Kronik

Kan civilsamfundet redde velfærden?

Den aktuelle krise sætter velfærdsstaten under pres og svækker troen på markedskræfternes frie spil. Til gengæld inviterer krisen til fordomsfri debat om civilsamfundets selvorganiserede aktiviteter. Det kan skabe grundlag for nye frivillige fællesskaber og tillidsbaseret velfærd
Najib Haddar er daglig leder af Vesterbroværestedet, Muhabet, for ensomme eller psykisk syge med indvandrerbaggrund. Måske er det folk som ham, der skal redde velfærden.

Najib Haddar er daglig leder af Vesterbroværestedet, Muhabet, for ensomme eller psykisk syge med indvandrerbaggrund. Måske er det folk som ham, der skal redde velfærden.

Jens Nørgaard Larsen

5. marts 2012

Revolutionerende tankegods får ofte langt større gennemslagskraft i økonomiske brydningstider end i perioder med stabil vækst. Tænk bare på Marx, Keynes og Friedman, der hver på deres måde har benyttet en krisestemning til at påvirke opfattelsen af offentlig regulering kontra privat værdiskabelse. Også den aktuelle krise giver herhjemme anledning til principiel samfundsdebat om fremtidens velfærdsstat.

Både fra højre og venstre i det politiske spektrum bliver stat og samfund tematiseret i programmatiske termer. Den nuværende regering taler om at redde velfærdsstaten ved at appellere til kollektiv pligtfølelse og bekæmpe civil ulydighed som socialt bedrageri og sort arbejde. Oppositionen fremhæver samtidig civilsamfundets potentialer for aflastning (eller i visse tilfælde afløsning) af staten gennem frivilligt arbejde, filantropi og borgerlige ombud i skarp kontrast til statsligt formynderi og bureaukrati. Der kan argumenteres overbevisende for, at denne antagonistiske måde at opfatte virkeligheden er grundlæggende falsk. Velfærdsstat og civilsamfund er hinandens forudsætninger – ikke et enten/eller, men et både/og. Det gælder i ganske særlig grad en forhandlingsøkonomi som den danske, der historisk set både har tradition for en skattetung statsforvaltning og en selvorganiseret offentlighed med en ganske høj grad af civilt råderum.

Gensidighed

Debatten om velfærd, og hvordan den bedst kan organiseres, løber groft sagt i to parallelle spor. Den ene er udgået fra den socialistiske arbejderbevægelse med omfordeling af ressourcer som hovedmålsætning. Den anden er liberalistisk i sit sigte, som det blandt andet kommer til udtryk i andelsbevægelsen, og her er sigtet hjælp til selvhjælp.

Fælles for begge spor er den civile værdi ’gensidighed’. Begrebet betegner samarbejde, hvor alle bidrager, men ikke nødvendigvis lige meget og på samme tid. Man hjælper hinanden og dermed også sig selv. I modsætning til på markedet hviler civil gensidighed ikke på pengerelationer mellem køber og sælger, forbruger og producent. Der er heller ikke tale om formelle rettighedsrelationer, som vi kender det mellem yder og nyder af skattefinansierede velfærdsydelser.

Men gensidighed står i den aktuelle debat i skyggen af både venstre- og højrepræget idealisering af frivillighed som selve kernen i civilsamfundet. Antropologen Ulla Habermann skønner, at der i Danmark leveres ulønnet arbejde af filantropisk art i størrelsesordnen 100.000 årsværk. Det ville næppe være realistisk at opretholde et tilsvarende aktivitetsniveau, hvis indsatsen skulle betales efter markedets tarifmæssige normer. Hvilket så i nogle tilfælde kan give anledning til ganske heftige konflikter, der blandt andet er blevet behæftet med nedsættende etiketter som ’social eksorcisme’, ’kommunal ansvarsforflygtigelse’ og ’hattedamer’.

Hvis velfærd på længere sigt skal baseres på andre normer end statens og markedets, må frivillighed nødvendigvis suppleres med forpligtende normer, der lægger vægt på gensidighed, bl.a. i form af det, man tidligere kaldte solidaritet og hjælp til selvhjælp.

