Klumme

Så yndigt at følges

Om en bebudet formæling
Her er Karen Hækkerup (bagerst t.h.) socialminister for Socialdemokraterne, ude at arbejde for folkeligheden – et projekt, der inkluderer tilnærmelser til DF.

Her er Karen Hækkerup (bagerst t.h.) socialminister for Socialdemokraterne, ude at arbejde for folkeligheden – et projekt, der inkluderer tilnærmelser til DF.

Bax Lindhardt

10. marts 2012

Da trafikforliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti forleden var indgået, interviewedes minister Karen Hækkerup i radioen: Var dette nye samarbejde på det vitale trafikområde nu tegn på, at DF var blevet stuerent? Hvad der kun kan betegnes som en overbærende latter mødte spørgeren.

Poul Nyrup Rasmussens berømte karakteristik af folkepartiet var i Hækkerups øjne ilde anbragt, for ikke at sige tåbelig. Socialdemokraterne med ministerens ord var naturligvis parate til at samarbejde med Pia Kjærsgaard om hvad det så skulle være: de to partier havde meget tilfælles og kunne også finde sammen om indvandrer- og flygtningepolitikken.

Et par dage efter denne meddelelse om den nye værdipolitiske akse i dansk politik fortalte Karen Hækkerup, at hun støtter de kritikere af ægteskabsloven, der forlanger lettere adgang til skilsmisse. Som forholdene er i dag, skal der vold, bigami, bortførelse af børn eller utroskab til for at få skilsmisse på stedet. Mens det således er ligetil at gå hen og blive gift, kan to, der ikke mere elsker hinanden, blive henvist til 6-12 måneders separation, før de slipper ud af hymens lænker.

Eftersom 40 procent af alle indgåede ægteskaber, og trods den tvungne frist, alligevel bliver opløst, kan det næppe siges at være undergravende for samfundets fundament at blive skilt. I så fald ville Danmark jo for længst være kollapset.

Er intet helligt?

Så var det Pia Kjærsgaards tur til at kommentere ideen om lettere skilsmisseadgang:

»Er der dog intet helligt for den røde regering?« spurgte partilederen tyk i mælet: nu-må-vi-da-lige-være-her og skal-vi-da-ikke-også-lige huske på dem, der under separationsperioden besinder sig og bliver sammen, og ægteskabet er samfundets fundament og goddag fru økseskaft. I Kjærsgaards øjne bibringes ægtefolkene ved løftets afgivelse en kristen forpligtelse til at blive sammen, også selv om parterne ikke har mere postelin at smide i hovedet på hinanden, men må vente op til 12 måneder for at kunne komme til at verfe et nyt kaffestel efter den næste i rækken.

Karen Hækkerup er som sagt parat til på den ene side at samarbejde med DF i mere omfattende forstand, og på den anden side til at modernisere ægteskabsloven og bede folketing, stat og kirke om at blande sig mere udenom; hvilket får Pia Kjærsgaard til at bebrejde »den røde regering« dens svigtende sans for det hellige.

Socialdemokratisme

Festligt er det, at folk, der ellers optræder som fortalere for mere frihed fra statslig tvang, ikke mener, at denne frihed gælder, når det drejer sig om noget så personligt som sex og samliv.

CEPOS er imod liberaliseringer, og de svindende Konservative. Og altså Pia Kjærsgaard, hvis gardinpræken vækker minder om en fortid, da pastor Olsen, Vonsild og det radikale frisind sloges om sjælene, og Socialdemokraterne var med i kampen for mere frihed for køn og moral og meget mere.

Nu er det man midt i den rådende socialdemokratiske krise spørger Karen Hækkerup, hvad hun – og Socialdemokraterne – mener med ønsket om samarbejde med DF?

Eller sagt på en anden måde:

Hvorfor er Karen Hækkerup egentlig socialdemokrat?

Hvori er det, at hun og de nu toneangivende socialdemokratiske ledere ser det hævdede værdimæssige fællesskab mellem deres gamle sociale og relativt progressive bevægelse og Dansk Folkeparti?

Vil Hækkerup ikke være så sød at gøre rede for – gerne skriftligt og gerne grundigt – hvorved hun i sit grundsynspunkt på menneskers rettigheder og pligter adskiller sig fra DF?

Ikke fordi denne sag om skilsmisseadgang er særlig afgørende for ret meget, eftersom folk som regel finder ud af at slippe så nemt om ved det som muligt.

Men i princippet burde den berette om to så grundforskellige holdninger, der viser med al ønskelig tydelighed, at kulturkløften fortsat er lige så bred, som Kjærsgaard i klartekst selv siger.

Eller. Eller er det sådan, at der dybest set efterhånden og rent faktisk foreligger et åndeligt holdningsmæssigt og politisk værdisammenfald mellem DF og S, og at den forsimplede og fordomsfulde livsanskuelse, der kendetegner DF’s grundholdninger til en lang række spørgsmål, ja næsten alle, også er Karen Hækkerups og hendes nærmeste partifællers?

At man kan stille dette spørgsmål uden at føle sig mere mentalt ude af balance end vanligt burde i sig selv være et faresignal for det gamle parti, der engang – og uanset en iboende og nu og da vågnende småborgerlig ængstelighed og mistro til oplysning og kritik – trods alt stod for fremskridt, frisind, forstand og fornuft.

Populisme

Socialdemokraterne skulle over for sig selv og en stadig mere undrende og unægteligt vigende vælgerskare forsøgsvis benytte anledningen til at definere hvad der egentlig adskiller dem fra den populistiske højrefløj, som Karen Hækkerup nu så åbenlyst bejler til.

Ja, det er jo så ægteskabsloven, vil de svare, her viser vi frisind og forskel. Men præcis reaktionen på udmeldingen om skilsmisselettelserne viser jo snarere, vil mange håbefuldt mene, at påstanden om sammenfaldende værdipolitiske interesser i virkeligheden hviler på et ugennemtænkt og løst grundlag, og at Socialdemokraterne ikke er helt så tæt på DF som Karen Hækkerup gerne ser.

Snarere end begejstring fra Hækkerups side burde den sag, hun selv ønsker fremmet, men som DF bekæmper, udløse den efterwlyste granskning af holdbarheden i at anprise dette samarbejde og tværtimod isolere DF.

DF er traditionelt revnende ligeglad med langsigtede politiske løsninger. DF fremlægger aldrig eller meget sjældent langsigtede ideer. DF tilbyder, solidt forankret i populismen, med få undtagelser det fordomsfulde vælgerleflende godtkøbsstandpunkt uden dybere distraherende analyser eller belastende viden. Sådan set en ærlig sag: vælgere har, i det omfang de gerne vil forføres, ret til at blive det. Men her over for står eller burde stå Socialdemokraterne, hvis historiske fundament hviler på forestillingen om politisk rimelighed baseret på informerede standpunkter. Er man drillesyg, spores her det fjerne marxistiske udgangspunkt og ’videnskabelige’ samfundssyn.

Render af gårde

Karen Hækkerup og hendes meningsfæller skylder de horder af vælgere, der for tiden løber skrigende væk, at redegøre for, hvorledes hendes holdninger i et parti med et særligt historisk rodnet kan forenes med DF’s uinformerede tilgang til samfundets problemer, som straks viser sig i ægteskabshistorien med Pia Kjærsgaards reaktion.

Den identitetskrise, der nu sønderriver Socialdemokraterne, fordrer at de ansvarlige i hvert fald forsøger at finde ud af, om ikke for andre så for sig selv, hvad deres historie og historiske grundholdning betyder i forhold til at handle og udtale sig som de nu gør.

Med en rodfæstet socialdemokratisk holdning var det jo ikke grebet ud af luften, når Nyrup brugte sit stærke udtryk om DF, hvis historie og politik bør udløse kampinstinktet i det gamle arbejder-, kultur- og regeringsparti. Hvis socialdemokraterne ikke tager den diskussion, og tager den nu, hvor partiet styrtbløder, er det nat med fru Knudsen. Nu er det nemlig ikke længere kun vandrevælgerne, der begærer skilsmisse.

