Kronik

Israels partnere for fred

Mange israelere opfatter Det Arabiske Forår som en trussel. Alting var bedre, dengang despotierne hold terrorbalancen ved lige, lyder det. Men faktisk kan omvæltningerne meget vel vise sig at være en fordel for israelerne, hvis de er villige til at komme freden i møde
Israelske politimænd blokerer indgangen til al-Aqsa moskeen. Det Arabiske Forår har givet israelerne en stor chance for at skabe mere fred – både på hjemmebanen og i forhold til nabolandene. Men fra officielt hold anses forandringerne i de arabiske lande først og fremmest for at være en trussel mod Israels sikkerhed.

Israelske politimænd blokerer indgangen til al-Aqsa moskeen. Det Arabiske Forår har givet israelerne en stor chance for at skabe mere fred – både på hjemmebanen og i forhold til nabolandene. Men fra officielt hold anses forandringerne i de arabiske lande først og fremmest for at være en trussel mod Israels sikkerhed.

Abir Sultan

29. marts 2012

For et år siden deltog jeg i en konference ved Hebrew University i Jerusalem om Det Arabiske Forår. Det var kun halvanden måned efter Mubaraks fald, og da jeg i frokostpausen den 15. marts åbnede Youtube-links fra syriske venner kom der noget så utænkeligt som protester i Damaskus op på skærmen.

Alt syntes muligt. Men inden for i konferencesalen var stemningen overvejende pessimistisk. De israelske deltagere – en blanding af mellemøstforskere, journalister og folk fra sikkerhedstjenesten, hæren og regeringen – var bekymrede for den nye regionale situation. Set fra et israelsk synspunkt var autokratiske ledere som Mubarak garanter for en slags regional balance, hvor man kendte sine venner og fjender, og hvor stærkt antiisraelske befolkninger blev holdt i skak af sikkerhedsstater. Som en af forskerne sagde:

»Vi er omgivet af folk, der hader os, og nu har de folk fået adgang til magten. Demokrati er en god ting, men for os i Israel er det skræmmende at se nye fronter åbne sig op«.

Israel i vinterhi

Her et år senere hersker den samme pessimisme i Israel og i store dele af Vesten. Islamister har vundet valgene i Tunesien og Egypten og der er udbredt ustabilitet. Mange israelere antager et mere dystopisk synspunkt, der bliver formuleret af deres premierminister Benjamin Netanyahu: »Araberne bevæger sig bagud, ikke fremad. Deres forsøg på at reformere er dødsdømt og farligt.«

Den israelske regerings svar på opstandene har været at udvide forsvarsbudgettet, oprette sikkerhedsbarrierer ved grænsen til Jordan og Egypten, og udvide bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem.

Israelerne føler sig truet af et nyt Holocaust. De oplever hverken at have samtalepartnere eller mulighed for fred. Til gengæld er der blindt had, råb om jøderne i Middelhavet, muslimsk fanatisme, selvmordsbomber, Katusha-raketter fra nord, Qassam-missiler fra syd.

Denne dystre fremstilling af Israels arabiske naboer har formet Israels sikkerhedspolitik siden den anden Intifada i starten af 00’erne. Det eneste at gøre, er at bygge en mur af overvældende militær magt. Som kommentatoren Barak Ravid skrev i det israelske dagblad Haaretz for nylig, er Israel gået i vinterhi og venter på at stormen blæser forbi.

Fred er for nyttige idioter

Denne forestilling om at tilhøre en frontlinjestat sidder på rygmarven af den israelske befolkning. Fordi man lever i et barskt kvarter, som Netanjahu udtrykker det, må man forskanse sig bag det, den israelske historiker Avi Shlaim har kaldt »Jernmuren«, og møde magt med ti gange mere magt.

Hamas’ selvmordsbomber og raketangreb har gjort deres til, at flertallet af israelere opgav freden. Nu sover den israelske bjørn vinterhi bag jernmuren og venter på, at den arabiske vinter er slut.

