Kommentar

Reaktionær sekularisme

Det er ved igen at blive muligt at tale om religion som éns grundlæggende antagelser om universet og tilværelsen. Men vensterreaktionære kan ikke nære sig for at synge den gamle sang om, at der alene findes materielle politiske hensyn
26. marts 2012

»Ingen af de to verdensreligioner har noget at lade den anden høre. Forfølgelser, fordømmelse, forbandelse, udelukkelse, tortur og drab har følger i sporet på den jødisk/kristne Gud og Allah. Lidelserne i salighedens navn er ufattelige, og Luther brændte hellere end gerne jøder, hekse og muslimer.« Således afrunder Georg Metz meget pludseligt sin anmeldelse i Information, Torsdag d. 15. marts, af det første program i DR2’s nye religionsdialog-serie Tro om igen. Dermed inkarneres vel det forventelige og allestedsnærværende venstre-reaktionære opråb mod tidens spæde forsøg på i offentlighed at tale om religiøst indhold. Sagen er nemlig den, at DR2's religions-satsning repræsenterer et nybrud i Danmarks offentlige debat, som denne har formet sig siden omvæltningerne i ’68.

To diskurser

Som allerede antydet – af mig selv såvel som af Metz – er der endnu tale om spæde og ubehjælpsomme forsøg, men den gennemgående tendens er, at der åbnes et rum i medierne, hvor den levende og personlige religiøse tro har lov at komme til orde. Pointen er ikke, at der nu kan tales om religion, hvor det før var tabu. Religion har vi talt masser om, men i de seneste mange årtier har vi kollektivt fulgt to grundlæggende diskurser, hvad angår det religiøse. Den ene vil jeg kalde vaghedsdiskursen. Dens største mulighedsbetingelse er Folkekirkens eksistens som service-institution, der har haft til opgave at tale om de (store og vigtige) anliggender, danskerne har mistet sproget for. Folkekirken har, eksempelvis i DR's lørdagsudsendelse Før Søndagen, ligget som et religiøst baggrundstæppe, der fratog os ansvaret for at tænke over døden og livet som sådan, og som i øvrigt afstod fra at mene noget drastisk om den almene forbrugers daglige tilværelse.

Den anden diskurs har været den venstre-intellektuelle, eksemplificeret i ovenstående citat fra Metz, og dens afledninger. Her har man reduceret alt religiøst tankegods til den vold og sociale undertrykkelse, det har tjent som undskyldning for. Som ofte pointeret af Brian Mcguire, historiker ved Roskilde Universitet, har samme materialistiske historieforståelse gjort det umuligt at påpege en oprigtig religiøs tro hos nogen historisk aktør. Der findes kun materielle politiske hensyn, ingen personlige eksistentielle anskuelser. Nu lader det dog til, at skuden er ved at vende, og det bliver måske igen muligt at tale om éns grundlæggende antagelser om universet og tilværelsen som noget, man faktisk personligt står inde for – og altså ikke blot som en historisk strømning, hvis fulde synderegister, man nødvendigvis siger god for, idet man bekender sin tro.

Når mennesker mødes for at samtale om indholdet i deres respektive tro, sker det nødvendigvis i tillid til, at der er andet og mere at tale om end de blotte og bare politisk-historiske omstændigheder, hvori eller hvoraf denne tro er vokset frem – de være sig nok så grusomme. Og Gud ske lov for denne tillid, for som de historiske væsner vi er, ville det være umuligt for os overhovedet at leve, hvis vi ikke øjnede en mulighed for at overtage en (potentielt) god arv fra fortidens blodplettede hænder og forvalte den godt. Som moderne troende med et minimum af reflektion kan man ikke andet end være bevidst om, at éns tro for det første har vundet sin udbredelse takket være nogle uretfærdige sociale konstellationer. For det andet må man være bevidst om, at troen har været udnyttet og misbrugt til alskens undertrykkelse og udbytning. Dette gælder vel for ethvert væsentligt samfundsfænomen.

Malplaceret

Men dermed er der ikke sagt noget om det ideelle indhold i troen som historisk arv. Som troende må man i lige så høj grad gå ud fra, at troen, trods magtmisbrug og tvivlsom opkomst, indeholder et ’skrøbeligt absolut’, som det så rammende udtrykkes af Slavoj Žižek, en af venstrefløjens egentlige tænkere. Den begyndende indholdsbaserede religionsdebat er et forsøg på at undersøge dette skrøbelige absolutte for at se, om ikke det skulle kunne vristes fri af menneskets trivielle grådighed og magtbegær.