Med udsigt til et mere eller mindre formaliseret samarbejde med DF og Pia Kjærsgaard i en hovedrolle, igen med krav hun tager sig betalt for at få knæsat af Karen Hækkerup, render nu også kernevælgerne af gården. Hurtigere end partiets ledelse kan tælle ned til næste lavpunkt af vælgertilslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er tredje uge i træk, hvor Georg Metz retter sin sylespidse pen mod det værdipolitiske kollaps i S og SF.

Man kan ikke rose Georg Metz nok for hans mod til at tale magten midt imod, og hans mod mod til at fremsætte betragtninger, der bestemt ikke stryger Informations kernelæsere med hårene.

Lad os håbe at andre af landets intellektuelle sværvægtere vil tage tråden op, og som Georg Metz rette en helt nødvendig kritik af SSFs flirt med højrepopulismen.

Lise Lotte Rahbek

Jeg noterer mig, at politikerne i folketinget nærmer sig hinanden mere og mere, næsten uanset hvilket parti de kommer fra.

Deres nærhed til og dialog med borgerne.derimod - den er sværere at få øje på.

"Hvorfor er Karen Hækkerup egentlig socialdemokrat?"

Ja, hvorfor er socialdemokratiet egentlig socialdemokrater.

Findes der ikke en lov der siger :

Man må ikke udgive sig for noget man ikke er i det professionelle?

Eller er de bare uskyldige amatører der leger "i god tro?"

Georg Metz og Klara Liske stiller egentlig et meget interessant spørgsmål, når de spørger om, hvorfor en socialdemokrat er en socialdemokrat.

Hvad er egentlig definitionen på en socialdemokrat, og hvad er det så at sige, der konstituerer en socialdemokrat som en socialdemokrat?

Hvis en annoncør i en reklame skulle finde på at påstå, at der er russere i russisk salat, ville vedkommende straks blive anmeldt til myndighederne for brug af falsk varebetegnelse. Eller tænk på, hvad der ville ske, hvis en ny producent skulle driste sig til at kalde sin nyudviklede læskedrik for Coca Cola.

Det er tydeligt, at købmandsvarer er langt bedre beskyttede end politiske ideologier. Når det handler om politik spiller klaveret på en hel anden måde.

Når personer som Karen Jespersen, Tony Blair, Karen Hækkerup og Helle Thorning Schmidt påstår at de er socialdemokrater, er det noget de kan slippe fuldstændig ustraffet fra. Det er jo egentlig et paradoks.

Det ville være forkert at kalde Svend Auken for den sidste mohikaner, men mon ikke man med en vis ret kan kalde ham for den sidste socialdemokrat i Danmark?

Den fremragende tænker og politiker Svend Auken sagde mange vise ting inde sin alt for tidlige død. Svend Auken talte blandt andet om at den socialdemokratiske bevægelse havde lidt et enormt ideologisk tab i forbindelse med ”Murens fald” i 1990erne fordi socialismebegrebet ved den anledning var blevet godt og grundigt miskrediteret.

Poul Nyrup Rasmussen, Helmut Schröder, Tony Blair med flere overtog ledelsen af de vesteuropæiske socialdemokratier i starten af halvfemserne, forkastede socialdemokraterne den socialistiske ideologi socialisme og blev i stedet til neoliberalister. Det var her det gik galt og siden den tid har vi set groggy socialdemokraterne tumle rundt i manegen fuldstændig uden kurs og retning.

I dag kan en socialdemokrat mene hvad som helst. Derfor er det, at vi nu kan opleve Karen Hækkerup og andre politikere fra S og SF der fuldstændig har droppet deres partiers traditionelle værdier, og nu ikke længere ser noget til hinder for at man laver alliancer med højrepopulister og racister.

Man er nød til at nedlægge den socialdemokratiske bevægelse som vi kender den i dag, og opfinde en helt ny af slagsen, der atter tager udgangspunkt i socialisme, solidaritet og de øvrige klassiske socialdemokratiske værdier.

Tak til Metz for at skrive om "krammeren".

Også BT skrev om den d. 5.3., og i Jersild Live 8.3 talte de om den. På TV2 læste man 2.3, at Socialdemokratiet ligefrem skamroser partiet for at gå med i et nyt trafikforlig.

"Jeg synes, at de er seriøse. Jeg synes, de er arbejdsomme, og jeg synes, at de går på med opsmøgede ærmer og et oprigtig ønske om faktisk at gøre en forskel. Og det tager jeg virkelig hatten af for," siger socialminister Karen Hækkerup (S) til TV 2 Nyhederne."

Man må håbe, at Socialdemokraterne kan holde stand og ikke forfalder til fremmedfjendtlige løsninger. Under VKI, VK II og VK III, så vi jo, hvorledes man kan manipulere en regering.

I et konkurrencedemokrati (dét forhold at vælgere mellem valgperioder suverænt overlader det politiske arbejde til de repræsentanter, som har konkurreret om deres stemmer) vil der naturligt opstå en betydelig konfluens. Politikerne vil på mange måder opleve at være i samme båd; de kæmper om den samme folkemasses opbakning og skal indtage tilsvarende magtpositioner i et fælles system, hvis de vinder konkurrencen om vælgernes stemmer. Dette indebærer at vælgernes mere nuancerede og særskilte interesser træder i baggrunden - for politikerne må i konkurrencen søge de bredeste fællesnævnere og gøre sig upopulær hos færrest mulige for at kunne vinde konkurrencen om at opnå magten. Derfor har vi et strukturelt problem i det repræsentative politiske system; professionspolitikerne har ikke nogen særlige politiske visioner eller nogen særlig holdningsmæssig egenart - de er væddeløbsheste som tunes af professionaliserede teams af sårlige rådgivere. Og de er samtidig finansieret af en række 'investorer', hvis mere langsigtede interesser ofte er usynlige for borgerens/vælgerens blik.

Metz peger, som før, på et problematisk forhold, som er af både strukturel, kulturel og økonomisk art.

Inger Sundsvald

Nu udtaler Karen Hækkerup sig jo på regeringens vegne. Var det så ikke passende, om den radikale, Overmoster Margrethe, på egne og de radikale vælgeres vegne forlangte en forklaring og insisterede på at tage diskussionen?
Eller det er måske ikke presserende, eftersom det ikke er DRV der styrtbløder, men derimod dem der leger borte, tit, tit?

Hvornår ser vi modet til kritik af DRV?

Helt ærlig, Inger Sundsvald, du kan da ikke give Det Radikale Venstre skylden for at Karen Hækkerup flirter med højrepopulismen.

Det er jo at vende tingene fuldstændig på hovedet.

Når det gælder værdipolitik, er det en kendt sag, at De Radikale i årevis har været langt mere progressive end Socialdmokratiet.

Inger Sundsvald

Hvorfor fanden protesterer de så ikke?

Det er da en underlig bagvendt måde at forlange en forklaring på vegne af socialdemokrater, når man selv er højradikal.

Michael Guderup

Metz´ verden tager sin begyndelse omkring Nyrups tale i 1999. Dér har han hjemme, dér har han sin rod, derfra hans verden går.

Han sidder tydeligvis stadig ubehjælpeligt fast i det ideologiske tapetklister, og kræver at Karen Hækkerup skifter parti, da hun blev enig med DF (uanset om hvad, så er det massiv helligbrøde!) om et trafikforlig, men er uenig med dem omkring ægsteskabets signifikans i det moderne.

For konsensus er en væmmelig ting. Noget der skal modarbejdes. Særligt i krisetider. Godt vi har pauseklovnene fra EL til at underholde, mens de voksne forsøger at føre politik.