Fred var en engang en mulighed, det var dengang inden mordet på Premierminister Rabin i 1995 og den efterfølgende afsporing af fredsprocessen. I dag er freden kun de nyttige idioters illusion.

Det første man må gøre, hvis man vil forstå regionens udfordringer i 2012, er at anerkende hvor dybt denne frygt stikker, ikke blot hos det som vi kalder den israelske højrefløj, repræsenteret af Likud og de religiøse partier, men også hos ’venstrefløjen’, repræsenteret af arbejderpartiet og Kadima. Venstrefløjen i gåseøjne, fordi der set fra et palæstinensisk perspektiv ikke længere findes en venstrefløj, der tager det på sig at gøre opmærksom på besættelsen, de daglige ydmygelser af palæstinensere eller det dybe etiske morads, som Israel befinder sig i og som selvfølgelig må adresseres, hvis en varig løsning skal findes.

Det andet man må gøre, er at vise, hvorfor Netanyahus analyse er fejlagtig.

Alle er enige om, at de arabiske opstande bringer store udfordringer med sig. Men der er langt derfra og til at mene, at det går tilbage for araberne, eller at det muslimske broderskabs flertal i Egypten er lig med demokratiets endeligt. Den slutning er en forvrængning af de verdenshistoriske forandringer, regionen har gennemgået det sidste år.

Udfordringerne ændrer ikke ved, at store dele af de arabiske befolkninger har rejst sig imod despoti og modigt kæmper for deres civile rettigheder. Deres mål er parlamentarisk demokrati.

Omvæltninger truer ikke

Det er forkert at tro, at de nye islamistisk-dominerede regeringer nødvendigvis truer Israels sikkerhed.

Det muslimske broderskab i Egypten har erklæret, at de ikke vil rokke ved fredsaftalen med Israel. Samtidig har opstanden i Syrien fået Hamas til at kappe sine bånd til Damaskus og åbne kontor i Doha. Hamas’ leder Khaled Meshaal virker langt mere pragmatisk indstillet nu, hvor man har brudt med Iran og Syrien. Under Qatars vinger er det sandsynligt, at Hamas fortsætter den forsoningsproces med Fatah, der blev indledt i maj sidste år. Set med den israelske regerings øjne, kan det muligvis opfattes som en trussel, men på den anden side betyder det, at Hamas næppe vil reagere militært på et israelsk angreb mod Iran eller Hizbollah.

Som et direkte resultat af opstandene er ’modstandsaksen’ svækket betydeligt. Hizbollahs våbenleverancer gennem Syrien er truet, og dets leder Hassan Nasrallah har muligvis begået sit livs strategiske fejltagelse ved at give organisationens fulde støtte til Syriens præsident Assad og dermed undsige de folkelige opstande. Hvis han fastholder støtten, vil Hizbollah ende på den forkerte side af historien.

Tid til at forlade hiet

Hvad er det lige, den israelske bjørn skal vente på, før den kan vågne af sit vinterhi? At Mubarak og Ben Ali gør comeback og alt bliver som før? At Israels naboer langt om længe accepterer bosættelserne? At islamisterne forsvinder fra det politiske landskab? Det kommer ikke til at ske.

Fred er en mulighed, hvis Israel tager de første skridt og viser villighed til at leve op til de aftaler, der blev indgået gennem 1990’erne. Hvis israelerne anerkender deres ansvar for den palæstinensiske befolknings situation, vil det styrke de palæstinensiske politikere, der ønsker en fredelig løsning og anerkender Israels eksistens.

Israel vil aldrig blive elsket af de arabiske befolkninger. Men den eneste vej til at blive en del af regionen går gennem en helhjertet indsats for at skabe en retfærdig og varig fred med palæstinenserne. Det kan skabe grundlaget for stabile relationer med deres naboer i det nye regionale landskab, der toner frem fra Det Arabiske Forår.

