Opportunistisk højreradikal kærlighed til Israel

Den højreekstremistiske gruppering English Defence League (ELD) har i dag indkaldt til fælleseuropæisk massemøde i Århus. Hensigten er at skabe end europæisk anti-muslimsk bevægelse. Europas højreekstremistister håber på, at denne begivenhed, der følger umiddelbart efter en erklæret al-Qaeda-sympatisørs terrordrab i Sydvestfrankrig, kan forløse et stort politisk potentiale.

Der er imidlertid tale om en vanskelig balancegang for Europas højreekstremister. Det kender folk som Den Nationale Fronts Marine Le Pen alt til. Længe inden drabene på jødiske børn har hun forsøgt at indynde sig hos jøder – uanfægtet af, at hendes far, partistifter Jean-Marie Le Pen, så sent som i sidste måned blev dømt for at drage ’forbrydelser mod menneskeheden’ i tvivl ved at udtale, at »den nazistiske besættelse af Frankrig ikke var specielt umenneskelig«.

Marine Le Pen må distancere sig fra sådanne synspunkter, men hun kan ikke tage afstand fra sin far som person eller risikere at støde hans tilhængere fra sig. Derfor har hun fundet det nødvendigt at supplere sin sædvanlige islamofobi (dele af Frankrig, hævder hun, er »under muslimsk besættelse«) med en nyopfundet ’filozionisme’. Hun er endda gået så vidt som til at kindkysse med Israels FN-ambassadør .

Giftig cocktail

Ganske mange europæiske højrepartier nipper nu til samme giftige cocktail. Geert Wilders, leder af det indvandrerfjendske Frihedsparti, har sammenlignet Koranen med Mein Kampf, og i Tel Aviv i 2010 udtalte han: »Islam truer ikke blot Israel. Islam truer hele verden. Falder Jerusalem i dag, vil Athen og Rom, Amsterdam og Paris falde i morgen.«

Og Filip Dewinter, leder af Belgiens Vlaams Belang-parti, der voksede ud af partiet Vlaams Blok – det flamske nationalistparti, hvis medlemmer i vidt omfang samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig – har foreslået en kvote for, hvor mange unge belgisk-fødte muslimer der kan benytte offentlige svømmehaller. Og Dewinter kalder jøderne for »en grundpille i det europæiske samfund«. Dette afholder ham ikke fra at omgås antisemitter og erklære, at »multikulturalismen svækker immunforsvaret i Europas krop på samme måde som aids«.

Den mest rabiate islamofobiske filozionist i Europa er muligvis Heinz-Christian Strache, leder af Det Østrigske Frihedsparti. Strache sammenligner gerne udlændinge med skadelige insekter og trives i nynazisters selskab. Men hvor fandt vi Strache i december 2010? I Jerusalem sammen med Dewinter, klar til at støtte Israels ret til selvforsvar.

I Skandinavien er Dansk Folkeparti er højrøstet forsvarer af Israels politik, mens Siv Jensen, leder af det norske Fremskridtspartiet og ligeledes Israel-sympatisør, advarer om den snigende islamisering af Norge.

I Storbritannien bar EDL’s Tommy Robinson en Davidsstjerne, da han holdt sin første tale for en større offentlighed. Ved gruppens indvandrerfjendske stævner ses bannere med påskrifter som: »England har ikke plads til fascistiske islamiske jødehadere.«

Falsk kærlighed

Så er ’jøden’ – hin sagnomspundne, rodløse kosmopolit – nu pludselig rehabiliteret som indbegrebet af europæisk kultur og del af dette ’os’, som modstilles det muslimske ’dem’? Helt så enkelt er det ikke. For det første er den ’traditionelle antisemitisme’ ikke væk. Se bare til Ungarn, hvis ultranationalistiske Jobbik-parti skamløst benægter Holocaust. Eller til Litauen hvor revisionistiske parlamentsmedlemmer hævder, at jøderne bar et lige så stort ansvar for Anden Verdenskrig som nazisterne.

Og hvad mere er: Den ’filosemit’, der hævder at elske jøder og tillægger dem en overlegen intelligens og kultur, er ofte blot en anden inkarnation af den antisemit, der udelukkende ser negative kvaliteter hos jøder: Begge ser ‘jøderne‘ som en samlet racekategori. Under den beundrende overflade er filozionismen ikke udtryk for en virkelig sympati for jødisk kultur, men snarere et udtryk for opportunistisk opbakning til israelsk nationalisme og magtudøvelse.

Sandt at sige kan man sagtens abonnere på både antisemitisme og filozionisme. Den norske massemorder Anders Behring Breivik betegnede sig selv som ’prozionistisk’, men hævdede også, at Europa har »et betydeligt jødeproblem«. Han så både sig selv som antinazist og forkæmper for monokulturisme. British National Partys Nick Griffin kaldte engang Holocaust for Holohoax, men støttede siden Israel i dets ’krig mod terrorister’. Dagen efter mordene i Oslo tweetede han så nedsættende, at Breivik var ’zionist’.

Ud over Israels højrefløj lader kun de færreste jøder sig narre. De ser hele nazismens hadefulde billedsprog – ’skadedyr’, ’fremmedlegemer’, ’smitsomme sygdomme’ og ’fremmede værdier’ blive foldet ud igen, denne gang blot rettet mod muslimer. De forstår, at ’min fjendes fjende’ nemt kan forvandle sig til ’med venner som disse ...’

Adar Primor, udenlandsredaktør på avisen Haaretz har nøje studeret de europæiske nationalistpartiers filozionisme. Han konkluderer, at »disse mennesker har ikke for alvor aflagt deres åndelige dna. Reelt søger de ikke at opnå andet hos jøder end en syndsforladelse, der kan bringe dem tættere på den politiske magt.«

Og ifølge Dave Rich, talsmand for EU Security Trust, der overvåger antisemitiske hadforbrydelser i Storbritannien, »må de højreekstremistiske filosemitter tro, at vi er temmelig dumme, hvis vi et øjeblikke hopper på deres limpind. Vi tager fuldstændig afstand fra deres idé om, at fordi de nærer et så stærkt had til muslimer, må de nu kaste deres kærlighed på jøder. Vi ved godt, at hvis klimaet ændrer sig, kan det had, som retter sig mod den ene folkegruppe, meget hurtigt overføres til den anden.«

Anne Karpf er forfatter og radiojournalist

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen