Den aktuelle krise har ført til fornyet interesse for økonomen John Maynard Keynes, som var toneangivende i efterkrigstiden. Men arven fra ham er mildt sagt uklar og omdiskuteret. Keynes var både konservativ og radikal – han kan legitimere alt fra bevidstløs vækstpolitik til skarp vækstkritik.
Keynes er altså glat. Han kan bruges til helt forskellige ting. Og vi kan ikke spørge ham selv. Dette åbner op for endeløse diskussioner om, hvad Keynes virkelig mente, og hvordan han sættes i spil i dag.
De aktuelle forsøg på at genopdage og revitalisere Keynes minder mistænkeligt om det skete med Marx under den foregående krise.
Dengang var det Marx, der skulle genoplives for at forstå og overkomme krisen. Det mislykkedes. Resultatet var håbløse teoretiske og politiske blindgyder. Marx blev endnu mere marginaliseret.
Det vil ikke gå anderledes for Keynes. Det ligner en ny begyndelse, men er i realiteten en dødsdom.
Man kan få det indtryk, at selvom disse intellektuelle allerede er forældede, skal de have en sidste forceret omgang i rampelyset, før de helt forbindes med fortiden. Måske er det en rituel proces, som vi nødt til at gennemgå.
Krisernes faser
Både Marx og Keynes repræsenterer industrisamfundet – også som en særlig type intellektuelle.
Den foregående krise var industrisamfundets krise og i mellemtiden er denne samfundsform blevet overhalet af fire årtier.
Interessen for Marx i 1970’erne kan måske forstås som et led i industrisamfundets sidste krampetrækninger, men den aktuelle debat om Keynes er decideret anakronistisk. Der er ingen vej tilbage til industrisamfundet eller dets overintellektuelle teorier.
Kriser har forskellige faser. Umiddelbart imødegås de med etablerede redskaber samtidig med, at gamle løsninger vækkes til live. Her står vi nu.
Der kan så bundfælde sig en forståelse af, at ingen af de kendte sandheder virker. Først herefter kan der iværksættes tiltag, der reelt peger mod fremtiden. I øjeblikket venter vi spændt på, om denne situation overhovedet indtræffer igen. Spørgsmålet er nemlig, om kriseløsninger også er et fortidslevn?
Jeg tror ikke, at det er alderen af Keynes tanker, der står i vejen for at udføre dem i praksis, men derimod menneskets voksende grådighed og glemsomhed.
Jeg er delvist enig i kritiken af Keynes. Om ikke andet så fordi politikere har uendeligt svært ved at spare op i gode tider så de kan dele ud i de dårlige.
Der, hvor jeg virkelig har et problem er mht manglen på anvisninger på fremtiden. Du skyder det meste af det økonomiske teori apparat ned, men kommer ikke med noget at sætte i stedet.
Din Phd peger noget på en moderne læsning af Marx, hvilket dit samarbejde med enhedslisten kunne underbygge. MEN, hvor skal vi hen du?
Det positive ved Keynes er at han trods alt peger på en vej fremad og det er nok derfor man altid finder ham frem når man er i krise. Om ikke andet så kan han levere et håb.
Det var dog en ejendommelig ide, at angribe Marx og Keynes, der har ringe indflydelse i dag og på den verdens økonomiske krise, vi har set siden 2008.
Det syntes at være en anelse mere relevant at angribe en af krisens uomtvistelige årsager, den liberalistiske førte politik.
Reagan og Thatcher startede i 80'erne, sideløbende med deres succesfulde bekæmpelse af fagforeningerne, den deregulering af finanssektoren og følgende internationalisering af finanskapitalen og indskrænkning af national pengepolitik som bredte sig til resten af Europa inklusiv Danmark, og som senere blev fulgt op af samme deregulering af det nationale ejendomsmarked i USA og dele af Europa, herunder Danmark.
Sammenbruddet i verdensøkonomien i 2008 viste, at den ny liberalistiske deregulering af finanskapitalen mm., over et mindre midlertidigt sammenbrud omkring år tusindskiftet den såkaldte IT bobles implodering, nu var nået til vejs ende og åbenbarede sin midlertidighed og uformåen som afløser og alternativ til den Keynesianske krisestyrings politik for enhver, der ikke var fuldstændig indhyllet i et tågeslør af ideologisk betinget formørkelse.