Planen for sådan en fred eksisterer. Den indebærer en palæstinensisk stat i Gaza, Østjerusalem, og 95 pct. af Vestbredden. Det kan kun blive virkelighed, hvis Israel tager skridt imod ophævelse af bosættelser i stedet for at bygge nye.

Fredsmagerne

Heldigvis deler jeg denne vision med en række israelere. Jeg var taget til konferencen i Jerusalem, netop fordi jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan israelerne reagerer på de arabiske opstande.

En af dem jeg mødte var Nimrod Goren, en mellemøstforsker med en fortid i militæret. Han grundlagde sidste år tænketanken Mitvim, der arbejder på at skabe et alternativ til Israels sikkerhedspolitik baseret på strategiske studier, der undersøger muligheden for fred med palæstinenserne og de arabiske naboer.

Modsat Shlaim, der er en typisk intellektuel kritiker uden opbakning i det politiske establishment, har mange af Mitvims medlemmer kontakter opadtil i systemet. Deres skribenter har inden for de sidste måneder blandt andet argumenteret for at sende israelsk nødhjælp til Syrien, og for en ny sikkerhedspolitik baseret på en alliance af demokratier i Mellemøsten.

Disse stemmer findes altså også i den israelske debat. De er ikke nyttige idioter, men vores og arabernes partnere for fred.

I Haaretz kan man læse skribenter med en dyb viden om arabiske samfund, så som Meron Rapoport, Elie Podeh og Zvi Bar’el, der alle peger på koblingen mellem frihed for arabere og israelere.

Udfordringen for disse intellektuelle er at skabe et politisk alternativ, der kan give Israels naboer tro på, at man rækker ud, og at man er indstillet på at finde en løsning, der giver palæstinenserne en stat. Derfor er det særlig arbejderpartiet og Kadima, som Mitvim henvender sig til.

Det er for nemt og for trist at acceptere Netanjahus kyniske pessimisme og lade Israel grave sig dybere ned i sin egen skyttegrav.

 

Sune Haugbølle er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Laurits T. E. Pilegaard

"Den israelske regerings svar på opstandene har været at udvide forsvarsbudgettet, oprette sikkerhedsbarrierer ved grænsen til Jordan og Egypten, og udvide bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem."

Hvorved adskiller denne politik sig fra den politik, Israel har ført i årtier?

Israel støttede også åbenlys Mubarak under Kairo demonstrationernesidste år....og fasthold deres støtte til hans regime indtil det sidste.

Carsten Hansen

Der skal gives og tages fra alle parter hvis freden nogensinde skal indtræffe i regionen.

Israel bør tage det første skridt og stoppe bosættelser i de besatte områder.

Hvad angår det arabiske forår, så er jeg enig i at valget af islamister er et tilbageskridt i første omgang. Men det behøves ikke at forblive. Når islamisterne i Egypten, og sansynligvis i Syrien(når/hvis Assad falder), heller ikke kan bringe landene videre, så kaster befolkningferne forhåbentligt disse islamister på porten og vælger nogen der ligener socialdemokrater eller liberale.

Et skridt tilbage kan på sigt blive til 2 skridt frem.

Og det er hvad regionen har brug for; Rationalitet og kompromisvillighed fra alle sider.

Niklas Monrad

@ Carsten,

Citat "Når islamisterne [...] heller ikke kan bringe landene videre, så kaster befolkningferne forhåbentligt disse islamister på porten og vælger nogen der ligener socialdemokrater eller liberale."

Der er større sandsynlighed for, at de vil fortsætte med at give Israel skylden for alle deres dårligdomme - samles om den fælles fjende - og støtter man ikke den linie er man zionistisk agent, hvilket som bekendt forkorter livet betydeligt i de egne ...

Carsten Hansen

Niklas.

Ja; Det er "stalemate-udgaven", hvilket da ikke er helt usansynligt.

Men måske alle parter kommer videre, hen ad vejen.

