Med løfter om fine arbejdsvilkår lokkede Aarhus Universitet mig i 2009 til at påtage mig et professorat. Men løfterne var falske. Da jeg begyndte at efterspørge de arbejdsvilkår, som jeg var blevet lovet, reagerede ledelsen med benægtelse, afvisning og vrede. Da jeg insisterede, blev jeg chikaneret. Til sidst vendte jeg mig mod offentligheden og forklarede mine synspunkter i Politiken, ligesom Weekendavisen skrev en leder om min sag.
Universitetets ledelse svarede igen med en såkaldt professionel konsulentudredning, der skulle tjene til at kaste lys på samarbejdsvanskeligheder i min afdeling. Den blev igangsat i september sidste år. Målet var ifølge ledelsen at skabe grobund for at genoprette et godt samarbejde.
Konsulentundersøgelsen endte med at stemple mig som eneste ophavsmand til alle problemer. Det udløste en advarsel, der med midler som bl.a. kontorarrest skal tvinge mig til at genoprette det gode samarbejde med mine kolleger.
Sådan løser Aarhus Universitet altså samarbejdsvanskeligheder.
Undsagt for længe siden
Nu har hele billedet imidlertid ændret sig. Jeg er ad officiel vej blevet orienteret om, at der allerede den 19. august sidste år blev afholdt hemmeligt møde om min sag. Dekan Mette Thunø, institutleder Niels Lehmann og hele kollegiet fra min afdelingen deltog. Den eneste, der ikke var inviteret og ingenting vidste om mødet, var mig.
Til mødet havde kollegerne forberedt en fælles skriftlig redegørelse, hvor de konstaterede, at de ikke længere kunne forestille sig at samarbejde med mig. Det stod altså klart allerede sidste sommer, og deres udsagn var således den hemmelige baggrund for konsulentudredningen senere på året.
Dermed er hele dekanens strategi med en dyr konsulentudredning, en advarsel og den angivelige vilje at »genoprette et godt samarbejde« blevet demaskeret som den rene farce.
Aarhus Universitet har med andre ord mistet al sin troværdighed og der findes intet fundament til et fortsat samarbejde på min afdeling under fagleder Pia Rasmussen og institutleder Niels Lehmann.
Siger op
Nu er det nok, rektor Lauritz Holm-Nielsen. Nu siger jeg op. Årsagen er de for mig helt uacceptable arbejdsvilkår på den afdeling, jeg i sin tid blev headhuntet til.
Jeg siger op med virkning til 31. december 2012. Når det ikke sker med øjeblikkelig virkning, skyldes det min ansvarsbevidsthed. Flere studerende har allerede meddelt mig, at de glæder sig til kurset Great Works of Art, som jeg skal undervise i til efteråret. Samtidig ønsker jeg at afslutte vejledningen af mine specialestuderende.
Som tidligere institutleder og medlem af det Akademiske Råd på Frankfurts Universitet er jeg desuden klar over, at en professor ikke kan erstattes fra den ene dag til anden. En ny professor skal vælges med omhu – for kollegiets og for professorens egen skyld. Ellers kan der opstå alvorlige samarbejdsvanskeligheder.
Derfor har jeg besluttet at forblive på Aarhus Universitet indtil udgangen af året, selv om universitetet ikke byder mig rimelige vilkår for mit arbejde som professor.
Skinmanøvre
Hele miseren efterlader mig med et rungende spørgsmål: Hvorfor iværksatte dekanen konsulentudredninger, selv om mine kolleger havde meldt ud, at de slet ikke kunne forestille sig et fortsat samarbejde med mig? Hvor mange skattepenge har dekanen ofret på de to konsulentudredninger, som var en farce lige fra starten?
Det er først nu, at jeg endelig forstår den fejlagtige baggrundsbeskrivelse, som begge konsulenter fik i september sidste år. I den hed det »samarbejdsproblemer i en musiklærergruppe under Musikvidenskab, mellem en lærergruppe på 8–9 personer og en professor i musikvidenskab.«
Lige fra starten har jeg protesteret imod den beskrivelse i alle samtaler med de to konsulenter. For jeg mente jo at have et godt forhold til de fleste kolleger – undtagen de tre, som har krænket og endda mobbet mig.
Men inden konsulentudredningen begyndte, havde alle kolleger allerede officielt erklæret, at de havde »vanskeligt« ved at forestille sig et fortsat samarbejde med mig. Det vidste jeg da bare ikke. Og det sagde konsulenterne heller ikke et ord om.