Statsmagten måtte igen træde til som redningsmand for sammenbruddet i den internationale finanskapital som fremtrædelsesform for kapitalismens indbyggede væsen af tilbagevendende kriser af varierende styrke og intensitet.
Også i den hjemlige offentlighed har den nyliberalistiske ideologi levet i bedste velgående den sidste snes år, mellem for eks. CEPOS, Liberal alliance og andre borgerliges liberalistiske tågesnak, og de barske økonomiske realiteter i en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor enhver alvorlig slippen markedet løs - senest finans- og ejendomsmarkedet - før eller siden materialiserer sig som et verdensøkonomisk krise eller sammenbrud.
De inkarnerede liberalistiske fortalere som Martin Ågerup og Christopher Arzrouni fra CEPOS gentager imidlertid blot som svar herpå bevidstløst deres liberalistiske forgængere fra 30’erne, som da alt var brudt sammen fortsatte med mantraet om stop for statslige indgreb og fortsat uhæmmet frisætning af markedet, som løsning på sammenbruddet. Martin Ågerup 20/8-11: ”Det er politikerne, der ved at gribe ind og redde bankerne har opført sig på en måde, der er imod det frie markeds principper.”
Og medierne, trykte som elektroniske, har stillet og stiller stadig beredvilligt metervis af spalteplads og taletid til rådighed for denne ideologi, uden en eneste gang, mig bekendt, at foreholde dem realiteterne om dens sidste historiske praksis fra 1930’erne og de følgende konsekvenser for verden og dens befolkning.
Kunne man forestille sig en lignende nænsomhed overfor tilsvarende forsøg på at revitalisere det historisk planøkonomiske lig fra Sovjettiden bare verbalt teoretisk-politisk? Nej vel, et splitsekund efter et sådant forsøg ville samtlige medier – helt rimeligt - være på pletten med tonsvis af krav om redegørelse for et så absurd standpunkt og ønske med hidsige henvisninger til denne økonomis praktiske historiske konsekvenser.
Så meget for mediernes politiske objektivitet, neutralitet og saglige ageren. Realiteten er desværre en permanent (politisk betinget?) nænsomhed overfor det liberalistiske ligs verbale genkomst, uden seriøs kritisk tilgang til fænomenet og dets mulighed for realisering i politisk praksis, samt ikke mindst hvad konsekvenserne af en sådan realisering så ville være, set i lyset af de historiske realiteter, de liberalistiske tiltag især siden 1980'erne og den nuværende verdensøkonomiske og økologiske krise.
Hovmod står for fald, også for det finansielle system. Så giv dem deres frihed, og lad dem ruinere sig selv. Penge har jo ikke nogen værdi. Det er bare papir med tryksværte til at opretholde magtstrukturen.
Og ja, når man ser på statsøkonomi som et husholdningsbudget.. så er man da helt sikker på at ruinere landet og miste den sidste tillid. Man har jo brugt pengene til f.eks efterlønnen før de skulle udbetales.. pensionsopsparinger der ikke eksisterer.
Welcome to the pyramid..
"Dengang var det Marx, der skulle genoplives for at forstå og overkomme krisen. Det mislykkedes. Resultatet var håbløse teoretiske og politiske blindgyder. Marx blev endnu mere marginaliseret."
Næ, sandheden er, at samfundet (=eliten) ikke er klar til at tage konsekvenserne af Marx' lære, ikke at den ikke fungerer.
Dette "nye", som Peter Nielsen beskriver, og som han mener vi endnu ikke har redskaber til at løse, er en sen-kapitalisme, der er kørt helt af sporet. Da guldstandarden blev opgivet, fløj økonomien til himmels, uden for kontrol og uden korrelation til virkeligheden.
Dette er ikke "fremtiden" eller afløseren for industrisamfundet. Dette er et fejlslagent system, en blindgyde, som vi er kørt ind i, og som der ikke er nogen løsning på. For at komme ud af en blindgyde, er man tvunget til at bakke tilbage, og dér tilbage står masser af tankegods, som vil fungere, hvis vi bare for en gangs skyld ville være villige til at give det en reel chance.
