldige søfolks liv?

De 14 måneder, hvor de seks søfolk fra Leopard har siddet i den somaliske ørken som en handlesvare, hvor det kun gælder om at få mest muligt for varen, har diskussionen omkring piratproblemet mere drejet sig om hvordan man på mest humane måde kan behandle tilfangetagne pirater.

I alle de år, hvor kapringer og gidseltagning har været aktuelt omkring Afrikas Horn, er den menneskehandel, som jeg betragter gidseltagning som, kun haft meget lidt fokus.

Selv om det i hele piratvirksomheden, er det, der er hovedaktiviteten, så er det samtidig det område, man helst undgår at diskutere. Hvorfor?

Politikerne har fra starten meldt ud, at det ikke er deres problem, da de af princip ikke forhandler med pirater.

Bekvem holdning

I stedet overlader man fra politisk side forhandlinger til ’velrenommerede, ansvarsbeviste og professionelle forhandlere’. Det er selvfølgelig meget bekvemt, så kan politikerne jo ikke hænges op på noget.

Er det ikke snart på tide, at der fra politisk side bliver gjort en indsats mod denne usmagelige og uacceptable handel med mennesker? Mens alle ’tager stilling’ til ting, sidder de seks søfolk fra Leopard afventende i deres håbløshed.

Deres skæbne er der forsat ingen løsning på. Rederiet og deres forhandlere formår tilsyneladende ikke at løse problemet. Politikerne vil, af principielle grunde, ikke tage affære. Hvad er gidslernes udsigter til frigivelse?

Skal vi bare glemme disse stakkels mennesker, trække på skulderen, og sige, at det er der desværre ikke noget, vi kan gøre ved?

Mener den danske befolkning, ligesom de danske politikere, at det desværre ikke er vores bord?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her