Fik dekan Mette Thunø gennemført den dyre konsulentudredning for at kunne stemple én kritisk medarbejder som den eneste skyldige i problemerne? Jeg spørger igen: Hvor mange skattepenge blev spildt for at gennemføre denne farce på Aarhus Universitet?
I dag er min sag ikke længere en faglig debat. Nu er omhandler det moralske spørgsmål om Aarhus Universitetets troværdighed. Med den her proces har Aarhus Universitet mistet al troværdighed.
Man kan hverken forhandle eller samarbejde med en institution, som har ladet sin troværdighed glide sig af hænde. Det er derfor, jeg, den oprindeligt hidkaldte internationale professor, har sagt op.
Linda Maria Koldau er professor ved Aarhus Universitet
Lad os håbe, at dette er et wake up call for regeringen, så det fuldkommen idiotiske universitetssystem, vi fik i 2003, kan blive ført tilbage til fornuftige rammer.
Det lyder som om, det er ledelsen, der har været svag. Koldau mener, at tre kolleger har krænket og mobbet hende. Det er i en baggrundsbeskrivelse til konsulenterne blevet til samarbejdsproblemer "mellem en lærergruppe på 8–9 personer og en professor i musikvidenskab". Hvordan 3 bliver til 8-9, vides ikke. Men inden konsulenterne gik igang, var det altså hverken 3 eller 8-9, men hele lærergruppen, alle kollegerne, der var imod Koldau. Den eneste, der ikke vidste det, var Koldau. Det er hamrende uprofessionelt og småtskårent, at ledelsen ikke fortæller Koldau hele den sandhed, og lader konsulenter køre løs uden fuld orientering til Koldau.
Det ville være interessant at høre lærergruppens beskrivelse. Foreløbig lyder det noget Tvindagtigt.
Ligheden med en sag jeg har kørende i en nyttehaveforening i Skovlunde slog med rædsel da jeg læse artiklen.
Dén sag går nu for retten. Jeg har fået nok af mobning, chikanerier, trusler om vold, ulovlige ekslusioner vedtaget på generalforsamlinger uden min tilstedeværelse og nu pludselige opsigelser ud af den blå luft af mig og 20 andre 'sorte medlemmer' som intet anede om kommunens regler om lokal bopælspligt for medlemmer, bevidst holdt skjult for os af 'de selvudråbte ledere' - mørkemændende i foreningen.
Så, jeg har fuld sympati med Koldau og forstår hende så udmærket.
Danskerne er dårlige til at håndtere magt. Danskerne er dårlige til vise åbenhed og tolerance for anderledestænkende. DE vil gerne have forandringer og forbedringer - men når de ikke selv kan finde ud af at skabe dem, og må få andre til det for sig - fremturer de eklatant med at OGSÅ ville tage æren FRA dem som de lader/inivterer indenfor til at skabe dem for sig.
I min optik en småtskårenhed og mere eller mindre landsbytosse-mentalitet, som kan være nok så chamerende o gunderholdende, glad osv overfladisk set - Men som i bund og grund bunder i en jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-kalde-det-mentalitet - lavt selvværd - manglende professionel indstilling, manglende saglighed, manglende empati for andres situation - tvangsneurotisk adfærd.
At man føler sig TRUET af ALT FREMMED. Er så fintfølende, at det grænser til OVERFØLSOMHED og HYSTERI.
Godt gået til Koldau - bare hæng dem ud! Jeg ville have gjort det samme - har overvejet mange gange at hænge formand og slænget ud i pressen - Men gider simpelthen ikke det der primitive mudderkastnings-retorik - hemmelighedskræmmeri - magtkampe - Så nu har de bedt om at få en næse i retten - og det klynker de selvfølgelig også over, læser man formandens årsberetning ret.
Offermentaliteten - man udråber sig selv til offer når man får svar på tiltale, om jeg så må sige. Påberåber sig i medlidenhedens navn sympati for sine misgerninger og fremturer eklatant i sin vildfarelse og skruppelløse uansvarlighed. Rænkespillet.
Men faktum er, at man overhørte min advokats kendelse allerede i 2010 - der er ikke noget grundlag for opsigelsen hverken fra foreningens eller kommunens side. Men man drev på trods de 19 ud - nul debat!
Jeg flytter mig ikke frivilligt.
Flot og modigt at Koldau at lade sagen gå til pressen. Og desværre vælge at gå, men IKKE UDEN PROTESTER!