Det værdipolitiske og det realpolitiske er to verdner, som forbindes via ormehuller, men som skaber den politiske verden vi lever i. Jeg husker Arne Melchior engang i midt 80'erne holdt en tale på Rådhuspladsen om at Danmark havde pligt til at åbne sine grænser for alle undertrykte, og at jeg flere gange råbte: Hvad gør Israel? Han havde lige intoduceret torturgradueringen: 'moderat pres' som værende politisk acceptabelt.

Metz synes slet ikke at have opdaget at der mens VK var ved magten, eksisterede det social-politiske flertal med ABF+R+Ø og såmænd også + DF. Dette flertal tvang flere gange VK til at gennemføre social-politiske tiltag som VK bestemt ikke brød sig om.

Og hvad med det trafikforlig som R indgik med VKO kort før valget i 2011? Betød det så også at R nu var en del af VKO's flertal? Nej, det gjorde det ikke, vel...

Venstre har siden valget hylet op om løftebrud. Det har de da ret i. Regeringen blev tydeligvis valgt på en falsk varebetegnelse.

Vælgerne troede at de stemte på ét, men fik noget andet. Det er da vælgerbedrag.

Enhedslisten svigter desværre også. Det oplagte var at kræve regeringens afgang hvis ikke socialpolitiken rettes og Claus Hjort og Inger Støjbergs politik sløjfes og aktivering af ledige omlægges straks og VKOs skattelettelser sløjfes.OSV.....

Det nytter ikke at Johanne smiler og bedyrer at hun synes at der er råd til velfærd, hvis de velhavende vil betale lidt mere.

Der var nok lige lidt for meget smil og fælles latter i det sorte tårn hvorfra pisset sprøjtede ud over det danske land.

Hanne Christensen

Det er rigtigt, Georg Metz kan ikke pege på Socialdemokraternes højreradikale holdningsskred uden at også at tage et opgør med De Radikale.

De Radikale lurerpasser, men er dog dem, der mest af alt støber politikken.

Skilsmisser. Undskyld mig, hvor interessant kan det være midt i, at vi står i en historisk omvæltning, hvor de fleste danskeres elskede velfærdssystem står og vipper mod afgrunden. Så taler hr. Metz om skilsmisser.

Det er fint, at Georg Metz påpeger et holdningsskift hos Socialdemokraterne, men han skal næppe skamroses, dertil er hans kritik for forsigtig. Hvor meget sætter han égentlig på spil ved at pege på skilsmisser. Hvem er uenig, andet end få sorte præster? Hvem er uenig i, at separationsperioden kunne halveres? Næppe ret mange, og dermed er artiklen en gratis omgang.

Georg Metz sætter netop ikke tilstrækkeligt på spil

Dertil kræves et opgør med De Radikale. Jeg har selv stemt Radikalt mange år, men har måttet erkende, at partiet i en 10-årig udvikling simpelthen har skiftet deres humane politik ud med en rendyrket liberalistisk politik uden social tilsnit.

Det hjælper ikke her, at De Radikale synes at højtlønnede skal kunne tage ægtefæller her til lands. For det handler jo kun om de højtlønnede, dem der har råd til både at erlægge depositum som forsørgelsesgrundlag for denne. Det gælder ikke den ledige, her er ikke fri ret til kærlighed og det gælder heller ikke den syge førtidspensionist, som næppe kan få plads til at forsørge en ægtefælle for førtidspensionsbudgettet.

Nej, det er alene De Radikales kernevælgere, der skal have fri kærlighedsret.

De Radikales socialpolitik er ganske enkelt smidt på møddingen og erstattet med et almissegrundlag og krav om modydelse i form af gratisarbejde osv. Selv syge mennesker kan De Radikale ikke være i fred, og særligt psykisk syge har De Radikale et horn i siden på.

De Radikale og Liberal Alliance er søsterpartier med kun marginaler til forskel i politiske synspunkter.

De Radikale har således gået højre om Venstre, og kun delvis uden om DF. Det er jo stort set alene på kærlighedsmarkedet (for højtlønnede), at De Radikale har afvigende synspunkter fra DF. De Radikale mener så også at vi skal åbne grænserne for udlændinges mulighed for at arbejde i Danmark - altså de veluddannede udlændinge. Men her er DF jo ikke uenig.

Derfor må Georg Metz tale om separationslovgivning, et fuldstændigt ligegyldigt område, hvis han skal bekæmpe sin ærkefjende, DF. Alt andet vil kollidere med De Radikales politik som er mere mindst lige så højreradikal som DFs.

For mig var det også en svær erkendelse at trække mit kryds til De Radikale. Men alt andet vil være bedrag, hvis man har sin sociale indstilling i behold. De Radikale kritiserer DF for at negligerer menneskerettigheder, men De Radikale gør det gladeligt selv, når man ser på arbejdsmarkedspolitikken særligt over for kontanthjælpsmodtagere (tvangsarbejdet) eller hvordan De Radikale vil tvinge psykisk syge på offentlige depressionsskoler, og dermed bryde kravet om, at lægebehandling er fortroligt.

De Radikales tilgang til syge og ledige står intet at lade DF høre, når det drejer sig om umenneskelig og højreradikal tankegang. DF har et horn i siden på udlændinge, De Radikale har et tilsvarende over ledige og syge (særligt psykisk syge).

Mange af DFs værdipolitiske holdninger er knyttet til kristendommen. De Radikales hælder mere til et pengealter, hvor alt handler om at hive så store skattelettelser som muligt hjem til egne, højtlønnede vælgere. For nogle er penge religion. Det gælder De Radikale og søsterpartiet Liberal Alliance. Og på det pengealter ofres gerne enhver usling, der ikke lever op til partiets krav om at være selvforsørgende.

For De Radikale er Gud en nyttefunktion. Spændstige økonomiske teorier udgør deres Bibel. Enhver værdi måles i penge.

DF har en anden religion bunden i den sorte side af kristendommen.

Men der er store fællesnævnere i de to partiers værdisæt. Den sorte skole med udgangspunkt i den sorte kristendomsfortolkning og så religionen, hvor Gud blot er en ukærlig nyttefunktion. Hvordan optimeres vores forbrug. Der regnes og kalkuleres, og denne Gud når frem til, at den optimale nytte opnås - tilfældigvis - hvis De Radikales egne kernevælgere begaves med enorme skattelettelser.

Ja, det er faktisk temmeligt plat.

Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, at der i nyttefunktionen intet humanitært er indbygget. Humaniteten kan ikke gøres op i formler. Nogle økonomer forsøger anstrengt herpå, og kigger på tabeller og statistikker og finder frem til, at bare ledige presses voldsomt, ja, så er succesraten for at finde et arbejde større. At presset består af menneskerettighedskrænkende tiltag overvejer disse ikke. Menneskerettigheder kan ikke opskrives på formler.

Det er som med tortur. Tortur får også talerøret på gled hos fx krigsfanger.

Det er alene en humanitær tilgang til problemstillingen der betyder, at man må tage afstand herfra.

Men denne tilgang kender nytteteorien ikke til. Humanitet er ikke en logik, der kan opskrives på formler.

Derfor er det utroligt farligt, når et parti totalt overlader sit værdisæt til økonomiske teorier uden konstant at medinddrage etiske overvejelser. Er det ok, at syge skal piskes rundt. Er det ok, at depressionsramte skal tvinges i rundbordsamtaler med nabolaget. Er det ok, at langtidsleidge skal tvinges ud som tvangsarbejdere. Er det ok, at over 100.000 mennesker i dag arbejder som gratister. Osv.

De Radikale har glemt disse etiske overvejelser i en total falden på halen for øknomiske teorier - der "tilfældigvis" præcis sikrer De Radikales selv en stor økonomisk gevinst.

Prisen er et totalt tab af etik, moral og humanitet.

Prisen er også, hvad vi allerede har oplevet. Nemlig bankkrise på bankkrise. For netop erstatningen af moral og etik med grådighed har været den bærende menneskelige kraft for samtlige bankkrak i Danmark.