Men her kommer den epidemiske vækst i rettigheder, der skal garantere den enkeltes frihed, til at stå i vejen. Ønsket om at være fri kommer let til at stå hindrende i vejen for villigheden. Det baner vejen for krav om ensartethed i den civile velfærd. Kooperation og solidarisk hæftelse er således i stigende grad blevet erstattet af kommunale løsninger, baseret på statslogik.

Velfærd kan forhandles

Sociologen Lars Bo Kaspersen har på grundlag af historiske data argumenteret imod det idealiserede synspunkt, at velfærdsstaten er blevet etableret af idealistiske grunde. Der er snarere tale om en mere eller mindre tilsigtet bivirkning af den nationale overlevelseskamp i det internationale system af suveræne stater. Derfor er velfærdsydelsernes nuværende størrelse og organisering ikke givet én gang for alle, og statsformen kan hele tiden justeres, blandt andet under pres fra andre stater og gennem internationale organisationer som EU, IMF og OECD. Så kun konstitutionelt set er der ingen over (eller ved siden af) Folketinget.

Staten baserer sin magt på sanktionering af skatteopkrævning. Embedsværket definerer rammerne for offentlig service, hvem der skal nyde godt af den, hvorledes ordningerne skal finansieres, og hvem der skal være serviceleverandør. I administration og regulering af de skattefinansierede ordninger indgår ikke kun centraladministrationen, men også organisationer, der oprindeligt er vokset ud af civilsamfundet. Det gælder først og fremmest kommunerne, der i formel forstand hverken er ren statsadministration eller ubetinget lokalt selvstyre.

Det kommunale Danmark anno 2012 kan bedst karakteriseres som det, jurister kalder dekoncentreret statsforvaltning: Staten har magten (og dermed også æren), men det er kommunerne, der står for levering af de mange velfærdsydelser (og dermed også klagerne), der omfatter alt lige fra børnepasning, folkeskole, ældrepleje, sundhed, socialforsorg, folkeregister, arbejdsmarked, miljø og teknik, redningsberedskab, museer, biblioteker og nogle steder også forsyning af el, vand og varme.

Nogle af disse serviceydelser er delvis brugerbetalte, men de fleste finansieres ved direkte og indirekte skatter. Sammenlignet med andre lande er det danske skattetryk ganske højt, hvilket har betydning for fonde, foreninger og andre aktører i civilsamfundet på flere måder. På den ene side betyder det, at mange af de opgaver, som i udlandet varetages af frivillige organisationer, i Danmark leveres af stat og kommune. På den anden side spiller skatteregler, fradragsmuligheder og arveafgifter en motiverende rolle som incitament til privat filantropi.

En af civilsamfundets mange ubekendte drejer sig derfor om, hvorvidt skattebegunstigelse knyttet til almennyttig virksomhed – herunder fondes almennyttige eller filantropiske aktiviteter – på længere sigt kan skabe større velfærd end ordninger alene baseret på statsstyrede skattekroner. Her og nu udgør fondenes indsats kun en dråbe i havet. Men at dømme ud fra udenlandske erfaringer er potentialet meget større.

Mistilliden råder

Det store spørgsmål er, om selvorganiserede organisationsformer kun skal hyldes som glorværdig fortid, eller om de også kan aktiveres som et væsentligt supplement til den skattefinansierede velfærdsstat?

Til syvende og sidst handler det om tillid – eller rettere sagt: voksende mistillid, som på trods af de bedste intentioner både fra venstre og højre i samfundsdebatten resulterer i stadig mere kontrol af civilsamfundsaktiviteter. Sammenlignet med stat og marked er civilsamfundet i Danmark stadigvæk relativt ureguleret, men krav om professionalisering, evaluering, akkreditering, standardisering, rationalisering og almindelig miskreditering får flere og flere civilister til at stave ordet ’kontrol’ bagfra.