Det er så trist, men danskerne, nu taler jeg selvfølgelig generelt, for jeg ved godt at langtfra alle danskerne er sådan, men ofte er det dem med MAGT som er sådan, - de skammer sig, og skammer sig over at de skammer sig.
Og nægter konsekvent at gøre det eller tage konsekvensen af, at de gør det = Ændre sig.
Den manglende evne og vilje til, at slet og ret indrømme egne fejl.
De tror, at det er en SKAM AT FEJLE. Men det er det IKKE.
Det er en SKAM, IKKE AT VILLE INDRØMME, AT MAN HAR FEJLET!
Det er mærkeligt, men det forekommer mig, at være en misforståelse, af det at være leder, som er problemet. Istedet for at opfatte sig selv som med-ansvarlig, opfatter man sig som, som leder, ofte, U-ansvarlig, altså UDEN ansvar. (Læg mærke til den påfaldene lille sproglige spontane spidsfindighed : En leder/ledelsesgruppe som opfatter som ansvarsfrie medfører pr. def. U-ansvarlighed. => Moralsk dekadance og skruppelløshed.
Dette perverterede behov for at kunne HÆVDE sig gennem en MAGTPOSITION, uanset i hvilken sammenhæng i samfundet - Og som i min optik altid, altid bunder i en narcissistisk forstyrrelse:
Problemet med at SIDE-STILLE sig som LEDER med sine MED-ARBEJDERE og opfatte dem således og som ikke MOD-ARBEJDERE er forårsaget af 1) Enten for meget forkælelse - eller 2) Det modsatte: Konsekvent foragt for barnets behov for følelser, spontanitet osv.
Martin E. Haastrup, vi må huske at kæmpe for, at ledelse bliver en funktion snarere end en status - ovenikøbet en funktion, der varetages bedst i fællesskab.
Det problematiske er, at universitetsledelsen ikke kan diskutere en personalesag i medierne, hvorfor Koldaus udlægning af sagen kan stå helt uimodsagt, hvilket er dybt problematisk.
Jeg synes stadig, at det lugter lidt rigeligt af offerhistorier, som jeg notorisk (det er vist gået op for de fleste ;o) har det meget svært ved.
Det er under alle omstændigheder trist, hvis man mister en dygtig og afholdt professor, uanset hvilken grund, der er den reelle.
@Hansen
Fælles ledelse = intet ansvar (når lokummet brænder) ---det duer bare ikke ude i den virkelige verden (desværre)
Dette kan vel ikke være mere end et partsindlæg, som den anden part ikke kan besvare, så vores indsigt må i den grad siges at være biased.
Thomas Dalager - det er jo det eneste, der virker, det er jo ikke kønt, som det foregår, hverken i det offentlige eller private.
@ Peter Hansen: du skriver: "Det ville være interessant at høre lærergruppens beskrivelse. Foreløbig lyder det noget Tvindagtigt."
Årsagen til dette er sandsynligvis nærmere, at lærergruppen (og en lang række andre kollegaer) faktisk har valgt at respektere, at der er tale om en personalesag, som ikke kan diskuteres i offentligheden — i modsætning til Koldau, som har benyttet dette faktum til at fylde offentligheden med stærkt vinklede udlægninger af sagsforløbet (assisteret af især Information og Politiken), vel vidende at ingen med indsigt i forløbet vil kunne sige hende imod. Bemærk i denne forbindelse hvor mange af de faktuelle forhold, som har været fremdraget i den offentlige polemik, der kun har én kilde, nemlig: Koldau selv. Du udlægger det som sekterisk loyalitet, jeg kalder det almindelig anstændighed.
Mikael, fagligt er den et spark der kun kan bekræftes af virkelighedens professionelle, hvor niveauet er så himmelråbende lavt, at det skal frem hvor elendig undervisningen er.
På tide, alt for sent, men bedre sent end aldrig.
De næste generationer skal under ingen omstændigheder ledes af inkompetente ånd-amøber.
At se mit fag i den forarmede stand det er, skal stoppes.
Få så de erhversfolk ud, de lænser kun kassen, og skider på det faglige......få dem væk!
