Kronik

Kan man arve sæd?

Skal en kvinde kunne bruge sin afdøde partners sæd til at lave børn? Det spørgsmål har skabt fornyet debat om lovgivningen om kunstig befrugtning. I virkeligheden handler slagsmålet om, hvordan vi ’bør’ leve som familie, og om nogle familieformer skal marginaliseres
Hvordan kan det være morbidt at anvende sæd fra en afdød, når det er tilladt at genbruge hans hjerte?, spørger dagens kronikør.

Hvordan kan det være morbidt at anvende sæd fra en afdød, når det er tilladt at genbruge hans hjerte?, spørger dagens kronikør.

Bo Amstrup

Debat
7. marts 2012

I et nyt lovforslag om kunstig befrugtning lægger regeringen op til, at det skal være lovligt at testamentere sin nedfrosne sæd til sin partner. Står det til flertallet i Det Etiske Råd, skal et forbud derimod skærpes.

Formanden for Det Etiske Råd, Jakob Birkler, satte for nylig yderligere gang i debatten med et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han taler for en restriktiv lovgivning. Argumenterne er bl.a., at en tilladelse til at anvende sæd fra en afdød mand vil være en forstyrrelse af gravfreden. Det vil være morbidt. I hans øjne vil det ikke tilgodese barnet. Samtidig mener han, det vil åbne op for en etisk glidebane, og at der derfor må sættes en grænse.

De udmeldinger har i den seneste uges tid givet spektakulære overskrifter i aviserne. I B.T. kunne man f.eks. læse, at »Etisk råd siger nej: Død donorfar skal ikke kunne give sæd«.

Den ideelle familie

Det er bestemt ikke første gang, at debatten om kunstig befrugtning raser. Bølgerne er tidligere gået højt i både medier og Folketinget.

Personligt venter jeg altid i spænding på, hvad der vil sætte gang i diskussionen næste gang. Reguleringen af kunstig befrugtning og folketings- og mediedebatter er nemlig interessante. Tager man forstørrelsesglasset i hånden og nærlæser de argumenter og fortællinger, der kommer på banen, får man øje på en masse af de forestillinger og normer, som knyttes til det at skabe familie. Det skyldes, at teknologien tydeliggør, at forældreskabet kan gøres på mange andre måder end den traditionelle kernefamilie – og det kan bringe sindene i kog!

Tidligere har en af de centrale kampe stået om, hvorvidt lesbiske og enlige har ret til at få børn med kunstig befrugtning. Og interessant nok var mange af argumenterne for en restriktiv holdning dengang enslydende med dem, Jakob Birkler og majoriteten af Det Etiske Råd nu bringer på banen.

Argumenter som ’der må jo sættes en grænse’, førte i samspil med påberåbelsen af ’barnets bedste’ til, at det ufødte barn blev taget som gidsel og blev påduttet en stemme, der udtrykte en masse om forældreskabet. Og med argumentet om, at et barn har ret til en far og en mor, var det fra 1997-2007 legitimt at diskriminere en stor gruppe kvinder, så de ikke fik fertilitetsbehandling på trods af, at de var fuldt forældreegnede.

Det er med andre ord ikke blot teknologien og dens eventuelle bivirkninger, vi skal være opmærksomme på, når vi diskuterer, hvordan etiske grænser skal sættes. Vi skal samtidig have et blik for effekten af de normer, vi bærer med os ind i diskussionen.

Grænsesætningen er ikke uskyldig. Den kan have store konsekvenser for kommende forældre og mulige børn.

Det er derfor væsentligt at reflektere over, hvad der ligger i de argumenter Det Etiske Råd bruger for at sætte grænser for, at en kvinde kan anvende sin afdøde mands sæd.

Gravfred eller dødstabu

Det nye ved Jakob Birklers argumentation er synspunktet om, at det at anvende sæd fra en død mand »er en forstyrrelse af gravfreden« – »at det er morbidt« – og »en ny form for liv efter døden«.

I betragtning af, hvordan man i Danmark i øvrigt diskuterer donation af vitale kropsdele som f.eks. lever, nyrer og hjerte, er det interessant, at donation/anvendelse af sæd fra en afdød skulle være morbidt eller en forstyrrelse af gravfreden. Der ville opstå et ramaskrig, hvis man byttede sæd ud med hjerte i Jakob Birkers argumentationsrække!

Men hvad er der særligt ved sæd, som gør dens anvendelse efter mandens død problematisk? Jakob Birkler mener, det handler om at tilgodese barnet. I hans optik er det problematisk, at barnets biologiske ophav er dødt inden dets tilblivelse. Jeg læser det som, at Jakob Birkler synes, det er synd for barnet, at det skal vokse op med en fortælling, der indeholder sorg og død. Døden er for mange i vores samfund en uafklaret størrelse. En fortælling, Jakob Birkler mener, er for tung for et barn at bære.

Den kvinde, der vælger at blive gravid med sæd fra sin afdøde mand, er højst sandsynlig enig med Jakob Birkler så langt, at det er forfærdeligt, at manden er død. Det er en tragisk hændelse, uanset om den finder sted, mens barnet lever, eller før barnet bliver til – ikke mindst for kvinden.

I en situation, hvor kvinden ønsker at få et barn – eller helsøskende til en eksisterende børneflok, er spørgsmålet dog, om det vil være bedre for barnet, at kvinden anvender donorsæd end sæd, hendes mand har testamenteret til selvsamme anvendelse i tilfælde af sin død?

I praksis får anvendelsen af sæd fra en anden donor ikke døden til at forsvinde ud af kvindens liv, og derfor vil barnet fortsat skulle forholde sig til, at død er et livsvilkår. Det skal vi alle på et tidspunkt.

Implicit kommer Jakob Birklers argumentation således til at gøre det problematisk for kvinden at sætte børn i verden, fordi hun har været så uheldig, at hendes partner er død. Det er en grænsesætning, der vil stigmatisere kvinder, der har mistet en partner – denne gang ved at håndhæve et dødstabu.

Med andre ord kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er gravfreden eller et latent dødstabu i vores samfund, der bliver mest forstyrret, hvis et barn bliver født ved hjælp af sæd fra en død mand.

Grænser for hvis skyld?

For Jakob Birkler handler et forbud mod anvendelsen af sæd fra en afdød mand også om, at der bør sættes grænser. Han skriver:

»Grænserne for fertilitetsbehandling har hele tiden rykket sig til et samlet landskab, som i dag kan virke uoverskueligt.«

Han anvender her det helt klassiske glidebaneargument. Som analogi beskriver han, hvordan befrugtede æg først kunne nedfryses i et år, og nu kan nedfryses i op til fem år. Denne analogi er dog lettere besynderlig, eftersom udvidelsen af tidsfristen for nedfrysning af befrugtede æg rent faktisk har medført, at kvinder, der var så heldige at have befrugtede æg i fryseren, kan undgå endnu engang at skulle gå igennem hormonbehandlinger. Jeg tror, det i dag er de færreste, der har et problem med det.

Ser man historisk på udviklingen af den danske lovgivning på området, er det interessant, at forhandlingerne på ingen måde entydigt har ført til en konstant liberalisering. I Danmark var det f.eks. lovligt som lesbisk og selvvalgt single at blive behandlet med kunstig befrugtning under ansvar af en læge indtil 1997. I de efterfølgende 10 år var det ikke lovligt under en læges ansvar.

Med andre ord er glidebaneargumentet i praksis tomt. Dets funktion er mest af alt at sætte trumf på dystopiske sci-fi-forestillinger, der underbygger selvfølgeligheden i, at grænser skal sættes.

Grænser med omtanke

Jeg kan kun bifalde, at Det Etiske Råd med Jakob Birkler i spidsen sætter fokus på de etiske diskussioner ved at anvende kunstig befrugtning. Det er flot og vigtigt. Det er glædeligt hver gang den etiske debat kommer på forsiderne, for der er behov for, at vi reflekterer over, hvordan vi skal håndtere teknologiske dilemmaer.

Jeg håber dog, at politikerne i behandlingen af det fremsatte lovforslag er ved at have gennemskuet, at etik og etisk grænsesætning også er politik og har konsekvenser. Derfor bør de ikke købe de spektakulære overskrifter og letkøbte angstfremkaldende scenarier. I stedet skal de huske på, at grænser skal sættes med omtanke. Her mener jeg ikke, at kunstig befrugtning ikke skal reguleres gennem en etisk grænsesætning. Men de normer, der former, hvordan grænserne sættes, skal frem i lyset, og det kræver en grundig analyse af, hvilken effekt grænserne kan få, eller hvilken effekt valget af legalisering af en bestemt teknologi har.

F.eks. kan man begynde med at undersøge, hvem der har fordel af teknologien, hvilke interesser der er i spil, om der er grupper, der bliver stigmatiseret og marginaliseret, og hvilke konsekvenser grænser og teknologier i praksis får.

 

 

Stine Willum Adrian er adjunkt på Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Svenningsen

Det er selvfølgelig godt, etisk råd sætte lup på disse problemstillinger, men jeg tror nu alligevel, de fleste kan relatere til, at denne sæd som regel er frosset ned i forbindelse med en kemobehandling, som kan gøre steril - og så dør manden, og hans kone/kæreste ønsker at benytte sæden alligevel.

1. Tror nogen, den pågældende mand, ville have noget imod det?

2. Tror nogen, at denne tilblivelseshistorie nødvendig er dårligere - eller kan den også være fyldt med rigtig meget kærlighed, håb og livsbekræftelse - eller det bare bedre på papiret, at denne kvinder benyttede anonym sæd - næppe, hvis man spørger mig. Hverken for far, mor eller barn.

I industrialiseringens barndom var der vist noget , der kaldtes "maskinstormere" - d v s folk, der forsøgte at standse mekaniseringen.

De aller første dampskibe afvistes i nogle havne med mindre de slukkede kedlen inden anløb (eksplosionsfare) - og iøvrigt troede ingen på den tid , at noget kunne erstatte sejlskibene.

Debatten her og nu om befrugtning m v og om at sætte "grænser" ligner "maskinstormeriet" og frygten for dampskibene fra gamle dage.