Men også her hjælper de radikale guruer (økonomerne) partiet. For enhver økonomisk teori siger, at bankerne skal hjælpe og den bedste vej ud af krisen er at sende regningen videre overførselsindkomstmodtagerne.

Men guruer får ikke taget højde for den menneskelige faktor. Nemlig at når grådigheden ikke har en pris, vil den fortsætte. Og vi vil se kriser erstatte den næste, og vi vil se menneskerettigheder sat på spil og en social armod vokse op af dimensioner.

De Radikale og DF har meget tilfælles. De bygger begge på religioner, der har ekskluderende intolerance og inhumanitet som biprodukt. Og begge har indbyggede risici for stor økonomisk og social turbulens.

Marianne Rasmussen

"Hvis socialdemokraterne ikke tager den diskussion, og tager den nu, hvor partiet styrtbløder, er det nat med fru Knudsen. Nu er det nemlig ikke længere kun vandrevælgerne, der begærer skilsmisse."

Lige netop! Vågn op og besind jer.

Hvrofor styrtbløder i? Det er det spørgsmål, I skal stille jer selv.

Jeg har altså lidt svært ved at følge de socialdemokrater, der mener, at de kan forsvare og legitimere alt det svineri deres parti for tiden præstere, ved at påstå at det hele i virkeligheden er De Radikales skyld.

Den argumentation holder jo ikke en meter!

Det er Karen Hækkerup, der som socialminister har overtaget det meste af det nedlagte integrationsministeriums arbejdsopgaver, og det er Karen Hækkerup, der i sidste uge i flere omgange var ude i pressen og slikke Dansk Folkeparti op og ned ad ryggen.

Karen Hækkerup er den ansvarlige minister for indvandrerne, og når hun i pressen lobhudler og knuselsker højrepopulisterne og xenofoberne er det en meget meget alvorlig sag. (Fy for satan siger jeg bare, og glæder mig over at Georg Metz kan udtrykke synspunktet på en mere urban måde).

Når Karen Hækkerup på den måde opfører sig som en gigantisk klaphat, er det naturligvis hende kritikken skal rettes mod – og ikke imod De Radikale eller nogen andre.

Karen Hækkerup har fortjent en opsang og irettesættelse af de helt store, og det er en stor glæde at se, at Georg Metz atter engang er mand for at gøre det, der er det rigtige og sige det, der er nødvendigt.

I den forbindelse vil jeg atter en gang rose Georg Metz for hans mod og hans personlige integritet, fordi det er en kendt sag at en stor del af Informations læsere består af socialdemokrater og folkesocialister, der overhovedet ikke er til sinds at lytte til endsige have forståelse for nødvendig og konstruktiv kritik af det forenede regeringsparti.

Derfor skal Georg Metz ikke regne med at få megen ros for sine regeringskritiske artikler, men det gør dem bestemt ikke mindre vigtige eller betydningsfulde.

Jens Overgaard Bjerre

Georg Metz har langt om længe, den er altså også svær at sluge, fundet ud af at S er blevet et borgerligt parti. Hvis han skulle henfalde af gammel vane, til at håbe og tro på noget andet, så har Nick Hækkerup skrevet en kronik den 1. maj 2010 i Politiken, hvor han fastslår at S nu er middelklassens parti. At Karen Hækkerup, Social- og Integrationsministeriet deler samme anskuelser som Pia Kjærsgaard, er vel grunden til at hun har den ministerpost, som hun har.
Det gør ondt, men desværre er det sandt: Socialdemokrater er ikke socialdemokrater længere.

Jeg er enig i den ensidige kritik af S og SF blev gammelt for flere måneder siden. Det gør dog ikke kritikken mindre relevant, men stiller en del nye spørgsmål.

Det ene er om pressen magter kritik af den herskende elite, indtil videre, så nej. Åbenlyst er det jo de fattigere bliver langt fattigere i den forstående periode, og her er kritikken stort set udeblevet, at det kun er de udsatte der skal stilles til regnskab - med de ansvarliges gæld.

Husk nu velfærd er til for de rige, ikke for de fattige. Alternativet var selvfølgelig deling.

Christian de Coninck Lucas

Det nye S = Tony Blair Labour "social demokrater" med et stænk Davos og en teske korporatisme. Jeg fatter hat.

Lige efter David Rockefellers hoved - læs bare hans afhandling fra Harvard. Intet ville fuldede hans live som en transnastional elite, der styre det hele.

Skilsmisser: Who gives a fuck?

S- vælgere løber af gårde, sige Metz til sidst.
Hvor løber de hen må være væsentligt.
Mellem linierne ser man nederlaget i øjnene på Metz.
Ubærligt. Folk vil ikke som Metz og hans disciple.
Demokratiet virker på sin forunderlige måde.
Det må selv Metz acceptere.

Karol Kanarra :
"Roserne, Helle har i favnen, ser mig noget slatne ud, men røde er de i det mindste."

Det er farvestof.

I Voxmeters nye meningsmåling fra i dag er Enhedslisten større end både SF og De Radikale.

Enhedslisten er med sine 9,2 procent af stemmerne nu halvt så store som socialdemokraterne der blot får 18,5 procent i opbakning.

Med den kurs Karen Hækkerup og regeringen fører lige nu, vil der ikke gå lang tid, før Enhedslisten går hen og bliver det største parti i det journalisterne kalder for rød blok.

Spørgsmålet er i den forbindelse, om SF kan nå at få rettet kursen op, og begynde at gå til venstre inden partiet kommer under spærregrænsen og går i opløsning

Michael Guderup

Det her med at forholde sig fleksibelt og refleksivt til virkeligheden, ligger simpelthen ikke i generne hos den konservative del af venstrefløjen.

Ganske rigidt og intuitivt er således også ovennævntes svar på en ændret økonomisk situation: intet må ændres - altså lige bortset fra skatterne, som helst skal hæves for de onde "rige".

Og det er uanset om der er krise eller ej. "De rige" skal kontinuerligt straffes for deres væmmelige materialisme og overforbrug, eller hvad de nu bruger deres penge på. Sådan er det bare.

Ja, vi når sågar snart punktet hvor de højeste overførselsindkomster skal nivelleres med de lavest lønindkomster, for at undgå "ulighed" og "relativ" fattigdom.

AT EL efterhånden har isoleret sig selv som et dybt ensidigt klientparti, hænger naturligvis ikke sammen med at de igen har fejlbedømt situationen, men derimod at hele "den borgerlige presse" indædt bekæmper dem, og at alle andre partiers moralske kompasser er eroderet helt væk.

Sidstnævnte er selvfølgelig noget, der gør sig mest gældende hos DF.

Blindheden er total, overfor det faktum at de vælgere der pt. samles hos EL, til et sidste opgør med det imaginære "Imperium", er repræsentanter for en politisk fossilering, hvis tid rinder hastigt ud.

Deres økonomiske og politiske løsninger er grundigt gennemprøvet, og har fejlet 110 %. Åbn blot en historiebog.

Tilbage står kun luftige postulater om moralsk overlegenhed, lidt staffage om grøn bevidsthed og en akademisk puritanisme, der med djævelens vold og magt vil beskytte folk imod dem selv.

Man mistænker, at partiet selv er bevidst om sin sæbeboble-natur, da det konstant quickstepper uden om regeringsansvar og svar på hvorledes dets straffeekspeditioner imod erhvervslivet (og ja, der findes andre virksomheder end Mærsk og Coca Cola i DK) skal kunne opretholde velfærdens volumen og udbredelse.

Svarene blæser stadig i vindene.

Hanne Christensen

Hanne Cetkin,

Jeg går ud fra at dit indlæg i dag kl. 8.56 bl.a. er rettet mod mit indlæg.

Jeg er enig med dig i, at det er godt Georg Metz bruger fyldepennen til at kritisere Socialdemokraterne og i særlig grad Karen Hækkerup, som jeg i øvrigt heller ikke før valget kunne skelne fra DF. Hun har altid haft samme skingre tone såvel i holdning som i tonefald som DF.