Jan Løhmann Stephensen, det er en dårlig undskyldning. Mens ledelsen, der håndterer sagen, selvfølgelig må være tavs om evt. substans, så er almindelige ansatte selvfølgelig fri til at i respekt for ytringsfriheden at give svar på tiltale. Det er faktisk respektløst IKKE at give svar på tiltale - uenighed er anstændig, negligering ikke.
nå men med den opfordring, Peter Hansen, vil jeg da gerne skrive, at det har provokeret mig, at Koldau så frit har udtalt sig om et manglende niveau på humaniora i Danmark generelt - når hun kun har indsigt i, og faglig baggrund til at vudere, musikvidenskab, og det specifikt på AU.
I en kronik i Politiken skrev Koldau, om at ytre sig kritisk: "Er de modige undervisere og ikke mindst de modige studerende virkelig klar over, at de risikerer afstraffelse? For de studerende kan det vise sig i form af dårlige karakterer, som så senere mindsker deres chancer at få et job, en karriere? Jeg ved, det er svært at tro på, men en sådan afstraffelse finder altså sted rundt omkring."
..det er en meget voldsom påstand, at studerende straffes med dårlige karakterer, hvis de ytrer sig kritisk. Inden man postulerer den slags, må man have kunne underbygge det. Grunden til det er svært at tro på er, med al sandsynlighed, at det ikke er sandt.
Nej, Anders Sybrandt Hansen, det er formodentlig ikke løgn, fordi faglig indstilling og forskelige opfattelser på akademisk niveau er et lidt tåget område.
Det er interessant nok, at du giver udtryk for dit synspunkt, men det er jo også fattigt i forhold til massive samarbejdsvanskeligheder.
Vi er mange, der befinder os forholdsvis tæt på vores gamle fag (mit er ikke musik i Aarhus, det gælder stort set alle steder) og ser på det som de handlingslammede tilskuere til et skib, der går ned.
Hmm.. antager du ikke dermed, at der er en sammensværgelse mellem en ledelse, som ikke vil høre på kritik, og eksaminatorer, der ved det, og derfor straffer kritiske studerende - det er ret far fetched og er ren spekulation (læg mærke til, at Koldau skriver om studerende her, det er sikkert meget reelt at forestille sig, at offentlige ytringer om en institution (uanset hvilken) kan påvirke ens evt. ansættelsesmuligheder der, men det overrasker vel ikke nogen)
Hvis en ældre generation mener, at en yngre ikke har de samme evner og viden, er der ikke ligefrem noget nyt i det. Og som det hør og bør sig, skal vi (forholdsvis) unge tage til genmæle og sige: nej, ikke alt var bedre i gamle dage.
Men jeg vil gerne høre konkret om, hvad det er, der får dig til at tænke, at skibet på dit gamle fag, er ved at gå ned.
@ Peter Hansen: faktum er ikke desto mindre, at Koldau systematisk har fremturet med udlægninger af processen, som for os, som hører andre ting i de indre rør på afdelingen, er mildest talt stærkt vinklede (hvoraf du personligt i øvrigt adskillige gange i denne debat har bidraget til at viderebringe vildfarelserne både vedr. processen men også andre faktuelle forhold, fx "node-gate"). Og det er altså også et faktum, at den eneste der i den offentlige debat har nydt godt af, at personalesager lægger begrænsninger på hvad der kan diskuteres hvor, er den person, som har set stort på disse begrænsninger.
Måske stopper sagen ikke en gang her... Efter sagens forløb kan man nok ikke udelukke, at den - danske - ledelse på Århus Universitet vil gøre alt for at komme af med den dygtige - udenlandske - professor inden slutningen af året.
Nej, det gør jeg netop ikke, jeg går ud fra, at eksaminatorer (og censorer) kan tænke og vurdere selv. Jeg går også ud fra, at de faktisk mener, at de bedømmer retfærdigt. Universitetskarakterer har som hovedregel været betydningsløse, hovedsagen har været, at man bestod - og hvis man stod til at bestå, har karakteren typisk været lagt højere end måske rimeligt var for at understrege dens acceptable niveau. Omvendt har ihvertfald eksaminer på basisdelen mødt afvisning, hvis de har været vurderet som ikke til fulde at afspejle kandidatens potentiale. Det lyder måske urimeligt, men er det modsatte - karakterer på universitetet (bortset fra de væsentlige) er virkelig ikke noget at tærske langhalm på (jeg taler udelukkende om humaniora og samfundsvidenskaberne).
Problemet, Anders Sybrandt Hansen, er, at universitetet i dag slet ikke ligner universitetet før 2003. Prioriteringerne er nogle andre, universitetet som universitet uvedkommende. Universitetet, der før var samfundets omdrejningspunkt, ligger prustende tilbage som en strandet hval, tynget nede af bånd, omviklet af magtgale politikere og entreprenante kræmmere.