Hvad er det Peter Nielsen foreslår? Skal vi bare skrotte al viden og teori, og i stedet benytte en form for "de frie indfalds metode" overfor krisen? Skal vi gå tilbage til tænkere endnu ældre end Marx, som de liberale økonomer gør, f.eks. Smith og Ricardo?
Et Hans-Jørgen Schanz citat er måske på sin plads her: "Lige så længe som der existerer kapitalistisk vareproduktion, lige så længe og med tiltagende understregning vil kritikken af den politiske økonomi have gyldighed." Gyldigheden vil vare lige indtil kommunismen. Marxismen generelt vil dog altid være interessant.
Keynes er Keynes.
For at forstå Peter Nielsens position, så skal man kigge i retning af Hardt og Negris Imperiet, hvor de afliver klasseanalysen til fordel for et "multitudebegreb" som dybest set siger, at alt er intet og intet alt og at vi alle er forbundne under imperiets overherrredømme. Imperiet defineres ikke synderligt, men består af et konglomerat af magt fra kapitalmagt til medie, politisk, kulturel ect. magt, hvor H&N's position så er, at når der ikke er klasser eller lignende, så skal massen, multituden forbindes i modstanden også, så alt er modstand og alle modstandsformer gyldige, alt er forbundet og alligevel er stort set intet konkret.
Bevares ovenstående er måske ikke særligt retfærdigt, men det afslører Peter Nielsens politisk-teoretiske problemer med fx. Marx.
Hvis alt er intet og intet alt, og der ikke findes klasser, så må man jo kigge sig om efter andet, som vitterligt er alt. Og her har Peter Nielsen i en række skrifter peget på forbrugersamfundet, som det, som samler - uden dermed at kunne anvise, hvor konflikterne så nødvendigvis er...
Man kan fx. læse en kritisk anmeldelse af hans bog Velstandssamfundet her...
http://www.modkraft.dk/node/15122
Jeg er ikke imponeret!
Garp skriver "Reagan og Thatcher startede i 80’erne, sideløbende med deres succesfulde bekæmpelse af fagforeningerne, den deregulering af finanssektoren og følgende internationalisering af finanskapitalen og indskrænkning af national pengepolitik som bredte sig til resten af Europa inklusiv Danmark, og som senere blev fulgt op af samme deregulering af det nationale ejendomsmarked i USA og dele af Europa, herunder Danmark."
Og det er alt sammen sandt.
Hvad han glemmer er baggrunden for disse liberaliserende tiltag, nemlig at den vestlige kapitalisme var stivnet og rustet i kraft af industripolitik og alt for stærke og forandringsangste fagforeninger der havde gjort produktionen urentabel, og stod i vejen for et farvel til den industrielle tidsalder og opkomsten af informationsalderen. (Kan nogen stadig huske hvordan sætterne modsatte sig indførelse af digital produktion?)
At liberaliseringen så er gået for langt i de finansielle markeder, var måske hvad man kunne forvente og reformer og forandringer er nødvendige. Men hvis de samme rigide og forandringsfjendtlige holdninger som prægede 70'erne kan modstå presset, så er vi endnu engang i store problemer.
Den europæiske velfærdsmodel skyldes ikke, at Keynes sagde noget specielt genialt.
Det smittede f.ex. aldrig af på USA fordi fagbevægelsen der blev holdt i et jerngreb af Mafiaen, som - i fællesskab med Kapitalen, politiet og staten nok skulle garantere, at arbejderne aldrig ville blive en trussel imod Kapitalen.
I Europa var det anderledes. Efter revolutionen i øst var det en realistisk mulighed, at revolutionære arbejdere i Vesteuropa kunne få våben m.m. smuglet ind fra øst.
Kapitalen i Europa så Socialdemokratiet som et middel imod truslen fra arbejderklassen. Alt hvad der siden fulgte, er almindeligt kendt.
Denne frygt-faktor, som gjorde kapitalen forhandlingsvillig er nu forsvundet, og det må forventes at Europa i stigende grad vil komme til at ligne USA.
Medmindre folket igen rasler med sablen, og derved udløser forhandlingsvilje hos Kapitalen.
Monrad. Det er da helt håbløst at ville forklare en verdensomspændende kapitalistisk krise med et masinstormer svar anno 2008 i DK eller World Wide ? på samme tid i lande med svage fagforeninger som USA og stærke som i DK! Hallo!
