Siden 25 af EU’s regeringschefer blev enige om den nye finanstraktat, har debatten om folkeafstemning bølget. For nylig konkluderede Justitsministeriet, at der »for Danmarks vedkommende ikke med Finanspagten overlades beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.« Ifølge juristerne på Slotsholmen afgiver Danmark altså ikke suverænitet, og derfor er en folkeafstemning ikke nødvendig.
Men regeringens jurister har sløset med arbejdet og ladt en række spørgsmål ubesvarede.
Den nye finanstraktat er udformet som en aftale mellem 25 stater – alle EU’s lande undtagen Storbritannien og Tjekkiet. Der er altså ikke tale om EU-ret, men om en mellemfolkelig aftale.
Det er naturligvis helt efter bogen, at EU-medlemsstater laver sådan en aftale. Forslagene kan blot fremsættes efter den almindelige EU-retlige procedure.
Det er dog nødvendigt at sondre mellem de regler, som 25 EU-lande bliver enige at gennemføre i EU, og den aftale, som 25 lande bilateralt har indgået.
Hvad det første angår, vil sådanne nye tiltag – direktiver eller forordninger – basere sig på den eksisterende Lissabontraktat. Der vil i disse sager ikke være tale om suverænitetsoverdragelse.
Det gælder imidlertid ikke for selve finanstraktaten, som jo ikke er EU-ret. Den kan meget vel indeholde myndighedsbeføjelser. Men det problem skøjter Justitsministeriet henover. Eksempelvis skriver man i relation til pligten om at indføre korrektionsmekanismer, budgetlov mv. (jf. pagtens artikel 3), at »i det omfang den med bestemmelserne forudsatte udmøntning vil ske ved udstedelse af EU-retsakter, vil dette skulle ske inden for rammerne af EU-traktaterne. Dansk tilslutning til Finanspagtens artikel 3, stk. 1, litra b, og artikel 3, stk. 2, 2. pkt., vil på denne baggrund ikke indebære overladelse af beføjelser i grundlovens § 20’s forstand, jf. side 17.« Men hvordan kan det være rigtigt, når der ikke er tale om EU-ret?
Spørgsmålet er, om der overhovedet udformes en EU-retsakt eller om budgetlovene blot gennemføres som følge af den indgåede finanstraktat. I første tilfælde, er der tale om almindelig EU-ret, og dermed kan der ikke være tale om suverænitetsoverdragelse.
EU-ret?
I praksis rejser det bare en række spørgsmål i relation til de to lande, som har valgt at stå uden for. For hvordan gennemføres en retsakt, så den gælder for 25 lande, men ikke for de to?
Normalt er EU-retsakter jo bindende for alle EU’s medlemslande, medmindre de har en specifik undtagelse. Derfor må scenariet om at udforme en EU-retsakt nok udelukkes. Vi står dermed tilbage med mulighed nummer to: Finanspagten vedtages som en mellemfolkelig aftale.
Her vedtages budgetloven altså ikke med hjemmel i EU-retten; men af folkeretslig pligt som følge af den nye finanstraktat.
Derved bliver suverænitetsspørgsmålet igen aktuelt – særligt i relation til sanktionsdelen, hvor EU-domstolen kan give et land – også Danmark – bøder.
Hjemlen til det findes ikke i Lissabontraktaten, for budgetloven er vedtaget som følge af finanstraktaten.
Vi er med andre ord på nyt territorium – også selv om det er EU-domstolen, der har myndigheden. Og når man overdrager ny dømmende myndighed, kan man naturligvis ikke komme udenom suverænitetsdiskussionen blot ved at overdrage til en allerede etableret domstol.
Det centrale er, om jurisdiktionen udvides. Det er svært at komme udenom, at det gør den. Særligt hvis budgetloven og sanktionsbeføjelser ikke følger af Lissabontraktaten, men af en ny retskilde: finanstraktaten.
Ny domstolskompetence
Man må altså vælge én af to veje. Enten er Finanspagten EU-ret, og der skal vedtages en EU-retsakt (et direktiv), der pålægger landene at gennemføre de i pagtens betingelser. Eller også er Finanspagten en aftale mellem 25 lande. Den kan ikke være begge dele.
Vælger vi scenarie ét og ser Finanspagten som EU-ret, rejser det spørgsmålet om, de to udenforstående landes retsstilling. Men endnu væsentligere rejser det spørgsmål om, hvorfor finanstraktaten tilsyneladende betragtes som en voldgiftsaftale mellem medlemsstater (jf. artikel 8, stk. 3, der henviser til Lissabontraktatens artikel 273).
Det må betyde, at de 25 lande betragter aftalen som en voldgiftsaftale – altså ikke EU-ret. Ergo rækker aftalen ud over den suverænitet, vi har afgivet med EU-traktaten.
Det rejser så igen spørgsmålet om Domstolens nye bødekompetence. Hvis den ikke hviler på Lissabontraktaten, men en voldgiftsaftale, er kompetencen ny.
Danmark har altså indgået en mellemfolkelig aftale uden for EU-traktaten, hvor EU-domstolen har fået domsmyndighed.
Men kan den nye domstolskompetence betragtes som indeholdt i Lissabontraktaten? Næppe. Domstolen nævnes nemlig slet ikke i Lissabontraktatens sanktionsafsnit. Det gør den derimod i Finanstraktatens artikel 3, hvor den også over for Danmark får dømmende myndighed.