Frygten for bureaukrati og ’kolde hænder’ har indtil nu været centrale argumenter for fastholdelse af en vis grad af handlefrihed uden for stat og kommune. Ved frivilligt at indgå i gensidige relationer baseret på netværk af tillid, får individer og grupper nemlig adgang til nogle ressourcer, der så at sige udspringer af mellemmenneskelighed og rækker ud over summen af den enkeltes bidrag. Sociologer kalder det for social kapital, og civilsamfundet har stort set kun denne ene værdikilde at gøre godt med. Både markedet og staten har mange flere ressourcer. Men som al anden kapital kan den tillidsbaserede opsparing få helt afgørende betydning, hvis den investeres rigtigt.

Desværre har den civile selvorganisering været under voldsomt pres i de seneste årtier. Først lod vi staten ekspandere, og siden fik markedet frit spil. Både højre og venstre har kort sagt fået lov til at afprøve deres politiske patenter på vejen til det gode liv. Sporene skræmmer. Med mindre vi får gang i en fordomsfri debat om de underliggende principper for samspillet mellem stat, marked og civilsamfund, hvor gensidighed er et helt afgørende element, risikerer vi at løbe ind i en fundamental tillidskrise oven i den aktuelle økonomiske recession. Det kan næppe undgå at resultere både i velfærdstab, fyringer og civil ulydighed.

 

Anker Brink Lund og Gitte Meyer er tilknyttet Copenhagen Business School og Københavns Universitet, har netop udgivet bogen ’Civilsamfundets ABC’.

Serie

Seneste artikler

  • Filantropi – the f-word

    24. april 2012
    I USA er filantropien kommet på mode, og rigmænd som Bill Gates engagerer sig både i bistand, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. I Danmark kan de største fonde også få afgørende betydning for udviklingen af velfærdssamfundet
  • Fra fællesskab til frivillighed

    10. april 2012
    I de seneste år er der sket en drejning i den politiske og offentlige debat i om civil-samfundet. Vi er gået fra at tale om foreningsliv til at tale om frivillighed – fra demokrati og fællesskab, til individ, velfærd og opgaveløsning
  • Vælg din fangevogter med omhu

    27. marts 2012
    For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, nu skal man drage omsorg for sig selv. Staten kræver nemlig, at vi skal være kompetente modtagere af dens service. I den proces taber både civilsamfund og marked terræn, mens samspillet mellem staten og den enkelte bliver samfundets nye dynamik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

"Med mindre vi får gang i en fordomsfri debat om de underliggende principper for samspillet mellem stat, marked og civilsamfund". Nemlig! Hvem ejer ressourcerne ? Fællesskabet eller dem der kom først ?

"Kan civilsamfundet redde velfærden?"

Spørgsmålet er forkert stillet; velfærden skal ikke reddes - den skal udvikles. Og det bør for de fleste vel efterhånden være klart at den største udfordring består i at gøre velstandens og stabilitetens betydelige afhængighed af lighed og velfærdsudvikling så åbenbar, at kun de færreste kan forblive i en ulykkelig tro på at beskæring af velfærd vil fremme velstand (og dermed på lang sigt atter fremme velfærd).

"Ved frivilligt at indgå i gensidige relationer baseret på netværk af tillid, får individer og grupper nemlig adgang til nogle ressourcer, der så at sige udspringer af mellemmenneskelighed og rækker ud over summen af den enkeltes bidrag. Sociologer kalder det for social kapital, og civilsamfundet har stort set kun denne ene værdikilde at gøre godt med."

Nogle sociologer kalder dette for social kapital; andre vægrer sig mod en sådan kapitalisering af mellemmenneskelig kvalitet og essens. Der går en ret nøje linje mellem kapitaliseringstankegangen og så netværk som senmoderne sameksistensideal; sidstnævnte knytter an til individets beregne(n)de egennytte og kan ikke erstatte de nødvendige fællesskaber, som ellers virker dannende for individer og gruppers socialisering. Når et fænomen som 'social kapital' omtales som en kilde til velfærdsudvikling, så er det værd at være opmærksom på at socialitet og solidaritet ikke er varer eller produkter, som lineært kan omsættes til holdbare velfærdsstrukturer - og derfor skal man ikke vente sig at 'social kapital' kan træde i stedet for samfundsmæssig strukturering og fremme af social, sundhedsmæssig og demokratisk trivsel. Indsatser, som i betydeligt omfang fordrer materielle/økonomiske ressourcer, altså såvel fast som flydende realkapital.