De liberalistiske tiltag skyldes krisen i 70' erne og keynesianismend uformåen til at give et svar herpå, hvilket styrkede Reagan mv. og svækkede arbejderbevægelse mm.
Denne keynesianismens krise kom manifest til udtryk ved fænomenet stagflation!
Se desuden
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...
Og så kan yderligere se i venstre side under gruppen Neoliberalistisk økonomi, hvis man orker!
I denne debattråd, andre steder, hid og did støder man ofte (måske er det oftere?) på begrebet nyliberalisme - og jeg tænker altid "hvad nyt er der ved det"?
Er det så meget anderledes end det, der kom ud af Adam Smith og de senere ideer om den usynlige hånd (ansvarsfornægtende kapitalisters svar på det guddommelige?)? Kald skidtet ved dets rette navn - liberalisme!
Med hensyn til Keynes, så har den form for politik, der har været ført i dennes navn, udspillet sin rolle - dels p.g.a. (mis)brug af det keynesianske tankesæt - det grundet politiske tiltag og politisk uvilje mod at indkassere og lægge til side når det går godt...
"Marxismen" er ikke udtømt, den rammer stadig hovedet på sømmet og kan stadig danne udgangspunkt for kapitalismekritik og markedets- og forbrugerismens stadigt større rolle i samfundet - faktisk som tankemæssigt! Det sidste er det mest skræmmende, at vi er blevet købt af det offentlige, at vi ikke længere er borgere, men kunder - markedet gjorde John Maynard Keynes ikke op med - kun markedets skadesvirkninger!
Det er folk som lektor Nielsen, der tror, at gamle tanker pr. definition må være forkerte til nutidens samfund, som er med til at smide dyrekøbte erfaringer ud om, hvordan samfund i grunden fungerer.
Det er netop fordi man har glemt folk som Keynes og Marx, at de ultraliberale og euroeliten har held med at gennemføre deres katastrofale politik. Den, der ikke vil lære af historien...
Peter Nielsen er som sædvanlig fuldstændig ulæselig og kryptisk. Hardt og Negri har aldrig været aktuelle og det går alt andet end glat hvis man forsøger at forstå vrøvlet.
Bare mandens helt upræcise sprog er en lidelse.
Niels-Holger - meget godt sagt. Heinrich burde give ham en lektion i prædikatslogik.
Jeg har også svært ved at forstå Peter Nielsen, lektor, RUC. Hvá pokker skal man lægge i "Spørgsmålet er nemlig, om kriseløsninger også er et fortidslevn?".
Jeg står på bar bund :-(
Hvordan kan lektor Nielsen kritisere Keynes uden med et eneste ord at behandle det samfundsøkonomiske mål nr. 1: Fuld beskæftigelse?
...det ligner liberal ignorance.
Jeg er enig med Henrik Kllausen bortset fra det "crap" :-) om euroelite etc., og for en gangs skyld også med Bill Atkins.
Jeg læser med stor glæde (og tror jeg udbytte) Platon i nyoversættelse - og det på trods af, at vi har divergrende opfattelser af Olympen, guderne og f.eks. slaverne.
Keynes virker skam stadig - når man gør det rette. Og altså stringent og strikst holder sig til den økonomiske medicin Keynes ordinerer. Og interessant nok er et af elementerne her:
- skattelettelser.
Nogle andre er ganske rigtigt det at Keynes mener der bør sættes offentlige arbejder i gang som f.eks. Lillebæltsbroen (den gamle) eller Hoover-dæmningen (i USA) eller de tyske motorveje (i 1930ernes Tyskland) for at skaffe folk arbejde, så de kan betale deres husleje, mad, tøj og sko. Så de er klar til gå ind i på arbejdsmarkedet for fuld kraft, når det næste opsving kommer.
Keynes mente så også, at man burde og skulle gøre det nemmere for det på amerikansk hedder 'small businesses' eller 'mom and pop stores'. På dansk kunne man måske kalde det at gøre det nemmere for iværksættere?
For at komme tilbage til skattelettelser mente Keynes at skattelettelserne skulle komme lavindkomst-grupperne og middelklassen til gode, ikke dem med de høje lønninger. Og også komme iværksætterne, dvs. de small businesses til gode.
