Jeg har, sikkert som mange andre vælgere, der har stemt på den nye centrum-venstre-regering, undret mig en del siden den 15. september sidste år – undret mig over, hvad det egentlig var, den nye regering ville. Det har været temmelig svært at se et overordnet projekt, men noget har forandret sig på det seneste.
Den nye regering har haft ti år i opposition til at skabe rammerne for et nyt projekt, ti år til at tænke over, hvad centrum-venstre skulle i det nye årtusind. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at det eneste, der er blevet fokuseret på de forgange ti år, var, hvordan magten kunne vindes.
Men gemt bag den nye oppositions retorik om løftebrud og uprofessionalisme er regeringens projekt nu ved at tegne sig. Især har tilslutningen til finanspagten, afvisningen af Tobinskatten, udmeldingerne omkring den kommende skattereform og ændringer i børnechecken tegnet et billede af noget, som hænger sammen. Vi kan skimte konturerne af et reformprojekt.
Hånd i hånd med Merkel
Men hvad er det for et projekt, vi ser tage form? Som det første eksempel er der tilslutningen til finanspagten. En tilslutning til at føre en konservativ økonomisk politik, hvor man forsøger at nedskære sig vej ud af krisen. For at sikre Danmarks stilling over for de internationale finansmarkeder er man gået med til at overdrage retten til at definere eksempelvis dansk beskæftigelsespolitik til konservative kræfter som Merkel og Sarkozy.
For at stå bedre i konkurrencen om finansmarkedernes gunst har man ligeledes afvist Tobinskatten, der skal regulere de internationale finansielle handler, og som er et forsøg på at få bare en lille bitte smule styr på de kræfter, som var en del af årsagen til den nuværende finanskrise.
Udmeldingerne om den kommende skattereform giver også et vigtigt praj om indholdet af det nye projekt. Der lægges op til at sænke skatten på arbejde, og det er inklusive skattelettelser til de rigeste, som ellers er blevet forgyldt adskillige gange i de seneste ti år. Der er ikke noget til personer på overførselsindkomst i denne omgang.
Alt hvad vi har set af skattereformens indhold indtil videre peger mod, at den skaber øget ulighed. Når især SF skal forsvare, at de vil føre politik, der øger uligheden, fremhæves det, at uligheden jo øges, når den medicinstuderende på SU ikke får sænket skatten, mens lagerarbejderen gør, hvilket enhver jo kan se, ikke er uretfærdigt. De glemmer bare lige at nævne, at forskellen også øges mellem den fyrede lagerarbejder, den fyrede SOSU-assistent og så dem, der er i arbejde. Udmeldingerne følges af en grundlæggende idé om, at vi skal arbejde os ud af krisen – at der står 200.000 ledige, som ikke kan finde et job, ignoreres kækt.
Børnechecken er et andet område, der kan tænkes at indgå i en ny skattereform. SF har meldt ud, at de rigeste ikke skal have pengene fra børnechecken – noget der umiddelbart vil øge ligheden. Dog har de radikale med det samme tilføjet, at de rigeste så skal have skattelettelser til gengæld. Der har ikke været de store protester fra SF. Hvis vi ser på regeringens samlede forslag, vil der være tale om at omfordele penge fra rige mennesker med børn til rige mennesker uden børn. Resultatet er dermed et forslag, der ofrer en universel velfærdsydelse til fordel for lidt omfordeling blandt de rigeste.
Neoliberal politik
Der er selvfølgelig fremrykningen af de offentlige investeringer. Men for det første er der tale om en fremrykning og altså ikke om flere penge. For det andet er der tale om et beløb svarende til en halv procent af bruttonationalproduktet. Noget, der i bedste fald vil skabe omkring 10.000 nye jobs. At dette kun skulle være starten, at flere og massive offentlige investeringer skulle være på vej, modsiges af opbakningen til finanspagten.
Det, vi ser, er altså et centrum-venstre-projekt, der baseres på en neoliberal økonomisk politik. Et projekt, der skal reformere velfærdsstaten grundlæggende, sådan at de, som er i arbejde tilgodeses, mens de, der står uden for arbejdsmarkedet, taber. Et projekt, hvor det universelle princip for velfærdsstaten må ofres.