"En af civilsamfundets mange ubekendte drejer sig derfor om, hvorvidt skattebegunstigelse knyttet til almennyttig virksomhed – herunder fondes almennyttige eller filantropiske aktiviteter – på længere sigt kan skabe større velfærd end ordninger alene baseret på statsstyrede skattekroner. Her og nu udgør fondenes indsats kun en dråbe i havet. Men at dømme ud fra udenlandske erfaringer er potentialet meget større."
Javist, i udlandet ser vi rigtigt mange eksempler på residuale stater som i vid udstrækning overlader store dele af samfundets sociale og sundhedsmæssige ansvar til fonde og filantropi - men kunne vi af artiklens forfattere mon ikke få lov at høre om konkrete eksempler hvor det 'store potentiale' for dén slags manøvrer er realiseret, og hvor velfærden blomstrer? Noget sådant ville unægteligt kvalificere grundlaget for de pæne drømmerier.

"Først lod vi staten ekspandere, og siden fik markedet frit spil. Både højre og venstre har kort sagt fået lov til at afprøve deres politiske patenter på vejen til det gode liv. Sporene skræmmer."

En forsimplet udlægning af de historiske forhold; faktisk har socialdemokratistisk og socialliberal konsensustænkning præget den politiske udvikling i dansk politik - selv under VK gjorde dette sig i nogen grad gældende, omend der i sagens natur bag kulisserne konstitueredes neoliberale sigtelinjer til en langsigtet afvikling af statens indflydelse på samfundsudviklingen (konsolidering af NPM som dominant styringsparadigme, markedsgørelsen af den offentlige sektor, privatisering og salg af statslige aktiviteter m.m.). En politik, som videreføres af den nyligt tiltrådte regering - med fortsat pæne rater af desperate governance til følge.

Danmark har aldrig haft en decideret venstreorienteret regering. Og der er bestemt ikke brug for at udfolde debat på grundlag af en revisionistisk antagelse om det modsatte. Selvom der umiddelbart kunne synes at være modsætning mellem Lund og Meyers 'frivillige fællesskaber' og så Thyssens 'svage mennesketype', så har de alle såvel CBS som en ideologisk betinget forestilling om at velfærdsstaten har sejret sig ihjel til fælles. Der savnes fortsat substantiel analyse.

Lars Kristensen

Vi skal måske til at tænke nyt, i forhold til, hvad det vil sige at have et arbejde (et job) og så at udføre et arbejde.

I dag er det sådan, at udfører man et arbejde, så får man penge for at udføre arbejdet og af de penge skal der betales skat (penge til samfundsfællesskabets bedste), såfremt det ikke er frivilligt arbejde.

Samtidig opfattes det at man forsørge sig selv, når man har et job, som man så får penge for, sådan at man ad den vej kan forsørge sig selv og sin familie.

Men egentlig forsørger man jo ikke sig selv og sin familie ved at have et job, man får derimod en form for almisse, som tak for det arbejde man så har udført.

Skal man reelt forsørge sig selv og sin familie, da kræves der jord, hvorpå man kan dyrke sin egen og sin families føde. På den måde gør man et arbejde for en selv og ens familie og DET ARBEJDE er netop at forsørge sig selv og sin familie.

At have et job og dermed gøre et arbejde for andre, så forsørger man faktisk mere andre end sig selv og sin familie og så må man nøjes med almissen, som den man arbejder for giver og dermed så gives som løn.

Hvordan er det så med vort velfærd.

Hvordan skal vi kunne gøre det fuldkomment?

I stedet for at vi betaler skat til velfærdet, kunne vi i stedet for udføre et arbejde for samfundet og på den måde gøre et arbejde der ellers koster skattepenge at få udført.