Men Karen Hækkerup taler som socialminister på regeringens vegne! Og det regeringsgrundlag vi ser ført ud i livet minder sjovt nok i umiskendelig grad om De Radikales eget valgoplæg. Det minder mindre om Socialdemokraternes, og endnu mindre om SFs politik.

De Radikale har fået så stor indflydelse, da de udgør en helt afgørende faktor som tunge på vægten. De kan vælge blå eller rød fløj efter hvilken der giver dem mest indflydelse. Og De Radikale har fået så stor indflydelse på nærværende regering, at de to andre partier har givet stort set køb på alt.

Det er vigtigt at rette kritikken derhen hvor politiken bliver udtænkt, fremfor derhen hvor fanen bliver båret. De to væsentligste årsager til regeringens politik er

1) De Radikale, og

2) Helle Thorning, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup, der alle er så højreorienterede, ja, nærmest højreradikale i deres holdninger, at det er meget svært at forstå, hvorfor de er medlem af Socialdemokraterne.

Disse 3 damer sammen med Margrethe Vestager danner i realiten alliancen omkring den sorte, højreradikale politik, regeringen har brugt de sidste 100 dage på at gennemtrumfe.

Det er jo ikke SF. De er bare med som røvslikkere. Og vi kan nævne andre perifere personer, som vi kun hører sporadisk til.

Det er en helt galt angrebsvinkel at kritisere Karen Hækkerup - alene. Hun er så skinger at hun nærmest er ligegyldig. Hendes karisma er så matroneagtig, at hun ville gøre sig rigtig godt som bestyrer af en bar, hvor der blev skænket godt op i glassene. Hun må have et særdeles specielt forhold til Helle T, siden hun kan blive udpeget til minister. Eller også er integrationsministerposten netop en post, der besættes af personer, der kan undværes, - eller meget gerne undværes i det lange løb.

Den egentlige kritik bør rettes mod Helle T, mod Socialdemokraterne som højredrejet parti, OG mod De Radikale.

De Radikale er helt afgørende her. For det parti har nøglen til, hvad vej landets politik skal køre. Mod højreradikal kurs, eller mod en mere human politik. De Radikale skal blot nævne ordet ”human”, og SF vil omfavne dem. Helle ville så ikke have noget valg. Ligeledes ville Løkke fremover (for han overtager nok regeringsmagten næste gang, hvis ikke det lykkes Margrethe Vestager at sætte sig på tronen) være afhængig af De Radikale.

Derfor er det helt afgørende at rette kritikken såvel imod De Radikale, som mod Socialdemokraterne. De Radikale er afgørende for fremtidig regeringsdannelse, og Socialdemokraterne har et ansvar både tidligere som nu (og om fire år), som et parti, der ikke udgør nogen opposition til Venstre/DF da de jo dybest set er enige med disse partier. Altså Helle, Mette og Karen er.

Det er vigtigt at påpege dette allerede nu, så De fornuftige Radikale medlemmer kan tage et opgør mod tabet af humanitet, lige som, der selvfølgelig eksisterer mange socialdemokrater, der har ladet sig forblinde af Helle T. De skal gøre sig klar til kamp for at vælte 3-kløveret Helle, Mette og Karen.

De Radikale er desuden vigtigt som parti, da partiet tiltrækkes af mange, der aldrig kunne finde på at stemme Enhedslisten, men egentlig står for samme humanitet. Enkelte kunne trække sig til at stemme SF, men dette parti, skal nok bruge mange, mange år på at slikke sår, og fremstå som et helt parti med egen politik igen, før det kan tiltrække vælgere.

SF burde helt klart melde sig ud af regeringen igen. Partiet har jo mistet totalt troværdighed.

Men fortsat tror jeg, at mange vil stemme radikalt, som en fortsat protest mod VKO, og fordi nogle vælgere ikke kan identificere sig med yderste venstrefløj. Hvis humaniteten genopstår i De Radikale, ja, så mener jeg langt mere er nået, end om Karen Hækkerup meldte rent flag og meldtee sig ind i DF. Og som nævnt ville Helle T være nødt til at rette ind, da en mere humanistisk politisk tilgang hos De Radikale ville blive hilst velkomment hos SF.

De Radikale sidder med nøglen til, om den højreradikale politik skal fortsættes – foreløbig er det den vej, partiet bevæger sig – eller om, udviklingen igen skal have en humanistisk tilgang.

Hanne Christensen

Michael Guderup,
Du klager over de rige skal straffes. Sjovt nok ikke over, når ledige og syge angribes, go reelt straffes.

Du mener, de rige straffes, fordi de skal betale skat. Jeg er helt uenig. De velstillede får skam meget igen.

Jeg er enig med dig så langt, at vi har et problem, hvis de mest velstillede ikke skal have samme omsorg som andre. Hvis ledige højtuddannede ikke må få kurser til forbedring af deres jobchancer, men dette alene skal gives ufaglærte (og tro mig også LO-medlemmer). Her er ikke tale om ret og urimelighed, men om gruppers kamp mod hinanden og en ekskludering af ”det gode selskab” blot fordi disse har gået på et universitet e.l.

Jeg er enig i, at dette er småtskårent.

Det er også en faglig vej at bevæge sig, hvis man ønsker bevaret velfærdssamfundet. En eksklusion af dem - der betaler mest til velfærdssamfundet – til at tage del heri, er selvfølgelig en vej til enden.

Det er også absonst i og med det hele vil gå op i administration, med mindre man tager næste og næste og næste kaste med. Altså hvis alene velfærd er rettet mod de allerdårligst stillede. Men så vil jo selv middelklassen takke helt af, så igen vil bevarelsen af velfærden hænge tæt sammen med, at den rettes mod alle, høj som lav, rig som fattig.

Jeg ved ikke, om du længere har ret i, at Enhedslisten står for den totale lønudligning. Det er ikke mit indtryk, jeg har ikke en eneste gang i mange år hørt den slags fraser udråbt fra Enhedslistens ledere. Men jeg er enig i, at Enhedslisten nok ønsker større lighed end flertallet af den danske befolkning.

Derfor mener jeg også, at det er særdeles uheldigt, at Enhedslisten snart udgør 10 % af befolkningen, og jeg vil tro der er potentiale til yderligere en fordobling. For mig at se, er det meget uheldigt, hvis 30-40 % af befolkningen søger mod de yderste politiske fløje. Dvs. De Liberale, DF og Enhedslisten. Der er behov for protestpartier i ethvert samfund, men hvis næsten halvdelen går i protest-mode, ja, så er den hamrende gal, og vi risikerer meget ustabile tilstande.

Men protesten kommer jo, fordi øvrige partier ikke kan finde ud af at samle. De fleste bejler ensidigt til de to store grupper: den arbejdslønnede middelklasse og de ældre pensionister. Det er klart, for disse to grupper udgør helt afgørende magtgrupper, men, hvis øvrige grupper totalt tilsidesættes, ja, så opstår situationen, at resten søger mod fløjene.

Det er jo præcis det, vi har set de seneste år. Og jeg tror ikke denne udvikling er slut. Hvis regeringen revolutionerer velfærdssystemet og afkobler såvel de mest velstillede som parkerer de dårligst stillede på rene almisseydelser med en pisk over nakken, ja, så får vi netop de tilstande, at store grupperinger bevæger sig mod yderfløjene.
Jeg går ind for, at overførselsindkomster ensrettes. Hvad er galt i det. Af flere grunde. Det er ganske enkelt mest logisk. Hvorfor skal ydelser være aldersafhængigt? Altså hverken bolig-, varme-, madudgifter m.m. er aldersafhængige. Hvorfor skal så en 25 årig have 6.600 kr. i kontanthjællp, en dagpengemodtager 17.000 kr. og en enlig folkepensionist får grundbeløbet (68.500), pensionisttillæg (71.200) og ældrecheck (11.200). For folkepensionisten har jeg nævnt beløbene pr. år, divideres med 12 fås en samlet folkepension på ca. 12.600 kr. Hertil kommer ATP på ca. 1000-2000 kr. pr. måned.

Men vi er ikke slut her. Boligsikring og boligstøtte – to størrelser med forskellig beregning og rettet mod forskellige grupper. Vi kan også nævne indefrysning af boligskatter, varmehjælp, hjemmehjælp osv. osv. Igen ydelser primært afhængig af alder.

Det kræver et enormt administrationsapparat holde styr på alle disse detaljer. Jeg foreslår et system. Det er enklere. Nogle vil få mere, men min vurdering er, at al ekstraudgift kommer tifold igen ved de sparede adm.udgifter. Vi får et simpelt og enkelt system, som er til at forstå for alle. Boligydelser bør ikke afhænge af om der er tale om en eje- eller lejebolig eller om en 40- eller 65-årig. Ydelser bør ensrettes.

Selvfølgelig vil der være hjørner at drøfte, men systemet skal revideres for at forenkle, ikke for at frarøve hverken rige eller fattige, eller ældre som yngre hjælpen.

Forskellen på dig og mig er nok, at du tror, at en masse nu ikke vil gide arbejde, for tænk hvis de kan få 17.000 kr. om måneden. Jeg tror ikke på den teori. Altså med mindre vi taler om få måneders ekstra ledighed, hvilket jeg ikke ser det store problem i. Jeg tror, at langt hovedparten af danskerne rent faktisk ønsker et job og at forsørge sig selv. Men særligt ledige mener jeg fortsat skal være jobsøgende, og de skal kunne påvise dette for at få støtten. Så kan vi have nogle få sagsbehandlere, der griber fat i de ekstreme snydere.

Jeg forstår slet ikke din tone omkring ”klientpartier”. Jeg mener, du maler dig selv op i et hjørne med den slags udtalelser.

Ingen er vel uenig i, at vi har en borgerlig presse. Eller snarere en forstokket borgerlig presse. Ja, jeg gider ikke engang tage drøftelsen med dig, om du skulle mene det modsatte. Men alt er selvfølgelig relativt. Befinder du dig ude på den yderste højrefløj – hvilket dit sprogbrug kan antyde – ja, så er alt jo venstreorienteret i din optik. Mit gæt er, at du præcis stemmer på et af de yderpartier, jeg har nævnt. Og givet vis i protest.

Men hvad vil du så egentlig i din yderposition. For mig ser det ud til gennem dine mange debatindlæg, at du vil sænke sociale ydelser til de dårligst stillede, og udvide kontrollen over disse samt pålægge disse større krav om modydelser. Omvendt mener du, at offentlige ydelser til de bedre stillede skal bevares – uden krav om modydelse. For mig lyder det bare grådigt. Men du kan jo selv tage ordet og forklare din samfundsmodel.

Ruben Michelsen

Hanne Christensen.
Du er garanteret et godt og velmenende mennske,
men måske lidt politisk tonedøv. (undskyld)

Ved valget gik Det Radikale Venstre markant frem, mens S og SF gik markant tilbage.
Helle og Villy var helt afhængi af de radikales stemmer.

Mener du, at Vestager under forhandlingerne i det sorte tårn skulle have lagt sig fladt ned på maven og sagt: "OK, vi vandt, men vi lader Helle, Villy og Børsting bestemme".

Sådan spiller klaveret ikke.
Politik er kampen om magten. Færdig slut.

Folketinget består af 179 banditter, eller i hvert fald potentielle banditter.

Jeg er sikker på, at Lars Løkke i sit stille sind er glad for, at rød blok vandt valget, for hvis VKO havde fortsat var landet endt i kaos.

Frustrationerne i rød blok og i fagbevægelsen var så store, at LO og 3F ville have lejet alle turistbusser i Danmark, og læsset dem med røde faner og kolde bajere, og sat kursen mod Christiansborg slotsplads.

Det kan de jo ikke gøre nu, hvor de har brugt mange, mange millioner af medlemmernes kontingentkroner på at bringe Helle og Villy til magten.

De må pænt finde sig i, at regeringen fører stort set samme politik som VKO.

Sådan er politik også.

Michael Guderup

Hanne Christensen:

For mig virker det som om, at du er ude af stand til at tage en principiel diskussion om velfærdssamfundets elementer og fremtid, uden samtidig at føle, at du udsættes for en personlig klapjagt og hetz. Du må virkelig have noget på spil.

Du læser et hav af idiosynkrasier ind i mine indlæg, som der ikke er belæg for.

FX. aner jeg ikke hvor du har fra, at jeg:

"...vil sænke sociale ydelser til de dårligst stillede, og udvide kontrollen over disse samt pålægge disse større krav om modydelser."

Eller:

"...at offentlige ydelser til de bedre stillede skal bevares – uden krav om modydelse."

Hvor får du det fra? Og i øvrigt mener jeg at "modydelsen" kaldes "skat".

Jeg er ved at være træt af at gentage det, men jeg har på intet tidspunkt advokeret for en nedsættelse af ydelser til samfundets værdigt trængende. Og for min skyld må disse ydelser gerne indeksreguleres.

Derimod undrer jeg bla. mig over hvorfor SF blev udråbt som klasseforrædere af EL og Informations stamgæster, fordi man foreslog at der skulle gives skattelettelser til de lavestlønnede lønmodtagere, fremfor til højtlønnede og personer på overførselsindkomster.

En sådan situation mener jeg understreger min pointe om at EL er blevet et klientparti, og dets tilhængere er på vej ud af en uholdbar streng.

Jeg har tilladt mig at efterlyse lidt introspektion om velfærdsstaten, og har fornylig, i en diskussion med Hr. Tom Paamand, redegjort ganske udtømmende for mine tanker omkring samfundets struktur:

http://www.information.dk/295083

Men den har du åbenbart ikke lige fanget - måske fordi du havde travlt med at kalde folk, med divergerende holdninger, for "Krigsgale Breiviker"?

Hanne Christensen

Ruben Michelsen,

Jeg ser intet misforhold imellem det, du skriver og mit indlæg.

Det er da klart, at et parti forsøger at opnå maksimal indflydelse. Og det har DRV opnået. Derimod har S-SF lagt sig fladt ned og opnået minimal indflydelse. Det er jo en logisk slutning, når den ene part opnår maksimal - opnår den anden minimal. Selvfølgelig under forudsætning af, at vi har 3 meget forskellige partier.

Det er præcis derfor, jeg peger på, at spottet skal rettes mod DRV + de 3 tøser, Helle, Mette og Karen.

Der er alle rykket kraftigt mod højre det seneste 10-år! Jeg mener, Karen i det kløver er den mindst farlige i sin skingre tone. Derfor er det en lidt gratis omgang at pege på hende.

Hvis Georg Metz virkelig skulle spidse blyanten og bore ned til problemets kerne, ja, så er det ganske enkelt nødvendigt at medinddrage DRVs udvikling fra et humant socialliberalt parti, til et rentdyrket liberalt parti, hvor al human fornuft er forduftet.

Hanne Christensen mener at "det er en gratis omgang" når Georg Metz kritiserer at Karen Hækkerup lefler for Dansk Folekparti.

Det må jo betyde at Hanne Christensen mener, at det er mindre betydningsfuldt og alvorligt, at socialdmokraterne i øjeblikket forsøger at danne en politisk aliance med højreekstremisterne.

Hanne Christen tager fejl. Grusomt fejl.

Hanne Christensen

Michael Guderup,
Intentionerne skal findes i ordvalget.

”Værdigt trængende” bør du definere!

Du skriver, at du ikke ønsker ydelserne nedsat til ”værdigt trængende”. Lad mig spørge, hvad er en værdigt trængende, og er en ydelse på 6.660 kr. eller 10.000 om måneden før skat et rimeligt niveau? Vil du have indført en fattigdomsgrænse? Eller er 13.300 kr. før skat til en enlig mor tilstrækkeligt? Eller 12.600 + ATP + fryns til de fattigste pensionister?

I alle de debatter, jeg har set dig deltage i, har jeg ikke en eneste gang set dig argumentere for, at de laveste sociale ydelser bør hæves. Jeg har heller ikke set dig tale imod kontroltyranniet.

Derimod har jeg set dig tale rigeligt imod skattebyrder, brændbeskatning osv. Hvad bør topskatten være i dit politiske system? Du bruger ord som ”de onde rige” med en påstand om, at sådan ser venstreorienterede på de velstillede. Eller ”de rige skal straffes”. Eller ” højeste overførselsindkomster skal nivelleres med de lavest lønindkomster, for at undgå “ulighed” og “relativ” fattigdom.” Enhedslisten er et ”klientparti” skriver du nedladende. Hvor har du det fra?

Og sådan fortsætter du med det ene hadske postulat efter det næste. Du udgyder dit had til venstrefløjen igen og igen, ofte med påstande uden bund i realiteter, og sjældent hører man dig beskrive, hvad det er for et politisk system, du egentlig vil have. Du skriver om venstrefløjens ”luftige postulater”, men ikke desto mindre, er du så lavmeldt omkring, hvad du egentlig mener, politikken bør være, - måske fordi det ikke tåler dagens lys. Men kom nu, lad os se, hvad du definerer som ”værdigt trængende”, og hvad bør overførselsniveauet ligge på, og hvilke ydelser fra disse ”værdigt trængende” vil du kræve som modydelse for hjælpen?

Det vil selvfølgelig glæde mig, hvis jeg har misforstået dig, og du reelt mener, at ydelserne bør sættes op, så fattigdom undgås, og hvis du også skulle mene, at kontroltyranniet bør have sit ende.

Du harcelerer over at Enhedslisten kritiserer regeringen for at ville sænke skatten for de laveste lønnede. Her tager du vist fejl. Kritikken går på, at de fattigste – nemlig folk på overførselsindkomst – ikke skal have gavn af skattesænkningen. Det betyder jo, at de fattige bliver relativt fattigere. Men med din påstand kan jeg vel tillade mig at konkludere i dette indirekte sprogbrug, at du synes forslaget er ganske udmærket, og at en udbygning af den relative fattigdom således falder i din smag.

Du ønsker en debat om velfærdsstaten. Jamen, jeg har jo rent faktisk givet mit bidrag med forslag om at ensrette ydelserne og forenkle administrationen. Du accepterer bare ikke det som et debatindspark, da din præmis er, at en velfærdsdebat alene handler om besparelser og nedskæringer. Men ønsker du at fjerne folkepensionen til de mest velstillede? Mine egne forældre modtager 2*folkepensionens grundbeløb, i alt 137.000 kr. årligt, samtidig med de hæver private pensioner langt over en gennemsnitsindkomst, ATP, mimrekort, og skatteunddragelse i form af indefrosne ejendomsskatter. De ejer 4 huse, de 3 i den højere prisende. Skal mine forældre virkelig have mere i understøttelse end den enlige mor på kontanthjælp?

Du påstår, jeg har brugt udtrykket ”krigsgale Breiviker”. Gider du lige påvise dette! Det er jo en temmelig grov beskyldning, og det ligger mig faktisk meget fjernt at bruge den slags udtryk.

Jeg har i øvrigt ikke fulgt med i den debat, du linker til. Da debatten er gevaldig lang, skal jeg bede dig angive tidspunkt for det/de debatindlæg, du hentyder til fra Tom Paaland.

Hanne Christensen

Hanne Ceckin,

Nej, nej, nej. Du mistforstår vist mit indlæg. Hvis du læser mine indlæg, slår jeg jo til lyd for, at Socialdemokraterne skal kritiseres. Jeg mener selvfølgelig også Karen Hækkerup er langt ude, men problemet er, at Karen Hækkerup efter min mening er betydningsløs. Det er heri den gratis omgang ligger.

Vel er Karen Hækkerup social- og integrationsminister, men hun kunne aldrig stå alene. Hun er så skinger at hun næppe kunne nå særlig langt politisk, hvis hun ikke havde Helle Thorning i ryggen. Hvor mange ministre har i øvrigt overlevet livet som integrationsminister? Det er ikke pladsen til karrierefremme!

Skytset bør rettes mod Helle T, Socialdemokraterne som sådan - og så også mod De Radikale.

Problemet med De Radikale er, at de har nøglen til, om vi skal bevæge os yderligere ud af den højreradikale deroute, eller om vi skal vende tilbage til en mere human tilgang til politik.

I 80'erne og 90'erne stod De Radikale for en human politik. Særligt med Anders Samuelsen og hans slæng ændrede partiet karakter i slutningen af 90'erne. De Radikale fokuserede mere og mere på skattelettelser og parkerede deres "humanitet" i fjernelse af 24-års regler og andre økonomisk temmelig ligegyldige forslag. Det kostede ikke på skatteregningen. Sådan kan man nemlig læse samtlige DRVs forslag i dag. Hvor det koster, skal der spares. Der skal spares på ledige, på syge, pensionsalderen skal hæves, efterlønnen fjernes osv. osv. Fokus er 100 % på skattelettelser. 24 års regler er blot lidt krymmel af humanitet på den store kage, som de velstillede kan dele, hvis DRVs politik gennemføres i sit fulde omfang.

Og meget tyder herpå.

Når det "koster" fx førtidspensioner, så er humaniteten forduftet. Godt nok pakker DRV deres tiltag ind i smukke ord-vendinger, som at de ikke vil "parkere" de unge, og de vil "hjælpe" de unge syge osv.

Men der følger jo ikke kroner med. Tværtidmod er DRVs forslag et kæmpe besparelsesprojekt. Ingen kan jo være uenig i, at syge skal hjælpes. Ingen kan være uenig i, at syge ikke unødigt skal "parkeres" i en sofa e.l. Men psykologer, psykiatere, socialrådgivere osv. - alle peger på at der skal følge penge med, og indsatsen mod psykisk sygdom skal ske på et meget tidligt tidspunkt. Og det koster!

Der er også mange interessegrupper her. Sjovt nok skal der bruges penge der, hvor netop disse socialrådgivere, psykiatere og psykologer har deres beskæftigelse. Det kunne minde om en ny "akiveringsindustri".

En ung syg kvinde har skrevet en kronik i Politiken om hendes sygdomsforløb og ser ingen hjælp i DRVs krav. Kun yderligere år hvor hun skal nedbrydes med atter og atter at skulle forklare sit sygdomsforløb til diverse sagsbehandlere og gentagne undersøgelse med samme resultat - nemlig at hun aldrig vil kunne blive rask så hun kan forsørge sig selv.

Der er intet humant i fortsat at forfølge den stakkels pige. Denne kvinde bør selvfølgelig straks have tildelt en førtidspension. Men med DRV som penneførere, så bliver førtidspensionen stort set umuligt at opnå.

DF har forfulgt udlændinge i årtier. DRV er ved at udvikle sig til et parti, der forfølger ledige og syge med fuldstændigt samme indfaldsvinkel som DF har over for udlændinge.

Det bør der selvfølgelig sættes skarpt fokus på!

Hanne Christensen

Hanne Ceckin,

Problemet er jo også, at netop mange journalister hælder til den NyRadikale politik.

Derfor vil en kritik af partiets linje virkelig være befriende og sætte en hel anden debat igang end blot at pege på Karen Hækkerup.

Kan fx Georg Metz selv tilhøre denne fløj?

Værdipolitik handler altså om andet end ægteskaber. I dagens Danmark handler det mest af alt om, hvordan vi betragter ledige og syge .... ja, ganske almindelige danskere, som er blevet ledige eller syge.