Stig Rasmussen

Israel har og vil altid være en bekvem lynafleder for de arabiske lande, uanset hvem der har magten.
Egyptens enorme problemer med Nilens foruering, arbejdsløshed og en hastigt stigende befolkning der er ude i stand til at brødføde sig selv er ikke populære emner, men de onde "zionister" der er skyld i alt fra haj-angreb til mund og klovsyge er langt nemmere at sælge

Stig Rasmussen

Hvis Israel havde nogen interesse i oprøret skulle det bare offentligt erklære at det enten støttede Assad eller oprørerne i Syrien, så ville den stakkels part straks blive udslettet :)

Laurits T. E. Pilegaard

@Stig Rasmussen: "Israel har og vil altid være en bekvem lynafleder for de arabiske lande, uanset hvem der har magten."

Det er et noget omvendt syn på konflikten. Israel har gang på gang angrebet sine naboer, udøvet etniske udrensninger og erobret land fra araberne.

Det gør af naturlige grunde Israel til en forhadt stat i regionen, ikke til en 'bekvem lynafleder'.

Situationen er jo også temmeligt uafklaret, jeg er temmeligt bekymret for Kopterne i Egypten , mange af disse lever allerede nærmest marginaliserede i områder der også bruges til lossepladser, og de er enormt fattige og er ikke så velsete, minder en hel del om sigøjnernes situation i det gamle øst-europa...
og oprindeligt var alle i Egypten jo nærmest koptere.... så de er et oprindeligt mindretal, der slet ikke har værdige vilkår, jeg mener vi skal bakke dem op og være med til at tale høje toner for mindretaltbeskyttelse og 100% religionsfrihed....!

Stig Rasmussen

Lars Pilegård :
Læs lidt objektiv historie, fra statens oprettelse i 1948 er det Israel der er blevet angrebet gang på gang af nabolandene, det eneste der kan diskuteres er 1982 invasionen af Libanon.

Selv 1967 blev fremprovokeret af Nasser.

Laurits T. E. Pilegaard

Gymnasiale forestillinger krydret med lidt avislæsning må vige for akademisk viden, ikke sandt? Hver eneste krig, undtagen krigen i 1973, er indledt af Israel. Dertil kommer de etniske udrensninger af op mod en million palæstinensere og den konstante ekspansionstrang, Israel har udvist.

Stig Rasmussen

Lars Pilegård:

For sådanne solide "statements" backet op af facts må jeg vige..., men hvad du måske glemmer er at

1. i 1956 lukkede Nasser Tiran strædet der er vitalt for israelsk skibstransport, det var direkte modstrid mod reglerne om international sejlads foruden et brud på våbenhvile betingelserne fra 1949

http://en.wikipedia.org/wiki/Suez_Crisis#Events_leading_to_the_Suez_Crisis

I 1967:

1. Smed Nasser FN observatørerne ud af Sinai

2. Marcherede 3 divisoner klods op af grænsen til Israel

3. Lukkede igen Tiran strædet

4. Skabte en krigsalliance med Syrien og Jordan

5. Lagde ingen skjul på at en snarlig krig skulle ødelægge Israel en gang for alle.

http://en.wikipedia.org/wiki/Origins_of_the_Six-Day_War

http://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Dawn_(1967)

Don't do the crime, if you can't do the time.

Laurits T. E. Pilegaard

Og du glemmer alt det, der gik forud for de nævnte hændelser.

I begyndelsen af 1950erne var der uformelle fredsforhandlinger mellem Nasser og den israelske ledelse i Paris. De blev godt og grundigt torpederet, bl.a. da høge i det israelske militær smadrede en egyptisk militærforlægning i Gaza og dræbte flere dusin egyptiske soldater. Da blev Nasser efter sigende godt gal i skralden og begyndte at stille træning til rådighed for de palæstinensiske militser, hvilket han ikke havde gjort før.