Ligeledes kan man spørge, hvad der blev af opgøret med dem, der skovlede penge ind inden (og efter) finanskrisen. Hvad vil S og SF gøre med de enorme gevinster, folk stadig henter på boligmarkedet? Hvordan vil man sikre, at de allerhøjest lønnede bidrager med mere? At spekulation beskattes bare minimalt.
At disse spørgsmål er forsvundet ud i glemslen sammen med en række løfter, er tragisk, fordi det viser, at den nye regering på ingen måde vil gøre op med den neoliberale doktrin.
Der er altså sammenhæng i de store tiltag, regeringen forslår. Der er et projekt, men det er et projekt, som ligger meget fjernt fra et centrumvenstre-alternativ til den neoliberale dagsorden.
Pil Christiansen er specialestuderende på sociologi ved Københavns Universitet
Jeg spørger igen.
- Hvad skal vi med en vestrefløjsregering der fører højrefløjspolitik???
Michael Skaarup
Har vi da en venstrefløjsregering?
Vel har vi da ej. Men en centrumvenstreregering, da?
Den nye virkelighed er desværre, at skellet mellem højre og venstre i dansk politik går mellem ROVFISK og Ø.
Meget kunne tyde på, at betegnelsen 'centrumvenstre' har mistet sin betydning i det omfang, at den del af det politiske spektrum, vi hidtil har kendt som venstre (med lille v), i 2012 endeligt tilsluttede sig den samme neoliberale doktrin, som man gennem det seneste tiår har lovet vælgerne at tage et opgør med. Nok allerstærkest udtrykt ved at regeringen, uden den mindste tøven, tilsluttede Danmark Finanspagten og forøvrigt ignorerer enhver tale om at spørge befolkningen - også når kravet kommer fra dens parlamentariske grundlag.
Oppositionen til neoliberalismen skal i dag findes på den antikapitalistiske venstrefløj. Dvs fra Enhedslisten og udenfor parlamentet. Opgaven må blive at opbygge bevægelser udenfor parlamentet, som en neoliberal regering, uanset farve, ikke vil kunne ignorere. Og utilfredsheden er herude, og den vil kun tiltage de kommende år. For det kan meget vel være, at regeringen ideologisk set tager sig en gevaldig blunder, men klassekampen sover ikke, og folk får ikke pludselig jobs og uligheden forsvinder ikke blot fordi, vi får at vide, at vi alle er i samme båd.
Tak til Pil Christensen - godt brølt.
Se også Eskil Hals blog på modkraft.dk for en analyse af regeringens neoliberale politik.
tak Bo. du har ret,
Det er ikke en venstrefløjsregering men en neo-liberale centrumregering vi har.
Det er bare nederen at centrum i Danmark, ligger så langt til højre af DF er et centrum parti og EL nærmest er et socialdemokratisk parti.
og du har ret i, at Danmark mangler reelle demokratiske organisationer, som kan give modspil, til de "politiske" grupperinger, der skiftes om at sidde i regering på Christiansborg, men ellers kun er forskellige af navn og ikke af gavn.
vi mangler en upolitisk "reel demokrati" bevægelse a la los indignados / 15 maj bevægelsen der kan fungere som en modvægt tiL de "forretnings og virksomhedspartier" der har "besat" vores demokrati, og holder ophørsudsalg af velfærdsstaten
Hmm- Marie. jeg synes du har en pointe, men det gælder vist kun mest i Danmark.
Jeg synes nu at der masse initiativer uden for Danmark, der stiller de spørgsmål du efterlyser, uden at være hverken betonkommunistisk eller noget andet politisk.
Her tænker jeg netop på Los indignados, og occupy bevægelsen inkl. medløberne. Men deres medietække og budskaber er for runde, til at de passer ind i masse mediernes firkantet verden og bidrager ikke til at udvide de økonomiske trælbudne hverdags-borgere horisont.
Men for at bringe debatten hjem igen, så mangler vi i Danmark måske et utopisk (militant og mafiøst ) vestrefløjs eller religiøst parti, med en bred populistisk appel. Og som med vold og magt, vil nationalisere alt, for at bringe balance i den politiske halvmåne.???
Ud med Krause, Mogensen, Christiansen og Tordenskjolds Kulsorte Soldater. Her er en politisk kommentator, der faktisk forholder sig kritisk til sit stof.
Hold lige på hende, Information.