Det er omkring disse mennesker værdikampen reelt føres i dag. Derfor bør fokus også være her.

Det er da en stort se gratis omgang at drøfte separationsregler. Hvor mange her mener, at det ikke kunne være fornuftigt fx at halvere separationsperioden.

Kom nu, hvor mange mener det! Lad os høre et væld af modstandere. Kom nu.

Problemet er, der er ikke en, der her vil oprøste sig. Georg Metz skal stadig ruste sig og trække vejret dybt for at få det egentlig mod frem, nemlig at kritisere De NyRadikales værdipolitik. Den er nemlig totalt gået i forfald og lader ikke DF noget efter, hvad angår populisme,nedgørelser og ydmygelser og forfølgelse af befolkningsgrupper.

Hanne Christensen - Jeg vil ikke at debattere indholdet med dig. Blot faldt jeg over to karakteristiske forhold, der er karakteristiske for din debat form :

"..........DRVs udvikling fra et humant socialliberalt parti, til et rentdyrket liberalt parti, hvor al human fornuft er forduftet."

"..........De NyRadikales værdipolitik. Den er nemlig totalt gået i forfald og lader ikke DF noget efter, hvad angår populisme,nedgørelser og ydmygelser og forfølgelse af befolkningsgrupper."

En sådan overdreven måde at udtrykke sig på indbyder ikke til frugtbar dialog.

Hanne Christensen

Du fornægter blot, Leo Nygaard, what's going on!

DRV påstår til stadighed, at vi har en finansiel krise.

Nej, vi har en human krise, der langt overstiger de finansielle bølgeskvulp i Danmark.

Det var debatformen og ordvalget jeg kommenterede.
Jeg er fuldstændig ligeglad med om det var DVR, du karakteriserede. Hvis en debattør beskrev EL på lignende måde, var min mening den samme.
Du opfattede ikke budskabet, men svarede med indholdsmæssige emner.
Skulle jeg svare på det med et ordvalg som dit, ville det blive temmelig ubehageligt !

Hanne Christensen

Jeg kalder bare en spade for en spade.

De ugerninger, DRV er bannerfører for at føre ud i livet, fortjener ikke pæne ord. Det kræver derimod at man bruger de rette ord for at beskrive al dens grusomhed.

At overlade unge syge til fattigdomsydelser er for mig temmeligt ubehageligt. Ja, grusomt.

At hetze psykisk syge er lige så hæsligt.

At tvinge unge ledige til at arbejde fuldtid for 6.600 kr.pr. mdr. er ligeså hæsligt.

Jeg kan ikke bruge andre ord.

Hanne Christensen

For et par år siden brugte jeg ordet "tvangsarbejde" om det arbejde, som kontanthjælpsmodtaagere tvinges til at udføre gratis i de såkaldte virksomhedspraktikker (som i øvrigt intet har med praktik at gøre).

Dengang rettede en debattør også henvendelse til mig med en forargelse over, at jeg brugte så stærke ord.

Jeg svarede, at det var ganske bevidst. Man skal kalde en spade for en spade, når noget er direkte menneskerettighedskrænkende. Jeg skrev, at jeg brugte ordet efter at have studeret den kommenterede udgave af menneskerettighederne, samtlige tilhørende protokopoller samt afgørelser på dette område. Hefter havde jeg argumetneret for mit synspunkt i en 6 sider lang analyse.

Påfaldende var, at den pågældende debattør blev tavs som graven. Han syntes ordet var grusomt, men spurgte ikke mere ind til det, da jeg fastholdt at bruge ordet og tilmed efter at have analyset det fagligt.

Han blev tavs.Hans nysgerrighed eller harme blev ikke vagt. Nej han blev bare usselt tavs.

Den 17. februar 2012 brugte Ritzau selv ordet. Stort set samtlige aviser sendte dette telegram, hvor Ritzau brugte ordet.

Ingen reagerede. Tvangsarbejdet er i al sin grusomhed blevet alment accepteret blandt godtfolk.

Hvad var Michael Guderups kommentar her, jo følgende:

"Man kan jo ikke ansætte folk til overenskomstmæssig løn, hvis det tager 3 måneder at lære dem bare at stå op om morgenen."

I dag har vi over 100.000 personer, der arbejder under ikke ordinære forhold. Det er folk der udnyttes i kommuner, stat, politiske partier, organisationer (ja, selv velanskrevne organisationer) og i private virksomheder som billig eller gratis arbejdskraft.

Jeg startede med at anvende ordet for 6-8 år siden. Det havde været en hel del lettere, hvis man havde taget det seriøst dengang.

Det samme gælder DRV. Det er bestemt ikke for tidligt at tage hul på en kritik af den udvikling, partiet har gang i. Deres renomme hviler på en fortid, hvor deres politik var baseret på en human indfaldsvinkel. I dag hviler den imidlertid på en ren superliberal cost-benefit analyse. Altså på hvad de bedst stillede får mest ud af. Det er ren nytteteori, der er styrende for partiets politik. De glemmer blot, at humanitet ikke kan opskrives på formler.

For nogle år siden debatterede jeg på De Radikales debatsider. Her kunne man se de individuelle radikale politikeres interessefelt. Påfaldende var, at ikke en, nej ikke en eneste havde sat kryds ud fra interessefeltet "socialpolitik". Heller ikke den daværende socialordfører Marianne Jelved.

I dag er det den barslende Marlene Bo Hansen, som er socialordfører. Og psykiatri- og integrationsordførerposterne er overladt til en 26-årig studerende, Liv Holm Andersen.

De Radikale har en totalt disrespekt over for det sociale område.Og jeg vil igen opfordre til at holde et skarpt øje med De NyRadikales værdipolitik. Den er nemlig totalt gået i forfald og lader ikke DF noget efter, hvad angår populisme,nedgørelser og ydmygelser og forfølgelse af befolkningsgrupper.

Hanne Christensen

Det er i øvrigt den unge 26-årige Liv Holm fra De Radikale der som psykiatriordfører har ordførerskabet i forbindelse med hele førtidspensionsreformoplægget.

Den største førtidspensionsreform i mands minde overlader De Radikale til en superung studerende at tage vare på.

Den unge psykiatriordfører forsvarer en førtidsreform, hvor unge syge (Liv Holm er også også ordfører for børn og unge) sendes mangeårigt på parkering på kontanthjælpsforhold, som for unge under 25 år udgør 6.600 kr. om måneden før skat.

Den stakkels unge kvinde må være sindsforvirret. For samtidig viser hun sin forargelse i et læserbrev i Information den første dag i julemåneden 2011. Her skriver hun om fattige bestemt findes, ja, fattige børn og unge findes faktisk i hobetal, og der for har hun besluttet ..... ja, hun har besluttet følgende:

" jeg nu gået på nettet for at bidrage til Dansk Røde Kors’ julehjælp. Har andre tænkt ligesom mig, ja så er der da kommet lidt ud af den medieturbulens, som ellers intet har løftet for Danmarks fattige børn."

Julehjælp! Det er hvad De Radikales socialpolitik snart er reduceret til!

Hanne - Der bekræftede du selv min anke. Du kalder netop ikke en spade for en spade. Du kalder den et beskidt, rustent, ubrugeligt møjredskab.
Det er bevist af sprogforskere, at brugen af de (a)sociale medier har forrået og forsimplet sproget.
Om du ville bruge den samme udtryksform, hvis du i en debat så nogle radikale i øjnende, er tvivlsomt.
Måske ville du og måtte så finde dig i, at de kaldte dig en usaglig, sur mokke, eller det der er værre.

Inger Sundsvald

DRV er en flok hattedamer m/k, der svømmer over i selvgodhed over egne og barmhjertige organisationers frivillige nådiggaver.

Hanne Christensen

Sorry, rettelse.

Liv Holm er kun 24 år og er den næstyngste i Folketinget. Den yngste er Jeppe Mikkelsen på 20 år, også radikal politiker. Han er retsordfører.

Sider