I sin anmeldelse er Metz da også bevidst om, at det er en dialogtype, der kræver tale- og tænketid til forfølgelse af de vanskelige spørgsmål, og at der derfor kræves en forandring af den gængse ’vi skal også videre«-administration af debatten. Alligevel synes Metz ikke at kunne udstå, at disse eksplicit religiøse anskuelser får uforstyrret taletid. Han efterlyser sekulært tænkende deltagere i programmet. Og til hvilket formål? Ja, det viser sig velsagtens i Metz’ abrupte og malplacerede, ovenfor citerede, udbrud til sidst i anmeldelsen. I sidste ende kan det ikke gå stærkt nok med at få reduceret troshysteriet til noget, der passer ind i den materialistiske sekularisme, som lader til at udgøre den danske ideologi over en bred kam.

 

Benjamin Marco Dalton er stud. mag. i idehistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

De eneste sande troende (rettere sagt tillidsfulde) er vi ateister, for vi er frie til at tro på det gode i mennesket, demokratiet og på, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag.
De religiøse har underkastet sig ’en højere instans’ som dog altid må være selvopfunden, da den er en ren og skær trossag.
Hvorfor ikke søge forlig i erkendelse af, at vi skal leve side om side og få det bedste ud af det?

Lad os forestille os:
- at den kirke, der står i nabolaget er et sted, hvor vi samles i vores søgen efter en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske på planeten Jorden
- at vi uden forudfattede meninger om sandt og falsk finder en samværsform, der støtter den enkelte i at nå frem til en afklaring med sig selv
- at det social-kulturelle samvær er af en sådan art, at ingen er udelukket på forhånd og alle kan bidrage
- at denne sekulære kirke er det uundværlige samlingspunkt i nærmiljøet – og understøttes af staten.

Religiøsiteten skal da ikke udryddes, men den skal sættes på plads, den rigtige, og dvs. at politik og religion skal holdes adskilt.

Lise Lotte Rahbek

Jeg missionerer ikke, Niels Simon Larsen.

Jeg tror, folk tror eller ikke-tror på det, de nu måtte have behov for at tro på.
Men jeg ved, at religiøsitet ikke har brug for et hus, en bog et præsteskab eller et socialt fællesskab for at eksistere.
Religiøse betragtninger kan godt rummes inden i folks indvividuelle hjerner uden behov for dogmatik eller omfattene tros-strukturer med oprindelse, udvikling og apokalypse.
Det praktiske og systematiske er noget religionerne beskæftiger sig med.

Mennesker kan være lige ordentlige om de bekender sig til den ene eller anden 'isme'.
Min voksende afsmag for 'ismer' og krigeriskehed overfor mennesker med andre ismer er i gang med at flyde over.

Men derfor kan jeg stadig godt ironisere over missionerende ateister, da mission jo netop er et udtryk for en del af et religionsdoktrin,
som ateisterne er så inderligt imod.

Carsten Hansen

Hvis det er en mission at plædere for at religion bør være en privatsag samt at religion ikke skal blandes med politik, at religion skal adskilles fra staten og offentlige institutioner samt at slå et slag for videnskabelige teorier teorier, så kald gerne det at plædere for ateisme, at missionere.

En ting er sikkert. Ateister skal nok undlade at true med ild og evige pinsler efter døden, hvis folk ikke afsværger deres religion.

;-)

Lise Lotte Rahbek

Ateister skal nok undlade at true med ild og evige pinsler efter døden, hvis folk ikke afsværger deres religion.

Heh - ja. Ateister foretrækker den sekulære skærsild og ikke alt detder uhåndgribelige fremtidige lidelse.

Carsten Hansen

Både som ateist og som demokrat er jeg stærk tilhænger af både ytringsfriheden og religionsfriheden.

Folk skal have lov til at ytre sig om deres valgte religion uden nødvendigvis at blive konfronteret med alle de uhyggeligheder der udføres og har været udført i religioners navn.
Og andre folk skal have ret til at sige sig fri for religion og netop advare mod at religioner, når de blandes med politik, indeholder undertrykkende elementer der rammer alle.

Men hver ting til sin tid !

Hvorom alt er, så bør et religiøst valg være en individuel beslutning, som andre ikke skal blande sig i og omvendt overhovedet ikke belemres med konsekvenserne af !