Det bringer os til spørgsmålet i forhold til Domstolens kompetence på euro-området og dansk forfatningsrets opfattelse af sådan en bytten rundt på beføjelserne internt i EU. Med Finanspagten er det nemlig ikke kun Rådet – men nu også Domstolen – der bestemmer. Der er således ikke alene tale om en ny domskompetence, men også en overført beføjelse fra Rådet. Den slags har Højesteret en holdning til.
Hør Højesteret
I kendelse af 11. januar 2011 erklærede Højesteret nemlig, at uenighed om »EU-institutionernes kompetence- og afstemningsregler« var tilstrækkelig til, at den såkaldte lissabonsag måtte realitetsbehandles for at afklare, om der kunne være tale om suverænitetsoverdragelse i § 20’s forstand i forbindelse med at Danmark tiltrådte Lissabontraktaten. Højesteret tilkendegav altså, at interinstitutionelle kompetenceændringer kan være § 20-relevante.
Det er forunderligt, at Justitsministeriet slet ikke finder anledning til nævne Højesterets kendelse. Men måske ville det passe dårligt med den af regeringen forventede konklusion?
Med den nye finanstraktat oprettes der som nævnt nye budgetregler, som skal implementeres i medlemslandenes love. Kravene i dem er med få undtagelser de samme som dem, der kendes i vækst- og stabilitetspagten.
Men kompetencen til at afgøre, hvorvidt medlemslandene lever op til sine forpligtelser, tilfalder EU-domstolen.
For Danmarks vedkommende gælder det alene spørgsmålet om, hvorvidt pagtens artikel 3 er efterlevet – altså om den vedtagne budgetlov lever op til de stillede krav i Finanspagtens artikel 3. Ikke desto mindre er der tale om domsmyndighed på et nyt område, som Justitsministeriet endda slet ikke betragter som en del af EU-retten.
Finanstraktatens relation til Grundlovens §20 er derfor langt mere kompliceret end Justitsministeriet giver indtryk af i sin redegørelse. Derfor efterlader redegørelsen et utal af spørgsmål, som tvivlende borgere nu kun kan finde svar på ved at indbringe regeringen for domstolene.
Ingen kan her være skråsikker i denne sag. Derfor havde det klædt Justitsministeriet at anvende en større grad af ydmyghed i omgangen med Grundlovens § 20. Det er trods alt vort folkestyre og demokrati – ikke regeringens luner – ministeriet er sat til at varetage.
Morten Messerschmidt er cand.jur. og medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti
Hvad med at reformere grundloven!
- Det råber på en revison af Grundloven - hvor en af præmiserne må være at der etableres en Dansk forfatningsdomstol - som er uafhængig af justitsminstriet.
Man får det indtryk af EU-politikken, at den er forbeholdt en gruppe med rygmærke - indforstået dummebødekasse og jammerlige bortforklaringer om at det er fuldt lovligt at sælge heroin til børn.
"Men regeringens jurister har sløset med arbejdet og ladt en række spørgsmål ubesvarede."
De har jo vidst hvad resultatet skulle være på forhånd, så der har vel ikke været nogen grund til at gå i dybden med tingene.
Selv i et retssamfund kan der manipuleres. I den foreliggende situation er der yderligere tale om magtmisbrug, idet man fjerner den grundlovsbestemte folkelige indflydelse. At påstå, at det ikke er suverænitetsafgivelse at underlægge sig EU´s nye finanspolitiske regler, er elastik i metermål og dybt uhæderligt.
Tak til Morten Messerschmidt for i denne sammenhæng at være så klar og uforfærdet i sit arbejde for redelighed i dansk og europæisk politik.
Endnu en af de mange uhæderlige kampe om magten ses også i engelsk højesterets afvisning af sag om derivater med begrundelsen : Det er for kompliceret for retsvæsenet ! (ref. artikel i Information)
Skal vi lige lade den synke ind ....
Tror vi skal passe på med at forlange en revision af Grundloven. Der er nogen der gerne vil have opbakning til at lave ændringer, men det vil ikke blive de ændringer vi håber på, de vil forsøge at få lavet, hvis muligheden først bliver åbnet.
Vi ved hvad vi har, men med de politikerer vi også har, uanset parti, vil jeg tvivle meget på hvad vi vil få efter de har benyttet muligheden.
Selv om jeg som regel er dybt uenig med Morten Messerschmidt og DFs udenrigspolitiske holdninger, vil jeg ikke holde mig tilbage for at rose Messerschmidt for hans indblik og indsigt i disse spørgsmål. Han ved sgu mere om EU end de fleste folketingspolitikere nogen sinde kommer til at vide om dette foretagende.
Jeg vil gerne korrigere mit indlæg fra 28/3 - 14.08 : “... engelsk højesterets afvisning af sag om derivater med begrundelsen : Det er for kompliceret for retsvæsenet ! (ref. artikel i Information)”
Jeg har ikke kunnet finde artiklen, men jeg tror, at jeg forhastede mig med en forkert gengivelse. Det forholder sig nok sådan, at sagen er afvist til nævningeting med nævnte begrundelse, og forhåbentlig vil gå videre til højesteret.
Men det er et demokratisk problem, at en sag vedrørende statens finanser, er for kompliceret at forstå for de - skatteborgerne - der finansierer staten. Man må da virkelig kræve, at Højesteret vil være i stand til at fremlægge sagen, så alle med en almindelig intelligens kan være med.