Læserbrev

Præster er tidens farisæere

Debat
29. marts 2012

Jeg forundres, hver gang dogmatiske præster argumenterer imod tiltrængte forandringer. Altid henvises der til Det Gamle Testamente. Kære præster! Argumenterne holdt måske i middelalderen, men vi skriver 2012.

Hvilket fornuftigt menneske i dagens Danmark tror på, at Bibelen udtrykker den ufejlbarlige sandhed og dermed er i fuld overensstemmelse med Guds vilje og Guds væsen.

Og man kan godt tillade sig at spørge: Hvilken Gud? Er det Jahve, den almægtige, som uden betænkelighed udrydder hele befolkningen i Sodoma og Gomorra? Er det da virkelig jeres Gud, kære præster? Og hvorfor mon I ofte undlader at drage Jesus frem i jeres argumentation?

Jeg tillader mig at konkludere: Jesus er ikke gangbar i argumentation mod velsignelse af homoseksuelle. Han opsøgte de udstødte og foragtede. Ville han i dag frekventere alle I satte, stivsindede, ja, undskyld: farisæiske præster?

I indlægget ’Gud er ikke politik’ 17. marts bruger Frederik Smidt ’dansen om guldkalven’ som argument for den utilstedelige politiske indblanding i præsternes ret til at nægte velsignelse af homoseksuelle. Jeg vil i fremdrage en anden historie, lignelsen om ’det store gæstebud‘ (Lukas kap. 14).

Gud er ikke på Facebook

Nutidens kirke og manden som indbyder til fest står i samme dilemma; ingen vil møde op til fest. Men mens præsterne nøjes med at trække på skuldrene og drage hjem til præstegården, ageres der anderledes i ligningen: Tjenere får besked på at »gå ud på gader og stræder og før vanføre, blinde og lamme herind«. Lur mig, der har sikkert også været plads til de homoseksuelle.

Kære præster, hør min bøn! Gør som enkelte af jeres kaldsbrødre. Gå ud på gader og stræder. Glem alt om de middelalderlige dogmer og ritualer. Folk forstår det alligevel ikke, eller også forstår de det for godt og ryster på hovedet.

Der er andre prisværdige og menneskekærlige opgaver. Der er tusindvis af ulykkelige mennesker. Opsøg dem. Hjælp dem. Socialrådgiverne er overbelastede, Gør ikke så meget ud af at få folk til at finde Gud. Jeg ved godt, at I kender vejen, men det er nu svært for vi andre ikketeologer. Ham Gud er nu svært at få i tale. Jeg ved helt bestemt, at han ikke er på Facebook.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her