Det samme gjorde sig gældende før 1967-krigen, også her gik der en historie forud. Israel havde i mange år provokeret både syrere og jordanere med operationer ind over grænserne. Formålet var at splitte araberne, og med lidt held få presset dem til en krig, som Israel var sikker på at kunne vinde.

I øvrigt var alle efterretningstjenester - herunder den israelske - overbevist om, at Nassers sabelraslen var spil for galleriet. Han var, i kraft af sin rolle som leder af Arab-verdenen, nødt til at reagere, og det var netop hvad, det israelske spil gik ud på - at presse Nasser op i en krog og få det til at se ud som om, det var Nasser, der lagde op til krig. Det skal nævnes, at Nasser på samme tid var involveret i en stedfortræderkrig i Yemen mod Saudiarabien, hvilket unægtelig stækkede hans muligheder for at slå til mod Israel. Og det skal også nævnes, at det angiveligt så livsvigtige Tiran-stræde slet ikke var så vigtigt for Israel, som fik langt det meste af sin olie fra havnene ud til Middelhavet.

Laurits T. E. Pilegaard

Det er 'problemet med skildpadderne', Stig. Man kan godt bruge Wikipedia til at få øje på 1967-skildpadden, men den står på ryggen af en anden skildpadde, som igen står på ryggen af en helt tredie skildpadde osv. Og hele den stabel af skildpadder får man ikke styr på ved at fordybe sig i Wikipedia.

Stig Rasmussen

Lars Pilegård: Du har rigeligt med forklaringer/undskyldninger hvorfor Nasser gjorde som han gjorde, men det ændrer ikke på at han foretog aggressive handlinger der legitimerede et angreb.

Nasser blev fanget af sin egen retorik, som ikke havde ændret siden han kom til magten, det er ikke uden omkostninger at konstant true et naboland med ødelæggelse foruden at aktivt støtte op om det, uanset hvad din holdning til Israel er...

At lægge hele skylden over på Israel inkl. Egyptens egne foretagede valg, er vel meget symptomatisk for venstrefløjen, men giver det indtryk af at du ikke betragter arabiske ledere som særligt begavede

Stig Rasmussen

Og det at Egypten ikke aktivt forhindrede fedayeen i at krydse ind i Israel i start 1950erne og angribe gør dem stadig ansvarlige, intet land ville acceptere dette.

Stig Rasmussen

Og jeg benytter kun wikipedia som neutralt medie til links, jeg er udemærket klar over hvordan hele konflikten startede.

Carsten Hansen

Stig og Lars.

Men alt det er "Schnee vom Gestern" !.

Vi skriver nu 2012 og kan ikke bruge ensidig anskuelse af problematikkerne til noget som helst.

Kun gensidigt ønske om at komme videre, kan løse op for situationen.

Skurke findes hos begge parter, i rigelige mængder. Så længe de sidder på magten, så længe sker der ikke meget.

Laurits T. E. Pilegaard

@Stig: Det er en letgennemskuelig debatform du forfalder til. Jeg er konkret, mens du bliver abstrakt og moraliserende (du taler om 'skyld' og 'undskyldninger'), og du begynder at skyde mig ting og sager i skoene (jeg er 'venstreorienteret').

Det eneste konkrete du bidrager med, er din oplysning om fedayeenerne. Og du har helt ret - ingen kolonistat vil acceptere, at de fordrevne oprindelige folk krydser grænserne og laver ballade for de nye herrer i landet. Jeg er sikker på, at kineserne er på vagt overfor eksil-tibetanere, der ønsker at lave ballade i Tibet, og Tyrkiet er som bekendt også efter de kurdiske militser, der trænger ind over grænsen fra Irak og Syrien.

Men hvem var de, disse fedayeen? Det var folk, der få år før var blevet fordrevet fra deres byer, landsbyer og marker, som havde været deres forfædres i århundreder. De havde måske set familiemedlemmer blive massakreret, og de havde erfaret, at deres beslaglagte ejendomme blev givet til nyligt indvandrede jøder fra Østeuropa. Det var, hvad de havde til fælles.

Derudover var de en broget flok af hønsetyve, folk der ville se til deres tidligere huse og marker, som nu var blevet 'genudlejet', og så var der naturligvis også en del, som ønskede hævn og derfor krydsede grænserne og slog ihjel.

Det er tvivlsomt, om det overhovedet havde været muligt for egyptere, jordanere og syrere at bremse disse 'fedayeens', men med israelernes brutale og aggressive fremfærd havde de heller ikke rigtig nogen grund til det.

@Carsten Hansen: Du har dybest set ret, der bliver ikke fred, før fortiden glemmes og våbnene lægges på hylden. Det er bare for nemt at sige, at:

"Skurke findes hos begge parter, i rigelige mængder"

I denne sag - som i mange andre - er ansvaret ikke ligeligt fordelt. Det er fair nok, at man ikke gider eller har tid til at sætte sig ind i sagerne, men det retfærdiggør ikke overfladiske domme.

Stig Rasmussen

Lars Pilegård : Undskyld mig, men det er da netop dig af alle der relativiserer og bortforklarer fakta, du bruger netop den klassiske emotionele vinkel som undskyldning for alle de tiltag araberne begik mod Israel inden krigene.

Fakta er klare nok, Nasser truede direkte Israel og viste børster. At der er diskussion om han mente det, ændrer ikke en tøddel på at krigen kunne være undgået hvis han havde holdt sig fra fjendtlige handlinger.

At historie ikke er retfærdig er ikke noget nyt, men det ændrer ikke på at Israel havde fuld ret til at stoppe angrebene fra Gaza.

Laurits T. E. Pilegaard

Jeg gider ikke denne debat særlig meget længere, men du må da gerne lige gøre rede for, hvordan jeg relativerer og bortforklarer...?

Stig Rasmussen

Lars Pilegård:

Værsgo!

"Han var, i kraft af sin rolle som leder af Arab-verdenen, nødt til at reagere, og det var netop hvad, det israelske spil gik ud på - at presse Nasser op i en krog og få det til at se ud som om, det var Nasser, der lagde op til krig"

"De havde måske set familiemedlemmer blive massakreret, og de havde erfaret, at deres beslaglagte ejendomme blev givet til nyligt indvandrede jøder fra Østeuropa. Det var, hvad de havde til fælles.

Derudover var de en broget flok af hønsetyve, folk der ville se til deres tidligere huse og marker, som nu var blevet ‘genudlejet’, og så var der naturligvis også en del, som ønskede hævn og derfor krydsede grænserne og slog ihjel"

Carsten Hansen

Jeg står altid af når nogen bruger flosklen:

"Det er fair nok, at man ikke gider eller har tid til at sætte sig ind i sagerne, men det retfærdiggør ikke overfladiske domme."

Ikke værd at bruge tid på !

Mads Kjærgård

"Arabisk forår" ser ud til at betyde at hele Mellemøsten rykker engang til højre! Det ser ud til at religion kommer til at spille en væsentlig højere betydning i de Mellemøstlige lande end før og at religion kommer til at være det første og fremmeste princip i fx. Ægyptens og Libyens forfatninger, hvordan pokker man kan få det til et forår er mig en gåde! Foreløbig er Israel vist det eneste rigtige demokrati i Mellemøsten og med dets ultra konservative facistoide nabolande, så kan jeg godt forstå de ryster lidt.

Laurits T. E. Pilegaard

Nå, jeg ser at islam-hysterikerne også har indtaget venstrefløjens bastion, Informations sider :)

Tænkte nok, Stig, at også du er emotionelt styret - enten af en eller anden særlig hengivenhed for Israel eller af hysterisk had til muslimer.

Du har sådan set bare citeret mig, uden at forklare hvad du mener, så igen viser du, at konkret debat falder dig svært. Men det er ikke usædvanligt i dine kredse, så det skal du ikke være ked af.