Det Etiske Råd er et fortidslevn og den "skjulte dagsorden" for nedsættelsen af dette råd var vel at fritage Folketingets politikere for ubehagelige problemstillinger, der kunne koste stemmer.

Da man lavede verdens første hjertetransplantation i Sydafrika ( professor Bernard) var de fleste såkaldte etiske eksperter (navnlig de religiøse af slagsen) ude og advare om, at det skulle man sandelig passe på med - i dag har ingen problemer med transplantationer.

Lad være med at sætte grænser og understøt istedet en positiv udvikling og anvendelse af vores nyerhvervede viden.

Niklas Monrad

Hvis man kan afstå sine organer frivilligt uden at det forstyrrer gravfreden, kan jeg ikke se, hvorfor det samme princip ikke skulle kune gælde for ens sæd.

Åh, disse kristenmænd og deres trang til at pådutte os andre deres forsnævrede livsværdier.

Henning Kjær

Selvfølgelig må en kvinde insemineres med sin afdøde mands sæd, hvis han inden sin død har givet sin skriftlige tilladelse. For mig er det suspekte ved al denne legen med livets tilblivelse, kun et problem når det foregår anonymt/skjult. De børn der kommer til verden med insimination skal sikres ret til at kende dere fædrende ophav. De voksne må vedgå deres handlinger. Gang på gang er der sager i medierne, hvor adoptivbørn som forståeligt nok søger kendskab/kontakt til deres biologiske forældre. Anonymiteten og løgnen bør stoppes, så alle får mulighed for at kende deres biologiske forældre.

Lasse Pekruhn

Etisk råd!

også kendt som moralens vogter.

Motto - Better safe than sorry!

Mål - Holdningsudviklingens ultimative dørstopper.

Jacob Lorensen

Etisk råd eller etisk råd... Forskellen ligger i hvordan vokalen udtales.

Martin Svendsen

Man kan mene det ene og det andet om hvad andre mennesker bør foretage sig.

Men jeg er fandme glad for at jeg ikke er undfaget af frossen sæd fra en død mand. Hvor makabert kan det lige blive?

@Martin Svendsen
Men der er intet makabert i at få et nyt hjerte.. ? Jeg kan virkeligt ikke se problemet her udover det sædvanlige tabu om døden og de andre forældede (dobbelt) moralske forestillinger der kommer i kølvandet på det.

Jack Jönsson

Hvor ligger barnets tarv lige henne i denne debat. At fratage et barn muligheden for to forældre allerede inden det er født, er dybt egoistisk.

Martin Svendsen

@Martin Skov: Det er helt fair at du ikke synes det ikke er noget særligt.

Jeg er bare glad for at jeg ikke er undfanget sådan. Jeg ville helt sikkert på et tidspunkt komme ud i tanker om jeg var led i et følelsesmæssigt forkvaklet og halvubevidst forsøg på at få sin elskede tilbage, fra min mors side. At jeg var en erstatning. Tænk at have en far der var død før man blev født.

Synes ikke det har noget at gøre med et dødstabu at gøre. Faktisk synes jeg at undfangelser med døde mænds sæd lugter langt væk af dødsfornægtelse. Manden er DØD, er det ikke bedre at komme igennem sorgen og finde en ny mand, istedet for at begynde at avle børn på hans frosne sæd(!?). Hvis interesser tages der vare på her?

Men synes såmænd ikke det burde være forbudt. Hellere at folk selv tog stilling til om det de laver egentlig giver mening.

@Martin Svendsen

Med din logik, så skal barnet altså vælge hvilken familie og livsvilkår det bliver født ind i? Jeg kan da køre den lidt videre, og sige at enhver fødsel blot er et forkvaklet, misforstået og ubevidst forsøg fra forældrenes side på selv at leve videre i sine børn. Hvor groteskt!

Hvis det nu er hvad manden ville, at hans sæd sådan skulle gøre et eller andet efter hans død. Ligesom den med hjertet.. så er der da ingen fornægtelse i det. Skal sædbankerne så bare smide alle donationerne ud når nogen dør?

Hvilke interesser tænker du helt præcist der skal tages vare på? Dine moralske forestillinger? Barnet der alligevel ikke har noget valg om hvordan det bliver født. Hvis det ikke er dén mands sæd, så er det jo ikke længere dét barn der fødes.

Men ja, jeg er da enig i, at folk selv skal tage stilling til det ellers er det jo omtrent ligeså meningsløst som postmodernismen.

Ulrik Bertelsen

I vold af teknik

»Frosne æg er lige så gode som friske«: Det hele er ´godt nyt´, er en artikels videnskabelige bud på Videnskab.dk.

Men hvad sige ægget selv, det sagesløse, udleveret til kryoteknik og købekraft i en tid af teknokrati, og nu også kiv om ophavsrettighed.

Tak og tik, er et menneske kun tandhjul?
Videnskaben kan, det ved vi. Hvad kan etik?

Tjek Youtube

http://youtu.be/CNsvKYM7Ozw

Le Berthélaine - dansk kunstner, forfatter og kritiker