Hvad mit eget fag angår, har det mistet en professor (mærkeligt, når udnævnelserne af professorer synes at eksplodere) og tre lektorer.
Jan Løhmann Stephensen - hvad node-gate angår, har det svar, der blev givet på spørgsmålet jo været, at der er to uddannelseslinjer, hvor det spøjst nok er den forskerrettede, der øjensynligt kan gennemføres uden nodekendskab. Se iøvrigt Jon Rostgaard Boiesens åbne brev ovenpå Svend Erik Larsens deltagelse i Krause på Tværs i går: http://professorvaelde.blogspot.com/2012/03/abent-brev-til-niels-krause-..., hvor han påviser, hvordan nodekendskab kan omgås.
Jeg kan godt forstå at professoren giver op. Men det er altså en skam.
@ Peter Hansen: Ja, Jon dokumenterer hvordan det KAN udgås. Men som han også bemærker, så er det altså ikke det generelle billede. Ja, faktisk savner jeg dokumentation for at det rent faktisk er sket, ikke mindst i et omfang som vil kunne true dansk musikvidenskabelige forskning
Man skal aldrig sætte sig selv i en økonomiske situation hvor man ikke kan tage sit gode tøj og smække med døren. Godt brølt Koldau.
Jan Løhmann Stephensen, problemet er ikke, om det sker eller ikke sker - problemet er, at man taler om noder i debatten, som om det er noget helt særligt at kunne. Det er et værktøj, som ingen seriøs musikvidenskabsmand bør være foruden.
Debatterne synes konstant at handle om, hvordan man kan springe over, hvor gærdet er lavest, fremfor at gå frugtbare og mangfoldige omveje.
@ Peter Hansen: nu er der jo nok heller ikke nogen musikvidenskabsmand (M/K), der ikke kan noder ansat — end ikke på Musikvidenskab på AU!
Og jo, jeg skulle da også mene, at selv om man skulle vælge ikke at gå forskervejen, så ville det være en meget stor fordel at kunne noder. Men det er så her, jeg hævder, at det efter al sandsynlighed også er tilfældet at de studerende kan dette. Også selv om det rent hypotetisk kan lade sig gøre at komme ind på uddannelsen uden
Og hvor i består samarbejdsvanskelighederne?
Det er vigtig at forstå både sider, ikke?
Sådan som jeg læser det forskervaelde.blogspot.com fremdrager handler det om et tilvalgsfag i musik, lyd og kultur. Dette tilvalgsfag kan man tage hvis man f.eks. har dansk som et andet fag og vil arbejde indenfor musik-branchen måske? Når man har taget dette tilvalgs-fag, kan man tage kandidat-uddannelsen indenfor musik, lyd og kultur - sådan har jeg forstået.
Så vidt jeg ved skal man op til en optagelses-prøve indenfor man begynder på musik-studiet? på Aarhus Universitet? Eller var det i gamle dage? Jeg går ud fra, at hvis man skal undervise i gymnsiet, skal man stadig kunne noder?
Der findes på AU også et tilvalgsfag som hedder dramaturgi som tilvalgsvalg; det er en del af bachelor-uddannelsen, hvor man f.eks. kan tage engelsk og så drama som tilvalgsfag. På dette tilvalgsfag lærer man øvelser som man kan bruge, når man skal undervise i drama - man lærer, som jeg forstår det?, ikke at fortolke og analysere dramaer. Det går man sikkert ud fra, at de studerende har lært på engelsk eller dansk-studiet.
Præcis som ved tilvalgsfaet i musik, lyd og kultur, at der går man ud fra, at de studerende har lært at læse noder på en relevant del af bachelor-uddannelsen....
Det var lige godt vildt som noder eller ikke noder bliver ved med at dukke op. Skal vi ikke overlade det til eksperter (dvs universiteterne og akkrediteringsråd fx) at beslutte hvad der er, og hvad der ikke er, passende at undervise i i stedet for at alle os, som ikke har en fløjtendes fis forstand på, hvad musik egentlig er udover noget som kommer ud af højtaleren, forsøger at gøre os kloge på det?
Og så er det måske også passende at forklare, at et tilvalgsfag, som tager 3/4 år, ikke giver ret til at undervise i gymnasieskolerne. Dertil har man brug for det, der hedder Sidefag, og det tager 1,5 år.