Laurits T. E. Pilegaard

@Carsten Hansen: "Jeg står altid af når nogen bruger flosklen"

Hvis det sker tit for dig, Carsten, så skulle du måske lige give det en tanke...

Carsten Hansen

Mads K.

Det er nok den slagne vej.

Først afløses diktaturet af et nyt diktatur; Senere smider befolkningen det nye diktatur på lossepladsen.

Foråret skal nok blive til sommer, før det bliver bedre.

Henrik von Stijnbergen

@Lars Pilegård

Visse kredse, følelser og islam hysteri?

Du startede ellers godt i debatten, og jeg var faktisk lige ved at stemme på dig. Men fordomsfuldheden overfor dine med debatører skinnede igennem til slut.

Så de ovenstående floskler har du åbenbart ikke fra fremmede.

Laurits T. E. Pilegaard

@Henrik: Hvad kalder du det her, om ikke hysteri:

"Foreløbig er Israel vist det eneste rigtige demokrati i Mellemøsten og med dets ultra konservative facistoide nabolande..."

Hvis det er Jordan, Egypten, Syrien og Libanon, der omtales sådan, så kan vi godt finde et andet udtryk end 'hysterisk'. Så er 'dybt ignorant' lige så godt.

Den slags retorik har jeg læst masser af på de såkaldte islamkritiske sider, og når jeg kalder det for hysteri, så er det fordi, disse islamkritikere end ikke kan debattere 'pølsemændenes vigende markedsandele i Danmark' uden at tilskrive det muslimerne og den onde islam.

Min 'fordomsfulde' kommentar var egentlig et svar til Stig Rasmussen, som mente, at jeg var 'emotionel' i min behandling af emnet. Og det gjorde jeg så opmærksom på, at han sandsynligvis også er.

Henrik von Stijnbergen

Point taken.

Man mangler tit nuancerne, og debatten kan derfor godt blive lidt populistisk i sin tone, men det hører med.

Vores leder, USA, har en politik, der sigter på, og forudsættes af, at vi altid er verdens rigeste og stærkeste union. Det er vi nogen stykker, der finder kortsigtet og uhensigtsmæssigt.

Israels politik synes baseret på permanent tilførsel af våben og kapital fra USA. Det er ikke bare kortsigtet; det er tåbeligt.

Den stolte nation Israel bryder sig bestemt ikke om at få dikteret sin politik fra vores ledelse af den vestlige verden i Pentagon og Det Hvide Hus, så ethvert afhængighedsforhold er usmart.

Nu, mens Israel stadig har absolut økonomisk og militær magt, lige nu, ville være et rigtig godt tidspunkt at udlicitere noget af magten til Palestina og andre nabostater. Uanset om vi sympatiserer med nogen af staterne i mellemøsten, er det vigtigt at aftrappe afhængigheden, før den massive støtte begynder at vakle.

Jeg har ingen tiltro til den arabiske fredsvilje, hvis de begynder at tvivle på Israels nærmest ubegrænsede militære styrke.

Debatten i Danmark kører nogle gange lidt af sporet. Vi behøver ikke vælge side, for vi ER Israel, integreret af økonomi, militær, familiebånd og kultur. Men det betyder ikke, at vi skal være enige eller støtte en regering, der kører vores sikkerhed i sænk, og som arbejder imod det spirende arabiske demokrati og autonomi og økonomi. Vi behøver ikke engang være høflige, når religiøse tosser kører politik for deres usynlige venner, og for den racistiske diskrimination af andre grupper. Som vestligt demokrati kan Israel ikke tillade sig at have religiøse sær-love, lige så lidt som Danmark eller andre lande kan.

Stig Rasmussen

Lars Pilegård:

Du kan starte med at forklare mig hvorfor man er islamkritiker fordi man har en anden vinkel end dig på Israel-Palæstina konflikten? - Er man så islamtilhænger hvis man støtter dine dogmer?- det minder lidt meget om "Best of Bush" udtalelser.

Jeg har citeret fordi du bruger emotionelle faktorer til at undskylde hvorfor araberne gjorde som de gjorde, fremfor at anderkende at Nasser selv lagde
op til tæsk.
Med din argumentation kan jeg også forklare baggrunden for invasionen af Libanon i 1982, selvom nok alle mener at det var en dum ide.

Og bedre, på samme måde kan jeg undskylde Israels undertrykkelse af palæstinenserne med de gentagne forsøg på udslettelse fra arabernes side, samt europæernes behandling af jøder.

At du mener at du er objektiv må du sælge et andet sted.

Budskabet bagved ”den arabiske forår” var helt klart flere ”islamiske opvågninger” i regionen ” især i Egypten”, hvor mange af tingene helt klart afspejlede ”den iranske islamiske revolution i 1979”.
De vestlige medier gjorde alt for at usynliggøre ”budskabet” ved at uddele falske urealistiske informationer, der viste alt andet end det rigtige budskab!
Allerede her burde man kunne få opfattelsen af, hvorfor ”det arabiske forår” har været til ulempe for de amerikansk og zionistiske interesser.
Vesten valgte at støtte Hosni Mubarak til det sidste, i håb om at beholde ham på magten i Egypten. Saudi Arabien gjorde alt for at hente ham til landet, men her var de egyptiske myndigheder meget hurtigere end andre steder.
Ellers var han også ligesom mange andre flygtet til udlandet, hvor ingen kunne få fingrene i ham.
Tunesiens Diktator ”Ben Ali” flygtede til det berygtede land for de flygtende diktatorer ”Saudi Arabien”. Heller ikke ham prøvede man at fange, for netop at stille ham overfor en krigsdomstol!
Drabet på Libyens diktator ”Gadaffi ”var også meget mistænkeligt. Efter at have set drabet fra flere vinkler, har jeg den teori at drabet var tydeligt planlagt!
Pistolmanden var blevet beordret til at skyde eks-diktatoren”, da flere lande frygtede den dag han ville åbne munden oppe i en krigsdomstol!
Der ville mange stormagters korruption og forbrydelser endnu en gang blive afsløret for ”verdenssamfundet”. Hvad var så nemmere end beordre en af oprørerne til at tage livet af ham, så han kunne tie stille for altid?
Desuden har Israels indtil nu mange nederlag i bagagen, der er meget større end ”det arabiske forår”. Det er flere ting, som jeg vil beskrive nedeunder:
1- At bevise landets legitimitet
2- Population blandet egne befolkning, hvilket er blevet formindsket hvert år
3- Flere lande har afbrudt deres diplomatiske samarbejde med dem
4- Økonomiske krise, der hverdag tæller for minus 50 mio. amerikanske dollar!

Laurits T. E. Pilegaard

@Stig Rasmussen

Hvis jeg nu forklarer zionismens opkomst med de erfaringer, jøderne havde med pogromer i Østeuropa og den israelske 'Iron Wall'-politik overfor araberne med de lidelser, der hændte Europas jøder under holocaust - 'Aldrig igen!' - ville det så også være sentimentalt føleri, eller ville det simpelthen bare være en forklaring? Jeg holder naturligvis på det sidste - at man godt kan forklare, også onde handlinger, uden at undskylde eller retfærdiggøre dem. Ja, det samme gælder for såvidt nazisternes jødeforfølgelser: de kan ikke undskyldes, men de kan da godt forklares, ik'?

Når jeg nuancerer billedet af dine 'fedayeen', så er det ikke for at undskylde, at de dræbte kvinder og børn i Israel, men fordi det er så nemt at købe den ene version af fedayeen' nemlig at de bare var terrorister, der hadede israelerne af en eller anden obskur årsag. Er det ikke en rimelig nuancering?