Niels-Simon Larsen

Artiklens forfatter er uklar i sit sigte. Han skriver, at
”Det er ved igen at blive muligt at tale om religion som éns grundlæggende antagelser om universet og tilværelsen”.
Nå, det har det da været hele tiden. Jeg vil nærmere sige, at man nu har lov at tale om ” éns grundlæggende antagelser om universet og tilværelsen” – uden religion. Religionen har ikke patent på søgen efter mening i tilværelsen. Den er jaloux, grænseløs nidkær og straffende over for anderledes tænkende, og det synspunkt står Metz ikke alene med.
Det forbandede ved religionerne er, at de forbander hinanden, og der går næppe en TV-avis uden billeder af kombattanterne, som på en eller anden måde fører udryddelseskrig mod hinanden, økonomisk, ideologisk eller med våben.

Religion uden ballade findes ikke. Når folkekirken er så forholdsvis fredelig er det jo kun, fordi den er tømt for indhold, og når den ikke har et ordentligt ord at sige folk, ja, så bliver de væk. Kirken har intet at sige i dag, men man kunne fylde den med et nyt indhold, så vi havde brug for den – ikke personlig frelse, men Jordens frelse, vores fælles overlevelse. Se, det var værd at samles om.

Troels Ken Pedersen

Er der særlig mange som har rejst tvivl om, at f. eks. Luther var virkelig inderligt troende? Det var han utvivlsomt, og at han var dét gør ikke en eneste jøde, heks eller muslim u-brændt.

Det slår mig desuden som en anelse sært, at Benjamin Marco Dalton omtaler religiøst funderede grusomheder som en fortidig ting. Jeg kan forestille mig et par ugandiske bøsser, en håndfuld koptiske ægyptere, en snes afghanske kvinder og måske enkelte irakere som blev bombet for deres egen skyld, fordi Gud fortalte GW Bush, at han skulle gøre det, som måske ville være uenige i at religiøst motiveret undertrykkelse er noget som hører fortiden til.

Niels-Simon Larsen

Kan vi dog ikke snat blive enigen om, at en sekulær stat renset for religiøs underløbning, er det eneste rigtige?
Det forhindrer jo ikke den enkelte i at have sin personlige tro eller at nogle slutter sig sammen og synger i kor.

Gorm Petersen

Hele "Jazz, Rifbjerg og rødvin - masser af rødvin" generationen er snart forsvundet, så problemet er ved at løse sig selv.

De levede nemlig ikke særlig sundt.

Gad vide om nogen kan huske dem om blot 20 år.

Historieskrivningen er fuld af sorte pletter - desværre - for så kan fejltagelserne gentages..

Gorm Petersen

De unge 68-ere var nærmest multi-religiøse, og gik rundt i "Jesus-sandaler".

Men de tillod den gamle Jazz-og-rødvin generation - folk der var 10-15 år ældre - at udtale sig på deres vegne i aviser o.lign.

Tillod er så meget sagt - de opdagede det vel ikke engang fordi Rifbjerg & co blev betragtet som en del af den materialistiske voksen-generation, de havde valgt fra.

Ministeren og folketinget er en blandet affære trosmæssigt. Men i denne forbindelse kunne man kalde statens repræsentanter ateister i den forstand at de burde være tolerante og neutrale.
Beskeden herfra til ministeren er : Adskild og frigør.

Biskoppen i mit område erkender den aktuelle løsning, at juridisk vielse af ALLE skal ske på rådhuset. Jeg håber ministeren lytter med.

årh jo vi ved da godt at der er en religøs fordummelse bag forbudet i store dele af de telebanisk-kristnes forbudet mod at lære Darwin i skolen og at skule tro på creationismen, gud hvor jeg frygter denne reelle religøse fordummelse om den bliver mainstream i USA som også på mange måder optræder som verden leder.så kan man snart kun bruge de hellige bøger til at kaste i hovedet på de troende så de klapper i, i stedet for at stille sig forhindrene i vejen for den videnskabelige tænkemåde hvor netop tvivlen er en nødvendig førlgesven og ikke som i kristendommen og Islam en forbudt kriminaliseret følelse , som skal undertrykkes med al mangt og bøn...

Tvivlen er den usikkerhed der giver plads til den nye udvikling eller som Cohen siger det; "There´s a
crack in everything, thats where the ligth comes in...."

Det er okay at tro på GUD, men lad ham blive hejmme i privaten for da ind i hede hule.....!

Lennart Kampmann

Så længe man bliver skolet lidt i videnskabelig metode, er religion ikke så farligt.

Problemet er de mange der ikke kan gennemskue organiseret religions manipulation.

Mennesket kan sættes fri gennem oplysning, og så kan man jo træffe sine egne valg. Folk må jo tro på hvad de vil, så længe de ikke skader andre eller nægter dem den samme rettighed.

Med venlig hilsen
Lennart

Gorm Petersen

Nej uden trosfrihed er trosfrihed ikke meget bevendt.