Alt sammen noget Obama i USA har gennemført, inklusive at sørge for at auto-industrien i USA blev reddet via et statsligt indgreb. Dette har så ført til, at auto-industrien i USA i dag er i bedring og aldrig har stået stærkere de sidste 5-10 år.
En mislyd og den er faktisk stor hos Keynes, mener jeg, og det er at han ikke forudser, hvad der sker hvis f.eks. en vigtig råvare som olie stiger i pris, som det skete med olien i 1973. I det år, 1973, blev prisen på råolie jo fordoblet (eller seksdoblet?) over en nat eller en uge. Og det udløste 1970ernes krise, og i 1979 skete det igen, olieprisen blev fordoblet igen? Og det udløste 1980ernes økonomiske krise....
Hvilket førte til at Reagan og Thatcher kunne indlede deres opgør med velfærds-staten; i Sverige kom det i 1991-1994 (er der nogle der hævder), I Tyskland kom det i begyndelsen af 00'erne med Hartz IV, og nu her i begyndelsen af 10'erne er opgøret med velfærds-staten så kommet til Danmark. Og hvorfor? Tjah....
Fordi nogen vil det - og hvem er så de nogen, kan man spørge? Dem, der kan tjene en masse penge på at tilbyde folk sundheds-forsikringer og livsforsikringer og pensions-forsikringer mm.
---
Ang. om industri-samfundet var rustent mv. er dette jo ikke sandt, i 1970erne og i 1980erne blev der investeret i ny teknologi op igennem årtierne. Reagan og Thatcher fyrede gode medarbejdere som vidste hvad de gjorde og hvorfor de gjorde som de gjorde. Reagan indenfor flyvelederne, Thatcher indenfor mine-industrien. Mange tror at Thatcher kun nøjedes med at lukke urentable miner i Nordengland; dette er ikke sandt.
Påvist er dette i Mattias Tesfaye's bog 'Vi er ikke dyr - vi er tyskere (SOHN 2010), hvor han skriver, at Thatcher også lukkede miner var rentable, altså gav overskud. (samme sted som ovenfor side 196 i et interview med en engelsk fagforeningsformand)
En interessant vinkel på historien er denne her, Mattias møder nogle tyskere fra Rostock, de falder i nak. Og på hans, altså Mattias's bedste skoletysk fører han en samtale med dem. Og de her murere mv. ja de arbejder i Danmark fordi i Danmark er Die Gute Arbeit:
Tyskerne fra Rostock fortæller dette:
"I Tyskland arbejder vi sjældent under 50 timer om ugen. Og der er ikke noget, der hedder overarbejds-tids-betaling som her. Vi kan ikke klæde om på byggepladserne og tage et bad."
Og lidt senere fortæller en af mændene som hedder Mirko dette om samværet med hans datter:
"Jeg har en en pige på 5 år. Hvis jeg arbejder i Rostock, ser jeg hende næsten aldrig......Hvis jeg tager til København og arbejder 37 timer fra mandag til torsdag, så har jeg tre gode dage sammen med hende."
Skal det også til at være sådan som det er i Tyskland i Danmark? Åbenbart hvis det står til LO og Harald Børsting, LO's formand. Han, og LO mener bestemt, at vi skal arbejde noget mere.
Således vil LO sælge de 37 timers arbejdstid om ugen, LO vil sælge de 5 eller 6 ugers ferier, som arbejderne i 100 år møksommeligt har kæmpet for. Og for hvad? En tryghed i ansættelsen? som er en illusion alligevel?
I Tyskland fortæller Mirko kan fagforeningens repræsentanter anholdes, hvis de gerne vil ind på byggepladsen.
Alt dette citeret fra Vi er ikke dyr - vi er tyskere ( SOHN 2010, side 37)
Lad mig slutte med dette citat - findes i Tesfaye's bog på side 116:
"...arbejdsmarkedet har brug for en lavtlønssektor for at gøre job med lave kvalifikationskrav tilgængelige.....
deltidsarbejde og lavtlønsarbejde er bedre end intet arbejde, fordi de letter overgangen fra arbejdsløshed til job."
Hvem har sagt dette? Thatcher eller Blair?