Vi skal med andre ord, alle give en vidst mængde arbejdstimer til samfundet og er man ledig og påtager sig flere end de arbejdstimer vi alle er forpligtet til, så gives der en nedslag i skat, når den ledige får et lønnet job.

På den måde kan skatten blive mindre og samtidig vil ledigheden være pist borte, fordi ledige kan ved at udføre arbejde for samfundet, få et nedslag i skat, når de en dag kommet til at udføre et lønnet job.

Folk der ikke har mulighed for at få et lønnet job, på grund af fysiske eller psykiske skavanker, vil i stedet for kunne få et samfundsnyttigt arbejde og på den måde være med til at højne velfærdet, for selv de mindre arbejdsduelige, kan fint gøre funktioner inden for samfundsområdet, som kan give dem en følelse af også at være værdsat af andre mennesker.

Denne gruppe af mennesker får penge til dagen og vejen af samfundet og af de penge betaler de skat, men de kan ligesom alle andre ledige få en nedslag i skatten, dersom de udfører mere arbejde end de er forpligtet til.

Det forpligtigede arbejde for samfundet, er beregnet på en sådan måde, at det både er et arbejde der er timebaseret og tillige baseret på, hvad der bliver udøvet af arbejde.

Arbejdet er i første omgang sat til timer, men det udførte arbejde kan så også have frembragt et produkt, hvor mængden af produktet så får en norm i forholdet til en time.

Produceres der færre produkter end normen er for en time, er det timerne der er gældende, men er der produceret flere produkter end normen har for en time, bliver mængden af produktet omregnet til timer.

Det vil endvidere være muligt for folk der har lønnet job at frasige sig samfundstjenesten, men det indbefatter så en stigning i skattebetalingen.

Hvordan de forskellige pengebeløb og skatteprocenter skal sættes i forholdet til hinanden har jeg ikke sat mig til at beregne, for der vil givet være mange måder at gøre det på.

Men dette er blot en idé til hvordan det kan være muligt at få gjort noget ved velfærdet, så det højnes ikke blot ved antal arbejdstimer, men så sandelig også ved, at vi mennesker føler et mere selvværd og ikke mindst føler, at der samfundsmæssigt, selv om vi kun kan gøre lidt eller næsten intet, at så er der også brug for vores evner.

Gunvor Trinderup

Måske er der lidt perspektivering at hente i Søren Juuls bog;
Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. (http://www.g.dk/webapp/wcs/stores/servlet/ProductDisplay?catalogId=10002...)

Jeg har dog kun lige skimtet passager via Google bøger men overvejer et lån på biblioteket efter også at have læst Lone Marie Pedersens anmeldelse af bogen; (http://www.socialpaedagogen.dk/Arkiv/2011/07-2011/Solidaritet-Skulder-ve...).

Følgende er taget fra “Why am I an anarchist?” [http://citizenshift.org/why-am-i-anarchist-norman-nawrocki]

Fordi jeg er træt af at blive flået.
Fordi jeg har venner, der ikke har råd til at besøge tandlægen.
Fordi bankerne røver folk, og det er ikke en forbrydelse.
Fordi de bygger fængsler, men lukker hospitaler og skoler.
Fordi virksomhedens grådighed ødelægger søer, floder og skove.
Fordi staten bebrejder og angriber de fattige, men belønner sine venner.
Fordi ingen Fat Cat er nogensinde nødt til at vente på bussen.
Fordi kapitalismen er et fupnummer.
Fordi politikere stjæle vores fremtid.
Fordi vi fortjener bedre.
Fordi .........

Soren Andersen

@Randi

"Hvem ejer ressourcerne ? Fællesskabet eller dem der kom først ?"

Før eller siden vil alle blive presset derud hvor det indlysende svar er "dem der kom først"

Udskift ordet velfærd med adfærd -

Målt og vejet er et samfunds adfærd angribeligt, hvor velfærd ingen ting fortæller om hvordan det har det.