En demokrat viser sig i mødet med dem, der er uenige.

I et miljø, hvor alle er enige er det umuligt at høre forskel på demokrater, nazister og hooligans.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Simon Larsen:
"De eneste sande troende (rettere sagt tillidsfulde) er vi ateister, for vi er frie til at tro på det gode i mennesket, demokratiet og på, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag."

Det er naivt at tro på det gode i mennesker, med mindre man i ens omgang med andre mennesker, bevidst og målrettet efterlever hvad man hævde at "tro" -- nemlig at opføre sig menneskeligt, og tilmed "godt".

Hvis man med demokrati mener, at man ønsker at folket (alle og enhver) i fællesskab bør søge og vælge de løsninger der er bedste for alle (men muligvis ikke enhver), har man et værdigt pejlemærke. Det er naivt at tro, at pøbelvælde, flertallets diktatur osv., kan resultere i noget positivt.

Det er naivt at tro, at dagen i morgen bliver bedre, med mindre man bruger dagen i dag (nuet) på at gøre noget "godt", der kan skabe positive forandringer. I morgen findes ikke, og vil aldrig komme. Der findes alene idag. Det eneste tidsrum der kan ageres og manøvreres i, er nu.

Det er muligvis hvad det arkaiske begreb "religion" betød, før det blev perverteret i tidens løb. At forpligte sig på at ville fællesskabet, og at handle etisk forsvarligt.

Begrebet "religion" forståes i nutiden som at skulle være lydig overfor en eksternt autoritet, og underkaste sig nogle doktriner. Den opfattelse af "religion" kan der sættes et årstal på. De ældste tekster der udlægger "religion" i den betydninger, er fra 1530. Før da, havde ordet "religion" andre betydninger. I de kulturkredse, hvor ordet (eller en pendant) blev anvendt. Det er stort set alene den kristne tradition, der overhovedet opererer med et begreb som "religion". En direkte pendant findes ikke i buddhisme, jødedom eller islam.

Heinrich R. Jørgensen

Lennart Kampmann:
"Så længe man bliver skolet lidt i videnskabelig metode, er religion ikke så farligt."

Videnskabelig metode må nødvendigvis inkludere et vist minimum af indsigt i filosofi (tænkning), og et vist må af indsigt i videnskabelig metode (videnskabsteori).

Religion er ikke farligt. Hvad der er farligt, er ignoranter (de, der ikke ønsker at opnå indsigt) og idioter (de, der ikke interesserer sig for fællesskabet og det almene, men er optaget af sig selv og sine privilegier).

Gorm Petersen

NSL:
De eneste sande troende (rettere sagt tillidsfulde) er vi ateister, for vi er frie til at tro på det gode i mennesket, demokratiet og på, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag.

GP:

Ateisten Stalin troede på en bedre verden - men folk ville ikke deres eget bedste.

Hitler turde ikke åbent erklære sig som ateist af hensyn til de katolske sydtyskere - han var det måske ikke af navn - men så sandelig af gavn i "Mein Kampf".

Hele tankegodset med over og undermennesker (hvor ateisten Nietzsche allerede havde introduceret overmennesket) - den stærkes ret - hele anti-Jesus forkyndelsen, hvor der ikke skulle tilgives, men straffes "hårdt og omgående" - hans omtale af "de kristne" som "hændervridende grædekoner" - fortsæt selv...

Jo ateisterne har her to gode "rollemodeller".

Hitler blev dog "mystiker" fra sensommeren 1941 og frem - han begyndte at tale om "forsynet". Det menes at hænge sammen med at livlægen - doktor Morell - ifgl. egne notater fra april 1941 og fremefter, lod amfetamin være en del af Førerens daglige vitaminindsprøjtning.

Niels-Simon Larsen

@Heinrich: Du forstår ikke, hvad jeg skriver.
Det kan være fløjtende ligegyldigt, hvad man tror eller ikke tror, når bare man holder sig inden for lovens rammer. Jeg ved da godt, at det er naivt at tro på det gode i mennesket, men jeg vil have lov til det alligevel, ligesom jeg også vil give andre lov at tro, hvad de lyster - selv det dummeste dumme.

Der sniger sig hele tiden noget ind i disse debatter om, at vi ateister er nogen, man bare kan pisse på, fordi Pol Pot og andre slagtere var ateister. Hvor ved man det fra?
Næste gang de, der hylder næstekærligheden, kaster sig over os, så fortæl venligst, hvad en ateist og en kristen er. Der bliver noget at tænke over, og så er der fred en måneds tid.